Chiusa di Pannone

Filippo Antonelli er søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat. Advokatfamilien fra Spoleto slog sig dog siden ned i San Marco, der ligeledes ligger i Montefalco området nær Perugia i Umbrien. Familiegården, som oldefaren Francesco overtog i 1881, var et arvestykke, man desuden tog til sig. Som den første formåede Filippo dog at bryde den sociale arv, da han valgte agronomi som sit studie og fuldgyldigt helligede sig familiegården og selv tog ansvaret for vinproduktionen. "Færre penge, flere fornøjelser" som han selv vælger at formulere det. Arbejdet koncentrerer sig om de lokale sorter som Grechetto og Trebbiano Spoletino og ikke mindst Montefalcos stolthed, den ærefrygtindgydende Sagrantino, der giver sorte, intense og yderst tanninrige vine. Antonelli San Marco har flasket deres egne vine siden 1979, og under Filippos ledelse er alle vinene certificeret økologiske siden 2012.

En særlig fornøjelse er enkeltmarksvinen Chiusa di Pannone, der kommer fra en indhegnet parcel af samme navn i mere end 400 meters højde. Her vokser 2,7 hektar Sagrantino stokke af husets egen massale selektion, plantet i 1995, på en sydvendt skråning med særligt kalkholdig lerjord. Det forlener den ellers så karske og strenge Sagrantino med en finesse og balance, som man sjældent ser. Den første vin kom på flaske i 2003, og år for år viser den mere og mere potentiale.

Chiusa di Pannone 2010 er smukt sortrød i glasset, duften er æterisk og dyb af sursøde kirsebær og et lille pust cigarrøg. Saftige kirsebær går igen i smagen i selskab med skovbær og sortebær, en smule sveske og lakrids. Det saftspændte toner dog hurtigt over i det ørkentørre, for de fineste tanniner står i kø for at stramme op, og vinen bevæger sig ud i krummelurer af krydderurter, hø, tobak, tjære og diesel. Intensitet, stringens og kompleksitet er nøgleordene, og balancen holder virkelig flot. Den smager eminent for sig selv, men de fleste vil grundet tanninstrukturen nok foretrække at spise noget til.

"Sagrantino må man vente på, den har brug for tid. Der går som regel ti år, før den for alvor begynder at blive sjov at drikke" slår Filippo Antonelli fast; og sandt er det, at denne vin sikkert kun vil blive bedre af ti år mere på flaske. Årgange som 2009 og 2006 er allerede en smule mere tilgængelige og mere åbne.

Vinen er spontangæret på store træfade, tre til fire ugers maceration, malolaktisk gæring følger. Den lagres først på letristede 500 liters egetræsfade et halvt år, så to år på 25 hektoliters egetræskar, sidst et halvt år i glasbelagte cementtanke. Flasket ufiltreret, en naturlig sedimentering foregår undervejs. To års flaskelagring før frigivelse.

Det er den mere udprægede kølighed og den særdeles kalkholdige ler, grus og konglomerat, der mildner udtrykket og giver den særligt ranke og raffinerede karakter i Chiusa di Pannone. Dens beliggenhed en halvt hundrede meter højere end husets øvrige - og i øvrigt højt beliggende - vinmarker sørger for lidt lavere temperaturer. Jordbunden stammer tilbage fra den pleistocæne epoke, der med sine høje vandstande efter istiden skabte de såkaldte syndflodsaflejringer. Rækkerne på Chiusa di Pannone følger markens eksposition mod sydsydøst, og beplantningstætheden er høj: 2,5 meter mellem rækkerne, og 0,8 meter mellem hver plante - samlet set cirka 5.000 planter pr. hektar. Udbyttet holdes nede omkring 30 hektoliter pr. hektar. Deraf også den flotte koncentration i frugten. En udfordrende, spændende og delikat vin.

Flaske: Chiusa di Pannone 2010  
Vinhus: Antonelli San Marco  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på træfade, fire ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade, cementtanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Vinolo  
Pris: 420,-  

Apotekeren og lindetræerne

In medias res

Man kan uden videre stå over for en skelsættende skillevej i sit liv. Den 23. juli 1981 døde Giuseppe Manferrari, faren til den i dag berømte italienske vinmager Nicola Manferrari, pludseligt. Få måneders senere måtte den unge Nicola hovedkuls kaste sig ud i høsten på familiens vingård Borgo del Tiglio og selv tage ansvaret for vinificeringen. Ansvaret for at få vinen i hus og holden familiens økonomi oven vande hvilede på hans skuldre. Kort tid efter besluttede han sig for at forlade sit job som apoteker og fuldgyldigt hellige sig familieforetagendet i Collio.

En indledningsvis tøven behøver ikke betyde et langsigtet vægelsind. Tilskyndet af sin mor Thea tog Nicola Manferrari ikke blot opgaven på sig, han gjorde en dyd af nødvendigheden og gik helhjertet ind i sit nye virke og satte undervejs sit eget tydelige præg på foretagenet. Med sin faglige baggrund som farmaceut havde Nicola Manferrari eminente forudsætninger for at forstå de tekniske sider af vinmagerkunsten på trods af, at han hverken var uddannet agronom eller ønolog. Og omvejen til vinmageriet gjorde, at han fik tænkt sine målsætninger grundigt igennem.

Manferrari er perfektionist til fingerspidserne og laver uden tvivl nogle af Italiens bedste hvidvine. Borgo del Tiglios vine er noget for sig men samtidigt eminente udtryk for druesort, oprindelse og tradition; og samtidigt kan de vække mindelser om både hvid Bourgogne og om stor hvid Bordeaux. Det indfriede mål er delikate, balancerede og komplekse vine med identitet og karakter; og ikke mindst vine, der skal kunne gemmes og udvikle sig over lang tid. Paradeeksemplet er Studio di Bianco, hvidvinsstudiet, som er Manferraris egen fortolkning af en klassisk Collio Bianco.

Borgo del Tiglio ligger lige i udkanten af byen Brazzano midt i Collio området, bakkelandet midt mellem Alperne og Adriaterhavet i det nordøstligste Italien. De snørklede bakkedrag dækker over en jordbund af mergel med lag af sandsten, en særlig jordbundstype lokalt kendt som ponca, videnskabeligt under den tyske term flysch, mestendels den lokale type flysch di Cormons.

Borgo del Tiglio, løseligt oversat "borgen ved lindene", er det traditionelle navn for familiens gamle ejendom. Lindetræet er sagnomspundet på grund af sit lange liv, dets duftende blomster, som bierne omsætter til aromatisk honning samt dets særegne ved, velegnet til træsnit - faktisk er gården gengivet som sådant på etiketterne. I dag dækker Borgo del Tiglio i alt 16 hektar, heraf 9 hektar beplantet med vin, fordelt på tre separate besiddelser: Podere di Brazzano, Podere di Ca’ delle Vallade og Podere di Ruttars. Druesorterne er Friulano, Malvasia, Chardonnay, Sauvignon, Riesling og Verduzzo foruden rødvinsdruer som Pignolo og Merlot. Hjertebarnet er sorten Friulano, der tidligere var lokalt kendt som Tocai. Det navn fik med Ungarns indlemmelse i EU endelig dødsstødet, da sorten intet har at gøre med den navnkundige ungarske vin Tokai. Manferrari er, som så mange andre vinbønder i Friuli, ikke helt tilfreds med den beslutning, og omtaler konsekvent stadig sorten som Tocai. Tilfreds er han imidlertid med dens vine; og husets anden topvin er da også fra gamle Friulano stokke på enkeltmarken Ronco della Chiesa.

Terroir, typicitet og trends

Nicola Manferrari udtrykker sig både filosofisk og poetisk om sit arbejde i marken og kælderen - og når han er i gang, taler han gerne længe og vedholdende. Og det er ikke kun manden selv, der tager sig god tid. Som mageren, så vinen: Borgo del Tiglios vine kræver fordybelse, mens man drikker dem, og tålmodighed inden, for de må gerne lagres på flaske i adskillige år for at udvikle sig til deres fornemmeste form.

Målsætningen har fra begyndelsen været store og langlivede vine - men vine, der trods den mere moderne og fransk-inspirerede vinificering skulle forblive tro mod de lokale forhold - druer, jordbund, mikroklima. En vins storhed ligger nemlig i at være sig selv. "Hvad jeg vil opnå, afhænger af vinmarken. Så jeg prøver at samarbejde med marken for at den kan komme til udtryk."

Manferrari uddybder sin metodiske tilgang: "For det første skal du kende din vinmark meget godt. Du skal undersøge jordbunden, forstå dens potentiale. For det andet skal du organisere vinplanten, sådan at den vokser og producerer de bedste druer. Det er en serie af handlinger, du skal igangsætte for at opnå målet, de bedst mulige druer. Det ses i farverne på planten, på bladene, på druerne. Du kender sortens karakteristika, men du skal også tage højde for, at i dette terroir bliver den måske anderledes, fordi terroiret også har sine karakteristika. Det giver interferensmønstre. Og det må også have konsekvenser for vinificeringen."

En i de senere årtier med Collio associeret trend som orangevin giver han imidlertid ikke meget for. Traditionen med at lade de grønne druer gære med skallerne og resultere i en vin med orangeskær i glasset og tanninstruktur i munden anser han for et fejlgreb: "Det udvisker terroir og sortskarakteristika" er udmeldingen.

Det er der selvfølgelig delte meninger om. Men Manferraris tanker om kvalitetens tilbliven i marken snarere end i kælderen er der dog almen konsensus om. Det tydelige aftryk fra terroir og druesort - og ikke mindst vinens balance - er alt sammen noget, der foregår i markerne. Han forklarer - med inspiration fra François Champagnols værk Physiologie de la Vigne:

"Vin er en klatreplante: Det er en plante, der er udviklet til at klatre så hurtigt som muligt til træets top, da den har brug for en masse lys for at kunne sætte druer. Så det, vi gør med vinplanten, er egentlig meget unaturligt, for den er ikke lavet til det. Vi har opfundet opbinding og beskæring for at få en plante på blot 1,5 meters højde. Naturligt kan den blive 10-20 meter lang. Det skaber selvfølgeligt ubalancer i planten. Og at få planten tilbage til en naturlig tilstand, at få den til at have det, som den normalt ville have det, er en meget indviklet opgave."

"Det, planten forsøger, er at komme tilbage til sit gamle system og at formere sig så hurtigt som muligt. Plantens mål er at skabe druer: Druer, der er attraktive for dyr, der kan sprede kernerne, og som i vinstokkens tilfælde mestendels er fugle. Derfor skaber planten smage i druerne, der er appetitvækkende for fuglene. Men i perioden før druerne modner, giver moderplanten også de modsatte smage i bærrene, bitterstoffer, der ikke attraktive. Bitterhed bryder dyr sig ikke om, det signalere fare. Så så længe planten lægger det i druerne, vil dyrene holde sig væk."

Manferraris mål er altså at få den samme fysiologi i planten og druerne som i den frie, oprindelige natur. Dermed mener han at kunne opnå de dufte og smage i druerne, som er attraktive for dyrene - såvel fugle som mennesker.

Et studie i hvidt

Temmeligt prosaisk bærer topvinen navnet Studio di Bianco, hvidvinsstudiet; men herefter hører det prosaiske også op. Når han skal forklare meningen med denne vin, citerer Manferrari den italienske poet Gabriele d'Annunzios digt "La pioggia nel pineto" ("Regnen i nåletræsskoven"), hvor regnen i skovens dybe, stille ro drypper sin vej gennem nålene og ned til underskoven, og en dis danner sig, hvor vandets duftløshed forvandler sig til duft med lyngbuskens, myrtens og enebærtræets knitren under dråberne. "Jeg vil gerne dele disse dufte og smage fra Middelhavsområdet for at fremkalde dette unikke miljø og skabe glæde ved det kloden rundt gennem mine flasker," fortæller Manferrari.

Hvor det faktuelle sprog kommer til kort, kan billedsproget vise vejen. Intet kan dog stå i stedet for oplevelsen selv; men heldigvis kan den deles. "Duftens og smagens sprog er, som lyde og farver, et universalt sprog, menneskehedens fælleseje," fortsætter han. Det er samme sære forhold mellem sproget, den direkte sansning og naturen, som Inger Christensen på dansk har søgt indkredset i sit poetiske essay Silken, rummet, sproget, hjertet: "Sig ordet silke, og det forsvinder med lyden, men dine sansninger, din erindring og viden kaster et ekko tilbage. Skriv det på et stykke papir, og det bliver stående ubevægeligt, men dine tanker og følelser er allerede på vej til de fjerneste kroge af verden [...] Prøv bare at glemme ordet silke, og du bliver mindet om det, næste gang du ser sommerhimlen, et kronblad eller..." (Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden, s. 23.)

Manferrari eksperimenterede i flere år midt i firserne med et blend til den perfekte hvidvin; og Studio di Bianco er resultatet af anstrengelserne. Triaden af Friulano, Sauvignon og Riesling høstes og gæres først hver for sig i 250 liters egetræsfade, hvorefter vinen hviler på gærresterne og gennemgår malolaktisk gæring på fade af samme størrelse. Kælderen er indrettet i flere lag, så der kan arbejdes udelukkende med tyngdekraftens hjælp ved omstikningen. Manferraris holdning til filtrering og sulfitter ligger i forlængelse af hans holdninger til orangevin: Ikke at benytte en afstemt mængde sulfitter ville være at sætte vinens liv over styr og ikke at respektere terroiret.

Blandingsforholdet varierer en smule med årgangen men er generelt godt 50% Friulano, 30% Sauvignon og 20% Riesling. Den sent høstede og derfor meget modne Friulano har fuldt udviklet aroma og tekstur men savner struktur, da syren falder drastisk proportionelt med modenheden. Det udbedres til gengæld af såvel Sauvignon som Riesling; og snarere end at ryge i totterne på hinanden, åbner de to distinkte divaer armene og omfavner hinanden.

Studio di Bianco er en elegant og kompleks hvidvin, struktureret og kompakt de første år, hvorefter den sagte folder sig så ud med stor skønhed: Duft af hvide blomster, moden stenfrugt og grønne urter; og en cremet men syrlig smag af ferskner, ananas, pinjekerner, harpiks, akaciehonning og vanille. En betagende balanceakt med virkeligt velafstemte små efterklange - mandler, radicchio, olivenolie, brunet smør, røg, flint, petroleum, ferskensten, rosmarin, citrusskal. Det er musikalsk og symfonisk. Andanten fra Mozarts 23. klaverkoncert svæver i baggrunden.

Flaske: Studio di Bianco 2008  
Vinhus: Borgo del Tiglio  
Oprindelse: Friuli, Italien  
Druesorter: Friulano, Sauvignon, Riesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Distinto  
Pris: 649,-  

Muse, fortæl mig om manden...

Her er hovedpersonen ikke en blind digter, heller ikke en helt fra hine tider, men en visionær vinbonde fra vor egen: Den umbriske Homer, Omero Moretti, fra vinhuset af samme navn i Montefalco. Huset blev grundlagt i 1920 af bedstefaren Domenico Moretti, og Omeros rejse mod vinen begyndte med familiens olivenlunde, som længe har givet frugt til nogle af Umbriens mest roste olivenolier; og siden slog han sig på vinen med lignende succes som følge. Hans far Giuseppe lavede vin i det små og solgte i bulk, og Omero slog større brød op og begyndte at sælge på flaske.

Bag enhver stor mand står som bekendt en kvinde, og Omeros hustru Daniela har som en anden Penelope også vævet et vigtigt aftryk ind i vingårdens historie. Som uddannet sygeplejerske var hun bekymret over de sprøjtegifte, som var og er en del af konventionelt vinbrug. Så på hendes tilskyndelse omlagde han fra vinbrugets begyndelse til økologisk dyrkning i 1992— til gavn for hele familien, naboerne og ikke mindst forbrugerne.

Den økologiske tilgang er helhjertet men kræver også hjerteblod. Sagrantino modner meget sent, så sent som sidst i oktober kan den stadig hænge på vinstokken; og så langt inde i efteråret er fugt, tåge og regn risikomomenter, man ikke kan ignorere uden svære konsekvenser. Økologisk dyrkning er på disse kanter et vanskeligere og dristigere foretagende end mange andre steder; men familien Moretti viser, at det er muligt og forsvarligt. De søger så vidt muligt at styrke stokkenes naturlige modstandsdygtighed mod sygdom ved at vedligeholde dem nøjsomt i forhold til vækst, bladhang og druesætning. I vanskelige dele af sæsonen tyer de til kobbersulfat, som kan forhindre udviklingen af seriøse svampesygdomme.

En anden vigtig kvinde på gården er datteren Giusy, der i dag tager aktiv del i fremstillingen og især formidlingen af husets vine. Hun er oprindeligt uddannet arkitekt men hjemfalden til bakkerne omkring Montefalco; markerne med Sagrantino, Sangiovese, Grechetto, Trebbiano Spoletino og Malvasia di Candia; og olivenlundene med Murajolo, Frantoio og San Felice. Glemmes skal heller ikke bedstemoderen Quinta, som sammen med Giusy og hendes søster Lucia her giver gode råd til maden til vinen.

Giusy og Omero Moretti iført traktor og Sagrantino

101% Sagrantino

Det bliver til en lang række forskellige vine, men husets topvin er uden tvivl fra enkeltmarken Vignalunga, en aflang mark lige ved siden af vingården, genplantet omkring årtusindeskiftet. Nok er det unge stokke, men mosten holdes koncentreret gennem lave udbytter, og det nuværende produkt lover flot for fremtiden. Det er rendyrket Sagrantino i al sin magt og vælde. Den fremstilles desuden kun i særligt gunstige år, hidtil 2006, 2010 og 2012. Druerne høstes midt i oktober fra de fine rækker på de lerholdige, grønne jorde (5.000 stokke pr. hektar) og udbyttet holdes lavt (25 hl pr. hektar).

Der er en intens og koncentreret frodig frugt i denne vin, men man må give tid for at få den fremkaldt og i fokus. Som al anden stor Sagrantino er længere tids lagring og god tid i glasset en fordel. Når det er sagt (og gerne gjort), så er Vignalunga venligheden selv. Brombær, cigarkasse og røg kommer i møde i duften, og en saftig brombær- og kirsebærsmag følger trop - og så et opbud af tanniner, der nok kan tørre Stillehavet til Sahara, men fine er de, og sammen med svesker, dadler og kakao bliver cigaren fra før til aske i eftersmagen. Intens og stringent rødvin men med luft og tid mildner den og åbner for kompleks dybde. Spontangæret, godt tre ugers maceration, seks måneder på bundfaldet, to år på franske tonneaux, et halvt år på flaske i kælderen før frigivelse; og derefter så mange år på flaske, man nu synes.

Flaske: Vignalunga 2012  
Vinhus: Moretti Omero  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Niche Vine  
Pris: 450,-  

Krukkeri i Romagna

Vingården Tre Monti i Italien 2013: Vittorio Navacchia havde netop vist sin far Sergio, hvor i haven, han havde tænkt sig at grave sin nyerhvervede georgiske amfora ned. Så tog han på forretningsrejse.

Da han kom hjem til vingården i Imola, stod der et træ plantet på selvsamme sted. Faderen kunne forklare, at han længe havde udset sig netop det hjørne til et bestemt træ. Som det mest naturlige i verden, og man må forstå, at under åben himmel trumfer træer lerkrukker til vinfremstilling. 

Det ville være en forenkling at se dette lille sammenstød som en konflikt mellem en ny generations forsøgsvillighed og en ældre generations traditionsbundethed. Det godmodige drilleri var nok snarere et partsindlæg i en fortsat forhandling om den bedste brug af Romagnas rige landbrugsjord og mangfoldige vintraditioner. Der er divergerende meninger om, hvad der skal satses på fremover.

Men hvad har georgiske lerkrukker i det hele taget at bidrage med til italiensk vin? Vittorio havde i 2012 fået idéen fra en lokal restauratør, efter han igennem længere tid havde ønsket at fremstille en langtids-skindfermenteret udgave af den lokale Albana-drue. En forbindelse i Georgien gjorde erhvervelsen af en af de traditionelt håndlavede qvevrier mulig. Flere små benspænd forhalede dog projektet. Den først ankomne qvevri havde ikke overlevet transporten med skallen i behold, der var slået skår i krukken ved ankomst. Faderens sabotage førte også til en ommøblering i kælderen, da Vittorio siden besluttede sig for at have sine qvevrier stående der. Først i 2014 kom den første høst af hele Albana-druer i lerkrukken, hvor de mæskede sig i adskillige måneder. Navnet på vinen blev Vitalba.

Var det så anstrengelserne værd? Det smager i hvert fald godt. Resultatet er et ret rent drueudtryk - upåvirket af træfade og moderne vinifikationsmetoder. Albanas modne fersken- og abrikosduft og -smag slår igennem i en fyldigere og mere bidefast udgave, velegnet til mad med sine tørre tanniner og lette restsødme. Albana er altså ganske genkendelig, og samtidigt er der noget umiskendeligt georgisk over vinen. Det smager faktisk af tradition.

En qvevri er en skrøbelig sag, og vejen fra Georgien til Italien er lang. Vittorio Navacchia med sin først erhvervede og desværre skårslagne qvevri. De næste tre kom heldigvis intakte i hus

Anderledes Albana

At gære Albana med drueskallerne er intet nymodens påfund. Den traditionelle stil i Romagna et par generationer tilbage var faktisk med maceration, så tanninstrukturen kunne balancere druens naturlige sødme og parfume og gøre den velegnet til bordets glæder. Det ændrede sig med modernisering i vinproduktionen og ikke mindst nye vinlove.

Albana er en ret aromatisk druesort, der modner sent og let angribes af ædelråd. Den har derfor især opnået anerkendelse i den søde passito-udgave. En mere moderne og tør udgave er den vanligste nu, men man finder også halvtørre og halvsøde udgaver foruden spumante. Albana di Romagna blev godkendt som DOC i 1967 og opnåede som første hvidvin i Italien status af DOCG i 1987. En uberettiget beslutning mente mange dengang; og den dag i dag er der ikke mange uden for Italien, der har førstehåndskendskab til disse vine. Men de bedste Albana vine hører ikke desto mindre til blandt Italiens mest autentiske og interessante hvide specialiteter, og der findes en pæn række mere end udmærkede producenter.

Romagnas hvide specialitet er en meget gammel druesort, hvilket bevidnes af dens slægtskab med andre ældre italienske sorter, dens vide udbredelse, mange forskellige kloner og en lang række af lokale navne. Man finder Albana viden om i Romagna, og tidligere var den udbredt flere andre steder i det centrale Italien. Genetiske undersøgelser har desuden slået fast, at den sjældne korsikanske sort Riminese er en klon af Albana. Navnet hentyder sandsynligvis til Colli Albani syd for Rom, en mulig oprindelse for druen, der af nogle formodes at være dyrket tilbage til romersk tid. Sorten har usædvanligt lange klaser med kuglerunde druer, der antager en ravgylden farve ved fuld modenhed.

Tre Monti fremstiller også en ganske glimrende tør, hvid Albana fra marken Vigna Rocca. Den flyder let, har en pirrende syrlighed og delikat duft og smag af mandarin og abrikos. Andre klassiske eksemplarer af tør, hvid Albana leverer Fattoria Zerbina, Gallegatti og Giovannini. Og alene om at arbejde med udvidet skindkontakt er Tre Monti ikke. Leone Conti arbejder med flere af Romagnas autoktone sorter og har tre igangværende projekter med Albana. Progetto 3 er en skindfermenteret Albana med fire måneders maceration, tæt af alskens modne stenfrugter, mens Progetto 1 og Progetto 2 repræsenterer henholdsvis den søde stil og den tørre; og Ca' di Sopra laver Sandrone, en pikant tør hvidvin med tre ugers skindkontakt, saftig og stringent med modne æbler, ferskner og mango.

Hårdt arbejde i kælderen. To gange dagligt trykkes låget af drueskaller ned i mosten under gæringen. Årgang 2017 undervejs

I dag har Vittorio Navacchia tre qvevrier til sin Vitalba, og produktionen er udvidet fra godt 600 flasker til 2.800. Disse krukkede vine udgør blot en dråbe ud af husets samlede produktion. Vittorio driver til dagligt Tre Monti med sin bror David. Begge var omkring akademiske studier før vinen kaldte dem tilbage ved moderen Theas død i 1989. Hun havde med sin mand Sergio drevet gården siden 1960'erne, og vinhuset indviede de i 1974. Allerede tidligt gjorde huset sig bemærket ved sin satsning på lokale sorter, gamle opbindingsmetoder og tæt beplantning. Imola har ret rige lerjorde, af og til mere sandede, af og til mere kalkholdige, men velegnede til både Sangiovese og Albana, som huset har fokuseret på. Siden 2014 har de været økologisk certificerede, og de har introduceret en række vine uden tilsatte sulfitter. Næste projekt i støbeskeen er en pet nat på Albana.

Den georgisk inspirerede vin er nu en fast bestanddel af repetoiret. Druerne høstes relativt sent, hvorefter de afstilkes og gærer spontant i amforaerne. 90 dages maceration har Vittorio justeret det ned til, i begyndelsen af gæringen under daglige omrøringer. Der er ingen temperaturkontrol eller andre forsøg på at regulere processen, dog tilsættes en mindre mængde sulfitter efter endt gæring.

Vitalba 2015 åbner med en rig duft af modne æbler, ferskner og abrikoser, stor frodighed. Smagen samler sig om tørrede abrikoser med en flot balance mellem gribende syre, fine tanniner, blød restsødme (godt 10 gram pr. liter) og milde bitternoter. Havtorn, kandiseret orangeskal og friskkværnet peber i eftersmagen. Fyldig, frugtig, ret sammenhængende og harmonisk. Tanninerne forhindrer heldigvis ikke større slurke.

Den yngre årgang 2016 er mere blomstrende i sin duft og smagen selvsagt endnu friskere og spændstigere, omend tanninerne endnu fremstår rå. I den ældre årgang 2014 viser en vis modenhed sig til gengæld allerede: Duften er mere i retning af moden kakifrugt og ristede kastanjer. Sin fylde og syre-sødme-balance beholder vinen, men den flotte ferskenfrugt er aftaget. Tobak, tørrede krydderurter og søde krydderier titter i stedet frem i hjørnerne. Det tegner godt for fremtiden.

Flaske: Vitalba 2015  
Vinhus: Tre Monti  
Oprindelse: Emilia-Romagna, Italien  
Druesort: Albana  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre måneders maceration  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Pris: Cirka €20