En dalmatisk diva

Af alle verdens gamle og glemte druer er Grk en af de mest usædvanlige. Udtalen er [gerk] og sproget kroatisk, for det er nærmest kun på øen Korčula ud for Kroatiens Adriaterhavskyst langs Dalmatien, at der dyrkes Grk. Faktisk vokser Grk næsten kun rundt om den lille landsby Lumbarda på øens østlige side med særligt sandede og stenede jorde, som druen synes at foretrække. Derfra fostrer den strukturerede, syrefriske og fyldige hvidvine med usædvanlige aromaer, eksotisk frugtsmag og en delikat bitterhed. Bire er en af dens få men trofaste vogtere, og hans glimrende vine fås nu i Danmark gennem Kork Vinhandel.

Frano Milina Bire med sine sønner i nye Grk-beplantninger ved landsbyen Lumbarda

Grk betyder bogstaveligt ‘græsk’ på moderne kroatisk, og historien går på, at druen skulle være bragt til Korčula fra Korfu af de gamle grækere, da de stadig færdedes i området i de sidste århundreder før vor tidsregning. Det er en velkendt historie i store dele af Middelhavet, men selvom den er spændende, holder den stort set aldrig vand. Alene det, at moderne sorter skulle være identiske med antikke, er usandsynligt; og skønt grækerne spredte vinplanter på deres færd gennem Middelhavet, så er det, ud over overfladiske ligheder, oftest umuligt at etablere sammenhænge mellem de antagede aflæggere og hjemlige græske sorter. Selv Greco og Grecanico har vist sig at være indfødte italienere, og den direkte græske forbindelse må også afvises for Grk, da genetisk profilering peger på, at den er i nærmeste familie med en lang række kroatiske og endda særligt dalmatiske druer: Plavina, Plavac Mali, Tribidrag og Vranac. Navnet Grk stammer så mere sandsynligt fra ‘gark’ eller ‘gorak’, som betyder bitter, med en hentydning til druens traditionelle smagsprofil.

En stærk kvinde

Den skønne Korčula er en del af det dalmatiske øhav i Adriaterhavet, hvor en perlerække af øer dukker op fra det azurblå hav med hvide kalk- og sandstensklipper dækket af mørkegrøn vegetation. Øen ligger ikke langt syd for Split, hvorfra man sejler dertil, og et stykke nord for Dubrovnik, Dalmatiens hovedby. Den aflange ø strækker sig godt 50 km fra øst til vest med fastlandet og halvøen Pelješac mod øst, øerne Brač og Hvar mod nord, Vis mod vest og Lastovo og Mljet mod syd. Middelhavsklimaet byder på milde, fugtige vintre og tørre, solrige somre med varme vinde fra syd; og vinavl er en del af dagligdagen, når man ikke enten fisker eller opvarter turister. Men trods Kroatiens omtumlede historie og den moderne verdens indtog har den traditionelle kultur, levevis og ikke mindst vin overlevet på den paradisiske ø.

Størstedelen af Kroatiske indfødte sorter stammer fra Dalmatien og dets øer; og studier tyder på, at nutidens udbud er raslet ned til en tredjedel af, hvad det var for blot et århundrede siden. Således er det at betragte som held, at vi i dag stadig kan smage Babić, Bogdanuša, Dobričić, Ninčuša, Plavina, Pošip, Prč, Trnjak, Vugava og Vranac— ikke at forglemme Grk.

Grk har været dyrket på Korčula i århundreder, og indtil for ganske nyligt blev den ene og alene dyrket der. Mange gange har man forsøgt at få den til at trives andre steder men uden større held. Grk er ganske enkelt godt tilpasset de varme og tørre forhold og er i øvrigt ret modstandsdygtig over for de fleste vinstoksygdomme. Helt hjemme synes den kun at være på det østlige Korčula, og dens fulde navn er derfor Grk Korčulanski eller ligefrem Lumbarajski Grk — og det var den særligt sandede jordbund på det østlige Korčula, som skånede den for vinrodlusen under phylloxera-epidemien i slutningen 1800-tallet. Vinrodlusen trives simpelthen ikke i tæt sand. Derfor har upodede stokke kunnet overleve, og der findes endnu vinmarker, der stadig står på egne rødder.

Grk er en stærk og selvstændig kvinde, men netop det er også dens svage side. Som en af de eneste vitis vinifera-sorter, som stort set alle er selvbestøvende, sætter Grk nemlig kun kvindelige blomster. Vokaler er ikke det eneste, druen mangler; og som enkønnet kan den, i modsætning til de tvekønnet sorter, ikke befrugte sig selv.

Hver ny høst af godt modnede Grk-druer er en gave. Her er det druer hos Zure, som er på vej til vineriet.

Fertilitetsproblemer

Grk må derfor plantes tæt sammen med andre druesorter, hvis pollen så kan bestøve dens blomster, ellers sætter den ingen druer. Traditionelt har man plantet rækker skiftevis af Grk og en anden sort, som regel den blå Plavac Mali; og ellers må de små vinmarker blot ligge så tæt på hinanden, at vind og insekter stadig kan klare bestøvningen.

Det vanskeliggør selvfølgelig arbejdet med Grk, men da de lokale traditionelt også har dyrket Pošip og Plavac Mali, har det ikke været noget større problem. Det er til gengæld en lettere upålidelige frugtsætning og en tendens til forskudt befrugtning og deraf følgende ufuldstændig modning. Det resulterer i såkaldt millerandage, klaser med druer i flere modenhedsstadier og af stærkt varierende størrelse — som gengivet i tilstandens engelske navne hens and chickens og pumpkins and peas. De deraf svingende udbytter gjorde den produktive Pošip mere populær til hvidvine, især i tiden under det kommunistiske styre, hvor man satsede på forsyningssikkerhed, en smart måde at sige ‘kvantitet frem for kvalitet’.

I dag oplever Grk heldigvis en lille renæssance som følge af Kroatiens genrejsning som kvalitetsvinsproducent; og ikke mindst på grund af en stigende international interesse for sjældne, indfødte sorter, særligt fra det østlige Europa. Det har ført til en omend beskeden så stadigt væsentlig stigning i beplantningerne på Korčula, men tillige forsøg med nyplantninger på øerne Mljet og Šipan samt langs kysten nord for Dubrovnik. Således findes der i dag små 50 hektarer Grk. Nyplantningerne vil nok ikke føre til en decideret større udbredelse eller en bølge af Grk-vine på markedet; men det vil være med til at fremtidssikre denne dejlige drue, der grundet sine naturlige skavanker ellers let kunne gå tabt.

Foregangsmændene

Frano Milina Bire holder hus højt oppe i vestenden af Lumbarda med udsigt til hele landsbyen og ud over Adriaterhavet. Han etablerede sit nuværende vinhus i 1998 med en kostbar arv af gamle Grk-marker, og han satte som den første gang i genplantning af sorten på de stenede og sandede skråninger og terrasser ved Lumbarda. Selvom han har indrettet vinhuset med moderne kælderfaciliteter, er alt stadig holdt strengt traditionelt— huset er et simpelt stenhus, som man altid har bygget dem på Korčula, og her kan man om sommeren nyde godt af husets vine og den lokale kost. Man holder sig også helt tæt til naturen, Bire blev således øens første økologisk certificerede vinhus. Den årlige produktion er på godt 10.000 flasker Plavac Mali i rød og rosé og 5.000 flasker Grk i to aftapninger: Den stålsatte, friskfrugtige Grk og den fadlagrede enkeltmarksvin Defora.

Et stenkast derfra ligger Zure, brødrene Ivan og Marco Batistićs vinhus, som de fører videre efter deres far Bartul, der etablerede det i 1996. Før den tid levede familien af en blandet landhandel af vin, oliven, agerbrug og fiskeri, og også de driver stadig restaurant ved vingården. De råder i dag over øens største areal med Grk og vinificerer den ligeledes i flere udgaver: Quinta Essentia, som er den første, eneste og ganske glimrende mousserende Grk; og ellers fra den ligefremme og friske Bartul til den fyldigere, fadlagrede udgave Reventon, også fra Defora, som familien i samarbejde med Bire og agronomer fra Zagrebs universitet genplantede i 2011. Desuden dyrker de Pošip og Plavac Mali samt enkelte internationale sorter. Den årlige produktion er over 25.000 flasker; økologisk og med certificering undervejs.

I den anden ende af Lumbarda holder Cebalo-familien til med vinhusene Cebalo-Popic, Bare Bartul Cebalo og Branimir Cebalo, og de laver alle hæderlig Grk.

Kommer man uden for Korčula kan Grk som nævnt findes i små mængder på fastlandet, for eksempel hos Vinarija Križ på Pelješac-halvøen. Vinhuset drives af far og søn Mile og Denis Bogoević Marušić, og ikke alene er de økologiske pionerer i området, de er også gået naturvinsvejen og fremstiller Grk med en uges skindkontakt, en let tilgængelig men meget kompleks orangevin. Så selv med knapt 50 hektarer og kun et par håndfulde producenter kan man smage mange facetter og fortolkninger af Grk.

Frodige sommervine

Bires forbliver dog den klassiske reference, og Bire Grk 2019 er guldstandarden i dag. Allerede duften er noget for sig med sine dybe grønne noter, som ikke er sådan at indfange men vækker mindelser om både grønne vingummibamser og grønne pærer og ferskner men også har en græsset, urtet snert, som stundom er næsten humlet. I munden er den fyldig og rund men meget syrefrisk for en vin opvokset i sydens sol. Man fornemmer først og fremmest varmen gennem viskositeten og den ret frodige tekstur. Smagen er af moden citrus, syrestyret og med en fin mineralitet, og igen de underfundige grønne noter, som måske er melon, kiwi, pinje, harpiks og hvid peber. Hvad end det er, det smager fantastisk!

Desværre er den fad- og sur lie-lagrede topvin Defora p.t. ikke i Danmark, den kommer kun i små oplagt på under 2.000 flasker om året, men alt andet ved den er stort: Den har en rig fylde af moden citrus og delikat tropisk frugt, syrnet smør, lanolin og små vanillenoter. Teksturen er cremet og holdt rank af en flot rundet syre, som klinger af på en salt note. Enormt pikant og meget madvenligt, især hvis man tænker på Korčulas rige fiske- og skaldyrskøkken.

Såvel det kroatiske køkken som den kroatiske vin har meget at byde på. Udbuddet af gamle sorter er stort, man holder stolt traditionerne i hævd, og kvalitetsniveauet har nok aldrig haft barren højere end nu. Så drag trygt på øhop efter Prč fra Hvar eller Grk fra Korčula— øvin uden vokaler er det nye sort!

Flaske: Grk 2019  
Vinhus: Vinarija Bire  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Grk  
Jordbund: Sand og sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Kork Vinhandel
Pris: 250,-  

Fiks på fingrene

Der er god grund til at anerkende den indsats, som generationer af amerikanske vinmagere har gjort for at etablere et egentligt amerikansk kvalitetsvinbrug. De fleste danskere tænker nok især på Californien, Oregon og Washington, når der tales (rød) vin, men i staten New York er der også spændende sager i gære— især hvis man er til hvidvin af den syrerige slags som Riesling, som man efterhånden har fået godt greb om her. Kulde, sten og vand, det er ganske enkelt som om Riesling føler sig hjemme i det smukke landskab langs floderne og søerne. Behændige vinmagere er næste forudsætning for gode vine, og dem finder vi til fulde hos f.eks. Dr. Konstantin Frank, Fox Run Vineyards, Ravines Wine, Red Newt Cellars og Hermann J. Wiemer ved Finger Lakes.

Et nyt vinland i sigte

Den 4. juli 1776 ratificerede den amerikanske kongres i Philadelphia det dokument, Thomas Jefferson, Benjamin Franklin og John Adams havde forfattet to dage tidligere: Den amerikanske uafhængighedserklæring, der kundgjorde, at de tretten kolonier, der da lå i krig med Storbritannien, nu anså sig selv som retmæssigt selvstændige; og en ny nation var født. Jefferson skulle efter sigende have skålet uafhængigheden ind med Madeira. Den europæiske kulturarv var virksom fra første færd og skål; for vinavl var noget, de mange nybyggere fra det gamle kontinent ikke kunne lægge bag sig. Det skulle dog vise sig, at etableringen af vinbruget var vanskeligere end antaget, selvom indfødte vinstokke syntes at trives i Leif den Lykkeliges gamle ‘Vinland’.

De indfødte amerikanske druer duede ikke til noget, der kunne drikkes som vin; og de medbragte europæiske syntes ikke at kunne klare det nye klima. Først efter man knækkede koden med at pode de europæiske vinstokke på amerikanske rødder for at undgå vinrodlusens angreb, kom der gang i en egentlig amerikansk vinkultur. Selvfølgelig delvist afbrudt af forbudstiden mellem 1920 og 1933; men især i Californien slog vinbruget dybe rødder og blev en egentlig succeshistorie. Ikke mindst efter nyligt afdøde Steven Spurriers berømte og berygtede blindsmagning i Paris i 1976, hvor de amerikanske opkomlinge kunne banke europæerne på hjemmebane. Amerikanske vine er vi, på godt og ondt, kommet til at kende ganske godt i de seneste årtier.

Vi tilgiver dem for indeværende for de såkaldte ‘Parker-vine’ plus diverse skimmelsvampe og snyltedyr, de har bragt vinbruget på halsen herhjemme, og kaster i stedet et blik på en af deres mest lovende udviklinger i de seneste år: Vinene fra staten New York, særligt fra statens vestlige indland med de 11 aflange søer, Finger Lakes.

Det store æble og de langfingrede søer

Det er ikke kun på vestkysten, der er vinbrug i verdensklasse i USA, i de oprindelige stater i New England langs østkysten trives vinavlen også. Således huser staten New York godt 450 vinproducenter med tilsammen 4.452 hektarer vinmarker, og staten er volumenmæssigt landets tredjestørste producent efter Californien og Washington og efterfølges af Pennsylvania og Oregon. Vinavlen ligger for det meste koncentreret omkring Long Island øst for New York City, langs Hudson River nord for og i Upstate New York ved Lake Erie, Lake Ontario og ikke mindst de fortryllende Finger Lakes.

Det var driftige hollandske tilflyttere, som plantede de første vinstokke i New York, dog uden større succes, så længe dyrkede man stort set kun indfødte amerikanske sorter og hybrider. Det var først sidst i 1950'erne, da den ukrainskfødte forsker Dr. Konstantin Frank begyndte at eksperimentere med europæiske kvalitetssorter ved Keuka Lake, at gennembruddet begyndte. Siden er det gået stærkt, for størstedelen af New Yorks 450 vinhuse er stiftet fra 1970’erne og frem. Tidligere var vinene ret stramme i betrækket, men nu til dags er der styr på vinmarksarbejdet, modningen og vinificeringen.

“European latitude, New World attitude” lyder et slogan fra foreningen New York Wines, som meget godt opsummerer stilen og tilgangen. Vinmarkerne ligger nemlig på samme breddegrader som mange af de ikoniske europæiske vinregioner (især mellem 41 og 43 grader nordlig bredde, svarende til f.eks. Toscana, Rioja og Douro). Klimaet er dog noget køligere end disse regioners, hvilket først og fremmest skyldes vind- og strømforhold, så en sammenligning med Bourgogne, Champagne og Rhinlandet rammer mere plet. Faktisk er der inde på fastlandet så køligt, at man i mange år troede det umuligt at dyrke vitis vinifera-sorter; og den dag i dag ligger de anerkendte vinområder alle langs tempererende vandmasser.

Hjertet i New Yorks vinland er Finger Lakes. I den vestlige halvdel af staten ligger 11 søer, som omgives af godt og vel 150 vinhuse. Det fulde navn er Finger Lakes AVA, og tilføjelsen er en forkortelse for American Viticultural Area, en officiel oprindelsesbetegnelse reguleret af de føderale myndigheder i USA. 3.800 hektarer vinmarker, hoveddruen er Riesling, tæt forfulgt af Chardonnay, og desuden dyrkes så forskellige hvide sorter som Traminer og Rkatsiteli samt røde som Pinot Noir, Cabernet Franc og Lemberger (det tyske navn for Blaufränkisch). Koldklimavine i mange aftapninger— og her er isvin også et issue.

En finger i jorden

Finger Lakes består af 11 smalle men dybe søer, som strækker sig fra syd til nord mod Lake Ontario og grænsen til Canada; og egentlig har det kølige område mere til fælles med AVA’erne i Michigan og Ontario end de øvrige i New York, for her er kontinentalt koldt. Allerede de tidlige tyske, schweiziske og franske bosættere erfarede dog, at de to største af søerne, Seneca og Cayuga, stort set aldrig frøs til. Senest det skete var i 1912. Søerne modererer klimaet ved, afhængigt af årstiden, enten at opvarme eller afkøle omgivelserne og skaber stabile forhold for dyrkning af europæiske druesorter, som især ikke tåler den hårde frost, der kan præge vinterhalvåret. Til gengæld nyder de godt af det lune sommerhalvår, som også tiltrækker mange turister til området.

Landskabet er dannet under istiderne for mellem to millioner og tyve tusind år siden. I takt med iskappernes stadige fremskred og tilbagetrækning dannedes lange dale og efterfølgende dødishuller, som i dag udgør Finger Lakes. I skurerne aflejrede gletscherne alskens sedimenter, og derfor er der ingen gennemgående jordbundstype i Finger Lakes. Man finder lehm, ler, sand, grus, skifer og kalksten; hvilket ikke just gør området kedeligt for terroirister og stenede Riesling-fans. Lokalt er man da heller ikke i tvivl om, at det er de særegne geologiske forhold, der giver vinene en nærmest tysk karakter. Finger Lakes Riesling er kendt for sin syre og særlige aromatik med velkendte noter af røg, diesel og petroleum.

Det er især de tre midterste og største af søerne, som er centrum for vinavlen. Den nærmest Y-formede Keuka Lake er omringet af ret sure jorde rige på skifer, som giver sig udslag i blomstrede, røgede vine med svirpende syre. Seneca Lake er den største og dybeste af søerne og huser også størstedelen af vinhusene langs sine kyster samt de mest sammensatte jordbundsforhold; mens Cayuga Lake er den længste og har mange tilstødende kalkstensjorde. Trods udfordringerne med vintervejret er det velsignet landbrugsland, og ifølge de lokale Algonquin-indianeres myter blev søerne i sin tid dannet, da ‘Den store ånd’ strakte sine hænder ud over landet for at velsigne det.

Hænderne højt!

Der er i dag masser af gode vine at hente ved Finger Lakes, og vendepunktet kom som nævnt med Dr. Konstantin Klein— en ukrainsk agronom uddannet ved det tekniske universitet i Odessa, hvor han skrev afhandling om vinifera-vinavl i særligt kølige klimaer som det kontinentale østeuropæiske. Da han som 52-årig kom til New York, kunne han se udbredt dyrkning af amerikanske druesorter (Concord, Catawba, Niagara m.fl.) til druesaft, syltetøj og andet sødt; men ingen kvalitetssorter til fremstilling af vin. Forklaringen, han fik, var, at det ikke var muligt; selvom han stædigt måtte indvende, at han havde set det gjort under lignende forhold i Ukraine og Rusland. Trodsigt tog han sig til at pode klassiske europæiske vinifera-sorter på labrusca-rødder og plante dem vidt og bredt omkring Keuka Lake for at vise verden, at han havde ret: “Det er min pligt som amerikansk patriot,” skal han have sagt. I øvrigt var han født 4. juli. Hans vinhus føres i dag videre i familiens eje med barnebarnet Frederick Frank i front. De fremstiller fornemme vine ved både Seneca Lake og Keuka Lake, hvor de har en del gamle stokke til rådighed, og de mestrer såvel de tørre, halvsøde og søde vine.

Ravines er danskfødte Morten Hallgrens og hans amerikanske hustru Lisas værk, mellem Seneca og Keuka Lake, og de har stille og roligt arbejdet sig vejen frem fra stramme syrebomber til fine og velbalancerede vine— og ikke mindst fra lille vinhus til storproducent. Morten arbejdede en årrække hos Dr. Klein, før han gik solo, og specialet er knastørre vine som f.eks. den udmærkede og udtryksfulde husvin Dry Riesling. Dansk distributør: Supervin.

Fox Run ved Seneca Lake blev grundlagt af Larry og Adele Wildrick, men det var, da Scott Osborne overtog huset, der kom fart på. I dag er der dry-farming, reduktion af pesticider og solenergi på programmet, og det samme er frugtig Riesling i alle sødmegrader, noget for enhver smag. Drink wine, be happy er mottoet, og hvorfor egentlig ikke? Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hos Red Newt Cellars ejer man ikke egne vinmarker men indkøber fra forskellige vinbønder, man indgår nært samarbejde med. Vinmager Dave Whiting står i spidsen, og specialet er Riesling i den tørre men ikke helt tørre ende af spektret, syrefrisk og fyldt med moden ferskenfrugt og honningnoter. Desuden laver han en række enkeltmarksvine, og når vejret tillader det gerne som sødmefuld Spätlese. Dansk importør: Amerikansk Vinlager.

Hermann J. Wiemer er, som navnet antyder, et hus med tyske aner: Wiemer er født og opvokset i Bernkastel i Mosel, men flyttede til New York i 1960'erne og hjalp til med at etablere førsteklasses vinavl ved Finger Lakes. I området genkendte han hjemlige træk fra Tyskland, og han var fast besluttet på at producere vine i verdensklasse og opnå international anerkendelse. Huset blev grundlagt i 1979, og i dag tæller gården 80 hektarer langs vestbredden af Seneca Lake. Der arbejdes økologisk i markerne, og vinene har længe været anerkendt som blandt regionens bedste, ikke mindst deres gode enkeltmarksvine. Oskar Bynke og Frederick Merwarth står i dag i spidsen. Dansk importør: KK Wine.

Selvom udgangspunktet er oversøisk, nærmer Riesling fra Finger Lakes sig i stigende grad stilistisk de europæiske og især klassisk tyske forbilleder. Så nu hvor USA er tilbage på den internationale scene, kan vi vel godt glemme fordommene og få smag for de udmærkede amerikanske Riesling-vine. Lad os tage en af Wiemers Rieslinger som smagsprøve:

Hermann J. Wiemer Riesling Dry 2019 er håndhøstet af flere omgange fra 25. september til den 25. november fra markerne Magdalena, Josef og HJW. Presset i hele klaser og koldgæret på ståltanke, ingen klaring eller filtrering. Den er lyst gylden i glasset med en grønlig refleks. Duften er frisk og intens, af både stram grapefrugt og modne sydfrugter. Sprød og saftig i munden med frisk og flot rundet syre, forårsblomster, gule hindbær og modne blommer i smagen samt en krystallinsk mineralitet. Flot fokuseret og balanceret, klassisk Riesling.

Flaske: Riesling Dry 2019
Vinhus: Hermann J. Wiemer  
Oprindelse: Finger Lakes, New York, USA  
Drue: Riesling  
Jordbund: Silt, grus, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: KK Wine  
Pris: 200,-

Dansk vin på toppen

“Vi vil gerne sætte Vendsyssel på vinkortet.”

Se, det er en sætning, man ikke hører hver dag. Lad gå, vi er vel i Storm P.s hjemland; men man skal nu kun smage kort på vinene for at finde ud af, at der ligger alvor bag ordene. De er Jan Lundes, og han driver med sin hustru Gitte vingården Nygårdsminde nord for Brønderslev. Beliggenheden på breddegraden 57,29 gør gården til Danmarks nordligste professionelle vingård, og den er ifølge parret nok også den smukkeste. Smukke er i hvert fald deres vine, som solnedgang over Vesterhavet, forfriskende som vestenvinden og med duft og smag af solmodne danske sommerbær.

Det høje nord

Dansk vin er ved at blive voksen. Vi kan i år ønske os selv tillykke med de første 20 år som vinland. 2000 var nemlig året, hvor Danmark officielt fik EUs anerkendelse som vinproducerende land. Trodsalder og teenageår kan lægges bag os, nu vi har nået skelsår og alder, og erfaringer har ført den erkendelse med sig, at vi ikke er et gudsbenådet rødvinsland. Landet ligger sådan, at vi fra naturens hånd har de bedste forudsætninger for hvide og mousserende vine. De rå mængder Rondo og andre rødvinsdruer, der er plantet i de sidste par årtier, har dog ikke slået rod forgæves; for flere og flere finder ud af at bruge dem til mousserende vine og rosé— og det med succes.

For Jan Lunde (62) var det hole-in-one. Han har nemlig fra begyndelsen sat sig for at lave rosévin, vel vidende at det kølige klima på vore breddegrader bedst egner sig til de sartere, friskere vine; og at vi danskere, når solen stikker hovedet frem, har en forkærlighed for den liflige, lyserøde drik. Derfor er der fokus på rosé, men det bliver også til sød rosa hedvin, en tør hvid og af og til en rød. Et par tusinde flasker årligt bliver det i gennemsnit til.

At det skulle komme så vidt, at vinavl ligefrem skulle blive hans erhverv, var ikke en selvfølge. Jan Lunde er født og opvokset i Brønderslev, uddannet tømrer og gennem mange år en ivrig iværksætter og erfaren erhvervsmand i AP Facader og Ventisol A/S. Siden er det kommet til et delvist karriereskifte: I vennernes lag og med vin i glasset blev det diskuteret, hvilke nye projekter, de kunne kaste sig over. Inspirationen var lige ved hånden, og vinavl meldte sig selvfølgelig på banen. “Det var enten det eller en minkfarm,” fortæller Jan med et skælmsk smil, “og sådan en er jeg nok glad for, at jeg ikke står med nu.”

Grunden til Nygårdsminde købte han i 2007, mens han boede på nabogården. Der fulgte godt med land til, og da der var en sydvendt skråning, lød det hurtigt: “Det er da her, vi skal dyrke vin”. Så i 2010, mens det nye hus endnu stod under opførelse, blev de første 500 vinstokke plantet… og stjålet! Knapt var de kommet i jorden, før nogle langfingrede var på spil. Heldigvis var de også kortsynede: “Vi fandt vinstokkene i læhegnet ved siden af, og så blev de plantet ud igen efter at have været en tur i vand,” fortæller Jan om denne noget usædvanlige opstart. Snart efter udviklede det sig hurtigt fra hyggelig hobby til erhvervsavl og en professionel vingård. Den første rosé så dagens lys i 2013, og i 2015 registrerede de sig som erhvervsavlere.

“Det var med ambitionen om at skabe et attraktiv sted for besøgende og at være med til at sætte Vendsyssel på vinlandkortet. Det er nu en realitet, og huset ligger smukt omgivet af vinmarker og et nyanlagt parkgolfanlæg. Vinmarken er udvidet gennem årene, og i dag er der 2.500 vinstokke fordelt på 1,5 hektar.”

Efter eksperimenter med forskellige sorter, bl.a. også Ortega, Regent og Cabernet Cortis, landede det på den røde Rondo og den hvide Solaris— som ret beset også er Danmarks rød-hvide druepar par excellence. De trives her. Heroppe i det høje nord har vi køligt klima men samtidigt en ganske lang vækstsæson med meget men mildt lys. Det betyder syrlige druer og et fint men mere moderat sukkerindhold end længere sydpå. Omvendt dannes der undervejs flere og finere aromastoffer end i frodigere egne. Når det danske terroir giver faste, sprøde, syrerige og aromatiske æbler og sursøde jordbær med bid, bliver vore druers kvalitet lignende. Lige dele regn og rusk og sol og sommer.

Kontrasterne står stærkt i det danske landskab, og i det nordjyske måske mere end så mange andre steder. Netop den yderst nordlige beliggenhed betyder, at der i sommerhalvåret er lysere her end i det øvrige Danmark— og allerede omkring Brønderslev oplever man meget af det særlige lys, som især Skagen er så kendt for, og som skyldes refleksionen fra det nærliggende hav. I sommernatten gemmer solen sig lige under horisonten, og der kan være lyst over havet natten lang. Lyset er til gavn for druernes modning i et område, der ellers ikke er udset til egnet for vinavl i Danmark. For selvom dagene er lysere og varer længere heroppe, er der risiko for nattefrost om foråret, og vestenvinden kan hele året gå hen og blive lige lovligt frisk. Men finder man en sydskråning beskyttet af læbælter, er der gode muligheder for at modne druer af god kvalitet.

Over mark, under strand

Måske det er tankespind, men vinene fra Nygårdsminde minder mig om min barndoms somre ved stranden langs Vesterhavet, i klitplantagerne langs Jammerbugten, i de bløde bakker og dalstrøg længere inde i landet, hvor Store Vildmose breder sig ud.

Der er dug og gus og mosekonebryg. Der er sol, sand og salt, der en den flygtige duft af strandroser, af kaprifolium, af hyld, af nåleskov, af lyng og af porse. Mere prosaisk er der smag af sortebær, brombær, hindbær og jordbær at finde i vinene. Og ved marken står også en ung korkeg, der ad åre måske kan levere egen kork til flaskerne. Så der er tænkt lokalt terroir på flere forskellige planer.

“Det er sgu noget surt pis” skal en ven have sagt om de spæde første forsøg med vin på gården. “Det er ikke så ringe endda” er nok mere rammende i dag. Selvfølgelig er der yppig syre, sådan må det være i Danmark, men den svinger sammen med en flot modnet og fokuseret frugt. Det er ganske godt gjort — men hvordan gør de det?

“Alle vinstokke bliver dyrket økologisk og efter filosofien, at vinen gøres i marken,” bedyrer Jan og Gitte Lunde. Det handler altså om at skabe de bedste betingelser for vinstokkene, deres vækst og trivsel. Væksten kommer af sig selv, mens trivslen må tilvejebringes. Det kræver en masse arbejdstimer i vinmarkerne; og da det hele foregår ved håndkraft, må man altid være klar på at tage en tørn i marken. Derfor møder man også Jan iført træsko og arbejdstøj— men med et smil på læben, selv om der er rigeligt at tage sig til og tage op til overvejelse: Hvordan bekæmper man bedst sygdomme i vinmarken— især når man ikke kan ty til sprøjtegifte? Hvor hårdt skal man tynde ud i skuddene og druerne— når man gerne vil kvaliteten men også har salg for øje? Hvor længe bør druerne hænge før høst— hvornår er den optimale modenhed til en god rosé?

Opbindingen af vinstokkene er den såkaldte Guyot, som er velegnet til danske vejrforhold og de sorter, der dyrkes på gården. Hvert år udtager man en enkelt eller to nye forgreninger fra hovedplanten, lægger dem ned til (hver sin) side og binder dem til en vandret tråd. Det er fra knopperne på disse grene, at årets grene og bladvæg gror frem. Der skal gerne være godt seks knopper per skud, og hvert skud skal gerne give godt syv blade, som så er i stand til at modne en klase.

Druerne høstes med hjælp fra familie og venner, hvorefter de køres til Glenholm Vingård ved Løgstør lige syd for Limfjorden. Her huserer Hans Jørgen Madsen og hans søn Jesper, nogle af pionererne i professionel vinavl herhjemme. Her beses druerne, og afhængigt af årgangen besluttes druesammensætningen og de videre detaljer i vinificeringen. Efter endt gæring tappes vinen på flaske for så at finde vejen hjem til Vendsyssel. En venlig aftale sikrer desuden, at vinene kan modne videre i en kølig bunker ved Blokhus.

Rundt om Rondo

Rondo er dansk vins drue nummer ét med over 20 hektarer landet rundt. Den er vinbøndernes arbejdshest, og variationen er stor, i stilarter såvel som i kvalitet, der er krikker og væddeløbsheste. Nygårdsminde giver et godt indtryk af sortens alsidighed, når den viser sig fra sin bedste side.

Den er en såkaldt Färbertraube eller Teinturier-sort, hvilket vil sige, at den ikke blot har mørke skaller men også farvet frugtkød. Den rene most er rødlig, og rødvine på Rondo bliver nemt mørkt violette og nærmest uigennemskueligt tætte i farven. Foruden god farve er der vild bærfrugt i både duft og smag, og dens for en koldklimavin flotte fylde gør den velegnet til fadlagring. Flere års lagring synes at afsløre flere lag i vinen, når dens ungdommelige råhed er rystet af.

Rondo har sine rødder i Rheingau, hvor den kom til verden på vinskolen i Geisenheim som en krydsning mellem Sankt Laurent og den østeuropæiske Zarya Severa, som selv er en hybrid af vitis vinifera-sorten Seyanets Malengra og en vild asiatisk vitis amurensis-sort. Året var 1964, og splejseren var Helmut Becker, hvis mål var at skabe en velsmagende og vejrstærk sort med stor modstandsdygtighed mod svampesygdomme. Det synes at være lykkes, ser man bort fra meldug, som især kan være et problem i forholdsvis fugtige klimaer som det danske. Dog modner sorten meget tidligt, hvilket gør den velegnet til vore nordlige himmelstrøg.

Rondo blev godkendt til fremstilling af kvalitetsvin i Tyskland i 1999, men det er i endnu køligere klimaer, den har spredt sig og skabt sit navn: Irland og England, Holland og Belgien, Polen og ikke mindst Sverige og Danmark. Jeg skal indrømme, at jeg selv har været skeptisk over for sorten. Der har — med oplagte undtagelser fra f.eks. Nordlund — været langt mellem snapsene, men i de senere år er der kommet flere og flere overbevisende eksemplarer, og Nygårdsminde leverer med deres seneste årgange flere af dem. Sloganet ‘dansk vin på toppen’ er på sin plads.

“Nygårdsminde Rosé er vores signaturvin” fortæller Jan og tilføjer, at “rosé er der salg i.” Rondo-druerne høstes, som regel først i oktober, og drueskallerne iblødsættes kortvarigt i mosten, og det er dér, roséen for alvor får sin fine farve og særlige smag. Herefter presses pulpen nænsomt, og mosten gæres langsomt ved lav temperatur. Det sikrer, at den friske frugtaroma bedst muligt bringes videre i den færdige vin. Til sidst stabiliseres vinen og lagres på ståltanke i seks måneder, inden den tappes på flasker. Så er der salget, og det foregår bl.a. fra vingården og webshoppen til enhedsprisen 250 kroner pr. flaske. Vinene kan også findes hos Vinspecialisten i Brønderslev; Restaurant Den Gamle Smedje i Børglum; Teatercaféen i Hjørring — eller smages på den årlige Nordjysk Vinfestival anden weekend i juni.

Nygårdsminde Rosé 2018 er et minde om den lange, varme og solrige sommer i 2018, med mild og sommerlig rød bær- og rosenduft. Saftig og moden bærsmag, ren og rund med et fint syrebid, jordbær og hindbær, citrusskal og et strejf saltlakrids. Moden og muskuløs, en lyserød panter.

Rosé 2019 Sommeren 2019 tog en anden drejning end 2018, så de har mødt hinanden i denne sammenstikning: Frodig rød bærduft, samme nerve men mere sprødhed og syre i munden, hindbærkerner og citrusskal. Ungdommelig men har frisk frugt og moden sødme nok til at blive blødere og rigtig god inden længe.

Rosé Sweet 2018 Sød hedvin på portvinsmetoden… med en sindssyg farve og forførende duft! Fyldig og moden frugt, man fornemmer varme og masser af røde bær og røde bolcher; men den er ikke så sød endda, blot venlig og munter, og en kernet bitternote giver den lidt kant og karakter. Gittes favorit!

Surprisingly Red 2018 Rød særudgave fra den usædvanlige årgang 2018 med fuldmoden frugt og fadlagring— og hvilken glædelig overraskelse: Forførende mørk skovbærduft. Saftig og rund i munden, tæt og mørk men lyst op af en forfriskende syre. Ren ganefryd med brombær, solbær, hyldebær og aronia, kardemomme og lyng. Min favorit!

Set fra Nygårdsminde Vingård er fremtiden rosenrød. Vinbondeparret har fundet en interessant niche, som de forfølger engageret og formår at få flotte vine ud af. Vel er rosé sommerligt, men den kan og bør drikkes hele året og fungerer glimrende med mange slags mad— fisk og skaldyr, lyst kød, sødmefulde grønsager og i gråzonen mellem det hvidvins- og det rødvinsegnede— foruden som det berygtede glas i utide. Er tiden til det, nyder man måske vinen allerbedst under et besøg på Tolstrupvej 102.

“Vi har åben for rundvisninger, vinsmagninger og eksklusive arrangementer. Gerne kombineret med en omgang Nygårdsminde Parkgolf. Vi skræddersyr programmer for virksomheder, netværk og private grupper. Og vi sælger vinplanter og holder kurser i beskæring af vinstokke og vindyrkning.”

Dansk vin skal der ikke længere skæres ansigt eller grines af, der skal smiles.

Flaske: Rosé 2018
Vinhus: Nygårdsminde Vingård  
Oprindelse: Vendsyssel, Danmark  
Drue: Rondo  
Jordbund: Ler, sand, sten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Pris: 250,-  

Smuglergods

Blot tre melodier beherskede bedstefar Wenzel på træblæseren tárogató, et traditionelt ungarsk instrument. Hans forsøg med folkemusikken rakte dog til at aflede grænsevagternes opmærksomhed, da han kørte tilbage over grænsen til Østrig med sin søn Robert, efter de to havde været på hugst i Ungarn. På laddet var vognen lastet med udvalgte stiklinger af sorten Furmint, som familien ønskede at genetablere ved deres hjemby Rust i Burgenland.

Året var 1984, og Jerntæppet var stadig trukket tæt ned mellem Østrig og Ungarn. Muligvis hjalp det de to, at de valgte folkesange ikke var salonfähige under det kommunistiske styre; som nok i øvrigt ikke ville mistænke almindelige østrigske bønder for at smugle noget ud af landet. Så det lykkedes, og Burgenlands første nye Furmint-mark i lange tider så dagens lys i 1985.

Furmint er en velrenommeret centraleuropæisk sort, som havde sin storhedstid for et par århundreder siden. Den var vidt udbredt i størstedelen af Østrig-Ungarn, som også dækkede de lande, vi i dag kender som Slovenien og Kroatien, og hvor Furmint til stadighed dyrkes. Dens lokale synonymer alene vidner om dens vide udbredelse: Formint, Krhkopetec, Luttenberger, Mainak, Maljak, Malnik, Mosler, Moslavec, Moslawine, Posipon, Sipo, Sipon, Siponski, Szala, Szegszöllö, Szigeti, Tokayer, Ungarische, Weisslabler og Zapfner!

Sidenhen led Furmint samme skæbne som så mange andre af de gode, gamle sorter: Nye sygdomme og skadedyr (som oidium, peronospora og phylloxera) trængte den tilbage i løbet af 1800-tallet; og to verdenskrige sendte den til tælling i 1900-tallet, hvor den efter Østrig-Ungarns opløsning overgik til status som Ungarns hvide hovedsort. Særligt berømmelse har de ædelsøde vine fra Tokaj, men i dag er den også blandt de mest populære sorter til tørre hvidvine i resten af Ungarn; mens den i Østrig stort set har mistet sin betydning.

Videre lever begejstringen dog hos Wenzels barnebarn Michael, der i dag står i spidsen for familiens vinhus, som dermed er i tolvte generation (i familiens besiddelse siden 1647). Michael har adopteret Furmint som sit særlige hjertebarn, og han fremstiller nogle af de mest spændende tørre vine på sorten. Ikke mindst en særlig udgave udelukkende til det danske marked, The Revival.

Michael Wenzel i sine vinmarker ved Rust i Burgenland. Foto: Sonja Priller Photography

Gamle dyder

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad,” siger Michael Wenzel med et smil og betegner sin fuldt genoplivede Furmint som “en drøm, der er blevet til virkelighed.”

Furmint forlanger sol og varme kalkholdige jordbunde; men når dens grundlæggende behov er stillet, giver den fine udbytter, og den afspejler sine dyrkningsforhold, herunder jordbund og mikroklima, særdeles detaljeret. Man kan således smage tydelig forskel på Wenzels to enkeltmarker, Vogelsang og Garten Eden, på henholdsvis tæt jord med blå kvarts og en løsere jord med rød kvarts. Som sådan minder Furmint om Riesling, som den da også har en frisk syre og muligheden for stor sukkermodenhed til fælles med.

Det relativt høje syre- og fenolindhold gør også Furmint velegnet til mere minimalistisk vinifikation. Selvom mosten som oftest er meget, meget sød, holder syren og fenolerne den frisk og beskytter mod de værste vinfejl— såfremt man formår at holde god hygiejne omkring gæringen. Det gjorde Wenzel med et fad Vogelsang i 2018, som han lod gære og lagre uden nogen tilsætning af sulfitter overhovedet; og det lykkedes, for vinen er overraskende ren, levende og ekspressiv med masser af Furmints fyrige citrusfrugt og krydrede noter.

Så fremtidens vine kan meget vel komme fra fortidens sorter. Hvad Wenzel har fat i er, ud over Furmints tilsyneladende egnethed til naturnær vinifikation, dens evne til at udtrykke dens oprindelse i området; og netop være tilpasset til tørre og varme betingelser, en egenskab som kan gå hen at blive et yderst værdifuldt aktiv i et klima med stadigt flere hedebølger og tørkeperioder.

“Vi ser oftere og oftere disse ekstreme vejrforhold,” fortæller Wenzel, “og her kan Furmint klare sig, med sin sene sukkerakkumulation og sin gode syre selv i varme år. Det er faktisk det samme som med Blaufränkisch.”

Furmint finder fodfæste

Allerede i 1987 fik man Furmint godkendt til kvalitetsvin i Østrig, men i mange år fortsatte sorten med et leve lidt af en skyggetilværelse: Enkelte entusiaster i Burgenland, en afstikker i Steiermark og her og der en gæsteoptræden i Gemischter Satz. Det har imidlertid ændret sig siden årtusindeskiftet, særligt med epicenter i Burgenland, hvorfra familien Wenzels smuglergods har båret frugt og fået overbevist en efterhånden betragtelig fanskare. Fra planteskolen i Rust sælges således både gamle østrigske kloner, som man gennem generationer har benyttet til den ædelsøde Ruster Ausbruch, samt stiklinger fra de gamle ungarske kloner, som Wenzels i sin tid indførte. Det går stille og roligt fremad, fra et par enkelte hektarer er der i dag registreret 12 i Østrig. Ud over Wenzel fremstiller f.eks. Günter og Regina Triebaumer og styriske Gottfried Lamprecht gode eksemplarer.

Men selvom Furmint har en fortid i Burgenland, har man med tiden mistet erfaringerne med sorten, især når det drejer sig om tør vin. “Det er en stejl læringskurve, vi er på, det tager mange år,” erkender Michael, men han tøver ikke med at kalde læringsprocessen for “en eventyrlig rejse” — og også “en farefuld færd.” Foruden forskning i lokalhistorie og historiske opbindingsmetoder har det først og fremmest kostet tid til at høste praktiske erfaringer.

Furmint har en stærk stok med tyk bark, store blade og lange klaser med ret store druer. Druerne har tykke skaller og modner først sent, men de er til gengæld yderst modtagelige for botrytis, hvilket sammen med sukkerindholdet forklarer forkærligheden for at vinificere den til søde vine som Ruster Ausbruch og Tokaji Aszú. Til gengæld er den også ømtålelig over for meldug og råd, så man skal sørge for god ventilation omkring klaserne; og en del af familiens Wenzels arbejde har da også bestået i at udvælge kloner med mere åbne og løse klaser, som minimerer risikoen for svampesygdomme og dermed også egner sig bedst til økologisk dyrkning.

Let spættede, gulligtgrønne Furmintdruer klar til høst. Foto: Sonja Priller Photography

Michael Wenzel fremstiller en tre-fire forskellige vine på druen: Basisvinen er Furmint aus dem Quarz, hertil kommer de mere koncentrerede enkeltmarksvine fra Vogelsang og Garten Eden— og ikke mindst det fornemme forsøg Furmint The Revival, som det lykkedes Wenzels danske importør Nicolai Høtoft at få fingrene i.

“Furmint The Revival er et enkelt fad (brugt barrique), som gennemgik sin gæring, selvfølgelig spontant, over hele 14 måneder! I løbet af denne superlangsomme gæring er der opstået fine, udtryksfulde og meget sortstypiske aromaer. Og heldigvis har vi undgået volatilsyre, som er den største risiko ved langsomme gæringer. Fra hvile på de fine gærrester blev vinen så nænsomt fyldt på flaske, helt og aldeles uden filtration og uden tilsætning af sulfitter: Den reneste Furmint!” erklærer en stolt Michael Wenzel— og Nicolai Høtoft stemmer i!

Motivationen til at lave vin uden tilsatte sulfitter er dels et spørgsmål om sundhed: “Hvorfor skulle jeg tilsætte sulfitter, hvis jeg kan undgå det? Sulfitter er lidt som antibiotika: Hvis du er sund og rask, så kan du sagtens klare dig uden medicin. Jeg er selv sensitiv i forhold til højt sulfitindhold, og derfor er jeg også interesseret i at lave vin med mindre eller helt uden,” forklarer Wenzel.

Det er dog først og fremmest et spørgsmål om smag: “Sulfitter holder også vinen i en spændetrøje. Det er med sulfitfrie vine som med råmælksoste: Man risikerer at få nogle sære bismage, men generelt bliver de bare bedre. Der er mere smag og liv, og når det lykkes, er det de mest ekspressive vine, og de er enormt drikkelige.”

Quod esset demonstrandum: Furmint The Revival 2018 er en livlig forfriskning, fine hvide blomster og friske æbler i duften, æblemost, æblekerner, kvæde, grapefrugt og grøn te i smagen, en afstemt syre og mild bitterhed, masser af mineralitet, flot balance og en vedvarende friskhed. Den udvikler sig over tid i glasset, fra stilfærdig til for fuld musik. Det er en ret rig vin men med en overraskende kølighed, især dens mikroklima og årgang taget i betragtning. Men netop der ligger Furmints særlige styrke.

Læs nærmere om vinene fra det østrig-ungarske grænseland her.

Flaske: Furmint The Revival 2018  
Vinhus: Weinbau Wenzel  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Furmint  
Jordbund: Kalksten, kvarts
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Høtoft Vin
Pris: 275,-