Pionerer på gammel grund

Komarna er Kroatiens yngste vinområde; og med yngste vinområde menes ikke alene ‘senest anerkendte appellation’ om et område, hvor man endelig har fået officiel anerkendelse efter i århundreder at have dyrket vin. Komarna er ganske enkelt et nyt område som i ‘et nyligt opdyrket område’, hvor der ikke tidligere har været kommerciel vinproduktion. Det ligger lidt nord for Dubrovnik og direkte ud til Adriaterhavet lige nord for Neretva-flodens udmunding. Vi taler stejle, stenede skråninger, sparsom vegetation og en helt vild havudsigt. Endelig er det også noget så nymodens som et 100% økologisk vinområde, hvor samtlige vinhuse arbejder med økologisk certificering. Det er pionerånd på højt plan, og den bedste nyhed er, at vinene er gode, røde som hvide. Faktisk holder de et imponerende højt niveau med friskhed og elegance som adelsmærker, ikke mindst hos foregangsmændene hos Rizman.

Damir Štimac fra Vinarija Rizman foran familiens vinmarker og med Pelješac-broen i baggrunden

Komarna kommer til verden

“Min familie gjorde de første spadestik til appellationen Komarna i 2005,” fortæller Damir Štimac fra Vinarija Rizman. Opstarten opsummerer han kort og koncist: “I 2006 plantede vi de første oliventræer, og de første vinstokke blev sat i 2008, 2009 og 2010. Så fik vi følgeskab af andre vinhuse; og i dag er vi oppe på syv huse og 90 hektarer vinmarker.”

Ordene falder nær den navngivende landsby Komarna, 250 meter over havoverfladen ved toppen af familiens 22 hektarer vinmarker. Fra de 250 meter skråner markerne med vertikale rækker ned mod havet til 50 meters højde med en gennemsnitlig hældning på 30%. Det er pænt stejlt, og den stenede jordbund taget i betragtning beløber indsatsen sig rimeligtvis til betegnelsen ‘heroisk vitikultur’ — men hvorfor lige her?

“Vi ligger kun få kilometer fra den berømte Neretva-floddal, men her i Komarna har vi en anden jordbundssammensætning og andre mikroklimatiske forhold på grund af havets nærhed. Jorden består mest af mere eller mindre forvitret kalksten med en meget lille mængde organisk materiale ovenpå. Markerne er eksponeret mod syd og sydvest og nyder godt af over 2.600 solskinstimer om året og en årlig nedbør på omkring 700 mm. Havbrisen hjælper med at regulere fugtigheden og gør det dermed lettere at følge den økologiske tilgang. Nærheden til havet forhindrer også pludselige ændringer i vejret,” forklarer Damir Štimac. I forhold til det sydlige Dalmatiens to store klassiske appellationer, Dingač og Postup på Pelješac-halvøen, karakteriseres Komarna altså af en kende køligere mikroklima med især køligere nætter, som gør druerne spændstigere og mosten mere syrefrisk.

Vinarija Rizman troner på toppen over vinmarker og olivenlunde med udsigt ud over Mali Ston bugten

Familien Štimac har dybe rødder i det sydlige Dalmatien, og familiens engagement i vinavl går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Vingården gav de navn efter deres gamle oldefar, Mijo Popić, som i hine tider havde dyrket vin i Neretva-dalen og i siden USA, hvor han var blevet kendt under kælenavnet Rizman. Damir uddyber: “Vi er et familieforetagende, og vores fokus er på de indfødte druesorter og olivensorter. Vi dyrker økologisk, og den kærlighed og omsorg vi giver vores oliventræer og vinstokke er sammen med de høje standarter, som styrer hele processen, fra beskæring, håndhøst, vinifikation og flaskning, garanten for en høj kvalitet i vores produkter.”

Det er Dalmatiens to vigtigste sorter, den røde Plavac Mali og den hvide Pošip, som med 73% og 12% står på størstedelen af markerne; men der er også blevet plads til Tribidrag, bedre kendt som Primitivo eller Zinfandel, en sort, der som bekendt stammer fra Dalmatien og først i løbet af de sidste århundreder har måttet vige pladsen for sin efterkommer Plavac Mali. Desuden er der plantet en smule Malvazija, Babić, Bogdanuša, Dobričić, Maraština, Vugava, Bratkovina og Cetinka, og der gøres også forsøg med Grk. Endelig er der en lille smule af internationale sorter som Chardonnay, Viognier, Cabernet Sauvignon, Syrah og Tempranillo. Før vinavlen var spredte olivenlunde eneste egentlige afgrøde i lokalområdet. De olivensorter, der dyrkes, er lokale kendinge som Drobnica, Oblica, Levantinka og Lastovka og italienske slægtninge som Coratina, Frantoio, Leccino og Pendolino.

Syv små kæmper

“Vi fik hurtigt kolleger,” konstaterer Damir med et tilfreds smil. Som professionel assistance har Rizman ansat agronomen Ivan Govorko og kældermesteren Luka Kalajžić; og så kom der flere til omkring dem. Foruden Rizman har Saints Hills, som ellers begår sig i Dingač, også slået rødder i området. Med Ernest og Ivana Tolj i spidsen, massive investeringer fra amerikansk side og ingen ringere end den franske ønolog Michel Roland som chefkonsulent skaber det endnu en kvalitativt stærk basis for Komarna. Tre lokale familier med fælles baggrund i landbrug og salg af landbrugsmaskiner via firmaet Poljopromet har slået tøjlerne sammen om vinhuset Terra Madre. Med direkte adgang til maskiner til at tynde ud i buskads og maki og mejsle sig gennem den hårde kalkstensundergrund var de veludrustede til at tage opgaven op. Også de har hyret en dygtig ønolog som Marko Šuman og fremstiller flotte vine. Familien Volarević har drevet planteskole i årtier men har nu også slået sig fuldtids på vinproduktion. Sønnen Josip er kandidat i ønologi og vitikultur og har for nyligt færdiggjort sin PhD om Plavac Mali; og han forklarer motivationen bag Komarna appellationen med følgende skudsmål: “Vi har alle de rigtige forudsætninger her, men vi må arbejde hårdt på at højne kvaliteten og samtidigt missionere for vores mange indfødte sorter.” Desuden er der det lille Vina Deak, der drives af familien Deak, som ellers har ernæret sig gennem udlejning af feriehuse og lejligheder. Far og søn Damir og Dino Deak står for produktionen, og Dinos lillesøster Maša er ved at uddanne sig i vitikultur og ønologi. Endelig har to dalmatiske kooperativer også slået flag i Komarna, nemlig Modrozelena zadruga og Neretvanski branitjelj.

Så selvom området og vinhusene er nye, ligger der mange års erfaring hos personalet, der hentes kyndig vejledning ind udefra, og man bygger videre på århundreders dalmatiske traditioner. Komarna er de facto verdens første og endnu eneste certificeret økologiske vinområde, og i øjeblikket arbejder man med at gøre det de jure gennem et lovkrav i oprindelsesgarantien. Komarnas syv vinhuse har desuden etableret deres egen forbund, K7, som har til formål at kontrollere kvaliteten af områdets vine og fremme vinhusenes fælles interesser samt udvide kendskabet til regionen og dens vine. “Det giver os individualitet og en særlig dynamik, at vi er Kroatiens yngste appellation, og at vi alle arbejder økologisk,” fastslår Štimac.

Prisværdigt er det i hvert fald, at man, når man vælger at opdyrke ellers vildt landskab, gør det med biotopens beskyttelse for øje (økologisk og bæredygtig dyrkning) og tager aktive skridt for at øge biodiversiteten (dyrkning af både oliven og druer sammen med vild vegetation). Deres fortrinsvise valg af de nærliggende områders gamle sorter tjener samme bevaringsetik.

Et par eksempler på Komarnas foreløbige formåen:

Vina Deak Veritas 2020: Plavac Mali med intens frugt og fint fadpræg. Bål og brand i næsen, heldigvis uden at den soder helt til: Bålrøg, røgelse, tørv og tørrede urter, frisk salvie og mynte, mørkerød frugt. I munden masser af morbær, brombær og hindbær, spændstig saft med fin fylde, stringent syre og masser af fine tanniner, fint balanceret og delikat salt i eftersmagen. Alk.: 15%

Volarević Platinum 2018. Mørk frugt, fast struktur og fyrig alkohol. Ekspressiv næse med liflige mørke bær, brombær, blåbær, solbær og let urtede noter. Blød fylde i spil faste tanniner fra første færd, masser af mørke bær, blommer, lakrids og urtesalt og en smule krydret røg fra fadet. Meget moden stil men med tanninkorset til at holde det hele sammen. Alk.: 16,5%

Terra Madre Premium 2017. Dyb duft af brønd, våd skovbund og sursøde brombær. En lind strøm af skiftevis rød og sort frugt og friske krydderurter, ret saftig og samtidigt spændstigt tør. Fine, fine tanniner i hobetal holder den sødmefulde frugt i skak. Alk.: 14,5%

Sommerligt vue ud over Vinarija Volarevićs marker ned mod Adriaterhavet

Førstevinen

Rizmans portefølje rummer først og fremmest Plavac Mali, Tribidrag og Pošip. De tre sorter dækker tilsammen 90% af familiens marker og giver uden tvivl det mest autentiske udtryk i vinene. Den vin, de har fremstillet længst, som samtidigt er vinen fra de første marker fra 2008-2010, hedder passende Primus; og den giver et godt indtryk af stilen og potentialet i Komarna. Druerne høstes alle i hånden og gennemgår en yderligere selektion, når de når frem til kælderen. De afstilkes og presses pneumatisk, før de gennemgår naturlig alkoholisk og malolaktisk gæring på temperaturstyrede ståltanke. Derefter modnes vinen 12 måneder på brugte barriques af 70% fransk og 30% amerikansk eg, flaskes ufiltreret og flaskelagrer yderligere 6 måneder før frigivelse.

Primus har høstet ros fra anmeldere gennem flere år, og med et par af de senest frigivne årgange i glasset forstår man hvorfor. 2018 var en rigtigt god vækstsæson med sol og en del regn over sommeren men ikke i september. 2017 var gennemgående varmere og tørrere og høsten kun halvdelen af gennemsnittet, til gengæld af rigtig god kvalitet.

Rizman Primus 2017. Dyb duft, tæt af blå blommer, røde bær, blomster og pollen. Stor fylde og et fast greb i munden, mange og meget fine tanniner og en flot syre, fornemmes meget tør; men har samtidig en moden sødme, en mørk essens af skovbær, lakrids, espresso og fint støv, som havbrisen blæser af de solvarme kalksten. En mægtig vin med rigtigt meget at byde på. Alk.: 14%

Rizman Primus 2018. Diskret men dyb duft, der stille åbner op for mørke bær, lakrids, maki, krydderier og en smule røg. Delikat i munden med en blød fylde, fyldig frisk frugt og et let sursødt spil, og langsomt men sikkert sætter faste men fine tanniner ind; og når de slipper, efterlader de saftige blå blommer, brombær og sortebær og friske krydderurter. Fornemt struktureret vin, stadig en smule sky men med meget på hjerte. Alk.: 14,5%

Flaske: Primus 2018
Vinhus: Rizman  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-  

Svimlende terroir

Langs Kroatiens sydkyst, ikke langt nord for den smukke by Dubrovnik, ‘Adriaterhavets perle’, ligger landets måske mest markante terroir: Ekstremt stejle skråninger, der dykker direkte ned ad bjergsiden til Adriaterhavet, og smalle veje med hårnålesving, som slanger sig gennem de karrige vinmarker, der nærmest i trods slænger sig op ad stenede skråninger. Det er et smukt syn set fra havet, og aldeles svimlende set oppe fra markerne selv. Angstens sved springer frem alene ved tanken om at skulle beskære vinstokke eller høste druer med så dårligt fodfæste og afgrunden som nabo. Men det må være besværet værd, for den lokale vin har gennem århundreder været eftertragtet og blev sågar Kroatiens første officielle appellation. Navnet er Dingač, og områdets største vinhus er Skaramuča, et familiejet foretagende, som siden 1992 har flasket vine i eget navn fra det svimlende terroir: Et koncentrat af solens stråler, varme sten, havets genskær og de vilde urter, som gør vinstokkene selskab.

Sommersol over Skaramučas Villa Dingač midt i vinmarkerne på Pelješacs seriøst stejle, stenede sydvestskråning

Trækæsler og tunnelsyn

Halvøen Pelješac flækker som en flig af fra den dalmatiske kyst godt 25 kilometer nord for Dubrovnik, og den fortsætter knapt 70 kilometer ud i havet mod øen Korčula. En højderyg strækker sig gennem halvøen og skiller dens kyster fra hinanden. Det bjergrige højland er del af den typiske Karst-topografi, som præger store dele af den dalmatiske kyststrækning, og skråningerne består af mere eller mindre forvitret dolomitisk kalksten.

Dingač strækker sig godt otte kilometer langs den centrale sydvestkyst af Pelješac-halvøen og dækker et samlet areal på 7,58 km2. Vinmarkerne løber op i hele 450 meters højde over havet, med en hældning mellem 40 og 70 grader. Det bredeste sted er 1.386 meter, mens det smalleste kun er 552 meter; og med lidt mere end 80 hektarer vinmarker løber den årlige vinproduktion op på knapt 3.000 hektoliter. Lidt længere oppe ad kysten ligger det knapt så stejle Postup, som ligeledes er et historisk vinområde og tillige en af Kroatiens første appellationer. Druen, der dyrkes er i begge områder den indfødte Plavac Mali, som stortrives i det stenede, tørre, solrige terroir, og man må som i Mosel ty til reb og taljer i markarbejdet, ikke mindst under høsten; og i gamle dage blev druerne så på æselryg transporteret over et bjergpas til landsbyen Potomje på den anden siden af bjergryggen. Hård arbejde, ikke mindst i sensommervarmen, og hverken de vejrbidte vinbønder eller de fuldmodne druer kan have haft godt af det Herkulesarbejde.

Heldigvis lod den jugoslaviske stat en tunnel gennem bjerget opføre i 1973, som gjorde adgangen fra skråningerne på havsiden til kooperativet i Potomje mindre arbejdskrævende og meget hurtigere. Det gjorde selvsalgt meget for produktionen, såvel kvalitativt som kvantitativt; og tunnelen er den dag i dag bindeledet mellem øens to sider. Den er asfalteret men kun sparsomt oplyst, og kommer man kørende fra Potomje-siden i indlandet, mødes man efter de 400 mørke meter ude på Trstenik-siden af et bjergtagende syn: Høj sol og fri udsigt over det blå hav lige under de stejle men grønne skråninger og videre udsyn mod øerne Mljet og Korčula. Vejen forsætter videre ned af bjergsiden, og på begge sider kan man undervejs bese de knudrede knortekæppe af gamle vinstokke, som springer fra af de lyse sten.

Dingač byder altså på arketypisk middelhavsklima på en særdeles solrig beliggenhed. De lokale taler om en tredobbelt solindstråling: Først fra oven, så skråt ind fra havoverfladen, og så nedefra, fra de lyse sten. Vinstokkene nærmest går i ét med den hvide sten, havets blå og den kakigrønne vegetation. Det siger næsten sig selv, at det er grobund for en vin med stor koncentration, nerve og masser af karakter. Solmoden frugt, friskhed fra havbrisen og en særegen fornemmelse af alting på én gang.

Lille blå

Plavac Mali er med mere end 1.400 hektarer Kroatiens førende rødvinsdrue og den tredjemest plantede sort i landet. Den hører hjemme i Dalmatien, dens nuværende hjem og sandsynligste fødested. Slår man op i ældre vinbøger, vil man fra Jugoslavien som regel især få anbefalet de “kraftige rødvine fra den dalmatiske kyst”, som gøres på netop Plavac. De er især at finde på den sydlige kyststrækning, på Pelješac-halvøen, en lang række af øerne og kun i mindre grad i det dalmatiske indland. Der hersker en udbredt klonal diversitet, og druen kendes under flere forskellige lokale synomymer— alt sammen tegn på, at vi har med en gammel sort at gøre; og den blev længe også mistænkt for at være den oprindelige Primitivo og dermed den gamle kroatiske genpart til Zinfandel. Genetisk profilering skød dog den tese ned for tyve år siden men viste samtidigt, at vi bliver i familien: For Plavac Mali er nemlig en efter alt at dømme naturlig krydsning af Crljenak Kaštelanski og Dobričić, det vil sige den oprindelige Primitivo/Zinfandel og en anden gammel dalmatisk sort. Siden har afkommet så som en lille tronrager tiltaget sig rollen som førende røde sort, efter vinrodlusen gav forælderen baghjul.

Druens navn betyder ganske enkelt "den lille blå", en reference til selve druen, som er forholdsvist lille, meget mørkeblå og ganske tykskindet. Den har en høj modstandsdygtighed over for svampesygdomme, selvom den modner sent og har en tendens til ujævn modning, grundet forskudt blomstring og bestøvning. Derfor kan ellers modne klaser godt gemme på mindre druer, der stadig er under- eller decideret umodne. Det fordrer årvågenhed i marken og ikke mindst ved vinificeringen; men godt kringlet giver det vinen kompleksitet og et flot spil mellem tørret frugt og friske urter. De bedste resultater opnås på ufrugtbar, stenet jord nær havet, hvor vinens frodighed og fylde får modspil fra frisk syre og fine tanniner. 
Plavac har en tendens til at producere storladne vine, mørke og rige på ekstrakt, med høj alkohol og strenge tanniner, af og til en smule restsødme; men altid med masser af moden frugt, og når den er bedst en betagende potpourri af mørke kirsebær, blommer og brombær, med rosiner, figner og svesker, friske og tørrede urter, krydderier, læder, lakrids, tobak, chokolade og kaffe. Det lykkedes dog ikke altid at ramme balancen, og der laves masser af ret rustikke vine, som i bedste fald smager som en blanding af old school Rioja og Madeira og måske et skvæt Taurasi; mens de dårligste er massive bomber af tørrede frugter med masser af aggressive tanniner. Heldigvis er der røre i den dalmatiske vinbranche, og der begås efterhånden flere og flere flotte og håndværksmæssigt vellavede, velsmagende og lagringsværdige vine; men vil man smage den i dens mest klassiske udtryk, går turen til Dingač.

Den ægte vare

Dingač vandt ry som en fremragende vin så tidligt som i 1400-tallet, hvor den hurtigt blev Dalmatiens mest eftertragtede vin, handlet med i hele Adriaterhavsområdet, og den opnåede ofte en pris, som var op til tre til fire gange så høj som andre vine fra nærliggende områder— måske fordi man vurderede vinkvalitet ud af fra alkoholstyrke, en af Dingačs traditionelle styrker! Nærmere nutiden gjorde Dingač sig bemærket for sine smagsmæssige kvaliteter på nogle af de første store vinmesser i 1800-tallet og blev bl.a. tildelt prestigefyldte priser som den store guldmedalje til familien Miličić fra Trstenik på den internationale vinmesse i Paris i 1930.

Dengang var der dog ingen definerede regler for marker, dyrkning, lagring og markedsføring af vinen; og det havde i Dalmatien som så mange andre steder ført til en udnyttelse af navnet, så selv vine dyrket væk fra de traditionelle skråninger forsøgte at snylte på det gode navn. Så for at beskytte sig mod misbrug bad vinbønderne i Potomje i 1957 den jugoslaviske stat om en beskyttelse af betegnelsen Dingač. Den fik de så den 19. september 1961, og appellationen var officielt født med bekendtgørelse nr. 1252/2. Samtidigt søgte man om en international beskyttelse af betegnelsen hos immaterial-rettigheds-organisationen WIPO i Genève. Derfra fik man officiel anerkendelse den 13. maj 1964 med certifikat nr. 283600; og fra da af var Dingač udelukkende fra kommunerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik.

Den kooperative tilgang til vinfremstilling i Jugoslavien satsede først og fremmest på forsyningssikkerhed, så kvaliteten til en vis grad blev ofret for kvantiteten. Systemet belønnede heller ikke det private initiativ, så særlige ildsjæle og krøllede hjerner kom ikke for alvor til udtryk. Det til trods etablerede en række familier sig hurtigt som selvstændige vinhuse efter Jugoslaviens sammenbrud og vinlovens liberalisering. Huse som Benmosché, Bura, Kiridžija, Matuško, Miličić og Saints Hills er sammen med Skaramuča de fremmeste producenter i dag, hver med sine egne stilistiske træk og styrker.

Plavac Mali vokser som små buskvine på Dingačs stejle skråninger, som hos Skaramuča hælder 40-60 grader

Ifølge oprindelsesgarantien skal Dingač være klar og mørkt rubinrød i farven, afhængigt af metode, lagring og alder alt fra det mere purporfarvede og over til det teglstensrøde. Duften skal være rig og karakteristisk, præget af mørk frugt, mere eller mindre frisk eller tørret frugt, og alt afhængigt af høsttidspunkt og lagringen kan den have milde krydderkomponenter. Smagen er kompakt og kompleks af mørke bær, blommer og svesker, tørrede figner og ofte noter af friskbagt brød og krydderier, en smule bitterhed og en let restsødme. Der skal være tale om fyldige vine med stor rigdom, som med modning og alder bliver smidigere og mere afrundede. Vinene har ofte en salt mineralsk nerve, som kan tilskrives enten havets nærhed eller kalkstenen, de dyrkes i.

Kvalifikationer som klasiko og reserva kan benyttes. Klasiko er standarden og ses sjældent nævnt på etiketten, kræver mindst 12 måneders modning af vinen, hvoraf ni skal være på træfade og tre på flaske. Reserva benyttes til stærkere selekterede vine og vine fra særlige årgange og forudsætter mindst 24 måneders modning, hvoraf 18 skal være på træfade og seks på flaske. Vinene bliver hvert år blindsmagt af en faglig komite i Zagreb, der skal godkende vinene, før de kan frigives.

Skaramuča

Skaramuča-familien er lige så rodfæstet på Pelješac som Plavac Mali; men vinhusets historie kommer først fra start i 1992, da stifteren Iva Skaramuča endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin egen vin. Ivo var ikke alene pioner på Pelješac men i hele Kroatien; og hans engagement og hårde arbejde har tjent som forbillede for mange på den dalmatiske vinscene. Ivo gik bort i 2023, men hans børn havde allerede overtaget de fleste af hans forpligtelser i vineriet. I dag er det Ivos søn Igor Skaramuča og datteren Ivana Anđelić, som stolt viderefører familieforetagnet sammen med Ivanas mand Branimir. Trioen står tilsammen for vedligehold af vinmarkerne, dyrkning af druerne og vinificering, samtidigt med at de har investeret i nyt teknisk udstyr, som det hør og bør sig for en moderne vingård. Ingen oxidative eller volatile noter her! Dyrkningen er konventionel, men det tørre, solrige og luftige terroir og den sygdomsresistente Plavac Mali kræver ikke mange behandlinger.

Skaramuča ejer nu lige over 20 hektarer vinmarker i Dingač og dermed mere end en fjerdjedel af det samlede areal, og produktionen når op på næsten 300.000 flasker årligt, heraf 80.000 flasker klassificeret Dingač. Det gør samtidigt vinhuset til det største familieejede i Dalmatien. Alle rødvinene laves udelukkende af familiens egen frugt fra Pelješacs, mens hvidvinene på Pošip fremstilles af tilkøbte druer fra naboøen Korčula. Vinene markedsføres i forskellige niveauer, basisvinene som Pošip og Plavac Mali, dernæst Plavac Premium, og så Dingač og Dingač Reserva. I forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de desuden topserien Elegance for Pošip og Dingač; og de er kræs for kendere!

Dingač Reserva 2018 er fra særligt selekterede druer og er modnet et år på små kroatiske egetræsfade. Den har liflig rød og sort bærfrugt i duften, fugtig skovbund og solvarme krydderurter. Sødmefuld fylde i munden, saftig med mild syre, og så der der et godt greb af små men tørre tanniner ind, mægtig spændstighed som modspil til den frodige frugt. Tæt af syrligsøde brombær, blåblær, sortebær og noter af søde krydderier, kandiseret orangeskal, krydderurter og hø, tobak og tjære. En intens men meget flot struktureret og balanceret mundfuld med stor længde og kompleksitet.

Dingač Elegance 2018 har endnu blødere tekstur, endnu finere struktur og stor kompleksitet, og samtidigt er den mere subtil— og overraskende saftig med meget fine tanniner! Den er selekteret fra de ældste stokke på de højeste parceller og er modnet to år på små, kroatiske egetræsfade. Dyb og liflig duft af blå blommer, skovbær og violer. I smagen brombær fra den syrlige til den søde ende af modningsskalaen, blå blommer, friske figner og en smule sveske, Cherry Coke og Bassett’s vingummi, friske grønne urter og skovbundsnoter, som næsten kan sende tankerne i retningen af god Nebbiolo og Pinot!

Flaske: Dingač Reserva 2018
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-  

Hvad kan Carnuntum?

Carnuntum kan spore sin historie tilbage til romersk tid, men det er først i de seneste tre årtier, at det har vundet fast fodfæste i det østrigske vinlandskab— og forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid, at det for alvor finder sig selv. Det lille vinområde sydøst for Wien, på sydsiden af Donau og ned mod det nordlige Burgenland, består af kun lidt over 900 hektarer vinmarker, beliggende i et blidt bakket landskab domineret af tre højderygge, die Hainburger Berge, das Arbesthaler Hügelland og die Leithagebirge, lige hvor de sidste bakker fra henholdvist Alperne og Karpaterne mødes. Den pannoniske indflydelse østfra er stærk her, og det solbeskinnede, vindblæste og tørre klima kalder på rødvin. Det moderne vinområde Carnuntum kom til verden i 1993, stort set samtidigt med den såkaldte ‘rødvinsrevolution’ i Østrig, som tog fart først i 1990’erne, og Zweigelt er med 235 hektarer den dominerende sort. Blaufränkisch spiller en ligeledes betydelig rolle, omend kun med 85 hektarer, og andre blå sorter som Sankt Laurent, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah spiller også en mindre men vigtig rolle på en halvanden hundreder hektarer samlet.

Det vinøse visitkort er Rubin Carnuntum, en frisk og frugtig rødvin på ren Zweigelt, en hjørnesten i den lokale produktion og en vigtig del af porteføljen for de 37 vinhuse, der udgør det lokale konsortium, som siden sin stiftelse i 1992 har markedsført en regionstypisk rødvin under netop det navn. ‘Rubin’ følger i ‘Smaragd’s fodspor som ædel betegnelse for en østrigsk vin med karakter og karat. Står der Rubin Carnuntum på etiketten, kan man forvente en fornøjelig og frugtdrevet rødvin med fin fylde, god syre og milde tanniner. Der findes selvfølgelig mere seriøse flasker i ‘Reserve’ kategorien, herunder klassificerede enkeltmarksvine, men de er stilistisk en noget mere broget flok end de fælles formulerede funklende rubiner. Foreningen af vinbønder mødes to gange årligt til blindsmagning, hvor alle er med og medbringer en flaske, som i plenum smages, bedømmes og voteres om— og 2/3 skal sige god for vinens typicitet og kvalitet, for at den siden kan kalde sig Rubin Carnuntum.

Den rubinrøde Zweigelt

Jeg skal indledningsvist indrømme, at Zweigelt er en sort, som jeg længe har været lidt loren ved; og den lunkne stemning har smittet af på mit forhold til Carnuntum. Som liebhaver af østrigsk vin undgår man ikke at støde ind i Zweigelt stundom— sorten står vidt og bredt plantet på pænt over 6.000 hektarer og er med sine næsten 14% af vinmarksarealet langt den mest plantede rødvinsdrue— men som kræsen kunde i den østrigske vinbutik har jeg i stedet sværget til den næstmest plantede og på mine smagsløg langt mere seriøse Blaufränkisch, som først og fremmest slår sine folder i Burgenland. Stamtræet fejler ellers ikke noget: Zweigelt er en krydsning af Blaufränkisch og Sankt Laurent, men den synes ikke at have arvet den seriøse struktur, store kompleksitet og tydelige terroir-transparens fra førstnævnte; eller på den anden side den store saftighed og subtilitet fra sidstnævnte. I stedet synes den at være landet i en velmenende, underholdende frugtighed, som på den ene side er behageligt let og liflig, men som på den anden side risikerer at flyde over af bip-lyde, ballongynger og billige grin. Zweigelt er en crowd-pleaser på godt og ondt. Dens dyder er en frodig kirsebærfrugt, en frisk syre og ganske milde tanniner, og når bølgerne går højt en særdeles indbydende og fløjsblød tekstur, som slægter god Sankt Laurent og Pinot Noir på, og i hvis folder man kan finde friske og tørrede krydderurter og den særegne østrigske peberkrydring. Dens laster er til gengæld en af og til ret sjasket rød frugt, som kan minde en smule om syltede rødbeder, og desværre ikke af den hjemmesyltede slags. Kirsebærfrugten kan gå hen at blive mere syntetisk og slikket end naturlig og liflig; og der kan være ubehageligt stilkede noter, grønne tanniner og urtesmage, som er mere medicinske end helsebringende. Når alt det er sagt, så er det sjældent, man i dag støder ind i de lastelige træk i Carnuntum. Det lokale konsortium har ganske enkelt gjort et godt stykke arbejde, ikke kun med at skabe fælles fodslag og skabe en overlappende stil, helt sikker også med at højne kvaliteten betragteligt.

Det tjener samtidigt konsortiet til ære, at bæredygtig og økologisk omlægning breder sig som en steppebrand blandt medlemmerne. 15% har allerede opnået certificering, men hele 50% er vel undervejs i omlægningsprocessen og vil således inden for et år eller to kunne mærke deres vine med et økocertifikat. Den udvikling er i de seneste par år yderligere motiveret af, at 20 af områdets vinhuse siden 2019 er blevet medlemmer af Österreichische Traditionsweingüter, som siden 2021 netop har fordret af sine medlemmer, at de enten opfylder kravene til den såkaldt bæredygtige certificering Sustainable Austria eller lader sig omlægge til certificeret økologisk drift. Det er nu heller ikke det vanskeligste i Carnuntum, der som nævnt har et af Østrigs gennemsnitligt tørreste mikroklimaer (gennemsnitstemperaturen ligger på 11,2° Celcius, med over 2.000 årlige solskinstimer og en årlig nedbør på blot 520 mm— til gengæld mærkes vinden hele 300 dage om året).

Zweigelt blev skabt i 1922 i Klosterneuburg af Dr. Fritz Zweigelt som en krydsning mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Hans oprindelige navn til druen var Rotburger, først senere blev den kendt under sin skabers efternavn.

Zweigelts temmeligt tynde skaller lader sig i fugtigt vejrlig let angribe af diverse skimmelsygdomme; men det er ikke noget problem i det vindblæste og solbeskinnede Carnuntum. De forholdsvist mætte jordbundsforhold, grus, løss, lehm og ler, holder samtidigt godt på den ellers sparsomme mængde nedbør, så vinstokkene får nok vand nedefra; og samtidigt afbøder lerets kaliumindhold en af Zweigelts skravlede tendenser, nemlig kaliummangel, som kan føre til drueforvitring. Det er som om Zweigelt og Carnuntum er skabt for hinanden. Der er afmålte mængder sol, vind og regn til at skabe både balance og modenhed i druemosten.

Skulle du forresten komme forbi en flaske hvid Carnuntum, skal du endelig ikke lade den gå din gane forbi. Kvaliteten er igen ganske flot, ikke mindst når det gælder Weissburgunder og Grüner Veltliner. De er måske knapt så syrefriske som pendanterne fra Weinviertel og Donaudalene men stadig læskende og lettere end de mere bamsefrugtige fra Burgenland.

Rundt om Rubinerne

Skal man forstå Zweigelt, kommer man ikke uden om Carnuntum; og et godt sted at få et godt indtryk af et områdes generelle kvalitetsniveau, er som bekendt ofte fra basisvinene, og de holder et højt niveau hele vejen rundt med Rubin Carnuntum. Selvom vi langt fra taler stor vin men mere hverdagsvin og madvin end meditationsvin, så er det stadig ofte nuanceforskellene, som gør udslaget; og hvad man er til, må være en sag om smag og behag. Personligt har jeg følt mig bedst underholdt af Artner, Grassl og Taferner, og skal man forstå genrens potentiale som herlig hverdagsvin i én flaske, ville jeg foreslå Artner. Her følger en kort gennemgang af nogle af de mest fremtrædende Carnuntum-vinhuse og deres Rubin-vine.

Den romerske Heidentor (Hedningedøren) er såvel turistmålet som vinregionen Carnuntums vartegn. Den indgår bl.a. som en central del af Rubin Carnuntums logo og kan således ses på alle flaskerne. Monumentet er opført omkring 350. Den romerske bosættelse Carnuntum rummede en militærlejr og en gladiatorskole. Foto: Armin Faber

Weingut Familie Pitnauer har huse i Göttlesbrunn og må ikke forveksles med Weingut Pittnauer i Gols, Burgenland; men vinene er fine nok. “Vores fortolkning af Rubin Carnuntum er en ligefrem vin, lidt af et muskelbundt med intens frugt og fin krydring,” fastslår Johannes Pitnauer. Familien Pitnauer har drevet landbrug i området mindst tilbage til 1800-tallet. Selve vinhuset trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor familien først gjorde sig bemærket med sine gode Zweigelt-vine. I dag bliver det som regel til syv-otte forskellige fortolkninger, hvoraf Rubin er en enkel og ligefrem men meget stilsikker repræsentant.

Weingut Taferner ligger ligeledes i Göttlesbrunn og er et familieforetagende, som i 1990’erne gik fra blandet landbrug til rent vinbrug. Deres Rubin Carnuntum er økonomisk deres vigtigste vin, men kvalitativt er den tillige bemærkelsesværdig: Fyldig, frugtdrevet og forholdsvist elegant i stilen med lækker, læskende syre. Der er masser af rubin- og karminrød frugt her og en ganske fin stoflighed. Karoline Taferner, tredje generation i familien, fortæller, at hun “som regel har svært ved at genkende vores egen Rubin Carnuntum til blindsmagningerne; men heldigvis har jeg altid godkendt den.” Økologisk dyrkning, manuel høst, mekanisk afstilkning, spontan gæring på ståltanke og så 12 måneders modning på brugte franske egetræsfade inklusiv naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Pelzmann ligger ved Prellenkirchen i Carnuntums østligste del, hvor jordbunden er mere kalkstensholdig og klimaet det tørreste. Familien har begået sig udi vinbrug siden 1850, og i dag lever de udelukkende af vinbruget og en tilhørende Buschenschank. Deres Rubin Carnuntum byder på mørkt rødfrugtig intensitet og ret god fylde, frisk syre skærer igennem, og endelig efterlades man med fine noter af friske urter, timian, merian, rosmarin. Gæret på ståltanke med to ugers maceration, modnet otte måneder på 2.000 liters brugte egetræsfade, hvor den gennemgår naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Böheim har bo i Abesthal tæt på Göttlesbrunn og drives af Stephanie Böheim og hendes far Johann. De dyrker hele 20 hektarer vinmarker, og driften er certificeret bæredygtig; og også for dem er Rubin Carnuntum en hjørnesten i produktionen, en favorit hos stamkunderne. Stephanies flaskefilosofi er, at “hvis du ikke er sikker på, hvilken flaske du skal åbne, så skal det være Rubin.” Den er en tæt saft af modne kirsebær med noter af både mørk chokolade og tørrede krydderurter, en af de fyldigere og fyrigere af slagsen.

Weingut Netzl er endnu et vinhus med base i Göttlesbrunn, og det drives i stadigt stigende grad af Christina Netzl, som tager mere og mere over fra far Franz. De dyrker økologisk og laver vine i både klassisk stil og en mere håndholdt naturvinsstil. Deres Rubin Carnuntum falder i den første kategori men har en herlig saftighed, masser af sorte kirsebær, blå blommer og røde sommerbær, en flot repræsentant. Gæret på ståltanke og modnet godt et år på store egetræsfade. Dansk importør er Vinpusheren.

Weingut Grassl er Philipp Grassls vingård i Göttlesbrunn, og han tager Zweigelt alvorlig på mange planer, inklusivt i Reserve-kategorien og enkeltmarkerne. Druerne til hans Rubin Carnuntum kommer fra flere forskellige marker for at skabe konsistent kvalitet og højere komplesitet. Den har en fyrig frugt med masser af mørke bær, især sorte kirsebær og sveskeblommer. Fint stof og forholdsvist markante men stadig fløjlsbløde tanniner. Dansk importør er Vinotheket.

Weingut Artner ligger en anelse længere mod vest ved byen Höflein ikke langt fra Göttlesbrunn og omringet af Arbesthaler Hügelland, og Donau driver roligt forbi kun tre kilometer mod nord, og både bakker, skov og flod modererer temperaturerne en smule. Familien sporer sin historie som vinbønder tilbage til 1650. Som mange andre havde de blandet landbrug frem til 1980’erne, hvorefter de speciliserede sig i vin og særligt rødvin (de gør sig godt både med Blaufränkisch og Zweigelt). Huset har i dag godt 40 hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, og den daglige drift forestås af Hannes, Christoph og Peter Artner. Druerne til deres Rubin Carnuntum kommer fra Aubühl, Bühlweingarten og Steinecker, gennemsnitligt 20-25 år gamle stokke. Økologisk dyrkning, manuel høst, spontan gæring med tre ugers maceration på ståltanke for maksimal frugtighed og så godt et år på store, gamle franske egetræsfade. Christoph forklarer: “Rubin er for mig en virkeligt god madvin, hvor du ikke bare kan drikke ét glas, men allerhelst bare tømme flasken. Den giver en fortsat forfriskende følelse. Ikke for mange tanniner, ikke for høj alkohol, den er bare frugtig og let drikkelig. Det adskiller den fra enkeltmarksvinene.” Fuld af kirsebær, kirsebærsten, skovbær, krydderurter og let sødmefulde krydderier, komplementeret af en let yoghurtnote fra naturlig malolaktisk gæring. Et rigtigt godt glas!

Carnuntums oprindelsesgaranti inddeles som i andre regioner i tre trin, den almene Gebietswein, de mere specifikke Ortsweine fra henholdsvis Göttlesbrunn, Höflein, Stixneusiedl, Prellenkirchen, Hainburg eller Petronell og endeligt enkeltmarksvinene, die Riedenweine, og her er der for tiden klassificeret ni som Erste Lagen. Det er ved Göttlesbrunn Haidacker, Rosenberg, Schüttenberg og Stuhlwerker; ved Höflein Aubühl, Bärnreiser, Kirchweingarten og Steinäcker; og ved Prellenkirchen Spitzerberg (hvoraf Spitzerberg er forbeholdt Blaufränkisch). Der er større variation mellem enkeltmarkernes udtryk, hvilket selvfølgelig skyldes forskelle i terroir men tillige stilistiske forskelle i vinifikationen— f.eks. brugen af små og nye fade. Tendensen til kraftigere og kraftigere vine er dog vendt i de seneste år, ligesom fadpræget er nedtonet— så gode toner fra toppen af Carnuntum. Et par anbefalelsesværdige enkeltmarksvine kunne være Artners Ried Steinäcker, Grassls Ried Schüttenberg, Markowitschs Ried Kirchweingarten, Ried Pitnauers Ried Haidacker og Taferners Ried Bärnreiser— og så er der selvfølgelig de fremragende Blaufränkisch-vine fra Spitzerberg, som dog er et kapitel for sig. ‘Hemmeligheden’ bag Carnuntum som helhed er stadig Zweigelt, som gør sig glimrende som kølig sommervin; og med Rubin Carnuntum har man et godt udgangspunkt for at udforske såvel druens potentiale som producenternes formåen.

Flaske: Rubin Carnuntum 2020
Vinhus: Artner  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig  
Drue: Zweigelt  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 150,-  

Artiklen er blevet til i forlængelse af et seminar organiseret af Wine+Partners, forestået af Paula Sidore fra Trink Magazine og med vine sponseret af Carnuntum Wein. Kort og fotos er fra ÖWM og ÖTW, personportrætterne er stillet til rådighed af Carnuntum Wein

Pletfri dalmatiner

Rødviolet, blålilla, dybblå. Allerede etiketten vækker mindelser om aftenrøden over Adriaterhavet; og en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel. Kompleksitet, balance, elegance… et rent pletskud! Der er med andre ord ikke en finger at sætte på den dalmatiske rødvin Kaamen II, som er resultatet af et ret nyligt samarbejde mellem en flok unge venner og nogle meget gamle vinstokke.

2020 viste sig som et vendepunkt i mange menneskers liv, da corona-pandemien rasede kloden rundt og brat lukkede de fleste lande ned i kortere eller længere perioder. Nogle blev fanget på udebane; mange måtte på ubestemt tid arbejde hjemmefra, i det omfang de overhovedet havde mulighed for at arbejde; og atter andre benyttede lejligheden til at slippe ud af trædemøllen og stikke af fra såvel hverdagens som storbyens jag. Men nogle gange viser lediggang sig ikke kun som roden til alt ondt, for den kan af og til føre til fornyet energi og nye engagementer. Det var sådan, scenen blev sat for et af Kroatiens nyeste og mest spændende vinprojekter, Vinas Mora, “vine fra havet”, et samarbejde mellem vinrødderne Krešo Petreković og Niko Dukan med base ved byen Primošten midt på den dalmatiske Adriaterhavskyst.

Set fra oven: Selve byen Primoštens hjerte ligger som en lille halvø lige ud for den dalmatiske kyst, kun forbundet af en smal tange. I oplandet ligger vinmarker på den karge klippejord.

Vine fra havet

Kroatiens kystlinje tæller 1.777 kilometer ned langs Adriaterhavet. Strækningen er desuden spækket med store og små øer, 718 styks, hvoraf mere end 50 har faste beboelser. Dermed overgås det kroatiske øhav i Middelhavet kun i antal øer af det græske. Allerede i antikken ankom græske kolonialister til området og kickstartede en lang tradition for vinavl; og som følge af den lange tradition, de gunstige dyrkningsforhold og de delvist isolerede forhold ved kysten og på øerne, er Dalmatien den dag i dag et sandt skatkammer af særegne og sjældne lokale druesorter. Mange dyrkes kun ekstremt lokalt, på en enkelt ø eller et enkelt stykke land.

Dalmatien er en forholdsvist smal stribe kystland med tilhørende øer, som i nord strækker sig fra øen Rab og omkring byen Zadar og ned til Dubrovnik og Kotorbugten i syd. Største by langs kysten er Split, som ligger cirka midt på strækningen. Klimaet er klassisk Middelhavsklima, altså kystnært, subtropisk klima med meget varme og solrige somre. Jordbundsforholdene er også kystprægede, det meste af områdets land er hævet havbund, præget af karst, kalksten og sandsten.

At himmel og hav mødes her langs kysten er formfuldendt gengivet på Vinas Moras vines etiketter, som i simple men smukke penselstrøg viser farverne over Adriaterhavet i horisontale striber; en smule som østrigske Sepp Musters ligeledes smukke og ikoniske labels.

Sidegade i Primošten, og om sommeren er det lige til at holde ud…

Vine af sten

Vinas Mora har til huse nær den klassiske kyst- og vinby Primošten, som ligger mellem Split og Šibenik i den nordlige del af det centrale Dalmatien; og her er Vinas Mora opstået som en forening af stærke internationale og rodfæstede lokale kræfter.

Krešo Petreković er kendt som vinimportør i New York, hvor han længe har slået sine folder og forsynet amerikanerne med gode vine fra Kroatien og det øvrige Sydøsteuropa hos Zev Rovine Selections i Brooklyn. Desuden har han opstartet sit eget garagevineri, Podrum Franjo, i det kroatiske indland, godt 50 km fra Zagreb, med en naturlig forlængelse af den bondevin, han oplevede sin far lave some barn. I begyndelse af corona-krisen befandt Krešo sig i en slags ufrivilligt eksil langs kysten ved Primošten, et sted, han havde besøgt gennem mange år, og hvor han ofte havde drukket adskillige rødvine på den lokale Babić-drue. Da smagte han et endda ganske glimrende eksemplar fra noget så simpelt som en umærket plastikdunk— en vin, der siden viste sig at være lavet af vinbonden Neno Marinov. Et besøg kom i stand, og kort tid efter begyndte Petreković at eksportere Marinovs vine til USA. Kort tid senere skulle det så blive til et egentlig samarbejde mellem de to.

De lagde ud med at grundlægge landbrugskooperativet Motika, hvor de overtog faciliteter fra storproducenten Vinoplod, et tidligere kooperativ, i den nærliggende by Šibenik; og så indkøbte de ellers talrige tons Babić og andre indfødte druer fra en række lokale vinbønder og gik i gang med at vinificere dem på klassisk håndværksmæssig vis. Siden kom vennen Niko Ðukan til, som står for biksen til dagligt.

Niko Ðukan er kendt for sammen med Marko Kovac at stå bag Label Grand, som organiserer den årlige vinsmagning Karakterre i Wien og siden New York, hvor håndværksvinbønder fra det centrale og østlige Europa skænker naturvin i stride strømme. Desuden distribuerer han vin via Terrible! i Frankrig samt i fjernøsten efter mange års globetrotteri og fødderne i de fleste vinregioner verden rundt. Cirklen sluttes nu med hjemmelavede vine fra hjemlandet. Druerne kommer dels fra højtliggende terroirs i nogle af de ældste vinmarker i baglandet bag Primošten (Jasenovik, Široka og Trovrh) samt fra kystområderne (Bucavac, Gaj og Strane), og adskillige vinbønder er engageret (Nino Marinov, Stipe Gašperov og Ivo Matošin m.fl.), opmuntret af kyndig hjælp til økologisk og bæredygtig dyrkning samt en god pris for druerne.

Mager klippejord præget af grove sten samt en lang og solrig vækstsæsonen med lav nedbør resulterer i en langsommelig modning af sunde druer. Udkommet er kraftfulde men alligevel elegante og milde vine, der perfekt afspejler både Babićs sortskarakter og det terroir, den vokser i.

Vinas Moras basiscuvée er Barbba, et blend af de blå druer Lasina og Plavina og de grønne Debit og Maraština, høstet fra marker omkring Šibenska Dubrava og Oklaj; og det er sand bællevin i ordets bedste betydning. Den slags vin, man uden videre bekymringer kan læske sig med i aftensolen ved kysten. Næste vin i rækken er Andreis, hvortil Babić-druerne er høstet rundt omkring Primošten, først og fremmest fra Jadrtovac. Med en let grønurtet og rødbærret duft, og en saftig, græsset og frisk bærfrugtig smag, støvet stof og fine tanniner. Tydelige naturvinsnoter især i næsen men ikke noget, der burde kunne skræmme mennesker med smag væk.

Kaamen I er ren Babić fra tre vinmarker ved Šibenik en smule inde i landet: Blizina, Bristivica og Vinovac. Friskfrugtig med kirsebær i forgrunden, flot stoflighed, mineralsk spil i dybden og tørt finish. Nu begynder det at lige noget seriøst.

Kaamen II er ligeledes ren Babić men fra to højere beliggende marker, Kruševo og Široki. Mere intensitet og kompleksitet og som nævnt “en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel.” Fine tanniner og et let salt svirp til sidst, smukt balanceret og ganske enkelt enormt behagelig at drikke.

Kaamen III er kun akkurat kommet på flaske i løbet af sommeren og er endnu ikke smagt fra denne kant… men den er, som becifringen antyder, tænkt som topvinen kvalitativt og ikke mindst i den konkrete betydning, at druerne stammer fra den højest beliggende mark, Kamena Suza— “en vinmark, hvor det forekommer utroligt, at nogen ville plante noget som helst, endsige få succes med det. Forestil dig, at vinstokke vokser på sten, der skal brydes i hånden, at vinstokkene skal vandes i hånden, og at ingen nymoderne mekanisering i et sådant terræn kan gøre dit arbejde lettere.” Det er det, der hedder menneskelig vilje og naturnært vinbrug!

Vine på Babić

Dalmatiens mest udbredte og berømte drue er uden tvivl Plavac Mali, en drue, der giver mægtige, meget mørke og modent frugtige vine med høj alkohol og formidable tanniner. De kraftigere rødvinsdruer har i det hele taget godt hold i området. Den herostratisk berømte Zinfandel har sågar sin oprindelse her, under det nådesløse navn Crljenak Kaštelanski og det kun en kende mere mundrette Tribidrag. Herfra har den gjort rejsen over Adriaterhavet til det sydlige Italien; og sandsynligvis via Wien over Boston til Californien. Plavac og Crljenak er begge fjernt beslægtet med den mere balancerede Babić, som har sit historiske epicentrum omkring Šibenik og Primošten nord for Split. Kendes under det lokale navn Rogoznička ved Rogoznica. Den er i øvrigt ikke identisk med dens næsten navnesøster Babica, som dyrkes omkring Kaštela (og derfor også kaldes Kaštelanska, i lighed med Crljenjak fra samme nabolag).

Babić dyrkes officielt ikke på meget mere end 600 hektarer, men den dukker op i gamle blandede beplantninger adskillige steder i Dalmatien, og der gemmer sig måske mere af sorten rundt omkring registreret under andre navne. Dens vækst er stabil, og den kan give gode udbytter. Modner forholdsvist sent og har en vis tendens til botrytis.

Plantes den på flade arealer med frugtbar jordbund, bliver vinen sædvanligvis ganske ordinær. Omvendt giver den særdeles interessante vine på de karge og ret golde stenskråninger ned mod havet. Især hvis udbytterne holdes i ave. I lighed med Plavac Mali har den altså brug for sol, sten og små udbytter for at lykkes. Men i modsætning til Plavac Mali bevarer den uden problemer sin syre selv i de varmeste somre. Den når nemt op på syv gram per liter, hvilket giver vinene en meget mere livlig og spændstig karakter. Som ung vin har den af og til en grønlig, herbal og vegetal karakter, i modnere og mere modnede vine slår den dog helt over i brombær, morbær, blommer, svesker og figner.

Vinas Mora fanger essensen af druen, stedet og tidsånden. Det er havfrisk, solmoden og særdeles let drikkelig rødvin, som emmer af kompetent håndværk og stærkt terroir.

Flaske: Kaamen II 2020  
Vinhus: Vinas Mora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Babić  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importører: Österreich Vin
Simply Grapes
Pris: 350,-