En virtuos i vinmarken

Wien hænger uløseligt sammen med musik. Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og Strauss slog deres folder her og har været med til at manifestere Wiens position som hovedstaden for klassisk musik. Men vin og vinavl er lige så uløseligt forbundet med byens kultur og historie. “Klimaet er ideelt, langs Donau strømmer der om natten kølige vinde ind fra vest, men Wien får også varme indslag fra den pannoniske slette mod øst; og der er store forskelle i jordbunden. Men det særligste er nok alligevel, at Wien er verdens eneste storby med godt 650 hektarer vinbrug inden for byens grænser.”

Sådan siger et vaskeægte bysbarn, violinisten og vinmageren Peter Uhler. Ved siden af en karriere som symfoniker og folkemusiker har han etableret sig som økologisk vinbonde i byens 19. distrikt Döbling, og på mindre end to årtier har han vist sig som en virtuos også i vinmarkerne. Wienerne har længe kunnet glæde sig over hans præcise, elegante og nærmest underspillede vine; og nu har Vinpusheren gjort det samme muligt for det danske publikum.

Tilfældets musik

“Allerede som barn havde jeg interesse, en egentlig passion, for landbrug. Hver sommerferie var det mig en stor fornøjelse at hjælpe til med høst, staldarbejde og skovhugst på en bondegård i det østrigske alpeland.”

Peter Uhler, årgang 1971, er født og opvokset i Wien, hvor han sidenhen studerede musik og nu altså også gør den som vinbonde. Musikken kom til ham på musikskolen i Döbling, hvor en talentspejder udså den dengang 7-årige dreng som særligt duelig til violinspil. Men først langt senere, efter eksamen på musikgymnasiet i Neustiftgasse, stod det klart, at musikken var vejen, han skulle gå professionelt. Han studerede på Wiens musiske universitet, med mesterlære hos professorerne Michael Frischenschlager, Evgenia Tchougaeva og Jan Pospichal, og siden fulgte en karriere som solist, som kammermusiker og i større ensembler. I dag er han førsteviolinist i Wiener Radiosymphoniker (siden 2000) og violinist i kvartetten Neue Wiener Concert Schrammeln (siden 1994).

“Men hvis jeg ikke havde studeret violin i Wien, var min vej sikkert gået i retningen af landbrug. Ved et tilfælde fik jeg min første vinmark i 1999, da en mig bekendt vinmager kendte til min forkærlighed for at arbejde med jord og planter. Så lærte jeg det grundlæggende om vinbrug på en lille vinmark med Riesling og Grüner Veltliner.”

I slutningen af 1990’erne stod Wiens vinbrug endnu foran sin store fornyelse. Mange af de veletablerede vinmagere var i pensionsalderen, og der var en del marker til salg. Samtidigt fattede en flok udefrakommende unge interesse for at engagere sig i vinbruget, f.eks. designeren Jutta Ambrositsch og bankmanden Klaus Windischbauer. Dengang boede Uhler praktisk talt lige op ad en vinmark på Reisenberg, og det var vennen og vinkroværten Matthias Hengl, der ansporede og udlånte en mark til Uhler: “Efter at have diskuteret halve nætter om hans seneste høst, vidste han, at vinbrug virkelig interesserede mig,” fortæller Uhler. Forsøget blev en succes, og siden bød mulighederne sig for at købe sig ind på flere parceller på både Reisenberg og Nussberg. I dag dyrker han 2,5 hektarer— samtidigt med karrieren som violinist.

“Jeg tror, at det at lave vin har ganske meget til fælles med det at spille musik. Man må hele tiden være opmærksom og lyttende. En musiker må allerede i ungdommen være særdeles flittig for at få de tekniske færdigheder på sit instrument, det kræver at blive professionel. Den vedholdenhed er noget, man godt kan få brug for som vinbonde!”

Selvom han er strengt skolet, slår Uhler alligevel fast, at såvel musik som vin er noget emotionelt, noget som må forfølges med passion: “Som musiker må man lytte mere til sin intuition end til rigide regler. Man vænner sig til, at ens personlige stil og individuelle træk er ens adelsmærker. Omvendt må man i et orkester også kunne være en brik i mosaikken, man må kunne flette sig ind i orkesterets grundklang. Personligt tror jeg, at min uddannelse som musiker hjælper mig i en sanselig omgang med druerne på marken og i forarbejdningen af mosten i kælderen, hvor jeg hver dag forsøger at forlade mig på min intuition.”

Nærheden til naturen

Döbling er lidt som en landsby i storbyen. Bydelen ligger i den nordlige ende af Wien, langs Donaus højre bred og ved de store bakker Reisenberg, Nussberg og Kahlenberg, alle gennem århundreder grobund for gode vinmarker. Særligt kvartererne Nussdorf og Grinzing har gjort sig bemærket for sine vinhuse, og allerede i 1800-tallet udgjorde Döbling en oase for wienerne, hvor man kunne komme væk fra bylivets jag og nyde freden, udsigten og ikke mindst vinen fra de lokale vinmagere. Den kombination af livet på landet og livet i byen er bibevaret den dag i dag, og Uhler fremhæver det som et særligt bidrag til byens kultur og den høje livskvalitet. Döbling er hjemsted for adskillige Heurigen, de traditionelle små vinkroer, hvor værten serverer egen vin og hjemmelavede småretter til at stille den værste sult. Traditionen tro er der ofte musik om aftenen, og man kan stadig opleve Wienerlied og Schrammeln, en sær mikstur af munter og melankolsk musiceren. Musikken har navn efter brødrene Johann og Josef Schrammel, som i slutningen af 1800-tallet betog byen med deres ensemble af to violinister, en guitarist og en harmonikaspiller. Uhler underholder af og til også selv med sine Schrammel-kolleger. Det er Wein, Weib und Gesang på højt plan!

“Det jordbundne er vigtigt, også for musikeren,” fastslår Uhler, der bruger tiden i marken og i kælderen til afspænding fra øvning og koncerter. I sine vine forsøger han også at vende tilbage til naturen, til det direkte udtryk for tid og sted. Derfor er han også overbevist økolog: “Økologisk dyrkning kræver, at du lever sammen med vinmarken, så godt som hver dag må du gå gennem markerne, og du må reagere hurtigt og afstemt på vinstokkenes behov. Vi har mange eksempler på, at den højeste kvalitet og de længst levende vine er økologiske.”

“Jeg mener, at økologisk landbrug burde være standarden. Mange videnskabelige undersøgelser og en lang række praktiske erfaringer viser, at et vellykket landbrug uden syntetiske stoffer og pesticider er muligt. Jeg har det i hvert fald bedre i en økologisk vinmark end i en konventionel.”

Peter og fru Monika, som også er violinist, i vinmarkerne i det nordlige Wien

Wienersymfonikere

“Der er store forskelle i jordbundsforholdene her, og det giver store karakterforskelle i de forskellige vine. Fra Nussbergs kalkstensjorde vokser der burgundiske, magtfulde og dog elegante vine med stort potentiale; mens der på Reisenberg med dens mere krystalline jordbund er de ideelle betingelser for store Riesling-vine.”

Det bliver derfor til en række ret forskellige vine: Grüner Veltliner, Riesling, Muskateller, den lokale specialitet Wiener Gemischter Satz samt en smule rosé og rødvin. Alle bærer dog præg af Fingerspitzengefühl, præcisionsarbejde og livsglæde. Det er ranke, slanke og meget mineralske vine med en subtil detaljerigdom, som man må give tid til at udfolde sig.

Reisenberg er en relativt stejl skråning med kalksten, kvarts og skiferindslag, og den lille Reisenberg-bæk samt den mod nord nærtliggende Wienerwald sørger for afkøling. Det giver sig til kende i vinene, som har syrerig nerve og en salt mineralitet. Herfra kommer en krydret og kompleks Grüner Veltliner fra gamle stokke, Der Jubilar, en fremragende vin. Endvidere en rank og kølig Riesling og en underfundig Muskateller med kridtet tekstur og en fin kommensmag, alenlangt fra den rosenparfumerede stil. Der dyrkes desuden en samplantning af Weissburgunder, Riesling, Neuburger og Traminer, der sammen indgår i klassikeren Wiener Gemischter Satz.

Gemischter Satz fortsætter en gammel tradition med at have forskellige druesorter plantet mellem hinanden, som siden høstes og forarbejdes sammen. Sådan var praksis de fleste steder, før ampelografien og industrialiseringen gjorde sortsrene beplantninger til standarden. I Wien holdt man imidlertid fast ved traditionen, der efterhånden blev en specialitet i byen. Læs mere om det historiske her og her.

Oprindeligt var samplantning en måde at sikre et godt udbytte til de tørstige masser; men metoden giver i dygtige hænder også muligheden for en underfundigt kompleks vin med tydeligt fingeraftryk fra både årgangen og den enkelte vinmark. Det vanskelige ligger i at finde det rette tidspunkt, hvor modenheden gennemgående er optimal. Man får både særlig syre fra de knapt modne druer og fyldig frugt fra de meget modne. Aromatiske sorter som Traminer og Muskateller tones ned og forsvinder i mængden, men man fornemmer dem alligevel i dybden; og så et år går de i fuldt flor og kan gøre vinen helt eksotisk. Gemischter Satz giver en gådefuld og subtilt symfonisk vin, som også fascinerer Uhler: “‘En enkelt druesort i vinmarken er som en violin, men en Gemischter Satz er et helt orkester’ — men dét gamle ordsprog i mente kunne jeg ikke andet end at engagere mig grundigt i temaet ‘Wiener Gemischter Satz’.”

Obere Schoss er en parcel på en særligt kalkstensholdig del af Nussberg. Her hygger sig sorter som Grüner Veltliner, Roter Veltliner, Weissburgunder, Chardonnay, Riesling, Traminer, Muskateller, Neuburger, Rotgipfler, Zierfandler og Welschriesling. Stokkene er 38 år gamle, og nyplantning og podning er delvist foretaget på gamle rødder. Marken kom for øvrigt i hans besiddelse efter en optræden på østrigsk radios Klassiktreffpunkt, hvor han præsenteredes som både violinist og vinbonde. En ældre dame henvendte sig efterfølgende til ham efter en koncert, og hun havde et tilbud: Han kunne købe en gammel vinmark billigt på den betingelse, at hun selv kunne fortsætte med at passe planterne i marken. I dag er den en af Uhlers bedste vinmarker.

2018 var varm og solrig, og høsten fandt allerede sted den 16. september. Druerne blev afstilket og stod til udblødning tre timer før presning. Mosten blev gæret køligt med den naturligt forekommende gær over godt ti uger. Herefter blev vinen lagret på de fine gærrester i store træfade indtil midten af marts. Endelig blev den flasket sidst i april 2019. 6,1 gram syre balanceres af 4,9 gram restsukker. Endnu tager den tid om at åbne sig, så dekanter den eventuelt, og server den under alle omstændigheder i pænt store glas.

Det er en delikat og kompleks vin med frisk ferskenfrugt, ferskensten og en nøddeagtig fylde, noget let peberkrydret og den typisk salte signatur. Peter Uhler: “Obere Schoss er kompakt, har mørk mineralitet og er let røget. Den er moden og spiller gerne med musklerne men er samtidigt utroligt nobel.” — Giv ham et bifald!

Flaske: Ried Obere Schoss 2018  
Vinhus: Weingärtnerei Uhler  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druer: Gemischter Satz  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 14%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 225,-  

Granit og gamle stokke

Det er Dão, der er hjemme for António— selvom hans efternavn er Madeira, og selvom han er født, opvokset og uddannet i Frankrig med bopæl i Paris. Forældrenes portugisiske aner har nemlig altid fyldt meget for António Madeira. Hans bedsteforældre kom fra det bjergrige Serra da Estrela i det indre Dão, og det er der, han er vendt tilbage til år efter år, først i familiens sommerhus, som så blev til midlertidigt vinhus, da han i 2010 begyndte at lave sine egne vine fra nogle af områdets glemte, gamle marker.

Den uddannede ingeniør har nu forladt Frankrig for at være vinbonde i forfædrenes Portugal, hvor han sammen med hustruen Marina og deres to døtre skaber en ny tilværelse på gamle traditioner. Han har ønsket at genoplive den gamle tradition med vine fra blandede beplantninger; en slags beplantninger, som har lang tradition i Portugal, og som stadig findes i mange områder, omend de lidt efter lidt er blevet fordrevet for mere produktive produktionsformer og moderigtige sorter. Sin første vin lavede han i 2010 fra en forladt mark, der ikke havde været bearbejdet i tre år. De første vine blev til i legenden Alvaro Castros kælder. I mellemtiden er Madeiras produktion vokset fra små 1.000 flasker i 2010 til imponerende 30.000 i den frodige årgang 2017. Han finder frem til de bedste marker, lægger dem om til økologisk dyrkning; og i mellemtiden er også et nyt vinhus bygget op og indviet i 2018. I dag dyrker han vin på seks hektarer fordelt på 23 lodder ved seks forskellige landsbyer. Oprindelighed og oprindelse er i fokus.

António Madeira skænker sorter som Alfrochiero, Arinto, Baga, Bical, Cerceal, Encruzado, Ferñao Pires, Jaen, Siria og Trincadeira i glasset.

Gode, gamle Dão

Dão vil være mange danskere bekendt, især hvis de har har rundet de 50, for vinene fra området har været en favorit hos danskerne, især før det europæiske fællesmarked gav os mere smag for det finere franske. Dão stod for mørke, krydrede, syresvage rødvine til en yderst overkommelig pris, og den slags har altid været gangbar valuta i Danmark. Vi var i flere årtier de ivrigste kunder, så Dãos primære eksportmarked var faktisk det danske.

Dão ligger i det nordlige Portugal, lidt syd for den berømte Douro-dal, hvorfra portvinen strømmer. Dão er et af Portugals ældste vinområder (med DOC fra 1990), og ‘nationaldruen’ Touriga Nacional, der lægger druer til de fleste portvine og en del tørre bordvine, menes med stor sikkerhed at stamme herfra. Dão har historisk været berømt for sine røde bordvine, en landvin med karakter og charme. De bedste rødvine fra området— historisk og igen i dag— har frisk, mørk bærfrugt med god syre, en rig og krydret fylde samt stramme tanniner, der giver struktur og stort lagringpotentiale. Det er vine, der— drikkes de på rette tid— har stor kompleksitet og lang eftersmag. Historisk var det blandede beplantninger, hoveddruerne er Touriga Nacional, Tinta Roriz (Tempranillo) og Jaen (Mencia) foruden Alfrocheiro og Trincadeira.

Portugal har en glorværdig fortid, som international stormagt såvel som international vineksportør, men tidernes ugunst har ladet imperiet falde og drevet det i retningen af stadigt simplere vine. Det skete også i Dão, hvor de gamle, blandede landbrug og vinmarker med blandede beplantninger måtte vige for kooperativer og ‘rationaliserede’ dyrkningsmetoder. Det gjorde ikke noget godt for kvaliteten og eksporten, men portugiserne holdt stadig af deres egen vin. Portvinen har beholdt sin status internationalt, men mange kender ikke til de store rigdomme, det portugisiske vinland ellers rummer— en rig arv, der er blevet løftet til nye højder, også kvalitativt, i de seneste årtier. Læs eksempelvis løs af Bjarne Mouridsens blog, Mit andet hjemland, hvis du vil have en dansk vinkel på opdagelsen af de skjulte skatte.

Der er i dag 26 områder med oprindelsesgaranti for kvalitetsvin, denominação de origem controlada eller kort og godt DOC. Især ti af områderne på fastlandet gør sig bemærket: Algarve, Alentejo, Bairrada, Bucelas, Colares, Dão, Douro, Setúbal, Tejo og Vinho Verde— og hertil kommer øerne Madeira og Azorerne, sidstnævnte dog uden DOC.

Dão har syv subregioner— Alva, Besteiros, Castendo, Serra da Estrela, Silgueiros, Terras de Azurara og Terras de Senhorim— og det er især i de indre dele af området, vi finder de overvintrede traditioner; og hvidvinen, som har det rart i de kølige højder inde mod bjergene. Her ligger der smukke vinmarker for foden af Serra da Estrela, Portugals højeste bjergkæde, granit hævet mod himlen; og her findes de spændende sorter Arinto, Bical, Cerceal, Ferñao Pires og Siria, som udgør nerven i António Madeiras smukke hvidvine Branco, Vinhas Velhas og A Centenária, tre terroirtro vine med stort kompleksitet fra de oprindelige sorter, kompakt frugt fra de gamle, ofte upodede stokke og mineralitet fra den underliggende granit.

Saft af granit

Granit er en såkaldt dybbjergart (eller plutonisk bjergart), en magmatisk sten, dannet af magma fra jordens kerne, som langsomt er nedkølet og størknet under passagen op gennem jordens kappe. Da denne proces foregår ganske langsommeligt, er der tid til, at de indeholdte mineraler kan danne krystaller, krystaller som er synlige som grove korn i den endelige sten; men ikke i nogen synderlig orden, granit er i denne henseende relativt amorf. Kvarts udgør godt halvdelen eller mere, feldspat er en anden vigtig bestanddel, glimmer en tredje.

Granit er en ofte forekommende bjergart i jordskorpen. Vi kender den som klippe, der bryder gennem det øverste jordlag, såvel som sten, som er at finde overalt i Europa. Løft en sten, og du finder den: I Alsace, i Beaujolais, i Rhône, i Wachau, i Dão, i Vinho Verde og Rías Baixas, på Bornholm herhjemme. Granitten stammer fra en grundlæggende bjergdannelse, der tog sin begyndelse i Devontiden og rindede ud i Karbontiden for mellem 400 og 300 millioner år siden. Store dele af Europa er hugget i granit.

Granit forvirtrer langsommere end de fleste andre bjergarter, og derfor har granit gennem historien også været et populært byggemateriale. Som fundament, som brosten, i stensætninger, som byggesten i huse, især slotte og kirker; og dens varierende farver og funklende skin har gjort den populær i kunsthåndværk, eksempelvis til blokke og skulpturer.

Mange af António Madeiras vinstokke har passeret de 100 år; og granitten de 300 millioner.

Ren granit er for hård til at dyrke andet end mos og lav, så en vis grad af forvitring må til, før landbrug er muligt; men granitiske jordbunde med sand, grus, ral og skærver findes mange steder oven på grundfjeldet og kan være glimrende til jordbrug. Det er ret sure jorde med et ofte ringe vandindhold. Omvendt er de rige på siliciumdioxid og jernoxid, ofte rige på fosfor men fattige på magnesium.

Vinstokke kan trives i tørre og sure jorde. Druerne, de bærer, bliver ofte lidt mindre og får et højere indhold af syre, flere fenoler men færre thioler. Det er ideelt til rødvine, tænk Gamay og Syrah, men også karakterfaste hvidvine, tænk Riesling og Viognier. Kan man sige noget generelt om granits indflydelse på vinen, så fremmer den syrerige vine med en ren frugt, glasklare i udtrykket og ofte med en krydret note.

Det er i hvert fald det indtryk, man får fra António Madeiras Vinhas Velhas 2017. Den er rank, slank og kølig i stilen, med et pirrende syre og saftig citrus- og tropefrugt. Smagen er kompleks med syrlig abrikoskerne, friske fennikelfrø, pinjekerner, ananas, gule æbler, solmodne citroner. Krydret og mineralsk efterspil, fugtig muld, våde sten, sydesalt. En virkeligt vellavet vin med mineralsk nerve, livlig frugt og et let fadpræg. Håndværket består i selekteret høst, nænsom presning, spontangæring og lagring på ståltanke og store træfade, ingen filtrering og minimal tilsætning af sulfit.

Summa summarum: En fokuseret, detaljeret og raffineret hvidvin med burgundisk elegance og en overraskende friskhed for et så solrigt land som Portugal— men også en påmindelse om den dybde og kompleksitet, man kan forvente fra de kanter.

Flaske: Vinhas Velhas 2017  
Vinhus: António Madeira  
Oprindelse: Dão, Portugal  
Druesorter: Blandet beplantning  
Jordbund: Granit
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine
Pris: 225,-  

Fra oliventræer til vinstokke

Først 35 år med olivenolie og nu også ni med vin. Kroatiske Klaudio Ipša har i årenes løb etableret sig som en af landets førende oliemagnater, og nu gør sønnen Ivan ham kunsten efter med vin, og han løfter arven på samme måde som faderen etablerede den: Økologisk dyrkning, lokale sorter samt en særlig sans for tradition og det autentiske produkt.

Familien Ipsa har navn efter og hjemme på landsstedet Ipši i det nordvestlige Istrien, halvøen i det nordvestlige Kroatien, omringet af Adriaterhavet og grænsende op til Slovenien. Istrien er et naturskønt område, hjemsted for olivenlunde, vinmarker og skove fyldt med trøfler og dermed også en kulinarisk perle. Områdets omsuste historie har på godt og ondt også præget fødevareproduktionen og efter at have overbevist verden om oliens og trøflernes kvalitet, står vinen nu for tur— og her kan Ipša præsentere en lille men storslået portefølje fra familiens små 10 hektarer.

Hvor godtfolk er

4.500 oliventræer er det blevet til, siden Klaudio i 1985-1986 begyndte at beplante de gamle, tilgroede terrasser i landskabet omkring Ipši med oliventræer. De på flere steder svært stejle skråninger var sprunget i skov efter i mange år at have ligget uopdyrket hen. De var simpelthen for besværlige at dyrke; og hvad mennesket ikke længere kultiverer, tager naturen tilbage. Tidligere havde man alle slags afgrøder her, olivenolie var blot et af mange produkter og mest til lokal konsum.

Familiens olivenlunde indtager udelukkende terrasserne omkring Ipši, Mazurija og Vižintini Vrhi, og valget af sorter faldt på de istriske Bjelica, Bugla og Črnica samt de fra Italien kendte Leccino og Frantoio. En fuldtidsproduktion kom i sving fra omkring 2000 men foregår stadig som på mindre skala: Der høstes med hånden og anvendes udelukkende koldpresning og lagring på rustfri ståltanke. Olien skal smage af sorten, af den friske frugt, af det istriske klima. Hovednummeret er her Istarska Bjelica, der er fuld af nyslået græs, artiskokker, friske mandler og peber. Fra begyndelsen var formålet at fremstille lokalt forankret olivenolie i international klasse— og det er i den grad lykkedes, for eksempel har den italienske ‘oliebibel’ Flos Olei i en årrække fremhævet familien Ipšas olier, ikke blot som blandt de bedste i Kroatien men i hele verden. Her kan man (gen)opdage den ‘nye’ gamle verden.

Ivan er vokset op i dette gamle kulturlandskab, da det kom sig over strabadserne under den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne. Han har fra barns ben taget del i familiens landbrug, og da han nåede skelsår og alder havde han også fået smag for en af Istriens andre lyksaligheder: Vinen. Historisk har Istrien også været vinbrugsland, ikke mindst værdsat som sådan af de italienske besøgende. Før og efter det slaviske landnam i 600-tallet har Istrien været ombejlet land. Før og siden har man haft herredømme af græsk, romersk, byzantinsk, venetiansk, østrigsk og jugoslavisk beskaffenhed, før Kroatien i 1991 igen erklærede sig uafhængigt. Siden har landets vinbrug langsomt rejst sig igen, og i dag er det i fuldt vigør, ikke mindst i Istrien.

I 2010 plantede Ivan og Klaudio så familiens første vinstokke. Valget faldt først på Malvazija, Istriens hvide signatursort, som også kendes fra Slovenien og det nordøstlige Italien. Tilnavnet Istarska (i Italien Malvasia Istriana) indikerer, at der er tale om en særlig istrisk sort, distinkt fra de mange andre sorter, der rundt omkring i Middelhavsområdet bærer navnet Malvasia. Selvom sorten først nævnes ved navn i Istrien i 1891, er man sikker på, at den har været dyrket i området i århundreder; og som den færdes hjemmevandt her, er det nok også den oprindelse. Malvazija trives på lettere jorde og opnår koncentration og sine særegne aromaer bedst på sandsten. Stilistisk spænder den fra saftige, runde og lette hvidvine med mild blomsterduft og en let akaciehonning-agtig bitterhed til mere fyldige og tætte vine med noter af nødder, honning, tørrede blomster og krydderier. Sidstnævnte kommer for alvor frem, når der anvendes skindkontakt, en skik som ikke er uvant i Istrien, historisk såvel som nu om stunder. Således praktiserer Ipša det også, og med lignende succes som deres velkendte istriske kolleger Clai og Roxanich. Det går også ud over Sivi Pinot (Pinot Gris), der fremstår ravrød i glasset og smigrer med rig frugt. Kælderarbejdet er i øvrigt ganske tilbageholdende: Man benytter sig af druernes egen vildgær (spontangæring), lader vinen klare gennem naturlig sedimentering og tilsætter kun et beskedent skud sulfitter ved flaskning; og så er man også beskedne, hvad angår markedsføringen— man kunne tale højt om orangevin eller naturvin, men slet og ret nøjes man med at kalde det— vin.

Malvazija på landlig manér

Ipšas marker er beliggende i 180-420 meters højde på tre lokationer, omkring Ipši, Oprtalj og på Santa Elena. Deres ‘almindelige’ Malvazija er et glimrende bevis på, hvor godt det gør Malvazija med skindkontakt. Dens sortskarakteristika fortoner sig ikke, snarere kommer dens dybe honning- og nøddeagtige tekstur i forgrunden, og aromatikken intensiveres. Ren frugt, ingen ubehagelig bitterhed eller tørre tanniner, kun smidighed og pikant bid.

Santa Elena er Ipšas højest belligende vinmark. Den troner på en bakketop i 420 meters højde med udsigt videnom og direkte mod Oprtalj. Jordbunden er karg mergel fyldt med sandsten. Det er flysch, gammel havbund hævet ved Alpernes dannelse, og det kræver sit at plante vinstokke og bearbejde jord på så stenet grund. Samtidigt gør flyschens lette forvitring, at man må arbejde med grønt bunddække for at undgå erosion.

Her dyrkes Refošk og Merlot til husets ‘topvin’ Santa Elena, som nu også findes i en hvid eller orange udgave på Malvazija: Santa Elena 2017 White Edition. Højden giver højere syre, og den lidt længere skindkontakt sikrer ligeledes en stringent struktur med fint tanningreb— som komplementeres fuldt ud af fadlagringen på franske egetræsfade, der tilfører en fin duft af skovhugst og smagsnoter af vanille og tobak. Det krydrede kommer frem i Malvazijaen og understreges af fadet. Santa Elena er en saftspændt elikisir med frodig frugt, ananas, gule blommer, tørrede abrikoser og figner. Syren er frisk og delikat, teksturen som akaciehonning og tanninerne fløjlede, afrundet og med mineralsk efterklang. Rustik og raffineret i samme slurk, Ivan Ipša har allerede sikker hånd på sine vine.

Flaske: Santa Elena 2017  
Vinhus: Ipša  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija  
Jordbund: Sandsten, mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 250,-  

Grüner Veltliner — all inclusive

“Den har alt det, en Grüner Veltliner kan have.”

Ordene faldt før hovedretten nytårsaften, da en ti år gammel Gutsreserve kom i glasset og skulle smages, før spisningen gik i gang. Værtinden, en garvet kender af sorten, skænkede fra et af Østrigs anerkendte traditionsvinhuse og en af de økologiske frontløbere i landet: Geyerhof i Kremstal. Den smukke natur i Kremstal strålede da også stærkt i glasset: Gylden frugt, grønne urter og mørk krydring, en pikant kombination, som man kun finder i moden Grüner Veltliner, når den har fået lov at slå sig løs på løss.

Kremstals historiske vinkultur

Kremstal er et af Østrigs mest klassiske vinområder, beliggende i Niederösterreich syd for Waldviertel og langs Donaudalen, hvor den lille flod Krems, der også har lagt navn til områdets hovedby, munder ud i den langt større Donau. Wachau ligger mod vest og Kamptal mod øst. Foruden sine fordelagtige jordbundsforhold tæller områdets naturlige fordele den konstante vekslen mellem kølige, fugtige vinde fra nord og tørre, lune vine fra øst.

Området falder i tre overordnede dele: Selve Kremsdalen med dens terrasser på stejle skråninger med ret stenede jordbunde (granit, gnejs og glimmerskifer), der på mange måder minder om naboen Wachaus. Nord for Donau strækker området sig videre mod nordøst mod byerne Rohrendorf og Gedersdorf, og her er landskabet præget af brede løssterrasser. Således også syd for Donau, omkring byerne Furth og Palt, hvorfra landskabet dog bliver en anelse fladere. Kremstal er altså præget af flere slags landskab med såvel løss som konglomerat og grundfjeld. Løsslagene, som først og fremmest består af finkornede partikler af kvarts, er som i resten af Niederösterreich aflejret over millioner af år, og på de fleste flader må man mange meter ned for at finde de dybere liggende lag og grundfjeldet.

Kremstal er officielt omtalt så langt tilbage som 973; men allerede langt tidligere var vindyrkning udbredt i området, og sidst i middelalderen havde munkene på de lokale klostre allerede knækket koden til fordelingen af druesorterne: Riesling på de skrå og stenede terroirs og Grüner Veltliner på de fladere og federe. Benediktiner-ordens kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, er stadig et aktivt vinbrug og troner på et plateau over dalen og minder om områdets gejstlige vinhistorie.

Den verdslige vinhistorie er også værd at minde om. Den gamle by Krems huser, ud over sin smukke Altstadt med bygninger, der strækker sig fra gotik over renæssance til barok, også Wein- und Obstbauschule Krems, en af Østrigs vigtigste vinmagerskoler, stiftet i 1875 som Kremser Winzerschule. Det var desuden fra Rohrendorf i Kremstal, at Lenz Moser den III. udbredte den nye, høje opbindingskultur (Lenz Moser Hochkultur) til vinstokke i 1930’erne, der førte til en kvalitativ forbedringsbølge; og også en fra 1950’erne øget udbredelse af Grüner Veltliner, så den nåede sin nutidige status som Østrigs ubetingede førstesort med godt 1/3 af vinmarksarealet.

Kremstal blev i 2007 det kun andet område til at opnå status af DAC efter Weinviertels debut i 2003. En Kremstal DAC-vin er på enten Grüner Veltliner eller Riesling— med tydelig sortskarakter, enten i den friske og frugtige Klassik-stil eller i Reserve-stilen med større fylde, tæthed og længde og eventuelt et let fad- og/eller botrytis-præg. Til topmarkerne i Kremstal hører Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin, Pfaffenberg og Wachtberg. Af andre gode producenter end Geyerhof kan nævnes Malat, Mantlerhof og Proidl.

Fra 1135 til 2020 — fra Geyer til Maier

Geyerhof ligger ved landsbyen Oberfucha lige øst for Furth i den syd for Donau beliggende halvdel af Kremstal. Det er en ganske gammel vingård, der kan spore sin historie helt tilbage til middelalderen. Den nævnes ved navn første gang i 1135 i det nærliggende Stift Göttweigs annaler, hvor en familie ved navn Geyer beboede den. Anerne til familien Maier, der nu i 13. generation driver gården, giftes undervejs ind i familien, og de kan spores tilbage til 1600-tallet.

En afgørende begivenhed i Geyerhofs nyere historie var Josef og Ilse Maiers omlægning til økologisk vinbrug op gennem 1980’erne, og siden 1988 har husets vine været økologisk certificerede. Dengang var der langt mellem erklærede økologer. Ilse Maier er søster til Christine Saahs fra Nikolaihof, der blev biodynamisk allerede i 1970; og ellers kom inspirationen fra Nicolas Joly, og Geyerhof var da også et tidligt medlem af La Renaissance des Appellation, foruden af Ernte-forbundet, en foreløber for det nutidige Austria Bio Garantie. Foruden vin dyrkes der på Geyerhof korn og grøntsager, ligesom der avles svin, køer og holdes bier. Altsammen også for at værne om biodiversiteten og de gamle traditioner. Derfor er også bibevaret læbælter, hegn, krat og andre naturlige åndehuller midt i det opdyrkede. Desuden støtter vinhuset med overskud fra salg af én af sine vine (Wildwux) direkte omlægning af opdyrket til vild natur samt fredning. Og derudover er bevaret et naturligt grønt bunddække i alle vinmarker; og enkelte steder står stokkene uopbundne og ubeskårede som små buskvine (Stockkultur).

Josef og Ilse Maier har altid lagt vægt på gerningsstedet: Man skal kunne smage oprindelsen i vinene, og derfor står Geyerhof også for en række rene enkeltmarksvine, der hver især er aftryk af de enkelte vines grobunde og giver et flot overblik over den sydlige Kremstals terroirs. Det er udtryksstærke og lagringsværdige versioner af Riesling, Grüner Veltliner og Weissburgunder. Højdepunkterne er Gaisberg, Goldberg, Kirchenstock og Steinleithn.

Ilse Maier med sønnen Josef og hans hustru Maria, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset til

Jo løssere, desto stærkere

Vi kender Grüner Veltliner i flere forskellige tyngder: Fra den helt lette og friske med sprøde grønne æbler og pærer, over den mere modne med citrus, ferskner og abrikoser, til de helt eksotiske med mango, ananas og passionsfrugt, honning og krydderier; og hele vejen igennem er der som regel mere eller mindre af den friskkværnede peber.

De føromtalte geologiske og klimatiske forhold i Kremstal er hovedfaktorerne bag den lokale Grüner Veltliners friskhed, smidige fylde og typiske tobaksnoter; og den særlige kryddernote, den hvide og sorte peber, får sit stærkeste udtryk netop i vine fra de dybe løssjorde i Donaudalen. Grüner Veltliner trives simpelthen optimalt på disse og kommer her for alvor til sig selv i vinene.

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal

Geyerhof Grüner Veltliner Gutsreserve 2009 har virkeligt alt, hvad en Grüner Veltliner kan have— af duft- og smagsnoter, i struktur og tekstur og ikke mindst af lagringspotentiale. Duften er dyb og lovede— om moden frugt og mørk fylde. Smagen afslører det hele: Ferskner, abrikoser, ananas og appelsiner; urtede noter af eng, hø, urter, te og tobak; og krydrede noter af akacie, harpiks, pinje, lakridspulver og ikke mindst peber, hvid og sort. Modenheden til trods er der stadig friskhed: Et godt syrebid og en mineralsk klangbund holder vinen vibrerende i glasset.

Druerne blev høstet manuelt og klaserne presset hele. Vinen er stukket sammen af udvalgte enkeltmarksvine fra årgangen og lagret fem år på gærresterne i store akaciefade, før den er flasket. Senere årgange er lagret hele seks et halvt år.

De fine svampede noter i vinens krydring (muld, kantareller og bivoks) kunne foranledige til at tro, at en del af druerne var angrebet af ædelråd, et ikke helt ualmindeligt fænomen i f.eks. Smaragd fra Wachau eller Reserve fra Kremstal. Men 2009 var en solrig, varm og tør årgang, som blot gav perfekt modnet frugt med stor koncentration i afkast; og det er den, vi i al dens komplekse udvikling kan nyde godt af i dag, 10 år senere. Skulle man være så heldig at finde en flaske, kan man snildt gemme den 5 endnu. Det er gennemgående livskraftige dråber, upåagtet hvad Stephen Brooke fremfører af tvivlsomme beviser på det modsatte i sin The Wines of Austria: “I care less for the Gutsreserve: the 2007 in 2015 had become oily on the nose, and despite its extract and concentration, lacked bite and freshness.”

Gå kun trygt på jagt efter Geyerhofs vine, og gem gerne til kælderen!

Flaske: Gutsreserve 2009  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViniPortugal  
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-