En verden udenfor

Funklende som sommersolen, friske som havvand og milde som brise, sådan er de bedste hvidvine fra Middelhavsøerne ofte. Således også Gorgona fra øen af samme navn i det liguriske hav ud for Toscanas kyst. Med sin fine duft af pollen og parafin, sin bløde mundfornemmelse, saftige smag af moden citrus og subtile noter af pinje, salvie, rosmarin og salt toner den rent flag: Det er duften og smagen af sommerlivet under sydens sol, uskyldig og ubekymret dasen ved havet— og dog er det en vin fra alt andet end ubekymrede sind og uskyldige hænder. Det har vi endda rettens ord for, for Gorgona er ikke nogen helt almindelig ø. Den er Europas sidste øfængsel, en slags toscansk Alcatraz, hvor indsatte med langtidsstraffe får lov at afsone afslutningen af deres straffe og samtidigt arbejde med landbrug under åben himmel som en form for rehabilitering og resocialisering. Siden 2012 har et af projekterne på øen været vinbrug, og den 10. september i år kunne vinhuset Frescobaldi fejre frigivelsen af den niende årgang fra dette deres ottende og ret så specielle vinbrug.

Lamberto Frescobaldi (58) er manden i front for familieforetagendet, som med ham er i intet mindre end 30. generation. Projektet på Gorgona kom i stand for godt ti år siden og står i dag Lambertos hjerte særligt nært: “Vi har haft det privilegium at arbejde på den her helt særlige ø i næsten et årti nu, og med hvert nyt år øges vores stolthed over projektet.” Projektet er en del af Frescobaldi per il Sociale, hvor den formuende familie engagerer sig i socialt arbejde. Ifølge Lamberto Frescobaldi ikke for sin egen samvittigheds skyld men til gavn for hele samfundet og ikke mindst fangerne selv: “Her kan de søge at virkeliggøre drømmen om at spole deres liv tilbage, bruge tiden på en indbringende måde, lære et håndværk og genvinde troen på fremtiden. Gorgonas venlige og vilde vin er en formidler af forsoning, fuld af følelser og antydninger af håb og forløsning.”

Indsejlingen til den lille havneby på Gorgona

Tredive generationer

To dynastier har hver sat deres mærke på moderne toskansk vin: Antinori og Frescobaldi. Frescobaldi er en florentisk adelsfamilie, som har spillet en fremtrædende rolle i toskansk historie i almindelighed (og toskansk vinbrug i særdeleshed) helt tilbage til middelalderen. Lamberto Frescobaldi:

“Min families historie går tilbage til omkring år 1000. Mine forfædre stammer fra Chianti, og omkring 1100 opkøbte de land der, hvor vores hjem stadig er i Firenze. Der slog de sig ned som først købmænd og siden bankmænd; og i løbet af 1300-tallet begyndte de at købe landområder op omkring Firenze og gik i gang med at lave vin.”

Familien var først handlende i stoffer og klæder, uld i særdeleshed. Siden udvidede de handlen til andre områder og gjorde det foruden som ivrige mæcener for toskanske kunstnere. Familiens første vin kom sandsynligvis på markedet i 1308. I de efterfølgende årtier og århundreder vandt deres vine hævd for en høj kvalitet, og blandt kunderne var bl.a. flere generationer af det engelske kongehus og renæssancemalerne Michelangelo og Donatello, som begge fik vin i bytte for malerier. Sit nuværende ry for kvalitetsvinsproduktion fik familien fra slutningen af 1800-tallet, og i vore dage besidder de over 4.000 hektarer land med bl.a. andet vinmarker og olivenlunde.

I dag fremstiller familien Frescobaldi vin på syv egne ejendomme på det toskanske fastland: Castello di Nipozzano i Chianti Rufina, Tenuta Castiglioni og Tenuta Perano i Chianti Classico, familiens historiske ejendom Tenuta CastelGiacondo i Montalcino (en af de første fire til at fremstille Brunello), Tenuta Ammiraglia i Maremma samt Castello Pomino, som fremstiller fine fransk inspirerede hvidvine og bobler og Rèmole, som mange danskere vil kende som prisvenlige toskanere fra supermarkedernes hylder. Desuden ejer de siden 2000 huset Attems i Friuli, og endeligt er der forpagtningen på øen Gorgona.

Sloganet er ‘cultivating Toscana diversity’, og målet er at bringe en bred vifte af områdets vinøse formåen ud til både høj og lav. Således laver man såvel supermarkedsvine som Rèmole og supertoskanere som Ornelleia og Luce. Lamberto Frescobaldi: “Min drøm, og min families drøm, er at dele vores arbejde, vores følelser og vores følelsesmæssige engagement gennem vores vine. Vores liv er dedikeret til at forstå og promovere Toscanas unikke terroir for at sikre, at vinene fuldt ud bliver en del af Toscanas ånd.”

Udsat frihed

Med færge fra Livorno ankommer man efter en lille times sejlads til Gorgona. Vel at mærke kun hvis man har ærinde og tilladelse til at besøge øen, som af åbenlyse grunde ellers er lukket for offentligheden.

Det toskanske øhav er en lille øgruppe vest for Toscanas kyst, hvor det Liguriske Hav møder det Tyrhhenske Hav, og hvor Korsika ligger stik vest. Øgruppen har som helhed status af nationalpark — Parco Nazionale Arcipelago Toscano — og den tæller syv styk fra nord til syd, Gorgona, Capraia, Elba, Pianosa, Montecristo, Giglio og Giannutri. De er hjemsted for et rigt dyre-, især fugleliv, og mange sjældne, indfødte planter; og så er de naturligt dramatiske øer, hvis klipper stiger brat op af havet, og måske det er det drama, der også har sat sig i den kulturelle bevidsthed om øerne. Som den mindste ø har Gorgona altid været dels værdsat, dels afskyet for sin afsondrethed og lidenhed. Den største ø Elba er kendt som stedet, hvor Napoleon Bonaparte blev bortvist til efter sin abdikation i 1814. Opholdet varede dog kun 300 dage, før han har var på fri fod igen. Desuden har Alexandre Dumas gjort Montecristo til rammen for sin roman Greven af Monte Cristo fra 1844.

Gorgona blev grundlagt som den italienske stats straffefangekoloni i 1869. Før Italiens samling i 1861 havde øen tilhørt hertugen af Toscana, som først etablerede et fængsel der; og før det havde bl.a. Benediktinermunke haft kloster på øen, men de måtte som så mange andre forlade den på grund af omsiggribende sørøveri. Havet har både isoleret øen men også udsat den beboere for mange farer, så allerede tilbage i middelalderen byggede Medici-familien den fæstning på øen, som stadig troner på toppen. Gorgona nævnes for øvrigt af selveste Dante i Den guddommelige komedie så langt tilbage som 1320.

Vue over vinmarkerne på Gorgona

Nutidens fanger kommer med lange fængselsstraffe i baggagen, inklusiv livstidsdomme, fra afsoning i lukkede fængsler. Der kan være tale om såvel narkokriminelle og voldsmænd som mordere. Seksualforbrydelser og mafia-relateret kriminalitet er dog ekskluderende. Fangerne kommer ofte fra fængsler fyldt til bristepunktet, bemandet med bemærkelsesværdigt få vagter og udstyret med faciliteter, som hører en anden tid til. Stærkt kritiserbare forhold, som i øvrigt gentagne gange har påkaldt sig kritik fra både de europæiske myndigheder og diverse menneskerettighedsorganisationer.

Men med god opførsel kan man søge om at afsone den sidste del af straffen væk fra fængselsmurene, med mulighed for ikke blot frisk luft men også at udføre ærligt arbejde under åben himmel. Meningen er, at man ved at give fangerne et uddannelse, arbejde og løn kan indgyde dem respekt for og stolthed over at arbejde og dermed håb om en bedre fremtid. En fremtid, hvor de forhåbentlig kan holde sig på dydens smalle sti.

Socialt arbejde

Vinprojektet kom i stand efter en henvendelse fra fængselspolitiet og justitsministeriet angående et samarbejde om vinavl og eventuel vinproduktion på Gorgona som en del af fænglsets resocialiseringsprogram. Man havde allerede plantet en hektar vinstokke i 1989, men det projekt var kuldsejlet, før der kom nogen vin ud af det. Det var en fange med erfaring i vinverdenen, som siden plantede sorterne Vermentino og Ansonica på øen, men den vin, de indtil videre havde fået ud af det, efterlod meget tilbage at ønske; og derfor søgte myndighederne nu professionel assistance, og Lamberto Frescobaldi svarede positivt på henvendelsen. På en senere forespørgsel om, hvorfor fængslet havde valgt at arbejde sammen med netop Frescobaldi, fik Lamberto siden svaret: “Fordi I var den eneste producent, som svarede!” Samarbejdet er altså en satsning, for en forbindelse med dømte kriminelle er ikke i alles øjne noget positivt (tænk bare på, hvordan det gik Claus Meyer i den offentlige debat for knapt ti år siden, da han

“Det er mennesker, som har begået nogle alvorlige fejl, ingen tvivl om det,” fastslår Lamberto Frescobaldi, som ønsker at sætte personlig fordømmelsen af fangerne til side for en konstruktiv tilgang til deres resocialisering: “De er allerede dømt én gang, og de har taget imod deres staf. Men mange af dem ønsker virkeligt at lægge deres liv om; og når de har afsonet deres straf, kommer de ud i samfundet igen, om vi kan lide det eller ej. Her giver vi dem så en chance for at holde sig væk fra en kriminel løbebane— og på samme måde kan de give noget tilbage til samfundet ved at være en del af arbejdsmarkedet og betale skat.”

På Gorgona kan fangerne relativt frit bevæge sig rundt, de arbejder forskellige steder rundt om på øen, med grøntsags-, oliven- og vinavl og dyrehold. Ikke afskærmet fra de få andre faste indbyggere i den lille havneby, og de bliver kun låst inde på deres værelser om natten. De får altså en forsmag på friheden, men stadig under strengt opsyn.

Det synes at virke, for recidivprocenten, den andel af afsonere, der geråder ud i fornyet kriminalitet efter løsladelse, er lavere, væsentligt lavere, blandt de fanger, der har afsonet afslutningen af deres straf på Gorgona. Det italienske gennemsnit ligger over 70%, mens Gorgona trækker ned mod 20%. Det kan man vel kalde en succes.

Senest har fangerne været med til at plante Sangiovese og Vermentino Nero, så man fremover også kan lave rødvin på øen. Frescobaldis sociale arbejde strækker sig også uden for Gorgogna, for familien har desuden iværksat et samarbejde med Sollicciano-fænglset i Firenze, hvor de indsatte lærer at producere olivenolie.

Ønolog Niccolo d’Afflito i selskab med Lamberto Frescobaldi ved frigivelsen af Gorgona årgang 2020

Fængslende, forløsende vin

Af øens nuværende 70 fanger arbejder godt 20 på skift med det forefaldende arbejde i de nu tre hektarer vinmarker, som dyrkes økologisk, dog endnu uden certificering. Fangerne luger ud i ukrudtet, beskærer og opbinder vinstokkene, vedligeholder bladhanget og druerne og står selvfølgelig også for selve høsten. En enkelt fange er særligt trænet i at arbejde i den lille kælder på øen, hvor han under Nicolò d’Afflittos ledelse, Frescobaldis ønolog fra Castello Pomino, omdanner druerne til most. Efter endt gæring fragtes vinen omkring jul til det toskanske fastland, da man ikke kan kontrollere temperaturen i den lille kælder og heller ikke ønsker at anvende sulfitter i overmål. Vinen flaskes i juni det følgende år, og det bliver som regel til et sted omkring 9.000 flasker. Prisen ligger på godt 90 euro pr. flaske, hvilket afspejler de høje produktionsomkostninger— det er ikke en vin, man hos Frescobaldi tjener noget på, men det er som forklaret heller ikke formålet.

Den særlige økarakter fornægter sig ikke. Gorgona er en lille ø på kun knapt 200 hektarer, så der er aldrig langt til havet, som moderer temperaturen og sender salte briser op over klipperne. Gorgona hviler på forskellige sedimentære og metamorfe strukturer, skifer og kalksten, som er øverst er forvitret til mergel og ler; så det er en relativt næringsfattig jordbund med en høj grad af mineralisering, og det sætter sig igennem i vinen. Den har en særlig struktur, tekstur og masser af mineralitet.

Det er også to særlige ø-sorter, som er plantet på øens tre vinmarker. Vermentino, der er velkendt fra Ligurien, Korsika og Sardinien, men også har en vis udbredelse i Toscana, er kendt for sin friske syre og robuste krop— og Ansonica, som især er at finde på Sicilien under navnet Inzolia (og også er at finde i Toscana samt på øen Giglio i den sydligste del af det toscanske øhav) kendes for sine friske, salte og krydrede vine— og de to går godt i spænd på Gorgona, hvor de samler sig til en aromatisk dæmpet men stofligt rig vin fyldt med saftige stenfrugter, moden citrus og fine note af alt fra blomster til urter i eftersmagen. Den må være noget nær perfekt til pastaretter med fisk og skaldyr— carpaccio di gamberi, pasta alla vongole, spaghetti alla nerano… men kunne også godt gå til en spaghetti carbonana, en cacio e pepe eller bare gnocchi med smør og parmesan.

"Vores niende årgang viser også sit enestående terroir,” siger en stolt Lamberto Frescobaldi ved frigivelsen en solskinsdag i september: “Omgivet af dets dufte og smage, er her på Gorgona alt, hvad man kan ønske sig: Kærligheden til øen, menneskets kærlige opmærksomhed, håbet om et bedre liv, havets indflydelse og det helt særlige miljø, alt sammen elementer, som finder sammen og frembringe en vin, der er uforlignelig og eksklusiv, et symbol på håb og frihed. Kort sagt er den selve kvintessensen af dette hjørne af vores planet og vores projekt, et symbol, som aldrig stopper med at være spændende.”

Flaske: Gorgona 2020
Vinhus: Frescobaldi
Oprindelse: Toscana, Italien  
Druer: Vermentino, Ansonica  
Jordbund: Ler, sand, skifer
Dyrkning: Økologisk
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: H.J. Hansen Vin
(øvrige sortiment)
Pris: cirka 700,-

Diwalds Wagram

En imødekommende og venlig sjæl med noget på hjerte og sine meningers mod. Martin Diwald er økologisk vinbonde i anden generation i østrigske Wagram, hvor han laver elegante og karakterfulde vine, som man med rette kunne karakterisere med de samme skudsmål. Som vinbonden, så vinene. Det er lokale klassikere som Grüner Veltliner, Riesling og den sjældne Frühroter Veltliner, der kommer i flasken fra første klasses enkeltmarker som Goldberg og Eisenhut— foruden Furmint, sprød Sekt og mere naturlige aftapninger som Luft & Liebe og den orange Zündstoff. Wagram er først og fremmest præget af tykke lag løss, det vindblæste sediment, der er aflejret under istiderne, og består af silikat og relativt store mængder kalk, som giver vinene tekstur og mild syre; og så får løss de klassiske krydrede noter frem i Grüner Veltliner.

Økologiske pionerer

Hans og Paula Diwald er børn af deres tid. De er begge vokset op på landet i de glade 60’ere, dengang hvor en gård var lille men stadig bestod af både kornmarker, enge, husdyr og selvfølgelig vinstokke. “Vi var den første generation, der ikke har kendt til sult og nød,” fastslår Hans Diwald med henvisning til den økonomiske fremgang i 1960’erne. Så da de i 1972 overtog den gamle gård i Grossriedenthal, stod det dem klart, at selvom de måtte kvitte husdyrholdet, så ville de beholde både korn- og vinmarker. I dén grad forud for deres tid besluttede de sig kort tid senere også for at ville dyrke det hele økologisk.

Det var før de officielle certificeringers tid, og længe før begrebet økologi blev hvermandseje; en tid, hvor kunstgødning og sprøjtegifte stadig var tidens tern, og man— måske med rette— stadig var stolte over det moderne landbrugs fremskridt. Alligevel var der noget, der nagede Hans Diwald ved hele foretagendet, så han og hustruen søgte nye og andre veje. Inspiration søgte de på Grüne Forum Alpbach, en slags landbrugsfolkemøde, som første gang blev afholdt i maj 1978 på initiativ af agronomen Josef Willi. Han forsøgte at samle den dengang nyeste viden om klima, miljø og fremtidens landbrugsformer samt at formidle forskningen på en brugbar måde for praktikerne.

Familiehistorien går på, at Hans og Paula dengang gik forkert og kom til en anden forelæsning end planlagt; men en indlevet redegørelse for såkaldt økologisk landbrug i Südtirol fangede alligevel deres interesse og gjorde et dybt indtryk. Den vej skulle de selv gå.

Diwalds vinbrug har været dyrket uden brug af sprøjtegifte siden 1976, og den egentlige omlægning til økologisk drift kom i 1980. En modig men også vanskelig beslutning, der dengang marginaliserede dem i lokalsamfundet: Wagram er langt ude på landet, og Grossriedenthal er en lille landsby med kun godt 500 indbyggere. “Hvad er det dog, Diwalds har gang i?” Der blev spekuleret i forbindelser til både okkultisme og kommunisme!

Tiden var dem dog gunstig, og ad åre fik folk forståelse for deres forehavende, og i dag hyldes Hans og Paula som sande økopionerer i Østrig, for ikke at sige hele Europa. “Langsomt er de konventionelle vinbønder kommet under et vist pres for at forklare og retfærdiggøre, hvorfor de ikke er ‘øko‘ endnu,“ fortæller Hans Diwald med en vis tilfredshed.

Faklen bæres videre

I mellemtiden er de oprindelige fire hektarer blevet til 20, fordelt på mere end 40 forskellige parceller, og sønnen Martin står nu ved roret. Han sluttede sig til i 2006 efter endte studier på vinbrugsskolen i Klosterneuburg på et dengang kritisk tidspunkt, da Hans var syg og måtte overlade det meste af arbejdet til sønnen, som blev skubbet direkte ud i det hele. Forinden havde Martin også høstet praktisk vingårdserfaring flere steder uden for Wagram— fra bl.a. Hans Nittnaus i Burgenland og på Seresin Estate i Marlborough, New Zealand. Siden har han også studeret eksportmanagement på faghøjskolen i Krems. Så det faglige grundlag er på alle ledder og kanter på plads.

Pionerånden har ikke forladt flasken i anden generation, og der blæste igen nye vinde i Grossriedenthal. “Min far har aldrig lavet særligt ‘tekniske’ vine, men han brugte alligevel selekterede gærstammer til vinen og næringsstoffer til gæren. Det forsøgte jeg så at ‘spare’ væk,” fortæller Martin om sin debut som kældermester i 2006. Ingen blev blæst omkuld, ikke af andet end resultaterne, for første års afgrænsede eksperimenter med ren spontangæring viste sig så succesfulde, at de allerede andet år gærede hele årgangens udbytte på samme måde. Martin har langsomt men sikkert satset på at smide det overflødige udstyr ud og undgå unødvendige tilsætninger. “Vi høster alt i hånden, og hvis mennesker kan udføre de forskellige slags arbejder på en vingård, vil jeg hellere have dem til det end maskiner,” fastslår Martin— og hvorfor klare, filtrere, stabilisere og storsvovle, når man kan nøjes med en drys bentonit og en smule sulfitter?

Det har stille og roligt ført til et mere markant udtryk snarere end et egentligt stilskifte. Det er stadig de samme vine, de kommer bare til orde på en anden måde, ifølge Martin taler de tydeligere deres eget sprog nu. Det er rene og stilsikre vine, ikke mindst enkeltmarksvinene fra Eisenhut og Goldberg. Martin har siden 2010 stået i front for hele vinhuset, og i anerkendelse af især enkeltmarkernes kvalitet kom Bioweingut Diwald i 2020 også i fint selskab med bl.a. Bernhard Ott i Österreichische Traditionsweingüter. Smager man Riesling Ried Eisenhut 2019 eller Grüner Veltliner Goldberg 2019 forstår man såre hvorfor. Det er intense terroirvine med både friskhed, fylde og dybde.

Martin i markerne med sin hustru Ulli og familiens firbenede markarbejder

Vin til eksamen

Ikke alt er dog en dans på roser og høsten anerkendelse. Martin Diwald har efter eget udsagn næsten hvert år haft problemer med at få Prüfnummer på flere af sine vine, selv i den mest klassiske del af hans repertoire. De østrigske myndigheder er notorisk strenge i deres kvalitetskrav. For at kunne kvalificere sig som kvalitetsvin skal en vin blindsmages og godkendes af et panel, der bl.a. består af lokale vinproducenter og andre vinprofessionelle. Kun hvis vinen består prøven, opnår den det såkaldte Prüfnummer og kan forsynes med den officielle rød-hvid-røde banderole på toppen og markedsføres i kategorien kvalitetsvin. Alternativet til ikke at få et Prüfnummer er at deklassificere sine vine og dermed ikke kunne præsentere dem med den nationale oprindelsesgarantien Wagram eller med ÖTWs enkeltmarksmærke Erste Lagen.

Anklagepunkterne er som regel for udpræget reduktion og andre ‘atypiske aromaer’ i vinene samt for mange fenoler — og det til trods for, at husets vine hverken er funky eller fejlbehæftede i nogen klassisk forstand. Martins vej ud af miseren har indtil videre været at indlevere sine vine til komiteen i Eisenstadt i Burgenland, som synes at vurdere mindre konservativt end den i Krems, der ellers er førstevalg for en vinmager fra Wagram.

Indtil videre er det gået godt, selvom det ikke altid er nemt; men når man alligevel kan høste høje anmelderpoint for sine Erste Lagen og sine orangevine, må man jo gøre noget rigtigt.

Fra grøn til orange

Martins mere outrere aftapninger, om man vil, skal findes i linjen Off the beaten track: Her er der en sprød Sekt på Grüner Veltliner, en enkeltmarksvin på den sjældne, gamle sort Frühroter Veltliner (Martin bryder sig personligt ikke om Wagrams egen specialitet, Roter Veltliner, som han finder for fedladen) samt to freestyle udgaver af Grüner Veltliner med henholdsvis tre og syv dages skindkontakt: Luft & Liebe og Zündstoff.

Luft&Liebe er en saftig, let drikkelig men meget karakterfuld fortolkning af Grüner Veltliner. Druerne er høstet på Altweingarten, husets ældste vinmark, en relativt højt beliggende, nord-syd-vendt mark, som sikrer både kølighed og modenhed i druerne. De afstilkes og gærer i 500-liters stentøjskar med tre dages skindkontakt. Siden følger et års modning på gærresterne i gamle 225-liters træfade. Ingen klaring eller filtrering og kun en lille smule sulfitter tilsat før flaskning. Med andre ord: Grüner Veltliner af høj klasse, udsat for masser af luft og givet masser af kærlighed undervejs. Saftige æbler og pærer og frem for alt urter, friskkværnet peber og regnvåd muld— det, der ofte står skrevet mellem linjerne, står skarpt med skønskrift.

Zündstoff (‘Sprængstof’) er sprængfarlig på den festlige måde— “guaranteed to blow your mind”. Det er Diwalds ‘orange’ fortolkning af Grüner Veltliner— men med moderate syv dages skindkontakt og en begrænset ekstraktion af tanniner. Druerne stammer fra topmarken Goldberg. Goldbergs normalt gule stenfrugtskarakter og modenhed transformeres her til en tæt og mørk most med modne pærer, kvæder, abrikoser, honning og peberkagekrydderi. Det er genkendeligt Grüner, men det er også orange på en overordentligt læskende måde. Zum Wohl!

Flaske: Grüner Veltliner Luft&Liebe 2019
Vinhus: Bioweingut Diwald
Oprindelse: Wagram, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Jordbund: Løss, ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Stentøjskar, træfade
Lukning: Korkprop,
voksforseglet  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 175,-

En dalmatisk diva

Af alle verdens gamle og glemte druer er Grk en af de mest usædvanlige. Udtalen er [gerk] og sproget kroatisk, for det er nærmest kun på øen Korčula ud for Kroatiens Adriaterhavskyst langs Dalmatien, at der dyrkes Grk. Faktisk vokser Grk næsten kun rundt om den lille landsby Lumbarda på øens østlige side med særligt sandede og stenede jorde, som druen synes at foretrække. Derfra fostrer den strukturerede, syrefriske og fyldige hvidvine med usædvanlige aromaer, eksotisk frugtsmag og en delikat bitterhed. Bire er en af dens få men trofaste vogtere, og hans glimrende vine fås nu i Danmark gennem Kork Vinhandel.

Frano Milina Bire med sine sønner i nye Grk-beplantninger ved landsbyen Lumbarda

Grk betyder bogstaveligt ‘græsk’ på moderne kroatisk, og historien går på, at druen skulle være bragt til Korčula fra Korfu af de gamle grækere, da de stadig færdedes i området i de sidste århundreder før vor tidsregning. Det er en velkendt historie i store dele af Middelhavet, men selvom den er spændende, holder den stort set aldrig vand. Alene det, at moderne sorter skulle være identiske med antikke, er usandsynligt; og skønt grækerne spredte vinplanter på deres færd gennem Middelhavet, så er det, ud over overfladiske ligheder, oftest umuligt at etablere sammenhænge mellem de antagede aflæggere og hjemlige græske sorter. Selv Greco og Grecanico har vist sig at være indfødte italienere, og den direkte græske forbindelse må også afvises for Grk, da genetisk profilering peger på, at den er i nærmeste familie med en lang række kroatiske og endda særligt dalmatiske druer: Plavina, Plavac Mali, Tribidrag og Vranac. Navnet Grk stammer så mere sandsynligt fra ‘gark’ eller ‘gorak’, som betyder bitter, med en hentydning til druens traditionelle smagsprofil.

En stærk kvinde

Den skønne Korčula er en del af det dalmatiske øhav i Adriaterhavet, hvor en perlerække af øer dukker op fra det azurblå hav med hvide kalk- og sandstensklipper dækket af mørkegrøn vegetation. Øen ligger ikke langt syd for Split, hvorfra man sejler dertil, og et stykke nord for Dubrovnik, Dalmatiens hovedby. Den aflange ø strækker sig godt 50 km fra øst til vest med fastlandet og halvøen Pelješac mod øst, øerne Brač og Hvar mod nord, Vis mod vest og Lastovo og Mljet mod syd. Middelhavsklimaet byder på milde, fugtige vintre og tørre, solrige somre med varme vinde fra syd; og vinavl er en del af dagligdagen, når man ikke enten fisker eller opvarter turister. Men trods Kroatiens omtumlede historie og den moderne verdens indtog har den traditionelle kultur, levevis og ikke mindst vin overlevet på den paradisiske ø.

Størstedelen af Kroatiske indfødte sorter stammer fra Dalmatien og dets øer; og studier tyder på, at nutidens udbud er raslet ned til en tredjedel af, hvad det var for blot et århundrede siden. Således er det at betragte som held, at vi i dag stadig kan smage Babić, Bogdanuša, Dobričić, Ninčuša, Plavina, Pošip, Prč, Trnjak, Vugava og Vranac— ikke at forglemme Grk.

Grk har været dyrket på Korčula i århundreder, og indtil for ganske nyligt blev den ene og alene dyrket der. Mange gange har man forsøgt at få den til at trives andre steder men uden større held. Grk er ganske enkelt godt tilpasset de varme og tørre forhold og er i øvrigt ret modstandsdygtig over for de fleste vinstoksygdomme. Helt hjemme synes den kun at være på det østlige Korčula, og dens fulde navn er derfor Grk Korčulanski eller ligefrem Lumbarajski Grk — og det var den særligt sandede jordbund på det østlige Korčula, som skånede den for vinrodlusen under phylloxera-epidemien i slutningen 1800-tallet. Vinrodlusen trives simpelthen ikke i tæt sand. Derfor har upodede stokke kunnet overleve, og der findes endnu vinmarker, der stadig står på egne rødder.

Grk er en stærk og selvstændig kvinde, men netop det er også dens svage side. Som en af de eneste vitis vinifera-sorter, som stort set alle er selvbestøvende, sætter Grk nemlig kun kvindelige blomster. Vokaler er ikke det eneste, druen mangler; og som enkønnet kan den, i modsætning til de tvekønnet sorter, ikke befrugte sig selv.

Hver ny høst af godt modnede Grk-druer er en gave. Her er det druer hos Zure, som er på vej til vineriet.

Fertilitetsproblemer

Grk må derfor plantes tæt sammen med andre druesorter, hvis pollen så kan bestøve dens blomster, ellers sætter den ingen druer. Traditionelt har man plantet rækker skiftevis af Grk og en anden sort, som regel den blå Plavac Mali; og ellers må de små vinmarker blot ligge så tæt på hinanden, at vind og insekter stadig kan klare bestøvningen.

Det vanskeliggør selvfølgelig arbejdet med Grk, men da de lokale traditionelt også har dyrket Pošip og Plavac Mali, har det ikke været noget større problem. Det er til gengæld en lettere upålidelige frugtsætning og en tendens til forskudt befrugtning og deraf følgende ufuldstændig modning. Det resulterer i såkaldt millerandage, klaser med druer i flere modenhedsstadier og af stærkt varierende størrelse — som gengivet i tilstandens engelske navne hens and chickens og pumpkins and peas. De deraf svingende udbytter gjorde den produktive Pošip mere populær til hvidvine, især i tiden under det kommunistiske styre, hvor man satsede på forsyningssikkerhed, en smart måde at sige ‘kvantitet frem for kvalitet’.

I dag oplever Grk heldigvis en lille renæssance som følge af Kroatiens genrejsning som kvalitetsvinsproducent; og ikke mindst på grund af en stigende international interesse for sjældne, indfødte sorter, særligt fra det østlige Europa. Det har ført til en omend beskeden så stadigt væsentlig stigning i beplantningerne på Korčula, men tillige forsøg med nyplantninger på øerne Mljet og Šipan samt langs kysten nord for Dubrovnik. Således findes der i dag små 50 hektarer Grk. Nyplantningerne vil nok ikke føre til en decideret større udbredelse eller en bølge af Grk-vine på markedet; men det vil være med til at fremtidssikre denne dejlige drue, der grundet sine naturlige skavanker ellers let kunne gå tabt.

Foregangsmændene

Frano Milina Bire holder hus højt oppe i vestenden af Lumbarda med udsigt til hele landsbyen og ud over Adriaterhavet. Han etablerede sit nuværende vinhus i 1998 med en kostbar arv af gamle Grk-marker, og han satte som den første gang i genplantning af sorten på de stenede og sandede skråninger og terrasser ved Lumbarda. Selvom han har indrettet vinhuset med moderne kælderfaciliteter, er alt stadig holdt strengt traditionelt— huset er et simpelt stenhus, som man altid har bygget dem på Korčula, og her kan man om sommeren nyde godt af husets vine og den lokale kost. Man holder sig også helt tæt til naturen, Bire blev således øens første økologisk certificerede vinhus. Den årlige produktion er på godt 10.000 flasker Plavac Mali i rød og rosé og 5.000 flasker Grk i to aftapninger: Den stålsatte, friskfrugtige Grk og den fadlagrede enkeltmarksvin Defora.

Et stenkast derfra ligger Zure, brødrene Ivan og Marco Batistićs vinhus, som de fører videre efter deres far Bartul, der etablerede det i 1996. Før den tid levede familien af en blandet landhandel af vin, oliven, agerbrug og fiskeri, og også de driver stadig restaurant ved vingården. De råder i dag over øens største areal med Grk og vinificerer den ligeledes i flere udgaver: Quinta Essentia, som er den første, eneste og ganske glimrende mousserende Grk; og ellers fra den ligefremme og friske Bartul til den fyldigere, fadlagrede udgave Reventon, også fra Defora, som familien i samarbejde med Bire og agronomer fra Zagrebs universitet genplantede i 2011. Desuden dyrker de Pošip og Plavac Mali samt enkelte internationale sorter. Den årlige produktion er over 25.000 flasker; økologisk og med certificering undervejs.

I den anden ende af Lumbarda holder Cebalo-familien til med vinhusene Cebalo-Popic, Bare Bartul Cebalo og Branimir Cebalo, og de laver alle hæderlig Grk.

Kommer man uden for Korčula kan Grk som nævnt findes i små mængder på fastlandet, for eksempel hos Vinarija Križ på Pelješac-halvøen. Vinhuset drives af far og søn Mile og Denis Bogoević Marušić, og ikke alene er de økologiske pionerer i området, de er også gået naturvinsvejen og fremstiller Grk med en uges skindkontakt, en let tilgængelig men meget kompleks orangevin. Så selv med knapt 50 hektarer og kun et par håndfulde producenter kan man smage mange facetter og fortolkninger af Grk.

Frodige sommervine

Bires forbliver dog den klassiske reference, og Bire Grk 2019 er guldstandarden i dag. Allerede duften er noget for sig med sine dybe grønne noter, som ikke er sådan at indfange men vækker mindelser om både grønne vingummibamser og grønne pærer og ferskner men også har en græsset, urtet snert, som stundom er næsten humlet. I munden er den fyldig og rund men meget syrefrisk for en vin opvokset i sydens sol. Man fornemmer først og fremmest varmen gennem viskositeten og den ret frodige tekstur. Smagen er af moden citrus, syrestyret og med en fin mineralitet, og igen de underfundige grønne noter, som måske er melon, kiwi, pinje, harpiks og hvid peber. Hvad end det er, det smager fantastisk!

Desværre er den fad- og sur lie-lagrede topvin Defora p.t. ikke i Danmark, den kommer kun i små oplagt på under 2.000 flasker om året, men alt andet ved den er stort: Den har en rig fylde af moden citrus og delikat tropisk frugt, syrnet smør, lanolin og små vanillenoter. Teksturen er cremet og holdt rank af en flot rundet syre, som klinger af på en salt note. Enormt pikant og meget madvenligt, især hvis man tænker på Korčulas rige fiske- og skaldyrskøkken.

Såvel det kroatiske køkken som den kroatiske vin har meget at byde på. Udbuddet af gamle sorter er stort, man holder stolt traditionerne i hævd, og kvalitetsniveauet har nok aldrig haft barren højere end nu. Så drag trygt på øhop efter Prč fra Hvar eller Grk fra Korčula— øvin uden vokaler er det nye sort!

Flaske: Grk 2019  
Vinhus: Vinarija Bire  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Grk  
Jordbund: Sand og sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kork Vinhandel
Pris: 250,-  

Fiks på fingrene

Der er god grund til at anerkende den indsats, som generationer af amerikanske vinmagere har gjort for at etablere et egentligt amerikansk kvalitetsvinbrug. De fleste danskere tænker nok især på Californien, Oregon og Washington, når der tales (rød) vin, men i staten New York er der også spændende sager i gære— især hvis man er til hvidvin af den syrerige slags som Riesling, som man efterhånden har fået godt greb om her. Kulde, sten og vand, det er ganske enkelt som om Riesling føler sig hjemme i det smukke landskab langs floderne og søerne. Behændige vinmagere er næste forudsætning for gode vine, og dem finder vi til fulde hos f.eks. Dr. Konstantin Frank, Fox Run Vineyards, Ravines Wine, Red Newt Cellars og Hermann J. Wiemer ved Finger Lakes.

Et nyt vinland i sigte

Den 4. juli 1776 ratificerede den amerikanske kongres i Philadelphia det dokument, Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams havde forfattet to dage tidligere: Den amerikanske uafhængighedserklæring, der kundgjorde, at de tretten kolonier, der da lå i krig med Storbritannien, nu anså sig selv som retmæssigt selvstændige; og en ny nation var født. Jefferson skulle efter sigende have skålet uafhængigheden ind med Madeira. Den europæiske kulturarv var virksom fra første færd og skål; for vinavl var noget, de mange nybyggere fra det gamle kontinent ikke kunne lægge bag sig. Det skulle dog vise sig, at etableringen af vinbruget var vanskeligere end antaget, selvom indfødte vinstokke syntes at trives i Leif den Lykkeliges gamle ‘Vinland’.

De indfødte amerikanske druer duede ikke til noget, der kunne drikkes som vin; og de medbragte europæiske syntes ikke at kunne klare det nye klima. Først efter man knækkede koden med at pode de europæiske vinstokke på amerikanske rødder for at undgå vinrodlusens angreb, kom der gang i en egentlig amerikansk vinkultur. Selvfølgelig delvist afbrudt af forbudstiden mellem 1920 og 1933; men især i Californien slog vinbruget dybe rødder og blev en egentlig succeshistorie. Ikke mindst efter nyligt afdøde Steven Spurriers berømte og berygtede blindsmagning i Paris i 1976, hvor de amerikanske opkomlinge kunne banke europæerne på hjemmebane. Amerikanske vine er vi, på godt og ondt, kommet til at kende ganske godt i de seneste årtier.

Vi tilgiver dem for indeværende for de såkaldte ‘Parker-vine’ plus diverse skimmelsvampe og snyltedyr, de har bragt vinbruget på halsen herhjemme, og kaster i stedet et blik på en af deres mest lovende udviklinger i de seneste år: Vinene fra staten New York, særligt fra statens vestlige indland med de 11 aflange søer, Finger Lakes.

Det store æble og de langfingrede søer

Det er ikke kun på vestkysten, der er vinbrug i verdensklasse i USA, i de oprindelige stater i New England langs østkysten trives vinavlen også. Således huser staten New York godt 450 vinproducenter med tilsammen 4.452 hektarer vinmarker, og staten er volumenmæssigt landets tredjestørste producent efter Californien og Washington og efterfølges af Pennsylvania og Oregon. Vinavlen ligger for det meste koncentreret omkring Long Island øst for New York City, langs Hudson River nord for og i Upstate New York ved Lake Erie, Lake Ontario og ikke mindst de fortryllende Finger Lakes.

Det var driftige hollandske tilflyttere, som plantede de første vinstokke i New York, dog uden større succes, så længe dyrkede man stort set kun indfødte amerikanske sorter og hybrider. Det var først sidst i 1950'erne, da den ukrainskfødte forsker Dr. Konstantin Frank begyndte at eksperimentere med europæiske kvalitetssorter ved Keuka Lake, at gennembruddet begyndte. Siden er det gået stærkt, for størstedelen af New Yorks 450 vinhuse er stiftet fra 1970’erne og frem. Tidligere var vinene ret stramme i betrækket, men nu til dags er der styr på vinmarksarbejdet, modningen og vinificeringen.

“European latitude, New World attitude” lyder et slogan fra foreningen New York Wines, som meget godt opsummerer stilen og tilgangen. Vinmarkerne ligger nemlig på samme breddegrader som mange af de ikoniske europæiske vinregioner (især mellem 41 og 43 grader nordlig bredde, svarende til f.eks. Toscana, Rioja og Douro). Klimaet er dog noget køligere end disse regioners, hvilket først og fremmest skyldes vind- og strømforhold, så en sammenligning med Bourgogne, Champagne og Rhinlandet rammer mere plet. Faktisk er der inde på fastlandet så køligt, at man i mange år troede det umuligt at dyrke vitis vinifera-sorter; og den dag i dag ligger de anerkendte vinområder alle langs tempererende vandmasser.

Hjertet i New Yorks vinland er Finger Lakes. I den vestlige halvdel af staten ligger 11 søer, som omgives af godt og vel 150 vinhuse. Det fulde navn er Finger Lakes AVA, og tilføjelsen er en forkortelse for American Viticultural Area, en officiel oprindelsesbetegnelse reguleret af de føderale myndigheder i USA. 3.800 hektarer vinmarker, hoveddruen er Riesling, tæt forfulgt af Chardonnay, og desuden dyrkes så forskellige hvide sorter som Traminer og Rkatsiteli samt røde som Pinot Noir, Cabernet Franc og Lemberger (det tyske navn for Blaufränkisch). Koldklimavine i mange aftapninger— og her er isvin også et issue.

En finger i jorden

Finger Lakes består af 11 smalle men dybe søer, som strækker sig fra syd til nord mod Lake Ontario og grænsen til Canada; og egentlig har det kølige område mere til fælles med AVA’erne i Michigan og Ontario end de øvrige i New York, for her er kontinentalt koldt. Allerede de tidlige tyske, schweiziske og franske bosættere erfarede dog, at de to største af søerne, Seneca og Cayuga, stort set aldrig frøs til. Senest det skete var i 1912. Søerne modererer klimaet ved, afhængigt af årstiden, enten at opvarme eller afkøle omgivelserne og skaber stabile forhold for dyrkning af europæiske druesorter, som især ikke tåler den hårde frost, der kan præge vinterhalvåret. Til gengæld nyder de godt af det lune sommerhalvår, som også tiltrækker mange turister til området.

Landskabet er dannet under istiderne for mellem to millioner og tyve tusind år siden. I takt med iskappernes stadige fremskred og tilbagetrækning dannedes lange dale og efterfølgende dødishuller, som i dag udgør Finger Lakes. I skurerne aflejrede gletscherne alskens sedimenter, og derfor er der ingen gennemgående jordbundstype i Finger Lakes. Man finder lehm, ler, sand, grus, skifer og kalksten; hvilket ikke just gør området kedeligt for terroirister og stenede Riesling-fans. Lokalt er man da heller ikke i tvivl om, at det er de særegne geologiske forhold, der giver vinene en nærmest tysk karakter. Finger Lakes Riesling er kendt for sin syre og særlige aromatik med velkendte noter af røg, diesel og petroleum.

Det er især de tre midterste og største af søerne, som er centrum for vinavlen. Den nærmest Y-formede Keuka Lake er omringet af ret sure jorde rige på skifer, som giver sig udslag i blomstrede, røgede vine med svirpende syre. Seneca Lake er den største og dybeste af søerne og huser også størstedelen af vinhusene langs sine kyster samt de mest sammensatte jordbundsforhold; mens Cayuga Lake er den længste og har mange tilstødende kalkstensjorde. Trods udfordringerne med vintervejret er det velsignet landbrugsland, og ifølge de lokale Algonquin-indianeres myter blev søerne i sin tid dannet, da ‘Den store ånd’ strakte sine hænder ud over landet for at velsigne det.

Hænderne højt!

Der er i dag masser af gode vine at hente ved Finger Lakes, og vendepunktet kom som nævnt med Dr. Konstantin Klein— en ukrainsk agronom uddannet ved det tekniske universitet i Odessa, hvor han skrev afhandling om vinifera-vinavl i særligt kølige klimaer som det kontinentale østeuropæiske. Da han som 52-årig kom til New York, kunne han se udbredt dyrkning af amerikanske druesorter (Concord, Catawba, Niagara m.fl.) til druesaft, syltetøj og andet sødt; men ingen kvalitetssorter til fremstilling af vin. Forklaringen, han fik, var, at det ikke var muligt; selvom han stædigt måtte indvende, at han havde set det gjort under lignende forhold i Ukraine og Rusland. Trodsigt tog han sig til at pode klassiske europæiske vinifera-sorter på labrusca-rødder og plante dem vidt og bredt omkring Keuka Lake for at vise verden, at han havde ret: “Det er min pligt som amerikansk patriot,” skal han have sagt. I øvrigt var han født 4. juli. Hans vinhus føres i dag videre i familiens eje med barnebarnet Frederick Frank i front. De fremstiller fornemme vine ved både Seneca Lake og Keuka Lake, hvor de har en del gamle stokke til rådighed, og de mestrer såvel de tørre, halvsøde og søde vine.

Ravines er danskfødte Morten Hallgrens og hans amerikanske hustru Lisas værk, mellem Seneca og Keuka Lake, og de har stille og roligt arbejdet sig vejen frem fra stramme syrebomber til fine og velbalancerede vine— og ikke mindst fra lille vinhus til storproducent. Morten arbejdede en årrække hos Dr. Klein, før han gik solo, og specialet er knastørre vine som f.eks. den udmærkede og udtryksfulde husvin Dry Riesling. Dansk distributør: Supervin.

Fox Run ved Seneca Lake blev grundlagt af Larry og Adele Wildrick, men det var, da Scott Osborne overtog huset, der kom fart på. I dag er der dry-farming, reduktion af pesticider og solenergi på programmet, og det samme er frugtig Riesling i alle sødmegrader, noget for enhver smag. Drink wine, be happy er mottoet, og hvorfor egentlig ikke? Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hos Red Newt Cellars ejer man ikke egne vinmarker men indkøber fra forskellige vinbønder, man indgår nært samarbejde med. Vinmager Dave Whiting står i spidsen, og specialet er Riesling i den tørre men ikke helt tørre ende af spektret, syrefrisk og fyldt med moden ferskenfrugt og honningnoter. Desuden laver han en række enkeltmarksvine, og når vejret tillader det gerne som sødmefuld Spätlese. Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hermann J. Wiemer er, som navnet antyder, et hus med tyske aner: Wiemer er født og opvokset i Bernkastel i Mosel, men flyttede til New York i 1960'erne og hjalp til med at etablere førsteklasses vinavl ved Finger Lakes. I området genkendte han hjemlige træk fra Tyskland, og han var fast besluttet på at producere vine i verdensklasse og opnå international anerkendelse. Huset blev grundlagt i 1979, og i dag tæller gården 80 hektarer langs vestbredden af Seneca Lake. Der arbejdes økologisk i markerne, og vinene har længe været anerkendt som blandt regionens bedste, ikke mindst deres gode enkeltmarksvine. Oskar Bynke og Frederick Merwarth står i dag i spidsen. Dansk importør: KK Wine.

Selvom udgangspunktet er oversøisk, nærmer Riesling fra Finger Lakes sig i stigende grad stilistisk de europæiske og især klassisk tyske forbilleder. Så nu hvor USA er tilbage på den internationale scene, kan vi vel godt glemme fordommene og få smag for de udmærkede amerikanske Riesling-vine. Lad os tage en af Wiemers Rieslinger som smagsprøve:

Hermann J. Wiemer Riesling Dry 2019 er håndhøstet af flere omgange fra 25. september til den 25. november fra markerne Magdalena, Josef og HJW. Presset i hele klaser og koldgæret på ståltanke, ingen klaring eller filtrering. Den er lyst gylden i glasset med en grønlig refleks. Duften er frisk og intens, af både stram grapefrugt og modne sydfrugter. Sprød og saftig i munden med frisk og flot rundet syre, forårsblomster, gule hindbær og modne blommer i smagen samt en krystallinsk mineralitet. Flot fokuseret og balanceret, klassisk Riesling.

Flaske: Riesling Dry 2019
Vinhus: Hermann J. Wiemer  
Oprindelse: Finger Lakes, New York, USA  
Drue: Riesling  
Jordbund: Silt, grus, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: KK Wine  
Pris: 200,-