Månevandring i Hercegovina

“En vinmark er ikke et hvilket som helst stykke land. Den er et særligt sted, et hengivelsens sted, som kræver respekt, engagement, viden, kærlighed og hårdt arbejde.”

Vinmarken ligger ved Čitluk i Mostar-regionen i Herzegovina, den overvejende kristne del af Bosnien, hvor vinproduktion også har historiske rødder; og den tilhører Josip Brkić, landets første biodynamiske vinbonde, som omlagde sin families lille vingård til biodynamisk vinbrug i 2007. Inspirationen kom fra Italien, hvor han havde smagt en række vin, der slog ham som mere livlige, mere karakterfulde, “mere mig”. Men da der ikke var andre biodynamiske bønder i Bosnien, eller blot bøger om biodynamik på bosnisk, måtte han sætte sig ind i sagerne på egen hånd og prøve sig frem. Familiens fire hektarer vinmarker blev efterfølgende kun bearbejdet ved håndens kraft samt behandlet med kompost og urtepræparater. Selvom omlægningen var strabadserende, bemærkede Brkić allerede en positiv forandring i marken i løbet af de først følgende år:

“Naturlig dyrkning er vanskeligere og mere usikker. Udbytterne er mindre og arbejdet hårdere, men samvittigheden er ren, og det samme bliver druerne og senere vinen. Deri ligger lønnen for arbejdet.”

Også i kælderen kom Brkić andre boller på suppen og tyede til gamle teknikker som lang skindkontakt til de grønne druer, en teknik, der var udbredt så sent som i hans bedstefar Paškos tid— det var ham, der etablerede vingården i begyndelsen af 1970’erne— men som i mellemtiden var faldet i unåde. I dag gennemgår alle Brkićs vine kortere eller længere maceration, og vinene flaskes ufiltreret og i videst mulige udstrækning uden tilsatte sulfitter.

Dengang var Brkić et lys i mørket, i mellemtiden er den grønne tænkning og naturvinsbølgen også rullet ind over Bosnien, og den vin, Brkić for ti år siden havde svært ved at afsætte til andet end lokale, familie og venner, går i dag som varmt brød. Så godt går det på hjemmemarkedet i Balkan, at vi desværre nok ikke skal regne med at se Brkićs vine på vore breddegrader lige foreløbigt.

Bosnien og dets vine

Bosnien-Hercegovina ligger på den vestlige del af Balkanhalvøen. Kroatien omkranser landet mod nordvest, mens Serbien danner grænsen mod øst og Montenegro mod syd. Kun den sydvestlige del ligger ud langs Adriaterhavskysten. De dinariske alper strækker sig ned gennem landet, og store dele udgøres af skovdækkede bjergregioner. Hercegovina-provinsen er en smule fladere, præget af kalkstensformationer og mere udpræget Middelhavsvegetation: Her vokser vin, figner, ferskner og oliven. Hele landet gennemskæres af adskillige floder, hvoraf Neretva-floden flyder gennem Hercegovina og dens hovedby Mostar. Landets hovedstad Sarajevo ligger centralt i landet nordøst for Mostar.

Landet har knapt 3,5 millioner indbyggere, og den bosnisk-hercegovinske befolkning, i daglig tale blot bosnierne, består både af bosniakkerne, den muslimske befolkning, samt serbiske og kroatiske befolkningsgrupper; og det var blandt andet i splittelsen mellem disse grupper, man så gnisterne til krudttønden springe i 1990’erne. Bosnien erklærede sin løsrivelse fra Jugoslavien i 1991, efterfulgt af en folkeafstemning og borgerkrigen i 1992, som kulminerede i den tragiske Srebrenica massakre i 1995. Statsdannelse Bosnien-Hercegovina begyndte dog allerede i 1992 og har i sin nuværende form eksisteret siden 1995.

Vinavl har været udbredt på disse kanter i årtusinder. Balkan befinder sig som bekendt mellem Italien og Grækenland, så det burde ikke komme som nogen overraskelse. Vin er hverdagskost i Middelhavsområdet; men af historiske grunde har vinavlen her ikke altid haft lige gode kår. Den muslimske del af befolkningen har traditionelt ikke taget del i vinbruget, men værre har været det seneste århundredes krige, kold krig og borgerkrig. Kvalitetsvin og eksport har mildest talt ikke været øverst på dagsordenen, man har haft nok at gøre med at finde fred og sikre sig det daglige brød.

Burek, dolma, musaka, sarma, mange kan nok nikke genkendende til disse klassikere fra det bosniske køkken, og de gør sig glimrende i selskab med de lokale vine. Frugtbrændevinen rakija er velkendt, populær er også den lokale loza, en sødlig brændevin af druekvas. Men trods de lokale traditioner og et væld af særlige sorter (Žilavka, Blatina, Trnjak, Vranac m.fl.) er kvalitetsvin endnu undtagelsen frem for reglen i Bosnien; men især Herzegovina rykker på sig, og vi kan kun håbe på— og regne med— at se samme fremgang, som naboerne mod nord, Slovenien og Kroatien, har gjort i de seneste år.

Kommer man på de kanter, kan man i hvert fald roligt smage løs fra f.eks. Begić, Carska Vina, Keža, Marianović, Matić, Milas, Nuić, Ostojić, Podrumi Andrija, Podrumi Mata, Podrum Tolj, Vinarija Škegro, Vina Rubis og Vilinka, der alle fremstiller lokale vine i international klasse.

Žilavka

Žilavka er hovedsorten i Hercegovina, og her er den gammel i gårde. Hercegovina er hovedkvarteret, men i hele Bosnien og også Kroatien, Serbien og Makedonien kan den stribede grønne drue findes. Det er en frodig og sent modnende sort med store og ret tætte klaser. Det gør den modtagelig for meldug og botrytis, så den trives bedst i tørre og solrige omgivelser. Til gengæld tåler den tørke og høje temperaturer ret godt.

Vine på Žilavka er oftest frugtige og ret fyldige, når de er lavet med omhu, ekstraktrige og med god syre, og de bedste eksemplarer lagrer efter sigende godt. Den florale duftprofil og friske frugtsmag kan modne til en lækker nøddeagtig fylde; som også går godt i spænd med fadlagring. De fleste, man støder på, er enkle hverdagsvine, men en håndfuld producenter arbejder mere målrettet med kvalitetsvin på sorten— Škegro og Brkić også med lang skindkontakt.

Mjesečar var Josips første forsøg med en fuldstændigt naturlig vin, fremstillet af biodynamisk dyrkede druer, hvor alt arbejde var afstemt efter månefaserne— fra forårsbeskæring, opbinding, beskæring og høst til omstikning og flaskning. Deraf navnet Mjesečar, som kan oversættes til Månevandring. Ikke de modo Armstrong og Aldrin men som Steiner og Thun foreskrev det: I takt med den opstigende og nedgående måne og dens faser, tiltagende og aftagende. Hver plante er en organisme i relation til resten af kosmos— med Steiners ord: “Planten er som en sommerfugl fæstnet til jorden; sommerfuglen som en plante frigjort i kosmos.” For vinbonden gælder det om at leve sig ind i de kosmiske cykler og arbejde synkront med dem. Det gør Brkić desuden med Blatina, en blå drue, der giver mørke, bærfrugtige og blidt strukturerede rødvine.

Druerne til Mjesečar bliver høstet manuelt, afstilket og fyldt hele i små fade af bosnisk egetræ. Her hygger de sig i ni måneder, før hele balladen bliver presset og får et år yderligere i fadene.

Brkić Mjesečar 2017 er klart gylden i glasset, har en fin æble- og blomsteraroma, og smagen byder på både æble- og pærefrugt, særligt pæreskræl, men også tørrede abrikoser og fine kryddernoter, kamille, nellike og især kardemomme, en overraskende men særdeles charmerende smag. God fylde og fin syre, man fornemmer et godt greb men næsten ikke tanninerne selv. 2017 er smule mere rustik i udtrykket end tidligere smagte årgange, men fuldstændigt ren, selve udtrykket er konsistent. Josip Brkić synes at vide, hvad han laver. 

Flaske: Mjesečar 2017  
Vinhus: Obiteljski Podrum Brkić  
Oprindelse: Mostar, Bosnien-Hercegovina  
Drue: Žilavka
Jordbund: Kalksten, alluvium
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret,
ni måneders maceration  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 225,-  

Sjældent godt

Det er ikke kun den tynde alpeluft, man kan blive stakåndet af. Schweiz byder også på forførende, friske hvidvine; vine af en anden verden men med samme virkning. Om vinen i Vaud vestligst i landet skrev forfatteren til Physiologie du Goût, den franske advokat og gastronom Brillat-Savarin, at den var “frisk og klar som en bjergbæks vand” — og om vinen i Valais ved Vauds side kan retteligt siges det samme.

Det isolerede alpeland midt i manegen holder eminent på sine hemmeligheder. En betragtelig vinavl kommer for langt størstedelens vedkommende kun schweizerne selv til gode, herunder dets skatkammer af gamle, lokale sorter, som stort set kun ses her. Petite Arvine er en af de bedste, blandt Amigne, Humagne, Cornalin og Completer for blot at nævne nogle få andre. Hver er tilpasset de lokale forhold, som kun deres dyrkere og velbevandrede vinmagere fuldt ud kan forstå. Domaine Cornulus hører til i den kategori, og deres nysgerrige udforskning af terroir og lokale specialiteter finder sit højdepunkt i Clos des Corbassières, en sjælden og stor vin.

Selvsagt er der noget særligt i sjældne fornøjelser. Foruden nye indtryk og variation i sine oplevelser er det næsten som om man kan smage det sjældne som en særskilt smagskvalitet. Det må være vinverdenens pendant til at finde en førsteudgave af Syv fantastisk fortællinger, at nedlægge the big five eller møde Magnus Carlsen til et skægt spil skak.

Valais’ velsignelser

120 kilometer langs den nyudsprungne Rhôneflods nordbred— fra Visperterminen til Genèvesøen— ligger Valais’ vinmarker, hele 5.260 hektarer, på skråninger så stejle som solopgange og ofte i 500 til 800 meters højde. Historisk har man længe kunnet prale af at have Europas højest beliggende vinmarker ved Viège, på tysk kaldet Visp. Du skal til Douro for at finde stejlere skråninger og højere terrasser; og det er et skråplan at dyrke vin her. Vinbjergets beplantninger begynder ved 650 meter, og de ender i 1.150 meters højde. Heida er højdernes hersker, den lokale klon af Savagnin eller Traminer, om man vil. Betvinger man bjergsiderne, så trives den og de andre druer trods kontinentalklimaet kølige vintre i de varme og solrige somre; og holdes friske af den meget moderate nedbør og den tørre fønvind fra Alperne. En af bagsiderne er faktisk, at det mange steder kan være nødvendigt at kunstvande for at holde gang i produktionen.

Hvidvinen er den vigtigste i Valais. Hoveddruen er Chasselas, lokalt kendt som Fendant, en mild tørstslukker med moderat syre og aroma. Mineralsk kan den til gengæld være som få, alt afhængigt af terroiret. Mere karakterfulde og aromatiske er de lokale sorter Petite Arvine, Amigne og Humagne Blanche— samt ikke mindst Marsanne, Rousanne, Viognier og Heida eller Païen, som Savagnin kaldes her. Der er dog også rødvin, den mest kendte er den traditionelle Dôle, en bærduftende, saftig og syrerig rød på en blanding af Pinot Noir og Gamay. Goron er betegnelsen, når Syrah af og til indgår i blandingen. De tre sorter flaskes også hver for sig, ligesom de lokale Cornalin, Humagne Rouge og Gamaret gør det.

Det er denne mosaik af terroirs, traditioner og vintyper, de to vinglade fætre Dany Varone og Stéphane Reynard i 1986 besluttede sig for at blive en aktiv del af. Så de købte en kælder og begyndte at indkøbe druer fra forskellige vinbønder i området, som de selv vinificerede i Savièse. Siden tog det hurtigt fart: I 1987 lykkedes det forpagte sig til en række vinmarker i omegnen af Sion og Sièrre; og i 1989 frigav de for første gang en cuvée af udvalgte druer med navnet Cornulus. Det slog sig siden fast som domænenavn. Skridt for skridt fandt de selvlærde vinbønder deres fødder og fik fastlagt en mere detaljeret vision for deres arbejde.

Uploaded by Domaine Cornulus on 2019-10-16.

Trekronet terroir

“Der er ingen stor vin uden stort terroir,” og derfor måtte der marker af første klasse til. I 1993 lykkedes det at købe de første på kalkstensterrasserne Clos de Mangold; og i 1999 gjorde de et kup ved at købe sig ind på Clos des Corbassières. Med fødderne solidt plantet på de gyldne skråninger var kursen sat. Hvert lod lod de vinificere separat, og med omlægning til biodynamiske metoder søgte de to at opnå størst mulig balance i vinmarken og et tydeligt naturligt aftryk derfra i vinene. Endeligt erhvervede de i 2015 den glimmerskiferfyldte Clos des Manzuettes. Samlet set står Domaine Cornulus nu for imponerende 40 vine fra blot 15 hektarer.

Clos des Corbassières er husets mest berømte besiddelse, bestående af 52 solbadede, sydvendte terrasser, som smyger sig op ad Mont d’Orge. Jordbunden er rå skifer og kalksten med et tyndt toplag silt; og som den jord, den er sprunget af, løfter vinen sig mod himlen. Der er en symbiose af stenet tyngde og luftig lethed at spore i vinene på Chasselas, Petite Arvine, Sylvaner og Savagnin fra stenterrasserne her.

Petite Arvine

Her har vi at gøre med en af vinverdenens store, oversete stjerner. Den stråler stærkest i hænderne på Marie-Thérèse Chappaz, Maître de Chais, Domaine des Muses, Histoire d’Enfer og ikke mindst Domaine Cornulus. Der er kun godt 150 hektarer, hvoraf langt de fleste står i Valais. Valle d’Aosta i det nordvestlige Italien er eneste udenlandske område, hvor den synes at trives, men der findes også enkelte franske beplantninger i Savoie og Rhône. Den sætter knop tidligt men modner først sent. Udbytterne er til gengæld gode men må holdes i ave for at få balance og koncentration; og den trives på de tørre skråninger, hvor man nemmest også undgår meldug og råd. Dyrkes den godt, takker Petite Arvine os med saftig spændstighed, stor fylde og fine noter af grapefrugt, eksotisk frugter og urter, ofte en krydret og særligt salt note. Enkelte fremstiller også en honningsød senthøstet Arvine. Det er dyre dråber, der indfanger en overset perle i Europas vinhistorie. Arvines egen historie fortaber sig i tågerne, den er ikke nært beslægtet med andre druer, og dens nærmeste slægtninge er alle schweiziske. Det giver alligevel anledning til et kvalificeret bud på dens oprindelse.

Domaine Cornulus Petite Arvine Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017 fryder med fyldig frugt af eksotisk afstamning, fersken, abrikos, ananas, rød grapefrugt. Især teksturen imponerer med sin dybe tyngde kombineret med en nærmest luftig lethed. Smidig syre, syrnet smør, delikat urtede noter, græs, citronverbena, mynte og anis, og en let salt sprødhed. Der er noget udtalt burgundisk over vinen, men accenten er anderledes, ikke mindst er frugten sin egen og fadpræget mere dæmpet. Fragmentariske smagenoter formår ikke helt at indfange den melodi af moden frugt, sirlig syre og stenet mineralitet, der er på spil her. Det er klangfuld saft af Alpernes kølige nætter og solrige sommerdage, smukt synkroniseret i D-dur. Druerne er gæret på amforaer og lagret sur lie på store træfade.

Clos des Corbassières står for stor vin, også til prisen, selvom beløbet ikke er lavt. Desværre gælder Oz Clarkes gamle råd stadig: Den bedste måde at komme til at smage schweizisk vin, er at få en anden til at betale. Ellers må man tømme lommerne og gøre noget ud af begivenheden— for en begivenhed er den.

Flaske: Clos des Corbassières Cœur du Clos 2017  
Vinhus: Domaine Cornulus  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesort: Petite Arvine  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på amfora
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: cirka 450,-

Om klimatosser og svalehaler

I krisetider kan det føles godt at søge skjul i et hjørne med en bog og bare lade den virkelig verden fare; eller falde til ro på en solbeskinnet plet i en frodig have eller i det fri, fredeligt bevæbnet med en flaske vin. Som en anden Epikur kunne man selvfølgelig gøre begge dele og forene det nyttige med det søde. Skitsen til et sådant program er at finde i følgende opsang om verdens sande tilstand.

Skulle det være gået nogen næsen forbi, så står vi nemlig over for en krise af bibelske dimensioner: Ja, det er miljøet og klimaet, den er galt fat med— helt galt fat faktisk. Vi er ved at begå kollektivt selvmord, og ikke kun som art, vi tager alle mulige andre med i faldet; og det værste er, at vi langt hen ad vejen har en fest med os selv, mens vi gør det. Måske værre endnu er det, at vi egentlig godt ved det, men ikke gider eller magter at gøre noget ved det.

I det følgende giver jeg et kort overblik over klodens tilstand og vores viden om konsekvenserne, og hvad der kunne gøres ved det. Helt lavpraktisk har klimaforandringer og miljøforurening selvfølgelig indvirkning på vinproduktionen, og de konsekvenser giver jeg også en kort oversigt over. Jeg håber, det vækker til angst, eftertanke, indignation og nysgerrighed. I kampen mod den globale opvarmning må Francis Bacons gamle diktum, at viden er magt, stå som overskrift. Derfor indeholder nærværende opslag også en lille introduktion til bøger, som det er godt at få forstand af.

Der skal selvfølgelig opløftende dråber til at sluge den bitre pille; og få ting er så naturligt livsbekræftende som en flaske Schwalbenschwanz (navngivet efter sommerfuglen ‘svalehale’) fra en af Østrigs biodynamiske troldmænd Andreas Tscheppe i Südsteiermark, et af verdens smukkeste og naturskønneste vinområder. Få har så mangfoldige og levende vinmarker som Tscheppe, og få formår at fremelske så spændende og livskraftige vine. Nøgleordet er desværre få. Fæller har han heldigvis i fællesskabet Schmecke das Leben, ‘smag livet’. Var der flere med deres indstilling og evner, var vi nok knapt så ilde stedt. Alt andet lige ville vi have flere flasker mangfoldig eliksir— og sandsynligvis flere sommerfugle, det sarte insekt, der af mange netop regnes som netop indikator for sundt miljø i et balanceret biotop.

Et køligt overblik i en varm tid

Kloden har feber. Den globale opvarmning er en udfordring, der desværre får vores andre selvskabte problemer med pesticider og plastik til at blegne, hvor betragtelige de end er. Det kan være afsindigt svært at forstå, at jorden risikerer at se markant anderledes ud om bare få århundreder, end den har gjort i adskillige hundredetusinder år før: At de vilkår, der har bestået under alle de øvrige forandringer, vi har oplevet i vor egen levetid eller tidsalder, selv kan ændre sig, så alt er forandret. Måske er det årsagen til, at mange stigmatiserer miljø- og klimaforkæmpere som radikaliserede kratluskere, verdensfjerne videnskabsmænd eller overvintrede blomsterbørn; men det er en strudsestrategi, som ikke blot fornægter et problem: Den gør det også mod bedre vidende og ofte i benægtelse af, at der faktisk findes reelle løsningsforslag, som kan have en virkning, hvis de impliceres i tide.

I junis netop udkomne nummer af DinVinGuide har Thomas Rydberg en fin oversigtsartikel (“Klimaforandringerne og vinverdenen” DVG#18 p.62-65) om konsekvenserne af mere sol, varme og ændrede nedbørsmønstre i de klassiske vinområder. Den giver et blik ind i de helt lavpraktiske udfordringer for vinbønderne, men også deres ihærdige forsøg på at imødegå dem og på at gå foran med indsatsen for at vende udviklingen— via reduktion af vinbrugenes CO2-udledning og kunstvanding samt arbejde med sygdomsbekæmpelse og udforskning af nye druesorter. Den gode nyhed er, at vinverdenen allerede har beskæftiget sig med disse problematikker i årevis og derfor også har løsninger at byde ind med— med en parole af Miguel Torres fra et nyligt seminar om vin i en varmere verden: “Vinbranchen er landbrugets rockstar og bør gå forrest i klimakampen.”

Men hvordan står det til med klimaet?
Følgerne af den globale opvarmning manifesterer sig allerede nu og fremover f.eks. ved at:

• indlandsisen og gletcherne smelter, tundraen tøer

• verdenshavene stiger og forsures

• havenes bestand af plankton, fisk og koraller går ned

• regnskovene skrumper, og ørkenerne vokser

• ekstremt vejr med storme og eks. skiftevist skybrud og tørke udbredes

• opdyrkede landbrugsarealer må opgives eller overgives til andre afgrøder

Hastigheden, hvormed det sker, er helt uden fortilfælde. Det presser selvfølgeligt alle involverede biotoper og økosystemer, hvoraf mange i forvejen presses af udledning af pesticider og plastikforurening m.v. Klodens samlede befolkning af amfibier og insekter, herunder bier og sommerfugle, er støt faldende. Og da den levende verden er et sammenhængende puslespil, har hver brik en vigtig rolle at spille. Ikke mindst for vores egen skyld, men også for de andre levende væsner, vi deler vores verden med, må vi forstå, at balance, homøostase og ækvilibrium spiller en afgørende rolle i opretholdelsen af liv og biodiversitet; og netop disse er sat på prøve.

Klimakrisen kort fortalt

Klimaforandringerne er en historie om solstråler, kulstofkredsløb og drivhusgasser; og en efter industrialiseringen støt stigende global opvarmning. Vores kendskab til disse fænomener er ikke ny. Det strækker sig med figurer som Joseph Fourier, John Tydall og Svante Arrhenius fra midten af det 18. og frem til det 20. århundrede. Vores viden i det 21. århundrede stammer fra stadigt akkumulerende målinger foretaget over mange årtier; og indirekte fra paleontologiske data, altså især geologiske og glaciologiske prøver, der kan belyse tidligere perioders atmosfæriske sammensætning og temperaturforhold; samt stadigt mere udviklede modelleringer baseret på vidt forskellige datatyper.

Selvfølgelig er der alskens statistiske og andre usikkerheder involveret her, og det har kritikere, skeptikere og andet skidtfolk, der er mere interesserede i egeninteresser end almenvellet og videnskaben, lukreret på i årtier. Og når den statistiske støj endelig lægger sig, og sikkerhederne for alvor indfinder sig, risikerer vi med stor sandsynlighed at befinde os på den stejle ende af en eksponentiel kurve med retning mod masseudryddelse; og det er desværre ikke science fiction. Den visse død begynder dog med den livgivende sol.

Solens stråler varmer jorden op, og en stor del af den varme stråler ud i verdenrummet igen— men kun en del. Forenklet forklaret: Jordens dagside, der vender mod solen, modtager varmestrålingen, mens natsiden, der vender væk, afgiver den igen. Atmosfæren holder dog hele tiden en smule tilbage. Solens strålingseffekt på jorden er gennemsnitligt 240 Watt per kvadratmeter jordoverflade.

Atmosfæren består fortrinsvist af kvælstof og ilt, men den indeholder også de såkaldte drivhusgasser, der ganske som glasset i et drivhus er med til at holde noget af strålevarmen tilbage: Kultveilte (CO2) er den vigtigste, men også metan (CH4) og lattergas (N2O) er virksomme, foruden de såkaldte halocarboner— og faktisk også vanddamp (H2O).

Koncentrationen af de fleste af disse drivhusgasser er stigende på grund af øget industrialisering og energiforbrug (udledning af CO2 fra især afbrænding af fossile brændstoffer som kul og olie), intensivt landbrug (udledning af mere metan og lattergas fra f.eks. gylle). Samtidigt med at især CO2-udledningen stiger, sker en fortsat reduktion af ‘jordens lunger’, skovene, der optager kulstof fra CO2 og til gengæld afgiver O2.

Samlet set er drivhusgasserne med til at holde på varmen i jordens atmosfære og gøre livet, som vi kender det, muligt. Igennem forskellige epoker i jordens historie har atmosfærens sammensætning og middeltemperatur ændret sig adskillige gange: Tænk bare på, hvordan flere istider i de seneste millioner år har ændret selve overfladen på jorden, som vi kender den. Imidlertid har vi haft et ret stabilt klima de seneste mange årtusinder, hele vejen gennem historisk tid; men nu går vi pludseligt og hurtigt mod, ikke istid, men hedeslag. I nyere tid er den atmosfæriske koncentration af CO2 nemlig steget fra 280 ppm i førindustriel tid til aktuelt omkring 407 ppm; og den er stadigt stigende som følge af fortsat udledning af CO2. Når vi over 500 ppm, skal vi 20-40 millioner tilbage i klodens historie for at finde samme CO2-koncentration.

Drivhusgassernes nuværende andel i strålepåvirkningen er kun 0,75 Watt per kvadratmeter; men det er faktisk nok til at skabe en efterhånden betydelig ubalance i jordens energiudveksling med rummet, hvoraf følger, at jorden— ganske som et stærkt isoleret drivhus— holder på mere og mere varme; og med en sensitivitet på 0,75 grader Celcius per Watt per kvadratmeter er der altså (0,75x075) = 0,5 graders yderligere opvarmning undervejs som direkte følge af drivhusgassernes strålingspåvirkning. Kursen er sat, og tampen brænder.

Det er nemlig desværre kun begyndelsen på historien. Den øgede middeltemperatur fører f.eks. til en gradvis afsmeltning af isen ved polerne, hvor hvid, reflekterende is erstattes af mørk, ikke-reflekterende havoverflade, hvilket igen fører til en yderligere varmeabsorbering og opvarmning af havene; som samtidigt stiger. Det er en langsom udvikling, der først manifesterer sig over lang tid. Virkningerne er altså endnu undervejs, når man når til punktet, hvor det er for sent at vende dem. Verdenshavet står til at stige cirka 20 meter per grads stigning i atmosfærisk temperatur— og de realistiske tal, der tales om, når vi taler om de næste århundreders temperaturstigninger, ligger alle mellem 2 og 5 grader. Den arktiske indlandsis har “kun” nok til 6 meters havvandsstigning, mens Antarktis har til 60. Tal, det er værd at overveje, hvis man bor i flade Danmark.

Endnu en følgevirkning af global opvarmning, der i sig selv kan booste yderligere opvarmning, er den udledning af i jordbunden bundet metan, der kan frigives fra optøet permafrost på tundraerne i Nordamerika og Nordasien. Fænomenet kan allerede observeres flere steder.

Selv med en uændret CO2-koncentration på 407 ppm kan vi altså forvente en yderligere temperaturstigning til 3,5 grader over førindustrielt niveau og altså over de 2 graders temperaturstigning, som er en del af de “bindende mål”, man efter Paris-aftalen har forpligtet sig på. Detaljerne i udviklingen er selvfølgelig omgæret af forskellige usikkerheder; men det overordnede billede tegner sig tydeligere og tydeligere (læs: dunklere og dunklere), og vores vidensgrundlag har aldrig været større eller vores regnemodeller bedre end i dag.

Er man interesseret i tallene, kan de findes hos f.eks. DMI, CONCITO og IPCC.

Det er en dårlig fugl, der tilsmudser sin egen rede. En for miljøbevægelsen ikonisk stribe fra Walt Kellys tegneserie Pogo

Vinøse bivirkninger

I vinens verden betyder stigende CO2 og deraf stigende temperaturer selvfølgelig, at vinbønderne skal vænne sig til varmere vejrlig, ændrede nedbørsmønstre, og hvad deraf følger af flodoversvømmelser, haglbyger og tørkeperioder. Det fører til ændringer i både dyrkningsforhold og vinstil. Men øget CO2 fremmer også i sig selv vinstokkenes vækst, da koncentrationen af kuldioxid i luften fremmer fotosyntesen, planternes omdannelse af lys til kemisk energi, hvor kuldioxid netop er et centralt råstof. Mere sol og varme vil desuden påvirke druernes modning samt sukker- og syreindhold. Kort og godt vil nutidens vine til sammenligning smage anderledes end fortidens; ligesom fremtidens vil komme til at ændre smagsprofil i forhold til nutidens, ene og alene på grund af de ‘naturlige’ forhold— mindre syre i Mosel, mere sødme i Sauternes og højere alkohol alle vegne. Sandsynligvis giver det dog bedre kår for vinavl eksempelvis i Danmark.

Det, vi endnu kun har ganske beskeden viden om, er præcist hvordan vækstmønstre, udbytter, modstandsdygtighed mod sygdom og ikke mindst druernes kvalitet faktisk forandrer sig. For sandsynligvis påvirkes vinstokkene ikke i isolation fra sine omgivelser: Den øgede vækst vil også påvirke det øvrige liv i vinmarken, herunder nyttedyr men også skadedyr og sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Det kan skabe udfordringer, ikke mindst for økologisk dyrkning.

Fordringen skulle gerne munde ud i udviklingen af strategier, der kan imødegå de udfordringer, vinbønder vil møde som følge af ændrede atmosfæriske forhold. Forhåbentlig vil vi stadig have mulighed for at drikke gode vine, og vi vil stadig kunne nyde genkendelige klassikere. Det kræver dog som minimum, at vi ændrer vore forventninger og indstiller os på at sadle om.

Vi skal til ikke blot tænke i økologi og biodynamik men meget mere i produktions- og transportomkostninger: Energi- og øvrigt ressourceforbrug i kælderen; og logistisk på f.eks. flaskestørrelser og -tyngder, transportforhold og -afstande. Vin er under alle omstændigheder ikke det mest nødvendige landbrugsprodukt (og vin har alt andet lige et mindre CO2-aftryk end (luksus)fødevarer som chokolade, kaffe, kød (især okse men også svin) og ost; men vinbønder kan ikke desto mindre være konstruktivt delagtige i en større omstilling i landbruget. Det bliver nok ikke den bevidste økoforbruger eller de små spredte naturvinssamfund, der kommer til at redde verden. Dertil er deres indvirkning for lille på det samlede marked; men mangt og meget kan tjene til inspiration til mere naturnære, miljøvenlige og klimamæssigt bæredygtige produktionsformer— som også kan give bedre og anderledes produkter, øget dyrevelfærd og mindre miljøbelastning. Herhjemme arbejder mange allerede med sådanne former for ager- og vinbrug, eksempelvis på Brandbygegård ved Odder i Østjylland; og i videre sammenhæng peger f.eks. foreningen Frie Bønder - Levende Land på anderledes bæredygtige landbrugsalternativer.

Sommerlæsning

Det er ikke kun industriel afbrænding af fossile brændsler som kul og olie, der har skaffet os problemer som luftforurening og klimaforandringer på halsen. Bivirkningerne og bagsiden af det moderne landbrugs såkaldt grønne revolution kom for en dag med den amerikanske biolog Rachel Carsons klassiker Silent Spring fra 1962, som såede kimen til en bredere bevidsthed om især pesticiders skadevirkning gennem hele fødekæden, fokuseret på fugles skade af DDT— læs mere i Rune Lykkebergs nylige artikel om bogen i Information den 7. juni.

Den amerikanske journalist David Wallace-Wells har i klima-sammenhæng for nyligt gjort Carson kunsten efter med The Uninhabitable Earth. A Story of the Future, der med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvordan vi er ved at save den gren over, vi selv sidder på: Det ‘opmuntrende’ budskab om klodens tilstand er, at det står værre til, langt værre til, end de fleste går og tror. Bagsiden af menneskets virkelyst og skabertrang, den antropocene tidsalders indbyggede undergangsur, tikker.

Den store nestor i kampen mod global opvarmning er uden tvivl James Hansen, klimatolog ved Earth Institute på Columbia University, en mand der i snart en menneskealder har forsket i og dokumenteret klimaforandringer og deres årsager— og aldrig været tavs omkring de konkrete konsekvenser, disse forandringer har. Det kan man læse om i Storms of My Grandchildren, der bærer den dystre undertitel The Truth About the Coming Climate Catastrophe and Our Last Chance to Save Humanity.

Dyster er også biologen og Harvard-professoren Edward O. Wilsons trilogi The Social Conquest of Earth, The Meaning of Human Existence og især Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life. Her gives, faktuelt og spekulativt, både diagnose af vores problemer og prognose for vores fremtid gennem et Darwinistisk blik på vores væren i verden, arternes overlevelse eller uddøen: Mennesket er ikke alene om livet på jorden. Men vi alene kan blive skyld i, at jorden ikke længere bliver beboelig for os selv og andre arter; som vi allerede har gjort den ubeboelig for arter, der nu udryddes eller uddør på grund af vore aktiviteter. Ekstinktionsraten er accellereret med faktor 1000 i menneskehedens levetid (tjek evt. IPBES rapport om biodiversitet her). Den foreslåede kur er så radikal som sygdommen: Vi må afsætte halvdelen af landoverfladen til naturen, hvis vi skal undgå den sjette masseuddøen.

Er det virkelig nødvendigt— og er udviklingen uundgåelig? Klimaproblemer er ikke nogen helt ny erkendelse, og årsagerne, omfanget og løsningsmulighederne har tillige været velkendt igennem længere tid. Det kan man more sig med i Nathaniel Richs Losing Earth: The Decade We Almost Stopped Climate Change i New York Times og i bogen af samme navn. Rich optrækker her historien om, hvordan de tidlige bestræbelser på at bremse CO2-udleningen op fra 1970’erne og frem til 1980’erne gik i stå; blandt anden gennem en villet vildledning af offentligheden.

Videre overvejelser over forblindelsen, fornægtelsen, fordrejelsen af de videnskabelige vidnesbyrd kan man få øjnene op for i videnskabshistorikerne Naomi Oreskes og Eric Conways klassiker Merchants of Doubt med undertitlen: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming. Her berettes, hvordan visse videnskabelige og videnskabsteoretiske overvejelser er blevet brugt af erhvervslivet og andre interessenter til at systematisk at underminere forsøg på at stække tobaksindustriens og den petrokemiske industris skadevirkninger på menneskers og planetens sundhed.

Når jammerdalen er dybest, kan man så søge tilflugt på poesiens privathospital, hvor Inger Christensen kan give en vis opløftning med hendes skelsættende digtsamlinger Alfabet og Sommerfugledalen. Her fremfører hun et varmt forsvar for livet, mangfoldigheden og mulighederne i den natur, mennesket på godt og ondt er en del af. Inger Christensen præsenteres ofte som modernist og systemdigter; men systemerne i hendes digte er ikke mekaniske men naturlige (i deres sindrige systematik minder de om DNA), og formen hænger altid organisk sammen med indholdet. Økokritikken er retteligt en bedre skuffe, omend hun snarere er fortaler end kritiker.

Og sådan vendte vi tilbage til vores svalehale: De stiger nemlig op, planetens sommerfugle, som varmestøv af jordens varme krop. Svalehalen (papilio machaon) er en stor dagsommerfugl med udbredelse i store dele af Europa. En sjælden gæst i Danmark, hvor den i årtier har været sjælden eller udryddet. Dens foretrukne habitat er sletter, enge og moser, hvor den ynder at opsøge skærmplanter som f.eks. vild gulerod og fennikel— ‘hvor al erindring smuldrer, og det hele i lysets sammenfald med plantedele forvandler sig fra duftløshed til duft.’

Tilbage til naturen

Steiermark er (langt ude på) landet, hvor den dybt smaragdgrønne græskarkerneolie flyder, og vinmarkerne strækker sig mellem de stejlt skrånende bakker, der vrider sig ind og ud mellem hinanden. Det summer af liv her, ikke mindst i Andreas Tscheppes vildnis af vinmarker: Padder, biller, fluer og alskens sommerfugle boltrer sig her— og har endda fundet vej til etiketterne.

Andreas Tscheppe kommer ud af en vidtforgrenet vinfamilie i Steiermark, der også tæller hans bror Ewald fra Weingut Werlitsch, hans til Burgenland afhoppede fætter Eduard fra Gut Oggau og de fjernere slægtninge på Weingut Tscheppe am Pössnitzberg. Andreas er som nævnt en del af femkløveret Schmecke das Leben sammen med bror Ewald samt Strohmeier, Muster og Tauss.

Den lille gruppe fandt sammen om at finde fælles fodslag for at sætte en ny dagsorden. De arbejder med økologiske, biodynamiske og bæredygtige praksisser i vinmark og kælder og deler erfaringer og afprøver nye idéer i fællesskab. Målet er en naturnær produktion af rene, terroir- og traditionstro vine af høj kvalitet og med unik karakter. Småt er godt; og med Musters motto: Mere og mere af mindre og mindre. Derfor arbejder man også minimalistisk i kælderen uden brug af moderne teknologiske indgreb, behandlingsmidler og tilsætningsstoffer. Til gengæld hyppigt med skindkontakt og lang lagring på gærresterne. Maksimen er respekt for liv, mangfoldighed og tilfældighed.

Sammen med hustruen Elisabeth dyrker Andreas blot fire hektarer vinmarker, foruden Muskateller først og fremmest Morillon og Sauvignon plus Pinot Noir. Markerne er levende grønne med et sandt blomster-, græs- og urtehav mellem rækkerne. Det grønne bunddække bliver kun slået en enkelt gang om foråret og får ellers lov at vokse. For enden af rækkerne og rundt omkring står fersken-, pære- og æbletræer. Hver plante har sin egen energi at tilføje kredsløbet, udvekslingen mellem det underjordiske og overjordiske. Selve gården ligger øverst ved Langegg, og længere nede ad bakken ligger brorens gård, i hvis kælder vinene bliver til.

For lidt over ti år siden genbeplantede Andreas Krepskogel, en gammel men braklagt vinmark på stejle skråninger i 550-580 meters højde, flankeret af kastanieskov. Sydsiden blev terrasseret oppefra og ned, øverst beplantet med Sauvignon og længere nede Chardonnay. Beplantningstætheden er høj som i gamle dage, 4.200 planter pr. hektar. Sidenhen kom Goldmuskateller (Moscato Giallo) til, en såkaldt PiWi-sort (særligt modstandsdygtig krydsning) med hjemme i Südtirol. Den første planlagte høst i 2008 blev dog minimeret på grund af sultne rådyr. I 2009 haglede det meste væk. I 2010 modnede druerne knapt. Vi lever på naturens nåde. Endelig i 2011 spillede alt, som det skulle, og siden har vinen fundet sin form— storform endda.

Goldmuskateller 2017 er dybt gullig men ganske klar i glasset; frisk og frugtigt duftende af citrusskal, jasminer og gule roser med liflige noter af syrlinger og candyfloss. Saftspændt i munden med syrlig mandarin og moden citron i smagen, rank syre, de smidigste tanniner, god viskositet og små krydrede noter i eftersmagen, orangeblomstvand, pomerans og muskatblomme. Den åbner med lidt luft men skal ideelt nydes ret kølig. Friskt og sommerligt.

Druerne er håndplukket i oktober, afstilkede, nænsomt presset, spontangæret i åbent gæringskar med to ugers skindkontakt. 18 måneders lagring på brugte egetræsfade af barrique- og tonneau-størrelse, minimal sulfittilsætning før flaskning. Vinen er levende og kompleks men legende og let tilgængelig. Det er begavet underholding.

Vi skal alle lære at passe meget bedre på vores planet og den natur, vi lever i og af. Der er intet alternativ. Er der intelligent liv andre steder i universet? Vi har indtil videre ikke været i stand til at spore det; og med vores nuværende livsstil synes det nogle gange lige så svært at opdage det på planeten for vore fødder.

Vågn til kamp af jer dvale! — og god sommer!

Flaske: Schwalbenschwanz 2017  
Vinhus: Andreas Tscheppe  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesort: Goldmuskateller  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers skindkontakt  
Lagring: Små og store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Österreich
Pris: 395,-  

PiWi er det nye sort

Ægte vin. Mange taler om tradition, autenticitet, bæredygtighed, biodynamik, naturlig vin og så videre. Ploder-Rosenberg fra Østrigs sydøstligste hjørne, Vulkanland Steiermark, praktiserer det bare. Uden forbehold, uden omsvøb og smarte paroler. Skal der partout sættes en betegnelse på, bruger de Echtwein. Det drejer sig om druer, der er gærede— sunde druer, vilde men tæmmede gærkulturer, gammeldags beholdere og ikke så meget andet; måske årvågenhed og tålmodighed og en god portion legesyge. Ægte vin.

Familien Ploder har hjemme for foden af Rosenberg, så meget at navnene er smeltet sammen. Hovedpersonerne er forældrene Alfred og Maria Ploder og børnene Manuel og Lydia. I dag dyrker de— med Manuel i front— 12,5 hektarer, der siden 2006 har været dyrket biodynamisk og certificeret af Demeter siden 2015. Større biodiversitet, mere balance og øget livskraft var motivationen for omlægningen. “Landbrugskunst” i ordets righoldigste betydning er, hvad der praktiseres her: Der er føling med naturens kredsløb, fokus på bæredygtighed, egenart og forskellighed, på liv og udvikling. Helt almindelige mennesker dyrker sunde planer på en livlig jordbund; hvilket også afspejles i den deraf følgende vinoplevelse.

Druerne er både Steiermarks traditionelle udbud af sorter, men samtidigt satser familien Ploder konsekvent på en række nye druer, som de (som nogle af de få) formår at lave sjældent velsmagende eksemplarer af. Helt naturligt i forlængelse af områdets mere velkendte og traditionelle vine. Tero er et spændende orange eksempel.

Piwierne kommer!

Fire nye hvidvinsdruer blev føjet til listen over godkendte druesorter til kvalitetsvin i Østrig i efteråret 2018. Det drejer sig om Goldmuskateller, Blütenmuskateller, Muscaris og Souvignier Gris; og de tre sidste skiller sig ud ved at være såkaldte PiWi-sorter: Pilzwiderstandsfähige, eller svampemodstandsdygtige sorter, nye krydsninger, der med stor resistens mod svampesygdomme som botrytis, oidium og peronospora egner sig til dyrkning under fugtigere forhold, og især til økologisk dyrkning, da de kan klare sig uden behandling med fungicider og i vid udstrækning også uden kobbersulfat.

PiWi-sorter er det nye sort, når det kommer til naturnære og mere bæredygtige dyrkningsformer— og for øvrigt vinbrug i Danmark med vores kølige og fugtige klima, der ikke umiddelbart gør det nemt for vinbønderne.

Som økolog eller biodynamiker må man først og fremmest forsøge at skabe sygdomsfrie forhold for planterne, da man ikke har andre effektive midler at ty til end kobbersulfat, hvis uheldet skulle være ude. For når kvoterne for kobbersulfat er brugt op, er man overladt til naturens nåde: Kommer der regn eller tåge, tager fugten og svampene over; og eksempelvis peronospora kan gøre kål på en hel vinmark i løbet af få dage, hvis vejret skaber sig sådant.

Souvignier Gris og de andre er de nyeste men langt fra de første PiWi-sorter, der er i kommerciel cirkulation og anvendes i produktionen af kvalitetsvin. I Østrig har rødvinsdruerne Roesler og Rathay længe været i anvendelse; og vores danske darlings Rondo og Solaris er også PiWi-sorter. Det samme er Orion, Regent og Villaris, som også kendes herhjemmefra. Baco Noir, Baron, Bronner, Cabernet Cortis, Donauriesling, Johanniter, Leon Millot, Monarch, Phoenix og Reberger er andre.

Foreningen PIWI International blev stiftet i Schweiz 2000 og er et netværk til udbredelse af (viden om) PiWi-sorterne. Det fungerer som interesseorganisation og arbejdsfællesskab med vidensdeling, teoretisk og praktisk, med næsten 350 medlemmer i Schweiz, Østrig, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og flere andre lande, herunder også Danmark: Dyrehøj Vingård på Sjælland samt Skærsøgaard Vin og Guldbæk Vingård i Jylland. I Tyskland bør nævnes Anselm Gallers nydelige vine fra Pfalz; og i Østrig er en kultklassiker Gut Oggaus Brutal på Roesler; og så er der altså også Ploder-Rosenberg.

Manuel Ploder og en klassisk kælderkat som vogter af det bedste fad vin. Skaldele kan forekomme!

Og familien Ploder satser stort på PiWi-sorterne, særligt Souvignier Gris og Muscaris sætter de deres lid til, og det er ikke ubegrundet, for deres opnåede resultater er yderst lovende, selvom de kun har været i gang i få år. I øvrigt var/er mange PiWi-sorter (især de første generationer) ikke uden videre velsmagende: Kompromiset mellem resistensegenskaber fra de vilde druer og deres vilde aromaer falder af og til ikke lige heldigt ud. Men de nyere generationer smager generelt bedre, og ret behandlet får man spændende og mere “spiselige” aromaer frem. Klogeligt komplementerer man dem hos Ploder-Rosenberg ofte ved at spæde op med velkendte smage fra gamle kendinge.

Souvignier Gris er en ny tysk krydsning, frembragt af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut i Freiburg i 1983. Forældrene er Cabernet Sauvignon på mødrende side og Bronner på fædrende. Bronner er en anden krydsning frembragt af Becker tilbage i 1975, en hybrid af Merzling og Gm6494, endnu en krydsning (!) af Zerya Severa og Sankt Laurent, frembragt på Geisenheim i 1964. Bronner har en del asiatisk blod i årene fra Vitis Amurensis og kan derfor betragtes som en hybrid med Vitis Vinifera. Den blev opkaldt efter Johann Philipp Bronner (1792-1864), en tysk farmaceut og botaniker med speciale i druedyrkning. Den opnåede beskyttet status i 1977 og har siden langsomt manifesteret sig. Den kan være en kende neutral, men med en vis æblearoma og en let bitterhed. Anderledes med Souvignier Gris, der i høj grad har arvet Sauvignon-familien aromatiske anlæg og grønne noter.

Råstoffet til orangevinen Tero er Souvignier Gris halveret med Chardonnay. 25 år gamle stokke på marken Rosenberg leverer Chardonnayen, mens blot 5 år gamle stokke på Steinriede bidrager med Souvignier Gris. Begge er stenede marker med lehm og sand som dække. Druerne presses let og gennemfører gæring på amforaer med i alt fire måneders skindkontakt. Herefter hviler vinen to år, dels på amforaer, dels på store akaciefade.

Det er en karakteristisk, kompleks og frem for alt dyb duft, man får fra Tero; og den kan man bruge lang tid med, for den bliver ved at fascinere og ved med at udvikle sig. Den aromatiske fordybelse går fra græs og skovmærke over lavendel, laurbærblade og enebær til sandeltræ og tobaksblade. Moden ferskenfrugt et sted i midten og bløde, karamelagtige noter i kanten. Syren er rundet og mild, tanninerne bløde og velintegrerede; og så fortsætter den urtede, krydrede rejse i eftersmagen. Se, det her er spændende, ægte vin!

Vaskeægte vin. En lille Souvignier Gris drue sneg sig endda med i flasken og ud i glasset…

Flaske: Tero belebt 2013  
Vinhus: Ploder-Rosenberg  
Oprindelse: Steiermark, Østrig  
Druesorter: Chardonnay, Souvignier Gris
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, fire måneders maceration  
Lagring: To år på amfora og akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: cirka 300,-