Hvordan smager en lang, god sommer?

“Hvordan smager en lang, god sommer?”

Spørgsmålet stillede Nina og Niels Fink fra Vejrhøj Vingård ved Vindekilde i Odsherred for nyligt; og svaret vejrer ikke i vinden, for vi fik ved samme lejlighed smag for frugterne af sidste års høst. Den usædvanligt lange, tørre og solrige sommer i 2018 var en drøm for de danske vinbønder og kan nu genopleves i glasset. Styver 2018 er en forfriskende flaskepost fra foden af morænebakkerne ved Vejrhøj, hvor det på få år er lykkedes familien Fink at sende dansk hvidvin til tops.

Land og folk

Landskabet i Odsherred på det nordvestlige Sjælland hører til landets flotteste, især om sommeren; og Odsherred kommune rummer oplagt også flere sommerhuse end helårshuse. Man bemærker årstidernes skiften på andet end vejret.

Vi befinder os på bakkedragene langs Sejrøbugten syd for Sjællands Odde. Vejrhøj Vingård ligger langs vandrestien fra Vindekilde til gravhøjen Vejrhøj. Det er stejlt moræneland, dannet under seneste istid, hvor hele Odsherred lå under is. Vejrhøj er den yngste, sydligste og højeste af de såkaldte Odsherredbuer, randmoræne dannet ved en gletchertunges fremskred. Den gamle bronzealdergravhøj på toppen troner i 121 meters højde, med udsigt mod Nekselø i vest, Dragsholm Slot mod syd og helt over til den inddæmmede Lammefjord mod øst. Selve vinmarkerne ligger på sydvendte skråninger ned mod Sejerøbugten, foran ligger lidt hedeslette og bagtil skov og en moræneslette ned til Lammefjorden.

Seneste tilføjelse til dette gamle landskab er så tre hektarer vinmarker. Nina og Niels Fink skiftede Sølyst i Klampenborg ud med Vejrhøj i 2009. En boligannonce havde gjort dem opmærksomme på det lille hvidkalkede husmandssted ved havet, med tilhørende marker, som i årenes løb bare var vokset til. “Det var udsigten, der afgjorde det. Vi satte os på en bænk ved huset og så ud over bugten,” fortæller Niels: “Her skulle det være.”

En moden beslutning

Det er alt andet end ubeskrevne blade, der har slået rod her ved Vejrhøj. Begge er uddannede økonomer, fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet, og begge med en fortid i PensionDanmark og Lægernes Pensionskasse. Senest var Nina direktør i PBU, Pædagogernes Pensionskasse, og Niels chef for institutionelle investorer i Nordea. Hvad slår man sig så ned som efter sådanne jobs? Ja, som vinbønder, selvfølgelig!

Helt en selvfølge var det nu ikke, for det var mere tilfældets musik, der førte dem til vinavl. Nina var som ung en tur omkring Landbohøjskolen men skiftede hurtigt agronomien ud med økonomien og lod det grønne være en hobby. Men efter en lang karriere i storbyen kriblede det igen i fingrene for at komme i gang med “noget med planter”. Så da den yngste var blevet student, og børnene dermed fløjet fra reden, stod en flytning og et karriereskifte foran dem.

Oprindeligt var det tanken, at de måske skulle dyrke æbler eller solbær; men en kyndig sjæl var så venlig at lade Niels vide, at moræneskråningerne nær ved havet var mere end velegnede til vindyrkning. Så sådan blev det. De første vinstokke blev plantet i 2011. Stadig på hobbyplan til en aktiv pensionisttilværelse; men da Niels forlod sin chefstilling i 2013, valgte de alligevel at lade vinavlen tage fart. I dag står der godt 10.000 stokke, som kræver godt og vel to fuldtidsstillinger at passe. Samtidigt har Niels været tilbage på skolebænken og har taget sommeliereksamen på Vinakademiet.

De står altså selv for alt arbejde i marken og vineriet— men med hjælp fra venner, familie og folk med erfaring og gode kontakter. Den tyske vinmager og ønolog Jens Heinemeyer bistår i kælderen. Heinemeyer er kendt fra vinhuset Solveigs i Rheingau og slår ofte sine folder som konsulent i Danmark, bl.a. har han tidligere arbejdet med kirsebærvin på Frederiksdal, ligesom han også er ønolog hos Ørnberg på Sjællands Odde få kilometer fra Vejrhøj.

“Jens har været en vigtig hjælp undervejs. Han har også hjulpet til med at finde det rigtige udstyr til vineriet til en ordentlig pris. Vi var en tur i Tyskland og se på forskellige beholdere og brugte maskiner, og Jens kunne vælge noget af god kvalitet,” fortæller Niels.

I 2015 byggede de nyt professionelt vineri ved siden af privatboligen. Foruden presse- og flaskningsudstyr, gæringstanke og træfade rummer bygningen også kontor og smagerum. Siden har det faktisk bare taget fart. Vinene udviste tidligt et kvalitativt potentiale og har allerede fået professionel opmærksomhed og vundet flere priser— og blandt de mange ferierende i sommerhalvåret er der god basis for hyppige besøg på den lille vingård. “Så der er nok at se til.”

“Vi får en masse frisk luft, for der er rigtigt meget udendørsarbejde. Det er meget givende at gå rundt ude i marken og passe planterne,” fortæller Nina. “Det er noget rart i at gå og gentage, når man beskærer og binder op. Men man skal ikke begynde at tælle, hvor langt man er nået… for så går det galt!”

Der skal både slides og nørkles en del, men også træffes beslutninger langt ud i fremtiden. Vin er som flerårig afgrøde og langtidsholdbart produkt et foretagende med naturligt langt tidsperspektiv; og det fordrer eftertanke men kræver også beslutsomhed. Deri ligger selvfølgelig venten og frustrationer men også meget af det særegent givende ved hele foretagendet: “Der er en stor tilfredsstillelse i at arbejde med hele processen fra planterne på marken til den færdige vin i flasken,” fastslår Niels.

Udgangspunktets lidenhed til trods formår de alligevel at fremstille flere forskellige og forskelligartede vine: Hvid, rosé, stille og mousserende, stålsatte og fadlagrede, de ligefremme og de legende. En fællesnævner er en intens aromatik og kølig nordisk friskhed.

En lille forbindelse tilbage til finansverdenen er finurligt bevaret i vinenes navne: Skilling, sterling, seksling, klipping, styver og gylden er alle navne på mønter; og med de historiske mønter sluttes ringen også til gravhøjen og arkæologiske fund fra nærheden.

Grønt er godt for øjnene

Respekt for naturen er en grundindstilling hos Nina og Niels Fink. De har fra første færd dyrket uden brug af sprøjtegifte. Desuden holder de markerne grønne med bunddække af naturlige græsser; og de tilføjer jorden næring med kompost. En officiel økologisk certificering er også under opsejling.

“Vi har valgt nogle sorter, som har gode forudsætninger for at modne i et køligt klima som det danske,” forklarer Niels, “og da vi dyrker markerne uden at bruge sprøjtegifte, giver det også god mening at have sorter, der kan modstå meldug og råd.”

Valget af druesorter faldt også naturligt på de grønne, da det danske vejrlig (endnu) er bedst egnet til hvid og mousserende vin. Solaris er hovedsorten, og Muscaris har også fået en pæn andel. Phönix, Hibernal og senest Souvignier Gris følger trop, og dertil kommer lidt af de blå Leon Millot, Cabernet Cantor og senest Bolero. De blå indgår i fremstillingen af rosévine. Sorterne er alle såkaldte PiWi-sorter, særligt sygdomsresistente krydsninger, som er velegnede til at dyrke i et relativt køligt og fugtigt klima som det danske— især når man som økolog ikke kan ty til fungicider. PiWi kan man læse nærmere om her.

Vejrhøjs vinmarker ligger på en sydvendt skråning op mod selve Vejrhøj, hvilket giver druerne masser af sol. Det skrånende terræn og nærheden til havet reducerer risikoen for nattefrost i maj, hvor vinstokkene springer ud; og i løbet af sommeren virker havet som en mildnende faktor, der frisker op og sender en salt brise ind over landet. “Vores vine kommer alle fra den samme mark,” fortæller Niels, “så de afspejler direkte den natur, de kommer af. Hver årgang er også forskellig. Det er spændende at følge med i.”

Udgangspunktet er småt; og det er småt med erfaringer i et så nyt et vinland som Danmark, der først i 2000 fik godkendelse af EU til kommerciel vinproduktion; og de sorter, der dyrkes, er ikke de mest hverken vel- eller anerkendte. Hvad kan man så forvente? Hvis man overhovedet har nogle forventninger, kan Vejrhøj i hvert fald leve op til dem. Det er imponerende, hvad de har nået i løbet af mindre end et årti; og man fornemmer da også både en begejstret overraskelse og en berettiget stolthed over vingården og vinene. Niels og Nina har fundet sig til rette, selvom de stadig er på vej i deres udforskning af vind, vejr og lokale vilkår. Og hvad rummer fremtiden så? Småt er godt, især når man gerne vil gøre arbejdet ordentligt og gå i detaljen:

“Vi vil gerne holde det i den her størrelse,” fastslår Niels, “så vi stadig selv kan stå for det hele. Så hellere holde fast i en lille produktion af kvalitetsvin og arbejde videre på den.” — Det bliver spændende at følge i de kommende år!

Sommeren 2018

Byger, som går og kommer— det er den danske sommer! Så vidt Thøger Larsen; men 2018 bød på en ekstrem sommer mange steder på den nordlige halvkugle. Central- og ikke mindst Nordeuropa og især Skandinavien oplevede usædvanligt varmt og solrigt vejr.

Sommeren satte i Danmark allerede ind i maj, der blev den varmeste og solrigeste nogensinde målt i Danmarkshistorien— med en middeltemperatur på 15 grader og hele 363 solskinstimer. Regn var det småt med efter en usædvanligt våd marts; og allerede i juni kom der afbrændingsforbud landet rundt. Juni og juli gik maj i bedene og gik begge hen og blev de solrigeste af deres slags. Heldigvis kom der noget af den nedbør, der normalt kendetegner juli, endda kraftig regn sidst på måneden; men det solrige, varme vejr varede alligevel langt ind i august.

Sådan en sommer sætter selvfølgelig et særligt præg på vinplanternes vækst. Blomstringen forløb meget tilfredsstillende, men den efterfølgende tørke var hård for planterne, især de helt unge stokke. I sidste ende blev udbytterne dog overmåde pæne og mosten godt moden. Høsten fandt sted meget tidligt og forløb over en ganske kort periode fra den 15. til 25. september. Familie og venner hjalp til med at få druerne i hus. Nu, et år senere, hvor dette års mere ‘normale’ danske sommer lakker mod enden, kan vi gøre status over resultaterne.

Styver 2018 er stålsat Solaris med nærmest knasende sprødhed, en saftspændt, frodig frugt, godt greb og overraskende frisk syre for så varm en årgang. Græs, hyldetræ, hyldeblomst, limeskal, grønne stikkelsbær, moden pære, agurkesaft, flintede noter, aromaerne er komplekse. Samtidigt er Styver en fornøjelig og letdrikkelig vin, lige til at servere ved 8-10 grader og i ikke for små glas. Den egner sig som tørstslukker, terrassevin og i selskab med asparges, ærter, salater, lys fisk, gedefriskost og andre milde oste. Produktionen blev i 2018 på godt 6.000 flasker. Styver var i øvrigt i 1600- og 1700-tallet en dansk-norsk to-skilling. Selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, en gammel nederlandsk møntenhed.

Skilling 2018 er en rundere og mere substantiel Solaris med et skud Souvignier Gris. Rund fylde og rank syre, hyldeblomst, frisk fersken, et hint røde bær og let krydret restsødme. Gæringen gik i stå tidligere end forventet og efterlod 19 gram restsukker, der blot balancerer syren og giver større fylde. Velegnet på egen hånd, til milde oste eller grillede rodfrugter.

Klipping 2018 er en blød og saftig mundfuld på Muscaris og Cabernet Cantor. “Muscaris giver hyld og Cantor røde sommerbær,” siger Niels, og han har fuldstændigt ret: Hyldeblomst, roser, mild rød bærfrugt, især jordbær, både frisk og frosne, modne hindbær, et let krydret og røget præg. En oplagt vin til jomfruhummer, koldrøget laks eller rødkitost; men desværre allerede udsolgt. Knapheden går igen i navnet, den er navngivet efter en beskåret mønttype, som man har ‘klippet’ i krisetider.

Seksling 2018 er en boblende pendant til Klipping, en pet nat uden tilsatte sulfitter. “Selvom de startede sammen, har de fået vidt forskellige farver,” observerer Nina: Her er det en lys hindbærbrus med let skum, sprødt bid og gribende syre. Masser af moden bærfrugt, hindbærkerne, buksbom, pinje og en let ristet bitternote. Oplagt aperitif eller ledsager til friske sydøstasiatiske retter.

Så er der også Sterling, en Solaris med fadlagring, tillige i udgaven ‘Nøgen’, en naturlig, usvovlet forfriskning med hyldeblomst, grapefrugt, stikkelsbær, pirrende syre og en salt sprødhed; og Perle, en gang skum på Phönix og Hibernal med æble- og stikkelsbærsmag; og netop nu kommer to yderst velsmagende fade skindfermenteret Solaris og Souvignier Gris også på flaske, ‘Gylden’— men mere om det ved en senere lejlighed!

Vejrhøjs vine kan i København købes hos Vintro og Ved Stranden 10, og er man den spisende type, kan man støde på dem på Dragsholm Slot, Geranium, Kong Hans Kælder, Kødbyens Fiskebar, AOC m.fl. Men de kan selvfølgelig også erholdes på selve stedet, hvor alting opleves bedst. Vingården er almindeligvis åben for besøg torsdag og lørdag. Tjek hjemmesiden, eller træf aftale på 21 20 08 68 — og god fornøjelse med dansk vin!

Flaske: Styver 2018  
Vinhus: Vejrhøj Vingård  
Oprindelse: Sjælland, Danmark  
Druesort: Solaris
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: 185,-  

På vulkaner i Veneto

“Vi ved intuitivt, at der er noget på færde; men hvordan det hænger sammen, det er en helt anden sag.”

Så samtidigt sikkert og usikkert indledte John Szabo sin master class om vine fra vulkanske jordbunde på dette års jubilæumssamling i Vulcanica: Et forum hvor vinbønder, -forskere og -forhandlere siden 2009 har delt interesse og erfaringer med netop denne vintype; og siden delt den videre på vinmessen Vulcanei, som ligeledes afholdtes i maj. Udgangspunktet er Italien men med udblik til hele den vide verden; og Szabo er ikke hvem som helst i denne sammenhæng. Han er Canadas første master sommelier (MS) og forfatter til bogen Volcanic Wines: Salt, Grit and Power, den første almene introduktion til vine med vulkansk ophav.

Intitativet til Vulcanica opstod i Soave i den nordøstitalienske region Veneto, som vi i Danmark kender særdeles godt for Valpolicella og især den mægtige Amarone; men her fremstilles også Venetos fremmeste hvidvin, og den regnes traditionelt for italiensk hvidvins ukronede dronning. Området rummer foruden vinmarker på kalksten også mange vinmarker på vulkansk sten, basalt frem for alt. To i bund og grund helt forskellige jordbundstyper. Så i Soave er det muligt med en direkte sammenligning mellem magmatiske jordbunde som de vulkanske (basalt) og sedimentære jordbunde som de kalkstensholdige (karbonat) — især i forhold til duft- og aroma-profilen og den omdiskuterede mineralitet, da vi her har at gøre med hvidvine, hvor tørstofindhold og tanninstruktur spiller en meget mindre rolle end i rødvine.

Hvad er sammenhængen så mellem jordbundstype og vintype? Ja, som Szabo lader fremgå, så er der én eller flere sammenhænge; men hvordan terroir-udtrykket præcist omsættes fra den vulkanske undergrund til vinen i glasset er mildest talt meget mere usikkert. En sammenlignende smagning af 14 udvalgte vine— fra Veneto, Toscana og Piemonte og de mere velkendte vulkanske Vesuv, Etna og Santorini— gav dog et praktisk indblik og viste en række overlappende fællestræk. De står til sammen skrevet med stort i Suavias Monte Carbonare fra Soave, som kan tjene som et arketypisk eksempel i denne sammenhæng.

Den sorte basalt

Mange forbinder måske ikke Veneto som et vulkansk område, og vi skal da også millioner af år tilbage for at finde egentlig vulkansk aktivitet i området. I dets indre del bliver landskabet mere bakket, og mange steder ser man kegleformede bakker skyde op som små vulkaner. De er af vulkansk oprindelse, men små, udslugte vulkaner er de nu ikke. De er fremskred af den magmatiske stenart basalt, hvor den derover liggende sandsten og kalksten er eroderet væk, så basalten står tilbage som små pyramider, der rejser sig i landskabet.

Den store stjerne i det hvide Veneto er Garganega. Den får selskab af den lokale variant af Trebbiano; foruden en spændende lokal sort som Durello, den nyere krydsning Manzoni og burgundiske sorter som Chardonnay. Venetos vulkanske vinmarker er foruden i Soave at finde i Gambellara, Monti Lessini, Colli Berici, Colli Euganei, Valle d’Agno. Fælles for dem er, at det er meget stenede jordbunde, vi har med at gøre, ofte med grundfjeldet lige under et ganske tyndt toplag jord. Det er umiddelbart næringsfattige vinmarker, som de også kendes fra f.eks. ren granit; og ligesom granit er basalt dannet af magma fra jordens kerne. Men modsat granit, som langsomt er kølet ned og størknet langt inde i jorden (som såkaldt dybbjergart), så er basalt nedkølet og størknet hurtigt ved udbrud på jordens overflade (som en såkaldt dagbjergart). Mineralerne i granit har haft tid til at krystallisere sig, så de er store og synlige i stenen— selve ordet granit kommer af granum, korn, = kornet, grynet. Der er tale om kvarts (ofte 50% eller mere), feldspat, glimmer og hornblende. Basalt består af silikater som amfibolit, olivin og pyroxen og er som regel ret finkornet med mindre krystallisering.

En mur af blotlagt basalt rejser sig majestætisk ved Val d’Alpone

Der er som regel ikke så tykt et lag humus oven på basalten, og jorden er almindeligvist relativt sur (med en pH-værdi på mellem 7 og 4,5), særligt når der er tale om ganske gamle jorde med en høj grad af forvitring. Vand og kvælstof bliver derfor begrænsede resourcer for vinstokke med rødder på basaltiske jorde. Den mindre mængde vand og næring til rådighed giver generelt mindre klaser og bær, derfor mere ekstrakt. Vinstokkene viser også en vis tendens til at modne tidligere samt at omdanne druernes æblesyre til sukker; mosten synes dog generelt at holde et højere syreniveau end på andre jordbundstyper. Desuden kan knapheden på kvælstof i jorden resultere i et lavere kvælstofindhold i mosten, som hen ad vejen kan resultere i reduktive aromaer i den færdige vin. Heri ligger en del af forklaringen på, at de mere syrestrukturbetonede hvidvine med mineralske, hvis ikke ligefremt flintede aromaer, ofte er at finde på vulkanske jorde. Sådan fremstår det i hvert fald, når Garganega og Trebbiano tager springet fra de federe kalkholdige jorde til de fattigere basaltiske. Vinene her har fyldigere frugt, en vis fedme og virker i det hele taget rundere. Vulkanske vine er kun undtagelsesvist opulente.

“Mennesket har altid været tiltrukket af vulkaner. Alene tanken om vin fra vulkaner er selvfølgelig fascinerende,” forklarer Szabo om sin egen vej til vulkanske vine. “Det er min erfaring, at hvis vulkanske vine har noget til fælles, så er de mindre frugtige og mere mineralske, hvor jeg især oplever dem som salte. Det er ofte mere delikate vine.” Det er dette, han som slogan har samlet under overskriften ‘salt, sten og kraft’ — og som vi fik at opleve gennem et kurateret udvalg af enkeltmarksvine fra især Soave men også Colli Euganei og Etna.

Massive telluriske kræfter

Hvordan så få fornemmelse for det vulkanske? Det bedste er at smage sig frem og finde den røde tråd. Hvidvine er præget af de lige linjer, de skarpe kanter og den indre spænding— spændstigheden, syrespillet, energien om man vil, den træder tydeligere frem. En mere fremherskende fenolik kan også spores— som en let, behagelig bitterhed eller et salt spor sidst i vinen. Sådan smages det i al fald i direkte sammenligning; og måske især når man leder efter forskellene. Intuitivt går det godt i spændt med jordens indre kræfter og magnetfelt, tektoniske bevægelser og mineralernes migration.

De vulkanske højdespringere fra Veneto viste sig i denne omgang at være Cantina Gambellaras I Basalti, altid fremragende Fiippis Colli Scagligeri og Vigne della Brà, og sidst men ikke mindst Massifitti og som nævnt Monte Carbonare fra Suavia.

Vinen er ren, klar og lineær, med en stålsat stenfrugt, kølig hvid fersken og litchi, samt en næsten stearin- og parafin-agtig glathed og mild urtet eftersmag. Moden fylde, syren stråler efterhånden igennem og får vinen til at runde markant tørt af. Rensende, mineralsk, mageløs forfriskning, hvor man med lidt fantasi kan mærke den hårde, sorte, blanke basalt som vinens ranke rygrad.

Har man brug for yderligere bekræftelse, eller er man bare nysgerrig, så er svaret at tage til Veneto og få selvsyn for sagen. Volcanic Wine Park er er navnet på et projekt til oplysning af de mange besøgende i området, der vil opleve sammenhængen mellem landskab og vin… Turistfælde? Ja, hvis man betragter betagende natur, gammel kulturlandskab, vinhusbesøg og masser af vellavet hvidvin som en fælde…

Flaske: Monte Carbonare 2017  
Vinhus: Suavia  
Oprindelse: Veneto, Italien  
Druesort: Garganega  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Otto Suenson
Pris: 165,-  

Skjulte skatte

Hidden Treasures er navnet på et nyt projekt mellem den østrigske rødvinsguru Roland Velich fra Moric og en håndfuld fremstormende ungarske vinproducenter. Deres fælles mål er grave glemte skatte frem fra den pannoniske slette, der indtil for 100 år siden udgjorde et sammenhængende vinområde på tværs af Østrig og Ungarn. Sammen fremstiller de regionale klassevine på traditionelle sorter, fra gamle vinstokke på historiske vingårde— et af de fremmeste forsøg på at genetablere en sammenhængende pannonisk vinkultur.

Pannonisk skattejagt

Roland Velich er allerede kendt for at føre den østrigske rødvinssort Blaufränkisch til nye højder fra sine marker omkring Neckenmarkt og Lutzmannsburg i det centrale Burgenland. Den østrigske rødvinssort Blaufränkisch? Ja, det er måske en tilsnigelse; for som bekendt befinder Burgenland sig lige på grænsen til Ungarn og i kejsertiden sorterede det under de ungarske kronlande— og sorten er også at finde under navnet Kékfrankos i store dele af det vestlige Ungarn. Så nær hundredeåret for dobbeltmonarkiets opløsning og adskillelsen af Burgenland fra resten af den pannoniske slette og vinkultur, var det oplagt med samarbejde og forbrødring over grænserne; og Velich gik på jagt på den anden side af grænsen: Østrigsk ekspertise til ungarsk råstof. Det har indtil videre resulteret i tre vine, hvor Velich vinificerer hos sine ungarske kolleger og dermed bringer os nærmere de glemte skatte i øst.

Første fund er fra Tokaj, en tør vin af samme navn, frembragt i samarbejde med Attila Homonna fra Erdöbenye. Den traditionelle Tokajvin er som bekendt en ædelsød klassiker, og det var da også Homonnas udgangspunkt, da han i 1999 slog sig ned i regionen; men det kedede ham en smule, og han begyndte at eksperimentere med tørre vin på de lokale Furmint og Hárslevelü, en trend han var med til at søsætte, og som siden har sendt bølger gennem hele Tokaj— og videre ud i den vide verden. En fælles forkærlighed for det friske og mineralske samt en klippefast forpligtelse på terroirtro vine førte ham sammen med Roland Velich. I 2016 kom Hidden Treasures Nr. 1 til verden, ren Furmint fra marken Peres, spontangæret og modnet på store træfade.

Andet fund fandt sted i Nagy-Somló, hvor den unge vinmager Tamás Kis tager terroiret til efterretning: Vulkansk jordbund, rig på basalt, og beplantet med pannoniske paradesorter som Olaszrizling, Furmint og Hárslevelü—ypperligt beskinnet af solen på den tørre slette. Vinområdet har navn efter den 431 meter høje, udslugte vulkan Somló. Kis opdyrker fem hektarer med små parceller af gamle, uopbundne stokke, og hans vine trækker på en tradition for tørre, mineralske hvidvine, der tilbage i kejsertiden var ombejlede— og nu er ved at blive det igen. Siden 2016 er hans vin med Velich på førnævnte sorter og har de førnævnte kvaliteter.

Østrig-Ungarn anno 2017

Alle gode gange tre, og det tredje fund gjorde Velich ved Balatonsøen, den store, lavvandede sø (også kendt som Plattensee) i det vestlige Ungarn. En sø, der på mange måder er at sammenligne med den østrigske Neusiedlersee et par hundrede kilomenter mod vest, men landskabet omkring Balaton er mere bakket og jordbunden mere af vulkansk oprindelse.

Vi er på bakkerne nord for Balatonsøen på vej op mod bakken Csobáncs 376 højdemeter, et lille bjerg af vulkansk oprindelse, der i hvert fald siden 1272 har været kronet med borgen (nu borgruinen) af samme navn. Foruden løss præges jorden af kalkholdigt sand, aflejringer fra det pannoniske urhav, samt forekomst af førnævnte vulkanske basalt.

Her slog schweizeren Philipp Oser sig ned i 2004. Den tidligere IT-mand investerede sin opsparede formue i en restaurering af et landsted med tilhørende tyve hektarer vinmarker. Navnet blev Villa Tolnay, en hyldest til den kendte ungarske skuespillerinde Klári Tolnay, der tidligere havde haft sommerresidens på grunden. I partnerskab med den ungarske vinmand László Nagy begyndte han at bringe vingården på fode igen— med fokus på gammeldags håndværk og udstyr, heriblandt talrige store og små træfade fra den østrigske bødker Franz Stockinger. Potentialet til noget stort var sikret; og det kom ad åre Roland Velich for øre, og et samarbejde blev indledt fra 2017.

Man mærker det snarere end ser det, etiketterne på Hidden Treasures er præget med et forhøjet tryk ‘HID’ — ikke blot en forkortelse for Hidden Treasures men også det ungarske ord for ‘bro’.

Hidden Treasures Nr. 3 Balaton 2017 dufter mildt af hvide forårsblomster, er smidig og lind i munden men samtidigt frisk og sprød. Den knusprige syre bløder op i en saftig mundfuld med mineralske saltnoter, frugten er forfinet og nærmest ubestemmelig, men man leder nysgerrigt— og et skud på modne, gule æbler er ikke helt ramt ved siden af, akaciehonning heller ikke. Ukompliceret men langt fra uforfinet fornøjelse, der godt kan tænke sig et lidt større glas og god tid i det.

Råstofferne er 50% Furmint, 45% Riesling, og små 5% Welschriesling har sneget sig ind. Furmint har indfødsret i Ungarn, men hvad laver Riesling her? Ja, faktisk er der en Rieslingtradition omkring Balaton, ikke overraskende et levn fra den østrigske kejsertid; og tænker man over jordbundsforholdene og et vist smags- og strukturmæssigt slægstskab med Furmint, giver det egentlig meget god mening. Furmint er i den tørre udgave karakteriseret ved friske og syrerige vine, der samtidigt kan være intense og fyldige. Dens vugge stod i det nordøstlige Ungarn, hvor dens genetiske variation også er størst. Den knopskyder tidligt, modner sent og har dermed en særligt lang sæson. Heldigvis tåler den tørke; og i det fugtige efterår er dens tykskallede druer let modtagelige for botrytis og derfor velegnede til de ædelsøde vine, den har gjort sit navn på i Tokaj.

Det bliver spændende at følge de næste udgivelser i Morics serie. Vinene importeres ikke til Danmark men kan købes hos f.eks. østrigske Wagners Weinshop eller tyske Weinfurore.

Har man mod på andre østrigsk-ungarske projekter, kan på dansk jord anbefales Franz Weningers vine fra Sópron, som forhandles af Österreich Vin; eller Stefan Wellanschitzs projekt Kolfok, der forhandles af Vinomani.

Flaske: Hidden Treasures Nr.3 2017  
Vinhus: Villa Tolnay  
Oprindelse: Balaton, Ungarn  
Druesorter: Furmint, Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 120,-

Forbjerget bag scenen

Wachau er et af Østrigs— for ikke at sige hele verdens— smukkeste vindistrikter: De stejle skråninger langs Donau-flodens bredder er gennem århundreder blevet ombygget til terrasser… Det er samtidigt et af Østrigs pæneste vindistrikter; for man bygger videre på stolte traditioner og holder sig på dydens smalle sti med sine snorlige Riesling og Grüner Veltliner vine med de poetiske klassifikationer Steinfeder, Federspiel og Smaragd, der indikerer stigende grader af koncentration og lagringsværdighed. Det er både syrerige og mineralske, kompakte og komplekse vine, der destilleres ud af granitten, gnejsen og glimmerskiferen, der springer frem fra grundfjeldet.

Wachau fører også en kulturarv videre, der har sat den på Unescos verdensarvsliste. Følger man Donau, kommer man forbi gamle, smukke byer som Melk, Aggstein, Willendorf, Spitz, Dürnstein, Weissenkirchen, Loiben og Mautern med kirker, klostre og borgruiner. Det var i borgen i Dürnstein, den engelske konge Richard Løvehjerte sad tilfangetaget efter det tredje korstog; og i Willendorf, at man for hundrede år siden fandt den berømte Venus-statuette fra stenalderen. Man får historiens vingesus at føle i Wachau. Vinavlen er også gammel i gårde, f.eks. kan Nikolaihof trække sin historie som vingård tilbage til 985.

Domäne Wachau er områdets ubetinget største producent. Domænet i Dürnstein er arvtager til det gamle kooperativ Freie Weingärtner Wachau og blev rebooted omkring årtusindeskiftet. I dag står Roman Horwath og Heinz Frischengruber i front. Horwath er Master of Wine og står for den daglige drift af domænet. Frischengruber er indfødt wachauer med dybe rødder i regionen. Han er uddannet ønolog og til dagligt kældermester. I samarbejde med domæets tilknyttede vinbønder forarbejder de de 440 hektarer vinmarker til godt 2 millioner flasker vin årligt. Deres glimrende hverdagsvine Himmelstiege kan herhjemme købes i supermarkeder som Føtex og Bilka, mens de fine enkeltmarksvine forhandles af Kjær Sommerfeldt; og det er netop enkeltmarksvinene i Federspiel og Smaragd-kvalitet, som huset sætter i højsædet. Deres Achleiten, Singerriedel, Kellerberg og Loibenberg står i front, når der skal opregnes traditionelle terroirvine fra Wachau.

De lader sig dog ikke tynge af traditionen. Der er også tid til svinkeærinder og fri leg: De foregår Backstage— i en fjern afkrog af kælderen må man forestille sig. I serien af vine med tilnavnet Backstage er der både gjort plads for tilsidesatte traditioner i vinmarkerne og nye eksperimenter i kælderen; det, der ligger uden for den sædvanlige stil i Wachau: Fyldig Pinot Noir og Chardonnay, fadlagret rosé, halvsød Traminer, Müller-Thurgau gæret på betonæg og skindfermenteret Riesling på amfora. Dertil kommer en ganske klassisk vinificering af et gammelt field blend fra Vorderseiber-marken ved Weissenkirchen, en sydvendte skråning, hvor de gamle stenterrasser står på forvitret gnejs, paragnejs og andet erosionsmateriale fra den endnu højere beliggende Seiber-mark. Begge blandt de højest beliggende og køligste i Wachau.

Vorderseiber huser flere end 10 forskellige sorter: Grüner Veltliner og Riesling indtager hovedrollerne i samspil med mindre dele Neuburger, Heunisch, Roter Veltliner, Brauner Veltliner, Gelber Muskateller, Roter Traminer, Müller-Thurgau, Silvaner, Weissburgunder og Grauburgunder. Stokkene er gamle, på den pæne side af de 80 år, og de står plantet som buskvine. Druerne høstes i oktober, presses og gæres efter godt otte timers skindkontakt, og vinen lagres på gamle 500-liters træfade til foråret efter.

Ried Vorderseiber Gemischter Satz Smaragd er en sjædent mineralsk saft, der flyder fra flasken: Sprød, syrerig og salt med grønne ferskner og små spor af grønt græs, vilde urter, kapers, humle og engblomster; men først og fremmest den sprøde, mundvandsfremkaldende salthed, der får én til at gribe til glasset igen og igen. De 5,9 gram syre formår at lade sig balancere af blot 1,7 gram restsukker og resulterer i en særdeles delikat, tør hvidvin.

Grüner Veltliner og Riesling behøver ingen nærmere introduktion, ej heller Muskateller eller Traminer. Men Heunisch, Neuburger og de sjældnere nuancer af Veltliner må hellere få et par ord med på vejen:

Roter Veltliner. En gammel østrigsk hvidvinssort, der engang nød vid udbredelse og anerkendelse, men nu mest er at finde i Wagram og omegn plus nogle småtterier i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Fyldige vine, nøddeagtige, pebrede og krydrede… men kun med et smagsmæssigt slægtskab med Grüner Veltliner. Den elsker løss og varme og modner sent. Klaserne er kompakte, så den er et let offer for botrytis og råd. Forælder til de førstefødte Frühroter Veltliner og Neuburger (med Silvaner) og Rotgipfler og Zierfandler (med Traminer eller noget, der ligner).

Neuburger. Ofte regnet til burgundersorterne, da man formodede den at være afkom af Silvaner og Weissburgunder. Den har i hvert fald en burgundisk fylde og rundhed og ofte noget nøddeagtigt. Genetikken afslører den dog som krydsning af Roter Veltliner og Silvaner, som tidligere stod plantet tæt i Østrig, deraf også det tidligere tyske synonym Österreicher. Historien om Neuburger går også på, at man fandt et par vildtvoksende vinstokke i Wachau i 1860’erne, som de lokale bønder Christoph Ferstl og Franz Macherndl opdyrkede i Burg ved Spitz— så deraf navnet. Kompakte klaser med de dertil hørende problemer. Vel udbredt og anerkendt men i tilbagegang.

Heunisch. Den grå eminence i europæisk vitikultur, sjældent set og så godt som ukendt, men alligevel altid nærværende og på alles læber. Den urgamle sort Heunisch (af franskmændene kaldet Gouais og af schweizerne Gwäss) kaldes også “Druernes Casanova”, da den har vist sig at være stamfader til et helt ustyrligt kobbel druesorter: Det ligner en kæmpemæssig familiefest med sammenbragte børn, hvoraf bl.a. kan nævnes: Aligoté, Blauer Wildbacher, Blaufränkisch, Chardonnay, Colombard, Elbling, Furmint, Gamay, Grolleau, Jacquère, Melon de Bourgogne, Riesling og Österreichisch Weiss. Godt gået, du gamle!

Brauner Veltliner. En tudsegammel og næsten uddød østrigsk hvidvinssort. Intet nærmere slægtskab til hverken Grüner eller Roter Veltliner (men dog et vist slægtskab ifølge Ferdinand Regner fra Klosterneuburg). Tidligere var den udbredt videnom i Østrig og Ungarn (hvor den måske stammer fra), men nu kun at finde spredte steder i Niederösterreich. Østrigs nok ældste, nulevende vinstok står i Göttlesbrunn i Burgenland og er en Brauner Veltliner på op til 250 år. Navnet skyldes den gråbrune farve, som de tykke skaller antager ved modning. Vinen bliver frugtig og aromatisk; men forefindes næsten kun i opblandet udgave. Weingut Wiederstein i Burgenland har for nyligt plantet en mark med Brauner Veltliner; og Bioweinbau Raubal i Gumpoldskirchen, Thermenregion markedsfører som de eneste en sortsren vin på druen, der ellers kun er at finde i blandede beplantninger. Dens farverige synonymer: Todträger, Wachteleitraube, Fürymony Fehér og Török Bajor.

Sjældne gæster i glasset; men fremmødet skuffer ikke. Vorderseiber er ikke blot en stueren vin, den vil med lethed kunne færdes de bonede gulve.

Flaske: Ried Vorderseiber Gemischter Satz 2017  
Vinhus: Domäne Wachau  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kjær Sommerfeldt  
Pris: 285,-