Mangfoldige Monferrato

Man skal normalt være havnet i en snæver kreds af vinkendere for at møde genkendende nikken, når snakken falder på druesorter som Freisa, Grignolino og Ruché. Vi møder dem i et af verdens vigtigste vindistrikter, italienske Piemonte, hvor de lever en stilfærdig men værdig tilværelse ved siden af det velkendte triumvirat Nebbiolo, Barbera og Dolcetto.

Nærmere bestemt befinder vi os i området Monferrato i Asti- og Alessandria-provinserne, et af regionens historiske delområder og dets næststørste DOC med en række vine med lokal karakter og af høj klasse. Det er udpræget Barbera-land, men også de sjældnere sorter leverer spændende og karakteristiske rødvine i området og er dermed med til at tegne et samlet billede af Piemonte som andet end fornøjelig Moscato d’Asti og seriøs Barolo og Barbera d’Alba, som absolut ikke er at kimse ad! Men de gamle og mindre kendte sorter bidrager til en mosaik af lokalkolorit og charme; og karakteristisk for Piemonte er de måske anonyme men alt andet end anodyne— det er druer med stærk personlighed.

Monferrato er også forfatteren Umberto Ecos hjemstavn, og har man læst hans romaner, vil man føle sig velkendt i landskabet og genkende stednavne her og der, når man bevæger sig gennem bakkelandet (og endda møde referencer til Ecos romankarakterer på et par vine, men mere om det senere). Monferrato (de ‘savtakkede bjerge’) består af bølgende bakker, dækket af vinmarker, hassellunde, frugtplantager og trøffelskov, samt historiske byer på bakketoppene og talrige borge op mod bjergene. Klimaet er mildt og jordbunden mestendels gammel havbund og dermed ideel til vinavl, som er tæt vævet i hverdagslivet over hele området, og selvfølgelig har hver landsby sine egne særlige traditioner.

Det kom for en dag, da jeg sidste år havde et glædeligt gensyn med de gamle sorter og en række for mig nye vinhuse under en tur arrangeret af I Vini del Piemonte — bl.a. det bæredygtige og økologiske hus La Casaccia i Cella Monte, hvor familien Rava foruden at lave flotte vine også driver agriturismo og bed and breakfast. La Faletta i Casale lejer også værelser ud på deres ditto historiske ejendom og laver pæne vine på en lang række sorter, lokale og internationale. Hic et Nunc i Vignale har omvendt hypermoderne vineri og smagelokaler og et antikt navn, men de er ligeledes forpligtet på økologi og bæredygtighed, og har gode eksemplarer af de lokale specialiteter; og selv hos større producenter som de gamle kooperativer Produttori di Govone, herunder Produttori di Portacomaro, finder man spændende projekter som topsommelieren Davide Caninas nye enkeltmarksprojekt ved navn I Parcellari.

Det glemte guld

Æresborgeren Barbera står tæt i Monferrato men netop i dette område møder vi for alvor landadelen i skikkelse af føromtalte Grignolino, Ruché, ikke at forglemme gamle Freisa og det nyeste skud på stammen, Albarossa, en krydsning af Nebbiolo di Dronero og Barbera. Monferrato er på mange måder det rustikke hjerte i Piemonte, og her er der ikke langt mellem spændende sorter og særlige vine. Nogle af disse glemte vine genopdages og genopfindes i disse år, så der er både tale om tradition og fornyelse. Hvad end den stilistiske retning er, så trænger druernes karakter igennem. De har stærk personlighed; og en del fælles karaktertræk, som gør dem umiskendeligt piemontesiske.

Monferrato har sine traditioner men er ikke tynget af store klassiske navne eller restriktive regler. Derfor foregår der mangt og meget her, inklusiv forsøg med internationale sorter som Pinot Nero, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Men man værner særligt om sit eget, omvendt er man ikke bange for at prøve kræfter med det fremmede og nye og give det sit eget særpræg. Mange små vinhuse er med til at sætte sit præg på området og den udvikling.

Grignolino, Ruché og Freisa er indfødte eller rettere autoktone druesorter. Betegnelsen dækker over sorter, der stammer ‘fra egen jord’, som er den ordrette betydning. Det er altså druesorter, der har hjemme i området, såvel hvad angår oprindelse som udbredelse. De er desuden endemiske, det vil sige særegene for Piemonte, og deres individuelle forskelle til trods er der også noget umiskendeligt piemontesisk over dem. Grignolino har f.eks. meget af Nebbiolos stramme struktur, mens man i Ruché kan genfinde mange af Nebbiolos vidunderlige aromaer.

Meningerne i de indledningsvist omtalte vinkenderkredse kan dog være delte, når det drejer sig om disse druesorters kvaliteter: Nogle finder dem tiltalende, andre lige lovligt udfordrende, atter andre betragter dem som rene kuriøsiteter. Indiskutabelt er det dog, at de i de rette hænder bliver til karakteristiske og interessante vine. Som med så mange andre små, traditionsbundne vine kommer de nok først for alvor til deres ret, når de serveres til den lokale mad, de er udviklet side om side med.

Wines, guns and good times hos La Faletta. Elena Novarino med hendes søn Lorenzo Rosso

Grignolino del Monferrato Casalese

Munke spillede en stor rolle i vinproduktionen i området op gennem middelalderen, og de regnede Nebbiolo og Grignolino som de egentlige kvalitetsdruer. Barbera og Dolcetto var til hverdagsvin og masseproduktion.

Navnet på Grignolino druen betyder ‘den lille kernede’. Klaserne er lange, med mange små druer, og hver af disse druer har flere kerner end de fleste andre druer, 3–4–5 er ikke unormalt. Udfordringen for vinbønderne har altid været, at høj ekstraktion af garvesyre fra kernerne giver beske vine. Desuden har Grignolino en tendens til sen og ujævn modning. Så det handler om tålmodighed til at sortere druerne grundigt og presse dem nænsomt for at få et mildere resultat, eventuelt at gære dem uden kernerne. Denne arbejdsindsats førte gennem mange år til en marginalisering af druen til fordel for andre, nemmere sorter, men det er ved at vende nu.

Med snilde og omhu har de lokale genopfundet Grignolinoen i de senere år, og man har forsøgt at udvikle stilen uden at tabe druens særprægede duft og smag. Målet har været en slags piemontesisk version af Beaujolais: frisk og frugtig, let og livlig, og til at drikke mens både vinen og man selv er ung. Farven er lys, græsende til det gennemsigtige. I næsen forekommer den mild og frugtig. I munden er den umiddelbart rund, men så sætter syren ind, og ganen får garvesyren at mærke. Den er, som piemontesisk vin skal være, vin med markant struktur. Er frugten på plads og balancen tilpas, går det dog op i en højere enhed. Der kan være jordbær, ribs og røde kirsebær og et væld af fine smagsnuancer, ofte noget grønt og urteagtigt. Grignolino gør sig godt til det kolde bord, til lette retter, til dampede fisk, eller som det berømte glas i utide.

Ruchè di Castagnole Monferrato

En endnu sjældnere, men måske endnu mere spændende, lokal drue er Ruchè. Den har også ført en stadig mere tilbagetrukket tilværelse gennem årene, men interessen for ‘nye’ gamle druesorter har nu ført til en reel genopdagelse. Kendetegnende for Ruchè er først og fremmest dens intense aroma: En blomstrende parfume af roser, violer, pollen og vilde dufte fra skoven og heden. Vinen er mellemfyldig med tydelig bærsmag, ofte i retning af røde kirsebær, tyttebær og tranebær, og den har et let bittert finish.

Druens oprindelse fortaber sig i de piemontesiske tåger. Én historie går på, at den faktisk er en fransk sort, der kom til Piemonte fra Bourgogne tidligt i 1800-tallet. En vis lighed med aromatikken i Pinot Noir druen skulle sandsynliggøre den forbindelse. Langt mere sandsynligt er det dog, at der er tale om en indfødt sort, der er opstået i området nord for Asti tidligt i 1600-tallet. To forhold støtter denne forklaring: dels at man i dag ikke finder den i Frankrig men udelukkende i Piemonte, dels at druen har en umiskendelig familielighed med andre lokale druer, især Nebbiolo og Brachetto.

Sorten har gemt sig rundt omkring, men har nu en voksende base midt i Monferrato, hvor den især opdyrkes omkring byen Castagnole. Her er der omkring 40 hektarer beplantet med sorten hos godt 20 forskellige producenter. Der er altså ikke rå mængder af denne vin, men kvaliteten er god, den bliver stadigt bedre, og ingen andre laver vine, der er helt som den.

De går ikke ned på gamle flasker hos La Casaccia. Huset har været økologisk gennem årtier, og deres historiske kælder bugner af velbevaret arvegods

Monferrato Freisa

Freisa er endnu en af Piemontes historiske druesorter, der ikke dyrkes så meget i dag, færre end 800 hektarer i 2018, men som alligevel er velkommen på de bonede gulve. I 2004 slog forskeren Anna Schneider og hendes hold på universitetet i Torino nemlig fast, at den har et såkaldt forældre-afkom-forhold til regionens højest agtede druer, selveste Nebbiolo. Dertil kommer, at Freish er ganske godt dokumenteret i den lokale historie. Den nævnes måske så tidligt som i et dokument fra 1517, hvor en sort ved navn Fresearum skrives at koste det dobbelte af andre sorter. Freisa nævnes ved rette op i 1700- og 1800-tallet, hvor den omtales som ‘en drue af fremmeste kvalitet’; og senere hyldes den af prinsesse Ludovica af Savoyen, der dengang regerede i Torino; og senere endnu af forfatteren Ernest Hemingway; men i moderne tid har den mest været mindre elsket. Måske på grund af sin rustikke struktur, som ikke helt matcher den moderne tids smag.

For det første er den syrlig. Det samlede syreindhold kan nemt nå op i nærheden af 9-10 gram per liter, hvoraf en del selvfølgelig mildnes med malolaktisk gæringen, men alligevel— det er hidsig syre for en rødvin, hvor man normalt forventer angreb fra tanniner. Der går man dog heller ikke galt i byen med Freisa. De er rigelige, faste og tørrende, men i de bedste tilfælde samtidigt fine, smidige og støvede; i de værste karske og harske på kanten til det beske. Men selv midt imellem kan der være en gammeldags strunk charme over det— og så er struktur selvfølgelig ikke alt, Freisa har selvfølgelig frugt, først og fremmest jordbær (nomen est omen), hindbær og kirsebær, understreget af et kernet, stenet strejf. Summa summarum, man skal være til strukturbetonede vine for at forelske sig i Freisa; men forelskelse kan som bekendt komme bag på én, ikke mindst til bords i godt selskab med piemontesisk bondekost.

Monferrato masterclass

Cascina Faletta Baudolino 2019. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Første vin fra bedstemorderens vingård Braja, som stammer tilbage fra 1936. Navnet er til gengæld hentet fra Umberto Ecos roman Baudolino fra 2001 om en monferratinsk verdensmand og eventyrer af samme navn; en flamboyant karakter, som Lorenzo Rosso syntes passede særligt godt til deres ekspressive Grignolino. Rubinrød i glasset, med mild duft af hybenroser, skovjordbær og skovbund. Smagen følger op med skovjordbær, hindbær, granatæble, gojibær. Rund syre og fint tyggelige tanniner. Vinificeret på ståltanke, med to ugers maceration. Alk.: 13,5%

Cascina Faletta Braja 2020. Barbera del Monferrato DOC. Anden vin fra bedstemoderens gård af samme navn, denne gang stålsat Barbera med ligefrem drik-mig-faktor. Mørkt purporrød med duft af kandiserede violer, amarenakirsebær og modne skovbær. Frisk syre skærer sig gennem den modne frugt og holder den frisk og svævende trods en vis stoflig tyngde. Alk.: 14,5%

La Casaccia Monfiorenza 2018. Monferrato DOC Freisa. Freisa fra flere marker, manuelt høstet, gæret på stål og modnet på fade. Dybrød farve, rød skovbærduft og fyldig smag af vilde røde bær, let krydret. Lækker tekstur, faste tanniner og en let læderagtig eftersmag. Alk.: 13%

La Casaccia Pogetto 2020. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Druerne er dyrket på bakketoppene, de mest sandede jorde med højt kalkindhold. Håndhøst og små tre dages maceration, gæret og modnet på ståltanke. Lys rubinrød saft med luftig tekstur, frisk syre og lette tanniner, dufter og smager af roser, jordbær, surkirsebær og poletlakrids. Læskende lethed. Alk.: 13%

La Casaccia Giuanin 2019. Barbera del Monferrato DOC. Sortrød i glasset, hvorfra strømmer en liflig duft af modne mørke bær og sød lakrids. Forfriskende frugtig i munden, masser af hindbær, brombær, kirsebær og sveskeblommer, svøbt i en stringent syre og et næsten umærkeligt strøg fine tanniner. Superklassisk Barbera, superklassisk Monferrato, vinificeret på ståltanke. Alk.: 14,5% GrapeShop

La Casaccia Ernesto 2015. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Dedikeret til bedstefar Ernesto, en god gammeldags Grignolino med en måneds maceration på ståltanke og lang lagring på tonneaux plus to år på flaske. Så der er rødbrune skær i randen på den ellers dybt rubinrøde vin. Duften er raffineret, sødmefuld og krydret: Friske og tørrede urter, lakrids og ruskind. I munden en spændstig saft med smag af hyben, slåen og kræge, blid syre og bløde tanniner, moden og kompleks elegance, stor vin. Alk.: 13% GrapeShop

La Casaccia Bricco dei Boschi 2017. Barbera del Monferrato DOC. Enkeltmarksvin, som navnet antyder fra bag skoven; modnet et år på store, gamle egetræsfade. Tæt mørkerød, med en vild og liflig duft, friske kirsebær og sød blommekompot med vanille. Fløjlsblød i munden med fyldig frugt, fin saftighed og syrlighed, samt modne noter af sveske og søde krydderier. Kompleks mundfuld. Alk.: 14%

Hic et Nunc Altromondo 2020. Grignolino del Monferrato Casalese DOC. Charmerende men karismatisk og seriøs vin fra kalkholdige mergeljorde i 285 meters højde. Rubinrød med mildt blomstret og urtet duft. Der går syrlige jordbær, hindbær og brombær i smagen, skovbærte og mandelmasse, fine men faste tanniner samt frisk syre. Alk.: 14%

Hic et Nunc Monumento 2017. Barbera del Monferrato Superiore DOCG. Håndplukket selektion af gamle stokke på Mongetto-bakken, gæret på ståltanke og modnet på træfade. Dufter og smager af friske og syltede kirsebær, kombinerer syrlighed, frugtighed og krydring, noter af tonkabønne, kakao, kanel og tørrede kirsebær, milde bitternote. God balance mellem frugt og fad, friskhed og modenhed. Alk.: 14%

Produttori di Portacomaro Ruchè 2019. Ruchè di Castagnole Monferrato DOCG. Let og ligefrem fortolkning, ret rosenduftende, dykker i smagen ned i friske jordbær og hindbær, blodappelsin og rød grape, med fint urtede undertoner og noget nærmest medicinsk. Delikat sursør, med godt greb af fine tanniner. Alk.: 14%

I Parcellari Parcella 505 2019. Grignolino d’Asti DOC. Glimrende Grignolino fra marken Bricco Pizzo, gæret på stål, to ugers maceration, og lagret på en blanding af nye og brugte tonneaux. Mildt blomsterduftende, intenst frugtig og stilfærdigt krydret. Sursøde kirsebær, skovjordbær, hyben, hvid peber, tørrede blomster, vanille. Silkeglat tekstur med meget fine tanniner og frisk syre, fint balanceret. Alk.: 14% Clemmensen Wine

I Parcellari Albarossa Treparcelle 2019. Piemonte DOC. Den nye sort Albarossa fra tre parceller på marken Bricco Cantamassa. En spændende mundfuld kirsebær, hindbær, brombær, urter, krydderier og tobak, et meget piemontesisk sammensurium. Flot mundfylde og stor længde, og stille og roligt viser strukturen sig tydeligere og tydeligere, fine tanniner træder frem. Fornem vin ! Alk.: 14% Clemmensen Wine

Hvad kan Carnuntum?

Carnuntum kan spore sin historie tilbage til romersk tid, men det er først i de seneste tre årtier, at det har vundet fast fodfæste i det østrigske vinlandskab— og forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid, at det for alvor finder sig selv. Det lille vinområde sydøst for Wien, på sydsiden af Donau og ned mod det nordlige Burgenland, består af kun lidt over 900 hektarer vinmarker, beliggende i et blidt bakket landskab domineret af tre højderygge, die Hainburger Berge, das Arbesthaler Hügelland og die Leithagebirge, lige hvor de sidste bakker fra henholdvist Alperne og Karpaterne mødes. Den pannoniske indflydelse østfra er stærk her, og det solbeskinnede, vindblæste og tørre klima kalder på rødvin. Det moderne vinområde Carnuntum kom til verden i 1993, stort set samtidigt med den såkaldte ‘rødvinsrevolution’ i Østrig, som tog fart først i 1990’erne, og Zweigelt er med 235 hektarer den dominerende sort. Blaufränkisch spiller en ligeledes betydelig rolle, omend kun med 85 hektarer, og andre blå sorter som Sankt Laurent, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah spiller også en mindre men vigtig rolle på en halvanden hundreder hektarer samlet.

Det vinøse visitkort er Rubin Carnuntum, en frisk og frugtig rødvin på ren Zweigelt, en hjørnesten i den lokale produktion og en vigtig del af porteføljen for de 37 vinhuse, der udgør det lokale konsortium, som siden sin stiftelse i 1992 har markedsført en regionstypisk rødvin under netop det navn. ‘Rubin’ følger i ‘Smaragd’s fodspor som ædel betegnelse for en østrigsk vin med karakter og karat. Står der Rubin Carnuntum på etiketten, kan man forvente en fornøjelig og frugtdrevet rødvin med fin fylde, god syre og milde tanniner. Der findes selvfølgelig mere seriøse flasker i ‘Reserve’ kategorien, herunder klassificerede enkeltmarksvine, men de er stilistisk en noget mere broget flok end de fælles formulerede funklende rubiner. Foreningen af vinbønder mødes to gange årligt til blindsmagning, hvor alle er med og medbringer en flaske, som i plenum smages, bedømmes og voteres om— og 2/3 skal sige god for vinens typicitet og kvalitet, for at den siden kan kalde sig Rubin Carnuntum.

Den rubinrøde Zweigelt

Jeg skal indledningsvist indrømme, at Zweigelt er en sort, som jeg længe har været lidt loren ved; og den lunkne stemning har smittet af på mit forhold til Carnuntum. Som liebhaver af østrigsk vin undgår man ikke at støde ind i Zweigelt stundom— sorten står vidt og bredt plantet på pænt over 6.000 hektarer og er med sine næsten 14% af vinmarksarealet langt den mest plantede rødvinsdrue— men som kræsen kunde i den østrigske vinbutik har jeg i stedet sværget til den næstmest plantede og på mine smagsløg langt mere seriøse Blaufränkisch, som først og fremmest slår sine folder i Burgenland. Stamtræet fejler ellers ikke noget: Zweigelt er en krydsning af Blaufränkisch og Sankt Laurent, men den synes ikke at have arvet den seriøse struktur, store kompleksitet og tydelige terroir-transparens fra førstnævnte; eller på den anden side den store saftighed og subtilitet fra sidstnævnte. I stedet synes den at være landet i en velmenende, underholdende frugtighed, som på den ene side er behageligt let og liflig, men som på den anden side risikerer at flyde over af bip-lyde, ballongynger og billige grin. Zweigelt er en crowd-pleaser på godt og ondt. Dens dyder er en frodig kirsebærfrugt, en frisk syre og ganske milde tanniner, og når bølgerne går højt en særdeles indbydende og fløjsblød tekstur, som slægter god Sankt Laurent og Pinot Noir på, og i hvis folder man kan finde friske og tørrede krydderurter og den særegne østrigske peberkrydring. Dens laster er til gengæld en af og til ret sjasket rød frugt, som kan minde en smule om syltede rødbeder, og desværre ikke af den hjemmesyltede slags. Kirsebærfrugten kan gå hen at blive mere syntetisk og slikket end naturlig og liflig; og der kan være ubehageligt stilkede noter, grønne tanniner og urtesmage, som er mere medicinske end helsebringende. Når alt det er sagt, så er det sjældent, man i dag støder ind i de lastelige træk i Carnuntum. Det lokale konsortium har ganske enkelt gjort et godt stykke arbejde, ikke kun med at skabe fælles fodslag og skabe en overlappende stil, helt sikker også med at højne kvaliteten betragteligt.

Det tjener samtidigt konsortiet til ære, at bæredygtig og økologisk omlægning breder sig som en steppebrand blandt medlemmerne. 15% har allerede opnået certificering, men hele 50% er vel undervejs i omlægningsprocessen og vil således inden for et år eller to kunne mærke deres vine med et økocertifikat. Den udvikling er i de seneste par år yderligere motiveret af, at 20 af områdets vinhuse siden 2019 er blevet medlemmer af Österreichische Traditionsweingüter, som siden 2021 netop har fordret af sine medlemmer, at de enten opfylder kravene til den såkaldt bæredygtige certificering Sustainable Austria eller lader sig omlægge til certificeret økologisk drift. Det er nu heller ikke det vanskeligste i Carnuntum, der som nævnt har et af Østrigs gennemsnitligt tørreste mikroklimaer (gennemsnitstemperaturen ligger på 11,2° Celcius, med over 2.000 årlige solskinstimer og en årlig nedbør på blot 520 mm— til gengæld mærkes vinden hele 300 dage om året).

Zweigelt blev skabt i 1922 i Klosterneuburg af Dr. Fritz Zweigelt som en krydsning mellem Blaufränkisch og Sankt Laurent. Hans oprindelige navn til druen var Rotburger, først senere blev den kendt under sin skabers efternavn.

Zweigelts temmeligt tynde skaller lader sig i fugtigt vejrlig let angribe af diverse skimmelsygdomme; men det er ikke noget problem i det vindblæste og solbeskinnede Carnuntum. De forholdsvist mætte jordbundsforhold, grus, løss, lehm og ler, holder samtidigt godt på den ellers sparsomme mængde nedbør, så vinstokkene får nok vand nedefra; og samtidigt afbøder lerets kaliumindhold en af Zweigelts skravlede tendenser, nemlig kaliummangel, som kan føre til drueforvitring. Det er som om Zweigelt og Carnuntum er skabt for hinanden. Der er afmålte mængder sol, vind og regn til at skabe både balance og modenhed i druemosten.

Skulle du forresten komme forbi en flaske hvid Carnuntum, skal du endelig ikke lade den gå din gane forbi. Kvaliteten er igen ganske flot, ikke mindst når det gælder Weissburgunder og Grüner Veltliner. De er måske knapt så syrefriske som pendanterne fra Weinviertel og Donaudalene men stadig læskende og lettere end de mere bamsefrugtige fra Burgenland.

Rundt om Rubinerne

Skal man forstå Zweigelt, kommer man ikke uden om Carnuntum; og et godt sted at få et godt indtryk af et områdes generelle kvalitetsniveau, er som bekendt ofte fra basisvinene, og de holder et højt niveau hele vejen rundt med Rubin Carnuntum. Selvom vi langt fra taler stor vin men mere hverdagsvin og madvin end meditationsvin, så er det stadig ofte nuanceforskellene, som gør udslaget; og hvad man er til, må være en sag om smag og behag. Personligt har jeg følt mig bedst underholdt af Artner, Grassl og Taferner, og skal man forstå genrens potentiale som herlig hverdagsvin i én flaske, ville jeg foreslå Artner. Her følger en kort gennemgang af nogle af de mest fremtrædende Carnuntum-vinhuse og deres Rubin-vine.

Den romerske Heidentor (Hedningedøren) er såvel turistmålet som vinregionen Carnuntums vartegn. Den indgår bl.a. som en central del af Rubin Carnuntums logo og kan således ses på alle flaskerne. Monumentet er opført omkring 350. Den romerske bosættelse Carnuntum rummede en militærlejr og en gladiatorskole. Foto: Armin Faber

Weingut Familie Pitnauer har huse i Göttlesbrunn og må ikke forveksles med Weingut Pittnauer i Gols, Burgenland; men vinene er fine nok. “Vores fortolkning af Rubin Carnuntum er en ligefrem vin, lidt af et muskelbundt med intens frugt og fin krydring,” fastslår Johannes Pitnauer. Familien Pitnauer har drevet landbrug i området mindst tilbage til 1800-tallet. Selve vinhuset trækker tråde tilbage til 1970’erne, hvor familien først gjorde sig bemærket med sine gode Zweigelt-vine. I dag bliver det som regel til syv-otte forskellige fortolkninger, hvoraf Rubin er en enkel og ligefrem men meget stilsikker repræsentant.

Weingut Taferner ligger ligeledes i Göttlesbrunn og er et familieforetagende, som i 1990’erne gik fra blandet landbrug til rent vinbrug. Deres Rubin Carnuntum er økonomisk deres vigtigste vin, men kvalitativt er den tillige bemærkelsesværdig: Fyldig, frugtdrevet og forholdsvist elegant i stilen med lækker, læskende syre. Der er masser af rubin- og karminrød frugt her og en ganske fin stoflighed. Karoline Taferner, tredje generation i familien, fortæller, at hun “som regel har svært ved at genkende vores egen Rubin Carnuntum til blindsmagningerne; men heldigvis har jeg altid godkendt den.” Økologisk dyrkning, manuel høst, mekanisk afstilkning, spontan gæring på ståltanke og så 12 måneders modning på brugte franske egetræsfade inklusiv naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Pelzmann ligger ved Prellenkirchen i Carnuntums østligste del, hvor jordbunden er mere kalkstensholdig og klimaet det tørreste. Familien har begået sig udi vinbrug siden 1850, og i dag lever de udelukkende af vinbruget og en tilhørende Buschenschank. Deres Rubin Carnuntum byder på mørkt rødfrugtig intensitet og ret god fylde, frisk syre skærer igennem, og endelig efterlades man med fine noter af friske urter, timian, merian, rosmarin. Gæret på ståltanke med to ugers maceration, modnet otte måneder på 2.000 liters brugte egetræsfade, hvor den gennemgår naturlig malolaktisk gæring.

Weingut Böheim har bo i Abesthal tæt på Göttlesbrunn og drives af Stephanie Böheim og hendes far Johann. De dyrker hele 20 hektarer vinmarker, og driften er certificeret bæredygtig; og også for dem er Rubin Carnuntum en hjørnesten i produktionen, en favorit hos stamkunderne. Stephanies flaskefilosofi er, at “hvis du ikke er sikker på, hvilken flaske du skal åbne, så skal det være Rubin.” Den er en tæt saft af modne kirsebær med noter af både mørk chokolade og tørrede krydderurter, en af de fyldigere og fyrigere af slagsen.

Weingut Netzl er endnu et vinhus med base i Göttlesbrunn, og det drives i stadigt stigende grad af Christina Netzl, som tager mere og mere over fra far Franz. De dyrker økologisk og laver vine i både klassisk stil og en mere håndholdt naturvinsstil. Deres Rubin Carnuntum falder i den første kategori men har en herlig saftighed, masser af sorte kirsebær, blå blommer og røde sommerbær, en flot repræsentant. Gæret på ståltanke og modnet godt et år på store egetræsfade. Dansk importør er Vinpusheren.

Weingut Grassl er Philipp Grassls vingård i Göttlesbrunn, og han tager Zweigelt alvorlig på mange planer, inklusivt i Reserve-kategorien og enkeltmarkerne. Druerne til hans Rubin Carnuntum kommer fra flere forskellige marker for at skabe konsistent kvalitet og højere komplesitet. Den har en fyrig frugt med masser af mørke bær, især sorte kirsebær og sveskeblommer. Fint stof og forholdsvist markante men stadig fløjlsbløde tanniner. Dansk importør er Vinotheket.

Weingut Artner ligger en anelse længere mod vest ved byen Höflein ikke langt fra Göttlesbrunn og omringet af Arbesthaler Hügelland, og Donau driver roligt forbi kun tre kilometer mod nord, og både bakker, skov og flod modererer temperaturerne en smule. Familien sporer sin historie som vinbønder tilbage til 1650. Som mange andre havde de blandet landbrug frem til 1980’erne, hvorefter de speciliserede sig i vin og særligt rødvin (de gør sig godt både med Blaufränkisch og Zweigelt). Huset har i dag godt 40 hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, og den daglige drift forestås af Hannes, Christoph og Peter Artner. Druerne til deres Rubin Carnuntum kommer fra Aubühl, Bühlweingarten og Steinecker, gennemsnitligt 20-25 år gamle stokke. Økologisk dyrkning, manuel høst, spontan gæring med tre ugers maceration på ståltanke for maksimal frugtighed og så godt et år på store, gamle franske egetræsfade. Christoph forklarer: “Rubin er for mig en virkeligt god madvin, hvor du ikke bare kan drikke ét glas, men allerhelst bare tømme flasken. Den giver en fortsat forfriskende følelse. Ikke for mange tanniner, ikke for høj alkohol, den er bare frugtig og let drikkelig. Det adskiller den fra enkeltmarksvinene.” Fuld af kirsebær, kirsebærsten, skovbær, krydderurter og let sødmefulde krydderier, komplementeret af en let yoghurtnote fra naturlig malolaktisk gæring. Et rigtigt godt glas!

Carnuntums oprindelsesgaranti inddeles som i andre regioner i tre trin, den almene Gebietswein, de mere specifikke Ortsweine fra henholdsvis Göttlesbrunn, Höflein, Stixneusiedl, Prellenkirchen, Hainburg eller Petronell og endeligt enkeltmarksvinene, die Riedenweine, og her er der for tiden klassificeret ni som Erste Lagen. Det er ved Göttlesbrunn Haidacker, Rosenberg, Schüttenberg og Stuhlwerker; ved Höflein Aubühl, Bärnreiser, Kirchweingarten og Steinäcker; og ved Prellenkirchen Spitzerberg (hvoraf Spitzerberg er forbeholdt Blaufränkisch). Der er større variation mellem enkeltmarkernes udtryk, hvilket selvfølgelig skyldes forskelle i terroir men tillige stilistiske forskelle i vinifikationen— f.eks. brugen af små og nye fade. Tendensen til kraftigere og kraftigere vine er dog vendt i de seneste år, ligesom fadpræget er nedtonet— så gode toner fra toppen af Carnuntum. Et par anbefalelsesværdige enkeltmarksvine kunne være Artners Ried Steinäcker, Grassls Ried Schüttenberg, Markowitschs Ried Kirchweingarten, Ried Pitnauers Ried Haidacker og Taferners Ried Bärnreiser— og så er der selvfølgelig de fremragende Blaufränkisch-vine fra Spitzerberg, som dog er et kapitel for sig. ‘Hemmeligheden’ bag Carnuntum som helhed er stadig Zweigelt, som gør sig glimrende som kølig sommervin; og med Rubin Carnuntum har man et godt udgangspunkt for at udforske såvel druens potentiale som producenternes formåen.

Flaske: Rubin Carnuntum 2020
Vinhus: Artner  
Oprindelse: Carnuntum, Østrig  
Drue: Zweigelt  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 150,-  

Artiklen er blevet til i forlængelse af et seminar organiseret af Wine+Partners, forestået af Paula Sidore fra Trink Magazine og med vine sponseret af Carnuntum Wein. Kort og fotos er fra ÖWM og ÖTW, personportrætterne er stillet til rådighed af Carnuntum Wein

Škrlet Fever

Sjælden men spændende og smuk. Škrlet er en gammel sort fra Kroatien, som næsten gik tabt i jugoslavisk tid, men nu er tilbage. Den er en diva i vinmarken, men lykkes anstrengelserne, giver den en fint blomsterduftende, saftig og syrerig hvidvin, og det sikrede dens overlevelse i små familievinbrugs marker i den lille kroatiske indlandsregion Moslavina. I dag er den igen tiltagende i betydning— med knapt 100 hektarer har den nu kæmpet sig op fra nær udryddelse.

En af druens forkæmperne er unge Tomislav Voštinić, hvis vinhus Voštinić-Klasnić ligger i de bølgende bakker uden for byen Ivanićgrad, og en af de mest markante vine på sorten er familiens arkiv-udgave fra den fornemme årgang 2012. Året gav perfekt modnede Škrlet-druer, og efter små ti år er den stadig frisk og fuld af modne ferskner, abrikoser, ananas, kandiseret citrus og små strejf af hvide blomster, bivoks og petroleum. Druerne er dyrket økologisk, gæret med en del af skallerne i tre uger og modnet halvandet år, dels på træfade, dels på ståltanke. Mindeværdige dråber, forår og sommer på flaske!

Moslavina

Moslavina er et naturskønt område langs Sava-floden syd for Zagreb. Klimaet er kontinentalt med store forskelle mellem dag og nat og naturligvis varme somre og kolde vintre. Et klima primært meget velegnet til hvidvin, som her udviser en frisk og livlig karakter.

Området har lang tradition for vinavl. Første dokumenterede omtale går tilbage til romersk tid under kejser Claudius, hvor der blev skrevet om legionærernes vin fra Siscia og skråningerne af Mons Claudius— det er de gamle navne for nutidens Sisak og Moslavačka Gora; og nogle af områdets bedste beliggenheder er netop de sydlige skråninger af Moslavina-bjergene, særligt omkring byerne Voloder og Ivanićgrad. I middelalderen var det kirken og klostrene, som stod for vinavlen, og senere spillede adelen, især den grevelige ungarske Erdödy-familie, en stor rolle. Således er en gammel tradition overleveret til moderne tid; og områdets gamle sorter og stilarter overlevede med nød og næppe strabadserne i jugoslavisk tid.

I langt højere grad end de andre vinområder i det kroatiske indland har Moslavina bevaret en række indfødte lokale sorter som sine vigtigste— hvorimod andre centraleuropæiske og internationale sorter kun spiller en ganske begrænset rolle. Det skyldes med stor sandsynlighed selve indretningen af det lokale vinbrug. Vinmarkerne er mange og meget små, og de er fordelt mellem mange familier. Denne fragmentering har forårsaget en ret ringe repræsentation af Moslavina-vine på det større marked, så vinsalget er foregået lokalt og ellers centreret om byen Sisak. Den manglende markedsandel og efterspørgsel udefra har dog ikke kun været af det onde, for den traditionelle beplantningsmetode med små spredte parceller har med stor sandsynhed været den afgørende faktor for bevarelsen af gamle sorter som Škrlet og Dišeća Ranina. Desuden dyrkes Moslavac (synonym for Furmint) og Graševina (det kroatiske navn for Welschriesling), som begge også er gamle i gårde.

Ikke skarlagensrøde men gyldne Škrlet-druer i aftensol. Foto: Voštinić Klasnić

Škrlet

Navnet Škrlet er formentlig afledt af det tyske scharlach (skarlagensrød), da druerne udvikler rødlig-violette fregner på de sider, der er udsat for direkte sol; svarende til det udslæt, der opstår ved skarlagensfeber, en streptokokinfektion, som heldigvis ikke har yderligere med vinen at gøre.

Škrlet giver fra naturens hånd god syre, forholdsvist lavt ekstrakt og moderat alkohol. Det resulterer traditionelt i lette og friske vin med en delikat, frugtig karakter: Som regel mildt blomsterduftende, med frisk frugt som æbler, pærer og citrus i smagen, ofte med strejf af friske og tørrede krydderurter og ofte med stenede, mineralske noter. Ikke en verden til forskel fra østrigske klassiskere som Grüner Veltliner og Riesling men alligevel anderledes.

Der findes flere forskellige kloner. Škrlet Zeleni (den grønne) er frodigere og yder mere, mens Škrlet Žuti (den gule) giver lavere udbytter men af højere kvalitet. For godt 15 år siden påbegyndte man en seriøs klonal selektion, og fremover vil vi formentlig se et yderligere løft af kvaliteten som følge af denne indsats. For der hersker stolthed om den lokale specialitet, og ikke mindst den yngre generation har set sig glad på den. Således arbejder også den unge økologiske vinmager Ivan Kosovec på en yderligere udbredelse og anerkendelse af sorten, som han laver livlige af, til dels med brug af skindkontakt; og blandt de øvrige vinhuse i området, der kaster gode eksemplarer af sig, må nævnes Ilovčak, Klet Romić, Kosovec, Lagena, Vina Glavica, Vina Košutić, Vinarty.

Familien Voštinić har dyrket vin siden 1936, hvor oldefaren plantede sine første vinstokke. I dag er den selvsamme vinmark udvidet til 3,5 hektarer, takket være Tomislav Voštinić, som sender takken videre til sin bedstefar Klasnić, som han har fået sin glæde ved vinen fra. Tomislav har tilføjet sin bedstefars navn til vinhuset for at understrege arven og familietraditionen, som er tæt forbundet til Škrlet, som de sender på markedet dels som en forfriskende hverdagsvin, dels den senere høstede selektion Unikat, foruden en orange udgave under navnet Natur og den mousserende Fraktal; og i særligt gode år den langlivede Arhiv. Årgang 2012 er forsynet med både Tomislavs fingeraftryk på lakseglet og bedstefar Klasnićs håndskrevne noter på etiketten; så man fornemmer, det er hjerteblod, der er i flasken.

Flaske: Arhiv 2012  
Vinhus: Voštinić-Klasnić  
Oprindelse: Moslavina, Kroatien  
Drue: Škrlet  
Jordbund: Kalkholdig lehm
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,8%  
Pris: cirka 200,-

Pletfri dalmatiner

Rødviolet, blålilla, dybblå. Allerede etiketten vækker mindelser om aftenrøden over Adriaterhavet; og en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel. Kompleksitet, balance, elegance… et rent pletskud! Der er med andre ord ikke en finger at sætte på den dalmatiske rødvin Kaamen II, som er resultatet af et ret nyligt samarbejde mellem en flok unge venner og nogle meget gamle vinstokke.

2020 viste sig som et vendepunkt i mange menneskers liv, da corona-pandemien rasede kloden rundt og brat lukkede de fleste lande ned i kortere eller længere perioder. Nogle blev fanget på udebane; mange måtte på ubestemt tid arbejde hjemmefra, i det omfang de overhovedet havde mulighed for at arbejde; og atter andre benyttede lejligheden til at slippe ud af trædemøllen og stikke af fra såvel hverdagens som storbyens jag. Men nogle gange viser lediggang sig ikke kun som roden til alt ondt, for den kan af og til føre til fornyet energi og nye engagementer. Det var sådan, scenen blev sat for et af Kroatiens nyeste og mest spændende vinprojekter, Vinas Mora, “vine fra havet”, et samarbejde mellem vinrødderne Krešo Petreković og Niko Dukan med base ved byen Primošten midt på den dalmatiske Adriaterhavskyst.

Set fra oven: Selve byen Primoštens hjerte ligger som en lille halvø lige ud for den dalmatiske kyst, kun forbundet af en smal tange. I oplandet ligger vinmarker på den karge klippejord.

Vine fra havet

Kroatiens kystlinje tæller 1.777 kilometer ned langs Adriaterhavet. Strækningen er desuden spækket med store og små øer, 718 styks, hvoraf mere end 50 har faste beboelser. Dermed overgås det kroatiske øhav i Middelhavet kun i antal øer af det græske. Allerede i antikken ankom græske kolonialister til området og kickstartede en lang tradition for vinavl; og som følge af den lange tradition, de gunstige dyrkningsforhold og de delvist isolerede forhold ved kysten og på øerne, er Dalmatien den dag i dag et sandt skatkammer af særegne og sjældne lokale druesorter. Mange dyrkes kun ekstremt lokalt, på en enkelt ø eller et enkelt stykke land.

Dalmatien er en forholdsvist smal stribe kystland med tilhørende øer, som i nord strækker sig fra øen Rab og omkring byen Zadar og ned til Dubrovnik og Kotorbugten i syd. Største by langs kysten er Split, som ligger cirka midt på strækningen. Klimaet er klassisk Middelhavsklima, altså kystnært, subtropisk klima med meget varme og solrige somre. Jordbundsforholdene er også kystprægede, det meste af områdets land er hævet havbund, præget af karst, kalksten og sandsten.

At himmel og hav mødes her langs kysten er formfuldendt gengivet på Vinas Moras vines etiketter, som i simple men smukke penselstrøg viser farverne over Adriaterhavet i horisontale striber; en smule som østrigske Sepp Musters ligeledes smukke og ikoniske labels.

Sidegade i Primošten, og om sommeren er det lige til at holde ud…

Vine af sten

Vinas Mora har til huse nær den klassiske kyst- og vinby Primošten, som ligger mellem Split og Šibenik i den nordlige del af det centrale Dalmatien; og her er Vinas Mora opstået som en forening af stærke internationale og rodfæstede lokale kræfter.

Krešo Petreković er kendt som vinimportør i New York, hvor han længe har slået sine folder og forsynet amerikanerne med gode vine fra Kroatien og det øvrige Sydøsteuropa hos Zev Rovine Selections i Brooklyn. Desuden har han opstartet sit eget garagevineri, Podrum Franjo, i det kroatiske indland, godt 50 km fra Zagreb, med en naturlig forlængelse af den bondevin, han oplevede sin far lave some barn. I begyndelse af corona-krisen befandt Krešo sig i en slags ufrivilligt eksil langs kysten ved Primošten, et sted, han havde besøgt gennem mange år, og hvor han ofte havde drukket adskillige rødvine på den lokale Babić-drue. Da smagte han et endda ganske glimrende eksemplar fra noget så simpelt som en umærket plastikdunk— en vin, der siden viste sig at være lavet af vinbonden Neno Marinov. Et besøg kom i stand, og kort tid efter begyndte Petreković at eksportere Marinovs vine til USA. Kort tid senere skulle det så blive til et egentlig samarbejde mellem de to.

De lagde ud med at grundlægge landbrugskooperativet Motika, hvor de overtog faciliteter fra storproducenten Vinoplod, et tidligere kooperativ, i den nærliggende by Šibenik; og så indkøbte de ellers talrige tons Babić og andre indfødte druer fra en række lokale vinbønder og gik i gang med at vinificere dem på klassisk håndværksmæssig vis. Siden kom vennen Niko Ðukan til, som står for biksen til dagligt.

Niko Ðukan er kendt for sammen med Marko Kovac at stå bag Label Grand, som organiserer den årlige vinsmagning Karakterre i Wien og siden New York, hvor håndværksvinbønder fra det centrale og østlige Europa skænker naturvin i stride strømme. Desuden distribuerer han vin via Terrible! i Frankrig samt i fjernøsten efter mange års globetrotteri og fødderne i de fleste vinregioner verden rundt. Cirklen sluttes nu med hjemmelavede vine fra hjemlandet. Druerne kommer dels fra højtliggende terroirs i nogle af de ældste vinmarker i baglandet bag Primošten (Jasenovik, Široka og Trovrh) samt fra kystområderne (Bucavac, Gaj og Strane), og adskillige vinbønder er engageret (Nino Marinov, Stipe Gašperov og Ivo Matošin m.fl.), opmuntret af kyndig hjælp til økologisk og bæredygtig dyrkning samt en god pris for druerne.

Mager klippejord præget af grove sten samt en lang og solrig vækstsæsonen med lav nedbør resulterer i en langsommelig modning af sunde druer. Udkommet er kraftfulde men alligevel elegante og milde vine, der perfekt afspejler både Babićs sortskarakter og det terroir, den vokser i.

Vinas Moras basiscuvée er Barbba, et blend af de blå druer Lasina og Plavina og de grønne Debit og Maraština, høstet fra marker omkring Šibenska Dubrava og Oklaj; og det er sand bællevin i ordets bedste betydning. Den slags vin, man uden videre bekymringer kan læske sig med i aftensolen ved kysten. Næste vin i rækken er Andreis, hvortil Babić-druerne er høstet rundt omkring Primošten, først og fremmest fra Jadrtovac. Med en let grønurtet og rødbærret duft, og en saftig, græsset og frisk bærfrugtig smag, støvet stof og fine tanniner. Tydelige naturvinsnoter især i næsen men ikke noget, der burde kunne skræmme mennesker med smag væk.

Kaamen I er ren Babić fra tre vinmarker ved Šibenik en smule inde i landet: Blizina, Bristivica og Vinovac. Friskfrugtig med kirsebær i forgrunden, flot stoflighed, mineralsk spil i dybden og tørt finish. Nu begynder det at lige noget seriøst.

Kaamen II er ligeledes ren Babić men fra to højere beliggende marker, Kruševo og Široki. Mere intensitet og kompleksitet og som nævnt “en sommerlig duft af røde roser og kirsebær følges op af en saftig mundfuld syrligtsøde hindbær, morbær og kirsebær og en kompleks, sødmefuld eftersmag af figner, svesker, peber og kanel.” Fine tanniner og et let salt svirp til sidst, smukt balanceret og ganske enkelt enormt behagelig at drikke.

Kaamen III er kun akkurat kommet på flaske i løbet af sommeren og er endnu ikke smagt fra denne kant… men den er, som becifringen antyder, tænkt som topvinen kvalitativt og ikke mindst i den konkrete betydning, at druerne stammer fra den højest beliggende mark, Kamena Suza— “en vinmark, hvor det forekommer utroligt, at nogen ville plante noget som helst, endsige få succes med det. Forestil dig, at vinstokke vokser på sten, der skal brydes i hånden, at vinstokkene skal vandes i hånden, og at ingen nymoderne mekanisering i et sådant terræn kan gøre dit arbejde lettere.” Det er det, der hedder menneskelig vilje og naturnært vinbrug!

Vine på Babić

Dalmatiens mest udbredte og berømte drue er uden tvivl Plavac Mali, en drue, der giver mægtige, meget mørke og modent frugtige vine med høj alkohol og formidable tanniner. De kraftigere rødvinsdruer har i det hele taget godt hold i området. Den herostratisk berømte Zinfandel har sågar sin oprindelse her, under det nådesløse navn Crljenak Kaštelanski og det kun en kende mere mundrette Tribidrag. Herfra har den gjort rejsen over Adriaterhavet til det sydlige Italien; og sandsynligvis via Wien over Boston til Californien. Plavac og Crljenak er begge fjernt beslægtet med den mere balancerede Babić, som har sit historiske epicentrum omkring Šibenik og Primošten nord for Split. Kendes under det lokale navn Rogoznička ved Rogoznica. Den er i øvrigt ikke identisk med dens næsten navnesøster Babica, som dyrkes omkring Kaštela (og derfor også kaldes Kaštelanska, i lighed med Crljenjak fra samme nabolag).

Babić dyrkes officielt ikke på meget mere end 600 hektarer, men den dukker op i gamle blandede beplantninger adskillige steder i Dalmatien, og der gemmer sig måske mere af sorten rundt omkring registreret under andre navne. Dens vækst er stabil, og den kan give gode udbytter. Modner forholdsvist sent og har en vis tendens til botrytis.

Plantes den på flade arealer med frugtbar jordbund, bliver vinen sædvanligvis ganske ordinær. Omvendt giver den særdeles interessante vine på de karge og ret golde stenskråninger ned mod havet. Især hvis udbytterne holdes i ave. I lighed med Plavac Mali har den altså brug for sol, sten og små udbytter for at lykkes. Men i modsætning til Plavac Mali bevarer den uden problemer sin syre selv i de varmeste somre. Den når nemt op på syv gram per liter, hvilket giver vinene en meget mere livlig og spændstig karakter. Som ung vin har den af og til en grønlig, herbal og vegetal karakter, i modnere og mere modnede vine slår den dog helt over i brombær, morbær, blommer, svesker og figner.

Vinas Mora fanger essensen af druen, stedet og tidsånden. Det er havfrisk, solmoden og særdeles let drikkelig rødvin, som emmer af kompetent håndværk og stærkt terroir.

Flaske: Kaamen II 2020  
Vinhus: Vinas Mora  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Babić  
Jordbund: Sand, kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importører: Österreich Vin
Simply Grapes
Pris: 350,-