Braide Alte

Collio er på samme tid såre simpelt og enormt komplekst; og fascinationen ligger sikkert i den diversitet af vine, der alligevel alle er variationer over de samme temaer. Til trods for stor forskellighed, i druesorter, stilarter og prisniveauer, så har områdets hvidvine trods alt en række fællestræk, som man i mangel på bedre kan tilskrive noget så basalt, banalt og alligevel kontroversielt som terroir. Vinhuset Livons brede sortiment giver smag for denne diversitet og for terroir og traditioner, ikke mindst i deres eminente enkeltmarksvin Braide Alte, som siden 1996 har markeret sig som husets topvin— og som et af Collios bedste blends.

Dorino Livons livsværk

Livon er et familieejet vinhus i San Giovanni al Natisone i Collio-kommunen Dolegnano, men det har med tiden vokset sig til et af områdets største og mest succesrige vinhuse, der i dag rækker langt uden for Friuli-regionen.

Vinhuset blev grundlagt, da Dorino Livon i 1964 købte sine første vinmarker med penge fra salg af tømmer. Priserne på land var på daværende tidspunkt ikke høje her, da området endnu ikke havde opnået det omdømme, det har i dag— det var først i 1968, at Collio fik sin egen DOC.

Stykvist blev der udvidet med flere gode marker, og i løbet af 1970’erne blev Dorinos sønner Valneo og Tonino involveret i produktionen, og fra 1980’erne og frem tog de initiativ til at sænke udbytterne og flaske vin fra udvalgte enkeltmarker— med henblik på at lave vin i verdensklasse. Undervejs fik man også råd til at erhverve sig yderlige ejendomme: Vinhusene Tenuta RoncAlto i Collio (8 hektarer), Villa Chiòpris i Friuli Grave (96 hektarer) — og uden for Friulis grænser toskanske Borgo Salcetino i Chianti Classico (18 hektarer) og umbriske ColSanto i Montefalco (19 hektarer). I dag står Valneo i front for foretagenet med sønnen Matteo ved sin side. Søsteren Francesca arbejder også for vinhuset. Ansvarlig for vinifikationen er ønologen Rinaldo Stocco.

Typisk for Collio og naboområdet Colli Orientali dyrker Livon en lang række forskellige sorter. For de hvides vedkommende Friulano, Ribolla Gialla, Malvasia Istriana, Pinot Grigio, Pinot Bianco, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Moscato, Traminer Aromatico, Müller-Thurgau, Verduzzo og Picolit— og for de rødes Refosco, Pignolo, Schioppettino samt Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. Fra de to kældre i Collio, Vencò og Masarotte, flaskes årligt mere end en halv million flasker vin.

Tre vine er det særligt værd at hæfte sig ved, cru’erne Solarco og Manditocai og selvsagt gran cruen Braide Alte. Manditocai er husets fornemmeste Friulano-fortolkning. Navnet Mandi Tocai kan oversættes til ‘Bye bye, Tocai’ og er en munter hilsen til myndighederne, der af hensyn til ungarske Tokaj har ændret druenavnet Tocai til Friulano. Vinen forbliver dog den samme, og det er Tocai Friulano på meget højt plan. Den superfriske Solarco (‘Solbuen’) er et 50/50 blend af Friulano og Ribolla Gialla, som på smukkeste vis forener Friulanos frodige frugt med Ribollas syrestruktur og mineralitet.

Udsigt fra vinhuset ned over Braide Alte og hen over grænsen til Slovenien

Arvestykket BraideAlte

Braide Alte betyder noget i retning af ‘det høje landstykke’ på lokal dialekt, og Matteo Livon betegner marken som et arvestykke, ‘et dyrebart familiesmykke’. Braide Alte ligger på bakken lige bag vinhuset og lige på grænsen til Slovenien. Marken er beplantet med fire sorter, to internationale og to indfødte: Næsten halvdelen er Chardonnay, mens resten udgøres af Sauvignon, Moscato Giallo og Picolit. Beplatningstætheden er moderat, 3.200 vinstokke per hektar, og stokkene er cordon-opbundet.

Der høstes af fire omgange, først Sauvignon og Moscato, normalt sidst i august, så Chardonnay engang i september, og sidst Picolit i oktober. Druerne gæres hver for sig og samles først efter endt fadlagring. 

Druerne høstes manuelt i mindre kasser, de presses nænsomt og macererer køligt med skallerne i godt otte timer, hvorefter mosten klarer ved naturlig sedimentering. Heftefter gæres den i små slavonske træfade (indtil 2010 dog i franske barriques af Allier-eg) ved godt 14-16 grader. Efter endt gæring lagres vinen på gærresterne i de samme fade i otte måneder, hvorefter de forskellige fade samles på ståltank i en måned, før de filtreres og flaskes. Vinen frigives først efter et års modning i kælderen.

Braide Alte udviser stor sensibilitet i forhold til vejr og vind. Hver årgang er forskellig, ikke mindst fordi de enkelte druesorter har forskelligt udtryk: I varme årgange dominerer Chardonnays fylde, mens Sauvignons syre og aroma kommer i front i køligere årgange. Regn, sol og varme afgør også intensiteten af Moscatos aroma og Picolits sødme; og så har skiftende vejrlig og ikke mindst nedbør afgørende betydning for den porøse ponka i Collio: Således oplevede man så sent som i 2016 et mindre jordskred på marken, dog uden alvorligere skader på vinstokkene.

Den unge vin dufter rigt af blomster og frugter, som antyder en vis sødme, men i munden er den tør, syrefrisk og mineralsk. Den er en eksotisk forfriskning allerede som ung, men har man selvbeherskelse nok, bør man gemme den i kælderen, så længe man har tålmodighed. Tiden afslører dens forfinede bygning og udvikler en kompleks dybde, man kan dvæle længe ved. Det er vin til alt fra rejer, krebs og hummer til fyldigere retter med modne oste og fløde, men alene er den et måltid i sig selv.

2017. Frisk og fugtig duft, moden fersken og ananas, strejf af kamille, safran og vanille. Saftig med fyldig frugt, men overraskende let og ren med pæn syre; fersken, mirabellekompot, kumquats, mineralsk finish, flot balanceret, ung, vital og virkeligt god.

2015. En årgang til den varmere side, men resultatet folder sig friskt ud. Tæt aroma med fed, syrlig ferskenfrugt, frugtsalat med råcrème, mandler og kokos. Blød i munden med let fedme og en frisk, moden syre, godt greb, svagt bitter touch af appelsinskal og bergamot. Harmonisk.

2011. En varm årgang som modsætning til den kølige 2010. Hvidblomstret duft med gule æbler og friske abrikoser. Stor intensitet men alligevel delikat aromatik. Syrerig fylde, frisk på tungen med eksotisk frugt, moden hvid fersken og litchi, gule æbler og appelsiner, vitaminpille i eftersmagen. Slutter slankere af en først antydet men i fin balance.

2007. Her er der tale om en meget varm årgang med en meget tidlig høst, som har formået at bevare friskheden. Fed duft med hvide blomster, æble-, tjørn- og røn, let oxidative noter af stødt æble, mørke undertoner. Pæn syre og flot fylde i munden, man mærker den fuldmodne frugt, fersken og abrikos men først og fremmest rosmarin, oregano, salvie og andre olierede urter, bivoks i eftersmagen.

2004 er 2007s modsætning: Sen høst på grund af en ret stilfærdig sommer, lave temperaturer og færre solskinstimer. Næsen er ret diskret, tydeligst er træet, røgen og en smule grillet kød. Køligt udtryk i munden, slank med fin syre, delikat blomstret og urtet; og udviser så en balance og lethed, som er meget, meget flot. Egentlig har den udviklet sig sagtere og flottere end f.eks. 2007.

2000. Et køligere år med moderat modning men flot kvalitet. Nu udviklet i duften, let røget med milde strejf af champignon og bagt kartoffel, så syrnet fløde og en fedme af hvide blomster og moden frugt— en enormt kompleks og flot duft. Flot balanceret i munden, stadig en frisk syre og en stilfærdig smag af modne stenfrugter, abrikosmarmelade, blomsterhonning, vingummibamser og B-vitaminpiller, mineralsk efterklang. En helstøbt, veludviklet helhed, ypiig og stadig sprælsk.

1996. Debutårgangen efter mere end tyve års lagring: Overraskende ung farve og næse: Let krydret og svagt røget i næsen, grillet kød, ristede græskarkerner, noget nærmeste burgundisk, milde oxidative noter. Meget behagelig og balanceret i munden med hvid stenfrugt og moden citrus, rundet syre og pikante noter af moden fastost, røget skinke, grillet grøn peber, krydderurter, salt og mineraler. Stilfærdig wow-faktor! Den har vokset sig stor og lever stadig.

Flaske: Braide Alte 2017  
Vinhus: Livon  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druer: Chardonnay, Sauvignon Blanc,
 Moscato Giallo, Picolit
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på små træfade  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Dio Vino 
Pris: 289,-  

Grüner Veltliner — all inclusive

“Den har alt det, en Grüner Veltliner kan have.”

Ordene faldt før hovedretten nytårsaften, da en ti år gammel Gutsreserve kom i glasset og skulle smages, før spisningen gik i gang. Værtinden, en garvet kender af sorten, skænkede fra et af Østrigs anerkendte traditionsvinhuse og en af de økologiske frontløbere i landet: Geyerhof i Kremstal. Den smukke natur i Kremstal strålede da også stærkt i glasset: Gylden frugt, grønne urter og mørk krydring, en pikant kombination, som man kun finder i moden Grüner Veltliner, når den har fået lov at slå sig løs på løss.

Kremstals historiske vinkultur

Kremstal er et af Østrigs mest klassiske vinområder, beliggende i Niederösterreich syd for Waldviertel og langs Donaudalen, hvor den lille flod Krems, der også har lagt navn til områdets hovedby, munder ud i den langt større Donau. Wachau ligger mod vest og Kamptal mod øst. Foruden sine fordelagtige jordbundsforhold tæller områdets naturlige fordele den konstante vekslen mellem kølige, fugtige vinde fra nord og tørre, lune vine fra øst.

Området falder i tre overordnede dele: Selve Kremsdalen med dens terrasser på stejle skråninger med ret stenede jordbunde (granit, gnejs og glimmerskifer), der på mange måder minder om naboen Wachaus. Nord for Donau strækker området sig videre mod nordøst mod byerne Rohrendorf og Gedersdorf, og her er landskabet præget af brede løssterrasser. Således også syd for Donau, omkring byerne Furth og Palt, hvorfra landskabet dog bliver en anelse fladere. Kremstal er altså præget af flere slags landskab med såvel løss som konglomerat og grundfjeld. Løsslagene, som først og fremmest består af finkornede partikler af kvarts, er som i resten af Niederösterreich aflejret over millioner af år, og på de fleste flader må man mange meter ned for at finde de dybere liggende lag og grundfjeldet.

Kremstal er officielt omtalt så langt tilbage som 973; men allerede langt tidligere var vindyrkning udbredt i området, og sidst i middelalderen havde munkene på de lokale klostre allerede knækket koden til fordelingen af druesorterne: Riesling på de skrå og stenede terroirs og Grüner Veltliner på de fladere og federe. Benediktiner-ordens kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, er stadig et aktivt vinbrug og troner på et plateau over dalen og minder om områdets gejstlige vinhistorie.

Den verdslige vinhistorie er også værd at minde om. Den gamle by Krems huser, ud over sin smukke Altstadt med bygninger, der strækker sig fra gotik over renæssance til barok, også Wein- und Obstbauschule Krems, en af Østrigs vigtigste vinmagerskoler, stiftet i 1875 som Kremser Winzerschule. Det var desuden fra Rohrendorf i Kremstal, at Lenz Moser den III. udbredte den nye, høje opbindingskultur (Lenz Moser Hochkultur) til vinstokke i 1930’erne, der førte til en kvalitativ forbedringsbølge; og også en fra 1950’erne øget udbredelse af Grüner Veltliner, så den nåede sin nutidige status som Østrigs ubetingede førstesort med godt 1/3 af vinmarksarealet.

Kremstal blev i 2007 det kun andet område til at opnå status af DAC efter Weinviertels debut i 2003. En Kremstal DAC-vin er på enten Grüner Veltliner eller Riesling— med tydelig sortskarakter, enten i den friske og frugtige Klassik-stil eller i Reserve-stilen med større fylde, tæthed og længde og eventuelt et let fad- og/eller botrytis-præg. Til topmarkerne i Kremstal hører Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin, Pfaffenberg og Wachtberg. Af andre gode producenter end Geyerhof kan nævnes Malat, Mantlerhof og Proidl.

Fra 1135 til 2020 — fra Geyer til Maier

Geyerhof ligger ved landsbyen Oberfucha lige øst for Furth i den syd for Donau beliggende halvdel af Kremstal. Det er en ganske gammel vingård, der kan spore sin historie helt tilbage til middelalderen. Den nævnes ved navn første gang i 1135 i det nærliggende Stift Göttweigs annaler, hvor en familie ved navn Geyer beboede den. Anerne til familien Maier, der nu i 13. generation driver gården, giftes undervejs ind i familien, og de kan spores tilbage til 1600-tallet.

En afgørende begivenhed i Geyerhofs nyere historie var Josef og Ilse Maiers omlægning til økologisk vinbrug op gennem 1980’erne, og siden 1988 har husets vine været økologisk certificerede. Dengang var der langt mellem erklærede økologer. Ilse Maier er søster til Christine Saahs fra Nikolaihof, der blev biodynamisk allerede i 1970; og ellers kom inspirationen fra Nicolas Joly, og Geyerhof var da også et tidligt medlem af La Renaissance des Appellation, foruden af Ernte-forbundet, en foreløber for det nutidige Austria Bio Garantie. Foruden vin dyrkes der på Geyerhof korn og grøntsager, ligesom der avles svin, køer og holdes bier. Altsammen også for at værne om biodiversiteten og de gamle traditioner. Derfor er også bibevaret læbælter, hegn, krat og andre naturlige åndehuller midt i det opdyrkede. Desuden støtter vinhuset med overskud fra salg af én af sine vine (Wildwux) direkte omlægning af opdyrket til vild natur samt fredning. Og derudover er bevaret et naturligt grønt bunddække i alle vinmarker; og enkelte steder står stokkene uopbundne og ubeskårede som små buskvine (Stockkultur).

Josef og Ilse Maier har altid lagt vægt på gerningsstedet: Man skal kunne smage oprindelsen i vinene, og derfor står Geyerhof også for en række rene enkeltmarksvine, der hver især er aftryk af de enkelte vines grobunde og giver et flot overblik over den sydlige Kremstals terroirs. Det er udtryksstærke og lagringsværdige versioner af Riesling, Grüner Veltliner og Weissburgunder. Højdepunkterne er Gaisberg, Goldberg, Kirchenstock og Steinleithn.

Ilse Maier med sønnen Josef og hans hustru Maria, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset til

Jo løssere, desto stærkere

Vi kender Grüner Veltliner i flere forskellige tyngder: Fra den helt lette og friske med sprøde grønne æbler og pærer, over den mere modne med citrus, ferskner og abrikoser, til de helt eksotiske med mango, ananas og passionsfrugt, honning og krydderier; og hele vejen igennem er der som regel mere eller mindre af den friskkværnede peber.

De føromtalte geologiske og klimatiske forhold i Kremstal er hovedfaktorerne bag den lokale Grüner Veltliners friskhed, smidige fylde og typiske tobaksnoter; og den særlige kryddernote, den hvide og sorte peber, får sit stærkeste udtryk netop i vine fra de dybe løssjorde i Donaudalen. Grüner Veltliner trives simpelthen optimalt på disse og kommer her for alvor til sig selv i vinene.

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal

Geyerhof Grüner Veltliner Gutsreserve 2009 har virkeligt alt, hvad en Grüner Veltliner kan have— af duft- og smagsnoter, i struktur og tekstur og ikke mindst af lagringspotentiale. Duften er dyb og lovede— om moden frugt og mørk fylde. Smagen afslører det hele: Ferskner, abrikoser, ananas og appelsiner; urtede noter af eng, hø, urter, te og tobak; og krydrede noter af akacie, harpiks, pinje, lakridspulver og ikke mindst peber, hvid og sort. Modenheden til trods er der stadig friskhed: Et godt syrebid og en mineralsk klangbund holder vinen vibrerende i glasset.

Druerne blev høstet manuelt og klaserne presset hele. Vinen er stukket sammen af udvalgte enkeltmarksvine fra årgangen og lagret fem år på gærresterne i store akaciefade, før den er flasket. Senere årgange er lagret hele seks et halvt år.

De fine svampede noter i vinens krydring (muld, kantareller og bivoks) kunne foranledige til at tro, at en del af druerne var angrebet af ædelråd, et ikke helt ualmindeligt fænomen i f.eks. Smaragd fra Wachau eller Reserve fra Kremstal. Men 2009 var en solrig, varm og tør årgang, som blot gav perfekt modnet frugt med stor koncentration i afkast; og det er den, vi i al dens komplekse udvikling kan nyde godt af i dag, 10 år senere. Skulle man være så heldig at finde en flaske, kan man snildt gemme den 5 endnu. Det er gennemgående livskraftige dråber, upåagtet hvad Stephen Brooke fremfører af tvivlsomme beviser på det modsatte i sin The Wines of Austria: “I care less for the Gutsreserve: the 2007 in 2015 had become oily on the nose, and despite its extract and concentration, lacked bite and freshness.”

Gå kun trygt på jagt efter Geyerhofs vine, og gem gerne til kælderen!

Flaske: Gutsreserve 2009  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViniPortugal  
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-  

Sjældent godt

Det er ikke kun den tynde alpeluft, man kan blive stakåndet af. Schweiz byder også på forførende, friske hvidvine; vine af en anden verden men med samme virkning. Om vinen i Vaud vestligst i landet skrev forfatteren til Physiologie du Goût, den franske advokat og gastronom Brillat-Savarin, at den var “frisk og klar som en bjergbæks vand” — og om vinen i Valais ved Vauds side kan retteligt siges det samme.

Det isolerede alpeland midt i manegen holder eminent på sine hemmeligheder. En betragtelig vinavl kommer for langt størstedelens vedkommende kun schweizerne selv til gode, herunder dets skatkammer af gamle, lokale sorter, som stort set kun ses her. Petite Arvine er en af de bedste, blandt Amigne, Humagne, Cornalin og Completer for blot at nævne nogle få andre. Hver er tilpasset de lokale forhold, som kun deres dyrkere og velbevandrede vinmagere fuldt ud kan forstå. Domaine Cornulus hører til i den kategori, og deres nysgerrige udforskning af terroir og lokale specialiteter finder sit højdepunkt i Clos des Corbassières, en sjælden og stor vin.

Selvsagt er der noget særligt i sjældne fornøjelser. Foruden nye indtryk og variation i sine oplevelser er det næsten som om man kan smage det sjældne som en særskilt smagskvalitet. Det må være vinverdenens pendant til at finde en førsteudgave af Syv fantastisk fortællinger, at nedlægge the big five eller møde Magnus Carlsen til et skægt spil skak.

Valais’ velsignelser

120 kilometer langs den nyudsprungne Rhôneflods nordbred— fra Visperterminen til Genèvesøen— ligger Valais’ vinmarker, hele 5.260 hektarer, på skråninger så stejle som solopgange og ofte i 500 til 800 meters højde. Historisk har man længe kunnet prale af at have Europas højest beliggende vinmarker ved Viège, på tysk kaldet Visp. Du skal til Douro for at finde stejlere skråninger og højere terrasser; og det er et skråplan at dyrke vin her. Vinbjergets beplantninger begynder ved 650 meter, og de ender i 1.150 meters højde. Heida er højdernes hersker, den lokale klon af Savagnin eller Traminer, om man vil. Betvinger man bjergsiderne, så trives den og de andre druer trods kontinentalklimaet kølige vintre i de varme og solrige somre; og holdes friske af den meget moderate nedbør og den tørre fønvind fra Alperne. En af bagsiderne er faktisk, at det mange steder kan være nødvendigt at kunstvande for at holde gang i produktionen.

Hvidvinen er den vigtigste i Valais. Hoveddruen er Chasselas, lokalt kendt som Fendant, en mild tørstslukker med moderat syre og aroma. Mineralsk kan den til gengæld være som få, alt afhængigt af terroiret. Mere karakterfulde og aromatiske er de lokale sorter Petite Arvine, Amigne og Humagne Blanche— samt ikke mindst Marsanne, Rousanne, Viognier og Heida eller Païen, som Savagnin kaldes her. Der er dog også rødvin, den mest kendte er den traditionelle Dôle, en bærduftende, saftig og syrerig rød på en blanding af Pinot Noir og Gamay. Goron er betegnelsen, når Syrah af og til indgår i blandingen. De tre sorter flaskes også hver for sig, ligesom de lokale Cornalin, Humagne Rouge og Gamaret gør det.

Det er denne mosaik af terroirs, traditioner og vintyper, de to vinglade fætre Dany Varone og Stéphane Reynard i 1986 besluttede sig for at blive en aktiv del af. Så de købte en kælder og begyndte at indkøbe druer fra forskellige vinbønder i området, som de selv vinificerede i Savièse. Siden tog det hurtigt fart: I 1987 lykkedes det forpagte sig til en række vinmarker i omegnen af Sion og Sièrre; og i 1989 frigav de for første gang en cuvée af udvalgte druer med navnet Cornulus. Det slog sig siden fast som domænenavn. Skridt for skridt fandt de selvlærde vinbønder deres fødder og fik fastlagt en mere detaljeret vision for deres arbejde.

Uploaded by Domaine Cornulus on 2019-10-16.

Trekronet terroir

“Der er ingen stor vin uden stort terroir,” og derfor måtte der marker af første klasse til. I 1993 lykkedes det at købe de første på kalkstensterrasserne Clos de Mangold; og i 1999 gjorde de et kup ved at købe sig ind på Clos des Corbassières. Med fødderne solidt plantet på de gyldne skråninger var kursen sat. Hvert lod lod de vinificere separat, og med omlægning til biodynamiske metoder søgte de to at opnå størst mulig balance i vinmarken og et tydeligt naturligt aftryk derfra i vinene. Endeligt erhvervede de i 2015 den glimmerskiferfyldte Clos des Manzuettes. Samlet set står Domaine Cornulus nu for imponerende 40 vine fra blot 15 hektarer.

Clos des Corbassières er husets mest berømte besiddelse, bestående af 52 solbadede, sydvendte terrasser, som smyger sig op ad Mont d’Orge. Jordbunden er rå skifer og kalksten med et tyndt toplag silt; og som den jord, den er sprunget af, løfter vinen sig mod himlen. Der er en symbiose af stenet tyngde og luftig lethed at spore i vinene på Chasselas, Petite Arvine, Sylvaner og Savagnin fra stenterrasserne her.

Petite Arvine

Her har vi at gøre med en af vinverdenens store, oversete stjerner. Den stråler stærkest i hænderne på Marie-Thérèse Chappaz, Maître de Chais, Domaine des Muses, Histoire d’Enfer og ikke mindst Domaine Cornulus. Der er kun godt 150 hektarer, hvoraf langt de fleste står i Valais. Valle d’Aosta i det nordvestlige Italien er eneste udenlandske område, hvor den synes at trives, men der findes også enkelte franske beplantninger i Savoie og Rhône. Den sætter knop tidligt men modner først sent. Udbytterne er til gengæld gode men må holdes i ave for at få balance og koncentration; og den trives på de tørre skråninger, hvor man nemmest også undgår meldug og råd. Dyrkes den godt, takker Petite Arvine os med saftig spændstighed, stor fylde og fine noter af grapefrugt, eksotisk frugter og urter, ofte en krydret og særligt salt note. Enkelte fremstiller også en honningsød senthøstet Arvine. Det er dyre dråber, der indfanger en overset perle i Europas vinhistorie. Arvines egen historie fortaber sig i tågerne, den er ikke nært beslægtet med andre druer, og dens nærmeste slægtninge er alle schweiziske. Det giver alligevel anledning til et kvalificeret bud på dens oprindelse.

Domaine Cornulus Petite Arvine Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017 fryder med fyldig frugt af eksotisk afstamning, fersken, abrikos, ananas, rød grapefrugt. Især teksturen imponerer med sin dybe tyngde kombineret med en nærmest luftig lethed. Smidig syre, syrnet smør, delikat urtede noter, græs, citronverbena, mynte og anis, og en let salt sprødhed. Der er noget udtalt burgundisk over vinen, men accenten er anderledes, ikke mindst er frugten sin egen og fadpræget mere dæmpet. Fragmentariske smagenoter formår ikke helt at indfange den melodi af moden frugt, sirlig syre og stenet mineralitet, der er på spil her. Det er klangfuld saft af Alpernes kølige nætter og solrige sommerdage, smukt synkroniseret i D-dur. Druerne er gæret på amforaer og lagret sur lie på store træfade.

Clos des Corbassières står for stor vin, også til prisen, selvom beløbet ikke er lavt. Desværre gælder Oz Clarkes gamle råd stadig: Den bedste måde at komme til at smage schweizisk vin, er at få en anden til at betale. Ellers må man tømme lommerne og gøre noget ud af begivenheden— for en begivenhed er den.

Flaske: Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017  
Vinhus: Domaine Cornulus  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesort: Petite Arvine  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amfora
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 450,-

Riesling Reunion

Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-