Riesling Reunion

Dann ging es einfach nicht mehr.

Efter flere ugers tiltagende uro i det daværende DDR blev Berlinmuren brudt op om aftenen den 9. november 1989, og den aften og i de følgende dage strømmede Berlinerne over grænsen, og dermed tog en ny tid tog sin begyndelse— for Tyskland, for Europa, for hele verden. Siden den 13. august 1961 havde ‘den antifascistiske beskyttelsesmur’ adskildt det kommunistiske Østberlin fra det kapitalistiske Vestberlin, adskilt tyske familier, venner, kolleger, landsmænd fra hinanden og antageligt forhindret en masseflugt fra den totalitære, ‘demokratiske’ republik Østtyskland. Så kom omvæltningen; og hurtigere end nogen kunne have troet blev de to Tysklande genforenet den 7. oktober 1990.

Den 9. november er derfor igen en glædelig mærkedag i tysk historie. Tidligere var den skæmmet af Krystalnatten i 1938, foruden at være datoen for Weimar-republikkens etablering i 1918. Årstallet 1989 er nu blevet synonymt med tysk genforening og optøning af den kolde krigs frosne forhold mellem øst og vest. Samme år fjernede Ungarn sit grænsehegn til Østrig og rev sig løs af Sovjets jerngreb; Polen afholdt sit første frie, demokratiske valg, hvor Solidaritet stod som vinder; Tjekkoslovakiet oplevede Fløjlsrevolutionen; de kommunistiske regimer i Rumænien og Bulgarien stod for fald; og så fremdeles.

Tysklands trængsler var ingenlunde bragt til ende, men udviklingen hos vores nabo mod syd har ikke desto mindre været imponerende. Virkelyst, vækst og velstand, ikke kun økonomisk men også menneskeligt, har præget landet siden, især i årene i 90’ernes belle epoque. Senere har ‘Ostalgie’, finans- og flygtningekriser og ‘alternativ’ politisk tænkning forplumret billedet en smule. Lad os i denne sammenhæng nøjes med at fastslå og hylde den rivende udvikling, tysk vin har været i— især de gamle østtyske vinområder Sachen og Saale-Unstrut — men også i gamle, hæderkronede områder som Mosel, Nahe og Rheingau.

Det er desværre nok for meget at håbe, at det de næste 30 år vil udvikle sig lige så lykkeligt som den spillevende Riesling Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989 fra den dygtige og dybt traditionsbunde Rheingauer Hans-Joseph Becker fra J.B. Becker i Walluf har— høstet i Vesttyskland og først flasket i et genforenet Tyskland. Hajo Becker hører til blandt de bedste til at lave længe levende vine af en anden verden. Det er selvfølgelig også en fornøjelse at smage aldrende Egon Müller, Schloss Johannisberg, Bürklin-Wolf, Joh. Jos. Christoffel, Martin Müllen med flere, men Becker kan nu noget særligt. Gammeldags og alligevel ungdommelig i sin personlige forvaltning af en gammel tradition. Således begyndte han allerede i 1971 at vinificere selv Spätlese tørt; og han var i 2002 foregangsmand for brug af glaspropper; men hele vejen igennem har han arbejdet efter gode, gammeldags principper.

Status 30 år senere: 1989’eren har dyb duft af æbleblomster, fuldmoden frugt og petroleum. Vinen er helt tør og syren stadig strålende, og til trods for de mange mørke og udviklede noter er kernen stadig frisk frugt, æbler, ananas, limesaft og syltet frugt, ikke at forglemme bivoks og en underfundig note af dild og koriander. Det er vin, der kan vække minder om tiden, der i mellemtiden er gået; og mane til eftertanke om samtid og fremtid.

Ingen sammenligning i øvrigt, men Riesling liebhavere må her føle en flig af den fryd, tyskerne oplevede, da vinden vendte i 1989. Dengang som nu dyrker Becker økologisk, fra en stor andel af gamle stokke. Gæringen foregår spontant på store Fuderfade, og vinen lagres længe, oftest omkring et år, på gærresterne i fadene og flaskes ufiltreret. “Zeit ist das beste Filter.”

Man kan gå på tidsrejse og shoppetur i Beckers bagkatalog på Becker Weine.

Flaske: Eltviller Sonnenberg Spätlese 1989  
Vinhus: J. B. Becker  
Oprindelse: Rheingau, Tyskland  
Druesort: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: cirka 300,-

Haveselskabet i det høje

Århundreder gamle vinmarker, gammeldags kurvepresser, store gamle kastanjefade og hjemmelavede amforaer af egen lerjord. Det er Cantina Giardino, ‘Have-vinkælderen’, hvor Antonio og Daniela de Gruttola siden 2003 har lavet vin med fire af deres venner. Vi er i Irpinia, et mindre område i bakkerne på bjergkæden Appenninerne, der strækker sig ned gennem hele den italiske halvø og når nogle af sine største højder netop i Campanien. Jordbunden er dels kalksten, dels af vesuviansk vulkansk oprindelse.

Cantina Giardinos 16 vinmarker er beplantet med gamle stokke af lokale sorter, de grønne Fiano, Greco og Coda di Volpe samt den blå Aglianico— og heri ligger hele husets filosofi: Deres foretagende har fra begyndelsen handlet om at overtage ‘lukningstruede’ gamle vinmarker (med typisk over 50 år gamle stokke) med områdets indfødte og sjældne sorter. Flere af markerne er erhvervet fra ældre vinbønder, der ikke længere har magtet at opdyrke dem. I de Gruttolas hænder får de nu lov at leve videre og passe sig selv.

“Vi tror, at en mulig fremtid er at bedrive landbrug uden brug af systemiske produkter, og at vin uden tilsætningsstoffer er bedre og sundere,” fastslår Antonio de Gruttola. Derfor dyrker de markerne absolut økologisk. Vinmarkerne er af rimelig vild vækst; og det samme kan med en vis ret siges om vinene. I kælderen arbejdes der udelukkende med spontangæring, varierende længder skindkontakt, og kun i traditionelle redskaber og beholdere: Kurvepresser, kastanje- og akaciefade samt terracotta amforaer— og det resulterer i en lang række forskellige vine afhængigt af årgangen. Naturen giver, hvad den vil, og vinbonden er fri, når han følger den:

“Ingen kan fratage det frie håndværk fra den frie vinbonde. Den frie vinbonde er den, der kender sin vingård godt, og hvis vine klarer sig uden en ønolog og uden brug af bioteknologi. Vi fører ingen krig mod dem, der gør, men vi vil lave vin sådan her,” fastslår parret.

Antonio har lærergerning som sit borgerlige Nebenberuf, mens Daniela er keramiker. I den egenskab er hun også skaber af husets mange amforaer, der er gjort på lokal lerjord. I kælderen lukkes de efter endt gæring til med lokal bivoks, mens de venter på at være modne til flaskning. Imens maler lokale kunstnere de spraglede etiketter, der skal matche vinene med navne som Adam, Gaia, Paski, Sophia og T’ara Rà.

Sophia 2017 er skindfermenteret Greco fra amfora. Vinmarken, hvorfra druerne er høstet, er en af Campaniens højest placerede i 650 meters højde. Stokkene er op til 80 år gamle, og Greco kommer virkeligt til sin ret her efter seks måneder med skallerne. Det er struktureret ventevin, og den har stof til flere års lagring. Mundvandsfremkaldende syre, mundvandsdrænende tanniner, som stærk sort the, virkeligt godt greb men alligevel rund og rar; og ikke mindst elskelig for sine aromaer af tørrede abrikoser, pomerans og safran… og læg tørrede blomster, tørret mynte, mentol, eukalyptus og kamfer til. Det er vild vin, så der er naturligvis vildgærsnoter og en vis volatil syre, som sandsynligvis vil integreres med tiden.

Det danske efterårsvejr er orangevinsvejr. En uomgængelig sandhed på linje med ‘vin er vådt’, ‘tiderne skifter’ eller ‘alle ungkarle er ugifte’. Orangevine egner sig til de kølige stunder i løvfaldstiden, ikke mindst til efterårets spiser med bær, svampe og nødder. Sophia markerer overgangen fra sommer— med sin blomstrende og frugtige duft og strålende skær— til vinter— med sin krydrede dybde, faste greb og dybe glød.

Flaske: Sophia 2017  
Vinhus: Cantina Giardino  
Oprindelse: Campania, Italien  
Druesort: Greco  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
 seks måneders maceration
Lagring: Terracotta amforaer  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Il Buco
Pris: cirka 300,-  

Hvordan smager en lang, god sommer?

“Hvordan smager en lang, god sommer?”

Spørgsmålet stillede Nina og Niels Fink fra Vejrhøj Vingård ved Vindekilde i Odsherred for nyligt; og svaret vejrer ikke i vinden, for vi fik ved samme lejlighed smag for frugterne af sidste års høst. Den usædvanligt lange, tørre og solrige sommer i 2018 var en drøm for de danske vinbønder og kan nu genopleves i glasset. Styver 2018 er en forfriskende flaskepost fra foden af morænebakkerne ved Vejrhøj, hvor det på få år er lykkedes familien Fink at sende dansk hvidvin til tops.

Land og folk

Landskabet i Odsherred på det nordvestlige Sjælland hører til landets flotteste, især om sommeren; og Odsherred kommune rummer oplagt også flere sommerhuse end helårshuse. Man bemærker årstidernes skiften på andet end vejret.

Vi befinder os på bakkedragene langs Sejrøbugten syd for Sjællands Odde. Vejrhøj Vingård ligger langs vandrestien fra Vindekilde til gravhøjen Vejrhøj. Det er stejlt moræneland, dannet under seneste istid, hvor hele Odsherred lå under is. Vejrhøj er den yngste, sydligste og højeste af de såkaldte Odsherredbuer, randmoræne dannet ved en gletchertunges fremskred. Den gamle bronzealdergravhøj på toppen troner i 121 meters højde, med udsigt mod Nekselø i vest, Dragsholm Slot mod syd og helt over til den inddæmmede Lammefjord mod øst. Selve vinmarkerne ligger på sydvendte skråninger ned mod Sejerøbugten, foran ligger lidt hedeslette og bagtil skov og en moræneslette ned til Lammefjorden.

Seneste tilføjelse til dette gamle landskab er så tre hektarer vinmarker. Nina og Niels Fink skiftede Sølyst i Klampenborg ud med Vejrhøj i 2009. En boligannonce havde gjort dem opmærksomme på det lille hvidkalkede husmandssted ved havet, med tilhørende marker, som i årenes løb bare var vokset til. “Det var udsigten, der afgjorde det. Vi satte os på en bænk ved huset og så ud over bugten,” fortæller Niels: “Her skulle det være.”

En moden beslutning

Det er alt andet end ubeskrevne blade, der har slået rod her ved Vejrhøj. Begge er uddannede økonomer, fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet, og begge med en fortid i PensionDanmark og Lægernes Pensionskasse. Senest var Nina direktør i PBU, Pædagogernes Pensionskasse, og Niels chef for institutionelle investorer i Nordea. Hvad slår man sig så ned som efter sådanne jobs? Ja, som vinbønder, selvfølgelig!

Helt en selvfølge var det nu ikke, for det var mere tilfældets musik, der førte dem til vinavl. Nina var som ung en tur omkring Landbohøjskolen men skiftede hurtigt agronomien ud med økonomien og lod det grønne være en hobby. Men efter en lang karriere i storbyen kriblede det igen i fingrene for at komme i gang med “noget med planter”. Så da den yngste var blevet student, og børnene dermed fløjet fra reden, stod en flytning og et karriereskifte foran dem.

Oprindeligt var det tanken, at de måske skulle dyrke æbler eller solbær; men en kyndig sjæl var så venlig at lade Niels vide, at moræneskråningerne nær ved havet var mere end velegnede til vindyrkning. Så sådan blev det. De første vinstokke blev plantet i 2011. Stadig på hobbyplan til en aktiv pensionisttilværelse; men da Niels forlod sin chefstilling i 2013, valgte de alligevel at lade vinavlen tage fart. I dag står der godt 10.000 stokke, som kræver godt og vel to fuldtidsstillinger at passe. Samtidigt har Niels været tilbage på skolebænken og har taget sommeliereksamen på Vinakademiet.

De står altså selv for alt arbejde i marken og vineriet— men med hjælp fra venner, familie og folk med erfaring og gode kontakter. Den tyske vinmager og ønolog Jens Heinemeyer bistår i kælderen. Heinemeyer er kendt fra vinhuset Solveigs i Rheingau og slår ofte sine folder som konsulent i Danmark, bl.a. har han tidligere arbejdet med kirsebærvin på Frederiksdal, ligesom han også er ønolog hos Ørnberg på Sjællands Odde få kilometer fra Vejrhøj.

“Jens har været en vigtig hjælp undervejs. Han har også hjulpet til med at finde det rigtige udstyr til vineriet til en ordentlig pris. Vi var en tur i Tyskland og se på forskellige beholdere og brugte maskiner, og Jens kunne vælge noget af god kvalitet,” fortæller Niels.

I 2015 byggede de nyt professionelt vineri ved siden af privatboligen. Foruden presse- og flaskningsudstyr, gæringstanke og træfade rummer bygningen også kontor og smagerum. Siden har det faktisk bare taget fart. Vinene udviste tidligt et kvalitativt potentiale og har allerede fået professionel opmærksomhed og vundet flere priser— og blandt de mange ferierende i sommerhalvåret er der god basis for hyppige besøg på den lille vingård. “Så der er nok at se til.”

“Vi får en masse frisk luft, for der er rigtigt meget udendørsarbejde. Det er meget givende at gå rundt ude i marken og passe planterne,” fortæller Nina. “Det er noget rart i at gå og gentage, når man beskærer og binder op. Men man skal ikke begynde at tælle, hvor langt man er nået… for så går det galt!”

Der skal både slides og nørkles en del, men også træffes beslutninger langt ud i fremtiden. Vin er som flerårig afgrøde og langtidsholdbart produkt et foretagende med naturligt langt tidsperspektiv; og det fordrer eftertanke men kræver også beslutsomhed. Deri ligger selvfølgelig venten og frustrationer men også meget af det særegent givende ved hele foretagendet: “Der er en stor tilfredsstillelse i at arbejde med hele processen fra planterne på marken til den færdige vin i flasken,” fastslår Niels.

Udgangspunktets lidenhed til trods formår de alligevel at fremstille flere forskellige og forskelligartede vine: Hvid, rosé, stille og mousserende, stålsatte og fadlagrede, de ligefremme og de legende. En fællesnævner er en intens aromatik og kølig nordisk friskhed.

En lille forbindelse tilbage til finansverdenen er finurligt bevaret i vinenes navne: Skilling, sterling, seksling, klipping, styver og gylden er alle navne på mønter; og med de historiske mønter sluttes ringen også til gravhøjen og arkæologiske fund fra nærheden.

Grønt er godt for øjnene

Respekt for naturen er en grundindstilling hos Nina og Niels Fink. De har fra første færd dyrket uden brug af sprøjtegifte. Desuden holder de markerne grønne med bunddække af naturlige græsser; og de tilføjer jorden næring med kompost. En officiel økologisk certificering er også under opsejling.

“Vi har valgt nogle sorter, som har gode forudsætninger for at modne i et køligt klima som det danske,” forklarer Niels, “og da vi dyrker markerne uden at bruge sprøjtegifte, giver det også god mening at have sorter, der kan modstå meldug og råd.”

Valget af druesorter faldt også naturligt på de grønne, da det danske vejrlig (endnu) er bedst egnet til hvid og mousserende vin. Solaris er hovedsorten, og Muscaris har også fået en pæn andel. Phönix, Hibernal og senest Souvignier Gris følger trop, og dertil kommer lidt af de blå Leon Millot, Cabernet Cantor og senest Bolero. De blå indgår i fremstillingen af rosévine. Sorterne er alle såkaldte PiWi-sorter, særligt sygdomsresistente krydsninger, som er velegnede til at dyrke i et relativt køligt og fugtigt klima som det danske— især når man som økolog ikke kan ty til fungicider. PiWi kan man læse nærmere om her.

Vejrhøjs vinmarker ligger på en sydvendt skråning op mod selve Vejrhøj, hvilket giver druerne masser af sol. Det skrånende terræn og nærheden til havet reducerer risikoen for nattefrost i maj, hvor vinstokkene springer ud; og i løbet af sommeren virker havet som en mildnende faktor, der frisker op og sender en salt brise ind over landet. “Vores vine kommer alle fra den samme mark,” fortæller Niels, “så de afspejler direkte den natur, de kommer af. Hver årgang er også forskellig. Det er spændende at følge med i.”

Udgangspunktet er småt; og det er småt med erfaringer i et så nyt et vinland som Danmark, der først i 2000 fik godkendelse af EU til kommerciel vinproduktion; og de sorter, der dyrkes, er ikke de mest hverken vel- eller anerkendte. Hvad kan man så forvente? Hvis man overhovedet har nogle forventninger, kan Vejrhøj i hvert fald leve op til dem. Det er imponerende, hvad de har nået i løbet af mindre end et årti; og man fornemmer da også både en begejstret overraskelse og en berettiget stolthed over vingården og vinene. Niels og Nina har fundet sig til rette, selvom de stadig er på vej i deres udforskning af vind, vejr og lokale vilkår. Og hvad rummer fremtiden så? Småt er godt, især når man gerne vil gøre arbejdet ordentligt og gå i detaljen:

“Vi vil gerne holde det i den her størrelse,” fastslår Niels, “så vi stadig selv kan stå for det hele. Så hellere holde fast i en lille produktion af kvalitetsvin og arbejde videre på den.” — Det bliver spændende at følge i de kommende år!

Sommeren 2018

Byger, som går og kommer— det er den danske sommer! Så vidt Thøger Larsen; men 2018 bød på en ekstrem sommer mange steder på den nordlige halvkugle. Central- og ikke mindst Nordeuropa og især Skandinavien oplevede usædvanligt varmt og solrigt vejr.

Sommeren satte i Danmark allerede ind i maj, der blev den varmeste og solrigeste nogensinde målt i Danmarkshistorien— med en middeltemperatur på 15 grader og hele 363 solskinstimer. Regn var det småt med efter en usædvanligt våd marts; og allerede i juni kom der afbrændingsforbud landet rundt. Juni og juli gik maj i bedene og gik begge hen og blev de solrigeste af deres slags. Heldigvis kom der noget af den nedbør, der normalt kendetegner juli, endda kraftig regn sidst på måneden; men det solrige, varme vejr varede alligevel langt ind i august.

Sådan en sommer sætter selvfølgelig et særligt præg på vinplanternes vækst. Blomstringen forløb meget tilfredsstillende, men den efterfølgende tørke var hård for planterne, især de helt unge stokke. I sidste ende blev udbytterne dog overmåde pæne og mosten godt moden. Høsten fandt sted meget tidligt og forløb over en ganske kort periode fra den 15. til 25. september. Familie og venner hjalp til med at få druerne i hus. Nu, et år senere, hvor dette års mere ‘normale’ danske sommer lakker mod enden, kan vi gøre status over resultaterne.

Styver 2018 er stålsat Solaris med nærmest knasende sprødhed, en saftspændt, frodig frugt, godt greb og overraskende frisk syre for så varm en årgang. Græs, hyldetræ, hyldeblomst, limeskal, grønne stikkelsbær, moden pære, agurkesaft, flintede noter, aromaerne er komplekse. Samtidigt er Styver en fornøjelig og letdrikkelig vin, lige til at servere ved 8-10 grader og i ikke for små glas. Den egner sig som tørstslukker, terrassevin og i selskab med asparges, ærter, salater, lys fisk, gedefriskost og andre milde oste. Produktionen blev i 2018 på godt 6.000 flasker. Styver var i øvrigt i 1600- og 1700-tallet en dansk-norsk to-skilling. Selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, en gammel nederlandsk møntenhed.

Skilling 2018 er en rundere og mere substantiel Solaris med et skud Souvignier Gris. Rund fylde og rank syre, hyldeblomst, frisk fersken, et hint røde bær og let krydret restsødme. Gæringen gik i stå tidligere end forventet og efterlod 19 gram restsukker, der blot balancerer syren og giver større fylde. Velegnet på egen hånd, til milde oste eller grillede rodfrugter.

Klipping 2018 er en blød og saftig mundfuld på Muscaris og Cabernet Cantor. “Muscaris giver hyld og Cantor røde sommerbær,” siger Niels, og han har fuldstændigt ret: Hyldeblomst, roser, mild rød bærfrugt, især jordbær, både frisk og frosne, modne hindbær, et let krydret og røget præg. En oplagt vin til jomfruhummer, koldrøget laks eller rødkitost; men desværre allerede udsolgt. Knapheden går igen i navnet, den er navngivet efter en beskåret mønttype, som man har ‘klippet’ i krisetider.

Seksling 2018 er en boblende pendant til Klipping, en pet nat uden tilsatte sulfitter. “Selvom de startede sammen, har de fået vidt forskellige farver,” observerer Nina: Her er det en lys hindbærbrus med let skum, sprødt bid og gribende syre. Masser af moden bærfrugt, hindbærkerne, buksbom, pinje og en let ristet bitternote. Oplagt aperitif eller ledsager til friske sydøstasiatiske retter.

Så er der også Sterling, en Solaris med fadlagring, tillige i udgaven ‘Nøgen’, en naturlig, usvovlet forfriskning med hyldeblomst, grapefrugt, stikkelsbær, pirrende syre og en salt sprødhed; og Perle, en gang skum på Phönix og Hibernal med æble- og stikkelsbærsmag; og netop nu kommer to yderst velsmagende fade skindfermenteret Solaris og Souvignier Gris også på flaske, ‘Gylden’— men mere om det ved en senere lejlighed!

Vejrhøjs vine kan i København købes hos Vintro og Ved Stranden 10, og er man den spisende type, kan man støde på dem på Dragsholm Slot, Geranium, Kong Hans Kælder, Kødbyens Fiskebar, AOC m.fl. Men de kan selvfølgelig også erholdes på selve stedet, hvor alting opleves bedst. Vingården er almindeligvis åben for besøg torsdag og lørdag. Tjek hjemmesiden, eller træf aftale på 21 20 08 68 — og god fornøjelse med dansk vin!

Flaske: Styver 2018  
Vinhus: Vejrhøj Vingård  
Oprindelse: Sjælland, Danmark  
Druesort: Solaris
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Ståltanke
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: 185,-  

Ode an die Freude

Den store danske filosof Erik (der udbredte sine tanker fra en villa i provinsen i Rytteriets serie om Erik og Else) ramte hovedet på sømmet med sin opsummering af forskellige vintyper: “Der er rødvin, og så er der hvidvin, og hvis man blander det, så får man rosé; og sådan er det!”

Alternativt begavede vil ellers mene at vide, at det normalt kun er i Champagne, man kan frembringe rosé ved at blande rødvin i hvidvinen; at rosé ellers fremstilles ved at dræne most fra kun kort macererede blå druer, altså en slags rødvin som hvidvin, let og lys og som skabt til sommeren.

I det sydlige Tyskland og i Schweiz er de dog også af en anden opfattelse. Den traditionelle vintype Schiller er netop en blanding, dog ikke af færdig rød og hvid vin, men af blå og grønne druer, dyrket, høstet og vinificeret sammen, hvilket giver en oftest mørk rosé, også kaldet en Rotling.

Navnet Schiller kommer af schillern, at stråle eller glitre, og hentyder således til farven snarere end til den tyske filosof, historiker, dramatiker, digter og livsnyder Friedrich Schiller (1759-1805). Vin var han ellers glad for; men de fleste kender ham nok bedst som skribenten bag digtet Ode an die Freude (Til glæden) fra 1785, som Beethoven mellem 1822 og 1824 satte musik til i sin niende symfonis fjerde sats — men nu ryger vi ud ad en tangent.

Det er især i Sachsen og Württemberg, Schillerwein er at finde i Tyskland, mens den dukker op adskillige steder i Schweiz. I Württemberg er der stor variation, da alle tilladte sorter kan benyttes og ofte bliver det. I schweiziske Graubünden skal andelen af blå druer blot overstige andelen af grønne; og i kantonen Valais er det ofte Chasselas og Pinot Noir, der nyder hinandens selskab. Således også hos Mythopia, hvor Hans-Peter Schmidt frembringer en naturlig og finurlig nul-sulfit udgave af den gamle specialitet. Valais velsignelser er beskrevet her; og Mythopias filosofi portrætteret her.

Mythopia Schiller 2013 sprudler af liv, er strålende solnedsgangsrød, dufter først af jordbærgrød, rødkål og brunede løg, men det reduktive damper af og gør så plads for skovjordbær, hindbær, syrlige drops og Kongen af Danmark bolcher, og smagen runder yderst urtet af med mos, fennikel, lavendel og rosmarin. Det urtede tager faktisk til og vækker mindelser om en anden schweizisk specialitet, de mange urtebittere og -likører. Vinen holder sig fint frisk en time eller to men begynder så at give efter for oxidation og vermouthisering. Den er forfriskende at drikke solo men nok især i selskab med mad kan den gøre glæde på sommerbordet. Hvad angår det musikalske akkompagniment: Vælger man ikke hele Beethovens niende, er den bedste version til Mythopia nok Muppet Shows Ode to Joy.

Freude trinken alle Wesen
an den Brüsten der Natur…

Flaske: Schiller 2013  
Vinhus: Mythopia  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesorter: Pinot Noir, Chasselas
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, en uges maceration  
Lagring: Et år på små træfade
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Krone Vin  
Pris: 420,-