Sjældent godt

Det er ikke kun den tynde alpeluft, man kan blive stakåndet af. Schweiz byder også på forførende, friske hvidvine; vine af en anden verden men med samme virkning. Om vinen i Vaud vestligst i landet skrev forfatteren til Physiologie du Goût, den franske advokat og gastronom Brillat-Savarin, at den var “frisk og klar som en bjergbæks vand” — og om vinen i Valais ved Vauds side kan retteligt siges det samme.

Det isolerede alpeland midt i manegen holder eminent på sine hemmeligheder. En betragtelig vinavl kommer for langt størstedelens vedkommende kun schweizerne selv til gode, herunder dets skatkammer af gamle, lokale sorter, som stort set kun ses her. Petite Arvine er en af de bedste, blandt Amigne, Humagne, Cornalin og Completer for blot at nævne nogle få andre. Hver er tilpasset de lokale forhold, som kun deres dyrkere og velbevandrede vinmagere fuldt ud kan forstå. Domaine Cornulus hører til i den kategori, og deres nysgerrige udforskning af terroir og lokale specialiteter finder sit højdepunkt i Clos des Corbassières, en sjælden og stor vin.

Selvsagt er der noget særligt i sjældne fornøjelser. Foruden nye indtryk og variation i sine oplevelser er det næsten som om man kan smage det sjældne som en særskilt smagskvalitet. Det må være vinverdenens pendant til at finde en førsteudgave af Syv fantastisk fortællinger, at nedlægge the big five eller møde Magnus Carlsen til et skægt spil skak.

Valais’ velsignelser

120 kilometer langs den nyudsprungne Rhôneflods nordbred— fra Visperterminen til Genèvesøen— ligger Valais’ vinmarker, hele 5.260 hektarer, på skråninger så stejle som solopgange og ofte i 500 til 800 meters højde. Historisk har man længe kunnet prale af at have Europas højest beliggende vinmarker ved Viège, på tysk kaldet Visp. Du skal til Douro for at finde stejlere skråninger og højere terrasser; og det er et skråplan at dyrke vin her. Vinbjergets beplantninger begynder ved 650 meter, og de ender i 1.150 meters højde. Heida er højdernes hersker, den lokale klon af Savagnin eller Traminer, om man vil. Betvinger man bjergsiderne, så trives den og de andre druer trods kontinentalklimaet kølige vintre i de varme og solrige somre; og holdes friske af den meget moderate nedbør og den tørre fønvind fra Alperne. En af bagsiderne er faktisk, at det mange steder kan være nødvendigt at kunstvande for at holde gang i produktionen.

Hvidvinen er den vigtigste i Valais. Hoveddruen er Chasselas, lokalt kendt som Fendant, en mild tørstslukker med moderat syre og aroma. Mineralsk kan den til gengæld være som få, alt afhængigt af terroiret. Mere karakterfulde og aromatiske er de lokale sorter Petite Arvine, Amigne og Humagne Blanche— samt ikke mindst Marsanne, Rousanne, Viognier og Heida eller Païen, som Savagnin kaldes her. Der er dog også rødvin, den mest kendte er den traditionelle Dôle, en bærduftende, saftig og syrerig rød på en blanding af Pinot Noir og Gamay. Goron er betegnelsen, når Syrah af og til indgår i blandingen. De tre sorter flaskes også hver for sig, ligesom de lokale Cornalin, Humagne Rouge og Gamaret gør det.

Det er denne mosaik af terroirs, traditioner og vintyper, de to vinglade fætre Dany Varone og Stéphane Reynard i 1986 besluttede sig for at blive en aktiv del af. Så de købte en kælder og begyndte at indkøbe druer fra forskellige vinbønder i området, som de selv vinificerede i Savièse. Siden tog det hurtigt fart: I 1987 lykkedes det forpagte sig til en række vinmarker i omegnen af Sion og Sièrre; og i 1989 frigav de for første gang en cuvée af udvalgte druer med navnet Cornulus. Det slog sig siden fast som domænenavn. Skridt for skridt fandt de selvlærde vinbønder deres fødder og fik fastlagt en mere detaljeret vision for deres arbejde.

Uploaded by Domaine Cornulus on 2019-10-16.

Trekronet terroir

“Der er ingen stor vin uden stort terroir,” og derfor måtte der marker af første klasse til. I 1993 lykkedes det at købe de første på kalkstensterrasserne Clos de Mangold; og i 1999 gjorde de et kup ved at købe sig ind på Clos des Corbassières. Med fødderne solidt plantet på de gyldne skråninger var kursen sat. Hvert lod lod de vinificere separat, og med omlægning til biodynamiske metoder søgte de to at opnå størst mulig balance i vinmarken og et tydeligt naturligt aftryk derfra i vinene. Endeligt erhvervede de i 2015 den glimmerskiferfyldte Clos des Manzuettes. Samlet set står Domaine Cornulus nu for imponerende 40 vine fra blot 15 hektarer.

Clos des Corbassières er husets mest berømte besiddelse, bestående af 52 solbadede, sydvendte terrasser, som smyger sig op ad Mont d’Orge. Jordbunden er rå skifer og kalksten med et tyndt toplag silt; og som den jord, den er sprunget af, løfter vinen sig mod himlen. Der er en symbiose af stenet tyngde og luftig lethed at spore i vinene på Chasselas, Petite Arvine, Sylvaner og Savagnin fra stenterrasserne her.

Petite Arvine

Her har vi at gøre med en af vinverdenens store, oversete stjerner. Den stråler stærkest i hænderne på Marie-Thérèse Chappaz, Maître de Chais, Domaine des Muses, Histoire d’Enfer og ikke mindst Domaine Cornulus. Der er kun godt 150 hektarer, hvoraf langt de fleste står i Valais. Valle d’Aosta i det nordvestlige Italien er eneste udenlandske område, hvor den synes at trives, men der findes også enkelte franske beplantninger i Savoie og Rhône. Den sætter knop tidligt men modner først sent. Udbytterne er til gengæld gode men må holdes i ave for at få balance og koncentration; og den trives på de tørre skråninger, hvor man nemmest også undgår meldug og råd. Dyrkes den godt, takker Petite Arvine os med saftig spændstighed, stor fylde og fine noter af grapefrugt, eksotisk frugter og urter, ofte en krydret og særligt salt note. Enkelte fremstiller også en honningsød senthøstet Arvine. Det er dyre dråber, der indfanger en overset perle i Europas vinhistorie. Arvines egen historie fortaber sig i tågerne, den er ikke nært beslægtet med andre druer, og dens nærmeste slægtninge er alle schweiziske. Det giver alligevel anledning til et kvalificeret bud på dens oprindelse.

Domaine Cornulus Petite Arvine Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017 fryder med fyldig frugt af eksotisk afstamning, fersken, abrikos, ananas, rød grapefrugt. Især teksturen imponerer med sin dybe tyngde kombineret med en nærmest luftig lethed. Smidig syre, syrnet smør, delikat urtede noter, græs, citronverbena, mynte og anis, og en let salt sprødhed. Der er noget udtalt burgundisk over vinen, men accenten er anderledes, ikke mindst er frugten sin egen og fadpræget mere dæmpet. Fragmentariske smagenoter formår ikke helt at indfange den melodi af moden frugt, sirlig syre og stenet mineralitet, der er på spil her. Det er klangfuld saft af Alpernes kølige nætter og solrige sommerdage, smukt synkroniseret i D-dur. Druerne er gæret på amforaer og lagret sur lie på store træfade.

Clos des Corbassières står for stor vin, også til prisen, selvom beløbet ikke er lavt. Desværre gælder Oz Clarkes gamle råd stadig: Den bedste måde at komme til at smage schweizisk vin, er at få en anden til at betale. Ellers må man tømme lommerne og gøre noget ud af begivenheden— for en begivenhed er den.

Flaske: Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017  
Vinhus: Domaine Cornulus  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesort: Petite Arvine  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amfora
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 450,-

Riesling Reunion

Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-

Vinen tilbage i byen

Graz, Østrigs næststørste by og hovedstad i delstaten Steiermark, var indtil midten af det 20. århundrede en vindyrkende by: Især på bakkerne i den sydlige del af byen var der plantet vinmarker, som efter bedste, østrigske tradition dannede rammen om Buschenschänke, beværtninger med mad og udskænkning af egen vin. I folkemunde var området omkring bakken Kehlberg endda kendt som Kleingrinzing, ‘det lille Grinzing’, en reference til Wiens berømte kvarter med vinmarker og Kellergassen på ræd og række. Industrialiseringen og vinlusens indtog begyndte at begrænse vinarealet i Graz allerede i 1800-tallet, og øget urbanisering og to verdenskrige i 1900-tallet gjorde kål på resten. Næsten 200 hektarer vinmarker i 1820 var reduceret til 0 i 1967, hvor den sidste vinmark i bydelen Welbing blev opgivet.

Landmusen, bymusen og sommerfuglen

Den historie blev vinmageren Hannes Sabathi bekendt med for en håndfuld år siden, da en ven fra Graz fortalte ham om byens glorværdige historie med urbant vinbrug. Inspirationen var vakt hos den terroir- og traditions-interesserede Sabathi; og nu genopliver han vinbruget i Graz på Kehlberg under navnet Falter Ego. Kehlberg ligger i byens sydvestlige del og har dokumenteret vinbrug tilbage til 1140, og den talte i 1800-tallet mindst 37 hektarer vinmarker. Dengang var den sandsynligvis beplantet med Weisser Heunisch, Welschriesling og Blauer Wildbacher. I 2013 og 2014 genplantede Sabathi så 4,5 hektarer på Kehlberg med velkendte sorter i Steiermark-regi: Sauvignon Blanc, Gelber Muskateller og Grauburgunder. Terroiret ligner det, han kender hjemme fra Gamlitz i Südsteiermark: Stejle marker på lehm og kalksten. Navnet Falter Ego er Sabathis alias og desuden en reference til en sjælden sommerfugl (Falter), der sammen med vinen nu stortrives igen som følge af den grønne byfornyelse. Sabathi forklarer:

“Kehlberg er et magisk sted. Midt mellem træklædte bakker ligger vores unge vinmark. Efter 100 års fravær kan to arter nu lykkeligvis genfindes her: Osterluzei svalehalen og vinstokken.” Den sjældne plante hjertebladet slangerod trives ikke blot på naturskrænten men også i den nyplantede vinmark; og den er foderplante for den endnu sjældnere art svalehale zerynthia polyxena. (Læs mere om vin, klima og sjældne sommerfugle her.)

Urban vitikultur

Graz er ikke unik som vinby. I Wien overlevede vinmarkerne, som i en af de eneste storbyer i verden, gennem det 20. århundrede, og de har haft en sand opblomstring de seneste 20 år. I Salzburg var der i århundreder også vinbrug, særligt omkring flere af de såkaldte bybjerge, der som Grazs er en del af de nordlige kalkalper. Men de sidste marker forsvandt her allerede i løbet af 1800-tallet. Vinbruget i Salzburg var koncentreret omkring Rainberg, en udløber af det større Mönchsberg, og Bürglstein, en udløber af det større Kapuzinerberg. Som i Graz er der dog også grøde i en genetablering af den urbane vitikultur i Salzburg: Den lokale spejderbevægelse, Salzburger Pfadfindern, har stået for genplantning af vinmarkerne ved Richterhöhe på Mönchsberg. Deres første årgang af vinen Paris Lodron Zwinger flød fra flasken ved en præsentation på Hotel Blaue Gans i Salzburger Altstadt den 21. juni 2012. Den laves i samarbejde med Martin Mittelbach fra Tegernseerhof i Wachau, og kvaliteten er på vej til tops. Der findes også overvintret byvin i tyske Stuttgart, ligesom man (i meget mindre skala) har genetableret vinmarker i Montmartre i Paris, der indtil 1800-tallet også var veludrustet med vin. Urban gardening, når det er bedst; og godt at se, at både kulturhistorien og naturen rykker ind i byerne igen. Selvfølgelig er der også mangfoldige udfordringer, for eksempel i forhold til forurening fra omgivelserne. I Kehlbergs tilfælde var det dog ikke det store problem, da bakkeskråningen har været henlagt som naturgrund i årtier.

Fra Gamlitz til Graz: Hannes Sabathi på toppen af Kehlberg med byen i baggrunden. Foto: Manfred Klimek

Der er mere at læse om Falter Ego og 110 andre østrigske vine, deres vinmagere og oprindelse i Daniela Dejnega og Luzia Schrampfs netop udkomne 111 Weine aus Österreich, die man getrunken haben muss (Emons Verlag). Slår man op på side 234, finder man en flot kondenseret historie om Graz og Kehlberg, Hannes Sabathi og Falter Ego. Oplagt, velformuleret og ganske inspirerende, og sådan går det flaskevis hele vejen igennem bogen; og gerne med et glas Grauburgunder fra Graz i hånden.

Grauburgunder Ried Kehlberg 2017 er en sjældent forfriskende Grauburgunder. Fint flintet og let røget duft med nyslået hø, urter og bergamot i duften. Saftig ferskenfrugt i smagen, friskkærnet smør, fine noter af orangeskal, smidig syre og en behagelig tørhed. Mineralitet fra Kehlbergs kalk- og dolomitholdige jord i op til 500 meters højde, friskhed fra kølig gæring på stål, fylde fra fadlagring sur lies. Godt gjort!

Et udvalg af Hannes Sabathis vine importeres af Østrigsk Vinimport.

Flaske: Ried Kehlberg 2017  
Vinhus: Hannes Sabathi  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Grauburgunder  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Gæret på ståltanke
Lagring: Store træfade  
Lukning: Glasprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 200,-  

Livet på grænsen: Steiermark

Den 10. september 1919 skrev de allierede magter og de besejrede østrigere under på Saint-Germain-traktaten. Det beseglede det gamle Østrigs opløsning efter nederlaget ved Første Verdenskrigs afslutning året før; og hermed adskildtes adskillige kronlande— med tilhørende vinmarker— fra det tidligere kejserrige: Store landområder gik tabt til vore dages Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Italien, Rumænien, Slovenien og Kroatien. Flere af kejserrigets vigtige vinområder lå nu i andre lande. Alene dannelsen af Kongeriget Jugoslavien betød et farvel til næsten 10 millioner undersåtter— og 30.000 hektarer vinmarker.

Tilbage lå en forarmet, detroniseret og amputeret republik i Alperne, afskåret fra omverdenen og sin glorværdige fortid; og familier, der boede i grænseområderne, måtte vinke farvel til familiemedlemmer og landbesiddelser, som de nye grænser satte udenfor; og med Anden Verdenskrigs udbrud og Jerntæppets sænkning blev det, der kramptagtigt var blevet holdt sammen som ét land gennem århundreder, i det følgende århundrede endnu mere krampagtigt holdt adskilt. Nu, et århundrede senere, er skårene klinkede, og efter Den kolde krigs afslutning og EU’s udvidelse mod øst er der genetableret forbindelser på tværs af de splittede egne— også mellem vinmarker og vinmagere. I disse Brexit-tider kan det være en interessant påmindelse om europæisk integration at se nærmere på de genvordigheder, et turbulent århundrede i europæisk historie beredte befolkningen og efterkommerne i Det Habsburgske Monarki. Ikke mindst på, hvor godt vinene i randområderne er kommet igen. Det lysner i øst.

Die Südsteirische Weinstrasse smyger sig gennem vinmarkerne op og ned af de bølgende bakker i det sydligste Steiermark. Slovenien ligger på den anden side af skoven… og ved hvert et sving hyggelige små vinhuse

Steiamoak

Et af verdens naturligt mest betagende vinområder ligger i det sydøstlige Østrig mod grænsen til Slovenien: Steiermarks landskab fascinerer med sine endeløse rækker af stejlt skrånende bakker, der vrider sig ud og ind mellem hinanden og mødes i de særeste vinkler. “Das grüne Herz Österreichs”, Østrigs grønne hjerte, er en passende betegnelse for dette frodigt grønne og pulserende landskab: Skove, enge, frugtplantager og marker med korn, humle, græskar og masser af vin. Befolkningen ernærer sig som altid først og fremmest ved landbrug. Herfra flyder vinen og østrigernes elskede græskarkerneolie. Det tiltrækker også turister, der kan nyde godt af omgivelserne, afgrøderne og ikke mindst de lokales gæstfrihed, traditionsrige livsform og den charmerende styriske dialekt, hvor intonationen og melodien ligner landskabet.

Sin sydlige beliggenhed til trods gør højderne og nærheden til Alperne Steiermark til et ret køligt vinområde, hvor intense og aromatiske hvidvine er i højsædet. Det lokale klima kaldes illyrisk: Østrigs semi-alpine fastlandsklima mødes her med et fugtigt, adriatisk kystklima fra syd samt den såkaldte pannoniske indflydelse fra øst, hvor varme vinde blæser ind fra den store ungarske slette. Køligheden giver intensitet og temperatursvingningerne komplesitet i druerne.

Det finurligt furede bakkelandskab byder på mange forskelle i både elevation og eksposition, og variationerne i jordbundsforholdene gør et stærkt fokus på lokalt terroir forståeligt. Kalkmergel, kalksten, ler, sand, skifer og basalt, man kan finde det meste i Steiermark. Det samme motiverer en stor variation i sorter: De grønne druer dominerer— Welschriesling, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Sauvignon Blanc, Weissburgunder, Grauburgunder og Chardonnay, lokalt traditionelt kaldet Morillon samt en smule Riesling; og blandt de blå er Blauburgunder og Blaufränkisch at finde foruden den lokale specialitet Blauer Wildbacher, der mest benyttes til den syrerige rosé Schilcher (og der er nærmere at læse om Steiermarks vinområder og vine i det aktuelle DinVinGuide #19).

Steiermark var i mere end 700 år et samlet hertugdømme og integreret kronland i det østrigske kejserrige. Men fra 1919 kom nutidens Steiermark til at ligge i Østrig, mens det primært slovensktalende Untersteiermark blev en provins i Slovenien (Spodnja Stajerska). Det efterlod uundgåeligt tysktalende familier på den slovenske side og slovensktalende på den østrigske. Mange folk måtte rykke rundt og beslutte sig for, om de ville emigrere eller integreres.

Et vanskeligt århundrede fulgte på begge sider af grænsen. Fattigdommen var stor, især på landet, og især så perifært som det sydlige Steiermark lå. Den nu slovenske by Maribor (Marburg an der Drau) havde været et lokale samlingspunkt, men den lå nu på den anden side af en hård grænse. Dagligdagen blev vanskelig med hårdt arbejde på de stejle skråninger og tranghed i de små huse. Man dyrkede majs til at fremstille den nærende ret Sterz, og vin var alene til eget- og lokalforbrug, told gjorde udveksling og eksport vanskelig. Området affolkedes betragteligt i årtierne, der fulgte, og afhopning, smugling og andre former for grænseoverskridende adfærd blev for en tid hverdag. Efter Østrig gennem Anschluss blev en del af Det Tredje Rige i 1938, fulgte voldsomme krigshandlinger under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne besatte Stajerska og forsøgte etnisk udrensning i området; og med den efterfølgende fred fulgte Den kolde krig og årtiers skarp adskillelse.

Historiske dobbeltbesiddelser

Südsteiermarks snoede skråninger har ellers ikke meget til overs for mennesker med måleudstyr og grænsedragning for øje, og anskuet i dag synes det usandsynligt, at her ikke altid har hersket fred og fordragelighed. Landegrænsen mellem Østrig og Slovenien har siden 1919 løbet mellem Kungota i Slovenien og Glanz i Østrig, hvor også Die Südsteirische Weinstrasse løber— Østrigs ældste vinvej indviet i 1950’erne. Efter østblokkens fald, den jugoslaviske borgerkrig, Sloveniens selvstændighed i 1991 og indlemmelse i EU i 2004, indviede man i 2013 monumentet Grenztisch (‘grænsebordet’), et rundbord som mødested til fælles fornøjelse midt i vinmarkerne, og grænsen går teknisk set tværs gennem bordet. Hvor der engang var hegn og pigtråd, står der i dag venskab og vinglas; og her satte Østrigs statslige vinmarketing, ÖWM, en række internationale vinfolk stævne til Austrian Wine Summit i sommers. Emnet var passende ‘vinmarker uden grænser’ og fokus det fremtidige fællesskab mellem de nu genforenede vinområder i Steiermark og Stajerska.

“Vi har meget til fælles både her og der. Men hver familie er sin egen, ingen har helt samme historie,” fortæller den unge Anna Gamser fra Weingut Gamser, hvor hun med sin familie driver vingård og gæstgiveri ved Leutschach få kilometer fra grænsen til Slovenien. “Vores historie begyndte med mine oldeforældre, der grundlagde gården. Men siden min bedstefar er den drevet som en dobbelt vingård” — hvorved forstås en vingård med vinmarker på begge sider af grænsen. Hannes Dreisiebner fra Dreisiebner Stammhaus i Gamlitz kan ligeledes fortælle om sin oldefar og dennes bror, der med huse på hver sin side af grænsen måtte føre familierne videre i hvert sit land— til trods for, at deres vinmarker stadigt grænsede op til hinanden; og den aldrende Alojz Gaube fra Vino Gaube i Kungota på den slovenske side af grænsen kan nostalgisk berette om, hvor gerne hans far Emanuel ville have gået på vinskolen i Klosterneuburg— men muligheden havde han ikke. Den mulighed fik først barnebarnet Alojzij, der i dag driver gården videre.

Allerede i 1953 forsøgte man med den såkaldte Gleichenberger Abkommen at løse de grænseoverskridende problemer: Det var en bilateral aftale, der gav godt 400 østrigske og 50 jugoslaviske bønder deres besiddelser på den ‘forkerte’ side af grænsen tilbage; og de østrigske vinbønder mulighed for at forarbejde deres slovenske druer til vin i Østrig. Skridt for skridt er det gået i den rigtige retning, lettet af Sloveniens indtræden i EU i 2004, men desværre besværet af visse juridiske oprindelsesgarantier siden 2014.

Mærket Historischer Doppelbesitz benyttes af en sammenslutning af vinhuse, der har besiddelser på begge sider af grænsen, stiftet som Weinbauverein steirischer Doppelbesitzer i 2012. I dag har disse grænsegængere altså mulighed for at dyrke markerne i sammenhæng og at forarbejde druer fra den ene side af grænsen på den anden. Således flasker familien Gamser i Østrig også en vin på Welschriesling fra deres marker i Slovenien.

Der blev kippet med både østrigske, slovenske og europæiske flag, da Austrian Wine Summit i sommeren 2019 lagde turen forbi Grenztisch ved Glanz langs Südsteirische Weinstrasse, hvor der er meget at fejre. Anna Gamser sidder til bords til venstre. Foto: ÖWM

Wööschriesling

Her har vi at gøre med en nærmest grænseløs drue, en retmæssig arving i den habsburgske vinfamilie. Welschriesling er Steiermarks mest plantede sort (og med 3.338 hektarer faktisk Østrigs næstmest plantede grønne sort efter Grüner Veltliner), og i de rette hænder er dens vine ofte ganske glimrende. Vine, man måske først falder for ved nærmere bekendskab, fordi de først forfører efter anden slurk; men ikke desto mindre.

En indledende afklaring er på sin plads: Welschriesling har ikke noget at gøre med den ‘rigtige’ Riesling, der kontrasterende også kaldes Rheinriesling men henvisning til floddalen, den stammer fra. Onde tunget vil hævde, at Welschriesling blot er en sekundasort, der lukrerer på Riesling-navnet for at forbedre sit eget brand. En urimelighed, vi vender tilbage til. Den er til gengæld beslægtet med en anden, nu knapt så kendt tysker, nemlig den gamle sort Elbling, der ligeledes er opkaldt efter en flod, Elben. Ret beset burde Welschriesling nok have heddet Donauriesling, for det er i landene langs Donau, den er udbredt og har sin oprindelse— men det navn er nu givet til en ny PiWi-sort, så vi hænger på Welschriesling.

Welsch— som i walisisk? Både ja og nej; for det germanske ord ‘welsch’ betegner noget fremmed eller anderledes, det være sig for eksempel et folk eller et sprog. Det er forklaringen på, at englænderne kalder deres vestlige naboer med det fremmedartede sprog for Welsh, selv kalder waliserne sig cymry. Tættere på vores nuværende opholdssted omtaler de tysktalende schweizere ofte deres fransktalende landsmænd i Suisse romande for Welschschweizer. Således også med den ‘anden’, ‘fremmede’ Riesling i øst: Welschriesling.

Ligehederne, der kan retfærdiggøre navneligheden med Riesling, tæller foruden friske æblearomaer og en relativt høj syre dens evne til at fremstille fremragende søde vine. Det er den rolle, Welschriesling indtager langs Neusiedlersee i Burgenland, hvor den blandt andre lægger druer til den ædelsøde Ruster Ausbruch. Kvaliteten er i top, men selvfølgelig er aromaerne og strukturen anderledes end i en Riesling fra Mosel. Men man skal slet og ret ikke sammenligne, for Welschriesling er sin egen; og har egne kvaliteter at værdsættes for. Fordommen, at tør Welschriesling er spinkel, udtryksløs bællevin, kan i dag tilbagevises med mangfoldige eksemplarer, der er alt andet.

Som nævnt er det netop i Central- og Østeuropa, at Welschriesling er på hjemmebane. Vi kender måske sorten bedst fra Østrig, men selv her slår den især sine folder i udkantsområderne i syd og øst. Den er udbredt i det nordligste Italien under navnet Riesling Italico, i Ungarn under navnet Olaszrizling og i Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien som Laski Rizling; mens den når sin største udbredelse i Kroatien, hvor den kendes som Grasevina.

Gamser Welschriesling 2018 er en traditionel styrisk Welschriesling med alle dens dyder, en frisk, saftig og mild mundfuld til maden eller som glas i utide. Fin, floral aroma, meget mild æblesmag, et let græsset præg i eftersmagen og en ren, mineralsk efterklang. Let og ligetil. Et glimrende supplement til de stærkt aromatiske vine, som Südsteiermark bugner af.

Weingut Tement laver for øvrigt fremragende Welschriesling af en anderledes seriøs og substantiel slags med deres enkeltmarker Weinstock Alte Reben og Ottenberg Veitlhansl. Ligesom de under navnet Domaine Ciringa laver vin i Slovenien lige over for deres berømte enkeltmark Zieregg. I Stajerska kan anbefales vinene fra Valdhuber og Keltis. Og prøv ellers løs hos Dieter Herist, Adam-Lieleg, Herrenhof Lamprecht, Lackner-Tinnacher, Michi Lorenz, Wolfgang Maitz, Tschermonegg, Warga-Hack, Weingut Werlitsch og Sepp Muster— eller i Burgenland hos Heinrich, Kolfok, Rennersistas og Uwe Schiefer. De bedste har foruden den frodige æblearomatik en næsten burgundisk fylde med syrnet smør, brioche og havrekiks eller masser af mineralitet, saltvand, havgus, østersskaller og flint. Måske fremtiden tilhører den undervurdrede outsider.

Flaske: Welschriesling 2018  
Vinhus: Weingut Gamser  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Welschriesling  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11%  
Pris: cirka 100,-