Viewing entries in
Italien

Ud af sit gode skind

Comment

Ud af sit gode skind

Respekt! Det er sjældent, ikke kun i vinverdenen, at man får en helt ny og fuldkomment anderledes oplevelse. Endnu sjældnere endda, hvis overraskelsen ikke blot er positiv men ligefrem fremragende. Ord som fund eller aha-oplevelse dækker ikke helt, der skal højtideligere termer i spil, såsom åbenbaring eller omvendelse. Sådan har jeg det i hvert fald med mine første oplevelser med orangevinene fra Radikon: Fascinerende eksempler på, hvordan noget nyt og ukendt kan tage form ud af noget gammelt og velkendt og give smagsoplevelser langt ud over det sædvanlige. Den slags kommer kun til verden, når dygtige mennesker tør træffe modige beslutninger og gå andre veje.

Stanko Radikon, der døde sidste år den 11. september, var et sådant menneske. Radikal fornyer af den friulanske vintradition og ikonisk vinbonde i naturbevægelsen. Han havde sans for det væsentlige i livet og ikke mindst god smag, og begge dele var med til at gøre ham til en af tidens vigtigste vinmagere, sammen med hans mod på store omkalfatringer. Radikon var en af ophavsmændene bag orangevinens genopfindelse i Friuli; en af Italiens tidlige fortalere for et farvel til sprøjtegifte i markerne og tilsætningsstoffer i kælderen; medstifter af ViniVeri og dermed en mand hvis indflydelse nu har gjort sig gældende i hele verden. Gennemgribende forandringer og en omsiggribende indflydelse, der i nogen grad stod i kontrast til mandens hjemstavnsbinding, milde gemyt og store beskedenhed.

Inden sin alt for tidlige død kunne Radikon altså allerede se tilbage på et betydeligt livsværk: En revurdering af Ribolla Gialla, relancering af lang skindkontakt i hvidvine, succes med minimalistisk kælderarbejde, omlægning til økologisk dyrkning - og ikke mindst selve værket, en række vine i absolut særklasse. Karakteristisk underspillet erklærede han sig nogenlunde tilfreds. Hans ånd lever videre i vinhuset, der drives videre af familien med sønnen Sasa Radikon i spidsen.

Stanko (C) Radikon.jpg

Oplevelsen, som Stanko har givet videre til verden, og som bliver stærkt stående: Man når knapt at få næsen i nærheden af glasset, før man har fået færten af, at der er noget helt særligt i gære. Vinens farve antyder selvfølgelig, at der er noget andet end almindelig hvidvin i vente, men den forbereder ikke på den indtagende, overvældende duft, som folder sig ud allerede fra første indånding: En vifte af abrikos, pastinak, kantarel spreder sig ud og hvirvler krydderurter, lakrids, læder, røg, muld, hyben og citrusfrugt med sig op. Svævende, intens, dyb, kompleks. Det kan give både løftede øjenbryn og gåsehud. Duftens fylde og dybde sætter til gengæld forventninger til smagen, udfriet af den mættende mundfornemmelse, livlige struktur og de vilde smagsnuancer. Det kan være en særlig, næsten salig, oplevelse, at drikke Radikon første gang - hvis man ikke finder det for outreret.

Radikons vine er overraskende og kan være overrumplende for uvante ganer. Det skyldes især den særlige måde, de bliver til på. Først og fremmest er det vine på grønne druer, der gærer sammen med drueskallerne, som ikke skilles fra mosten før måneder efter presningen. Gæringen foregår spontant med den på skallerne naturligt forekommende gær, og den efterfølgende, lange fadlagring overflødiggør klaring og filtrering. Tørstoffer bundfælder af sig selv, og med tiden iltes og modnes vinen stille og roligt. Sulfitter tilsættes ikke. Naturvin med stort N. Resultatet er lige så langt fra moderne vinmageri som metoderne, og motivationen til at forfølge denne kurs forstår man nok først, når man har duftet, smagt, sanset vinen.

Opskriften på Radikons Ribolla opsummerer et livsværk: Ikke bare et livtag med at lave sin egen slags vin men også med at genoplive en hel tradition. Den ædle gule Ribolla. Den grønne filosofi.  Lang gæring med de tykke skaller i åbne trækar. Intet tilsat, intet fratrukket. Lang lagring på store fade. En ny flasketype. Lang flaskelagring. Hvordan landede det der?

 

Acta Radikonorum

Det var Ribollaen, der satte det hele i gang. Denne druesort, hjemmehørende langs Adriaterhavets nordlige kyster, har historisk været hoveddruen i store dele af Friuli og senest haft sin højborg omkring Oslavia, en lille landsby i området Collio nær grænsen til Slovenien, og hjemsted for Radikon-familien.

"Ribolla er vores hjemlige sort, der har tradition i området og leverer fremragende resultater her. Min oldefar plantede Ribolla i Oslavia lige efter Første Verdenskrig, og siden da har den været del af vores familie" fortæller Sasa Radikon.

Den gule Ribolla, eller rumena Rebula som slovenerne kalder den, er virkeligt dybt gul, spættet og med meget tykke skaller. Skaller, der dels gør den modstandsdygtig mod sygdom, dels vanskelig at presse. En måde at omgås problemerne ved presningen er at lade skallerne stå i blød en tid efter første presning. Samtidigt frigives duft-, smag-, farve- og tørstoffer i mosten og forvandler den ellers lette og alt-for-almindelige Ribolla til en mørkere og mere karakterfuld most med modstandkraft overført fra de beskyttende skaller, først og fremmest i form af tanniner. Det er et greb tilbage til "den slovenske vinstil" som beskrevet af munken Matija Vertovec i bogen "Vinoreja sa Slovenze" fra 1844, en bog om Sloveniens traditionelle vinbrug, der blev genopdaget for få årtier siden.

Franz Mikulus, Sasa Radikons oldefar og Stanko Radikons morfar, grundlagde vinhuset, som det står i dag. Efter Første Verdenskrigs omfattende ødelæggelser beplantede han de omkringliggende marker med Ribolla Gialla og andre afgrøder. Blandet landbrug var familiens levebrød, vinen var mestendels til eget forbrug fra det ene år til det næste; og da der hverken var midler til - eller brug for - at anvende sulfitter og andre vinbehandlingsmidler, fremstilledes vinen i det store og hele som noget, vi i dag ville rubricere som en slags naturvin og orangevin: Mikulus benyttede udblødningen (maceration) til at udtrække stoffer fra drueskallerne, der skulle virke som naturlige konserveringsmidler.

I 1948 giftede Franz Mikulus' datter Sofia sig med Edoardo Radikon, og de to overtog driften af familiegården. Edoardo blev en driftig vinbonde, og i de følgende årtier fulgte tidstypisk tilplantninger med Tocai Friulano, Pinot Grigio og Merlot. Produktionen organiseredes og moderniseredes stille og roligt, og man begyndte at sælge store dele af vinen i bulk til lokale restauranter. I samme tidsrum begyndte en større vækkelse i friulansk kvalitetsvin at røre på sig.

Sønnen Stanislao, af alle altid omtalt med kælenavnet Stanko, tog tidligt del i arbejdet med vinen. Han begyndte overtagelsen af vinbruget som ung mand i løbet af 1970'erne. Her giftede han sig også med Suzana Saksida, som siden blev mor til Savina, Sasa og Ivana. Markarbejdet blev intensiveret - tæt beplantning, grundig opbinding og beskæring samt sen høst og grundig selektion sikrede perfekt modnede druer. Nye tiltag i vinhuset var ståltanke og mere moderne kælderteknologi samt tappeudstyr: Stanko var målsat på selv at flaske husets egne vine, vine af højeste kvalitet. I løbet af 1980'erne introduceres også lagring på barriques. Vinhuset Radikon, der ellers aldrig havde vækket opsigt uden for området, begyndte at gøre sig bemærket i den større verden.

Sasa Radikon i Ribolla Gialla-marken lige bag familiens gård i Oslavia 

Sasa Radikon i Ribolla Gialla-marken lige bag familiens gård i Oslavia

 

Naturen og traditionen

Allerede på dette tidspunkt bekymrede Stanko Radikon sig over de store mængder sprøjtemidler, som blev brugt i konventionelt vinbrug, og han orienterede sig i en stadigt mere økologisk retning. "Jeg anvender ikke pesticider, om det så skal koste mig afgrøden" skal han have sagt. Oprindeligt var det tanken at opnå certificering på et senere tidspunkt, en tanke der dog måtte se sig tilsidesat for at koncentrere sig om selve det naturnære arbejde. Praktisk økologi var vigtigere end økologisk certificering: Naturlig grønning mellem vinstokkene og forsøg på at reducere brugen af kobbersulfat i markerne ved udskiftning med naturlige stoffer som propolis. Tanken om en ren natur forplantede sig fra marken til kælderen med tanken om et renere naturprodukt og flere forsøg på at reducere tilsætningen af sulfitter til vinen. Slet og ret for at finde ud af, om man kunne klare sig med mindre eller helt uden. De første forsøg gav dog ikke de ønskede resultater: Vinene viste sig ikke synderligt stabile, og husets Tocai årgang 1991 gik helt tabt. Samtidigt opnåede man dog hæder for de øvrige vine, som trak opmærksomhed på grund af deres store renhed og intensitet.

Alt gik godt, og alligevel manglede der noget. Radikon mente ikke, han fik det meste og bedste ud af sine druer. Sauvignon havde succes, men den lokale stolthed Ribolla klarede sig skidt i sammenligning. Og skønt Radikons eksemplarer udmærkede sig ved andet og mere end de friske men neutrale og minimalt aromatiske vine, som druen ellers stod for, nagede en mistanke: Er det virkelig alt, hvad den har at give? Det benægtende svar på spørgsmålet skulle søges forklaret i den negative indflydelse, som moderne vinifikationsmetoder havde gjort for sorten.

Friulansk vin gennemgik en sand kvalitetsrevolution i årtierne efter 1950'erne. Maceration som tradition forsvandt sammen med de gode gamle dage, da ny teknik vandt indpas sammen med en ny tids smag for klare, lyse, friske og frugtige hvidvine. Radikon, Collio, hele Friuli blev prima eksponent for stilen - rene hvidvine med koldgæringsaromaer og primærfrugt som tema - men noget gik som bekendt tabt i processen. Flere af de førende producenter registrerede selv det beklagelige i udviklingen. I lighed med lidelsesfælderne Josko Gravner og Edi Kante søgte Stanko Radikons tanker tilbage til tidligere tiders vinifikation, den traditionelle metode, hvor skallernes kontakt med den gærende most lod druerne give al deres opbyggede saft og kraft fra sig.

Tanken skulle blive til virkelighed med årgang 1995, hvor halvdelen af Radikons Ribolla blev gæret med godt en uges skindkontakt. Resultatet? Sådan får man Ribolla til at smage af Ribolla! Til skaberens fulde tilfredshed, overraskende meget bedre end den "afskallede kontrolgruppe" og med håbet om endnu bedre resultater med længere skindkontakt næste år. Eureka!

Naturen var dog lunefuld og satte en midlertidig dæmper på det fuldstændige hamskifte til lang skindkontakt i alle husets vine. I 1996 ødelagde to på hinanden følgende haglvejr hele høsten. 1997 blev det skelsættende år, hvor alle de hvide vine overgik til op mod et par ugers skindkontakt. Igen lovende resultater og motivation til at fortsætte længere ad den nye vej. Højere intensitet, større kompleksitet og et godt greb i munden, som ellers kun var kendt fra rødvin. Begejstringen var dog tildels udelt, langt fra alle forstod de nye tiltag eller syntes, forandring frydede. Gamle stamkunder rynkede på næsen, mere end halvdelen af de vandte aftagere trak sig, kolleger tog sig til hovedet, og Collios kvalitetskontrol gjorde anmærkninger. Økonomisk trange år fulgte, men Radikon selv var overbevist og stod det igennem. Der skulle gå hen imod et årti, før den almene anerkendelse slog rod, og økonomien blomstrede igen.

En bivirkning ved den nye metode var et øget indhold af tanniner og øvrige polyfenoler og antioxidanter. Dermed var vinen bedre rustet til klare sig mod luftens ilt og levende angreb fra omgivelserne. Følgeligt blev forsøgene med reduktion af sulfitter genoptaget i 1999: Mindre mængder tilsat, og det fortrinsvis til sidst i processen, hen mod flaskningen. I denne ombæring blev resultaterne bedre, og fra 2002 har man med enkelte undtagelser kunnet klare sig uden og mærke sig med "contiene solfiti non aggiunti" - indeholder ikke-tilsatte sulfitter. Faktisk har det naturlige sulfitindhold i visse af husets vine vist sig så lavt, at det i praksis har været umuligt at måle.

Fravalget af sulfit er ikke blot en principiel sag, der drejer sig om at holde vinen ren og upåvirket. Det handler helt praktisk om den større livlighed, åbenhed og udtryksfuldhed, som Radikon finder i vinene, når de ikke tilsættes sulfit. Sasa slår fast: "Vi er ikke imod sulfitter og bruger dem også, når vi finder det strengt nødvendigt. Men kan vi klare os uden, er det bedre." Inddragelsen af skallerne og udeladelsen af sulfitter blev derfor to komplementære ændringer, to sammenhængende sider af den nye, gamle vinstil.

Hensyn til vinens stabilitet krævede dog længere tids lagring før flaskning. Den fuldstændigt levende vin havde brug for nogle år til at sitre den vildeste energi af sig - eller mere lavpraktisk: at blive mikrobielt stabiliseret, bundfælde tørstoffer og integrere syre og tannin. To år, senere tre, i kælderen på store slavonske træfade blev løsningen (barriques blev overladt til husets rødvine). Dette var endnu et sted, hvor forskellige hensyn kunne kombineres på komplementerende vis: Radikons vine havde tidligere udmærket sig ved deres lagringspotentiale, og det øgede ekstrakt og indhold af tanniner gjorde ikke blot længere lagring mulig men også tilrådelig. Man kunne altså sende en mere moden vin på markedet, en vin der samtidigt stadig bar potentialet til adskillige års yderligere flaskelagring i sig.

Den friulanske tradition med skindfermenterede hvidvine var genoplivet; og familietraditionen holdtes også i live. Sasa Radikon, der i dag er 35 år, begyndte så småt at blive en fast del af arbejdet efter årtusindeskiftet. Han er praktisk oplært derhjemme og udlært ude med en teoretisk skoling i vitikultur og ønologi. Siden 2009 har han lavet sine egne to vine: Slatnik, et blend af Chardonnay og Friulano, der griber tilbage til husets tidlige eksperimenter med skindfermentering, da Sasa selv var for ung til at deltage i arbejdet; og Pinot Grigio, en monovarietal orange rosé, som står i forlængelse af Friulis ramato-tradition, kobberfarvede vine på denne rødskallede sort. Begge er tænkt som mere lettilgængelige, relativt kort macererede indgange til husets store orangevine.

Overtagelsen og vingårdens fremtid kom aldrig udtrykkeligt på tale mellem de to. Stanko og Sasa arbejdede dagligt sammen i både mark og kælder og delte indsatsen imellem sig. Stanko selv var aktiv frem til det sidste. Han blev bisat i Piuma den 15. september, en god uge før han kunne have været med til at indbringe sin 37. høst med årgang 2016.

Radikons kælder er lille og tæt befolket af store gæringskar og lagringsfade af slavonsk eg 

Radikons kælder er lille og tæt befolket af store gæringskar og lagringsfade af slavonsk eg

 

At få det hele med

Radikons forsøgte sig undervejs med forskellige markedsføringer af den nye vinstil, før de slog sig til tåls med betegnelsen "orange", som sidenhen er blevet den internationalt mest accepterede for typen. Orangevin er per definition skindfermenteret hvidvin, en vin på grønne druer hvor skallerne ikke skilles fra mosten før gæringen. En kort kontakt med eller en vis udblødning af skallerne i mosten inden gæringen (såkaldt maceration pélliculaire eller Maischestandzeit) er altså ikke helt nok. Det er gæringen med skallerne, der gør forskellen.

Begrebet maceration dækker over blødgøring og udblødning af drueskallerne i mosten, i Radikons tilfælde udvidet til at omfatte hele den alkoholiske og efterfølgende malolaktiske gæring. Poetisk udtrykt afkoder macerationen den information i mosten, som sommeren har indprentet i druen. Det er årgangen, årstiden, sol, vind og vejr, omgivelserne og menneskene, der sætter sig i skallerne. Ikke at ekstrahere deres righoldighed ville være at ignorere vigtige dele af terroiret. Det var i hvert fald en del af motivationen bag Radikons eksperimenter. Efter adskillige års eksperimenteren landede macerationstiden på et interval mellem to og fire måneder, afhængigt af druesorten og årgangen. Skallernes kvalitet er det, der afgør det, og med den rette menneskelige indsats kommer det til udtryk i vinen. Naturens gang og håndens arbejde driver druerne til storhed. Men det, der får farven og smagen ud af det gode skind, er ikke kun den lange maceration:

“Når vi siger skindfermentering i Oslavia, så mener vi altid spontangæring uden temperaturkontrol og med daglige punchdowns af drueskallerne. Det er sådan, vi får den særlige ekstraktion af stoffer fra skindet” fortæller Sasa.

Det afgørende er altså ikke kun macerationstiden, men også det at den foregår uden temperaturstyring. Derfor stiger temperaturen i takt med gæringen, hvilket er med til at øge ekstraktionen, særligt af stoffer som under afkøling ellers ville være utilgængelige for mosten. En vin med få dages maceration uden temperaturstyring kan derfor udtrække stoffer og udvikle orangekarakter i højere grad end en vin med langt længere maceration men under afkøling.

Ligeledes sørger den daglige pigéage under gæringen for, at udvekslingen mellem skaller og saft bliver optimal: Tre til fire gange dagligt skubbes hatten af drueskaller, der svømmer oven på resten af mosten, ned i den igen. Disse såkaldte punch downs giver endvidere en let oxidation af mosten.

Den efterfølgende udblødning i en nu alkoholisk væske gør resten af arbejdet. Store dele af skallerne opløses simpelthen i vinen. De resterende løsdele udfælder sig selv under den lange fadlagring, og derfor fremtræder vinene relativt klare, til trods for at de hverken klares eller filtreres.

Efter endt alkoholisk gæring toppes de enkelte fade op og lukkes til med druerne stadigt svævende i vinen. Her forbliver de i nogle måneder og gennemgår blandt andet malolaktisk gæring. Herefter omstikkes vinen til store egetræsfade, hvor den hviler i 3 år. Endeligt får den yderligere et par år på flaske, før den får lov at forlade barndomshjemmet.

Spoiler alert!!! Radikons vine bærer tydeligt præg af at være vildgærede og uden tilsatte sulfitter. Hvorvidt man vil kalde et givent eksemplar fejlbehæftet er som bekendt en disputabl sag; men noter fra vildgær og oxidative toner er tydelige. Som bekendt kan de være yderst klædelige og begrænser sig ikke til naturvin. Mere bemærkelsesværdigt: Radikons vine er i vid udstrækning volatile i højere eller lavere grad. De indeholder flygtige syrer ud over det sædvanlige, mere eller mindre bemærkelsesværdigt afhængigt af årgangen, af og til kun et mildt, løftet strejf, andre gange balsamiske noter, men af og til umiskendelige eddike- og acetone-toner. I værste tilfælde: Mange af vinene udvikler efter længere tids åbning mus, en karakteristisk, karsk eftersmag, i bedste fald af kombucha, langtidskogte ris og fuldkornskiks, i værste fald "gnaverbur, mus på loftet, hundeånde og sure sokker". Jeg hader det; men har heldigvis kun oplevet det sjældent med Radikon - men en risiko er det. Jeg er villig til at tage den, fryd opvejer frygt, og det er prisen for, at vinen er eminent levende. Heldigvis er det som regel lykkedes at få de vildere noter holdt i tøjler og integreret flot ind i helheden. In aller großen Kunst ist ein wildes Tier: gezähmt.

 

Ribolla di Oslavia

Radikons Ribolla skabte ringe i vandet. I dag er Radikon og Gravner langt fra ene om at skindfermentere deres Ribolla, selvom deres vine stadig står som hjørnesten og højdepunkter for stilen. Tidlige kollaboratørerer var Walter Mlecnik og Edi Kante foruden nærmere naboer som brødrene Bensa fra La Castellada. Sidenhen udviklede sig en egentlig producentgruppe omkring Oslavia, der alle tog skindfermenteret Ribolla Gialla som udgangspunkt for deres videre bedrifter. Denne forening, Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, tæller i dag foruden Radikon også Fiegl, Il Carpino, La Castellada, Primosic og Princic. Denne gruppe præsenterer på fornemste vis terroirets og Ribollas formåen. Jordbunden er den i Collio altdominerende, flagede flysch, lokalt kaldet ponka. Skråningerne er stejle, og nogle af Collios højest beliggende vinmarker ligger her, hvor Alperne rejser sig i baggrunden.

Oslavia ligger på vejen op mod Monte Sabotino, få kilometer fra den nuværende grænse til Slovenien. I dag er det terrasserne, der har interesse, et århundrede tilbage var det skyttegravene. Oslavias ossuarium, byens berømte benhus bygget i 1938, rummer knogler fra over 57.000 soldater - heraf 36.000 ukendte. Første Verdenskrig skar dybe sår i området, både militært og politisk, og Anden Verdenskrig var heller ikke skånsom. Det er på det politiske niveau, området har oplevet skærmydsler, grænsestridigheder og konflikt. Kulturelt er det langt mere forenet og forsonligt. Befolkningen har lært at leve med sådanne grænseerfaringer, ikke mindst Radikon-familien, som er italienske statsborgere, etnisk slovenske og med et stamtræ, der trækker rødder i både Italien, Slovenien og Østrig. Som sådan ligner de områdets vinkultur. Stanko Radikon slog fast: "Jeg betragter mig selv som heldig at kunne arbejde her." Ubesværet har familien formået at få det bedste ud af den kulturelle krydsbefrugtning, området altid har bygget på, og som nu efter Sloveniens indtræden i EU atter bringer adskilte vintraditioner tættere sammen. De grænseoverskridende vine, som Radikon har frembragt her, vil også blive stående som monumenter over denne udvikling.

Tilbage til nutiden og vinen i glasset. Kort fortalt: Radikon er altid genkendelig, og Ribolla 2010 er ingen undtagelse. Intense abrikosdufte med en næsten uendelig række af finere, flygtige nuancer, især hybensylt og kandiseret appelsinskal. Der er både noget jordet og røget i dybden, friske svampe og lejrbål i skoven. Smagen har tørret abrikos, gule rosiner, svesker, lakridsrod og noget metallisk og mineralsk. Virkelig frisk syre og ret fine, rundede tanniner. Saftig og ungdommelig trods de udviklede træk og det tanniske greb. Gemmer eller glemmer man en flaske, vil det være en vin med et langt liv foran sig. Modnere eksemplarer (f.eks. 2007 og 2004) har allerede udviklet dybe noter af karamelliserede løg, brunkål, valnødder, ædeltræ og pibetobak. De dufter og smager af efterår.

Smagenoter når man kun en vis strækning med, og afstanden de kan tilbagelægge er ikke særlig lang, når man bevæger sig uden for alfarvej. Radikons vine taler deres eget tydelige sprog, som det er bedst selv at lære at forstå. For nu at tale udenom har den østrigske filosof Wittgenstein bemærket: In der Kunst ist es schwer etwas zu sagen, was so gut ist wie: nichts zu sagen. 

Flaskevis Radikon Ribolla 2010 (C) Thomas Bohl.jpg

 

 

Flaske: Ribolla 2010  
Vinhus: Radikon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesorter: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, tre måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Lieu-dit  
Pris: 216,- (500cl)  

Comment

I lavalampens skær

Comment

I lavalampens skær

Etna er et paradoksalt sted: Terrænet virker ufremkommeligt, skråningerne er stenede og støvede, og var det ikke fordi en frodig vegetation faktisk trodser den sorte sten, bryder igennem, grønnes og trives, kunne man forledes til at tro, at intet kunne gro her. Jo højere man stiger op, og jo tættere man kommer på hovedkrateret, desto bedre forstår man de enormt formative og destruktive kræfter, der fra tid til anden bryder løs her. Ind mellem opdyrket land, skove og sletter strækker forstenede lavaspor fra tidligere udbrudt sig som ørkner. Forskellige grader af død og genopstandelse. Et udbrud på det gale sted kan betyde abrupt afsked eller den visse død. Lavaen opsluger sultent alt levende og efterlader en gold, sort stenørken. En stenørken, der dog med tiden rejser sig som Fugl Føniks af asken og bliver endnu mere frodig og frugtbar, end det landskab den erstattede. Det, der ikke slår én ihjel, kan gøre én stærkere. Etna gør det klart, at liv og død er hinandens forudsætninger, og håbet og frygten går hånd i hånd her. De fastboende kender de kræfter, der er på spil.

Etna Rosso er også en paradoksal vin: Denne lokale specialitet, der i de sidste par årtier påny rør på sig, er stik modsat moderne forventninger til siciliansk vin: lysere, lettere, raffineret og elegant. Etna Rosso er kendetegnet ved en saftig, nærmest læskende, glødende rød bærfrugt og en tør, næsten asket, støvet tannin, der holder den frodige frugt i jerngreb. Sammenligninger med både Bourgogne og Barolo er hyppige, forståelige og forsvarlige; så længe man ikke lader det skygge over, at Etna Rosso er sin egen og ikke altid bør holdes op mod så store navne. Nok har hoveddruen Nerello Mascalese mange af de samme kvaliteter som Pinot Noir og Nebbiolo, men den har også egne karaktertræk; og ikke mindst er dyrkningsforholdene på Etna ganske særegne. Etna Rosso er en enspænder.

Hver vin og årgang fra Romeo del Castello bærer sin egen etiket med motiv fra et tapet i den gamle gård. I dette tilfælde efeu fra forkøkkenet gengivet af Luca Vitone

Hver vin og årgang fra Romeo del Castello bærer sin egen etiket med motiv fra et tapet i den gamle gård. I dette tilfælde efeu fra forkøkkenet gengivet af Luca Vitone

Et fint og tilgængeligt eksempel på stilen er Allegracore 2015 fra familievinhuset Fattorie Romeo del Castello, som med sin saftige og bløde kirsebær- og skovbær-frugt fylder munden med ren fornøjelse - samt en spændstig syre og en langsomt men støt tiltagende tørhed, superfine men massive tanniner. Den runder helt tørt af, men ikke uden at have sat spor med lakridsede krydderurter, søde, støvede krydderier og en smule røg.

Druerne kommer fra forskellige, forholdsvist yngre, stokke fra en lille område ved navn Allegracore. Dyrkningen er økologisk og den traditionelle og naturnære tankegang forfølges også i kælderen. Spontan gæring på stål, to ugers maceration, tolv måneders lagring tillige på ståltanke, ingen klaring, ingen filtrering, karrighed med sulfitterne, samt seks måneder på flaske.
 

Vin på randen af et vulkansk sammenbrud

Familien på Romeo del Castello kan ikke bare lave rigtig Etna-vin, de kender om nogen også til den risiko, der er forbundet med at leve og dyrke vin på siden af en aktiv vulkan. Vinhuset befinder sig i rå natur godt 700 meter oppe ad Etnas nordlige side, få kilometer uden for den middelalderlige landsby Randazzo, på contradaen Allegracore, det glade hjerte. Her banker to kvindehjerter for familietraditionen og en fremtid med vine af stadig større klasse. Fortiden har dog sat sig sine spor: Et større udbrud i 1981 sendte en strøm af lava i denne retning ned ad skråningerne, og lavaen nåede så langt ned som Romeo del Castellos besiddelser, hvor marker med hasselnødder og oliven samt en hektar vinplanter blev løbet over ende. Lavastrømmen ændrede dog retning, og størstedelen af de gamle vinmarker samt selve gården fra 1700-tallet blev skånet.

Huset drives i dag af Chiara Vigo og hendes mand Gianluca Torrisi samt hendes mor Rosanna Romeo del Castello. Det er et blandet landbrug, der med vin som hovedafgrøde også dyrker oliven, nødder og pærer. Godt 30 hektar i alt, 14 med vinmarker, dedikeret til de lokale sorter Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio. Der fremstilles tre vine, foruden Allegracore også den kraftigere Vigo og den lyserøde Vigorosa, samt olivenolie og pærebrændevin.

Længere kom lavaen ikke i 1981, og derfor står huset stadig hos familien Romeo del Castello, og de gamle Nerello Mascalese stokke overlevede og takker i dag med vin

Længere kom lavaen ikke i 1981, og derfor står huset stadig hos familien Romeo del Castello, og de gamle Nerello Mascalese stokke overlevede og takker i dag med vin

Moderen Rosanna er af Vagliasindi slægten, hvorfra andre slægtninge laver vine i nærheden. Hun voksede op på gården og giftede sig med Vigo. I de år lavede de ikke selv vin, druerne blev dyrket med videresalg for øje.

Chiara Vigo havde egentlig heller ikke tænkt sig, at hun skulle være vinmager. Hun var fra barns ben fascineret af området på Etna, og kun 7 år gammel så hun vulkanens virkninger på ejendommen i 1981, som næsten halverede familiens besiddelser og sendte dem ud i en økonomisk krise. Men Chiara valgte en anden vej på det italienske fastland, hvor hun studerede i Bologna, Venedig og Milano. Hun opnåede en kandidat i kunsthistorie. Emnet for hendes endelige afhandling er interessant: Vinetiketters æstetik, og spørgsmålet hvorvidt kunstnere og grafikere overvejer en vins karakter, før de designer etiketten. Et studie, der senere skulle vise sig praktisk.

Kort tid efter mødte hun ved et tilfælde den sicilianske vinmager og ønologiske konsulent Salvo Foti fra I Vigneri, og han overbeviste hende om, at hun med familiegården besad en skjult skat hjemme på Etna. En ny idé opstod og slog rod: at lave traditionel vin fra den gamle familiegård under Salvo Fotis kyndige vejledning. Herefter tog det fart. I 2007 kom første årgang på markedet. Allerede de første årgange fik gode skudsmål, samtidigt vækkedes den internationale offentligheds opmærksomhed omkring Etna, og siden er det gået slag i slag. Økologien kom som en selvfølge. Der blev aldrig drevet konventionelt landbrug på gården, og Salvo Foti er selv overbevist økolog.

En anden overlever: Et næsten tusind år gammelt oliventræ med et egetræ, der vokser ud af stammen

En anden overlever: Et næsten tusind år gammelt oliventræ med et egetræ, der vokser ud af stammen

Siden den første Vigo blev flasket i 2007 er siden Allegracore kommet til og senest roséen Vigorosa. Familien er opsat på at kunne hæve kvaliteten yderligere og håber og tror på en øget værdsættelse af de ægte Etna-vine.

 

 

Flaske: Allegracore 2015  
Vinhus: Fattorie Romeo del Castello  
Oprindelse: Etna, Italien  
Druesorter: Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, ufiltreret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel  
Pris: 160,-  

Comment

Velafviklede intriger

Comment

Velafviklede intriger

Giovanna Morganti fik Chianti Classico ind med modermælken og har haft Toscanas lerede jorde under fødderne siden barnsben. Det var nærmest selvskrevet som datter af Enzo Morganti, en indflydelsesrig ønolog, der var med til at definere det moderne Chianti Classico: Væk fra flasker i bastskørt og tilbage til jordbundne vine med tanninkorset. Fokus tilbage på Sangiovese og andre lokale sorter frem for de franske indvandrere. Ikke mindst kompromisløshed i kampen for kvalitet. Vinen er altså i blodet, og Giovanna er fortsat i faderens fodspor og har taget traditionen et skridt videre.

Ophav og oprindelighed er nøgleordene for vinene fra Podere Le Boncie, hvor Morganti-familiens liv og levned sætter sig igennem, og hvor omgivelserne lægger grundstenene for vine med vitalitet og diversitet. Mangfoldigheden kommer ind fra markerne, for i kælderen bliver det kun til to vine. Giovanna Morgantis topvin er Le Trame, en saftig Sangiovese af den gamle skole.

Årgang 2012 er strålende rubinrød i glasset. Duften er mørk og krydret, umiddelbart en smule tilbageholdende, men fyldig af mørkerød bærfrugt og søde krydderier. Smagen er sursød, rig af saftige kirsebær, både røde og sorte. Fyldig og rund, tanninerne er fine og bløde og renser langsomt munden og efterlader en fin eftersmag af bittermandel og pibetobak.

Det er efter nogle timer i glasset, at der for alvor sker noget. Et væld af blomster springer ud, roser, violer og syren, i smagen modner kirsebærrene, og der afdækkes dybere lag af krydderurter, skovbund, tørv og røg. Teksturen går hen og bliver endnu smidigere, endnu blødere. Saftspændt, svævende og intens - rustik elegance!

Gæringen foregår med druernes naturlige gær i store, åbne træfade med lang maceration og daglige omrøringer. Efter endt gæring lagrer den to år på 500 og 1500 liters slavonske og østrigske egetræsfade. Undervejs omstikkes den nogle gange for at lufte den. Ingen klaring, ingen filtrering, kun mindre tilsætning af sulfitter, omtrent 35 mg pr. liter.

Fem år er en fornuftig alder at tage hul på denne vin, men kan man væbne sig med tålmod i fem eller ti mere, går man nok ikke forgæves. Der er stof og struktur til udvikling, men det smager ualmindeligt godt allerede nu. Blot man giver den tid til at udvikle sig efter åbning. Nogle timer på karaffel kan fremkalde kompleksiteten; og en serveringstemperatur på 16-18 grader får elegancen frem.

 

Toscansk renæssance

Gården Podere Le Boncie ligger nær San Felice nord for Castelnuovo Berardegna i den sydlige del af Classico-området i Chianti-distriktet. Bakkerne ligger godt 300 meter over havets overflade og er præget af områdets meget stenede og kalkholdige lerjord - mergel af typen albarese, schist af typen galestro. Foretagenet er ganske beskedent med kun 3,8 hektar vinmarker, men med det rette udgangspunkt kan noget stort godt komme fra noget småt. Stokkene er endnu unge, men udbytterne holdes lave, under 25 hektoliter pr. hektar.

Efter endte studier i ønologi på universitetet i Siena arbejdede Giovanna i 1980’erne en tid for San Felice, bl.a. på projektet Vitiarium, hvor man som eksperiment plantede næsten 300 forskellige sorter og kloner fra gamle toscanske vinmarker. I 1990’erne gav faren hende en gård i en olivenlund, og her plantede hun vinmarker med Sangiovese og en mindre del med hendes egne favoritter fra projektet hos San Felice, de gamle og næsten glemte sorter Colorino, Ciliegiolo, Fogliatonda, Mammolo og Prugnolo. Der er små skvæt i Le Trame, de forefindes først og fremmest i hendes anden vin, Cinque, “de fem”. Vinstokkene dyrkes som små uopbundne buske. Beplantningstætheden er generelt høj: Mere end 7000 planter pr. hektar. Dyrkningen foregår økologisk og er under biodynamisk omlægning inspireret af bl.a. Nicolas Joly

Vinifikationen kan med et moderigtigt begreb karakteriseres som minimal intervention, men den bedste betegnelse er nok godt gammeldags håndværk: Anstrengelser, hvor man med erfaring og intuition ved, hvornår vinen kræver en kærlig hånd, og hvornår man skal holde fingrene væk. Hvor den vigtigste del er at lade naturen gå sin gang og lægge indsatsen i at støtte den. Mange taler meget om det, Giovanna Morganti praktiserer det. Hun har dog også omsat sine handlinger i ord. Hun er en udtalt fortaler for mere traditionelle og naturlige vine, således er hun også en af medstifterne af ViniVeri.

Giovannas vine er traditions- og jordbundne, har stedsans og ikke mindst velsmag. De er Chianti Classico af gavn men ikke længere af navn. I 2011 forlod hun konsortiet på grund af uoverkommelige uoverensstemmelser. Utilfredshed gik især på den tilgodeseelse af store producenter og kommercielle interesser, som hun og mange andre af de små og seriøse vinbønder har kæmpet mod i årevis. Kampen varer ved, nu blot uden for de fines selskab. Navnet Le Trame, som kan oversættes til “Intrigerne”, hentyder til det strabadserende forløb med at erhverve og opdyrke markerne. Tegningen på etiketten er lavet af Lucia, som rent faktisk er Giovannas mor og ikke hendes datter. Tegningens naive streg er på linje med vinen: Ligefrem, livlig, udtryksfuld, drømmende.

 

 

Flaske: Le Trame 2012  
Vinhus: Podere Le Boncie  
Oprindelse: Toscana, Italien  
Druesorter: Sangiovese, Ciliegiolo, Fogliatonda,  
Colorino, Mammolo, Prugnolo  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Winewise  
Pris: 220,-  

Comment

Off piste i Dolomitterne

Comment

Off piste i Dolomitterne

En af Italiens dygtigste vinmagere er den karismatiske og kompromisløse Elisabetta Foradori, der holder til i den lille region Trentino for foden af Dolomitterne i det nordligste Italien. Hendes berømmelse skyldes hovedsageligt rødvine på den lokale sort Teroldego, som hun med stort engagement og hårdt arbejde har løftet fra lokal raritet til udsøgt specialitet. En stor fortaler for og fortolker af de lokale hvidvinssorter Nosiola og Manzoni er hun også. Men anerkendelsen skyldes ikke mindst hendes arbejde med genetablering af diversitet i vinmarkerne, omlægning til biodynamisk dyrkning, tilbagevenden til traditionel vinifikation på amforaer og lang skindkontakt i hvidvinene. Hendes virkelyst har også forplantet sig ud af Trentino og til Toscana, hvor hun er kvinden bag vinhuset Ampeleia, der arbejder på lignende vis. Det bedste af det hele er næsten, at hendes vine kun er blevet bedre med tiden.

Seneste skud på stammen er et samarbejde med Marco Devigili, hendes biodynamiske nabo i Campo Rotaliano. To hektar stenede, kalkholdige lehmjorde i 450 meters højde, beplantet med den i Trentino udefrakommende men meget udbredte Pinot Grigio, bliver forvandlet til godt 8000 flasker fremragende orangevin. Det er altså en afsøgning af andre græsgange, en afstikker til en anden druesort - og også til en frugtigere og mørkere orange stil end vanligt hos hende.

Fuoripista 2015 har en dyb glød og farve et sted mellem klar kobberrød og lys kastanjebrun. Duften er lige så indtagende som synet. Friskfrugtige strejf af abrikos og orangeskal og dybere, mørkere noter af marcipan og læder. Smagen går i samme retning med abrikos, hyben og røde bær sammen med lakridsrod, bittermandel og noget støvet, krydret. Der er noget kødfuldt over både smagen og mundfornemmelsen. Saftig og stoflig, venlig tekstur at tygge i, en jævn syre og fine tanniner tilføjer en behageligt tør afrunding. Det er en ret ligefrem, charmerende og frugtig orangevin, men med en vis detaljerigdom, som først afslører sig efter noget tid i glasset.

Høst i slutningen af oktober, let presning og gæring på amfora med ugentlige omrøringer. Efter endt gæring forsegles amforaerne, hvor vinen lagrer i otte måneder, før mosten skilles fra skallerne. Den lange skindkontakt giver et rigt ekstrakt og en dyb farve. Efterfølgende lagring på store, gamle akaciefade før flaskning. Ufiltreret og usulfiteret. Alt i alt en mere seriøs måde at håndtere Pinot Grigio på end den masseproducerede saftevand, som mange italienerne og andre har pøset ud i årtier.

Pinot Grigio udsat for skindkontakt er i øvrigt ingen nyhed. Før sit kommercielle gennembrud som moderne tørstslukker var det ikke nogen sjældenhed, at man lod Pinot Grigio gære med skallerne i det nordlige Italien. Stilen havde historisk højsæde omkring Venedig og kaldtes "ramato", kobberfarvet, som vinen af den ellers rødbrune drue blev snarere end rosenfarvet, "rosato" - og trods en række ligheder med roségenren var resultatet anderledes nok til sin egen betegnelse. Macerationens længde overskred dog - i hvert fald ind i moderne tid - sjældent mere end et døgns tid. Et moderne eksempel på stilen er Vie di Romans udmærkede Pinot Grigio Dessimis. Franco Terpin laver en mørkere og mere naturlig udgave med sin Quinto Quarto; og hos Radikon finder man en radikal rosa Pinot Grigio. Elisabettas otte måneder er rundhåndet med skindkontakten, og Fuoripista ses nok bedst i den sidste ende af spektret.

Elisabetta i færd med at slå ned i vinen i en af kælderens mere end 100 amforaer

Elisabetta i færd med at slå ned i vinen i en af kælderens mere end 100 amforaer

Tanken med Fuoripisti er ikke kun at tage Pinot Grigio en anden vej end den vanlige ved at genoplive gamle vinifikationsformer. Tanken er først og fremmest at lade druen få lov at give så meget fra sig, som den kan - at frigive essensen af Pinot Grigio på amfora - hvor formen tillader pulpen at bevæge sig, leret tillader mosten at ånde, og den lange skindkontakt giver mulighed for maksimal ekstraktion af saft og kraft. Pinot Grigios naturligt tykke, mørke skind ved fuld modenhed giver mulighed for en meget struktureret og udtryksfuld vin.

Foradori har arbejdet med amforaer siden 2009, samme år som huset efter en flerårig omstilling opnåede biodynamisk certificering. Foradoris amforaer er spanske tinajas fra Villarobledo i Estremadura. Alle er håndlavede, så ikke to af dem er helt ens. De er ubehandlede på indersiden, og kapaciteten er på godt 450 liter. Inspirationen til at bruge tinajas kom fra hendes gode ven, det sicilianske ikon Giusto Occhipinti fra COS, som begyndte at arbejde med typen omkring årtusindeskiftet. Men i modsætning til Occhipintis nedgravede amforaer, står Foradoris i træstativer over jorden.

I amforaerne fandt hun vejen til et mere rent og naturnært udtryk for Teroldego og Nosiola. Brændt ler er, som Rudolf Steiner poetisk bemærkede, et stof, der forbinder energien fra jorden og energien fra himlen. En smule mere prosaisk tilføjer Elisabetta Foradori, at ler jo basalt er en form for jord; og at druerne dermed blot vender tilbage til jorden for siden at genopstå som vin. Turen kom til Pinot Grigio, og det er langt fra gået galt. Det er livskraftig og karakterfuld vin, ikke ulig den trentinske natur og mindst én af de vinmagere, der bebor den.

 

Flaske: Fuoripista Pinot Grigio 2015  
Vinhus: Foradori  
Oprindelse: Trentino, Italien  
Druesort: Pinot Grigio  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, otte måneders maceration  
Lagring: 450 liters amforaer, 1600 liters akaciefade  
Lukning: Korkprop, lakforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Niche Vine  
Pris: 295,-  

 

Comment