Granit og gamle stokke

Det er Dão, der er hjemme for António— selvom hans efternavn er Madeira, og selvom han er født, opvokset og uddannet i Frankrig med bopæl i Paris. Forældrenes portugisiske aner har nemlig altid fyldt meget for António Madeira. Hans bedsteforældre kom fra det bjergrige Serra da Estrela i det indre Dão, og det er der, han er vendt tilbage til år efter år, først i familiens sommerhus, som så blev til midlertidigt vinhus, da han i 2010 begyndte at lave sine egne vine fra nogle af områdets glemte, gamle marker.

Den uddannede ingeniør har nu forladt Frankrig for at være vinbonde i forfædrenes Portugal, hvor han sammen med hustruen Marina og deres to døtre skaber en ny tilværelse på gamle traditioner. Han har ønsket at genoplive den gamle tradition med vine fra blandede beplantninger; en slags beplantninger, som har lang tradition i Portugal, og som stadig findes i mange områder, omend de lidt efter lidt er blevet fordrevet for mere produktive produktionsformer og moderigtige sorter. Sin første vin lavede han i 2010 fra en forladt mark, der ikke havde været bearbejdet i tre år. De første vine blev til i legenden Alvaro Castros kælder. I mellemtiden er Madeiras produktion vokset fra små 1.000 flasker i 2010 til imponerende 30.000 i den frodige årgang 2017. Han finder frem til de bedste marker, lægger dem om til økologisk dyrkning; og i mellemtiden er også et nyt vinhus bygget op og indviet i 2018. I dag dyrker han vin på seks hektarer fordelt på 23 lodder ved seks forskellige landsbyer. Oprindelighed og oprindelse er i fokus.

António Madeira skænker sorter som Alfrochiero, Arinto, Baga, Bical, Cerceal, Encruzado, Ferñao Pires, Jaen, Siria og Trincadeira i glasset.

Gode, gamle Dão

Dão vil være mange danskere bekendt, især hvis de har har rundet de 50, for vinene fra området har været en favorit hos danskerne, især før det europæiske fællesmarked gav os mere smag for det finere franske. Dão stod for mørke, krydrede, syresvage rødvine til en yderst overkommelig pris, og den slags har altid været gangbar valuta i Danmark. Vi var i flere årtier de ivrigste kunder, så Dãos primære eksportmarked var faktisk det danske.

Dão ligger i det nordlige Portugal, lidt syd for den berømte Douro-dal, hvorfra portvinen strømmer. Dão er et af Portugals ældste vinområder (med DOC fra 1990), og ‘nationaldruen’ Touriga Nacional, der lægger druer til de fleste portvine og en del tørre bordvine, menes med stor sikkerhed at stamme herfra. Dão har historisk været berømt for sine røde bordvine, en landvin med karakter og charme. De bedste rødvine fra området— historisk og igen i dag— har frisk, mørk bærfrugt med god syre, en rig og krydret fylde samt stramme tanniner, der giver struktur og stort lagringpotentiale. Det er vine, der— drikkes de på rette tid— har stor kompleksitet og lang eftersmag. Historisk var det blandede beplantninger, hoveddruerne er Touriga Nacional, Tinta Roriz (Tempranillo) og Jaen (Mencia) foruden Alfrocheiro og Trincadeira.

Portugal har en glorværdig fortid, som international stormagt såvel som international vineksportør, men tidernes ugunst har ladet imperiet falde og drevet det i retningen af stadigt simplere vine. Det skete også i Dão, hvor de gamle, blandede landbrug og vinmarker med blandede beplantninger måtte vige for kooperativer og ‘rationaliserede’ dyrkningsmetoder. Det gjorde ikke noget godt for kvaliteten og eksporten, men portugiserne holdt stadig af deres egen vin. Portvinen har beholdt sin status internationalt, men mange kender ikke til de store rigdomme, det portugisiske vinland ellers rummer— en rig arv, der er blevet løftet til nye højder, også kvalitativt, i de seneste årtier. Læs eksempelvis løs af Bjarne Mouridsens blog, Mit andet hjemland, hvis du vil have en dansk vinkel på opdagelsen af de skjulte skatte.

Der er i dag 26 områder med oprindelsesgaranti for kvalitetsvin, denominação de origem controlada eller kort og godt DOC. Især ti af områderne på fastlandet gør sig bemærket: Algarve, Alentejo, Bairrada, Bucelas, Colares, Dão, Douro, Setúbal, Tejo og Vinho Verde— og hertil kommer øerne Madeira og Azorerne, sidstnævnte dog uden DOC.

Dão har syv subregioner— Alva, Besteiros, Castendo, Serra da Estrela, Silgueiros, Terras de Azurara og Terras de Senhorim— og det er især i de indre dele af området, vi finder de overvintrede traditioner; og hvidvinen, som har det rart i de kølige højder inde mod bjergene. Her ligger der smukke vinmarker for foden af Serra da Estrela, Portugals højeste bjergkæde, granit hævet mod himlen; og her findes de spændende sorter Arinto, Bical, Cerceal, Ferñao Pires og Siria, som udgør nerven i António Madeiras smukke hvidvine Branco, Vinhas Velhas og A Centenária, tre terroirtro vine med stort kompleksitet fra de oprindelige sorter, kompakt frugt fra de gamle, ofte upodede stokke og mineralitet fra den underliggende granit.

Saft af granit

Granit er en såkaldt dybbjergart (eller plutonisk bjergart), en magmatisk sten, dannet af magma fra jordens kerne, som langsomt er nedkølet og størknet under passagen op gennem jordens kappe. Da denne proces foregår ganske langsommeligt, er der tid til, at de indeholdte mineraler kan danne krystaller, krystaller som er synlige som grove korn i den endelige sten; men ikke i nogen synderlig orden, granit er i denne henseende relativt amorf. Kvarts udgør godt halvdelen eller mere, feldspat er en anden vigtig bestanddel, glimmer en tredje.

Granit er en ofte forekommende bjergart i jordskorpen. Vi kender den som klippe, der bryder gennem det øverste jordlag, såvel som sten, som er at finde overalt i Europa. Løft en sten, og du finder den: I Alsace, i Beaujolais, i Rhône, i Wachau, i Dão, i Vinho Verde og Rías Baixas, på Bornholm herhjemme. Granitten stammer fra en grundlæggende bjergdannelse, der tog sin begyndelse i Devontiden og rindede ud i Karbontiden for mellem 400 og 300 millioner år siden. Store dele af Europa er hugget i granit.

Granit forvirtrer langsommere end de fleste andre bjergarter, og derfor har granit gennem historien også været et populært byggemateriale. Som fundament, som brosten, i stensætninger, som byggesten i huse, især slotte og kirker; og dens varierende farver og funklende skin har gjort den populær i kunsthåndværk, eksempelvis til blokke og skulpturer.

Mange af António Madeiras vinstokke har passeret de 100 år; og granitten de 300 millioner.

Ren granit er for hård til at dyrke andet end mos og lav, så en vis grad af forvitring må til, før landbrug er muligt; men granitiske jordbunde med sand, grus, ral og skærver findes mange steder oven på grundfjeldet og kan være glimrende til jordbrug. Det er ret sure jorde med et ofte ringe vandindhold. Omvendt er de rige på siliciumdioxid og jernoxid, ofte rige på fosfor men fattige på magnesium.

Vinstokke kan trives i tørre og sure jorde. Druerne, de bærer, bliver ofte lidt mindre og får et højere indhold af syre, flere fenoler men færre thioler. Det er ideelt til rødvine, tænk Gamay og Syrah, men også karakterfaste hvidvine, tænk Riesling og Viognier. Kan man sige noget generelt om granits indflydelse på vinen, så fremmer den syrerige vine med en ren frugt, glasklare i udtrykket og ofte med en krydret note.

Det er i hvert fald det indtryk, man får fra António Madeiras Vinhas Velhas 2017. Den er rank, slank og kølig i stilen, med et pirrende syre og saftig citrus- og tropefrugt. Smagen er kompleks med syrlig abrikoskerne, friske fennikelfrø, pinjekerner, ananas, gule æbler, solmodne citroner. Krydret og mineralsk efterspil, fugtig muld, våde sten, sydesalt. En virkeligt vellavet vin med mineralsk nerve, livlig frugt og et let fadpræg. Håndværket består i selekteret høst, nænsom presning, spontangæring og lagring på ståltanke og store træfade, ingen filtrering og minimal tilsætning af sulfit.

Summa summarum: En fokuseret, detaljeret og raffineret hvidvin med burgundisk elegance og en overraskende friskhed for et så solrigt land som Portugal— men også en påmindelse om den dybde og kompleksitet, man kan forvente fra de kanter.

Flaske: Vinhas Velhas 2017  
Vinhus: António Madeira  
Oprindelse: Dão, Portugal  
Druesorter: Blandet beplantning  
Jordbund: Granit
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine
Pris: 225,-  

Fra oliventræer til vinstokke

Først 35 år med olivenolie og nu også ni med vin. Kroatiske Klaudio Ipša har i årenes løb etableret sig som en af landets førende oliemagnater, og nu gør sønnen Ivan ham kunsten efter med vin, og han løfter arven på samme måde som faderen etablerede den: Økologisk dyrkning, lokale sorter samt en særlig sans for tradition og det autentiske produkt.

Familien Ipsa har navn efter og hjemme på landsstedet Ipši i det nordvestlige Istrien, halvøen i det nordvestlige Kroatien, omringet af Adriaterhavet og grænsende op til Slovenien. Istrien er et naturskønt område, hjemsted for olivenlunde, vinmarker og skove fyldt med trøfler og dermed også en kulinarisk perle. Områdets omsuste historie har på godt og ondt også præget fødevareproduktionen og efter at have overbevist verden om oliens og trøflernes kvalitet, står vinen nu for tur— og her kan Ipša præsentere en lille men storslået portefølje fra familiens små 10 hektarer.

Hvor godtfolk er

4.500 oliventræer er det blevet til, siden Klaudio i 1985-1986 begyndte at beplante de gamle, tilgroede terrasser i landskabet omkring Ipši med oliventræer. De på flere steder svært stejle skråninger var sprunget i skov efter i mange år at have ligget uopdyrket hen. De var simpelthen for besværlige at dyrke; og hvad mennesket ikke længere kultiverer, tager naturen tilbage. Tidligere havde man alle slags afgrøder her, olivenolie var blot et af mange produkter og mest til lokal konsum.

Familiens olivenlunde indtager udelukkende terrasserne omkring Ipši, Mazurija og Vižintini Vrhi, og valget af sorter faldt på de istriske Bjelica, Bugla og Črnica samt de fra Italien kendte Leccino og Frantoio. En fuldtidsproduktion kom i sving fra omkring 2000 men foregår stadig som på mindre skala: Der høstes med hånden og anvendes udelukkende koldpresning og lagring på rustfri ståltanke. Olien skal smage af sorten, af den friske frugt, af det istriske klima. Hovednummeret er her Istarska Bjelica, der er fuld af nyslået græs, artiskokker, friske mandler og peber. Fra begyndelsen var formålet at fremstille lokalt forankret olivenolie i international klasse— og det er i den grad lykkedes, for eksempel har den italienske ‘oliebibel’ Flos Olei i en årrække fremhævet familien Ipšas olier, ikke blot som blandt de bedste i Kroatien men i hele verden. Her kan man (gen)opdage den ‘nye’ gamle verden.

Ivan er vokset op i dette gamle kulturlandskab, da det kom sig over strabadserne under den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne. Han har fra barns ben taget del i familiens landbrug, og da han nåede skelsår og alder havde han også fået smag for en af Istriens andre lyksaligheder: Vinen. Historisk har Istrien også været vinbrugsland, ikke mindst værdsat som sådan af de italienske besøgende. Før og efter det slaviske landnam i 600-tallet har Istrien været ombejlet land. Før og siden har man haft herredømme af græsk, romersk, byzantinsk, venetiansk, østrigsk og jugoslavisk beskaffenhed, før Kroatien i 1991 igen erklærede sig uafhængigt. Siden har landets vinbrug langsomt rejst sig igen, og i dag er det i fuldt vigør, ikke mindst i Istrien.

I 2010 plantede Ivan og Klaudio så familiens første vinstokke. Valget faldt først på Malvazija, Istriens hvide signatursort, som også kendes fra Slovenien og det nordøstlige Italien. Tilnavnet Istarska (i Italien Malvasia Istriana) indikerer, at der er tale om en særlig istrisk sort, distinkt fra de mange andre sorter, der rundt omkring i Middelhavsområdet bærer navnet Malvasia. Selvom sorten først nævnes ved navn i Istrien i 1891, er man sikker på, at den har været dyrket i området i århundreder; og som den færdes hjemmevandt her, er det nok også den oprindelse. Malvazija trives på lettere jorde og opnår koncentration og sine særegne aromaer bedst på sandsten. Stilistisk spænder den fra saftige, runde og lette hvidvine med mild blomsterduft og en let akaciehonning-agtig bitterhed til mere fyldige og tætte vine med noter af nødder, honning, tørrede blomster og krydderier. Sidstnævnte kommer for alvor frem, når der anvendes skindkontakt, en skik som ikke er uvant i Istrien, historisk såvel som nu om stunder. Således praktiserer Ipša det også, og med lignende succes som deres velkendte istriske kolleger Clai og Roxanich. Det går også ud over Sivi Pinot (Pinot Gris), der fremstår ravrød i glasset og smigrer med rig frugt. Kælderarbejdet er i øvrigt ganske tilbageholdende: Man benytter sig af druernes egen vildgær (spontangæring), lader vinen klare gennem naturlig sedimentering og tilsætter kun et beskedent skud sulfitter ved flaskning; og så er man også beskedne, hvad angår markedsføringen— man kunne tale højt om orangevin eller naturvin, men slet og ret nøjes man med at kalde det— vin.

Malvazija på landlig manér

Ipšas marker er beliggende i 180-420 meters højde på tre lokationer, omkring Ipši, Oprtalj og på Santa Elena. Deres ‘almindelige’ Malvazija er et glimrende bevis på, hvor godt det gør Malvazija med skindkontakt. Dens sortskarakteristika fortoner sig ikke, snarere kommer dens dybe honning- og nøddeagtige tekstur i forgrunden, og aromatikken intensiveres. Ren frugt, ingen ubehagelig bitterhed eller tørre tanniner, kun smidighed og pikant bid.

Santa Elena er Ipšas højest belligende vinmark. Den troner på en bakketop i 420 meters højde med udsigt videnom og direkte mod Oprtalj. Jordbunden er karg mergel fyldt med sandsten. Det er flysch, gammel havbund hævet ved Alpernes dannelse, og det kræver sit at plante vinstokke og bearbejde jord på så stenet grund. Samtidigt gør flyschens lette forvitring, at man må arbejde med grønt bunddække for at undgå erosion.

Her dyrkes Refošk og Merlot til husets ‘topvin’ Santa Elena, som nu også findes i en hvid eller orange udgave på Malvazija: Santa Elena 2017 White Edition. Højden giver højere syre, og den lidt længere skindkontakt sikrer ligeledes en stringent struktur med fint tanningreb— som komplementeres fuldt ud af fadlagringen på franske egetræsfade, der tilfører en fin duft af skovhugst og smagsnoter af vanille og tobak. Det krydrede kommer frem i Malvazijaen og understreges af fadet. Santa Elena er en saftspændt elikisir med frodig frugt, ananas, gule blommer, tørrede abrikoser og figner. Syren er frisk og delikat, teksturen som akaciehonning og tanninerne fløjlede, afrundet og med mineralsk efterklang. Rustik og raffineret i samme slurk, Ivan Ipša har allerede sikker hånd på sine vine.

Flaske: Santa Elena 2017  
Vinhus: Ipša  
Oprindelse: Istrien, Kroatien  
Drue: Malvazija  
Jordbund: Sandsten, mergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
en måneds maceration  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Pris: cirka 250,-  

Grüner Veltliner — all inclusive

“Den har alt det, en Grüner Veltliner kan have.”

Ordene faldt før hovedretten nytårsaften, da en ti år gammel Gutsreserve kom i glasset og skulle smages, før spisningen gik i gang. Værtinden, en garvet kender af sorten, skænkede fra et af Østrigs anerkendte traditionsvinhuse og en af de økologiske frontløbere i landet: Geyerhof i Kremstal. Den smukke natur i Kremstal strålede da også stærkt i glasset: Gylden frugt, grønne urter og mørk krydring, en pikant kombination, som man kun finder i moden Grüner Veltliner, når den har fået lov at slå sig løs på løss.

Kremstals historiske vinkultur

Kremstal er et af Østrigs mest klassiske vinområder, beliggende i Niederösterreich syd for Waldviertel og langs Donaudalen, hvor den lille flod Krems, der også har lagt navn til områdets hovedby, munder ud i den langt større Donau. Wachau ligger mod vest og Kamptal mod øst. Foruden sine fordelagtige jordbundsforhold tæller områdets naturlige fordele den konstante vekslen mellem kølige, fugtige vinde fra nord og tørre, lune vine fra øst.

Området falder i tre overordnede dele: Selve Kremsdalen med dens terrasser på stejle skråninger med ret stenede jordbunde (granit, gnejs og glimmerskifer), der på mange måder minder om naboen Wachaus. Nord for Donau strækker området sig videre mod nordøst mod byerne Rohrendorf og Gedersdorf, og her er landskabet præget af brede løssterrasser. Således også syd for Donau, omkring byerne Furth og Palt, hvorfra landskabet dog bliver en anelse fladere. Kremstal er altså præget af flere slags landskab med såvel løss som konglomerat og grundfjeld. Løsslagene, som først og fremmest består af finkornede partikler af kvarts, er som i resten af Niederösterreich aflejret over millioner af år, og på de fleste flader må man mange meter ned for at finde de dybere liggende lag og grundfjeldet.

Kremstal er officielt omtalt så langt tilbage som 973; men allerede langt tidligere var vindyrkning udbredt i området, og sidst i middelalderen havde munkene på de lokale klostre allerede knækket koden til fordelingen af druesorterne: Riesling på de skrå og stenede terroirs og Grüner Veltliner på de fladere og federe. Benediktiner-ordens kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, er stadig et aktivt vinbrug og troner på et plateau over dalen og minder om områdets gejstlige vinhistorie.

Den verdslige vinhistorie er også værd at minde om. Den gamle by Krems huser, ud over sin smukke Altstadt med bygninger, der strækker sig fra gotik over renæssance til barok, også Wein- und Obstbauschule Krems, en af Østrigs vigtigste vinmagerskoler, stiftet i 1875 som Kremser Winzerschule. Det var desuden fra Rohrendorf i Kremstal, at Lenz Moser den III. udbredte den nye, høje opbindingskultur (Lenz Moser Hochkultur) til vinstokke i 1930’erne, der førte til en kvalitativ forbedringsbølge; og også en fra 1950’erne øget udbredelse af Grüner Veltliner, så den nåede sin nutidige status som Østrigs ubetingede førstesort med godt 1/3 af vinmarksarealet.

Kremstal blev i 2007 det kun andet område til at opnå status af DAC efter Weinviertels debut i 2003. En Kremstal DAC-vin er på enten Grüner Veltliner eller Riesling— med tydelig sortskarakter, enten i den friske og frugtige Klassik-stil eller i Reserve-stilen med større fylde, tæthed og længde og eventuelt et let fad- og/eller botrytis-præg. Til topmarkerne i Kremstal hører Ehrenfels, Gebling, Gottschelle, Moosburgerin, Pfaffenberg og Wachtberg. Af andre gode producenter end Geyerhof kan nævnes Malat, Mantlerhof og Proidl.

Fra 1135 til 2020 — fra Geyer til Maier

Geyerhof ligger ved landsbyen Oberfucha lige øst for Furth i den syd for Donau beliggende halvdel af Kremstal. Det er en ganske gammel vingård, der kan spore sin historie helt tilbage til middelalderen. Den nævnes ved navn første gang i 1135 i det nærliggende Stift Göttweigs annaler, hvor en familie ved navn Geyer beboede den. Anerne til familien Maier, der nu i 13. generation driver gården, giftes undervejs ind i familien, og de kan spores tilbage til 1600-tallet.

En afgørende begivenhed i Geyerhofs nyere historie var Josef og Ilse Maiers omlægning til økologisk vinbrug op gennem 1980’erne, og siden 1988 har husets vine været økologisk certificerede. Dengang var der langt mellem erklærede økologer. Ilse Maier er søster til Christine Saahs fra Nikolaihof, der blev biodynamisk allerede i 1970; og ellers kom inspirationen fra Nicolas Joly, og Geyerhof var da også et tidligt medlem af La Renaissance des Appellation, foruden af Ernte-forbundet, en foreløber for det nutidige Austria Bio Garantie. Foruden vin dyrkes der på Geyerhof korn og grøntsager, ligesom der avles svin, køer og holdes bier. Altsammen også for at værne om biodiversiteten og de gamle traditioner. Derfor er også bibevaret læbælter, hegn, krat og andre naturlige åndehuller midt i det opdyrkede. Desuden støtter vinhuset med overskud fra salg af én af sine vine (Wildwux) direkte omlægning af opdyrket til vild natur samt fredning. Og derudover er bevaret et naturligt grønt bunddække i alle vinmarker; og enkelte steder står stokkene uopbundne og ubeskårede som små buskvine (Stockkultur).

Josef og Ilse Maier har altid lagt vægt på gerningsstedet: Man skal kunne smage oprindelsen i vinene, og derfor står Geyerhof også for en række rene enkeltmarksvine, der hver især er aftryk af de enkelte vines grobunde og giver et flot overblik over den sydlige Kremstals terroirs. Det er udtryksstærke og lagringsværdige versioner af Riesling, Grüner Veltliner og Weissburgunder. Højdepunkterne er Gaisberg, Goldberg, Kirchenstock og Steinleithn.

Ilse Maier med sønnen Josef og hans hustru Maria, som hun nu har overdraget den daglige drift af vinhuset til

Jo løssere, desto stærkere

Vi kender Grüner Veltliner i flere forskellige tyngder: Fra den helt lette og friske med sprøde grønne æbler og pærer, over den mere modne med citrus, ferskner og abrikoser, til de helt eksotiske med mango, ananas og passionsfrugt, honning og krydderier; og hele vejen igennem er der som regel mere eller mindre af den friskkværnede peber.

De føromtalte geologiske og klimatiske forhold i Kremstal er hovedfaktorerne bag den lokale Grüner Veltliners friskhed, smidige fylde og typiske tobaksnoter; og den særlige kryddernote, den hvide og sorte peber, får sit stærkeste udtryk netop i vine fra de dybe løssjorde i Donaudalen. Grüner Veltliner trives simpelthen optimalt på disse og kommer her for alvor til sig selv i vinene.

Tyngde og balance er kendetegnende for Geyerhofs Gutsreserve— som det er det for Zaltos elegante, liggende glas Gravitas Omega… men mindre kan også gøre det. Vinen kommer mindst lige så godt til sin ret i Zalto Universal

Geyerhof Grüner Veltliner Gutsreserve 2009 har virkeligt alt, hvad en Grüner Veltliner kan have— af duft- og smagsnoter, i struktur og tekstur og ikke mindst af lagringspotentiale. Duften er dyb og lovede— om moden frugt og mørk fylde. Smagen afslører det hele: Ferskner, abrikoser, ananas og appelsiner; urtede noter af eng, hø, urter, te og tobak; og krydrede noter af akacie, harpiks, pinje, lakridspulver og ikke mindst peber, hvid og sort. Modenheden til trods er der stadig friskhed: Et godt syrebid og en mineralsk klangbund holder vinen vibrerende i glasset.

Druerne blev høstet manuelt og klaserne presset hele. Vinen er stukket sammen af udvalgte enkeltmarksvine fra årgangen og lagret fem år på gærresterne i store akaciefade, før den er flasket. Senere årgange er lagret hele seks et halvt år.

De fine svampede noter i vinens krydring (muld, kantareller og bivoks) kunne foranledige til at tro, at en del af druerne var angrebet af ædelråd, et ikke helt ualmindeligt fænomen i f.eks. Smaragd fra Wachau eller Reserve fra Kremstal. Men 2009 var en solrig, varm og tør årgang, som blot gav perfekt modnet frugt med stor koncentration i afkast; og det er den, vi i al dens komplekse udvikling kan nyde godt af i dag, 10 år senere. Skulle man være så heldig at finde en flaske, kan man snildt gemme den 5 endnu. Det er gennemgående livskraftige dråber, upåagtet hvad Stephen Brooke fremfører af tvivlsomme beviser på det modsatte i sin The Wines of Austria: “I care less for the Gutsreserve: the 2007 in 2015 had become oily on the nose, and despite its extract and concentration, lacked bite and freshness.”

Gå kun trygt på jagt efter Geyerhofs vine, og gem gerne til kælderen!

Flaske: Gutsreserve 2009  
Vinhus: Geyerhof  
Oprindelse: Kremstal, Østrig  
Drue: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål  
Lagring: Store akaciefade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Importør: ViniPortugal  
(nyere årgange)
Pris: cirka 300,-  

Riesling Reunion

Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-