Pletfri dalmatiner

Rødviolet, blålilla, dybblå. Allerede etiketten vækker mindelser om aftenrøden over Adriaterhavet; og en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel. Kompleksitet, balance, elegance… et rent pletskud! Der er med andre ord ikke en finger at sætte på den dalmatiske rødvin Kaamen II, som er resultatet af et ret nyligt samarbejde mellem en flok unge venner og nogle meget gamle vinstokke.

2020 viste sig som et vendepunkt i mange menneskers liv, da corona-pandemien rasede kloden rundt og brat lukkede de fleste lande ned i kortere eller længere perioder. Nogle blev fanget på udebane; mange måtte på ubestemt tid arbejde hjemmefra, i det omfang de overhovedet havde mulighed for at arbejde; og atter andre benyttede lejligheden til at slippe ud af trædemøllen og stikke af fra såvel hverdagens som storbyens jag. Men nogle gange viser lediggang sig ikke kun som roden til alt ondt, for den kan af og til føre til fornyet energi og nye engagementer. Det var sådan, scenen blev sat for et af Kroatiens nyeste og mest spændende vinprojekter, Vinas Mora, “vine fra havet”, et samarbejde mellem vinrødderne Krešo Petreković og Niko Dukan med base ved byen Primošten midt på den dalmatiske Adriaterhavskyst.

Set fra oven: Selve byen Primoštens hjerte ligger som en lille halvø lige ud for den dalmatiske kyst, kun forbundet af en smal tange. I oplandet ligger vinmarker på den karge klippejord.

Vine fra havet

Kroatiens kystlinje tæller 1.777 kilometer ned langs Adriaterhavet. Strækningen er desuden spækket med store og små øer, 718 styks, hvoraf mere end 50 har faste beboelser. Dermed overgås det kroatiske øhav i Middelhavet kun i antal øer af det græske. Allerede i antikken ankom græske kolonialister til området og kickstartede en lang tradition for vinavl; og som følge af den lange tradition, de gunstige dyrkningsforhold og de delvist isolerede forhold ved kysten og på øerne, er Dalmatien den dag i dag et sandt skatkammer af særegne og sjældne lokale druesorter. Mange dyrkes kun ekstremt lokalt, på en enkelt ø eller et enkelt stykke land.

Dalmatien er en forholdsvist smal stribe kystland med tilhørende øer, som i nord strækker sig fra øen Rab og omkring byen Zadar og ned til Dubrovnik og Kotorbugten i syd. Største by langs kysten er Split, som ligger cirka midt på strækningen. Klimaet er klassisk Middelhavsklima, altså kystnært, subtropisk klima med meget varme og solrige somre. Jordbundsforholdene er også kystprægede, det meste af områdets land er hævet havbund, præget af karst, kalksten og sandsten.

At himmel og hav mødes her langs kysten er formfuldendt gengivet på Vinas Moras vines etiketter, som i simple men smukke penselstrøg viser farverne over Adriaterhavet i horisontale striber; en smule som østrigske Sepp Musters ligeledes smukke og ikoniske labels.

Sidegade i Primošten, og om sommeren er det lige til at holde ud…

Vine af sten

Vinas Mora har til huse nær den klassiske kyst- og vinby Primošten, som ligger mellem Split og Šibenik i den nordlige del af det centrale Dalmatien; og her er Vinas Mora opstået som en forening af stærke internationale og rodfæstede lokale kræfter.

Krešo Petreković er kendt som vinimportør i New York, hvor han længe har slået sine folder og forsynet amerikanerne med gode vine fra Kroatien og det øvrige Sydøsteuropa hos Zev Rovine Selections i Brooklyn. Desuden har han opstartet sit eget garagevineri, Podrum Franjo, i det kroatiske indland, godt 50 km fra Zagreb, med en naturlig forlængelse af den bondevin, han oplevede sin far lave some barn. I begyndelse af corona-krisen befandt Krešo sig i en slags ufrivilligt eksil langs kysten ved Primošten, et sted, han havde besøgt gennem mange år, og hvor han ofte havde drukket adskillige rødvine på den lokale Babić-drue. Da smagte han et endda ganske glimrende eksemplar fra noget så simpelt som en umærket plastikdunk— en vin, der siden viste sig at være lavet af vinbonden Neno Marinov. Et besøg kom i stand, og kort tid efter begyndte Petreković at eksportere Marinovs vine til USA. Kort tid senere skulle det så blive til et egentlig samarbejde mellem de to.

De lagde ud med at grundlægge landbrugskooperativet Motika, hvor de overtog faciliteter fra storproducenten Vinoplod, et tidligere kooperativ, i den nærliggende by Šibenik; og så indkøbte de ellers talrige tons Babić og andre indfødte druer fra en række lokale vinbønder og gik i gang med at vinificere dem på klassisk håndværksmæssig vis. Siden kom vennen Niko Ðukan til, som står for biksen til dagligt.

Niko Ðukan er kendt for sammen med Marko Kovac at stå bag Label Grand, som organiserer den årlige vinsmagning Karakterre i Wien og siden New York, hvor håndværksvinbønder fra det centrale og østlige Europa skænker naturvin i stride strømme. Desuden distribuerer han vin via Terrible! i Frankrig samt i fjernøsten efter mange års globetrotteri og fødderne i de fleste vinregioner verden rundt. Cirklen sluttes nu med hjemmelavede vine fra hjemlandet. Druerne kommer dels fra højtliggende terroirs i nogle af de ældste vinmarker i baglandet bag Primošten (Jasenovik, Široka og Trovrh) samt fra kystområderne (Bucavac, Gaj og Strane), og adskillige vinbønder er engageret (Nino Marinov, Stipe Gašperov og Ivo Matošin m.fl.), opmuntret af kyndig hjælp til økologisk og bæredygtig dyrkning samt en god pris for druerne.

Mager klippejord præget af grove sten samt en lang og solrig vækstsæsonen med lav nedbør resulterer i en langsommelig modning af sunde druer. Udkommet er kraftfulde men alligevel elegante og milde vine, der perfekt afspejler både Babićs sortskarakter og det terroir, den vokser i.

Vinas Moras basiscuvée er Barbba, et blend af de blå druer Lasina og Plavina og de grønne Debit og Maraština, høstet fra marker omkring Šibenska Dubrava og Oklaj; og det er sand bællevin i ordets bedste betydning. Den slags vin, man uden videre bekymringer kan læske sig med i aftensolen ved kysten. Næste vin i rækken er Andreis, hvortil Babić-druerne er høstet rundt omkring Primošten, først og fremmest fra Jadrtovac. Med en let grønurtet og rødbærret duft, og en saftig, græsset og frisk bærfrugtig smag, støvet stof og fine tanniner. Tydelige naturvinsnoter især i næsen men ikke noget, der burde kunne skræmme mennesker med smag væk.

Kaamen I er ren Babić fra tre vinmarker ved Šibenik en smule inde i landet: Blizina, Bristivica og Vinovac. Friskfrugtig med kirsebær i forgrunden, flot stoflighed, mineralsk spil i dybden og tørt finish. Nu begynder det at lige noget seriøst.

Kaamen II er ligeledes ren Babić men fra to højere beliggende marker, Kruševo og Široki. Mere intensitet og kompleksitet og som nævnt “en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel.” Fine tanniner og et let salt svirp til sidst, smukt balanceret og ganske enkelt enormt behagelig at drikke.

Kaamen III er kun akkurat kommet på flaske i løbet af sommeren og er endnu ikke smagt fra denne kant… men den er, som becifringen antyder, tænkt som topvinen kvalitativt og ikke mindst i den konkrete betydning, at druerne stammer fra den højest beliggende mark, Kamena Suza— “en vinmark, hvor det forekommer utroligt, at nogen ville plante noget som helst, endsige få succes med det. Forestil dig, at vinstokke vokser på sten, der skal brydes i hånden, at vinstokkene skal vandes i hånden, og at ingen nymoderne mekanisering i et sådant terræn kan gøre dit arbejde lettere.” Det er det, der hedder menneskelig vilje og naturnært vinbrug!

Vine på Babić

Dalmatiens mest udbredte og berømte drue er uden tvivl Plavac Mali, en drue, der giver mægtige, meget mørke og modent frugtige vine med høj alkohol og formidable tanniner. De kraftigere rødvinsdruer har i det hele taget godt hold i området. Den herostratisk berømte Zinfandel har sågar sin oprindelse her, under det nådesløse navn Crljenak Kaštelanski og det kun en kende mere mundrette Tribidrag. Herfra har den gjort rejsen over Adriaterhavet til det sydlige Italien; og sandsynligvis via Wien over Boston til Californien. Plavac og Crljenak er begge fjernt beslægtet med den mere balancerede Babić, som har sit historiske epicentrum omkring Šibenik og Primošten nord for Split. Kendes under det lokale navn Rogoznička ved Rogoznica. Den er i øvrigt ikke identisk med dens næsten navnesøster Babica, som dyrkes omkring Kaštela (og derfor også kaldes Kaštelanska, i lighed med Crljenjak fra samme nabolag).

Babić dyrkes officielt ikke på meget mere end 600 hektarer, men den dukker op i gamle blandede beplantninger adskillige steder i Dalmatien, og der gemmer sig måske mere af sorten rundt omkring registreret under andre navne. Dens vækst er stabil, og den kan give gode udbytter. Modner forholdsvist sent og har en vis tendens til botrytis.

Plantes den på flade arealer med frugtbar jordbund, bliver vinen sædvanligvis ganske ordinær. Omvendt giver den særdeles interessante vine på de karge og ret golde stenskråninger ned mod havet. Især hvis udbytterne holdes i ave. I lighed med Plavac Mali har den altså brug for sol, sten og små udbytter for at lykkes. Men i modsætning til Plavac Mali bevarer den uden problemer sin syre selv i de varmeste somre. Den når nemt op på syv gram per liter, hvilket giver vinene en meget mere livlig og spændstig karakter. Som ung vin har den af og til en grønlig, herbal og vegetal karakter, i modnere og mere modnede vine slår den dog helt over i brombær, morbær, blommer, svesker og figner.

Vinas Mora fanger essensen af druen, stedet og tidsånden. Det er havfrisk, solmoden og særdeles let drikkelig rødvin, som emmer af kompetent håndværk og stærkt terroir.

Flaske: Kaamen II 2020  
Vinhus: Vinas Mora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Babić  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importører: Österreich Vin
Simply Grapes
Pris: 350,-

Kuvlakhe

Et karakteristisk træk ved kroatisk vin er dens mangfoldighed. Landets liden størrelse til trods er variationen stor, såvel i landskab og klima som i mere kulturelt bestemte forhold som dyrkede druesorter og lokale traditioner. Det skyldes ikke mindst Kroatiens omtumlede fortid, dets nyligt genvundne selvstændighed og en hævdvunden vinkultur, som i dag står stærkere end nogensinde før; og en af dens vigtigste vinpersonligheder er Vlado Krauthaker.

En mand og hans land

Krauthaker kommer oprindeligt fra Štrigova i vinområdet Međimurje i det nordligste Kroatien, på grænsen til Slovenien og Ungarn. Men allerede som ung slog han sig ned i Slavonien i det østligste Kroatien, efter han i begyndelsen af 1970’erne som student havde fået et stipendiat til at arbejde for det velrenommerede vinkooperativ i Kutjevo, som til stadighed er Slavoniens største vinproducent. Efter en årrække som vinmager her valgte Vlado Krauthaker dog at gå egne veje, da Kroatien i 1991-92 løsrev sig fra Jugoslavien, og den statslige styring af landets vinbrug blev liberaliseret. Han etablerede sig som selvstændig vinbonde, og for at gøre en lang historie kort er hans ene oprindelige hektar vinmark nu udvidet til 45 hektarer, og druer fra yderligere 65 købes på kontrakt. I mellemtiden har han etableret sig som Slavoniens og en af Kroatiens dygtigste og betydeligste vinmagere— med en imponerende bred og dynamisk portefølje. Seneste tilføjelse er serien Kuvlakhe, og navnet signalerer signaturvin: Kuvlakhe = Ku-vla-khe = Kutjevo, Vlado Krauthaker. Her kreerer han skindfermenterede hvidvine på særligt udvalgte sorter for at gentolke Kutjevos terroir. Mere om dem senere.

Vlado Krauthaker er et koryfæ i kroatisk vin. Her ved en hytte i vinmarkerne ved Kutjevo. Foto: Ana Hozjan

Slavonien er i international vinsammenhæng nok bedst kendt for de egetræsfade, som fremstilles af træer fra områdets store skove, og som spiller en særlig rolle især i Italien— tænk blot på vinene fra Veneto, Toscana og Piemonte. Men området er også udmærket til vindyrkning og var et kraftcenter for jugoslavisk kvalitetsvin. Allerede romerne anerkendte det gode landbrugsland i den såkaldte Požega-dal (Požeška kotlina), som de derfor døbte Vallis Aurea, ‘den gyldne dal’. Dalen udgør en mindre del af den store pannoniske lavslette (Panonska nizina) mellem de dinariske Alper i vest og Karpaterne i øst, omsluttet af de små slavonske bjerge Dilj, Psunj, Papuk og Krnduja. Klimaet er kontinentalt og ret regnfuldt, hvilket dog i sammenhæng med de mange solskinstimer og en næringsrig jordbund gør den ret frugtbar. I løbet af 1200- og 1300-tallet lagde forskellige munkeordner grobunden for områdets nuværende vitikultur, og allerede i 1232 færdiggjorde cisterciensermunke Kutjevos store vinkælder, som har været i brug lige siden. Netop Kutjevos placering ved Krndijas sydvendte skråninger gør området særligt godt egnet til vinbrug; og som Krauthaker og andre lokale ikke er sene til at påpege, så ligger Kutjevo på 45.3 grader nordlige bredde, ligesom det nordlige Istrien, det sydlige Piemonte og Rhône, Bordeaux og Oregon. Sammenligningsgrundlaget er med andre ord i orden.

Slavonsk vinbrug er nærmest synonymt med Graševina, en sandsynligvis indfødt grøn druesort, der i mellemtiden er blevet vidt udbredt i store dele af det centrale og østlige Europa under navne som Welschriesling, Olaszrizling, Riesling Italico og Rizling Vlašský. Graševina er ikke kun Slavoniens men faktisk hele Kroatiens mest plantede druesort (på godt en fjerdedel af landets vinmarksareal) og står bag behageligt tørre vine med en mild og saftig frugt og ofte fint florale noter.

Krauthaker mestrer den i diverse aftapninger, som alle er værd at stifte nærmere bekendskab med. Mest imponerende fra Mitrovac, fra enkeltmarken af samme navn, en imponerende rund, balanceret og dyb vin med stort lagringspotentiale. En anden spændende fortolkning er hans skindfermenterede Kuvlakhe Graševina. Han lader det dog ikke blive ved det, i alt dyrker han 38 forskellige sorter. Foruden Graševina og områdets andre traditionelle sorter som Riesling, Silvaner og Pinot-sorterne er det f.eks. Sauvignon, Viognier, Syrah, Nebbiolo og Zinfandel!

Georgisk genoplivning

Igennem årene har Krauthaker videre- eller genindført gammeldags dyrkningsformer som miljø- og klimavenlige alternativer til moderne konventionelt vinbrug. Han har blandt andet bragt brugen af heste i vinmarken tilbage, og der benyttes udelukkende økologisk husdyrgødning og kompost i markerne. Skridtet til certificeret økologisk vinbrug har Krauthaker dog ikke taget endnu. Dertil er de klimatiske forhold i Slavonien efter sigende stadigt for udfordrende for et vinbrug i hans størrelse.

I 2009 foretog Krauthaker det, man vel kan kalde en vinøs pilgrimsrejse, til landet, som kaldes vinens vugge, Georgien. Turen gjorde et dybt indtryk på ham, og allerede året efter begyndte han at eksperimentere med lang skindkontakt på udvalgte hvidvine— en praksis, som langt fra er ukendt i andre dele af Kroatien. Kuvlakhe er som nævnt et anagram for Kutjevo og Vlado Krauthaker, stedet og manden; og som mester i Graševina kastede sig først over denne drue til Kuvlakhe-vinene, og første årgang blev flasket i 2011. Den flotte årgang 2015 fremstår med mild smag af saftigtsøde tørrede abrikoser med let støvede, jordede og krydrede noter, nydelige tanniner og en behagelig syre.

I de følgende år er fulgt flere versioner med andre druesorter, forskellige fadtyper og forskellige længder på skindkontakten. To-tre-fire måneder er normalen, der benyttes ståltanke, træfade og amforaer, og foruden på Graševina kommer Kuvlakhe på Zelenac, Manzoni og Verduzzo. Igen et tegn på Krauthakers fryd ved afveksling og eksperimenter. Stilen er endda faldet så meget i hans smag, at han helst kun drikker Kuvlakhe nu; og selvom datteren Martina og svigersønnen Ivan i dag har overtaget det meste af driften, er det stadig den gamle, der tager hånd om de georgisk inspirerede vine.

Der benyttes adskillige typer af beholdere i Krauthakers kælder. Ståltanke, store og små træfade i forskellige former, og amforaer som seneste skud på stammen. Foto: Thomas Bohl

Zelenac Kutjevo a.k.a. Rotgipfler

En af de mange sorter, som Krauthaker har kastet sin kærlighed på, er den gamle, lokale specialitet Zelenac Kutjevo, alternativt Zelenac Slatki og i daglig tale blot Zelenac. Det er imidlertid et synonym for den en smule mere velkendte sort Rotgipfler, som kendes fra Østrigs Thermenregion, hvor den trives omkring Gumpoldskirchen og ofte blandes med den ligeledes eksotisk aromatiske Zierfandler.

Krauthaker forfægter selvfølgelig synspunktet, at sorten rent faktisk stammer fra Slavonien, hvor den i sin tid var vidt udbredt til såvel søde som tørre hvidvine; men efterhånden forsvandt den derfra, måske fordi den er forholdsvis krævende at dyrke. Krauthaker plantede igen sorten omkring Kutjevo i 1995, og i dag fremstiller han flere fremragende af slagsen. Zelenac Kutjevo 2020 er mildt duftende af gule roser og har en saftig, sødmefuld og fyldig frugt med litchi, fersken, mild mandelbitterhed og en let karamelnote. Fra marken Rosenberg kommer en koncentreret enkeltmarksudgave og endeligt er der den seriøst skindfermenterede Kuvlakhe-version. Læs mere om Rotgipflers oprindelse og brug i orangevin her.

Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016 flyver op af glasset med gule roser, safran og ferskenskind, og i smagen tillige abrikoser i alle afskygninger, saftige friske, de tørrede og kernerne, behagelige bitternoter og fint støvede tanniner. Syren smelter sammen med dens bløde creme af fine tørstoffer, og det hele virker ret harmonisk. Måske derfor at manden selv helst drikker denne slags vin nu; og derfor heller ikke sælger vinen andet end på selve vingården. Så man må selv møde op hos Vlado Krauthaker, hvis man vil smage Kuvlakhe — men den er heldigvis en sviptur til Slavonien værd!

Flaske: Kuvlakhe Zelenac Kutjevo 2016
Vinhus: Krauthaker  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Rotgipfler  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret,
tre måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Kun tilgængelig på vingården  

En dalmatisk diva

Af alle verdens gamle og glemte druer er Grk en af de mest usædvanlige. Udtalen er [gerk] og sproget kroatisk, for det er nærmest kun på øen Korčula ud for Kroatiens Adriaterhavskyst langs Dalmatien, at der dyrkes Grk. Faktisk vokser Grk næsten kun rundt om den lille landsby Lumbarda på øens østlige side med særligt sandede og stenede jorde, som druen synes at foretrække. Derfra fostrer den strukturerede, syrefriske og fyldige hvidvine med usædvanlige aromaer, eksotisk frugtsmag og en delikat bitterhed. Bire er en af dens få men trofaste vogtere, og hans glimrende vine fås nu i Danmark gennem Kork Vinhandel.

Frano Milina Bire med sine sønner i nye Grk-beplantninger ved landsbyen Lumbarda

Grk betyder bogstaveligt ‘græsk’ på moderne kroatisk, og historien går på, at druen skulle være bragt til Korčula fra Korfu af de gamle grækere, da de stadig færdedes i området i de sidste århundreder før vor tidsregning. Det er en velkendt historie i store dele af Middelhavet, men selvom den er spændende, holder den stort set aldrig vand. Alene det, at moderne sorter skulle være identiske med antikke, er usandsynligt; og skønt grækerne spredte vinplanter på deres færd gennem Middelhavet, så er det, ud over overfladiske ligheder, oftest umuligt at etablere sammenhænge mellem de antagede aflæggere og hjemlige græske sorter. Selv Greco og Grecanico har vist sig at være indfødte italienere, og den direkte græske forbindelse må også afvises for Grk, da genetisk profilering peger på, at den er i nærmeste familie med en lang række kroatiske og endda særligt dalmatiske druer: Plavina, Plavac Mali, Tribidrag og Vranac. Navnet Grk stammer så mere sandsynligt fra ‘gark’ eller ‘gorak’, som betyder bitter, med en hentydning til druens traditionelle smagsprofil.

En stærk kvinde

Den skønne Korčula er en del af det dalmatiske øhav i Adriaterhavet, hvor en perlerække af øer dukker op fra det azurblå hav med hvide kalk- og sandstensklipper dækket af mørkegrøn vegetation. Øen ligger ikke langt syd for Split, hvorfra man sejler dertil, og et stykke nord for Dubrovnik, Dalmatiens hovedby. Den aflange ø strækker sig godt 50 km fra øst til vest med fastlandet og halvøen Pelješac mod øst, øerne Brač og Hvar mod nord, Vis mod vest og Lastovo og Mljet mod syd. Middelhavsklimaet byder på milde, fugtige vintre og tørre, solrige somre med varme vinde fra syd; og vinavl er en del af dagligdagen, når man ikke enten fisker eller opvarter turister. Men trods Kroatiens omtumlede historie og den moderne verdens indtog har den traditionelle kultur, levevis og ikke mindst vin overlevet på den paradisiske ø.

Størstedelen af Kroatiske indfødte sorter stammer fra Dalmatien og dets øer; og studier tyder på, at nutidens udbud er raslet ned til en tredjedel af, hvad det var for blot et århundrede siden. Således er det at betragte som held, at vi i dag stadig kan smage Babić, Bogdanuša, Dobričić, Ninčuša, Plavina, Pošip, Prč, Trnjak, Vugava og Vranac— ikke at forglemme Grk.

Grk har været dyrket på Korčula i århundreder, og indtil for ganske nyligt blev den ene og alene dyrket der. Mange gange har man forsøgt at få den til at trives andre steder men uden større held. Grk er ganske enkelt godt tilpasset de varme og tørre forhold og er i øvrigt ret modstandsdygtig over for de fleste vinstoksygdomme. Helt hjemme synes den kun at være på det østlige Korčula, og dens fulde navn er derfor Grk Korčulanski eller ligefrem Lumbarajski Grk — og det var den særligt sandede jordbund på det østlige Korčula, som skånede den for vinrodlusen under phylloxera-epidemien i slutningen 1800-tallet. Vinrodlusen trives simpelthen ikke i tæt sand. Derfor har upodede stokke kunnet overleve, og der findes endnu vinmarker, der stadig står på egne rødder.

Grk er en stærk og selvstændig kvinde, men netop det er også dens svage side. Som en af de eneste vitis vinifera-sorter, som stort set alle er selvbestøvende, sætter Grk nemlig kun kvindelige blomster. Vokaler er ikke det eneste, druen mangler; og som enkønnet kan den, i modsætning til de tvekønnet sorter, ikke befrugte sig selv.

Hver ny høst af godt modnede Grk-druer er en gave. Her er det druer hos Zure, som er på vej til vineriet.

Fertilitetsproblemer

Grk må derfor plantes tæt sammen med andre druesorter, hvis pollen så kan bestøve dens blomster, ellers sætter den ingen druer. Traditionelt har man plantet rækker skiftevis af Grk og en anden sort, som regel den blå Plavac Mali; og ellers må de små vinmarker blot ligge så tæt på hinanden, at vind og insekter stadig kan klare bestøvningen.

Det vanskeliggør selvfølgelig arbejdet med Grk, men da de lokale traditionelt også har dyrket Pošip og Plavac Mali, har det ikke været noget større problem. Det er til gengæld en lettere upålidelige frugtsætning og en tendens til forskudt befrugtning og deraf følgende ufuldstændig modning. Det resulterer i såkaldt millerandage, klaser med druer i flere modenhedsstadier og af stærkt varierende størrelse — som gengivet i tilstandens engelske navne hens and chickens og pumpkins and peas. De deraf svingende udbytter gjorde den produktive Pošip mere populær til hvidvine, især i tiden under det kommunistiske styre, hvor man satsede på forsyningssikkerhed, en smart måde at sige ‘kvantitet frem for kvalitet’.

I dag oplever Grk heldigvis en lille renæssance som følge af Kroatiens genrejsning som kvalitetsvinsproducent; og ikke mindst på grund af en stigende international interesse for sjældne, indfødte sorter, særligt fra det østlige Europa. Det har ført til en omend beskeden så stadigt væsentlig stigning i beplantningerne på Korčula, men tillige forsøg med nyplantninger på øerne Mljet og Šipan samt langs kysten nord for Dubrovnik. Således findes der i dag små 50 hektarer Grk. Nyplantningerne vil nok ikke føre til en decideret større udbredelse eller en bølge af Grk-vine på markedet; men det vil være med til at fremtidssikre denne dejlige drue, der grundet sine naturlige skavanker ellers let kunne gå tabt.

Foregangsmændene

Frano Milina Bire holder hus højt oppe i vestenden af Lumbarda med udsigt til hele landsbyen og ud over Adriaterhavet. Han etablerede sit nuværende vinhus i 1998 med en kostbar arv af gamle Grk-marker, og han satte som den første gang i genplantning af sorten på de stenede og sandede skråninger og terrasser ved Lumbarda. Selvom han har indrettet vinhuset med moderne kælderfaciliteter, er alt stadig holdt strengt traditionelt— huset er et simpelt stenhus, som man altid har bygget dem på Korčula, og her kan man om sommeren nyde godt af husets vine og den lokale kost. Man holder sig også helt tæt til naturen, Bire blev således øens første økologisk certificerede vinhus. Den årlige produktion er på godt 10.000 flasker Plavac Mali i rød og rosé og 5.000 flasker Grk i to aftapninger: Den stålsatte, friskfrugtige Grk og den fadlagrede enkeltmarksvin Defora.

Et stenkast derfra ligger Zure, brødrene Ivan og Marco Batistićs vinhus, som de fører videre efter deres far Bartul, der etablerede det i 1996. Før den tid levede familien af en blandet landhandel af vin, oliven, agerbrug og fiskeri, og også de driver stadig restaurant ved vingården. De råder i dag over øens største areal med Grk og vinificerer den ligeledes i flere udgaver: Quinta Essentia, som er den første, eneste og ganske glimrende mousserende Grk; og ellers fra den ligefremme og friske Bartul til den fyldigere, fadlagrede udgave Reventon, også fra Defora, som familien i samarbejde med Bire og agronomer fra Zagrebs universitet genplantede i 2011. Desuden dyrker de Pošip og Plavac Mali samt enkelte internationale sorter. Den årlige produktion er over 25.000 flasker; økologisk og med certificering undervejs.

I den anden ende af Lumbarda holder Cebalo-familien til med vinhusene Cebalo-Popic, Bare Bartul Cebalo og Branimir Cebalo, og de laver alle hæderlig Grk.

Kommer man uden for Korčula kan Grk som nævnt findes i små mængder på fastlandet, for eksempel hos Vinarija Križ på Pelješac-halvøen. Vinhuset drives af far og søn Mile og Denis Bogoević Marušić, og ikke alene er de økologiske pionerer i området, de er også gået naturvinsvejen og fremstiller Grk med en uges skindkontakt, en let tilgængelig men meget kompleks orangevin. Så selv med knapt 50 hektarer og kun et par håndfulde producenter kan man smage mange facetter og fortolkninger af Grk.

Frodige sommervine

Bires forbliver dog den klassiske reference, og Bire Grk 2019 er guldstandarden i dag. Allerede duften er noget for sig med sine dybe grønne noter, som ikke er sådan at indfange men vækker mindelser om både grønne vingummibamser og grønne pærer og ferskner men også har en græsset, urtet snert, som stundom er næsten humlet. I munden er den fyldig og rund men meget syrefrisk for en vin opvokset i sydens sol. Man fornemmer først og fremmest varmen gennem viskositeten og den ret frodige tekstur. Smagen er af moden citrus, syrestyret og med en fin mineralitet, og igen de underfundige grønne noter, som måske er melon, kiwi, pinje, harpiks og hvid peber. Hvad end det er, det smager fantastisk!

Desværre er den fad- og sur lie-lagrede topvin Defora p.t. ikke i Danmark, den kommer kun i små oplagt på under 2.000 flasker om året, men alt andet ved den er stort: Den har en rig fylde af moden citrus og delikat tropisk frugt, syrnet smør, lanolin og små vanillenoter. Teksturen er cremet og holdt rank af en flot rundet syre, som klinger af på en salt note. Enormt pikant og meget madvenligt, især hvis man tænker på Korčulas rige fiske- og skaldyrskøkken.

Såvel det kroatiske køkken som den kroatiske vin har meget at byde på. Udbuddet af gamle sorter er stort, man holder stolt traditionerne i hævd, og kvalitetsniveauet har nok aldrig haft barren højere end nu. Så drag trygt på øhop efter Prč fra Hvar eller Grk fra Korčula— øvin uden vokaler er det nye sort!

Flaske: Grk 2019  
Vinhus: Vinarija Bire  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Grk  
Jordbund: Sand og sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kork Vinhandel
Pris: 250,-  

Mesteren og Malvazija

“Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk!”

Kroatiske Moreno Coronica er en mand med dyb respekt for både naturen og traditionen men også med en veludviklet sans for slagfærdige udsagn. Han er en mand, der hviler i sig selv og sit arbejde, udstråler overskud og besidder sine egne meninger og deres mod; og så mestrer han ikke blot kunsten at kringle karakteristiske, lækre og lagringsværdige vine af både indfødte og indførte sorter— han formår også at sætte oplagte ord på det hele.

Stemningen var således god, da jeg sidste forår besøgte familiens nyrenoverede vingård i Istrien, også selvom Morenos gamle far var død i den forgangne uge. Naturen går sin gang, og livet må gå videre. Det var før Corona-pandemien sendte verden til tælling. Ugen efter var det meste af Europa lukket ned — og Moreno og hans hustru Suzana begge indlagt med Covid-19.

Virussen var sandsynligvis bragt med italienske slægtninge til Kroatien i forbindelse med farens begravelse. Så det blev et forsømt og forbandet forår for familien Coronica. Ulykkeligvis døde hans søster og svoger i Italien kort tid efter. Efter knapt en måned på hospitalet i Pula kom Moreno, hans mor og hans hustru dog raske tilbage; og Moreno var snart i fuldt vigør igen. Med en rolig værdighed vendte han tilbage til arbejdet, og humoren havde infektionen heldigvis ikke skadet: “Hele mit liv har jeg forsøgt at være positiv, nu er jeg for en gangs skyld glad for at være negativ!” Tiden var endeligt til igen at fordybe sig i sin livsopgave: Familiens historiske vinmarker og olivenlunde.

“Vores tilgang er respekt for traditionen, derfor dyrker vi vores indfødte sorter, Malvazija og Teran. Størstedelen af vores arbejde er helliget de to. Det er dem, der fortæller historien om Coronica som en istrisk landbrugsfamilie, en familie, der tager sig af jorden, som var den et medlem af familien. Og vi har ikke brug for meget mere, for Istrien forsyner os så rigeligt med alt. Tag en håndfuld af vores røde jord, og du vil kunne mærke den energi, som naturen udstråler her.”

Istrien i alle farver

Den kroatiske halvø Istrien er som skabt til vinavl. Det fremgår dels af områdets mange gode vinbønder, en række udmærkede indfødte sorter og en mange århundreder lang tradition; men ikke mindst fremgår det af landskabet og det lokale klima. Den hjerteformede halvø strækker sig ud i Adriaterhavet fra det kroatiske fastland mellem Triestebugten og Kvarnerbugten og er således forbindelsesled mellem hele tre lande, Kroatien, Slovenien og Italien— og føler man sig hjemme i det italienske, er der også hjemligt her, tilnavnet “det andet Toscana” er ikke ufortjent. Her er skove fyldt med trøfler, her er olivenlunde og vinmarker. Det istriske landskab er yderst bakkerigt og hviler for størstedelens vedkommende på sandsten og kalksten. Istrien har et moderat middelhavsklima med varme, solrige og ret tørre somre samt milde vintre. Den årlige gennemsnitstemperatur er 12-14 grader med typisk 20-26 graders sommervarme og 850-1050 mm nedbør i sommerhalvåret.

Vinmæssigt inddeles Istrien i tre overordnede områder fra øst mod vest: Det “hvide Istrien” i bakkerne i den indre, nordøstlige del af halvøen, hvor en hvidlig kalkstensjord råder; det “grå Istrien” på halvøens midte er præget af flysch; og i den store sydvestlige del, det “røde Istrien” længst ude i Adriaterhavet, har et højt jernindhold farvet den kalkholdige jord rød— det, der i Italien kendes som “terra rossa”.

Istriens mest dyrkede druesort er Malvazija Istarska, “den istriske Malvazija”, en glimrende hvidvinssort, som også kendes i det nordøstligste Italien under navnet Malvasia Istriana. Den er distinkt fra de mange andre sorter, der i middelhavslandene bærer navnet Malvasia, og til trods for at den først kan dokumenteres ved navns nævnelse i Istrien i 1891, tyder alt på, at den stammer herfra. Dens hjemmevante adfærd antyder i al fald, at den har været dyrket her meget længe. Malvazijaen trives på de lette og kalkholdige sand- og mergeljorde og opnår koncentration og sine særegne aromaer bedst på sandsten. Stilistisk spænder den fra saftige, runde og lette hvidvine med en blid blomsterduft, mild smag af akaciehonning og et let bittert strejf; til fyldigere og tættere vine med noter af nødder, honning, tørrede blomster og krydderier; træk, der især træder frem, når vinen får lov at lagre. Vil man have sans for sortens karakter og dens lagringspotentiale, skal man bare smage løs af Coronicas vine. Han laver mesterlig Malvazija med masser af raffinement.

Malvazijaens røde sidestykke er Teran, en rustik rødvinssort, mørk med en vilter bærsmag og dybe aromaer af urter og muld. Den trives ligeledes glimrende på sandsten, og et højt kalkindhold synes at mildne dens ellers ret så aggressive syre og tanniner. Men når der arbejdes hårdt i marken og nænsomt i kælderen, udviser Teran en forfinet karakter og kompleksitet, som gør den rangen af klassiker værdig. Flere års flaskelagring gør den godt, og igen er Coronica leveringsdygtig i nogle af de fornemmeste eksemplarer.

Istriens øvrige mangfoldighed består i hvide sorter som Gegić, Muškat Momjanski og Žlahtina og røde som Hrvàtica og Refošk, foruden internationale kendinge som Chardonnay, Cabernet, Merlot, Pinot Noir og Syrah. Coronica fokuserer først og fremmest på Malvazija og Teran— plus et lille sidespring med Cabernet Sauvignon og Merlot.

Moreno Coronica i vinmarkerne lige bag vinhuset ved Korenini. Rækkerne er traditionen tro plantet i nord-sydlig retning, så Bura-vinden fra nord kan strømme lige igennem. Den jernholdige røde lerjord lyser op under det grønne.

En tung arv at løfte

Istriens natur og glorværdige fortid bærer et løfte om en lys fremtid i sig. Det løfte har mange håbet at indfri i årene efter Kroatiens selvstændighed og senest dets indtræden i EU— årene, hvor kroatisk vin så småt så en genfødsel efter tiden i Jugoslavien, hvor statslige kooperativer satte dagsordenen, og billig bulkvin var hjørnestenen i produktionen. Oven på den udmattende jugoslaviske borgerkrig genvandt landet kræfterne, og en ny generation af vinmagere tog over i familier som Degrassi, Pilato, Kozlović og Coronica. De investerede i nyt udstyr og indhentede erfaringer fra udlandet, og ikke mindst havde de modet til at satse på kvalitet og sætte nye standarder for istrisk vin. Belært af deres eksempel er flere og flere de senere år gået samme vej.

“Jeg går i min fars og bedstefars fodspor,” fastslår Moreno Coronica, mens han viser rundt i vinmarkerne. Han begyndte overtagelsen af vinhuset i 1993, og familien råder i dag over 30 hektarer, land hvoraf de 21 er vinmarker. Lidt over halvdelen er plantet til med Malvazija, mens de røde sorter udgør resten. Over årene er der plantet nye marker, men mange af bedstefarens stokke står der stadig. De har rundet de 93 år og er dermed blandt Istriens ældste. Flere er plantet af faren, og de har over 20 år på bagen. De yngste er plantet for en håndfuld år siden af Moreno selv.

”Rigtigt god vin kan man kun lave med gamle marker og masser af erfaring, og den slags tager tid,” og Coronica tager sig god tid til af forklare hvorfor: “Ældre stokke giver en bedre balance i vinen, med mere syre og mindre alkohol. Det er især på grund af den ældre vinstoks veludviklede rodnet, der rækker dybere ned end den unges. Og da toplaget her let tørrer ud, må rødderne søge længere ned for at finde vand; og det giver pote.”

“Dybe rødder er vigtigere nu end nogensinde. På grund af de varmere og varmere somre har vi brug for den friskhed, de kan bringe op. Men man skal ikke give den globale opvarmning skylden for alt. Højtydende unge stokke og Robert Parker har hver sin del af skylden for dårligt balancerede vine med alt for moden frugt og for megen alkohol.”

Hav, skov, oliven, vin

Vi er kun få kilometer inde i landet, ud for kystbyen Umag, og lige uden for landsbyen Koreniki. Vingården er nu i fjerde generation med Moreno (59) i front, men Coronica-slægten har haft hjemme her i snart 600 år: Familienavnet er blot den italienske stavning af landsbynavnet.

På en baggrund af skov og mørkegrønne oliventræer træder vinmarkerne frem med deres velplejede stokke og den mørkerøde jord, der titter frem mellem rækkerne. Der er et ret dybt toplag af rød ler her. Den bliver let våd, men den tørrer omvendt også let og kan blive så hård som brændt ler. Derfor er det vigtigt med en skånsom bearbejdning af overfladen og et levende bunddække af forskellige græsser og urter. Coronica supplerer desuden med egen kompost med blade fra beskæringer, slået græs og grøn høst. Han dyrker som udgangspunkt økologisk, det vil sig uden brug af kunstgødning og systemiske sprøjtemidler. Dog tager han heller målrettede fungicider i brug end hyppig brug af svovl og kobber; men grundet den salte brise fra det nærliggende hav og den kraftige Bura-vind fra Alperne er der sjældent problemer med svampesygdomme som oidium og peronospora.

”Vores jord har et rigeligt indhold af jern og kalium men mangler lidt fosfor. Det kan jeg kun til dels udbedre med min kompost, og jeg vil ikke tilsætte det. Men hvis vi alle sammen bruger de samme kemikalier, så bliver alle verdens vine ens. Måske mangler vores jord her et eller andet, men det gør vinen til det, den er. Det er så en del af terroiret. Lad det være på den måde,” filosoferer Coronica: “En god vinmager går hen og bliver en del af sit terroir.”

Den store familiefejde

Før han kunne forlige sig fuldt ud med traditionen og terroiret lod Moreno Coronica sig inspirere og uddanne uden for folden, især hos italienske kolleger. Her lærte han unoder som moderne beskæringsmetoder og grøn høst— og især det sidste skulle sætte en mindre krig i gang mellem ham og hans far Ottaviano.

En af Morenos første kritiske satsninger var nemlig at koncentrere den vanskelige Terans kvaliteter gennem grøn høst, hvor klasernes antal reduceres, så kun de bedste får lov at modne— en praksis han havde lært i Piemonte. “Efter han så markerne, talte min far ikke til mig i flere uger; og min mor måtte agere fredsbevarende styrke,” erindrer Coronica. Et vendepunkt blev “da han smagte vinen. Så begyndte han at holde øje med markarbejderne; om de nu lod for mange druer blive hængende på planten.”

I dag reducerer han også bladhangets omfang på Teran-stokkene for at mindske bærrenes vækst, da det efter hans mening giver den bedste koncentration. Moreno har taget Teran til sig som sit særlige hjertebarn, selvom “den er forfærdelig i marken: Den er kræsen i forhold til placering, og den er svær at få moden. Men når den er god, er den god. Min marketing for Teran er som Volkswagens. De siger ‘Das Auto’. Jeg siger ‘Det her er rødvin’!”

En tankprøve af en lovende Gran Malvazija 2018, en saftig mundfuld, frisk og fyldig og fuld af hvide blomster og mandler.

Kældermesterens filosofi

“At høste Malvazija er en kunst. Druerne opnår optimal modenhed i ganske få dage, før de bliver overmodne. Derfor må vi være over dem og plukke på det helt rigtige tidspunkt for at sikre os det rette indhold af sukker, syre og polyfenoler.”

Normalt høstes Malvazija midt i september og Teran sidst på måneden; for Coronica foretrækker koncentrationen fra lave udbytter snarere end fra høj modenhed ved sen høst. Desuden reducerer han bladhangets omfang på Teran-stokkene for at mindske bærrenes vækst, det giver efter hans mening en bedre koncentration.

Vinene gæres dels spontant med den vilde gær, dels med Coronicas egen kultiverede gær, udviklet i samarbjede med ønologer i Piemonte, som hjælper ham med at isolere hans bedste gærstammer. Vinene gærer på ståltanke og modner generelt i egetræsfade på 600 og 2.000 liter. “Vi skal ikke have for meget eg ind i vinen,” og derfor forefindes heller ingen barriques eller helt nye fade, i stedet gøres f.eks. små forsøg med cementæg. Siden 2017 er al Malvazijaen også vinificeret uden modning på træfade men udelukkende på stål.

Al aktivitet i kælderen (såsom bâtonnage, omstikning og flaskning) foregår ved nedgående måne, en gammel skik og et højtholdt princip i biodynamiske kredse, som Coronica gerne lader sig inspirere af. Han låner, hvad han kan bruge og lader resten ligge. Som han siger: “Jeg er ikke biodynamisk, jeg er dynamisk.” Således afgøres også de eksakte macerationslængder, modningsperioder og mængder af sulfit fra år til år.

“Nu, efter 30 år, kan jeg lave bedre vin end før; for nu ved jeg, hvor mine fejl er.” Der er da heller ingen finger at sætte på noget som helst, da vi smager en tank- og fadprøver og en række nye og gamle vine. Coronicas Malvazija er med rette blevet en reference for sorten, og den årlige smagning af hans nye Gran Malvazija et pejlemærke for en årgangs udviklingspotentiale. Begge imponerer med deres friskhed, balance og delikate smage. Teran og Gran Teran er han særligt stolt af, og de ligger konsekvent i kroatisk vins superliga; og det samme gør udmærkede Bordeaux-blend Grabar. Coronica er med rette blevet et eksempel til efterfølgelse for andre istriske vinmagere. Moreno er stolt og hilser udviklingen velkommen, men: “Der er mange, der vil lave dyrere vine her; men det, de burde lave, er bedre vine. Man skal gøre det af kærlighed. De nye generationer tænker kun på penge.”

Foruden fremragende olivenolie og vin fremstiller Moreno Coronica også vineddike med forbillede i balsamico-traditionen i Modena.

Coronicas kunster

Med en landmands hærdede hænder og en kunstners karisma har Moreno mestret opgaven at videreføre sin fædrende arv og sin personlige mission om at få det meste og det bedste ud af de indfødte sorter. Selvsikkert skænker han sine vine op til smagning, samtidigt med en meget stor ydmyghed og interesse for smagernes respons. Der er noget stilfærdigt, afventende og indadvendt over hans væsen, en smule som den Malvazija, han laver så glimrende.

“En vins duft skal være som en kvindes: Man skal tæt på, man skal ikke kunne mærke den på fem meters afstand.” Han ønsker med andre ord en diskret aromatik i sine vine og går mere efter tekstur og smagsmæssig kompleksitet. Hans Malvazija er sart og smuk som ung, men den udvikler sig altid yderligere og kan med fordel nydes efter en årrække, hvor den viser et mere alsidigt smagsbillede. Anderledes med Teran, den trænger altid til nogle år på langs først. Den er intens men aldrig højtråbende, den skal blot samle sig for at vise sit sande ansigt.

CO2 Ja, hvad skulle man ellers kalde en mousserende vin, når ens signatur er CO? Knastør Malvazija efter den klassiske metode og med tre års lagring på gæren før dégorgement— Istrien møder Champagne. Der er små, sprøde bobler og sart frugt og en tydelig smag af malolaktik og sur lies. Ren og fin.

Malvazija Istarska 2018 er ung Malvazija gæret på ståltank med temperaturstyring for bedst at bevare den friske frugt, hvorefter vinen modnes på gærresterne godt et halvt års tid. Mildt aromatisk af hvide forårsblomster og bivoks, saftig og rund men en fin fylde af kølig stenfrugt, mild syre, godt balanceret, enkel og ligetil.

Gran Malvazija 2017 er storesøsteren, en fyldigere og rigere vin, som kun fremstilles i gode år, og hvor kun de bedste druer er udvalgt. Duften er mere diskret, men man mærker en større tyngde og kompleksitet uden at letheden og den umiddelbare drikkelighed er sat over styr. Fine hvide blomster, akaciehonning, lemon curd, citrusskal og salt — “som en sten lige løftet op fra havet”. Vinen er gæret på ståltanke og modnet et år på gærresterne.

Malvazijaerne er som skabt til at gøre den lokale olivenolie selskab, og Coronica laver en særdeles glimrende en af slagsen på sorterne Bianchera, Buza, Carbonera og Leccino. Flydende grønt guld med en frisk pebret og blomstret duft og smag, stærkt vanedannende.

Teran 2016. Ren Teran i ungdommelig form. Syrlige mørke bær i duften, liflig frugt med asfalt, grafit, blyant og søde krydderier som kanel og nellike. Frisk syre, let frugtsødme, bestemte men fine tanniner. En smule rustik men ganske god! Så at sige husets rødvin, gæret på ståltanke og med relativt kort modning på træfade, for at runde tanninerne af og stadig bevare den friske frugt.

Gran Teran 2008 er anderledes afbalanceret og utroligt dyb. Forfinet duft af roser, skovbær, skovbund og tobak. Stor fylde og og stadig god spænding mellem frugtsødme, syre og flot modnene tanniner, er gået fra det rustikke til det aristokratiske — “en Sean Connery vin” ifølge Coronica. Hindbær, brombær, blåbær, tyttebær, blæk, tjære, finsk lakrids, flot afmålt. Gran Teran fremstilles kun i gode år, af særligt udvalgt druer, som gæres og modnes i forskellige størrelser træfade og først flaskes afhængigt af årgangens beskaffenhed.

Grabar 2016 er Coronicas Bordeaux-blend af lige dele Cabernet Sauvignon og Merlot. Mørk og liflig duft, tæt af mørke bær og urter i smagen, god spændstighed og fine tanniner.

Grabar 2008 er mindre mørk og mere animalsk i duften, sorte kirsebær, brombær, lufttørret skinke og tobak. Fast men modnet struktur og en fyldig smag af kirsebær, blommeskind, bagt peberfrugt og krydderurter.

Et lille line-up af godter fra gemmerne hos Coronica: CO2, Malvazija Istarska 2018, Gran Malvazija 2017, Malvazija Istarska 2003, Grabar 2016, Grabar 2008, Gran Teran 2016 og Gran Teran 2008.

Kronen på værket

Som en særlig gestus skænkede Moreno en Malvazija Istarska 2003 — en moden vin fra en monstrøs årgang i det meste af Europa! “Det var en svær årgang, meget solrig og varm, alle bladene tørrede på planterne, og flere af druerne blev solskoldede. Jeg synes, man stadig fornemmer en smule solbrændt bitterhed i eftersmagen. Det gør man måske, men det der står tilbage, er en utroligt balanceret, blid, blød og moden vin. “Der var heller ingen æblesyre! Det var som om den malolaktiske gæring var foregået i vinmarken.” Med årene har den usædvanligt varme årgang dog holdt sig frisk og fremstår stadig levende i dag. Først en lifligt krydret duft af hvide blomster, pollen, bivoks og et pust petroleum; så en fløjlsblød, rund og fyldig saft af moden gul kerne- og stenfrugt, tørret ananas og kandiseret citrusskal, stadig med en ret frisk syre og en salt og mildt røget eftersmag. En lækkerbidsken!

I Moreno Coronicas hænder bliver den stille pige Malvazija en karakterfuld og den rustikke knøs Teran til en gentleman. Man mærker traditionen, tiden og tålmodigheden i hans vine, som alle er et nærmere bekendskab værd. Istrien er klar til at møde verden — og vi venter kun på at nogen tager Coronica til Danmark!

Flaske: Malvazija Istarska 2003  
Vinhus: Coronica  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija Istarska  
Jordbund: Jernholdigt ler og sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store og små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,9%  
Pris: cirka 150,-