Viewing entries in
Biodynamik

Solidt håndværk

Comment

Solidt håndværk

En murer bygger og vedligeholder huse af sten. Det er i hvert fald, hvad Undervisningsministeriets Uddannelsesguide vil have os til at tro. Nu har Schweiz altid været god for undtagelser, og hos Tom Litwan i Aargau bakses der da også med andet end mursten, mørtel og fugemasse. Blandemaskiner, murerskeer og måleværktøj har måttet vige pladsen for presser, gæringskar og træfade, for Litwan har skiftet sit oprindelige hverv som murer ud med en fuldtids beskæftigelse som vinbonde. Karriereskiftet blev cementeret efter et ophold i Bourgogne. Den altid flirtende Pinot Noir var den skyldige i afledningen, og Litwan tog uddannelsen og erhvervet som vinbonde til sig i hjemlandet.

Pinot Noir fra Schweiz? Ja, landets bedst bevarede hemmelighed ligger ikke længere i bankerne men i landets vine. Godt nok drikker de selv langt de fleste, men nogle få flasker forvilder sig væk fra folden, og godt det samme, for kvaliteten kan være virkelig god. Litwans og landsmænds vine forhandles i udvalg hos både tyske Linke Weine og østrigske Wagners Weinshop, der begge leverer til Danmark.

Litwan Thalheim Chalofe Flaskevis (C) Thomas Bohl.JPG

Litwans svendestykke Thalheim Chalofe er særdeles veludført. En sart rød farve og en mild, forførende duft afslører, at vi har med forfinet Pinot Noir at gøre. Bålrøg, nåletræer, skovbund og vilde urter er første indtryk i duft og smag, før et væld af saftige skovjordbær tager over og fylder munden. Ren frugt, flot fylde og god syre; umiddelbart betagende men også med stof til eftertanke. Chalofe formår både at være subtil og mørk men også frisk og læskende. 

Druerne til Chalofe 2011 er høstet sidst i september fra stokke plantet i henholdsvis 1969 og 1998, og med grundig selektion er udbyttet nede på cirka 25 hektoliter per hektar. Gæringen foregik spontant over et par uger, herefter kom vinen et år på brugte barriques, som rundede syren af og modnede frugten uden at kompromitere vinens rene udtryk. Et halvt år fulgte på ståltank før flaskning, efter en let filtrering og sulfitering.

Det er ikke tidligt tilnærmelig vin; som ung kan den være ret reduktiv og syren utæmmet. Den fordrer tid på flaske og kommer også først rigtigt til ære efter noget tid i glasset. En håndfuld år på flasken, et par timer i glasset, og alt spiller, netop nu synes den at være vin til tiden.
 

To fag frem

Thomas Litwan kom altså ind i vinproduktion ud af vinpassion og er dermed ikke bundet af familieforpligtelser eller en særlig tradition. Han er en ægte Quereinsteiger. En forkærlighed for håndens arbejde og det kreative fik ham efter endt skolegang til at uddanne sig til murer. Tre års ophold i Bourgogne åbnede dog hans øjne for vinens verden, ikke blot vin som nydelsesmiddel men også som natur- og kulturprodukt. Fascinationen af Pinot Noir tog han med hjem og efter småjobs hos forskellige vinbønder, tog han den teoretiske del af sin vinuddannelse på Fachhochschule Westschweiz, mens det praktiske håndværk for alvor blev indlært på det dengang økologiske, nu biodynamiske vinhus Domaine des Balisiers, lige uden for Genève. Her blev Litwan efter sin mesterlære i en årrække kældermester, før muligheden for at starte op for sig selv bød sig i 2006. En kollega tippede ham om nogle vinmarker til salg i Schinznach Dorf i Schenkenbergertal i hans hjemlige Aargau, og efter at have lejet sig ind i et kælderkollektiv med det biodynamisk arbejdende vinhus Claudio und Kathrin Hartmann kunne han året efter flaske sin første rødvin. På få år blev udvidet med flere parceller, en blev til tre blev til fem hektar, som han i dag kan regne for sine egne og fylde op mod 30.000 flasker årligt.

I tilfældet Litwan taler vi altså nok schweizisk Pinot Noir men ikke efter sædvanlig schweizisk standard: Litwans vine er både bedre end gennemsnittet og udmærker sig ved den burgundiske inspiration. Det er altså mod Frankrig, man skal vende forventningerne snarere end det nærliggende tyske Baden, som Aargau ellers deler mange karakteristika med. Her er solrigt, lunt og tørt, og kantonen rangerer også på fjerdepladsen i landets vinproduktion; men den fortolkning, som Tom Litwan giver druerne, trækker tråde tilbage til traditionel Côte de Beaune. Han foretrækker friskhed, balance og raffinement frem for modenhed og fylde, og Pinot Noir som frugtbombe eller fadbamse spejder man forgæves efter her. Allerede ved ophældning får man syn for sagen: Den lyse murstensrøde vin vil kunne få machotyper til at bryde sammen i skuffelse. Litwan er ligeglad med farven, som ikke spiller nogen rolle for ham, så længe vinen har intensitet, balance og dybde. Han høster derfor tidligere end de fleste, når druerne præcist har opnået fuld modenhed og ikke mere, hvilket ikke kun giver mindre farve men også mindre alkohol.

Farveintensiteten såvel som frugtekstraktet og syrestrukturen afhænger af årgangen, og det er netop det eneste af virkelig vigtighed for Litwan: at vinen afspejler sin oprindelse, ikke kun den jord, den kommer fra, men også det år, den kom til verden. Vind og vejr er de afgørende skabere af druerne, og håndværket går på at bevare dette, at bygge rundt om det og skabe det et solidt fundament. Håndens værk ligger her ofte i en hands off appoach. Pinot Noir bliver i Litwans hænder til et stykke fint arkitektur, der naturligt vokser ud af landskabet.

 

Den større sammenhæng

Sammenhængen med omverdenen er også vigtig: Som biodynamiker afholder han sig ikke kun fra kunstgødning og sprøjtegifte, han er også tilbageholdende med brugen af den ellers tilladte kobbersulfat. Selvfølgelig anvendes de biodynamiske præparater, men ellers er der ikke så megen snak om Steiner. Det vigtige er livet i marken og det naturlige kredsløb. Litwan arbejder for at synkronisere sine aktiviteter med naturens rytmer, årstidernes skiften og årgangenes vekslen, så vinene bevarer og afspejler den livlighed.

Den nu 39-årige Litwan er altså i løbet af et årti strøget til tops i det helvetiske vinhierarki. Toppen af poppen er hans røde vine, men Pinot Noir er ikke eneste sort i Litwans totalenterprise. I Rägnisbühl er Müller-Thurgau under synonymet Riesling-Sylvaner sat stævne: Det lette liv med friskhed, saftighed og ren frugt, fine aromaer, mineralsk nerve. I Wanne og Wittnau er det Chardonnay, der spiller solo, ren og fyldig frugt med et sagte fadpræg og en vis kompleksitet. Pinot Noir kommer til fadet i Oberflachs, Rueget og Chalofe, i de to førstnævnte med saftig rød bærfrugt og lette rosentoner, og de mere seriøse dybder med jord, urter og krydderier, som kommer til udtryk i Chalofe, anes måske allerede her.

tom litwan.jpg

 

 

Flaske: Thalheim Chalofe 2011  
Vinhus: Litwan Wein  
Oprindelse: Aargau, Schweiz  
Druesort: Pinot Noir  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: Cirka €40  

Comment

Familieportræt: Winifred

Comment

Familieportræt: Winifred

Gut Oggau er et spændende, familieejet vinhus, der laver originale, naturlige vine med et autentisk, lokalt aftryk. Hver medlem i familien af vine har sin egen karakter, som vinhuset har forsøgt at portrættere på etiketterne. I følgende tilfælde er det lykkedes dem forbilledligt. Er man interesseret i familiesammenføring, er der mere at hente her

Den unge dame Winifred er eneste rosé i familien. De skudsmål, hun får med hjemmefra, er "et åbent, vindende væsen, let omgængelig og med lyst sind, en livlig og charmerende ung dame." Det stemmer fuldt ud overens med den umiddelbare oplevelse af denne vin - ligetil og læskende sommerdrik.

"Let sky og tilbageholdende" tilføjes det dog, og det indtryk kan man i første færd også godt sidde tilbage med. En utroligt charmerende duft, røde bær og blomster, en flot, rund mundfornemmelse - og var det så det? I så fald forstår man så udmærket, hvorfor rosé i mange kredse har fået en aura af det løse liv og uforpligtende saftevand over sig. Heldigvis ikke her, der er mere at komme efter. "Videbegærlig" er en fin omvendt måde at beskrive denne egenskab på. Efter noget tid i glasset og med en vis opmærksomhed opdager man fine urtede noter og en større detaljerigdom i vinen. Den umiddelbare charme slår over i mere seriøs selskabelighed.

Østrigs nok mest velkendte, blå druesorter, den moderne og letbenede Zweigelt og den mere klassiske og strukturerede Blaufränkisch, er råmaterialet bag. Skulle man forsøge sig med et lille karaktermord på Zweigelt, kunne man tilføje, at den er fremragende til rosé. Her gør den sig i hvert fald flot, og Blaufränkisch føjer noget mere syre, spændstighed og Schwung til.

Håndhøstet fra biodynamisk dyrkede marker med gennemsnitligt 35 år gamle planter; afstilket og trådt under fode; spontangæret på 500, 1000 og 1500 liters fade, et godt døgns maceration; lagring på 500 liters fade i 8 måneder, ingen omrøringer; flasket uklaret, ufiltreret og usvovlet; end of story “som de unge siger".

Gut Oggau er i øvrigt ikke ene om at lave flotte, substantielle roséer i naturlig stil i Burgenland. Gernot Heinrich laver f.eks. en glimrende Blaufränkisch i sin Freyheit serie; Werner Michlits fra Meinklang laver flot frizzante på Pinot Noir med sin Prosa;og Christian Tschida laver med sin Himmel auf Erden helt fabelagtig rosé på Cabernet Franc; men det er en ganske anden historie, som kan fortælles på et senere tidspunkt.

 

 

Flaske: Winifred 2014  
VinhusGut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Zweigelt, Blaufränkisch  
DyrkningBiodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
ImportørerÖsterreich / Vinova  
Pris: 165,-  

Comment

Smultronstället

Comment

Smultronstället

Bertrand Gautherot laver usædvanlig Champagne på sin gård Vouette et Sorbée i det knapt så kendte Côte des Bar. Jordbunden slægter det nærliggende Chablis mere på end det øvrige Champagne, og hans vinmarker er også beplantede med massale selektioner af planter fra Bourgogne. Marken Sorbée, en af hans første to besiddelser og derfor navngiver til huset, er usædvanligt velholdte Pinot Noir planter, som hans bedstefar fik fra Volnay.

Flaskevis Saignée de Sorbée 2012 (C) Thomas Bohl

Druerne høstes med hånden, og klaserne med de tykkeste druer udvælges. Vinen gennemgår derefter den såkaldte kulsyregæring, bl.a. kendt fra Beaujolais, hvor druerne begynder gæringen inden en egentlig presning i et lukket kar uden ilt. Det resulterer i en ret så frugtig vin - og da stilkene gæres med udtrækkes også en del fine, modne tanniner.

Saignée de Sorbée er en karakteristisk anderledes rosé Champagne. Næsen antyder stor rød Bourgogne - mørk frugtduft, stor dybde, meget vinøs. Skovjordbær, rabarber, sorte kirsebær. Den holder de fineste bobler, en livlig syre, god fylde, crémethed og dybde, der igen leder tankerne i retningen af klassisk rød Bourgogne. Saignée de Sorbée er sin egen. Degorgeret efter kun to år på flasken, for at holde den friske frugt friskest. Ingen tilsatte sulfitter.

Flaskevis Saignée de Sorbée 966 (C) Thomas Bohl

Mængderne er små, så sådanne sjældenheder må skattes... men det er en vin, jeg uden tvivl har lyst til at vende tilbage til - også for at følge dens udvikling over årene.
 

Flaske: Saignée de Sorbée  
Vinhus: Vouette et Sorbée  
Oprindelse: Champagne, Frankrig  
Druesorter: Pinot Noir  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Kulsyregæret, ingen tilsatte sulfitter  
Lagring: To år på flaske før degorgering  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Pétillant  
Pris: 550,-  

Comment

Familieportræt: Theodora

Comment

Familieportræt: Theodora

Ofte taler vi om en vins karaktertræk og drager af og til sammenligninger mellem vine og personlighedstyper. Vi finder det nemt eller oplysende at beskrive vin med begreber og udtryk, som vi bruger om os selv og hinanden. Hvad enten charmerende, reserveret; energisk, dæmpet; maskulin, feminin; ungdommelig, moden, aldrende; spinkel, robust; eller hvad det nu måtte være. Det østrigske vinhus Gut Oggau er gået skridtet videre og tager os på ordet med en serie af personnavngivne vine, hver med sin egen personlighed, visuelt udtrykt gennem et ansigt på etiketten, der kunstnerisk skal formidle vinens egenskaber. Vinens udtryk er altså ikke kun at finde inden i flasken men også uden på den. Husets vine udgør tilsammen en familie med indbyrdes ligheder og forskelle. Den yngre generation udgør de lette, friske vine; forældregenerationen de mere modne og fyldige; og bedsteforældrene de mest udviklede, komplekse vine. Godt tænkt og glimrende markedsført; men vigtigst er dog, at det er velsmagende og udtryksfulde vine, Gut Oggau byder på. 

Yngste medlem af den fiktive familie er Theodora, der med de ord, som vinhuset selv har smidt hende i nakken, er "ungdommelig, munter, sympatisk”, endvidere “fræk og en smule rebelsk” men “ved præcist, hvad hun vil og står ved sine ord."

Theodora 2014 er med sit umiddelbare og ligefremme væsen en hvidvin, der egner sig eminent som sommerlig tørstslukker eller rundt om bordet til forskellige slags spiser. Klar, lyst stråfarvet i glasset, og små perleøer samler sig raskt i randen og på overfladen. Dette lille kulsyre-spritz får man straks at mærke på tungen, den har lidt med-blid-brus fornemmelse. I næsen er udtrykket let og køligt, noter af limeskal og hyldeblomst. I munden er den sprød som frisk glaskål og saftig som en moden pære. Pære er der også i smagen, som er ret mild og slank, med små noter af peber og purløg. Det er en saftig sag, som også holder en rigtig god syre, der sikrer en rensende fornemmelse hele vejen igennem. Salt, mineralsk afslutning og lyst til at gribe efter glasset igen.

Druerne til Theodora, godt 65% Grüner Veltliner og 35% Welschriesling fra vinstokke på gennemsnitligt 35 år, er høstet ved håndkraft, afstilkede, trådt med fodkraft og har macereret natten over. Mosten gærer efterfølgende af egen kraft i store træfade, som den efterfølgende lagres på i godt syv måneder. Klaring sker udelukkende gennem sedimentering, før vinen stikkes om; ingen filtrering og ingen tilsatte sulfitter.

Stephanie og Eduard, den virkelige familie Tscheppe-Eselböck, er ansigterne bag vinen. Siden overtagelsen i 2007 har de drevet Gut Oggau biodynamisk og med deres vine fornyet de lokale traditioner

Stephanie og Eduard, den virkelige familie Tscheppe-Eselböck, er ansigterne bag vinen. Siden overtagelsen i 2007 har de drevet Gut Oggau biodynamisk og med deres vine fornyet de lokale traditioner

En familie stiftes

Gut Oggau og dets 14 hektar vinmarker befinder sig i det nordlige Burgenland, nær den store sø Neusiedlersee og ikke langt fra grænsen til Ungarn. I hine tider var det et velrenommeret vinhus, Weingut Wimmer, men efter dets lukning og to årtiers stilstand var huset forfaldent og markerne i sløj stand, da Stephanie og Eduard Tscheppe-Eselböck overtog i 2007.

Heldigvis var det ikke hvem som helst, der overtog det forfaldne vinbrug. Stephanies familie driver den internationalt anerkendte restaurant Taubenkobel i det nærliggende Schützen am Gebirge, og Eduards familie hører til blandt de bedre vinmagere i Pössnitzberg i Steiermark. De to mødte hinanden til en vinsmagning i Wien, og efter en forlovelse lykkedes det Stephanie at lokke Eduard fra Steiermark til Burgenland.

Oprindeligt var Eduard udlært i mere konventionelt vinbrug og uøvet i det biodynamiske. Men smagning af flere og flere biodynamiske vine af exceptionel kvalitet havde overbevist ham om, at det var vejen at gå. Og efter adskillige års omsorgssvigt havde vinmarkerne også brug for en kærlig hånd. En fordel var dog, at de ikke var misrøgtede: De godt tyve års intermezzo i vinavl betød nemlig også et stop for kunstgødning og sprøjtegifte - et godt udgangspunkt for den biodynamiske dyrkningsform, der derefter blot skulle bringe markerne tilbage i topform.

Biodynamikken gjorde mere end det, den satte også familien i tættere kontakt med livet i vinmarkerne. De lagde ud med at forsøge at afdække markernes muligheder, uden at have nogen klar idé om, hvad de skulle forvente. Denne afsøgning af terroiret og stokkene skulle blive en sand opdagelsesrejse for de to. For den afventende indstilling gav pote, og i hænde fik de en række ret så forskellige vine med egenart og udviklingspotentiale. Begge blev slået af, hvor livlige vinene var, og hvor meget de havde i sig. “Det var nærmest som at have en hel familie af levende mennesker i kælderen” fortæller de. Flaskens ånd kom over dem, og idéen var født.

Eduards kælderarbejde forsøger i videst muligt omfang at bibeholde den diversitet og identitet, der opstår i markerne. Der er i vid udstrækning tale om blandede beplantninger, og derfor er druesorterne heller ikke nævnt på etiketterne. Det drejer sig mere om den enkelte marks udtryk i et givet år - og derfor fremgår kun vinens navn og årgangen på skrift på etiketten. Resten skal aflæses af ansigtsudtrykket. Det er en noget anderledes, men anderledes enkel og ligefrem, måde at tænke og tale om vin på, end man er vandt til i klassisk europæisk sammenhæng, hvor sted- og marknavne, druesorter, vinifikations- og lagringsmåder med videre ofte i mere eller mindre gennemskuelige betegnelser forefindes på etiketten. Hos Gut Oggau er det dog den sanselige oplevelse, der skal stå i centrum.

Gut Oggaus sortiment tæller ud over Theodora også Winifred, Atanasius, Josefine, Timotheus, Emmeram, Wiltrude, Joschuari, Mechthild og Bertholdi. Etiketterne er tegnet af den tyske grafiker Anje Jager.

Gut Oggaus sortiment tæller ud over Theodora også Winifred, Atanasius, Josefine, Timotheus, Emmeram, Wiltrude, Joschuari, Mechthild og Bertholdi. Etiketterne er tegnet af den tyske grafiker Anje Jager.

Der er ikke kun ungdommelig selvhævdelse i Theodora, men også en umiddelbar tilgængelighed og livagtighed, en insisterende åbenhed. Unge mennesker har ikke altid helt afklaret, hvor de vil hen, og Theodora kan også være lidt af en vindbøjtel. Imidlertid får hun sin vilje. I den kølige årgang 2014 er der rank syre, og der er kun en mindre mængde meget fine kulsyrebobler. I den noget varmere årgang 2015 efterlod solen en betragteligt større mængde sukker i druerne og dermed restsødme i vinene. Følgeligt gik Theodora i foråret i gang med at eftergære, og Eduard besluttede sig for at smide en kapsel på årgang 2015 i stedet for en korkprop og altså lade vinen forblive en mere skummende af slagsen.

 


Flaske: Theodora 2014  
Vinhus: Gut Oggau  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesorter: Grüner Veltliner, Welschriesling  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importører: Österreich / Vinova  
Pris: 170,-  

Comment