Viewing entries in
Økologi

Økologisk milepæl for Østrig

Comment

Økologisk milepæl for Østrig

I maj vandt de Eurovision, og per august 2025 rundede de som nation en global milepæl for økologisk vinavl. 10.524 hektarer vinmarker i Østrig er nu certificeret som økologisk dyrkede af det føderale østrigske landbrugsministerium, og det svarer til nøjagtigt en fjerdedel af alle Østrigs registrerede vinmarker, 44,210 hektarer alt i alt. Med den økologiske førsteplads lever landet op til et erklæret mål om at nå mindst 25% i 2025 og cementerer tillige sin rolle som økologisk pioner og international rollemodel for omlægning til certificeret økologisk vinbrug og økologisk landbrug i det hele taget.

Østrig 2025 = økologisk vin 25%

Landet har længe ligget langt og længst fremme i feltet. Ifølge den nyligt frigivne rapport The World of Organic Agriculture 2025 nåede Østrig 22,6% i 2023 og 23,8% i 2024, hvilket allerede dengang betød en førerposition, for eksempel foran store og klassiske vinlande som Frankrig med 17,4%, Spanien med 17,8% og Italien med 14,6%. (Ret beset ligger tre lande faktisk foran Østrig, hvad angår økologisk vinbrug— Sverige, Belgien og Polen— som alle tre er nyligt anerkendte vinlande med nystartet produktion og en samlet beplantning på mindre end 500 hektarer). Spanien er dog det land, der samlet set har det største certificerede areal af vinmarker: 121,279 hektarer er nu omlagt til økologisk dyrkning dér, en tredobling på lidt mere end et årti, men stadig kun knapt 13% af landets samlede vinmarksareal. Landenes relative størrelser og markarealer taget i betragtning fører Østrig altså stadig stort. Også sammenlignet med det globale gennemsnit, som med de seneste tal fra 2023 lander på 7,8%– knapt en tredjedel af det østrigske.

“At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk er en utrolig præstation,” lyder det fra Chris Yorke, der er administrerende direktør for ÖWM, Østrigs nationale organ for markedsføring for vin. Han begrunder sin begejstring således: “Man må ikke glemme, at vi i Østrig har at gøre med nogle vanskeligere klimatiske forhold end mange andre, større vinproducerende lande. Det gør ikke økologisk vinproduktion lettere– faktisk tværtimod. Men vores vinbønder er overbeviste om, at en miljøbevidst produktion er vejen frem– og derfor fortsætter de ad denne vej til trods for de vanskelige tider, vi står over for nu.”

Hvad Yorke her hentyder til, er de generelt køligere og ofte også fugtigere forhold, som præger vinområderne i landet for foden af Alperne; og at økologisk certificerede vinbønder både i marken og i kælderen har færre hjælpemidler til rådighed, når de skal arbejde under de forhold. Hurtige fix fra kunstgødning, syntetiske plantebeskyttelsesmidler og andre sprøjtegifte kan man ikke ty til her. Derfor betyder økologisk vinavl mere og hårdere, ofte også manuelt arbejde, når vinstokkene skal holdes sygdomsfri og sunde i markerne. Derfor er der hele tiden også en øget risiko for lavere udbytter, hvis vejrforholdene viser sig ugunstige. Set i det lys er den store økologiske andel ikke så lidt af en satsning og en bedrift.


Fra gryende grøn til spraglende

Naturbeskyttelse og mere miljøskånsomme dyrkningsformer er ikke nogen nyhed i Østrig. Landet har en lang tradition for begge, eksempelvis var Østrig det første land i verden, som fra 1927 havde en gård, som decideret blev dyrket efter principper, som i dag kaldes økologiske; og i 1983 var østrigerne de første til at fastsætte nationale regler for økologisk landbrug, næsten et årti før de første fælles europæiske regler kom i 1991-1992. I 2005 stiftedes så foreningen Bio Austria, som i dag er Europas største økologiske landbrugsforening, og som også er en blandt flere økologiske certificeringsagenter i landet. I øvrigt er 27% af vinmarksarealet i Østrig nu certificeret bæredygtigt af Nachhaltig Austria/Sustainable Austria.

At en fjerdedel af al vores vinproduktion nu er økologisk
er en utrolig præstation!
— Chris Yorke, CEO, ÖWM

Hvordan har Østrig indtaget den økologiske førerposition? Sandsynligvis spiller flere faktorer en rolle; dels er østrigsk landbrug aldrig gennemgået samme grad af industrialisering som i eksempelvis Tyskland eller Danmark, først og fremmest på grund af den fortsat store andel af små familiebrug (95% af de østrigske vinhuse er stadig i familieeje) samt vanskeligheden i mekanisering af små landbrug i landets mange isolerede, kuperede og decideret bjergrige områder. En vis kulturel konservatisme spiller også ind, men nok så meget også det, at Østrig i høj grad lever af turisme i naturlige omgivelser: Såvel indfødte som udlændinge kommer og går for at nyde landets naturlige skønhed og oprindelige landbrugsprodukter. Certificeret økologisk vin står som garant for, at vinbonden ikke har forgiftet sig selv og sine omgivelser med pesticider, og at du som forbruger ikke får en sådan dosis med indenbors, hver gang du drikker et glas vin (læs dog om et lille aber dabei her). Peter Artner fra Carnuntum er en blandt mange vinbønder, som inden for det sidste årti har lagt om, og hans forklaring på sin omvendelse er repræsentativ for mange: “For os er økologien blevet en måde at leve på. Vi valgte først en forsigtig tilgang og har trin for trin omlagt hele virksomheden til økologi. Siden da er vores vinstokke blevet mere vitale og robuste.”

“Jeg elsker det manuelle arbejde og får så meget tilbage, når jeg går igennem mine vinmarker. Så ved jeg, at jeg er på rette vej,” forklarer Birgit Braunstein fra Burgenland. For hende var omstillingen til økologi også en lang proces, der tog sin begyndelse sidst i 1990’erne. “Jeg ville ikke have ønsket eller været i stand til at gøre det fra den ene dag til den anden,” fastslår hun. “Økologisk certificering fik jeg først i 2006, så vovede jeg mig videre ud i biodynamik i 2009, og siden 2015 har vingården været Demeter certificeret. Det tager en vis tid at omstille systemet– ikke kun i vinmarken, men også mentalt.”

Så selv på trods af den øgede arbejdsbyrde og de forretningsmæssige risici, har et stadigt stigende antal østrigske vinproducenter valgt at forpligte sig på økologisk vinavl. I 2000 udgjorde andelen af økologisk certificerede vinmarker stadig kun 1,7% af arealet; men siden da er det hurtigt steget, og landet har altså nu som det første nået en fjerdedel, med mere end 1.235 vinbønder– og det stopper ikke, så snart den økologiske certificering er opnået. Eksempelvis er mere end hver tiende økologiske vinmark også dyrket efter biodynamiske principper, svarende til 14% af det økologiske vinareal. Biodynamisk landbrug blev udviklet ud fra den østrigske tænker Rudolf Steiners tanker fra 1924 og frem og er dermed godt 25 år ældre end den første såkaldt økologiske bevægelse, som tog sin begyndelse i England. Østrig huser desuden verdens første biodynamiske vingård, Nikolaihof i Wachau, som i praksis begyndte at implementere Steiners principper fra slutningen af 1960’erne. Gården er nu certificeret af Demeter, en international organisation for certificering af biodynamiske landbrugsprodukter. I 2007 oprettede en gruppe af Østrigs førende vinproducenter så en ny sammenslutning for biodynamisk vinavl, Respekt Biodyn, som først var en lille gruppe ligesindende men nu omfatter mere end 25 vingårde i Østrig samt nyere medlemmer i nabolandene Ungarn, Italien og Tyskland.

Fred Loimer fra Kamptal er en af de stærke drivkræfter bag den grønne bølge i østrigsk vinbrug og er i dag både bæredygtigt, økologisk og biodynamisk certificeret. For ham faldt valget om økologi og biodynamik i naturlig forlængelse af karrierevalget som vinbonde, da han overtog sin fædrende vingård. “Det var et bevidst forsøg på at blive en bedre vinbonde og lave bedre vin, vin med mere karakter og individualitet.” Som medstifter af Respekt-gruppen fremhæver han biodynamikkens endnu stærkere forpligtelse på naturnært landbrug: “Målet med biodynamisk landbrug er at skabe en sund balance i jord, planter, dyr og mennesker og at styrke deres naturlige forsvarsmekanismer. I 2006 tog vi denne udfordring op og omlagde vores vinmarker til biodynamisk landbrug.” Loimer er desuden medlem af sammenslutningen af østrigske traditionsvinhuse, ÖTW, hvis kurs siden 2021 har været, at alle dets medlemmer som minimum skal være bæredygtigt og gerne økologiske certificerede. I dag kalder Loimer ligefrem biodynamisk vin for “det reneste udtryk for oprindelse”. Har han ret i det, er det næppe noget tilfælde, at den kvalitative og terroirdrevne udvikling i østrigsk vin i de sidste par årtier er gået hånd i hånd med den økologiske og biodynamiske bølge; og at de fleste af landets førende historiske såvel som nye producenter i dag er certificeret økologiske og/eller biodynamiske. Tænk blot på så forskellige navne som Bründlmayer, Bernhard Ott, Dorli Muhr, Geyerhof, Gernot Heinrich, Sattlerhof, Tement, Triebaumer, Weninger og Wieninger.

Danmark med i dynamikken

Herhjemme i Danmark har vi også en økologisk rekord, nemlig i det største nationale forbrug af økologiske varer. Den efterspørgsel skal selvfølgelig matches af et udbud, og under kategorien vin kommer en pæn del fra f.eks. Østrig. Kun knapt 3% af landets samlede produktion, men i værdi kommer de fleste fra den højere ende— alle ovennævnte vinhuse er eksempelvis repræsenteret på det danske marked.

“Miljøbevidst vinavl, hvad enten den er økologisk, biodynamisk eller bæredygtig, åbner også nye forretningsmuligheder,” forklarer Chris Yorke, “for sådanne vine er særligt efterspurgte blandt visse kundegrupper og på eksportmarkeder som Skandinavien og Canada. Eftersom vores vinproducenter er internationalt kendt for deres særligt miljøbevidste produktionsmetoder, har efterspørgslen efter østrigske vine også været stigende på disse markeder i mange år nu; og der er stadig et betydeligt potentiale.”

Så giv gerne en hjælpende hånd, og køb glad en flaske økologisk østrigsk vin til weekenden!





Comment

Odysséen 2025

Comment

Odysséen 2025

Der er løbet meget vand i Middelhavet, siden Odysseus sejlede det tyndt på vej hjem fra Troja til sit elskede Ithaka; og hele det græske folk er gået grueligt meget igennem, siden Sokrates diskuterede det gode, det sande og det skønne på agoraen i Athen. Det var dengang, i den klassiske antik, hvor grækerne også var olympiske mestre i vin. Symposier, Dionysos, mænader og alt det der jazz. Vinkultur, der har ydet indflydelse frem til i dag, og hvor vine som Limnio og Monemvasia har moderne efterfølgere lavet på indfødte sorter som Assyrtiko, Moschato, Moschofilero, Agiorgitiko og Xinomavro.

Men den kastaliske kilde løb til sidst tør for vand og Oraklet i Delfi for ord. De berømte græske bystater blev efterhånden løbet over ende af større politiske enheder, og grækerne har siden måttet finde sig i adskillige århundreders overherredømme udefra, først fra makedonere og romere og sidenhen osmannere. Vinkultur havde trange kår i det muslimske Osmannerrige; men kirken var fritaget fra forbuddet, og i rigets afkroge kunne kristne samfund som de græske og armenske i mindre grad holde deres vinarv ved lige, omend under ændrede forhold. Først efter fire århundreder lykkedes det i sidste ende grækerne at genvinde selvstændigheden efter uafhængighedskrigen fra 1821 til 1829. Et par verdenskrige, en borgerkrig og en militærjunta trak alt sammen i den gale retning i århundredet derefter, og Grækenland blev kendt for alt andet end kvalitetsvin.


Gryende vinrevolution

De gamle grækere efterlod os en righoldig arv af litteratur, arkitektur og kunsthåndværk, gav os de olympiske lege og lagde grunden til demokratiet, medicinen og filosofien. Som to berømte filosofiprofessorer fra Cambridge kunne sige det i begyndelsen af henholdsvist det 20. og det 21. århundrede: “The legacy of Greece to Western philosophy is Western philosophy” (Bernard Williams) og “Probably the safest general characterisation of Western philosophy is that it consists in a series of footnotes to Plato” (Alfred North Whitehead).

Lignende siger desværre ingen om græsk vin; og derudover er det selvfølgelig tragikomisk, at mange først og fremmest forbinder Grækenland med billige badeferier, gyros, retsina og ouzo. Altimens Frankrig for mange etablerede sig som den finere gastronomis højsæde og verdens førende vinland. Det skyldes ganske enkelt, at grækerne kun langsomt har været i stand til at genrejse landets vinavl til fordums storhed. De første skridt i retning af modernisering og industrialisering gjorde umiddelbart ikke meget godt for vine med liv og sjæl, og i lang tid var der vitterligt ikke meget at råbe hurra for. Det har heldigvis ændret sig, og lige nu står Grækenland midt i en kvalitativ vinrevolution. Som Odysseus måtte flakse om på havet i en farefuld færd i et helt årti, før han endelig kunne sætte ben på sin egen ø igen— sådan har græsk kvalitetsvin levet en usikker tilværelse med grumme udsving men synes nu endeligt at have fundet sikkert fodfæste igen.


Arketypiske Middelhavsvine

Grækenland (Det hellenske demokrati, Ελληνική Δημοκρατία) strækker sig fra den sydlige del af Balkanhalvøen og ned i Middelhavet i et sandt hav af øer, flere tusinder hvoraf flere hundreder er fast beboede— landet har samlet lidt over 10 millioner indbyggere. Middelhavet kaldte de gamle grækere ἡ θάλασσα ἡ καθ'ἡμᾶς, havet omkring os, ἡ μεγάλη θάλασσα, det store hav, eller slet og ret ἡ θάλασσα, Havet; og som sande søfarere og eventyrere koloniserede de lidt efter lidt større og større områder i hele Middelhavet. Således hele det østlige Middelhav og fra kysten ind i Lilleasien; samt Sicilien og det sydlige Italien, som de navngav Οἰνωτρία, Enotria, Vinlandet. Med sig bragte de vinstokke, viden og tekniske færdigheder, som på forskellige måder har sat sit præg på vinavl og -fremstilling i resten af Middelhavsområdet og følgeligt på hele Europas vinkultur.

Men det er nutidens Grækenland og dets fortræffeligheder, vi nu skal fokusere på; og det tager i tiltagende grad udganspunkt i landets rige arv af gamle druesorter tilpasset lokale forhold, en række meget karakteristiske terroirs (masser af kalksten og ikke at glemme vulkansk sten, fra kystegne til bjergegne) og dertil en række særegne traditioner inden for både vinavl og vinfremstilling (eks. buskvine, kurveopbinding, soltørring, amforalagring osv.). Især har man i de seneste år vundet selvtillid og fornyet stolthed over de særligt græske specialiteter— selv den ellers udskældte retsina. I det følgende findes nogle nedslag i særlige fikspunkter i landets vinkultur og en række udvalgte vine, som tilsammen giver et godt billede af blot en smule af den dynamik, der netop nu udgår fra landets godt 64.000 hektarer vinmarker. Lutter gode oplevelser— og forvent ikke kun sydens sol, fuldmoden frugt og Middelhavets salt; for der er masser af vinmarker i højderne i de bjergrige egne, og med metoder som nattehøst og kølig gæring formår man at fine en virkeligt frisk nerve i vinene. Endda i den ultratraditionelle retsina, når den laves af de bedste druer og frisktappet harpiks, af og til endda modnet i klassiske amforaer.

Assyrtiko fra Santorini var grækernes springbræt ind i the world of fine wine. De vulkanske hvidvine ramte nogenlunde samtidigt med italienernes røde pendant Etna Rosso, og takket være en række engagerede og dygtige vinmagere har man formået at løfte hele øen op på verdenscenen for vin, og med sig lignende øvine fra eksempelvis Kreta og Kefalonia. En række af landets rødvine er også i rivende udvikling. Vinene fra Naoussa, landets ældste appellation, også kendt som ‘det græske Barolo’, er gennemgået en stilændring, så de fleste i dag er rundere, blødere og mere umiddelbart charmerende; og i Nemea, landets største appellation, ser man også en fintuning af kvaliteten og en søgen efter at finde sin helt egen identitet.


Odyssé anno 2025

Så lad os tage på strejftogt og øhop i det græske og kun stikke op for særligt gode glas. Vil man mere som en moderne Telemachos navigere fra det fjerne, findes der få men til gengæld gode græske vine på det danske marked. Først og fremmest er Oinofilia uomgængelig, kyndigt drevet af dansk-græske Maria Warming Brink Tsalapati, ikke mindst hvad angår små og mere naturnære vinmagere. Et andet godt sted at søge inspiration til shopping og sipping er på websitet Great Greek Wines, der drives af græske Yannis Karakakis MW og er et topprofessionelt initiativ til at udbrede kendskab til de bedste græske vine netop nu. Men nok om formidlerne, nu til sagen selv:

Bobler

Karanika Cuvée Speciale Extra Brut 2021. Amynteia, Makedonien. Sprudlende start, en overraskende frisk mousserende vin fra det nordlige fastland. Sprød, frugtig og mineralsk, noter af lime, pink grape og salt og strejf af hindbær og tørrede roser. Godt nok er forbilledet fransk, méthode traditionelle med et år sur lattes, men druerne er græske, 90% af den røde Xinomavro (Ξινόμαυρο) og 10% af den hvide Assyrtiko (Ασύρτικο). Druerne dyrkes efter økologiske og biodynamiske foreskrifter på gammel, sandet havbund. Hele klaser, direkte pres (blanc de noir) på kurvepresse og gæring ved temperatur omkring 18-22 grader. Lav svovling. Alk.: 11,5% Oinofilia


Hvidvin

Moinoterra Vilana 2023. Archanes Heraklion, Kreta. Karakterfuld, og så er der citrus! Friskluftig duft med citron, moden lime og et strejf af petroleum. Højspændt syre i munden, ren og skær sur saft af solmoden citron, lime og pomelo, med blød fylde og rent trav. En smule kandiseret citrus i eftersmagen, mineralsk efterklang. Sorten er den sjældne Vilana (Βηλάνα) høstet fra marken Vathipetro i 500 meters højde, fra 32 år gamle stokke på kalkholdig lerjord. Helklasepresning, spontangæring på ståltank, modnet otte måneder på gæren; en mindre del af vinen i 350 liters franske egetræsfade. Alk.: 13,5%

Amargiotakis Thrapsathiri 2022. Dafnes Heraklion, Kreta. Sorten Thrapsathiri (Θραψαθήρι) håndhøstet fra marken Athanatoi, kalkstensjord i 350 meters højde over havet. Seks timers skindkontakt, gæring på små egetræsfade, fire måneders modning på gæren med jævnlig bâttonage. Her er der er dømt mere tekstur og en smule fadpræg— duften er frugtig og pikant med sydhavsfrugt, middelhavsurter, cedertræ og kokos, endda små strejf af Safari og piña colada. Saftig og læskende, med lækker mundfølelse og en vis syrlig spænding. Let urtet og sødmefuldt krydret, en delikat mundfuld. Alk.: 13%

Mikra Thira TerraSea 2022. Thirassia, Santorini, Kykladerne. Klassisk Assyrtiko fra Santorinis tvillingeø. Øens eneste vin, og vinstokkene dyrkes selvfølgelig som de små kurve koulourai. Lokationen er Potamida, i 250 meters højde, hvor jordbunden mest består af vulkansk aske og pimpsten. Dermed er der dømt ultratraditionel vulkanvin, med en mildt mineralsk næse, fra flint til fedtsten, og med let urtede undertoner, måske kamfer. Saftig på tungen, fin fylde, glasklar, syrlig og mundvandsdrivende salt. Slank men potent, har pænt med fint stof men er alligevel ret let. Lækker! Alk.: 13%

Kydonitsa Mature 2019. Lakonia, Peleponnes. Tilbage til fastlandet, Lakonien og Monemvasia regionen, hvor vinmarken Platori ligger ved Velles Monemvasias. Vi er i 250 meters højde over havet og har kalkholdig ler under fødderne. Den her dyrkede druesort er Kydonitsa (Κυδωνίτσα), måske en stamfader til al Malvasia; men mest af alt en arketypisk semiaromatisk græsk hvidvin. Ret gullig i glasset og mildt røget i næsen, som ellers er præget af gule æbler og kvæder. Stringent citrus og frisk eksotisk stenfrugt i smagen, florale fornemmelser undervejs, ret distinkt og pænt kompleks. Modnet ni måneder med gæren, to års flaskelagring. Alk.: 13%

Ktima Biblia Chora Ovilos 2022. Kavala, Makedonien. Græsk-fransk forelskelse, hvis hvid Bordeaux var hellensk— 50/50 Assyrtiko og Sémillon fra marken Pangeon, gæring og modning med gæren i franske fade. Let flintede og røgede topnoter, frodiggrøn stenfrugt i midten og undertoner af nyslået græs, buksbom, kamfer og eukalyptus. Jævnt saftig, fin fylde, moden frugt af kiwi, fersken og mango, syrlig, salt og let krydret eftersmag. Alk.: 13,5%

Artemis Karamolegos Kouloura 2023. Santorini, Kykladerne. 90% Assyrtiko, 5% Athiri (Αθήρι) og 5% Aidani (Αηδάνι) fra godt 80 år gamle stokke, dyrket som kouloura. Separat vinificeret på stål, modnet sammen godt 12 måneder med gæren. Frisk, æterisk næse, friske stenfrugter og strejf af blomster. Saftspændt i munden, overraskende smidig, med god syre og salt mineralitet, igen stenfrugter og strejf af vilde blomster og urter, fin fylde og længde. Alk.: 13%

Hatzidakis Nykteri 2021. Pyrgos, Santorini. Så er der Assyrtiko fra øverste hylde, virkeligt gamle kouloura-stokke på marken Megalochori, høstet om natten og gæret køligt for at formidle druens sarte friskhed og salte mineralitet på præcis vis. Otte måneders modning på egetræsfade, flasket ufiltreret. En virkeligt velbalanceret og forfriskende vin med rund syre og subtile noter af nashipærer, hvid stenfrugt og citrus og en smeltende salt finish. Fokuseret, fyldig, kompleks. Alk.: 14,5% Oinofilia

Lyrakakis Psarades Plytó 2024. Alagni Herklion, Kreta. Familien Lyrakakis har reddet den sjældne sort Plytó (Πλυτό) fra en ellers usikker fremtid, og det er tjenstværdig dåd; for vinen er en lækker mineralsk mundfuld med saft, frugt og talkumfin stoflighed i tilgift. Antydninger af moden citrus og mildt røgede indslag i duften. Saftig, spændstig og læskende på tungen, ren og rensende, med en let salt og let bitter snert, i frugten skinner især citron og en smule ananas igennem. En meget velbehagelig vin! Kort kølig maceration og spontan gæring, 40% er gæret og modnet på fad, resten er fra ståltank. Økologisk dyrket på marken Psarades i 280 meters højde. Alk.: 13%

Lyrakakis Psarades Dafni 2024. Alagni Herklion, Kreta. Endnu en brav redning fra Lyrakakis brødrene, og her bliver man endnu mere taknemmelig. Dafni (Δάφνη) betyder laurbær på græsk, og man behøver ikke beherske sproget for at forstå hvorfor. For den dufter og smager af laurbærblade i vilden sky! Liflige, æteriske, balsamiske duftnoter af timian, rosmarin, fennikel og kamfer og så de førnævnte laurbærblade, mens den i munden er mere stilfærdig men stadig super stimulerende, med saftigt flow, det fineste, blødeste stof, moden citrusfrugt og en delikat eftersmag af kandiseret viol. Helt sin egen, en vin, man sent glemmer! Håndhøstet, kort skindkontakt, spontan gæring på ståltanke. Alk.: 12,5%

Orange

Troupis Hoof & Lur 2022. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. En hyldest til traditionel græsk landvin, grænselandet mellem let orange og rosé. Nærmest dekadent duft af roser, geranier og nelliker, overraskende parfumeret i betragtning af dens lyse rosafarve; og så har den et fint greb, sprød syrlighed og en læskende saftighed, den smager mildt af modne jordbær, hindbær, melon, tørret papaya og kandiseret orangeskal. Moschofilero (Μοσχοφίλερο) er en ret aromatisk druesort med mørkt rødmende skaller, som med spontangæring og en smule skindkontakt folder sig fuldt ud. Marken Litharakia ligger i 640 meters højde. Spontangæring, 15 dages skindkontakt, modnet ni måneder på gærresterne og flasket uklaret, ufiltreret og med et beskedent strøg sulfitter. Alk.: 12,5%

Troupis Ekato 2023. Mantinia, Arkadien, Peloponnes. Moschofilero med hundrede dages skindkontakt, heraf navnet εκατό, hundred; og her går det all in på aromatik, tekstur og struktur— den er orange orange! Duften igen dekandent men mere fortættet, kompakt, mørk sødmefuld. Figen, orangeskal, tørrede blomster; og teksturen er lækker! Der er syrlige bolcher, tørrede frugter og let medicinske noter i smagen. Mild bitterhed og salt eftersmag. Alk.: 12,5%

Tetramythos Roditis Orange 2022. Patras, Peloponnes. Smæskelig orangevin på Roditis (Ροδίτης) druer fra 46 år gamle stokke dyrket i 850 meters højde i Aigialeia bjergene ved den korinthiske bugt, kalksten. Tre ugers skindkontakt i amfora og seks måneders modning på store træfade. Madæbler, mandarin, abrikoser, orangeskal, en smule lynghonning og umeboshi. Fin fylde, und, frugtig og fornøjelig, med let tanningreb og en svagt salt eftersmag. Alk.: 13% Oinofilia

Poultsidis Selene Orange 2022. Larisa, Thessalien. Assyrtiko men denne gang fra Nees Karyes vinmarken ved Larisa i det nordlige fastland; og det er absolut genkendeligt som orangevin: Dyb duft af sødmefuld frugt, tørret abrikos, ananas, papaya og mango, kvædete; saftig og spændstig, med fin syre, lette tanniner, tørt træk i den sødmefulde frugt. Fin! Spontangæring, 30 dages skindkontakt, 12 måneders lagring sur lie, flasket uklaret, ufiltereret og med meget lav sulfit. Alk.: 12,2%

Sclavos Zakynthino Orange 2020. Elios, Kefalonia, Ionien. Intens og kompleks orangevin på den lokale Kefalonia-sort Zakinthino (Ζακυνθινό). Biodynamisk dyrkning, én måneds skindkontakt og ét års modning på træfade. Fuld af ferskner og abrikoser, såvel de friske som de tørrede, ferskensten og mandler, orangeskal, læder, aromatiske urter og ylang-ylang. Fyldig saft med støvede tanniner, når olympiske højder og har længde som en maraton. Nektar og ambrosia! Alk.: 13% Oinofilia

Rosé

Iliana Malihin Liatiko Rosé 2022. Rethymno, Kreta. Dunkel rosé med lys frugt fra Iliana Malíhins hånd, heroisk vitikultur i vanskeligt terræn, økologisk og biodynamisk dyrket, og der er fokus på lokale kretensiske specialiter som Liatiko. Stålsat, kort maceration, spontan gæring og minimal intervention, smuk saft. Kongen af Danmark bolcher, syrlige drops, rød grape, hindbær, roser. Saftig, sursød, bitter bagkant, meget delikat! Alk.: 13% Oinofilia

Aoton Lola Retsina 2020. Paenia, Attika. Sjældent spændende rosé og så oven i købet som seriøs retsina! Druerne er Madilaria, den velkendte retsina-drue Savatianó og en smule Cabernet Sauvignon, dyrket økologisk på markerne Lialioukou, Pousiledi og Fylakio. De håndhøstes ved nattetide for at bibevare friskheden, kurvepresses og gæres spontant med kort skindkontakt, hvor også frisk harpiks tilsættes, 0,4 g/l. Derefter modner vinen på gærresterne i otte måneder. Flasket ufiltreret og uden tilsatte sulfitter. Alk.: 13% Oinofilia


Rødvin

Oenops Limniona 2022. Karditsa, Thessalien. Her har vi med den sjældne Limnonia (Λημνιώνα) at gøre, gæret og modnet halvt på amfora, halvt på egetræsfade, ti måneders modning på gærresterne, flasket ufiltreret. Duften er mild af friske røde bær, sart og forførende, måske med en smule røde roser. I munden er den saftspændt og silkeglat, ret rødfrugtet og med fine tanniner og let tørt træk. Eftersmag af hindbær, sveskeblomme, urt og sød lakrids. Alk.: 12,8%

Alpha Estate Xinomavro Reserve Barba Yannis 2020. Amyndeon, Makedonien. Så er det endelig Xinomavro time, ofte kaldet den græske Nebbiolo, det nordlige Grækenlands store stolthed. Fra 106 år gamle stokke på marken Barba Yannis i 647 meters højde over havet. Sandet, kalkholdig ler oven på kalksten. Håndhøstet og gæret med selektion af lokal gær, modnet to år på gæren i små franske Allier egetræsfade. Smaks altsammen af stor vin. Betagende mørk duft, viol, blåbær og sortebær, lyng og marcipan. I munden saftig, med frisk syre, salt mineralitet og fine tanniner. Mørke bær, blommer og svesker, sorte oliven, balsamico, rank og raffineret. Fornem vin. Alk.: 14,2%

Halkia Agiorgitiko Red 2022. Arapoglou, Nemea, Peloponnes. Økologisk Agiorgitiki (Αγιωργίτικο) fra kalkstensjorde i Nemea, et navn, der måske vækker genklang hos danske vindrikkere af en vis alder; men det her er nok bedre end det, man i hine tider har smagt. Halkias udgave er en saftspændt og tæt men let rødvin, fuld af sursøde kirsebær og blommer og en let urtet eftersmag, med faste men meget fine tanniner. Appetitvækkende. Alk.: 13% Oinofilia

Apostolos Thymiopoulos Naoussa Alta 2021. Trilofos, Naoussa, Makedonien. Endnu et navn, som måske vil være bekendt fra gamle dage; her i mesterlige Thymiopoulos hænder, hvor den lokale stolthed Xinomavro når himmelske højder. Vi er 450-650 meter over havet, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper, og druerne høstes ved håndkraft. 18 dages skindkontakt, en mindre andel hele klaser, hele herligheden spontangæres på ståltanke og lagres otte måneder på franske egetræsfade. Xinomavro kendes måske som en slags græsk Nebbiolo, men her er sammenligninger med Sangiovese og Pinot Noir heller ikke af vejen. Jordbær, kirsebær, strejf af tranebær og gojibær, friske krydderurter og sorte oliven. Mørk men stålende saftig, god syre og de fineste tanniner. Alk.: 12,5% Oinofilia


— og sidst en lille opfordring til sommerlæsning. Man skal ikke dvæle ved fortiden på fremtidens bekostning, men der er alligevel noget meget nutidigt, i al fald arketypisk, over de græske myter og ikke mindst den næsten tidløse historie om Odysseus. Som med et glas vin ved vandet og under sommersolen er en helt anderledes underholdende oplevelse end pligtlæsning i oldtidskundskab. Heltedigtet Odysséen (Ὀδύσσεια) er med rette en klassiker— et episk langdigt, ifølge traditionen forfattet af den blinde digter Homer og skrevet på heksametre, et rytmisk versemål med seks versefødder, som satte rammen om meget af antikkens digtekunst. I poetisk sprog berettes om sagnhelten Odysseus og hans farefulde færd til havs, mens han og hans mænd forsøger at finde hjem efter sejren i den trojanske krig, som er emnet for det forudgående digt Illiaden (Ἰλιάς). Hjemme venter hustruen Penelope og den efterhånden voksne søn Telemachos, som Odysseus måtte forlade kort efter fødslen; men nu er de under belejring af bejlere, som ønsker at overtage Odysseus kongerige. Intet går stille for sig, historien skorter hverken på kærlighed, sex, magi eller monstre, modige tvekampe og decideret blodbad. Game of Thrones kan godt gå hjem! Christian Wilsters gamle oversættelse er musikalsk og holder stadig, men selv har jeg også haft stor fornøjelse af Otto Steen Dues nyere og mere flydende udgave nærmere på nutidigt dagligsprog.

Vin spiller i øvrigt større og mindre roller gennem hele fortællingen. Som almindelig drik, som nærings- og rusmiddel, som selskabeligt samlingspunkt, som drikoffer eller som anden forbindelse til gudernes verden. Mere interessant er vin ved flere lejligheder endda et plot device, som for eksempel da Odysseus og hans mænd drikker kyklopen Polyfemos under bordet; eller da troldkvinden Kirke forvandler mændene til svin ved at servere dem forhekset vin. Altimens hjemmefronten på Ithaka bliver mere og mere dorskt dynket i vin… Så drik græsk vin, gerne med måde, og find glæde i musens fortælling.

ἄνδρα μοι ἔννεπε, μοῦσα, πολύτροπον, ὃς μάλα πολλὰ
πλάγχθη, ἐπεὶ Τροίης ἱερὸν πτολίεθρον ἔπερσεν:
πολλῶν δ᾽ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω,
πολλὰ δ᾽ ὅ γ᾽ ἐν πόντῳ πάθεν ἄλγεα ὃν κατὰ θυμόν,
ἀρνύμενος ἥν τε ψυχὴν καὶ νόστον ἑταίρων.

Muse! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
men paa sin Fart over Havet han svær Gjenvordighed udstod,
medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst…

Comment

Baias vin

Comment

Baias vin


Sprød, frisk og liflig, og så på sin helt egen umiskendelige måde. Noget af det mest magiske ved vinens mangfoldige verden er, at der til stadighed dukker nye og spændende smagsoplevelser frem fra de fjeneste afkroge af kloden. En af de uundgåelige er gamle Georgien, hvor der er grøde i mangt og meget: Utallige særegne sorter, sælsomme fremstillingsformer og vintyper, vi længe havde glemt. Ind imellem dukker der så et særligt godt glas op. Venligt og trods sin karakteristiske anerledeshed alligevel genkendeligt. Faktisk også et rigtigt godt sted at springe på vognen, hvis man endnu har georgisk vin til gode.

Vi skal til Imereti i det vestlige Georgien, en lille halv times kørsel syd for Kutaisi, Georgiens næststørste by. Det var del af oldtidsriget Kolchis, som vi kender fra den græske myte om Jason og argunauternes togt for genvinde det gyldne skind. Dengang som nu var vinbrug udbredt. Her ligger byen Baghdati og landsbyen Obcha, hvor familien Abuladze har hjemme. Området ligger langs floden Khanistskali, en mindre biflod til det vestlige Georgiens vigtigste flod Rioni, og dette frodige landbrugsland har i de seneste år i stadigt stigende grad udviklet sig til et af Imeretis vigtigste vinområder— ikke mindst takket være den yngste generation Abuladze med storesøster Baia i spidsen.

Abuladze-familien har været vinbønder gennem generationer, men de har mestendels lavet vin til familie og venner, og i løbet af de værste år under Sovjetstyret også brugt vinen som byttevare. Det var først for nyligt, efter familiens dengang 23-årige ældste datter i 2015 vandt en bevilling til fremme af virksomhed i landdistriktet, at der kom gang i egentlig kommerciel vinproduktion. Som ung kvindelig iværksætter var det kun oplagt og passende at kalde det Baia’s Wine.

Baia og hendes to yngre søskende, søsteren Gvantsa og broren Giorgi, er fjerde generation på gården i Obcha. De er vokset op ved siden af vinmarkerne og har alle tre fra barns ben været behjælpelige med arbejdet og har stille og roligt suget til sig af praktisk erfaring fra forældrene og bedsteforældrene— for eksempel fik de som små lov at lave deres egen miniaturegård med køkkenhave, vinmark og deres egne dyr. Nok valgte de siden at flytte til storbyen for at studere; men landlivet og vinbruget kaldte dem én efter én tilbage.


Gamle traditioner og nyt gåpåmod

Efter endte statskundskabsstudier i Tbilisi besluttede Baia sig for at vende snuden mod hjemegnen igen for at lave vin på familiegården. Inspirationen kom fra flere møder med mindre vinhuse i hovedstaden, som i de år havde udviklet sig til et mekka for landets traditionelle og naturlige vine. Det begyndte med de gamle vinmarker lige bag familiehuset, men som årene er gået, og der er kommet gang i forretningen, er der kommet flere marker til, i dag snart 20 hektarer. Herunder flere nyplantninger, med vægt nogle af Imeretis særlige sorter, som i Sovjettiden blev erstattet af mere højtydende eller helt og holdent rykket op ved rode for at koncentrere landbruget om andre afgrøder.

Den størrelse har Baia selvfølgelig ikke bragt vinhuset til på egen hånd. Hele familien hjælper til, og hendes to yngre søskende følger i hendes fodspor og har engageret sig som medejere af vingården. Gvantsa har studeret samfundsfag og agronomi, og Giorgi valgte målrettet at studere vitikultur og ønologi. En stærk søskendetrio — men efter georgisk tradition temmeligt ukonventionelt med to stærke kvinder i front. Særligt kyndig sparring og lange perspektiver kan de få fra bedstefar Bondo, som ud over at være uddannet agronom også en overgang var forestander for det lokale landbrugskooperativs vinproduktion. “Vi har indset, at det er vores pligt at være den næste generation i vores familietradition. I løbet af vores barndom har vi lært en masse fra vores forældre og bedsteforældre, og det vil vi gerne give videre.”

Imereti er hjemstavn for mere end 15% af Georgiens vinmarker, og regionens forråd af druesorter er stort og spraglet. Først og fremmest drejer det sig om de grønne Tsolikouri og Tsitska, som traditionelt ofte vinificeres sammen, og andre grønne sorter som Krakhuna og Kvishkhuri, sidstnævnte en lokal afart af Mtsvane. Den røde front dækkes af den spændende Aladasturi og den sent modnende Otskhanuri Sapere samt sjældenheder som Dzelshavi og Rko. Stilistisk adskiller Imereti sig fra det internationalt mere velkendte Kakheti ved friskere, lysere vine— selvom man benytter sig af kvevri, er der ikke samme tradition for lang skindkontakt og brug af hele klaser. I denne del af landet kaldes kvevri foruden for churi (ჭური), men i det store og hele er der tale om samme slags aflange, dråbeformede lerkrukker, som graves ned i jorden i kælderen, så kun toppen stikker op.

Baias marani rummer et par håndfulde af slagsen, og oven jorde venter store ståltanke til at stabilisere vinene, før de flaskes. Der hverken klares eller filtreres, for i kvevrierne sker en slags naturlig klaring af vinen, og efterfølgende filtrering overflødiggøres af den naturlige sedimentering i ståltankene. De tilsætter kun nødtørftigt ganske små mængder sulfit ved flaskning, for håbet er at kunne viderebringe deres terroir og traditioner i så ren og uspoleret form som muligt. Derfor dyrker de også økologisk og anvender naturlige urtepræparater i marken for at styrke vinstokkenes sundhed.

Mellem brug bliver deres churi grundigt rengjort. De vaskes med vand og skrubbes grundigt, først med en børste af kirsebærbark og derefter med en kost af stængler af musetorn. Disse planter vokser vildt i området og har længe været afholdt for deres naturlige antiseptiske virkning. Rent vand skyller efter, og churierne tørres, og ved selvsyn og en skarp snude bedømmes, hvornår de er rene nok. Det tager tid og kræver masser af knofedt men er en absolut forudsætning for at kunne lave rene vine.

Klimaet omkring Obcha er præget af solrige, varme sommerdage og kølige, fugtige nætter. Det giver visse udfordringer med meldug, men omvendt forlenes druerne med et højt syreindhold og masser af fine fenoler, som er med til at sikre familien rene og friske vine. Høsten finder sted fra september og ofte langt ind i oktober. Først de grønne druer, dernæst de røde. Traditionelt har selve høsten været kvindearbejde, mens mændene stod for at lave vinen— i tilfældet Baia’s Wine står der stærke kvinder i front hele vejen igennem. Gvantsa, den driftige og eventyrlystne lillesøster, har indhentet praktisk erfaring fra udlandet, blandt andet biodynamisk vinavl i Mosel, og hun står nu også for indtil flere af husets nye vine, hvoraf flere føres til torvs med navnet Gvantsa’s Wine, og det skal forstås som en udvidelse af Baias projekt snarere end et selvstændigt foretagende. Druematerialet er Tsitska, Tsolikouri og Krakhuna samt de røde Aladasturi og Otskhanuri Sapere, og sortimentet omfatter nu hvidvin, orangevin, rødvin og pet nat.

Imeretis signaturvin er måske det traditionelle blend af sorterne Tsolikouri og Tsitska. ‘Druernes dronning’ Tsolikouri (ცოლიკოური) kendes også som Obchuri Tsolikouri, da dens historiske højborg ligger netop omkring landsbyen Obcha. I dag er den ikke blot Imeretis mest dyrkede drue men den næstmest plantede i hele Georgien lige efter Rkatsiteli. Den giver gode udbytter og sætter mellemstore, omvendt kegleformede klaser med runde druer, der er ret saftige og har en fin balance mellem syre og sødme— dens vine er traditionelt skattet for deres friske syre, fine ekstrakt og delikate æble-, pære- og kvæde-aromaer. Tsitska (ციცქა) tilføjer et skud frisk syre, som kan få tungen til at sitre hos selv ivrige syrehoveder. Den er derfor også afholdt til mousserende vine. Det er en af Imeretis ældste sorter, og den stammer sandsynligvis fra området omkring landsbyen Tsitskhe. Den modner forholdsvist sent, men syreindholdet sikrer den sundhed, og stokkene giver konsistent gode udbytter.

Tsitska-Tsolikouri 2022 er en eminent forfriskende og forførende introduktion til Imereti og ikke mindst de tre Abuladze-søskendes evner. Druerne er høstet ved håndkraft, sorteret nøjsommeligt og afstilket, inden de gæres spontant i kvevri med godt to ugers skindkontakt. Tsolikouri tager teten med 70% og Tsitska giver rygrad med 30% — og det svinger superbt. Den åbner med en betagende blomsterduft på en bund af liflige frugter. I munden er den sprød og syrefrisk, indledningsvist med en lille spritz. Det følges op af en vis viskositet og en mild fenolisk bitterhed, så den føles næsten cideragtig og vinøs på samme tid. Hvide blomster, gule æbler, nashipærer og strejf af friske hasselnødder, eksotiske stenfrugter, bivoks og frisk og kandiseret citrusskal. Livlig, opkvikkende og virkeligt venlig.

Drik den solo, det er en rigtig sommervin og en super charmerende aperitif, ellers til lette retter med lyst kød og salater eksempelvis med æbler, pærer og citrussaft. Et frækt akkompagnement ville være badrijani (ნიგვზიანი ბადრიჯანი), de klassiske georgiske ruller af stegt aubergine fyldt med en pasta af valnødder med hvidløg, krydderier og vineddike, eller en grillet kylling med den syrlige blommesauce tkemali (ტყემალი).


Flaske: Tsitska-Tsolikouri 2022  
Vinhus: Baia’s Wine  
Oprindelse: Imereti, Georgien
Jordbund: Kalkholdig ler, sand, grus  
Druer: Tsitska, Tsolikouri  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 13%  
Importør: Georgien Vin  
Pris: 218,-  

Comment

Alternative Austria

Comment

Alternative Austria

Vi skal til møde i AA. Ikke for anonyme alkoholikere men for austrofile alternativister. Heldigvis ikke at forstå som de østrigske pendanter til Alternative für Deutschland. Nej, det drejer sig om den ikke-konventionelle, non-konforme del af den østrigske vinscene. De farverige outsidere, dissidenter, rebeller og enfants terribles. Blumenkinder, Freigeister og Querdenkere, der laver vine, som falder i østrigsk vinlovs sælsomme kategori 8, Alternativweine, der dækker det, der på moderne tysk kaldes Orange, Natural & Raw Wines.

Det er vine og en verden, der ikke vil være faste læsere af nærværende side fremmed; og i Danmark er vi i det hele taget godt bekendt med Østrigs naturvine, ikke mindst takket være Sebastian Rind Nellemand, som via sin import Österreich Vin i nu mere end 20 år har holdt fanen højt for disse vine herhjemme, de seneste 15 år også på den for længst ikoniske københavnske vinbar Ved Stranden 10. Østrigsk naturvin debuterede nogenlunde samtidigt med det nynordiske køkken, og naturligvis fandt vinene også vej til en restaurant som noma, hvor de længe var særligt i vælten og kom det kræsne publikum for gane.

Udenlandsk og ikke mindst nynordisk anerkendelse har været kærkommen for de østrigske naturvinsfolk; for det hjemlige marked og myndigheder har ikke altid vist lignende forståelse for deres foretagende. Bagtæppet er på godt og ondt den østrigske vinskandale i 1985 og den efterfølgende nye vinlov, som med strenge kvalitetskrav og stor transparens skulle luge ud i al tvivl om vinens oprindelse og uforfalskethed. Samtidigt var skandalen også med til at sætte tanker om naturlighed, renhed og sundhed på dagsordenen, og det faldt mange vinbønder naturligt ikke kun at konvertere til økologisk dyrkning men også at lave færre tekniske og kemiske interventioner i selve vinifikationen, oplagte videre skridt, og en skare valgte så at gå planken ud og helt ‘tilbage til naturen’.

Hvad er alternativet?

“De her vinbønder fremstiller vine, der repræsenterer et stærkt alternativ til skadelige kemikalier, syntetiske sprøjtemidler og de talrige tilsætningsstoffer, som alle er tilladt i nutidig vinproduktion. De omtales ofte som rå, nøgne, naturlige eller lav-interventions-vine— men efter min mening er det, de repræsenterer, den rene og egentlige form for vinkultur. De fortsætter 8.000 års tradition, for det er kun i de seneste knapt 80 år, at industriel vinproduktion er blevet den nye norm. Sådan set er det de konventionelle vine, som er de alternative.”

Ordene blev ytret i december af den serbisk fødte, amerikansk uddannede og nu østrigsk bosatte Aleks Zecević, som gennem en årrække har haft særlig interesse for og engagement i netop de østrigske naturvine; og ordene faldt under det seneste Arlberg Weinberg Symposium, den årlige vinkonference i de østrigske alper, som af den engelske vinskribent David Kermode er blevet kaldt ‘vinverdenens svar på topmødet i Davos’. Her forestod Zecević en kommenteret smagning af netop “Alternative Wines of Austria” med 15 velvalgte vine — “fremstillet i harmoni med naturen, fra små familieejede vinhuse og i forlængelse af en lang tradition” — og for os med samme tilbøjeligheder var det lidt som en guide tur gennem Paradis. Et spændende syn på samme sag fra en ligeledes udefrakommende med samme passion.

Hans blå bog: Aleks er født og opvokset i Beograd, i et hjem med klaver i stuen og vin på bordet; men lettere utilpas i hjemlandet drog han efter endt ungdomsuddannelse ud i den store verden. Han tog til USA for at læse filosofi og marketing i New York, og undervejs fik han flere småjobs rundt om i vinbranchen. Det førte ad åre til et job som smager hos WineSpectator, hvor han arbejdede i en lang årrække. Siden arbejdede han med fine wines på auktionshuset Sotheby’s, og i dag slår han først og fremmest sine folder som smager og skribent på Wine Enthusiast. Endvidere har han været engageret i VinoVerified samt vært på podcasten Vintners. I dag er han bosat i Wien, et naturligt valg efter mange års stadigt stigende interesse for den østrigske og centraleuropæiske vinscene, som den kan opleves på eks. Karakterre.

Alternative Austria smagningen i Lechwelten var passende edge-of-empire kurateret af serbiske Aleks Zecević, her præsenteret af Chris Yorke, CEO i Austrian Wine Marketing

En perlerække af Østrigs alternative pionerer var på programmet. Heriblandt flere af Burgenlands stærke individualister og flere first movers fra Steiermarks sammenslutning Schmecke das Leben, som den anerkendte engelske vinskribent Stephen Brook, manden bag bogen The Wines of Austria, deri gav skudsmålet, at deres vine i hans gane smagte mere døde end levende. Bevægelsen har hele tiden polariseret og fortsætter med at gøre det. Økologi kan være godt nok, men hen ad vejen med spontangæring, skindkontakt, slørede vine og lav sulfit går det for vidt. Et par af de deltagende smagere, som også er toneangivende vinskribenter, betroede da også hinanden, at flere af vinene var dediceret udrikkelige. Det lykkedes dog for de fleste andre— selv glemte jeg tit at spytte.



Ikke altid Grüner Veltliner

“Østrigs største bedrift er landets bidrag til den grønne bevidsthed. Jeg tror ikke, at der er noget andet land i verden, der har gjort mere på det område,” fastslog Zecević med nedslag i de tørre tal: 65% har fast grønt bunddække i vinmarkerne, 50% af vinbrugsarealet dyrkes uden nogen brug af insekticider, 25% er certificeret bæredygtige (Sustainable Austria), 24% dyrkes certificeret økologisk (Bio Austria, Lacon m.fl.) og 3% dyrkes certificeret biodynamisk (14% af det økologiske areal, Demeter, Respekt).

Den omlægning har ikke mindst været mulig, fordi den er bakket op om af nationale tilskud, og den er skredet hurtigt frem i og med, at mange, for ikke at sige langt de fleste, østrigske vingårde er ret små (gennemsnitligt med 4 hektarer) og familieejede foretagender (95% af samtlige producenter). Dertil kommer netop stærke individualister, lokale sammenslutninger og interessen fra internationale forbrugere efter noget mere oprindeligt, uforfalsket og unikt, uden rester af sprøjtegifte og tilsætningsstoffer, og gerne med lokalkolorit i kraft af indfødte druesorter og genoplivning af gamle traditioner. “Vi flasker naturen ren,” citerede han Christoph Hoch fra Kremstal som en slags slogan.

Grüner Veltliner er faktisk kun på fjerdepladsen over mine yndlingssorter fra Østrig, efter Sauvignon, Chardonnay og Riesling
— Aleks Zecević

Men Østrig er større end det velkendte Donauområde og byder på andet og meget mere end Grüner Veltliner og Riesling. Ser man bort fra Zweigelt og Blaufränkisch er der også specialiteter som Sankt Laurent og Blauer Wildbacher, sidstnævnte sorten bag Steiermarks særegne rosé Schilcher. Men også gamle, halvglemte sorter som Roter Veltliner og Furmint fortjener opmærksomhed; og så er der alle de mere eller mindre nye specialiteter og satsområder, såsom de såkaldte Direktträger-druesorter fra Amerika i det sydlige Burgenland, som lægger druer til den uhyggelige Uhudler; samt de mange nye sygdomsresistente piwi-sorter, som vinder frem i hele landet nu og øger diversiteten; og så er der alle de ‘internationale sorter’, hvoraf især Sauvignon og Chardonnay står stærkt i Steiermark. Altsammen aspekter af Østrig, som er værd at se og smage nærmere på.

Det taler til de østrigske myndigheders fordel, at de har forstået og formået at omfavne disse vine i deres markedsføring, selvom det foregår en smule ved siden af hovedsporet. Zecević håber, det med tiden vil blive mere velintegreret, ikke mindst så man undgår yderligere polarisering. Især fordi naturvinsbønderne har satset stort og løbet risici men samtidigt formået at skabe fornyet interesse om landet og flere af dets ellers oversete sorter og områder.

“Mit udvælgelseskriterium var vine, som måtte leve med laveste kategori i kvalitetspyramiden, eller i det mindste havde svært ved at opnå anerkendelse som kvalitetsvin, og dermed opnå oprindelsesgaranti,” forklarer han. “Her skyder man sig nemt i foden. Mange af disse vinbønder får ikke lov at skrive anden oprindelse end Østrig på etiketten, og det er synd. Det er en forspildt chance for at kommunikere med klarhed, hvad der er i glasset.” Han ser dog de igangværende diskussioner om emnet som lovende.

Han slog endvidere fast, at tendenser som økologisk dyrkning, spontan gæring, minimal intervention og begrænset brug af svovl nok stadig er niche men dog ganske veletablerede, og de er kommet for at blive; og at de fører stilistisk mere mangfoldige vine med sig, men med fællestræk som friskere syre og lavere alkohol, '“mere vertikale og vibrerende vine”, tendenser som trender på verdenscenen og med god grund. Alle vinene blev skænket og smagt i Zaltos nye glas Balance, et glas udviklet til vine med struktur og tekstur fra eksempelvis skindkontakt, helklasegæring og lang gærlagring og dermed antageligt velegnet til orange- og naturvine. Glasset føres i Danmark af bl.a. Bichel og Österreich.


ALTERNATIVE WINES OF AUSTRIA

Første flight

  • Franz & Christine Strohmeier The Spiral Schilcher Sekt Brut Nature 2014. Ironisk nok lagde vi ud med en af “de mest tilvirkede vine” fra en af frontfigurerne i lav-interventions vinscenen, Franz Strohmeier. Det er klassisk metode, så vinen er gæret igen på flaske med en tilsat gær. Derudover er den dog aldeles økologisk og spontangæret. Degorgeret januar 2024 og tilsat 10 mg sulfit. Druen er Blauer Wildbacher, så det er en idiosynkratisk version af Schilcher Sekt med næsten ti års modning sur lattes. Det, der engang var lyserødt er nu modnet til mørkt orangeskær, næsten kobberglødende. Mildt skummende med en overraskende frisk næse fuld af syrlige bær og nødder, oxidative træk i dybden. Stilfærdig men sprød skum på tungen, virkeligt livlig syre og smag af skovjordbær, sorten muld, søde krydderier og bitter orangeskal. Helt sin egen! Österreich

  • Christoph Hoch Kalkreich Sekt Brut Nature NV. Biodynamisk dyrket Grüner Veltliner, Riesling og Weissburgunder vinificeret efter méthode ancestrale men dégorgeret efter længere lagring med gæren, så stilistisk nærmer vi os ‘klassisk Sekt’. Lyst gylden, med ganske fint skum. I snuden duft af Earl Grey med citron og et strejf dry Martini. I munden luftig skum med lys syre, kalket mineralitet og mørk dybde, sursød frugt, let laktisk, oxidativ stil. Österreich

Andet flight

  • Von der Vogelwaide Grüner Veltliner Tandaradai 2022. Håndhøstet og presset af hele klaser, spontangæret med naturlig malolaktisk gæring og modnet på gærresterne i franske barriques i 12 måneder. Modne gule æbler og saftige gråpærer, strejf af kandiseret citrusfrugter, urter, hø og tobak, en lækker mundfuld med cremet tekstur, sitrende syre og et formidabelt flow. Reduktivt

  • Wabi Sabi Riesling A.qu.a.l.e.i.t.e.n 2022. Forbuden frugt fra marken Achleiten, tilpas maskeret på etiketten til at være lovlig. Let krudtet duft af nytårsaften. Klar og kølig saft med saftspændt stenfrugt og litchi, slank af statur og let laktisk i teksturen. Halvdelen fodtrådt, fuld malolaktisk gæring. Stadig særdeles genkendelig i sin frimodige anderledeshed.

  • Christian Tschida Riesling Laissez-Faire 2022. Ja, Riesling fra Burgenland… og fra hvem anden end Christian Tschida? Rank syre og stoflig tekstur, modenheden fornægter sig ikke, med frodig lime og gylden stenfrugt i stride strømme, plus en smule tørrede blomster, hø, halm og rugsurdej. Sprælsk og ekspressiv. Österreich

Tredje flight

  • Michael Wenzel Furmint Stockkultur Alte Reben 2021. Den ungarske nobilitet Furmint fra gamle stokke, indført af Wenzels far og bedstefar, mens jerntæppet stadig hang tungt. Én enkelt barrique, helt uden klaring, filtrering eller tilstatte sulfitter. Fuld af hvide forårsblomster, enggræs, nyslået hø, kamille og hvid te, saftige ferskner og strejf af kanel og nellike. Syrlig, saftig og smidig i al sin krystallinske klarhed. Høtoft

  • Sepp & Maria Muster Morillon Graf 2020. Chardonnay, som man sjældent smager den. Dufter af badminton og bålplads, rågummi møder tørv og brønd. Saftspændt, ret lækker rund tekstur, syrligt struktureret, kølig stenfrugt. Biodynamisk og bemærkelsesværdig. Österreich

  • Thomas Straka Welschriesling 3330 2021. Der må ikke stå marknavnet Prantner på etiketten, så Straka nøjes nu med parcelnummeret 3330. Silkeglat og smidigt stof et formidabelt flow og forfriskende syre, funklende og fuld af nuancer— modne mirabeller og ferskner, knuste ferskensten, rå og ristede græskarkerner, syrlige drops, kandiseret citrus, små strøg af bivoks, hø og hvid te. Genereux

Fjerde flight

  • Martin & Anna Arndorfer Rosa Marie 2023. Smukt skarlagensfarvet, klar og dyb i farven. I næsen mild og og blød, i munden sprød og syrlig: Fuld af friske jordbær og kirsebær, på bagkanten begge i yoghurt. Sursød og sart cremet. Sjældent seriøs rosé. Österreich

  • Ploder-Rosenberg Souvignier Gris Linea 2017. Så kom der piwi i glasset fra pionererne i familien Ploder ved Rosenberg i Vulkanland Steiermark. Sagte brise af kaprifolium, modne ferskner og abrikoser, og i munden folder den sig ud med flot fylde kombineret med tørrede blomster, kandiseret orangeskal og flødekaramel. Smidig tekstur med fint tørstof, mild syre og fine tanniner, delikate grape tonic bitternoter i eftersmagen. Rosforth

  • Werlitsch Glück 2020. Elskelig æterisk næse med liflig frugt. Godt greb og syrligt bid, grapefrugten skinner igennem, sammen med saftige ferskner og tørrede abrikoser. Kølig nerve, sindssyg spænding. En biodynamisk bedrift, Sauvignon har let overtag i forhold til Chardonnay, men de spiller perfekt sammen, begge stet i et tykt lag opok. Österreich

Femte flight

  • Rosi Schuster St. Laurent Ried Repistye 2022. Sart snude med snert af skovjordbær og blomster. Rank, slank og glat med kølig skovbærfrugt og en elegant statur; og af mangel på bedre beskrivelse, mineralsk. Leithaberg terroir, muligvis med en smule brett, men ellers mageløs og ganske glimrende. Vinova

  • Johannes Trapl Blaufränkisch Ried Spitzerberg 2020. Super saftig, smidig og slank, med smilende syre og faste men fine tanniner. Et dulmende dyb i modne kirsebær, brombær og sortebær efter en belønnende duft af enggræs, frisk hø, fugtig muld og bålrøg, lyng, varme vinblade, Earl Grey te og kandiseret appelsinskal. Seriøst, stimulerende og smukt; men næsten for meget for myndighederne! Johannes måtte kæmpe for sit Prüfnummer (kvalitetsvinstempel) for at kunne skrive Carnuntum og Spitzerberg på etiketten, men i sidste ende lykkedes det. Cru Vin

  • Gut Oggau Joschuari 2021. Biodynamisk Blaufränkisch med muskler. Stilfærdig ved første møde men åbner med tiden op for en rigdom af moden rød frugt med en mørk bagkant, vilde bær, krydderurter, tobak og røg i dybden. Rank og muskuløs af statur, syren er smidig, tanninerne fine, og den bliver hængende længe i munden. En velbalanceret vin med charme og karisma. Österreich

  • Franz Weninger Say 2021. Flot og fortættet næse, fuld af hemmeligheder, løfter og sagte hvisken. Kompakt krop med rank syre og et smukt skyl af blåbær, solbær og sveskeblommer, silkeglat tekstur, let røget og krydret finish. Subtil kompleksitet og karakter. Det er biodynamisk Blaufränkisch fra karge skiferjorde i det sydlige Burgenland, og det er tæt på brilliant. Franz, for Fanden da! Österreich


Flaske: The Spiral 2014  
Vinhus: Strohmeier  
Oprindelse: Steiermark, Østrig
Jordbund: Glimmerskifer, amfibolit  
Drue: Blauer Wildbacher  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Österreich Vin  
Pris: 495,-  





Artiklen er en reportage fra Arlberg Weinberg Symposium 2024, som blev afholdt i december i Lech am Arlberg, arrangeret af Wine+Partners med støtte fra Österreich Wein Marketing og i samarbejde med Trinkreif og Zalto samt de lokale Burg Hotel, Romantik Hotel Krone, Gasthof Post, Hotel Sandhof, Hotel Kristiania, Hotel Berghof og Rote Wand Gourmet Hotel. Jeg var indbudt som dansk deltager; og min reportage fra symposiets temasmagning af østrigsk Chardonnay og Sauvignon kan læses på SpritNyt

Comment