Den tabte have

Et gammelt, falmet familiefoto fra 1930’erne: Oldefar høster druer fra sin vinmark ved landsbyen Togh i Artsakh. Et ældgammelt armensk område, som sidenhen er faldet i aserbajdsjanske hænder, og nu nok er bedre kendt under sit sovjetiske navn Nagorno-Karabakh, ofte omtalt som ‘den armenske enklave’ i Aserbajdsjan.

Fotografiet såede frøet til en drøm hos oldebarnet Grigor Avetissyan. Vinavl var en tradition i familien, der som de fleste andre i Artsakh havde ernæret sig ved landbrug gennem generationer; og det vinøse ønskede Grigor nu at gøre noget større ud af. Så i 2010 grundlagde han vinhuset Kataro, opkaldt efter det nærliggende kloster Katarovank, et historisk armensk vartegn, som troner på toppen af bjerget Disapajt. Mere prosaisk kaldes huset også Domaine Avetissyan efter familien selv; og det må de i dag benytte langt fra klosteret og det vinhus, Grigor og hans nærmeste pårørende over en årrække byggede op. Umiddelbar succes fulgtes nemlig af knusende nederlag; for Artsakh, som armenierne siger, eller Karabakh, som aserbajdsjanerne kalder det, har de to folk kæmpet om i mere end et århundrede; og i 2020 udbrød en kort men alt andet end konsekvensløs krig, som betød opbrud for adskillige armeniere i området, familien Avetissyan inklusive; og i 2023 måtte langt størstedelen af den resterende armenske befolkning på få dage flygte for livet fra det land, de ellers altid har anset som deres retmæssige hjem. Artsakh gik tabt efter århundreders, årtusinders armensk liv og kultur dér.

Billedet forbliver derfor en drøm. Men familien Avetissyan har ikke kastet håndklædet i ringen. Ti års målrettet indsats og århundreders traditioner er ikke så lette at slippe, så de fortsætter nu arbejdet fra deres nye hjem ved Dzoraghbyur en smule øst for Armeniens hovedstad Jerevan. Med afsavnet og tabet i baggagen men også håbet i hjertet og øjnene fokuseret på fremtiden. Således formidler de Artsakhs arvegods i flasker med områdets indfødte sort Khndoghni samt andre armenske klassikere som Areni og Voskehat, og de er alle værd at stifte nærmere bekendskab med. Foruden det at de tjener som påmindelser om et stykke verdenskulturarv og en overset, nærmest glemt konflikt i Europas baghave — i kontinentets ældste kristne kulturland og muligvis ditto vinkultur.

Den sorte have

Armenierne i Artsakh har haft vanskelige kår længe. Som et meget gammelt folk med en glorværdig fortid har de først lidt den skæbne at bevidne riget skrumpe ind og siden at blive underlagt herskere udefra. Artsakh ligner umiddelbart et roligt område i bjergene men er ulykkeligvis grobund for en nu århundreder lang konflikt mellem armeniere og aserbajdsjanere og af adskillige omgange en slagmark med markante tab og krigsforbrydelser på begge sider. I det meste af Sovjettiden var der lagt låg på de etniske spændinger og den territoriale tvist; men siden Sovjetunionens sammenbrud er konflikten flere gange brudt ud i lys lue.

Området er ganske vist internationalt anerkendt som en del af republikken Aserbajdsjan; men grænsedragning og statsdannelse i det sydlige Kaukasus er en kompleks og til tider temmelig kaotisk affære, som har efterladt en stor gruppe etniske armeniere adskildt fra deres fæller. I baggrunden brummer selvfølgelig den russiske bjørn, ekkoer af imperialisme og ikke mindst det folkemord, som Osmannerriget begik mod sin armenske befolkning under Første verdenskrig. Armenierne har virkeligt ikke haft det let, og derfor lever store dele, reelt størstedelen, af det armenske folk i dag uden for republikken Armeniens grænser. Nu bare ikke længere i deres elskede Artsakh, med den smukke armenske skrift Արցախ.

Navnets herkomst er omstridt. Det menes at kunne komme af art (mark, have) og aght (sort), altså den sorte mark eller sorte have; mens en alternativ etymologi fremhæver tsakh (buskads, skov) som både sandsynlig og passende, landskabet og vegetationen taget i betragtning. En tredje og særligt interessant mulighed er, at det kommer af orts (vinstokke) og stednavnssuffiksen ak, således at Artsakh er ‘stedet, hvor vinstokke gror’ eller ganske enkelt ‘vinmarken’. Men som regel foretrækkes første betydning, som desuden stemmer overens med det aserbajdsjanske navn Karabakh, hvor kara menes at komme fra det tyrkiske ord for sort og bakh af det persiske for have. Persiske og tyrkiske indtog kom nemlig til at spille en vigtig rolle i områdets historie, før russerne med tiden rykkede ind og navngav regionen Nagorno-Karabakh, ‘det bjergrige’ Karabakh.

Մենք ենք մեր լեռները — Vi er vore bjerge — er et monument over armensk kulturarv i Artsakh. Materialet er lokal vulkansk tuf, bearbejdet af skulptøren Sargis Baghdasaryan, og motivet er տատիկ-պապիկ, Tatik-Papik, bedstemor og bedstefar, som det også kaldes i folkemunde. Foto: Naré Gevorgyan

I forhistorisk tid var Artsakh befolket af den oldkaukasiske Kura-Araxes-kultur, og hvad de kan have kaldt området fortaber sig i fortiden tåger. De ældste skriftlige kilder, hvor noget nær Artsakh nævnes, stammer fra kong Sarduri den IIs tid (764–735), altså det ottende århundrede før vor tidsregning, hvor han beskrev det som den østlige flanke af sit kongerige Urartu under navnet Urtekhe. Fra samme tid findes lignende referencer til andre velkendte stednavne i samme område. Urartu var et oldtidsrige med centrum i det nuværende Armeniens højland, med udstrækning mellem og kulturelle højborge omkring søerne Van, Urmia og Sevan. Riget byggedes op om den jernalderkultur, som var vokset frem i det sydlige Kaukasus, og sin største udstrækning nåede det netop under Sarduri den II, før det et godt århundrede senere bukkede under for invaderende medere og persere. Området genvandt senere sin selvstændighed og blev et armensk kongerige længe før de tyrkiske folkeslag, som er aserbajdsjanernes forfædre, indvandrede i området og slog sig ned især på de lavere beliggende sletter. Mindst siden middelalderen har en stærk armensk identitet været fremherskende.

Det østlige Armenien blev vristet frit fra persisk overherredømme af russerne fra begyndelsen af 1800-tallet. Efter den fjerde russisk-persiske krig (1804-1813) og fredsaftalen med Gulistan-traktaten af 1813 indlemmedes Artsakh i Det Russiske Kejserrige; og efter den femte russisk-persiske krig (1826-1828) indlemmedes resten af det østlige Armenien, stort set svarende til den nutidige republik. I samme periode kom det område, der i dag er Aserbajsdjan, i russiske hænder. Efter tsarens fald i 1917 forsøgte russerne at danne en ‘fælles’ transkaukasisk republik bestående af det nuværende Georgien, Armenien og Aserbajdsjan; men forsøget fejlede, da først georgierne, siden armenierne og sidst aserbajdsjanerne erklærede deres uafhængighed. I årene efter stod den røde hær dog på deres respektive hjemmebaner, og de blev i stedet til tre sovjetrepublikker.

Sovjettidens manglende meritter skal ikke opregnes her; men til forsvar for Moskva skal det siges, at den centrale administration i det store hele havde held med at lægge låg på uoverensstemmelserne mellem armenierne og aserbajdsjanerne, godt hjulpet på vej af fraværet af interne grænser i Sovjetunionen. Artsakh blev først de facto og siden de jure etableret som Aserbajdsjans territorium, fra 1923 til 1991 en autonom oblast. Desuden formåede Stalin i 1936 at overdrage to små landområder i det nordlige Armenien til Aserbajdsjan. Men galt gik det først for alvor med Sovjetunionens opløsning, for med de to landes selvstændighed stod de hver med løsrevne lemmer på tværs af grænsen til nabolandet: Armenien med enklaven Artsakh i det vestlige Aserbajdsjan, og Aserbajdsjan med eksklaven Nakhichivan lige vest for Armenien.

Det armensk-apostoliske kloster Kataro, som Avetissyans vingård låner sit navn fra

Fra februar 1988 til maj 1994 kom det til væbnet konflikt mellem parterne. De danske medier dækkede i et vist omfang krigen men var i de år generelt mere optaget af Tysklands genforening, krigene på Balkan som følge af Jugoslaviens opløsning og af Danmarks videre integration i EU. Nagorno-Karabakh-krigen udkæmpedes reelt fra 1991 og frem til en våbenhvile i 1994, som dog ikke førte til nogen egentlig fredsaftale. Russerne stod som mæglere, men fortidens spøgelser fik lov at leve videre. En tanke, der stadig ligger lige for, er, at en endelig løsning på problemet ikke er i Ruslands interesse— det nuværende regime har løbende rådgivet såvel som bevæbnet begge sider i konflikten. I mellemtiden blev over 300.000 armeniere og 800.000 aserbajdsjanere drevet på flugt, og over 35.000 mistede livet. Armenierne havde overhånden, og som konsekvens af krigen blev Republikken Artsakh de facto et selvstyrende område i Aserbajdsjan, tæt knyttet til Armenien. Med håbet om international anerkendelse og normalisering af tilværelsen ad åre.

Helt så heldige har armenierne dog ikke været. I årene efter har Aserbajdsjan med opbakning fra Rusland og Tyrkiet oprustet kraftigt, og den konstant ustabile situation førte først i 2016 og siden i 2020 til nye væbnede konflikter. I anden ombæring egentlige krigshandlinger, 44 dages kampe, som i sidste ende resulterede i et nederlag for armenierne— med over 100.000 fordrevne og betydeligt tab af kontrolleret territorium; som sagte men sikkert markerede begyndelsen på enden af Artsakhs armenske særstatus inden for Aserbajdsjans grænser.

Mellem den 19. og 21. september 2023 kom kniven så: Aserbajdsjan indledte en større militær offensiv i Artsakh, efter man igennem mere end ni måneder reelt havde indført en blokade mod enklaven. Noget af et kunstværk: Blokaden var iscenesat som miljøaktivisters blokade af en lokal kulmine— meget politisk korrekt og raffineret af et post-sovjetisk olie-oligarki! Borgere, som hævdede at være miljøaktivister, spærrede adgangen til Lachin-korridoren, som er/var den eneste vej, der forbinder Artsakh med Armenien og verdenssamfundet. Blokaden førte hurtigt til en mangel på mad og andre essentielle goder (el, gas, vand, medicin) med udsultning af Artskahs befolkning til følge. Efter inddragelsen af selvsyre, deres særlige rettigheder og deres daglige livsgrundlag gav det derfor mening for flertallet at fortrække— ikke mindst i lyset af den øgede militære tilstedeværelse og anklager om angreb mod civilbefolkningen. I løbet af få dage flygtede op mod 100.000 mennesker derfra, langt størstedelen af den resterende armenske befolkning. Flygtede eller rettere: blev fordrevet. Men i ly af Ruslands og Israels aggressioner andetsteds blev Aserbajdsjans aggressioner i det store og hele overset i danske og internationale medier, som ellers sjældent overser chancen for at bebrejde muslimske nationers mulige overgreb mod kristne. Men alligevel ikke da det rent faktisk skete. Fænomenet er velkendt og kaldes ved rette navn etnisk udrensning.

Et kig tilbage i tiden, til da Kataros kælder stadig lå i landsbyen Togh i Artsakh

Exodus

Artsakh er gammelt landbrugsland i bjerge og dale mellem vidtstrakte skove. Artsakh er lyden af duduk, et traditionelt træblæserinstrument fremstillet af abrikostræ, som normalt spilles parvist, den første spiller melodien, mens den anden akkompagnerer med en konstant bagvedliggende summen, så de to tilsammen sammen skaber en rig og luftig lyd og melankolsk melodi. Og Artsakh er lyden af det armenske sprog men med en særlig dialekt; og der er særlige variationer over traditionel armensk kultur dér, som mærkes i maden, vinen, skikkene og som selvfølgeligt ofte er tæt knyttet til den armensk-apostoliske kirke, og klostre som Dadivank, Katarovank og Gandzasar, og den særlig arkitektur og det kunsthåndværk, der omgiver dem.

Vinavl var i Artsakh en del af dagligdagen, ikke et særligt foretagende og slet ikke noget kommercielt. Som sådan eksisterede det ikke i Sovjettiden, hvor centraladministrationen havde andre planer for Aserbajdsjan. Men landbruget og vinkulturen overlevede og med dem nogle af de gamle druesorter som Khndoghni, som f.eks. familien Avetissyan skulle tage op som en særligt skattet kulturarv. De gik professionelt til værks fra 2010, og fra 2014 var de endvidere med til at arrangere en årlig vinfestival i Togh sidst i september, Արցախյան գինու փառատոն, til at minde om og fremme Artsakhs vintradition, indadtil og udadtil. På programmet var fodtrædning af druer, smagning af traditionelle vine og retter, udstilling af lokale kunstværker og gamle artefakter; samt en slags vinskue med smagning og salg af lokal vin, herunder også vine fra selve Armenien. Traditionen tro lod festivalen sig ledsage af armensk sang og dans.

Efter en sløv sovjettid kom der endeligt gang i frie og traditionsbundne gøremål igen. Men: Mens arbejderne havde plukket druer fra forskellige områder i Artsakh og bragt dem i hus hjemme i Togh, og familien selv var ved at høste druerne fra deres egen vingård, kom de under aserbajdsjansk beskydning. Få dage senere var området rømmet for etniske armeniere, og familien Avetissyan og resterne af deres foretagende befandt sig nu i Armenien. I al hast fordrevne og flygtninge. Ifølge Avetissyan selv lykkedes det dem kun at redde 10.000 flasker af deres Kataro Reserve, som de sidenhen auktionerede bort til financiering af vinhusets genrejsning på armensk grund. Hvad der er sket med deres mange fade og med vinmarkerne er endnu uvist. Vist er kun, at de måtte efterlade dem og godt 200.000 flasker hjemme i Artsakh. I dag opdyrker de så marker i Armenien og har i begrænset omfang kunnet erholde druer fra hjemstavnen på den anden side af grænsen. Desuden råder de over en god mængde træfade af egetræ fra Artsakhs vidstrakte egeskove (Quercus macranthera), som leverer godt ved til vinfade, af den ret robuste og finfibrede type, som især gør sig godt til tanninrige rødvine.

Vinmager Andranik Manvelyan sammen med Grigor Avetissyan på det nye vineri i Dzoraghbyur ved Jerevan, Armenien

Avetissyans historie er kun én af mange; og de mange blev virkeligt mange, da aserbajdsjanerne under ekstreme forhold slap af sted med helt at fordrive armenerne fra Artsakh tre år senere. En hel befolkning fra hus og hjem. Russernes protektionisme udeblev; det internationale samfunds fordømmelse druknede i terroir og krig i Israel; und Stille gibt es, da die Erde krachte. Situationen er nu, at Aserbajdsjan har taget fuld kontrol over Artsakh og er gået i gang med at genhuse egen befolkning i de forladte huse. Absolut armensk nederlag og politisk hårdknude. Seneste nyt er dog, at den siddende amerikanske præsident mirakuløst har forhandlet den fredsaftale mellem armenierne og aserbajdsjanerne færdig, som ellers så umulig ud. Han kan dog have gjort regning uden vært, for aftalen efterlader flere uafklarede spørgsmål, bl.a. om Artsakh og dets befolknings status, end den besvarer. Men man kan selvfølgelig kun håbe på en stabilisering og normalisering af de mellemfolkelige forhold, med henblik på at Artsakhs befolkning kan vende hjem; og derefter leve i fred og fordragelighed med deres aserbajsdjanske naboer.

“Det vigtigste er, at vi lever, og at vi fører vores traditioner videre”

— Grigor Avetissyan

Khndoghni

Som en af verdens allerældste vinkulturer har armenierne en gudsbenådet formue af gamle, særegne druesorter med sig som arvegods. Det anslås således, at der før Sovjettidens omlægninger fandtes i nærheden af 900 sorter, hvoraf godt halvdelen anses at have været særegent lokale, altså indfødte sorter.

I dag dyrkes knapt 50 sorter kommercielt i Armenien, og en håndfuld af henholdsvist hvide og røde sorter har etableret sig som landets særlige repræsentanter. Til de hvide hører Voskehat, Khatoun Kharji, Lalvari, Banants, Kangun, Mskhali og Garan Dmak; mens de røde sorter først og fremmest tæller Areni men også Kakhet, Tozot, Haghtanak og Karmrahyut og dertil den særligt artsakhiske Khndoghni, i moderlandet ofte også kaldet Sireni.

Khndoghni (Խնդողնի) er hjemmehørende i Artsakh, hvor den er den vigtigste sort og sandsynligvis indfødt; men den findes også få andre steder i det sydlige Kaukasus, fortrinsvist i det østlige Armenien men også i Aserbajdsjan, som i mindre grad også har vinbrug. Khndoghni giver traditionelt fyldige tørre rødvine med høj alkoholprocent, alternativt senhøstede og ofte forstærkede søde vine. Druen giver under alle omstændigheder dybt farvede vine, med højt tørstofindhold og en høj alkoholprocent, afbalanceret af en markant stringens fra syre og faste tanniner. Det til trods bliver de bedste vine fyldige, bløde og fløjlsagtige, især efter fad- og flaskelagring. Navnet kan i øvrigt oversættes til munter eller lattermild (det må skyldes humøret efter indtag), og det ses også transskriberet som Chindogni eller Khindogni; og synonymet Sireni som Scireni eller Sveni.

Khndoghni modnes forholdsvist sent, og stokken sætter store, koniske og ret kompakte klaser med runde, mørkeblå druer. Den er tilpasset Artsakhs lerjorde og de varme og tørre forhold, og den tåler længere tørkeperioder. Omvendt er den ret følsom over for vinterfrost og meget fugtige forhold. Den har god modstandsdygtighed over for både meldug og vinskimmel, men de kompakte klaser rammes let af ædelråd. Den er en fighter, som armenierne selv. Men i modsætning til størstedelen af selve Armenien er der i Artsakh phylloxera, så langt det meste Khndoghni dyrkes på podede rodstokke.

Kataro anno 2025

Grigoris nevøer Eduard og Vanya arbejder begge i vinhuset og uddanner sig begge inden for ønologi og vitikultur; så det bliver i familien i fremtiden. Siden 2019 har man haft Andranik Manvelyan med om bord som den professionelle vinmager; og alt taget i betragtning går det godt, for Kataro er et af de stærkeste brands på den armenske vinscene. Med minder, erindringer om nær og fjern fortid, gåpåmod i en vanskelig samtid og håb for den usikre fremtid.

Glimt fra Kataros nye kælder i Armenien

Voskehat Dry White 2022. Stålsat hvidvin i ren og ret stringent stil. Duft af blomstrende tjørn og gyvel. Blød på tungen, fin stoflighed, hints af citrus, lyse stenfrugter og honning; så strammer syren op, og den slutter med et tørt finish. Alk.: 12,5%

Rosé 2022. Her er det ren Areni fra Vayots Dzor, gæret på ståltanke efter direkte pres af hele klaser. Moderne men moderigtig stil, sart men meget slikken i frugten, med kølig nerve og fine noter af blodappelsin, fersken og pomelo. Kølig frugt, læskende og lækker på en sommerdag. Alk.: 13,2%

Areni 2022. Fra rødmen til rødgløden, og nu begynder det at blive rigtigt spændende, igen ren Areni fra Vayots Dzor, dyrket i godt 1.200 meters højde over havet og vinificeret som klassisk tør rød. Vidunderlig duft af kandiserede violer, syltekirsebær og skovbær. I munden har den en umiddelbar saftighed og mildhed, med god syre og et blidt greb af ganske fine tanniner; men først og fremmest masser af ren frugt: Kirsebær, brombær, blåbær, solbær og et lille strejf af sort peber og vanille. Vældigt god på egen hånd men også alsidigt madvenlig vin. Alk.: 13%

Khndoghni 2021. Frisk høst af den karakterstærke Khndoghni. Fortættet og ret kernet duft, reduktiv og tæt pakket med frisk mørkerød frugt, alverdens mørke bær især, og strejf af noget staldet. Fast i kødet, rank frugt, fint tørstof og fine, tørre tanniner, som omfavner kandiserede violer, modne skovbær og mørke, mørke blommer. Levende frugt og god længde; og karakterfuld uden at være for krævende. Alk.: 13,3%

Khndoghni Reserve 2020. Selektion af de bedste druer og lang lagring på små egetræsfade, 24 måneder, og det markerer sig i en meget karakteristisk men også charmerende og harmonisk vin. Dyb og delikat duft af mos, skovbund, modne hindbær og brombær; og i smagen dertil en smule solbær, marokkansk mynte, tørrede figner og mørk chokolade, milde strejf af tonkabønne og vanille. Favnende fylde, det fineste tørstof, gribende men alt andet end aggressive tanniner. Moden frugt møder seriøs struktur og det med kant, kompleksitet og længde. Endnu ung og med god tid til at folde sig endnu mere ud. Alk.: 14%

Flaske: Khndoghni Reserve 2020  
Vinhus: Kataro Wine  
Oprindelse: Armenien
Jordbund: Kalkholdig ler  
Drue: Khndoghni  
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wines of Armenia  
Pris: cirka 250,-  

Landet for længe siden

1915 — Første verdenskrig raser, de europæiske imperier vrider sig i sine sidste krampetrækninger, og tumulten er også Osmannerrigets dødskamp. Natten til den 24. april blev hundredevis af etniske armeniere i riget, forretningsfolk, kulturpersonligheder og intellektuelle, med magt samlet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) og andre større byer. Nogle få blev fængslet men de fleste hastigt henrettet uden rettergang, og samme dag kriminaliserede de osmanniske myndigheder alle armenske foreninger. En dengang betragtelig armensk befolkning i især den østlige del af Osmannerriget stod dermed uden kulturel og politisk ledelse, og dermed var en proces sat i gang: En systematisk udryddelse af det armenske folk i det historiske Armeniens vestlige del, der længe havde været under osmannisk kontrol, mens den østlige var kommet under det russiske tsardømme. I krigens hede blev skabt en stemning af mistro over for mindretallet, som man formodede at være mere loyale over for fjenden Rusland; og desuden passede de kristne armeniere ikke så godt ind i de yderliggående ungtyrkeres planer om en på sigt rent tyrkisk nationalstat. De beslutninger og handlinger til trods har Osmannerrigets efterfølgerstat Tyrkiet lige siden frasagt sig ansvar og anket og sanktioneret brugen af begrebet folkemord om begivenhederne.

Mareridtet

En mørk tid fulgte: I armenske landsbyer henrettedes borgmestre og andre ledende skikkelser, klostre og kirker brændtes ned, og den overlevende befolkning blev drevet på flugt. Armenierne blev gelejdet bort fra deres hjemlige egne i det nordøstlige Anatolien og tvangsforflyttet til andre områder, først og fremmest den syriske ørken. “De kan bo i ørkenen men ingen andre steder.” Disse deportationer var reelt dødsdomme, da det både var den sandsynligste følge samt bagmændenes egentlige hensigt, at de deporterede blev dræbt eller bukkede under for sult og sygdom undervejs. Mænd og kvinder blev adskilt, mændene ofte henrettet kort tid efter, og for kvinder og børn fulgte så de langvarige forflyttelser til fods, med sparsom mad og drikke, hvis ikke helt uden, i en lang march mod og gennem ørkenen. Øjenvidner har berettet om nærmest endeløse karavaner af svært svækkede og forhutlede skikkelser, som slagent drog gennem det krigshærgede land.

Nogle blev overfaldet af røvere, voldtaget og lemlæstet. Andre styrtet ud fra skrænter eller broer; bundet sammen og smidt i floder; gennet sammen og spærret inde i huler, hvor bål røg dem til døde; eller ‘bare’ bortført, berøvet deres identitet og tvangsislamiseret eller solgt som slaver. Det var den barske realitet under det armenske folkemord. Op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet, en meget stor andel af datidens samlede armenske folk, og mindst lige så mange blev sendt i landflygtighed— til Iran, Libanon, Syrien, og mange videre til Israel, Italien, Frankrig og Amerika, hvor de ad åre skulle danne diasporaer, levende armenske eksil-samfund, som langt senere er kommet til at hjælpe med at genopbygge det gamle hjemland.

Jerevan. Mindelunden for ofrene for det armenske folkemord ved højen Tsitsernakaberd. Skulpturen hedder ‘Mother Arising Out of the Ashes’ (2002)

“De faldt uden at vide hvorfor; mænd, kvinder og børn, som blot ønskede at leve; med tyngede udtryk som fordrukne mænds; skamferede, massakrerede, med åbne øjne stivnet i frygt,” som den armensk-franske folkesanger Charles Aznavour senere så malerisk beskrev det. Men allerede i samtiden blev direkte vidnesbyrd bragt verden rundt. Begivenhederne blev bl.a. beskrevet af amerikanske diplomater som Henry Morgenthau, Jesse Jackson og Leslie Davis såvel som den berømte norske opdagelsesrejsende og diplomat Fridtjof Nansen; og her til lands har eftertiden fået den danske missionær Maria Jacobsens (1882-1960) dagbogsoptegnelser fra tiden samt vigtige vidnesbyrd fra den danske lærer og nødhjælpsarbejder Karen Jeppe (1876-1935), som viede sit liv til det armenske folks overlevelse.

Det var en vild og voldsom slutning på århundreders, årtusinders armensk liv, levned og kultur og dertil mad- og vinkultur i en del af deres historiske hjemland. Tragisk og alt andet end muntert; men en så trist indledning er desværre nødvendig, da de fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om begivenhederne dengang— altafgørende begivenheder, som har defineret armensk identitet og historie på godt og ondt lige siden.

Drømmen

1998 — Zorik Gharibian sætter for første gang fod i sin families nu næsten mytiske hjemland Armenien, Hayastan (Հայաստանը), hvis vestlige del hans forfædre flygtede fra næsten et århundrede tidligere. Han kommer som turist, egentlig er det en slags forretningsrejse, men turen skal komme til at trække langt dybere spor, for Gharibian personligt og professionelt og for Armenien som vinland. Armenien var i 1991 blevet en selvstændig stat, efter en verdenkrig eller to og næsten 70 års sovjetisk styre genopstod den østlige del som selvstændig nation. I genopstået stand svækkes og stækkes det i sine første år af krig og nød; men efter de første snublende skridt og nogle hårde slag i opstarten begyndte landet langsomt men sikkert at komme på fode igen.

Gharibian er født og opvokset i Iran, hvortil hans oldeforældre flygtede fra forfølgelserne under osmannerne; men allerede i hans ungdomsår valgte forældrene at fortrække som følge af de politiske uroligheder efter shahens fald og den islamiske revolution i 1979. Næste stop blev Italien og en ny tilværelse i Venedig. Her kom den unge Zorik til at gå på armensk kostskole og siden i gymnasiet; og “i stedet for en ellers lovende karriere som gondolfører” drog han til Milano for at studere videre. Her slog han sig siden ned og fik succes i byens blomstrende tekstil- og modebranche.

Vin var han bekendt med fra barns ben, og med årene i Italien voksede interessen. Tanken om egen vingård slog stadigt dybere rødder, og han regnede med snart at blive “endnu en tilflytter i Chianti”. Det var i de glade 1990’ere, hvor såvel områdets traditionsrige vine som de nymodens supertoscanere var i vælten. Men skæbnen ville det anderledes. I mellemtiden var Sovjetunionen nemlig brudt sammen, Jerntæppet faldet og frosten tøet i den gamle østblok. Samtidigt gik globaliseringen sin gang, og Gharibian begyndte at handle tekstiler med lande som Rumænien og Bulgarien. Som etnisk armenier skulle han selvfølgelig også forsøge at følge samme strategi med det nu selvstændige Armenien.

Mødet med det nye, gamle land vakte både genkendelse og en følelse af fremmedgørelse i ham. Ikke mindst drikkekulturen var fremmed for hans italienske gane. “Der var stort set ingen produktion af kvalitetsvin i Armenien i de dage. Det hele var brændevin og vodka, meget sovjetisk,” erindrer han. “Det var et land, der havde mistet forbindelsen til sin fortid. Men jeg lagde mærke til, at det var et land fuld af muligheder for fremtiden: De store højder, de stenede jordbunde, de gamle vinmarker og de mange indfødte sorter. Det hele var der, det skulle bare genopdyrkes.”

Armeniens neglicerede vinland havde altså sat sig i ham; og jo mere han fordybede sig i det, desto stærkere blev landets greb i ham. Dybt i hans sind spirede så idéen, at det skulle være ham, der tog udfordringen op; også selvom der skulle gå et par år, før han for alvor begyndte at realisere sin drøm og vække armensk vin fra sin dvale. At vise for verden, hvad Armeniens terroir, sorter og traditioner kan præstere i de rette hænder.

“Armenien er for småt til ikke at lave store vine. Vi har det hele, vi mangler kun anerkendelsen”

— Zorik Gharibian

“Dengang var der ingen, der interesserede sig for indfødte sorter. De fleste interesserede sig mest for internationale sorter og masseproduktion, og alle investeringer i Armenien var alligevel i brandy. Der kom så jeg med min idé om kvalitetsvin på sjældne, indfødte sorter; og oven i købet ønskede jeg at gøre brug af gamle amforaer, som ingen havde brugt i en generation eller to,” beretter Gharibian. Galskab, mente mange, og det var da også en dristigt investering, han iværksatte fra 2000 med at hige og søge efter de rette druesorter og det helt rigtige sted; som han så fandt i den bjergrige og naturskønne region Vayots Dzor i det sydlige Armenien. “Det var nye horisonter og blev begyndelsen på et eventyr.”

Begyndelsen

Armeniens historie og vinens historie er begge lange og tæt forbundne. Så tæt, at Armenien er et af de lande, der med rette kan kalde sig Vinens Vugge, en betegnelse som især deres nordlige naboer i Georgien i nyere tid har markedsført sig med. Hele det sydlige Kaukasus kan sandsynligvis smykke sig med de fjer, men mange arkæologiske fund fra de seneste år giver Armenien fortrinsret. Helt sikkert er det, at druer har været dyrket og med al sandsynlighed er lavet til vin på historisk armensk territorium siden forhistorisk tid, hvad enten af armeniernes egne forfædre eller forgængere. Mennesker har levet i området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i mange hundrede tusinder af år, og egenlig civilisation begyndte at spire frem for fem-seks årtusinder siden. Mange fund af “verdens første” er således gjort i nutidens Armenien, f.eks. den ældste sko, det ældste skørte og den ældste trækvogn. Nåja, også verdens ældste vineri. Hvor? I Vayots Dzor selvfølgelig!

–4100 — I en karsthule nær nutidens Jeghegnadzor i Arpa-dalen i det armenske højland har en kobberalderkultur i hine tider indrettet et egentligt vineri. Mennesker har gennem århundreder forinden beviseligt beboet og benyttet hulen til forskellige formål; men nu er der tale om en større indretning, et egentligt anlæg med adskillige presser og talrige store og små lerkrukker, som den dag i dag stadig indeholder spor af kviste og stilke, drueskind og druekerner. Alder og beskaffenhed er sidenhen bekræftet via kulstof-14- og DNA-markør-analyser. Hulen hedder Areni-1, navngivet efter den nærliggende landsby Areni, og vineriet i et af dens tre kamre blev udgravet 2007-2010 af et internationalt hold af arkæologer under ledelse af Boris Gasparyan fra Armeniens Nationale Videnskabsakademi. Vineriet bekræftede ikke kun bevidst vinfremstilling for 6.100 år siden— det beviser også, at en sådan foregik under ganske udviklede forhold og i overraskende stor målestok. Stærke indicier for, at vin ingenlunde var noget nyt produkt på daværende tidspunkt.

Fund af lerkrukker og drikkekopper med rester af vin (markøren er malvidin, et farvestof, som stort set kun frigives fra gæret drueskind) er heller ikke begrænsede til Areni eller Vayots Dzor. Nær nutidens Jerevan, oldtidens Erebuni i riget Urartu, i dag Armeniens hovedstad og i øvrigt en af verdens længst beboede byer, afslørede udgravninger i Teishebaini-fæstningen fra 1949 til 1955 syv kældre, som for næsten 3.000 år siden må have fungeret som lagerbygninger og forrådskamre; og de husede over 400 halvt nedgravede amforaer med en samlet kapacitet på over 400.000 liter! Som senere i Areni-1 har tekniske analyser afsløret rester af druer og vin. Antageligt var armensk vin også en populær handelsvare i antikken, hvor den via Eufrat og Tigris bragtes til Mesopotamien. Den nævnes sågar af græske historikere som Herodot, Xenofon og Strabon.

Overalt i landet er vinøse oldtidslevn nærværende; og som i Georgien er traditionen med nedgravede amforaer, armenierne kalder dem karas, fortsat fra oldtiden op gennem middelalderen, ikke mindst overleveret af kirken og klostervæsenet. Ifølge Første Mosebog skulle selveste Noa også være stødt på fast grund med arken på armeniernes hellige bjerg Ararat, og som den første agerbruger dyrkede han vinstokke dér, fremstillede vin og berusede sig i den; så på godt og ondt skal vin have spillet en rolle for hellig som profan fra tidernes morgen, og den gamle tradition levede i forskellige former videre helt frem til det 20. århundrede. Men i modsætning til Georgien nåede traditionen derefter desværre reelt at uddø, ikke mindst håndværket med at konstruere de store lerkrukker— traditionelt armensk vinmageri blev til arkæologi.

Fra bordvin til brændevin

Det engang så vidtstrakte armenske land skrumpede i århundredernes løb ind, og i mellemtiden kom og gik adskillige herskere udefra— efter akkadiere og babylonere kom grækere, persere, romere, senere osmannere og russere. Alle har de både selv taget aftryk af og sat egne på armensk historie, kultur, mad og vin.

Det 20. århundrede markerer et absolut lavpunkt i årtusinders armensk historie. I imperiernes tid overtaget af henholdsvis osmanniske tyrkere og tsaristiske russere og med skæbnen overladt i deres nådige og nådesløse hænder. Forfølgelse og folkedrab. Første verdenskrigs afslutning markerede for en stund en ny begyndelse for en selvstændig armensk stat i det historiske østlige Armenien; men kun kortvarigt, for efter den russiske revolution stod den røde hær snart i landet, og Armenien blev til en socialistiske sovjetrepublik, og syv årtiers kommunistisk styre fulgte.

Sovjetstyret satte gang i en hastig industrialisering af landet, og fra 1929 begyndtes en kollektivisering af landbruget og dermed vinbruget. Den implicitte device var kvantitet over kvalitet. Tiden under Stalin var også i Armenien særligt svær og indbefattede en omlægning af vinbruget til først og fremmest at fokusere på fremstilling af brændevin. Hvorfor er uvist— Armenien havde udviklet en vis sådan tradition tilbage i 1800-tallet, måske mente man at højlandet kun egnede sig til basevin til videre forædling; hvorom alt er blev Stalins fødeland Georgien udset som producent af bordvin, og så var der ikke mere at diskutere. Det skulle få vidtrækkende konsekvenser for armeniernes hverdagsliv og ikke mindst deres drikkevaner. Stille men sikkert gled de gamle skikke i baggrunden og glemmebogen, og hvermand blev som sand sovjetborger vodkadrikker.

Alligevel var armenierne bedre stillet i Sovjet end så mange andre. Landet blev centrum for store dele af unionens videnskabelige og teknologisk udvikling, f.eks. med radioteleskoper og partikelaccelleratorer; og en relativ velstand og kulturel blomstring karakteriserede landet fra 1960’erne og 1970’erne. Salig Gorbachev gjorde meget godt for Sovjetunionen i dens sidste leveår, men for Armenien blev han lidt en Janusfigur: Dels ramte hans forsøg på at afspritte befolkningen den armenske distilleri-industri, dels førte hans perestojka-politik til spændinger om territoriale spørgsmål med naborepublikken Aserbajdsjan. En konflikt om den etnisk armenske enklave Nagorno-Karabakh, som efter Sovjets opløsning i 1991 førte til en opslidende krig mellem de to lande fra 1992 til 1994. “Livet har ikke altid været let for folk her,” fastslår Zorik Gharibian, “så Armenien fortjener en fredelig og formuende fremtid.”

En ny begyndelse

2010 — Efter adskillige års arbejde med at opdrive de bedst egnede druesorter, duelige gamle amforaer og foretage diverse eksperimenter med begge er Gharibian endelig kommet så langt, at han kan høste, vinificere og flaske sin første årgang. Den kommer dog først på markedet i 2012 under navnet Zorah.

Det langvarige, hårde arbejde bærer endelig frugt, og det dristige eventyr viser sig heldigvis at kunne bære en frugtbar virksomhed: Vinen har ikke kun karakter, den viser sig faltisk at have klasse. Gharibians intuition var på rette spor, og kritiske røsters “Kampen er tabt på forhånd” og “Dit projekt har ingen fremtid” forstummede, og de sidste må være blevet tavse i takt med, at den internationale anerkendelse tikkede ind fra nogle af verdens toneangivende eksperter som eksempelvis Caroline Gilby og Jamie Goode. I dag er Zorahs vine eftertragtede verden rundt og repræsenteret på mere end 25 toprestauranter i hans andet hjemland Italien.

“Vi har haft et stærkt fokus siden begyndelsen,” betoner Gharibian i et forsøg på at forklare sin succes. “Armenien har hundredevis af gamle sorter, og det var udelukkende dem, jeg ville bruge. De bedste af dem, og ikke nogle af de nye krydsninger fra Sovjettiden; og så ville jeg forfine dem med vores traditionelle teknologi, modning på karas, som med tidens gang må være perfekt tilpasset vores druer.”

Traditionelle karas og marker med Areni lige uden for Zorahs vinhus ved Rind i Vayots Dzor

Han har heller ikke været alene om det. Helt fra begyndelse har han indhentet professionel assistance fra topfolk i Italien. Med om bord har han agronomen Stefano Bartolomei og ønologen Alberto Antonini, begge velbeskrevede blade fra Italien, og de har gjort deres til at udvælge det rette materiale og forme det i en fornuftig retning. “Altid med stor respekt for mine idéer og den arv, vi har her,” forsikrer Gharibian. En særlig støtte har han også i sin svensk-armenske hustru Yeraz Tomassians, og deres søn Oshin er i dag en vigtig drivkraft i vineriet.

Zorahs store bedrift består ikke mindst i at have fundet de magiske steder i det bjergrige Vayots Dzor. Ved landsbyen Rind ikke langt fra Areni ligger i dag det moderne vineri, Gharibian kunne indvie i 2016, fyldt med karas, som han måtte gå fra dør til dør i landsby efter landsby for at opdrive; og rundt om Rind ligger så markerne imellem 1.400 og 1.600 meters højde, på en sandet, gruset kalkstensjord, som aldrig har set en vinrodlus. Phylloxera er grundet det ekstreme og tørre klima, den karge jordbund og områdets relative isolering aldrig kommet til Vayots Dzor. Derfor er de stokke, som Zorik og hans team fandt, og dem, som de har plantet, også alle upodede, de står på egne rødder.

Udvælgelsen tog flere år. Stiklingerne fik de fra gamle, forladte vinmarker ved et nærliggende kloster fra 1100-tallet; og væbnet med et væsentligt tålmod måtte de så opformere nye stiklinge og plante dem ud. Det særlige hjertebarn blev Vayots Dzors traditionelle blå sort, som Zorik simpelthen navngav Սև Արենի, Sev Areni eller Areni Noir med et nik til landsbyen, druen kom fra; og på et velvagt tidspunkt, da det netop var i de år, arkæologer udgravede grotten med det urgamle vineri. Areni er ikke blot gammel i gårde i Vayots Dzor, den er decideret antik og må anses som ultimativt indfødt. Druegenetikeren José Vouillamoz har ligefrem kaldt den forældreløs, som om den var autokton i egentlig forstand, sprunget fra jorden. DNA-analyser af druekerner fra karas i grotten har siden vist, at nutidens Areni er nært beslægtet med oldtidens druer dér. “Areni er helt sin egen, den er smagen af Vayots Dzor,” fastslår Gharibian med stolthed. Han fryder sig desuden over, at druen nu er anerkendt som Armeniens signaturdrue, og kolleger er fulgt i hans fodspor og bruger netop navnet Areni over hele Armenien. “Men den har en helt særlig karakter her i højlandet,” betoner han. “Den har en særlig syrenerve, elegance og balance heroppe. Areni handler om rød frugt, af og til om sort frugt, men også om urter og krydderier, og så har den seriøs struktur. Areni har været her siden tidernes morgen. Den er levende historie i vores hænder, og smagen af en svunden tid.”

Skal man alligevel vove sig ud i sammenligninger, kommer Pinot Noir, Gamay og Syrah ofte på tale. Antonini taler ligefrem om Areni som en forestillet kærlighedsaffære mellem Pinot Noir og Sangiovese. Det skyldes dens saftige, liflige kirsebærfrugt, den friske syre og få men fine og af og til ret faste tanniner. Den synes ret sensitiv over for forskelle i terroir, og så lader den sig forme såvel med gæring og modning på ståltanke, i cementkar, på træfade og måske især i karas.

Zorik foran sine karas i forskellige størrelser, som benyttes til modning af især Areni

Armenske karas varierer som deres georgiske genparter qvevri i form og størrelse. Generelt er de dog mindre og ofte en smule slankere i formen; væggene er som regel tykkere, og de er lavet af en lysere ler end den georgiske. I modsætning til georgisk tradition beklædes de ikke med bivoks på indersiden; og de graves kun godt to tredjedele eller tre fjerdedele ned i jorden, så toppen stikker op. Det giver ifølge Gharibian en god temperaturfordeling, den rette mulighed for vinen til at kunne ånde; og ikke mindst vinmageren mulighed for nøje at følge processen.

Zorah dyrker så godt som økologisk, en forholdsvist nem opgave i Vayots Dzors tørre og solrige mesoklima, som dog nødvendiggør kunstvanding af de unge stokke i løbet af den lange og varme sommer. Alt høstes ved håndkraft, og vinene spontangæres på cementtanke, før de modnes færdige, enten i tanken eller på karas. Især Areni nyder godt af hans 30 hårdt indhentede karas. Han håber, at forskning og en målrettet uddannelsesindsats i fremtiden vil få lokale håndværkere og aspirerende pottemagere til igen at fremstille nye karas på klassisk manér. ‘Karasi’ på etiketten betyder ‘fra karas’, og i serien ‘Heritage’ udforsker han særligt sjældne steder og druesorter, der var på randen af uddøen. “Vi har arvet et unikt terroir og en række oprindelige sorter, som det er vores pligt ar give videre til de næste generationer, gerne i mindst så god stand, som vi fandt dem,” formaner han med et lille nik til Saint-Éxuperys diktum om, at vi ikke ejer jorden men kun har den til låns fra vores børn.

Smagning af hele Zorahs imponerende portefølje i det enkle men elegante smagelokale over kælderen

Voski 2022. Voski betyder gylden på armensk, og med vinens farve er det ikke kun forståeligt, kvalitativt også velvalgt. Det er en halvt-om-halvt cuvée af Voskehat (Ոսկեհատ), ‘gylden most’, Armeniens hvide signaturdrue, som giver syre og fylde, og den sjældnere Garan Dmak (Գառան Դմակ), ‘lammehale’ med hentydning til klaserne form, som giver frugt og aroma. 30-40 år gamle stokke. Gæret og modnet på cementtank. I næsen er den kølig og kompakt, duft af fine forårsblomster og frisk stenfrugt og små eksotiske strejf. I munden saftig, glat, læskende og ret let. Stenfrugt og salt mineralitet i fin balance, rar syre og flot træk.

Heritage Chilar 2021. Her har vi at gøre med en elegant orangevin på den ældgamle drue Chilar (Ճիլար), som udelukkende dyrkes i de centrale regioner af landet, omend i meget små mængder, men forventningerne er store. Chilar har cylindriske, aflange klaser, druerne er grønne til gyldne, mellemstore, let ovale, med elastisk skind med et tyndt voksagtigt lag og saftigt frugtkød. Udbytterne kan være ret høje men er ofte uregelmæssige på grund af blomsterfald efter frost og druernes forfaldenhed til meldug; men mosten er sukkerrig og velsmagende. Zorah har ikke en ‘ren’ mark med Chilar, så høsten selekteres ud fra en blandet beplantning, stokkene er igen cirka 30-40 år gamle. Druerne gæres med skallerne i karas, omtrent to måneders skindkontakt. Ni måneders yderligere modning på karas og let filtrering før flaskning. Det er en forfriskende og ganske løftefuld vin, diskret i duften med sagte antydninger af støv, voks og hvide blomster; men så en sublim strøm af pære, fersken og abrikos i munden, flot syre, delikat tekstur og en fin fenolisk og mineralsk spænding. Smager mere som en struktureret hvidvin end den orangevin, de to måneders skindkontakt ellers måtte antyde. En potent gastronomisk vin men samtidigt en sand fornøjelse at nyde på egen hånd.

Karas Areni Noir 2021. Fra yngre Areni-stokke i godt 1.400 meters højde, gæret på cement og modnet et år på karas. Let løftet og ret liflig frugtduft med en flot dybde, boysenbær, sorte kirsebær, balsamisk kirsebæreddike og noget let jordet à la regnvåd muldjord eller nyopgravet rødbede. Frisk og fyldig saft i munden, masser af moden kirsebærfrugt, fyrig peber og fine lædernoter, afstemt syre og diskrete tanniner. En såvel forfriskende som appetitvækkende rødvin, som soleklart illustrerer Arenis karakter og potentialet med karas.

Det er levende vine med stor vingefang, som passer perfekt til det traditionelle armenske køkken, en farverig mosaik af grøntsager, urter og frugter i følgeskab med gode oste og gerne grillet kød af gris, okse og lam, altid flankeret af de traditionelle fladbrød lavash.

Երազ

2019 — Yeraz er ikke kun navnet på Zoriks hustru, det er også det armenske ord for drøm. Druerne til denne helt særlige vin stammer fra Zoriks største skat, en gammel og glemt vinmark i over 1.600 meters højde. Blandet beplantning eller massal selektion er så meget sagt, snarere er det et lille vildnis af over 100 år gamle buskvine. “Det ligner en jungle, og arbejdet dér er som en safari,” griner han. De gamle knarke er forskellige kloner af samt nære slægtninge til Areni, “som de forskellige farverige tråde i en smuk gobelin” giver den ekstremt lave udbytter men en mageløs, kaleidoskopisk frugt. Zorik sender den af sted med et citat af Eleanor Roosevelt: “Fremtiden tilhører dem, der tør tro på deres drømmes skønhed.” Skøn og slående er den så sandelig. Næsen er æterisk med dufte af fuldmodne og syltede kirsebær, balsamisk kirsebæreddike, marokkansk mynte og orientalske krydderier. Silkeglat og fløjlsblød i munden, med en vis tyngde, masser af moden frugt, flot afstemt syre og faste men fine tanniner og et mineralsk spil i dybden. En åben kærlighedserklæring, stor og klassisk vin, elegant og dvælende. Gæret på cementtank, godt to års modning i karas og afrunding i en stor italiensk botte uden ristning for at mildne tanninerne yderligere.

Zorik Gharibian gik foran og foranstaltede en lille revolution. Siden årtusindeskiftet er antallet af privatejede vinerier steget fra omkring 0 til godt 100 i det lille land med kun knapt tre millioner indbyggere. Armenien vedstår nu arv og gæld og begynder for alvor at vise omverdenen, hvad det unge, gamle land kan. Mangt en mark omlægges, og de gamle sorter genopdyrkes i stort stil. Adskillige vinhuse har taget karas i brug, og flere benytter også gamle teknikker som kakhani, tørring af druer før gæringen. Variationen er stor men kvaliteten overraskende høj.

“Rejsen har været fantastisk, og vi er kun lige begyndt. Det bedste venter stadig forude.”

Flaske: Yeraz 2019  
Vinhus: Zorah  
Oprindelse: Vayots Dzor, Armenien  
Druesort: Areni  
Jordbund: Kalksten, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementtanke  
Lagring: Karas, botte  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 450,-