Den lyserøde sæson

Salget af rosé arter sig som kviksølvet i et termometer: Det stiger med temperaturen. En varm og solrig sommer er synonym med en stigning i det lyserøde vinforbrug— på sin vis er den vinverdenens svar på koldskål— og måske som en uforudset følge af den globale opvarmning er salget steget til et stabilt højere niveau året rundt i de seneste år. Efter mange år som ‘tøset’ alternativ til ‘rigtig rødvin’ for machomænd og andre karikaturer har vi måske forladt fordommene og fået et mere uhildet syn på rosévinenes særegne karakter og kvaliteter. For selvom det måske ikke er vinverdenens bredeste genre, så er rosé noget for sig; selv når den bare får lov at slå sig løs som festlig sommervin.

Rosé kan spænde fra det helt spæde, saftige og forfriskende over det frugtigere og dybere til det mørkere og mere strukturerede; i nuancer fra sart lyserøde aftenskyer til dybrøde solnedgangsskær. Farverne afspejler forskellige traditioner og trends, og der er noget for enhver smag. Hele spektret er dækket hos Cataldi Madonna i italienske Abruzzo. De fremstiller en række eksemplariske roséer på den lokale sort Montepulciano, som herhjemme er mest kendt for sine rustikke og næsten sorte rødvine. Men i den varme, italienske sommer har man selvfølgelig god brug for forfriskende og lettere alternativer. Italienerne har mange traditioner for at lave roséer, og det røde skær bliver ofte mørkere og dybere end i det franske. De sarte provençalske æblekinder bliver på den anden side af alperne som regel til fuldblods rødmen, rosé bliver rosato ikke alene verbalt men tillige med mere pigment. 'Cerasuolo’ er et af de traditionelle navne, på Abruzzos dialekt er ‘cerasca’ navnet på kirsebær, og en af områdets specialiteter er netop den ‘kirsebærrøde’ vin. Cerasuolo d’Abruzzo har et smukt rødt skær og er en forholdsvist vinøs rosé, fuldt af mørkerød bærfrugt, med en vis struktur og ofte et let urtet præg. Dermed er den også mere alment madvenlig end mange af de helt lyse roséer, som har sat standarden i det sydfranske. En ofte rustik men også potentielt seriøs vin, som fortjener større opmærksomhed.

Cataldi Madonna og Cerasuolo d’Abruzzo vender vi tilbage til til sidst. Er man et dannet menneske, kan man snildt springe næste afsnit om rosévines tilblivelse over; og er man ikke interesseret i tidens tendenser og markedets modeluner, så spring endelig let og elefant hen over det følgende afsnit om farvetrends.

Abruzzos indfødte druesort Montepulciano giver en karakteristisk mørk, frugtig og tanninrig rødvin; men den leverer desuden most til den kirsebærrøde rosato Cerasuolo, som er en af Italiens bedste af slagsen.

Fifty shades of pink

Rosé har mange rødder, og den kan fremstilles på mange forskellige måder. Til fælles har de de blå druer med deres mørke skaller samt en forholdsvist kort kontakt med netop skallerne på den ene eller den anden måde. Derudover er variationen det væsentlige, ikke blot fordi man arbejder med forskellige druesorter i forskellige klimaer, men også fordi man visse steder har tradition for at have hvidvinsdruer med i rosé cuvéer. Der er særheder som den schweiziske Schiller, som fremstilles ved samgæring af grønne og blå druer; og der er den undtagelsesvise blanding af hvidvin og rødvin som smutvej til den rosa mellemvej. Desuden er der unoder som maceration af ‘midt-imellem’ druesorter som Pinot Gris, der normalt regnes til hvidvinsdruerne, men hvis skaller ved fuld modenhed er så mørke, at fuld maceration som regel gør vinen ikke blot kobber- eller laksefarvet med decideret rødlig. Man kan insistere på, at det er orangevin, især hvis tørstof- og tanninindholdet er højt, men synet synes at sige noget andet, og smagen er ofte også rødfrugtet.

Tilblivelsesmetoderne, de drejer sig dramatisk om afpresning, blødning og drukning. Dels er der den simple methode saignée, ‘blødningsmetoden’, eller Saftabzug, som den kaldes på tysk, ‘saftudtræk’. Rosévin fremstilles hermed ganske enkelt som biprodukt eller sidegevinst i rødvinsfremstillingen. Basalt set lader man en del af den gærende most “bløde” fra tanken, kort tid efter pulpen er kommet i. Således får man dels en forholdsvist større mængde skind og kerner i den resterende rødvinsmost og i sidste ende en kraftigere rødvin; samtidigt med at man får en mængde dybt farvet most til rosévin. Denne most gæres efterfølgende videre for sig selv og kan tappes på tank, fad eller flaske allerede en måned senere. Vine på saignée metoden er typisk ret tætte i farven, har forholdsvis stor fylde og sædvanligvis samme alkoholprocent som den tilsvarende rødvin. Her har vi så omvendt også disse vines potentielle Akilleshæl: Det er rosévin fremstillet helt og holdent på rødvinens præmisser.

Så er der den mere seriøse rosé, som fra start fremstilles for sin egen skyld, og med en ganske kort skindkontakt. En stille og rolig, langsom presning af hele klaser kan give en fin, lys farvning af mosten og får kun de mest flygtige aromastoffer med fra skallerne, og så godt som ingen bitterstoffer og tanniner. Det er i dag den foretrukne fremstillingsmetode i Provençe, hvis sart rødmende, ‘løgskalsfarvede’ rosé har været skoledannende. Appellationsreglerne tillader dog også længere skindkontakt, hvor druerne presses, hvorefter skallerne tilbringer en kort tid i mosten, og flere farve-, duft- og smagsstoffer trækkes ud. Det er såkaldt rosé de macération, og hvor længe macerationen varer ved, samt hvilken temperatur mosten får lov at stige til, afgør graden af rødmen i den endelige vin.

Druerne til sådanne roséer høstes i modsætning til rosé de saignée ene og alene med rosévin som mål. Roséen skabes derfor ikke på rødvinens betingelser, så der er større råderum for stilistiske beslutninger. I Provençe høstes druerne ofte også en smule tidligere end til rødvinene, da man ikke behøver vente på fuldstændig fenolisk modenhed i kernerne. Sådan kan man også opnå en friskere most med et lidt højere syreindhold og en smule mindre sukker, således også lavere alkoholprocent i slutproduktet.

Rosé de pressurage direct minder ofte mest af alt om en blanc de noirs, og den ikke kun ligner men dufter og smager også meget mere som en hvidvin end nogen type rødvin. En egentlig fornemmelse af en særskilt vintype får man i rosé de macération, især når skindkontakten nærmer sig eller overstiger et døgn, og det samme gør sig gældende med saignée. Typisk har cofermenterede og orange udgaver også sit helt eget og særskilte udtryk.

Bekend kulør!

Salget af rosé har såvel internationalt som herhjemme været stigende de seneste år. Markedsanalyser har ‘skudt skylden’ på kvinder, som i stigende grad agerer som selvstændige vinkøbere; og på de såkaldte millennials, en generation som efter sigende skulle være fokuseret på en letlevende, bekymringsfri livsstil med økonomisk overkommelig luksus til hverdag. Salgsanalyser har desuden vist, at selve rosafarven er højeste mode nu, således ses markedsføring og indpakning med fokus på netop roséfarven i hæjere grad— og de førnævnte millennials flasher sig med rosé eller pink gin på de sociale medier. Klicheerne lever i hvert fald videre i bedste velgående.

En smule mere seriøst kan kan undre sig over, at de lyse, tynde og såkalt ‘sjaskede’ rødvine, som er højeste mode i mange kredse i dag, nyder stor anseelse, mens det samme ikke synes at gøre sig gældende for rosévine— der bliver det tilsyneladende for udtyndet til at være hipt.

I dag er de lyse til meget lyse rosévine mere på mode på markedet for kvalitetsvin, mens man ofte ser dybere farvede, mere frugtige og ofte sødmefulde roséer på supermarkedernes hylder. Men dybest set siger farven i sig selv meget lidt om vinens typicitet og kvalitet. Man må kende den enkelte vintype og tit også den enkelte producent.

En af de typer, man med fordel kunne kaste sig over, er den føromtalte Cerasuolo d’Abruzzo. Den kan have masser af karakter og kant, og man går sjældent galt i byen hos Emidio Pepe, Valentini og Faraone, men Cataldi Madonna, Gianni Masciarelli, Francesco Cirelli, Fattoria Nicodemi, Torre dei Beati, Terzini og Lunaria leverer også varen. Det er dejligt til sommerlivet, men de smager også mere end fortrinligt i vinterhalvåret. Dens særlige dyder er, at den kan drikkes uden mad, men samtidigt egner den sig storartet til en lang række spiser. Især traditionelt tomatdrevne italienske retter, den er overraskende dejlig til simpel pasta med tomatsovs og klassiske pizzaer.

Cataldi Madonnas vinmarker i Ofena. Abruzzo er præget af høje bjergrygge, grønne dale og store flader med vinmarker og olivenlunde.

Fra Madonna til Barbie

En af cerasuoloens stædige forkæmpere, og den første til at indføre den spændende Pecorino-drue fra Marche til Abruzzo, er familieforetagenet Cataldi Madonna. Luigi Cataldi Madonna ser det som sin rolle at fremme regionens traditionelle vine og at inspirere sine medproducenter til at skabe en moderne renæssance for ikke mindst cerasuoloen. Vingården ligger i Ofena, "Abruzzos ovn", et slags amfiteater for foden af den eneste Appeniner-gletscher på Calderone i Gran Sasso-bjergkæden, om sommeren en gryde, hvor det snildt bliver 40 grader varmt midt på dagen. Placeringen i 330-440 meters højde giver betydelige udsving i dag- og nattemperatur, hvilket har stor betydning for udviklingen af druernes aromatik og syre. Huset blev grundlagt tilbage i 1920 og er nu i tredje generations besiddelse. Man har aftappet egne vine siden 1975, først var det Alberto Cataldi Madonna, siden 1990 sønnen Luigi, som desuden er professor i filosofi ved universitetet i Aquila; og i dag er hans karismatiske datter Giulia tæt knyttet til produktionen og fremstiller egne vine— en del af hendes eksperimenter foregår i en særlig afdeling af kælderen, flankeret af en hendes aflagte Barbie-dukker, og hun er ikke ked af at kalde sine roséer for Barbie-vine. Selvironien fejler ikke noget! Arealet tæller omtrent 35 hektarer vinmarker, plantet til med Abruzzos indfødte sorter Montepulciano og Trebbiano og den nye darling Pecorino.

Fokus i vinmarkerne er at opnå ligevægt i vinstokkene for bedst at udtrykke områdets egenskaber snarere end at opnå et specifikt udbytte. Derfor dyrker Cataldi Madonna deres druer økologisk, og siden 2003 har husets ønolog Lorenzo Landi desuden konsulteret Cataldi Madonnas agronom, Raffaele Orlandini. Fremgangsmåden fortsætter i kælderen, hvor alle greb går efter at bevare druernes friskhed og frugtsmag, som den fra naturens hånd fremkommer. Man gærer med druernes naturligt forekommende gær og går nænsomt til værks med klaring, filtrering og sulfitering. Topvinene er Tonì, en mørk og mægtig Montepulciano d’Abruzzo, samt Piè delle Vigne, en karakterfuld og saftig Cerasuolo d’Abruzzo. Lad os se nærmere på roséerne.

Giulia i sit rette element, Montepulciano fra familiens marker ved Ofena.

Cataldino er en nyskabelse i sortimentet, en Montepulciano uden egentlig maceration, og dermed ikke en Cerasuolo. I stedet er den fremkommet ved direkte, langsom presning, altså er den en slags italiensk fortolkning af den sydfranske roséstil. Diskret aromatik af solmodne jordbær, saftig og frisk i munden, meget let drikkelig.

Malandrino er til gengæld ‘den ægte vare’, en klar og skrigende kirsebærrød Cerasulo d’Abruzzo med mere og mørkere frugt og en delikat frugtsødme men stadig i den letdrikkelige afdeling. Vandmelon, jordbær, røde kirsebær, blommeskind og grønne urter.

Piè delle Vigne er familiens signaturvin, en fornem Cerasuolo fremstillet første gang i 1997, af druer fra gamle stokke, vinificeret et sted mellem hvidvin og rødvin. Det er klassisk bondevin med tydeligt aftryk af terroiret, mørk Cerasuolo d’Abruzzo præcist som den skal smage. Sprødt bid, flot rund fylde og en dyb frugtighed, fuld af saftige blommer og kirsebær, fine tanniner og et let jordet og urtet præg i eftersmagen.

Desværre er Cataldi Madonna (endnu) ikke på det danske marked; men Emidio Pepe kan erholdes hos Österreich og Vinova, Francesco Cirelli hos Reduktivt, Torre dei Beati hos Erik Sørensen Vin, og Lunaria Orsogna forhandles af Østjysk Vinforsyning. Gå på jagt, og lad sommeren stå på Cerasuolo d’Abruzzo!

Flaske: Piè delle Vigne 2018  
Vinhus: Cataldi Madonna  
Oprindelse: Abruzzo, Italien  
Drue: Montepulciano  
Jordbund: Kalkholdig løss og lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 200,-  

Ud af tågerne

En kort køretur uden for Piemontes tekstilby Biella ligger La Prevostura på et bakkedrag, der bærer samme navn og er beklædt med rækker af velplejede vinstokke. Landskabet er det nordlige Piemontes bølgende bakker, og bjergene toner tydeligt frem i horisonten med det mægtige Monte Rosas tinde på 4.634 meter som landemærke. Måske føler vinstokkene sig inspireret af ‘rosenbjerget’, for vinene herfra er himmelstræbende ranke, friske som bjergluft og ofte duftende af roser og violer. Hoveddruen er den aristokratiske Nebbiolo, som altså finder et anderledes let, lyst og elegant udtryk heroppe, selvfølgelig med sin vanlige evne for at sætte smag på selv små forskellige i terroir. Smag bare den lille håndfuld vine fra La Prevosturas knapt fem hektarer, f.eks. deres stilrene tretrinsraket Garsun, Muntacc og Lessona (på dansk grund gennem Vinimondo), som spænder fra saftig rød bærfrugt til det stringente og malmfuldt mineralske. Mere syrestyret end Barolo og Barbaresco og med mildere tanniner, sælsomt saftigt og tørt i samme drag. Det er indbegrebet af Alto Piemonte med roser, hyben, skovbær, vilde urter, mos, muld og sand, som om det skovklædte, subalpine landskab var løbet direkte gennem druerne og ind i flasken.

Lang historie kort

Oprindeligt var det lokale provstesæde lokaliseret der, deraf det gejstlige navn La Prevostura, provstiet. Siden kom ejendommen til at tilhøre marquis Alfonso Ferrero La Marmora (1804-1878), en turinesisk general og statsmand, som spillede en ikke uvæsentlig rolle i Italiens forening. Efterfølgende overtog familien Quario ejendommen, og de gjorde den kendt for sine fine vine omkring 1900. Så fulgte desværre en nedgangs- og forfaldstid i løbet af det 20. århundrede, særligt efter 2. verdenskrig, og til sidst gik det helt i stå.

Men i 2001 kom der nye kræfter til i form af brødrene Marco og Davide Bellini, som med stor entusiasme og virkelyst forsøgte at restaurere La Prevostura til fordums storhed. Den i Alto Piemonte allestedsnærværende Cristiano Garella havde selvfølgelig en finger med i spillet. Markerne blev fra 2004 genplantet med gamle kloner af de lokale sorter, foruden Nebbiolo en smule Vespolina og Croatina. Markarbejdet foregik fra første færd uden anvendelse af kunstgødning eller sprøjtegifte, og i kælderen går man også traditionalistisk til værks med spontangæring og små og store træfade. Marco Bellini har i de seneste år trukket sig mere i baggrunden, mens Luca de Marchi fra Proprietà Sperino, en anden anerkendt og nyligt genrejst Lessona-vingård, er kældermester i samarbejde med vinmager Maurizio Forgia. Skønt vinstokkene endnu er unge og vinhuset i sin korte levetid i det 21. århundrede har haft flere folk inde over, så er der allerede opnået ikke blot en konsistent kvalitet men også en særlig stil på La Prevostura, som på fornemmeste vis repræsenterer Alto Piemonte.

La Prevostura og Alto Piemonte har da også i videste udstrækning delt skæbne i de sidste 100 år. Det 20. århundrede var generelt op ad bakke for området, omvendt formuleret én lang nedtur. Det, der ved århundredets begyndelse var godt 40.000 hektarer vinmarker, skulle svinde ind til nogle få hundreder, og navne som Boca, Bramaterra og Lessona så godt som gå i glemmebogen. Hvis nogen kunne genkende navne fra området, var det Vercelli eller Carnaroli, og så var varen ris; eller Biella og varen byens fine tekstiler. Skulle vin være på tale, gik æren udelukkende til Ghemme og Gattinara, og helt ærligt, hvor mange kendte de navne for ti år siden?

Tiderne skifter og erindringen om den gode vin overvintrede heldigvis; og nu går det hurtigt opad igen for området, så det 21. århundrede kan meget vel gå hen at blive Alto Piemontes nye storhedstid. Vinrodlusen rydede grundigt ud i vinmarkerne i det 19. århundrede, og den industrialisering og urbanisering, som i det 20. århundrede forvandlede og affolkede området, imødegås nu af omvendte demografiske tendenser, en ny vinmode og ikke mindst klimaforandringer, som kan tilsmile det køligere område og dets ranke, slanke vine. Er man glad for Nebbiolo i dens lysere og lettere udgaver fra f.eks. Roero og især Valtellina i Lombardiet, så er Alto Piemonte og dets ti kommuner værd at lære navnene på. Nok i første omgang særligt Lessona, Boca og Bramaterra samt Ghemme og Gattinara. La Prevostura er et glimrende sted at gå i gang, hvis man endnu ikke har stiftet bekendskab med området, men Colombera & Garella (Terroiristen), Tenuta Sella (Unikavine) og Noah (Vinpusheren) er ligeledes direkte tilgængelige på det danske marked og er ligeledes fornemme repræsentanter.

Vulkanen gravet frem

Alto Piemonte er i sandhed det øvre, højere og stejlere Piemonte. Beliggenhed tættere på selve Alperne er iøjenfaldende. Heroppefra synes det sydligere Langhe som et blidt bakket landskab i sammenligning, og dets forholdsvist kalkholdige mergel- og lerjorde er heroppe erstattet af mere stenede, sandede jorde. Jordlaget er generelt tyndt og let, med lavt indhold af organiske næringsstoffer (som kvælstof og kalk), og jordbunden er derfor ganske sur— pH-værdierne er ret lave, gennemsnitligt på 5,5 og visse steder helt ned på ekstreme 4,5, og det påvirker vinstokkenes vækst og dermed vinen derfra.

Jordens pH-værdi påvirker nemlig planternes optag af næringstoffer. Ved meget høje såvel som meget lave værdier bliver visse næringsstoffer simpelthen utilgængelige, uoptagelige for den enkelte plante. Omvendt kan der under ekstreme forhold frigives andre næringsstoffer i så store mængder, at de har en modererende, stressende eller endda skadelig virkning på plantens vækst. I meget sure jorde frigives for eksempel aluminium, som for de fleste planter er giftig. Kobber, som i høje koncentrationer også er skadeligt for planter, optages også lettere ved lave pH-værdier. Nogle planter har tilvænnet sig sådanne ekstremer og etableret sig som overlevere i sådanne nicher. Sådanne ‘surbundsplanter’ foretrækker eller ligefrem insisterer på tør, kalkfattig og sur jord— som eksempelvis akacier, azaleaer, lyng, magnolia, robinier og rhododendron. Man ser således regulære skove af især robiner og rhododendron i naturområderne i Alto Piemonte. Heldigvis er vinstokken en stærk og sej plante, som sagtens kan tilpasse sig sure og tørre jorde, selvfølgelig med en vis (i indeværende tilfælde særdeles positiv) indvirkning på vinen; og gennem forvitring frigives pyroxener fra de forskellige bjergarter, og de er gode for vinstokkens rødder af søge næringsstoffer fra.

Den stenede, grusede, sandede jord for Alpernes fødder er delvist af glacial, marin og alluvial oprindelse men endnu mere interessant tillage af vulkansk. Området hviler nemlig på krateret af den såkaldte ‘supervulkan’ Valsesia, som var aktiv for godt 300 milloner år siden, og hvis udslukte base blev skubbet op igen under Alpernes dannelse for mere end 20 millioner år siden. Den vulkanske base forklarer også det som regel særdeles høje jern-, magnesium, mangan- og zink-holdige jordbunden heroppe. Kommunerne Coste della Sesia, Bramaterra, Ghemme, Gattinara og Lessona er særligt rige på vulkanske sten, især basalt og rød porfyr; og måske det er noget af det, der smager igennem i disse vine med deres ranke og slanke karakter, intense og komplekse aromatik og en let salt, jernagtig eftersmag. Man kan ofte opleve noget lignende i vinene fra Etna, Lanzarote, Tenerife og Azorerne, alle dog varmere i udtrykket end de køligere bjergvine fra Alto Piemonte nordligere himmelstrøg.

Der er selvsagt køligere så langt nordpå, men i sommerhalvåret er der både varmt og solrigt på sydsiden af bjergene; men en kølig faldvind fra Alperne moderer dog temperaturen, og der er store udsving i temperaturen fra nat til dag og i løbet af den lange vækstsæson, hvor Nebbiolo først høstes hyldet i de sene oktobertåger.

Et centralt udsnit af La Prevosturas formåen i dag: Den læskende rosato Corinna, den fine Muntacc, de finere Garsun og den fineste Lessona i flere årgange. Årgangene er åbenlyst forskellige, men kvaliteten stort set hvert år høj.

Glemte godter genskabt

Indgangsbønnen er Garsun, en kæk fyr med et lyst sind. Garsun 2019 er en ung og umiddelbar rødvin, et svirp saftige røde bær og granatæble, abrikoskerner, tørrede roser, masser af tranebær og figner, friske og tørrede. Let, frisk og fremkommelig trods en vis tannisk træghed og svitsende syre. ‘Det halvt fyldte glas’ har forstandigt og fyndigt beskrevet den som “en tur i provstiets søndagskole. Sarte bærnoter giver lovninger om Edens have, bitre tranebær holder os på dydens smalle sti, og mundhulelædrende tanniner tilgodeser flagellanterne blandt os.” 50% Nebbiolo spædet op med 35% Vespolina og 15% Croatina, gæret og modnet på stål. Prisen er 199,-

Andægtigheden bliver større i Muntacc 2018, som med 85% er tæt på ren Nebbiolo med 15% Vespolina, som har forvildet sig ind på marken. Muntaccs jordbund består af silt og sand med højt indhold af kvarts og porfyr samt aflejringer fra gammel havbund. Mere diskret i duft og smag, men tro ikke, at den intet har på sinde. Let blomstret, urtet og frugtig duft, violer, roser, mørke bær, lakrids, peber. God saft, fine men ganske tørre tanniner, let grynede, sandede og støvede. Prisen er 249,-

Topvinen er utvivlsomt Lessona, og La Prevosturas Lessona 2017 er vin med en særlig værdighed, vin af den slags, som bør drikkes knælende. Ærbødigt byder den på en duft som i et gammelt kirkekammer, kolde sten, tørt ædeltræ, røgelse og dertil roser, rooibos, mos og læder. I munden har den en fast men liflig frugt med fløjlet fylde, smager af saftige skovbær, tørrede tranebær, hyben, bergamot og mandel, og selvfølgelig er der syrestringens og fint støvede tanniner. Æterisk og ren Nebbiolo, hvor det hele går op i en højere enhed.

Ældre årgang viser, hvor flot den udvikler sig, og at den ældes med ynde. 2015 har meget samme karakter som 2017 men med et lidt mørkere urtet udtryk. 2013 følger samme spor med små strejf fra medicinskabet i snuden— kamfer og mentol, lakrids og orangeskal— og en saftig blødme i smagen, lakridspulver samt eksotiske krydderier som ras el hanout, mynte og orangeskal.

Quintino Sella, Italiens første finansminister, skal i 1871 have skålet Italiens samling ind med vin fra sin hjemegn Lessona; og i dag er der god grund til at skåle i og for Lessona. Så find Bourgogne-glassene frem, og tag tiden til at udforske La Prevostura, Lessona og resten af det nordlige Piemonte. Det er ikke kun smagen af fortiden, det er smagen af fremtiden.

Flaske: Lessona 2017
Vinhus: La Prevostura
Oprindelse: Alto Piemonte, Italien  
Drue: Nebbiolo  
Jordbund: Sand, grus
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store og små træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%  
Importør: Vinimondo
Pris: 399,-

En verden udenfor

Funklende som sommersolen, friske som havvand og milde som brise, sådan er de bedste hvidvine fra Middelhavsøerne ofte. Således også Gorgona fra øen af samme navn i det liguriske hav ud for Toscanas kyst. Med sin fine duft af pollen og parafin, sin bløde mundfornemmelse, saftige smag af moden citrus og subtile noter af pinje, salvie, rosmarin og salt toner den rent flag: Det er duften og smagen af sommerlivet under sydens sol, uskyldig og ubekymret dasen ved havet— og dog er det en vin fra alt andet end ubekymrede sind og uskyldige hænder. Det har vi endda rettens ord for, for Gorgona er ikke nogen helt almindelig ø. Den er Europas sidste øfængsel, en slags toscansk Alcatraz, hvor indsatte med langtidsstraffe får lov at afsone afslutningen af deres straffe og samtidigt arbejde med landbrug under åben himmel som en form for rehabilitering og resocialisering. Siden 2012 har et af projekterne på øen været vinbrug, og den 10. september i år kunne vinhuset Frescobaldi fejre frigivelsen af den niende årgang fra dette deres ottende og ret så specielle vinbrug.

Lamberto Frescobaldi (58) er manden i front for familieforetagendet, som med ham er i intet mindre end 30. generation. Projektet på Gorgona kom i stand for godt ti år siden og står i dag Lambertos hjerte særligt nært: “Vi har haft det privilegium at arbejde på den her helt særlige ø i næsten et årti nu, og med hvert nyt år øges vores stolthed over projektet.” Projektet er en del af Frescobaldi per il Sociale, hvor den formuende familie engagerer sig i socialt arbejde. Ifølge Lamberto Frescobaldi ikke for sin egen samvittigheds skyld men til gavn for hele samfundet og ikke mindst fangerne selv: “Her kan de søge at virkeliggøre drømmen om at spole deres liv tilbage, bruge tiden på en indbringende måde, lære et håndværk og genvinde troen på fremtiden. Gorgonas venlige og vilde vin er en formidler af forsoning, fuld af følelser og antydninger af håb og forløsning.”

Indsejlingen til den lille havneby på Gorgona

Tredive generationer

To dynastier har hver sat deres mærke på moderne toskansk vin: Antinori og Frescobaldi. Frescobaldi er en florentisk adelsfamilie, som har spillet en fremtrædende rolle i toskansk historie i almindelighed (og toskansk vinbrug i særdeleshed) helt tilbage til middelalderen. Lamberto Frescobaldi:

“Min families historie går tilbage til omkring år 1000. Mine forfædre stammer fra Chianti, og omkring 1100 opkøbte de land der, hvor vores hjem stadig er i Firenze. Der slog de sig ned som først købmænd og siden bankmænd; og i løbet af 1300-tallet begyndte de at købe landområder op omkring Firenze og gik i gang med at lave vin.”

Familien var først handlende i stoffer og klæder, uld i særdeleshed. Siden udvidede de handlen til andre områder og gjorde det foruden som ivrige mæcener for toskanske kunstnere. Familiens første vin kom sandsynligvis på markedet i 1308. I de efterfølgende årtier og århundreder vandt deres vine hævd for en høj kvalitet, og blandt kunderne var bl.a. flere generationer af det engelske kongehus og renæssancemalerne Michelangelo og Donatello, som begge fik vin i bytte for malerier. Sit nuværende ry for kvalitetsvinsproduktion fik familien fra slutningen af 1800-tallet, og i vore dage besidder de over 4.000 hektarer land med bl.a. andet vinmarker og olivenlunde.

I dag fremstiller familien Frescobaldi vin på syv egne ejendomme på det toskanske fastland: Castello di Nipozzano i Chianti Rufina, Tenuta Castiglioni og Tenuta Perano i Chianti Classico, familiens historiske ejendom Tenuta CastelGiacondo i Montalcino (en af de første fire til at fremstille Brunello), Tenuta Ammiraglia i Maremma samt Castello Pomino, som fremstiller fine fransk inspirerede hvidvine og bobler og Rèmole, som mange danskere vil kende som prisvenlige toskanere fra supermarkedernes hylder. Desuden ejer de siden 2000 huset Attems i Friuli, og endeligt er der forpagtningen på øen Gorgona.

Sloganet er ‘cultivating Toscana diversity’, og målet er at bringe en bred vifte af områdets vinøse formåen ud til både høj og lav. Således laver man såvel supermarkedsvine som Rèmole og supertoskanere som Ornelleia og Luce. Lamberto Frescobaldi: “Min drøm, og min families drøm, er at dele vores arbejde, vores følelser og vores følelsesmæssige engagement gennem vores vine. Vores liv er dedikeret til at forstå og promovere Toscanas unikke terroir for at sikre, at vinene fuldt ud bliver en del af Toscanas ånd.”

Udsat frihed

Med færge fra Livorno ankommer man efter en lille times sejlads til Gorgona. Vel at mærke kun hvis man har ærinde og tilladelse til at besøge øen, som af åbenlyse grunde ellers er lukket for offentligheden.

Det toskanske øhav er en lille øgruppe vest for Toscanas kyst, hvor det Liguriske Hav møder det Tyrhhenske Hav, og hvor Korsika ligger stik vest. Øgruppen har som helhed status af nationalpark — Parco Nazionale Arcipelago Toscano — og den tæller syv styk fra nord til syd, Gorgona, Capraia, Elba, Pianosa, Montecristo, Giglio og Giannutri. De er hjemsted for et rigt dyre-, især fugleliv, og mange sjældne, indfødte planter; og så er de naturligt dramatiske øer, hvis klipper stiger brat op af havet, og måske det er det drama, der også har sat sig i den kulturelle bevidsthed om øerne. Som den mindste ø har Gorgona altid været dels værdsat, dels afskyet for sin afsondrethed og lidenhed. Den største ø Elba er kendt som stedet, hvor Napoleon Bonaparte blev bortvist til efter sin abdikation i 1814. Opholdet varede dog kun 300 dage, før han har var på fri fod igen. Desuden har Alexandre Dumas gjort Montecristo til rammen for sin roman Greven af Monte Cristo fra 1844.

Gorgona blev grundlagt som den italienske stats straffefangekoloni i 1869. Før Italiens samling i 1861 havde øen tilhørt hertugen af Toscana, som først etablerede et fængsel der; og før det havde bl.a. Benediktinermunke haft kloster på øen, men de måtte som så mange andre forlade den på grund af omsiggribende sørøveri. Havet har både isoleret øen men også udsat den beboere for mange farer, så allerede tilbage i middelalderen byggede Medici-familien den fæstning på øen, som stadig troner på toppen. Gorgona nævnes for øvrigt af selveste Dante i Den guddommelige komedie så langt tilbage som 1320.

Vue over vinmarkerne på Gorgona

Nutidens fanger kommer med lange fængselsstraffe i baggagen, inklusiv livstidsdomme, fra afsoning i lukkede fængsler. Der kan være tale om såvel narkokriminelle og voldsmænd som mordere. Seksualforbrydelser og mafia-relateret kriminalitet er dog ekskluderende. Fangerne kommer ofte fra fængsler fyldt til bristepunktet, bemandet med bemærkelsesværdigt få vagter og udstyret med faciliteter, som hører en anden tid til. Stærkt kritiserbare forhold, som i øvrigt gentagne gange har påkaldt sig kritik fra både de europæiske myndigheder og diverse menneskerettighedsorganisationer.

Men med god opførsel kan man søge om at afsone den sidste del af straffen væk fra fængselsmurene, med mulighed for ikke blot frisk luft men også at udføre ærligt arbejde under åben himmel. Meningen er, at man ved at give fangerne et uddannelse, arbejde og løn kan indgyde dem respekt for og stolthed over at arbejde og dermed håb om en bedre fremtid. En fremtid, hvor de forhåbentlig kan holde sig på dydens smalle sti.

Socialt arbejde

Vinprojektet kom i stand efter en henvendelse fra fængselspolitiet og justitsministeriet angående et samarbejde om vinavl og eventuel vinproduktion på Gorgona som en del af fænglsets resocialiseringsprogram. Man havde allerede plantet en hektar vinstokke i 1989, men det projekt var kuldsejlet, før der kom nogen vin ud af det. Det var en fange med erfaring i vinverdenen, som siden plantede sorterne Vermentino og Ansonica på øen, men den vin, de indtil videre havde fået ud af det, efterlod meget tilbage at ønske; og derfor søgte myndighederne nu professionel assistance, og Lamberto Frescobaldi svarede positivt på henvendelsen. På en senere forespørgsel om, hvorfor fængslet havde valgt at arbejde sammen med netop Frescobaldi, fik Lamberto siden svaret: “Fordi I var den eneste producent, som svarede!” Samarbejdet er altså en satsning, for en forbindelse med dømte kriminelle er ikke i alles øjne noget positivt (tænk bare på, hvordan det gik Claus Meyer i den offentlige debat for knapt ti år siden, da han

“Det er mennesker, som har begået nogle alvorlige fejl, ingen tvivl om det,” fastslår Lamberto Frescobaldi, som ønsker at sætte personlig fordømmelsen af fangerne til side for en konstruktiv tilgang til deres resocialisering: “De er allerede dømt én gang, og de har taget imod deres staf. Men mange af dem ønsker virkeligt at lægge deres liv om; og når de har afsonet deres straf, kommer de ud i samfundet igen, om vi kan lide det eller ej. Her giver vi dem så en chance for at holde sig væk fra en kriminel løbebane— og på samme måde kan de give noget tilbage til samfundet ved at være en del af arbejdsmarkedet og betale skat.”

På Gorgona kan fangerne relativt frit bevæge sig rundt, de arbejder forskellige steder rundt om på øen, med grøntsags-, oliven- og vinavl og dyrehold. Ikke afskærmet fra de få andre faste indbyggere i den lille havneby, og de bliver kun låst inde på deres værelser om natten. De får altså en forsmag på friheden, men stadig under strengt opsyn.

Det synes at virke, for recidivprocenten, den andel af afsonere, der geråder ud i fornyet kriminalitet efter løsladelse, er lavere, væsentligt lavere, blandt de fanger, der har afsonet afslutningen af deres straf på Gorgona. Det italienske gennemsnit ligger over 70%, mens Gorgona trækker ned mod 20%. Det kan man vel kalde en succes.

Senest har fangerne været med til at plante Sangiovese og Vermentino Nero, så man fremover også kan lave rødvin på øen. Frescobaldis sociale arbejde strækker sig også uden for Gorgogna, for familien har desuden iværksat et samarbejde med Sollicciano-fænglset i Firenze, hvor de indsatte lærer at producere olivenolie.

Ønolog Niccolo d’Afflito i selskab med Lamberto Frescobaldi ved frigivelsen af Gorgona årgang 2020

Fængslende, forløsende vin

Af øens nuværende 70 fanger arbejder godt 20 på skift med det forefaldende arbejde i de nu tre hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, dog endnu uden certificering. Fangerne luger ud i ukrudtet, beskærer og opbinder vinstokkene, vedligeholder bladhanget og druerne og står selvfølgelig også for selve høsten. En enkelt fange er særligt trænet i at arbejde i den lille kælder på øen, hvor han under Nicolò d’Afflittos ledelse, Frescobaldis ønolog fra Castello Pomino, omdanner druerne til most. Efter endt gæring fragtes vinen omkring jul til det toskanske fastland, da man ikke kan kontrollere temperaturen i den lille kælder og heller ikke ønsker at anvende sulfitter i overmål. Vinen flaskes i juni det følgende år, og det bliver som regel til et sted omkring 9.000 flasker. Prisen ligger på godt 90 euro pr. flaske, hvilket afspejler de høje produktionsomkostninger— det er ikke en vin, man hos Frescobaldi tjener noget på, men det er som forklaret heller ikke formålet.

Den særlige økarakter fornægter sig ikke. Gorgona er en lille ø på kun knapt 200 hektarer, så der er aldrig langt til havet, som moderer temperaturen og sender salte briser op over klipperne. Gorgona hviler på forskellige sedimentære og metamorfe strukturer, skifer og kalksten, som er øverst er forvitret til mergel og ler; så det er en relativt næringsfattig jordbund med en høj grad af mineralisering, og det sætter sig igennem i vinen. Den har en særlig struktur, tekstur og masser af mineralitet.

Det er også to særlige ø-sorter, som er plantet på øens tre vinmarker. Vermentino, der er velkendt fra Ligurien, Korsika og Sardinien, men også har en vis udbredelse i Toscana, er kendt for sin friske syre og robuste krop— og Ansonica, som især er at finde på Sicilien under navnet Inzolia (og også er at finde i Toscana samt på øen Giglio i den sydligste del af det toscanske øhav) kendes for sine friske, salte og krydrede vine— og de to går godt i spænd på Gorgona, hvor de samler sig til en aromatisk dæmpet men stofligt rig vin fyldt med saftige stenfrugter, moden citrus og fine note af alt fra blomster til urter i eftersmagen. Den må være noget nær perfekt til pastaretter med fisk og skaldyr— carpaccio di gamberi, pasta alla vongole, spaghetti alla nerano… men kunne også godt gå til en spaghetti carbonana, en cacio e pepe eller bare gnocchi med smør og parmesan.

"Vores niende årgang viser også sit enestående terroir,” siger en stolt Lamberto Frescobaldi ved frigivelsen en solskinsdag i september: “Omgivet af dets dufte og smage, er her på Gorgona alt, hvad man kan ønske sig: Kærligheden til øen, menneskets kærlige opmærksomhed, håbet om et bedre liv, havets indflydelse og det helt særlige miljø, alt sammen elementer, som finder sammen og frembringe en vin, der er uforlignelig og eksklusiv, et symbol på håb og frihed. Kort sagt er den selve kvintessensen af dette hjørne af vores planet og vores projekt, et symbol, som aldrig stopper med at være spændende.”

Flaske: Gorgona 2020
Vinhus: Frescobaldi
Oprindelse: Toscana, Italien  
Druer: Vermentino, Ansonica  
Jordbund: Ler, sand, skifer
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: H.J. Hansen Vin
(øvrige sortiment)
Pris: cirka 700,-

At holde djævelen fra døren

Glem alt om hellige skrifter, vievand, hvidløg, rosenkranse og salt. Det ultimative middel til at holde alt ondt fra døren er den ærefrygtindgydende Sagrantino. Djævelsk sort men med guddommeligt levende frugt og med tanniner, ekstrakt og alkohol nok til både at bedåre, beruse og bringe dårligdomme i knæ. Druen, der har hjemme omkring Montefalco i Umbrien, har en lang tradition bag sig, selvom den nuværende tørre stilart først er blevet standarden i nyere tid. Tidligere dæmpede man druens vildskab ved at koncentrere dens sødme gennem lufttørring af druerne. Et af de historiske vinhuse, der har fulgt hele denne udvikling, og som præsterer både en fornemme udgaver i både tør og sød, er Pambuffetti-familiens Scacciadiavoli.

Helgener og munke, djævle og eksorcister

En lokal legende beretter om en mand, der boede for sig selv på en gård i udkanten af en lille landsby. Han var en særling benådet med særlige kræfter, heriblandt evnen til at uddrive det onde. En dag søgte de lokale hans hjælp til en ung kvinde, som var blevet besat af en dæmon og var ilde tilredt. Dæmonen lod sig dog ikke sådan lige uddrive, og hans vanlige kræfter kom til kort. Som en slags sidste udvej besluttede han at give den unge kvinde noget af rødvinen fra hans gård for at dæmpe hendes vildskab. Kvinden berusedes i vinen, mistede bevidstheden, og da hun kom til sig selv igen, var den dæmoniske besættelse mirakuløst overstået. Det styrkede landsbyboernes tiltro til vinens helbredende evner og cementerede mandens omdømme som eksorcist. De lokale gav derfor ham og landsstedet tilnavnet ‘Scacciadiavoli’, ‘den der driver djævlene ud’.

Vi er efter sigende on location på Azienda Agraria Scacciadiavoli lige uden for Montefalco. Selve vinhuset går dog ikke tilbage til hin middelalderlige eksorcist men til midten af 1800-tallet, hvor den fyrstelige familie Boncompagni Ludovisi fra Toscana slog sig ned på Case Vecchie ved Montefalco. Slægten stammede fra Assisi men gjorde karriere i Bologna og Rom (paven Gregor den 14.s verdslige navn var Ugo Boncompagni), før en gren vendte snuden hjem mod Montefalco-egnen. I 1868 tilkøbte de Villa La Quiete, og i 1881 grundlagde den stort tænkende Ugo Boncompagni Ludovisi (1856-1935) så et moderne vinhus efter alle kunstens regler. 100 hektarer vinmarker blev plantet mellem Foligno og Todi, og man benyttede den franske Guyot-opbinding — et særsyn i Italien på det tidspunkt — og der blev gravet vandingskanaler og konstrueret et stort vineri, il Cantinone, også efter fransk forbillede. I de følgende årtier producerede vinhuset omkring 3.000 hektoliter vin om året, især på sorter som Sangiovese og Malvasia Nera. Disse druer er stadig udbredt i området, og Sangiovese er i dag rygraden i vinen Montefalco Rosso.

Sagrantino spillede dengang kun en begrænset rolle, i århundrederne før var den især blevet knyttet til kirken og klostrene. Man må huske, hvor stor en social og kulturel rolle kirken og det kristelige dengang spillede i det daglige liv. Politisk og økonomisk var den også en magtfaktor at regne med, ikke mindst vigtig for landbruget, som var det afgørende erhverv. Montefalco hørte, som hele Umbrien, til Vatikanet frem til den italienske forening i 1861. Sagrantino, ‘den lille helgens’ skæbne var at forvandles til en mørk, rig og sødmefuld passito, som især spillede en rolle som ‘sakramente’ eller ‘hellig vin’: Søde vine var dengang særligt kostbare og afholdte, så det har ikke været en almindelig altervin eller messevin men en vin til de særlige sakramenter dåb, firmelse, bryllup og kirkelige højtider som påske, pinse og jul. Sagrantino modner sent og høstes først midt i oktober, og da druerne måtte tørres op til to måneder, kom gæringen først i gang hen imod jul. Vinen var så klar til påske, og der opstod en vis tradition for at skænke den påskesøndag. Den dag i dag er passitoen forbundet med påskemåltidet i form af krydret lammesteg, hvor kødets sødme og krydring går op i en højere enhed med vinens.

Sagrantino blev muligvis bragt til Montefalco af Fransiskanermunke engang i Middelalderen. Har den lokale helgen, den hellige Frans af Assisi, mon drukket den? Efter sigende skulle den stamme fra et sted i Lilleasien, muligvis Georgien, men det er spekulation. Navnet Sagrantino kan længst spores tilbage til 1549, da en kunde bestilte druemost hos købmanden Guglielmo i Trevi. Den første videnskabelige beskrivelse af Sagrantino stammer fra 1879— fra den umbriske ampelografiske kommission, som startede sit virke i 1875. Moderniteten var trådt ind på scenen i Montefalco og omegn, også på det daværende Scacciadiavoli.

Handel og vandel i det 20. århundrede

Amilcare Pambuffetti havde som 14-årig arbejdet for familien Boncompagni Ludovisi; og i 1954 kunne han så som 71-årig købe deres gamle gård. I mellemtiden skulle visse dæmoner dog drives ud først.

Tidernes ugunst gjorde, at Boncompagni Ludovisi måtte afhænde vingården i kølvandet på Første Verdenskrig. Da overtog den ligurisk fødte advokat Vittorio Rolandi Ricci og førte vinhuset videre. Hans senere omdømme er temmeligt blakket: Som medlem af fascistpartiet og dekoreret af Mussolini blev han idømt femten års fængsel efter Anden Verdenskrig. Han fik senere amnesti, men ejendommen blev konfiskeret, nationaliseret og siden solgt for en slik. En formildende omstændighed er, at det inden da var lykkedes ham at gøre et mindeværdigt nybrud: Som den første præsenterede han i september 1925 en tør Sagrantino på vinudstillingen i Montefalco. Det skulle et halv århundrede senere være en kunst, man gjorde ham efter.

Familien Pambuffetti i dag. Iacopo længst til venstre, Liù nummer tre fra højre, Amilcare længst til højre. Foto: Christ Filippi

Pambuffetti-familien fra Foligno etablerede sig på gården under navnet Scacciadiavoli og gjorde vinhuset til et nyt familieforetagende. Amilcare døde i 1977, hvorefter hans sønner Alfio, Settimio og Mario førte gården videre. Settimos sønner, Francesco, Carlo og endnu en Amilcare førte i tredje generation gården videre; og i dag er det fjerde generation med Liù og Iacopo, der står i front. I mellemtiden kom den tørre Sagrantino til via Adanti, Bocale og Caprai, som også hentede international opmærksomhed til det lille, landlige område af Italien. Scacciadiavoli laver en næsten arketypisk udgave af vinen; og samtidigt laver de som de eneste også tørre, mousserende vine på druen. Den gammeldags søde passito værner de også om, dertil kommer også områdets ‘almindelige’ røde Montefalco Rosso på Sangiovese, Sagrantino og Merlot. I dag hører 130 hektarer land til gården, hvoraf de 40 er vinmarker. 

Familien besidder marker med massal selektion af Sagrantino-kloner, så der er en stor diversitet blandt planterne, med klaser af forskellig størrelse og med forskellige modningstider. Det vanskeliggør selvfølgelig mark- og høstarbejdet en smule— men det er en del af jobbet for et kvalitetsbevidst vinhus som Scacciadiavoli. Velvalgte høsttidspunkter og grundig selektion samt ikke mindst nænsom vinifikation er nødvendigheder for at holde Sagrantinos diabolske sider nede og få dens indre dyder frem.

Selvom kælderen er moderne med ståltanke og temperaturkontrol, er der stadig stærke traditioner på spil. En af de oprindelige, moderne innovationer, cementtanken fra 1900, er stadig i brug. Naturen arbejder også med, moderne teknologi gør det ikke alene: Ventilation får man gennem gamle skakte i selve konstruktionen, og gravitationen arbejder i stedet for pumper: Man får druerne ind øverst, presser og gærer i midten, og lagrer nederst— et system, der er muliggjort af, at huset og kælderen er bygget ind i den bagvedliggende bakke.

Sagrantino 2015

Den tørre Sagrantino di Montefalco blev DOC i 1979 og fik i 1992 status af DOCG. Siden 2014 er navnet officielt omvendt til Montefalco Sagrantino. Ifølge forordningerne skal den have mindst 37 måneders lagring, før den frigives, og heraf skal den ligge mindst 12 måneder på træfade. Stilistisk spænder den fra meget kraftige og kraftigt fadprægede til mere frugtbetonede og knapt så krydrede versioner. I de senere år han mange i anerkendelse af stadigt stigende alkohol-, tørstof- og restsødme-indhold efterstræbt en mindre bombastisk stil. Som den nu pensionerede Amilcare Pambuffetti sagde det som formand for det lokale konsortium ved præsentationen af årgang 2015: “Vi har opnået meget, men vi skal til stadighed udvikle os.”

Scacciadiavolis stil placerer sig moderat mellem moderne og traditionalistisk: De ønsker at bevare Sagrantinos stærke signatur, dens tanninstruktur og intense frugt, men vil samtidigt mildne og modne den med lang lagring på store fade og på flaske, så den fremstår fremkommeligere og venligere. Årgang 2015 er således allerede nu ganske drikkemoden— omend man skal holde af fast strukturerede vine! Det var en solrig og ret lun årgang, hvor frugten modnede fuldt ud, og man kan forvente vine med stor fylde.

Scacciadiavoli Montefalco Sagrantino 2015 er en duftende, frugtig og krydret Sagrantino med fast tanningreb og ungdommelig frugt. Violer, blåbær og blå blommer i duften, og sorte kirsebær, solbær, brombær og svesker i smagen, der runder af med en smule lakrids og friskkværnede kaffebønner. Som altid robust fylde, stringent syre og fine tanniner. Det gør den mere end velegnet som bøfvin— for tiden grillvin— men til alskens italiensk kost med kød, tomater, linser, bønner og lignende vil den kunne stå sin prøve. Holder man af de mere mørke og udviklede noter, kan den sagtens klare fem-ti år i kælderen.

Scacciadiavoli importeres af Umbria Vine på Fyn, det danske Umbrien, og i deres portefølje findes også Le Cimate og Colle Ciocco, to andre traditionstro og familieejede huse i Montefalco, og begge huses vine er værd at stifte bekendskab med.

Flaske: Montefalco Sagrantino 2015  
Vinhus: Scacciadiavoli  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Drue: Sagrantino  
Jordbund: Ler, sand
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15,5%  
Importør: Umbria Vine
Pris: 225,-