“Vin er ikke kun alkohol. Vin er kultur. Vin er druesorters udtryk i et givet terroir. Vin er civilisation. Vinområder, druesorter og stilarter er skabt og givet videre fra én generation til den næste gennem århundreder, stedsevarende ville det synes. Men i dag er denne overlevering under et hidtil uhørt pres. Klimaforandringerne skaber allerede forandringer i vinmarker verden rundt. Højere temperaturer, tørke, ekstremt vejr og forskydninger i vækstsæsonen ændrer på vinstokkenes vækst, druernes modning og vinenes smag. Vinavlerne forsøger at tilpasse deres dyrkning, men mange steder er det ikke længere tilstrækkeligt. Et mere grundliggende spørgsmål trænger sig derfor på: Hvilke druesorter vil stadig være duelige i morgendagens klima?”
Således indleder den schweiziske drueforsker José Vouillamoz sin netop udkomne bog Grape Varieties: Their Future (London: The International Wine & Food Society), som ikke blot stiller spørgsmålet men samtidigt forsøger at give fyldestgørende svar. Undervejs dykker han ned i klimaforandringernes konkrete påvirkning af dyrkningsforhold, vinstokkens fysiologi, vinbøndernes tilpasningsstrategier og erfaringer med de ‘klassiske’ sorters akklimatisering. Det er et vigtigt og aktuelt tema, og derfor er det godt med en kort men grundig gennemgang af kendsgerninger og erfaringer fra en engageret og velformuleret videnskabsmand. Vi skal i det følgende stifte nærmere bekendskab med bogens grundlæggende redegørelse og argumenter.
Vouillamoz er internationalt anerkendt genetiker og ekspert i druesorter og deres oprindelse men nok allermest kendt som medforfatter til det monumentale opslagsværk Wine Grapes (med Jancis Robinson og Julia Harding), som samler omfattende fakta om 1.368 druesorter verden rundt. Hans arbejde med at aldersbestemme vinstokke og via DNA-markører at identificere og kategorisere druesorter og deres familieforbindelser har ført ham vidt omkring i vinavlens verden og ikke mindst i forbindelse med diverse vinbønder, planteskoler og forsøgsstationer.
Anledningen er de verserende klimaforandringer. Verden er i hastig forandring, og vi må med omhu vælge, hvordan vi navigerer fremover. For i vid udstrækning er det uholdbart at blive ved at dyrke samme sorter samme steder som nu. Mulighedsrummet har ifølge Vouillamoz flere udgange: Vi kan vælge at skifte de traditionelle sorter ud med andre, der er bedre egnet til de ændrede vækstbetingelser. Det kan være velkendte sorter fra andre himmelstrøg men også moderne krydsninger og nye hybridsorter. Alternativt kan vi forsøge at bevare det bestående ved at udvælge klimatilpassede kloner eller gennem genetisk manipulation at gøre dem levedygtige under de ændrede forhold. Der fordres ændringer i enten den ydre eller den indre natur, og lige meget hvilke løsninger, der vælges, er der tale om svære valg, som kan vække stærke følelser; men alternativerne virker til at være værre. Så hvor vidt er vi villige til at gå for at bevare vin, som vi kender den?
Kanariefuglen i kulminen
“Vinavl er en af de mest klimafølsomme landbrugspraksisser i verden. Vinstokken, vitis vinifera, reagerer med bemærkelsesværdig nøjagtighed på ændringer i temperatur eller nedbør, med forandringer i vækst, druernes modning og vinens smag til følge. Derfor beskrives den ofte som ‘kanariefuglen i kulminen’ med hensyn til klimaforandringer. I alle større vinområder er der allerede tydelige vidnesbyrd: Tidligere høst, højere alkohol, anderledes smagsprofiler samt en stigende ængstelighed for fremtiden, for de druesorter og appellationer, som har defineret vinkulturen gennem århundreder. Vinindustrien må tilpasse sig og ikke kun ved at justere arbejdet i vinmarken og vineriet. Man må tillige tage stilling til, hvilke sorter man vil dyrke, og hvilke steder man kan dyrke dem.”
Tingenes tilstand, som Vouillamoz beskriver den, er efterhånden veletablerede fakta. Højere gennemsnitstemperaturer resulterer generelt i tidligere modning af druerne, hyppigt også en hurtigere modning, og tendentielt vine med højere alkoholindhold og lavere syre— ikke just den seneste tids mode men ganske tragikomisk dens tendens. At høste tidligere løser desværre ikke alle problemer med et snuptag, da forskudte og kortere vækstsæsoner ofte fører hastigere fysiologisk modning og lavere kompleksitet med sig. Vinen ændrer under alle omstændigheder karakter.
Smager god Bourgogne stadig som for en generation siden? Er stor Bordeaux fra den legendariske årgang 1982 at sammenligne med den næsten lige så højt hyldede 2022? Talrige troværdige vidnesbyrd antyder, at det ikke er tilfældet. Sammenligningen er selvfølgelig svær, for mangt og meget har ændret sig, selv hos vinhuse, som har holdt stilen og ligefrem tilstræber et traditionelt udtryk. Det drejer sig heller ikke kun om højere alkohol, restsødme eller lavere syre. Der er små men mærkbare forskelle i aroma, struktur og kompleksitet, som fanges af kendere. Mange vine, og mange af de store klassikere, udmærker sig netop ved en særlig balance og spænding og ved karakteristiske smage, som kun opnås inden for et snævert felt af modning. Tænk på stor Syrah fra det nordlige Rhône, hvis vines traditionelle ry trækker på en kombination af saft og kraft og en særegen kompleksitet af blomstrede, urtede og pebrede noter. Eller Pinot Noir fra Bourgogne, som mere end nogen anden rødvin besynges for at afspejle nuanceforskelle i terroiret og traktere med æterisk lethed, silkeglatte tanniner og sarte dufte og smage af tyttebær, rabarber, skovbund og svampe; men kun når alt står i vatter. Selvom der sigtes med møje, rammes oftere og oftere modnere frugt og fyldigere krop. Selv et ellers sikkert kort som den syrestærke tyske Riesling giver ikke længere garanti for en særligt sursød balanceakt med knivskarp syre og mineralsk summen som sin signatur. Især den klassiske Kabinett kan kæmpe med at holde letheden; og den historiske Eiswein er efterhånden mere eksistentielt truet end blot en sjældenhed.
Hvilken vin, der smager bedst, er selvfølgelig en individuel smagssag. Hvad der er god Bordeaux eller god Bourgogne er imidlertid ikke. Det er også et genremæssigt anliggende, som beror på tradition og en fælles forståelse af en stil, et udtryk, en flaskens ånd, som en række afholdte vinhuse gennem årtier, århundreder har været med til at skabe. Man kan vurdere en konkret vin som et mere eller mindre mønsterdygtigt eksemplar, og man kan bryde sig om den eller ej, men kategorien består. Tidens tern og traditionerne kan selvfølgelig ændre sig, og det kan man bifalde eller begræde; men som Vouillamoz opsummerer det: “En Riesling, der ikke længere dufter af Riesling, eller en Pinot Noir, som smager mere af det sydlige Rhône end det nordlige Bourgogne, marker ikke kun et stilskifte: De er tab af noget, det tog århundreder at indfange.”
“Forholdet mellem druer, terroir og menneskelig ekspertise, som er opbygget gennem generationer, handler ikke kun om landbrug. Det handler om kultur”
Druernes kamp
Bogen kaster indledningsvist lys over klimaforandringernes konsekvenser og deres hidtil uhørte hastighed for vinbruget, som ellers ikke har været uvant med omstillinger. “Den globale opvarmning vender op og ned på de normer, der har etableret sig i århundreders løb, og den tvinger vinproducenterne til at genoverveje deres arbejdsmetoder; og forsøge at forudse, hvordan fremtiden vil se ud for deres terroirer.”
Global opvarmning medfører konkrete klimaforandringer, som varierer med de enkelte vinområder. Foruden en højere gennemsnitstemperatur og en generelt tidligere begyndende vækstsæson kan der være tale om øgede problemer med tidlig eller sen frost, haglbyger, storme, ekstrem nedbør eller længere perioder med tørke, hedebølger med mere. Det kræver ændrede og oftest øgede arbejdsindsatser, især fordi mange af forandringerne kan øge sygdomspresset i markerne.
Elefanten i rummet er selvfølgelig den sortsfikserede måde, vi stort set udelukkende dyrker vinmarker på. Stort set alle vinstokke frembringes via stiklinger, en sjælden gang ved aflægning, så der er tale om vegetativ reproduktion og ikke seksuel reproduktion. Altså identiske kopier af samme planter frem for kønnet formering. Det sikrer opretholdelsen af stabile sorter med genkendelig farve, duft, smag og struktur, som sagtens kan tage pænt aftryk af stedet, det dyrkes; men selve planten tilpasser sig ikke over generationer til diverse miljø- og klimaforandringer, som eksempelvis en vild plante ville gennem naturlig selektion.
Lavpraktiske løsninger kan på kortere sigt være tilpasninger i opbinding og beskæring, tættere bunddække og måske kunstvanding, hvor det tillades. En teknisk håndsrækning kan komme fra små vejrstationer i vinmarkerne, som kan give vink med en vognstang om, hvornår problematiske situationer opstår og skal håndteres. Mere langsigtede løsninger kræver mere grundlæggende indgreb i vinmarken, eksempelvis at pode om til andre kloner, plante på nye rodstokke eller helt at skifte sorter. Sorter, som modner senere, bedre modstår hedebølger og tørkestess, holder syren højt og sukkeret moderat; og som som måske smager som eller minder om det traditionelle.
Men selv den slags tilpasninger kan vise sig på længere sigt at være utilstrækkelige. De koster knofedt, tid og penge og løser alligevel ikke det grundlæggende problem. Krisen i sit fulde omfang håndteres ikke kun ved, hvordan man dyrker; men nok så meget af, hvad man dyrker.
Le Chambertin er selvfølgelig Pinot Noir. Ligesom Les Clos er Chardonnay, og Scharzhofberg er Riesling. Der står Sauvignon på Les Monts Damnés, Nebbiolo på Cannubi, Gamay på Côte du Puy og Grüner Veltliner på Lamm. Måske også i morgen?
Kampen om druerne
“Hvem kan forestille sig en Gevrey-Chambertin uden Pinot Noir? En Hermitage uden Syrah? En Barolo uden Nebbiolo, eller en Rioja uden Tempranillo? Disse forbindelser er resultaterne af århundreders samvirke mellem druesorter, terroir og menneskelig ekspertise. Alene tanken om at erstatte dem kan føles som at vende ryggen til en uerstattelig kulturarv.”
Selvom der er lange traditioner og stærke følelser på spil, og selvom en lang række love og regler for diverse appellationer holder på formerne, så kan det på kortere og længere sigt være nødvendigt at skifte ud i de velkendte sortsregistre. Enten stædigt at holde fast i det på forhånd tabte; eller at forsøge at forandre for at bevare.
Vouillamoz skitserer flere forskellige strategier:
at ty til gamle, ofte glemte, lokale sorter — de er lokalt tilpasset men måske i højere grad levedygtige i et varmere klima. Er de overlevet så længe uden for rampelyset, er der en vis sandsynlighed for, at de er hårdføre og har andre bevaringsværdige kvaliteter. Således kan man også imødegå klimaforandringerne med baggrund i lokale traditioner, de steder det er muligt
at holde skiftedag med klassiske sorter andetsteds fra — for eksempel vælge velkendte sorter med lignende karakteristika men fra varmere himmelstrøg. I et varmere klima vil de alligevel vil føle sig hjemme; og således kan man i en vis grad videreføre en rimeligt velkendt stil
at satse på krydsninger med afsæt i gamle kendinge — altså nye sorter af Vitis vinifera frembragt af veletablerede sorter, hvis forskellige karakteristika man med held kan forene på rette vis. I bedste fald kan det give en diskret overgang fra en klassisk sort til dens klimatilpassede alternativ(er)
forsøge sig med hybridsorter mellem vinifera og andre slægter af Vitis — den nok mest direkte måde at bryde med status quo og sætte målrettet indeksempelvis de i de seneste årtier udbredte piwi-sorter
Alle disse strategier er allerede søsat forskellige steder. I Douro har man i årevis satset stærkere på flere af de gamle sorter, som findes i regionens mange field blends, frem for blot Touriga og venner. I Bordeaux har man siden 2021 tilladt op til 10% af de nyligt tilføjede fremmede fugle Touriga Nacional, Marselan, Arinarnoa og Castets i rødvinene og Alvarinho og Liliorila i hvidvinene; og flere sorter udforskes fortløbende, 52 for tiden. Det samme sker i flere andre franske vinregioner, den vanskelige men sent modnende og strukturfaste Nebbiolo afprøves eksempelvis i det nordlige Rhône, i Savoie og Jura og selv i Bourgogne. Den gamle og længe forbudte sort Chardonnay Rose nu igen tilladt i Champagne, hvor også den nye hybridsort Voltis i år er godkendt til brug og fremover udgøre op til 10% af den færdige vin; og Orellis og Serelis er på vej. Endelig har Østrig i de seneste tiår tilladt piwi-sorter som de røde Rathay og Roesler og hvide Blütenmuskateller, Muscaris og Souvignier Gris som druer til kvalitetsvin, og de benyttes nu i flere af landets højeste værdsatte vine.
Grønne genveje?
Imidlertid er der en femte strategi, som synes lovende. Oven i købet en, som vil kunne lade os ikke blot bevare sorterne men stadig lave genkendelig vin på dem. Der kommer nemlig en udstrakt hånd fra de talrige biologiske og bioteknologiske gennembrud, som er gjort de seneste år. Således vil vi, i samspil med de andre skitserede metoder, ikke kun kunne holde vore velkendte sorter i live, men samtidigt være i stand til at nikke genkendende, bevare og måske ligefrem forevige deres store vine.
Den med rette meget omtalte og ekstremt fleksible teknologi Crispr skaber radikalt nye muligheder for meget specifikke modifikationer i vinstokkens arvemasse, da den gør det muligt at redigere ét gen ad gangen. CRISPR-Cas9 er grundet sin store funktionalitet blevet kaldt en slags genetisk schweizerkniv (Vouillamozs metafor er Photoshop for druer), og den fungerer ved kombination af to biologiske mekanismer hugget fra bakteriernes verden: Et ‘guide-molekyle’ (CRISPR) fungerer som en slags DNA GPS, som kan lokalisere en specifik sekvens i genomet, hvorefter en ‘protein-saks’ (Cas-9) så kan klippe det over. Når cellen siden reparerer DNA-strengene, kan man målrettet erstatte enkelte byggesten og dermed slå enkelte gener fra eller til, frem for at udskifte dem med andre som i ‘gammeldags’ gensplejsning eller med vold, håb og held som i traditionelt forædlingsarbejde. En fast track til at imødegå forandringerne.
Crispr skaber altså mulighed for, uden at introducere fremmed DNA i druernes arvemasse, at bevare deres sanselige karakteristiska i en klimaforandret verden. Ved at regulere enkelte sekvenser i deres DNA kan man gøre dem resistente over for specifikke sygdomme samt mere levedygtige under varmere, tørrere og andre udfordrende omstændigheder. Man har eksempelvis allerede kunnet identificere og manipulere gener, som pålideligt påvirker regulering af vinsyre i Chardonnay og modstandskraft over for meldug i Merlot.
Det kræver dog, at man kender genernes præcise placering og deres funktion, altså hvilke proteiner, de koder for. Den viden er imidlertid tiltaget drastisk de seneste årtier, for ikke at sige år, og det, der for få år siden var science fiction, er i dag i vid udstrækning faktiske muligheder, virkeligheden haler ind på fiktionen. De første DNA sekventeringer af druer foretog man i Australien i 1993. Pinot Noir blev den første sort, som fik kortlagt hele sit genom i 2007, men allerede et årti senere var teknologien så tilgængelig, at man kunne sekventere Nebbiolo ned på klonalt niveau i 2017; og nu er adskillige sorter allerede eller snart analyseret, og viden om enkelte geners funktioner i forhold til vækst og især sygdomsresistens er veletableret.
Illustration fra bogen: Et diagram over en systematisk tilgang til anvendelse af CRISPR til sygdomsresistens i vinstokke ved at målrette indsatsen mod sårbarhedsgener (S) © Horticulture Research
Men det vil også kræve holdningsændringer og diverse lovændringer. Ikke alene specificerer diverse natioanle appellationsregler specifikke druesorter; men GMO, genetisk modificerede organismer, er fortsat bandlyst af EU og andre overnationale organisationer. Det centrale spørgsmål er altså stadig det principielle, hvor langt vi vil gå i vore bestræbelser. Det er en beslutning at tage. Der er tale om små men meget gennemgående og vidtrækkende ændringer i planterne; men sandsynligvis ændringer, som vi som vinentusiaster og vineksperter aldrig vil kunne ane med glasset i hånden. Som om intet var hændt var vinens klassikere måske trods alt sikret en fremtid.
Biologisk bekæmpelse
Biologi er andet og mere end genetik, og fremskridt i bioteknologi er ikke ensbetydende med genetisk redigering af organismer med omfattende konsekvenser for fremtiden. Som Francis Bacon slog fast i 1597 er viden magt, og talrige nye opdagelser har givet os lige så talrige nye handlemuligheder, også i vitikulturen.
Grundigt sortskendskab er af afgørende betydning, og eksakt viden fra biologiske, ikke mindst genestiske, studier kan være oplysende og givtige. Eksempelvis giver den efterhånden udstrakte sekventering af druernes genomer mulighed for at udforske og udvide den genetiske diversitet, der allerede eksisterer inden for de klassiske sorter samt de mulige typer af rodstokke, de podes på. Den viden kan anvendes til at optimere dyrkningsforhold og de enkelte druesorters udfoldelsesmuligheder. Genetikken kan bistå i at afdække og udvælge kloner med træk, som er mere fremtidssikrede medregnet de konkrete klimaforandringer. Eksempelvis kloner, som modner senere, holder højere syre, sætter løsere klaser osv. Vel at mærke kloner af Pinot Noir, Nebbiolo, Riesling og Chardonnay og ikke deres stedfortrædere.
Skulle det ikke række langt nok i eksempelvis sygdomsbekæmpelse, så er der nye landvindinger i vente fra teknologier som RNAi, et lovende nyt tilskud til klassisk biologisk bekæmpelse, omend det kommer direkte fra laboratoriet. RNA interefens betegner en række teknikker, der simulerer planters naturlige forsvarsmekanismer mod patogener på cellulært niveau. Ribonukleinsyre, RNA, spiller diverse vigtige roller i de fleste celler og deres arvemasser; og mange planter benytter naturligt RNA interferens til at genkende patogeners genetiske fingeraftryk, alarmere om faren og dermed uskadeliggøre fjenden. En slags vaccine, særligt designede RNA molekyler, kan således spredes på planten for at igangsætte en immunreaktion over for diverse vira og svampesygdomme. Det udforskes allerede med meldug og vinskimmel. ‘Fordelen’ i forhold til GMO er, at der ikke gribes ind i den dyrkede organismes DNA, i vores tilfælde vinstokkens; og da RNA er notorisk ustabilt, nedbrydes det hurtigt og effektivt i naturen, tilsyneladende uden nogen indvirkning på andre organismer end de tilsigtede.
Vouillamoz forholder sig nysgerrigt afventende til disse metoder, ikke mindst som supplementer til allerede eksisterende arbejdsmåder i marken. “De pragmatiske argumenter for brug af bioteknologien bliver stadigt sværere at afvise i takt med at klimaforandringernes fremmarch øger sygdomstrykket og truer vinmarkernes udbytter.” Han ser dem som komplementære snarere end ekskluderende i forhold til de andre, omfattende men mere ‘naturlige’ måder at imødegå klimaforandringernes effekt på vinavlen på. “Vi kan gå begge veje. Forandringerne er under alle omstændigheder undervejs, gradvist men som det altid har været i vinens verden.”
José Vouillamoz med sin egen vin, JCS Vieille Vigne, en Rouge du Pays fra sortens sandsynligvis ældste nulevende stokke på en mark i Valais. Rouge du Pays (eller Cornalin du Valais) er en gammel og højtydende alpesort, som med møje giver glimrende vine med silkeglatte tanniner og en liflig mørk kirsebærsmag
Kostbar kulturarv
Det er vanskeligt at være Vitis vinifera. Forudsætningerne er gode men forventningerne tårnhøje, og verden omkring dig er i stigende grad usikker. Sikker sejlads gennem oprørte vande kræver rettidig omhu og snilde men også eftertanke. Vor tids vinbønder er blevet som Noah men med selvstændigt ledelsesansvar og uden udsigt til at syndfloden hører op. Kun med en engageret fælles indsats kan vi redde ikke blot vores vidtstrakte arv af druesorter men også vinverdenens arketyper og klassiskere. Vinstokkene og vin af en slags skal nok overleve.
“Vinstokken har overlevet istider, phylloxera, to verdenskrige og alskens omfattende samfundsændringer.” I selskab med Vouillamoz mister man ikke modet. Han giver et køligt overblik, indgyder en vis videnskabelig optimisme og en stemning af, at fremtidens forsøg med druesorter måske ligefrem kan være velsmagende sjov. De dybere filosofiske emner, som hvad en druesort egentlig er, hvorfor det er vigtigt, og hvordan vi skal prioritere de enkelte metoder, diskuteres dog ikke her.
En af hans bogs store forcer er dens beskedne omfang, koncise fremstilling og forbilledlige letlæsthed. Knapt 100 sider med tekst, billeder, bokse og kort giver overblik. Sproget er flydende og dagligdags, tonen uhøjtidelig, og tekniske termer forklares, som man støder på dem. Det gør den læselig for et langt bredere publikum end mange andre om landbrug og vinavl. Hvorfor den også får de varmeste anbefalinger med herfra.
José Vouillamoz, Grape Varieties: Their Future (London: The International Wine & Food Society, 2026) ISBN 978-0-900813-20-7
Bogen kan bestilles her for den nette sum af £9.99.
