Tredje torsdag i november

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

— Henrik Nordbrandt
Håndens skælven i november, 1986

Det kræver sit at kaste lys over den første virkeligt mørke, kolde og våde måned i vinterhalvåret, især under vore nordiske himmelstrøg. Derfor er det kærkomment med en sommerlig hilsen sydfra. Gerne i form af vin, og her kommer franskmændene os årligt til undsætning.

Den tredje torsdag i november er nemlig traditionen tro dagen, hvor den friske vin fra årets høst i Beaujolais frigives: Den såkaldte primeur, oftest omtalt som nouveau; den første, den nye. Knapt er den gæret færdigt, før den fyldes på flaske, og knapt er den kommet på flaske, før den kommer i glasset; og her er hastværk for en gangs skyld ikke lig lastværk: Den sarte, ungdommelige vin bevarer kun sin særlige friskhed i ganske kort tid. Så gå efter den, gå efter den naturlige, og drik den drømmende og gerne med lukkede øjne.

Ny vin på gamle flasker?

Banal bællevin eller fransk fristelse? Meningerne er delte om kvaliteten af vinen og meningen med galskaben. Beaujolais er kendt for sin lethed og frugtighed, ikke nødvendigvis kvaliteter som sættes pris på i alle selskaber; og i tilfældet nouveau er det hele sat på spidsen — for mange bliver letheden ulidelig og frugten for frisk. Den stærkeste smag er af reklame, og festen stinker af slagstrick. Associationerne går tilbage til fænomenets velmagtsdage i 1980’erne, hvor festen utvivlsomt var bedre end vinen, og hvor Thorkild Thyrring og andre racerkørere efter parisisk forbillede sled asfalten af vejene for at få den unge vin så hurtigt ud på beværtningerne som muligt. Firsernes glamour falmede, kult blev kitsch, og kvaliteten faldt dramatisk — fra tvivlsom til elendig.

Traditionen med ny vin har dog mere på sig, end ovenskrevne lader ane. Oprindeligt fejrede man så snart som muligt høsten med en skænk af årets første, knapt færdiggærede vin. Senere fik forsmagen på den nye vin en rolle at spille for indkøbere, anmeldere og andre usædvanligt vininteresserede. Andre steder end Beaujolais har man tradition for at markedsføre den nye vin — men få steder har man som i Beaujolais haft så stor succes med det. Måske fordi den nye Beaujolais faktisk smager bedre end så mange andre nyfødte vine; og nok også fordi den allerede ligner den voksne udgave, der kommer på markedet ikke så meget senere. Beaujolaisens umiddelbare kvaliteter — friskhed, frugtighed, mildhed — potenseres i Nouveauen.

Gamay er druen bag Beaujolais, og vinens fine duft, dens liflige, friske bærfrugt, dens lethed og blødhed skyldes i højeste grad denne tyndskallede og saftspændte blå drue. Gamay Noir à Jus Blanc er det fulde navn, “den mørke Gamay med lys saft”, og der findes faktisk en Teinturier-sort, især i Touraine, med mørktfarvet frugtkød; men hverken i Schweiz, Beaujolais, Champagne eller Loire giver Gamay nogensinde dybt mørke vine. Den er den lyse digter Schade i vinens verden. Der er noget drømmende, flyvende og flirtrende over god Gamay; og så er den faktisk ret alsidig — fra den letsindigt friske Nouveau over den frugtige Beaujolais til de rigere Villages vine og de dybere og mere seriøse Cru’er. De byder på alt fra kirsebær, blommer, hindbær, jordbær og sommerblomster til krydderurter, peber, røg og grafit. Meget kommer også an på terroir og vinifikation. Det er især Beaujolais’ mange kalksten, der får blødheden og mildheden frem i vinen; mens den i mange år nærmest enerådende kulsyregæring, maceration carbonique, gav udslag i en karakteristisk duft og smag af skumbanan, candy floss, syrlige drops og Hubba Bubba tyggegummi. Det har, som så meget andet, ændret sig i de senere år.

Man kan med en vis ret sige, at fransk naturvins vugge stod i Beaujolais, da Jules Chauvet forsagede sulfitterne til fordel for spontangæring og semi-karbonisk maceration i samarbejde med Marcel Lapierre. Guy Breton, Jean Foillard, Yvon Métras og Jean-Paul Thevenet hører til i samme loge og liga; og der er nye skud på stammen i Karim Vionnet, Kewin Descombes, Jules Métras, Julie Balagny… og Sylvère Trichard på Domaine Séléné.

Netop naturvinsbønderne har nok spillet en afgørende rolle for, at nouveauen nu om stunder er mere drikkelig og drikkemoden — sammen med mere unaturlige årsager som global opvarmning. Helt solmodne druer og væsentligt tidligere høsttidspunkter gør, at vinen er mere moden, modnet og stabil, når den når frem den tredje torsdag i november.

Domaine Séléné

Et nyt hus har i løbet af ganske få år gjort grundigt indtog på naturvinsfronten i Beaujolais: Domaine Séléné har begejstret såvel garvede kendere som almindelige drukkenbolde både med Beaujolais af den vanlige slags — side om side med Nouveau.

Domaine Séléné drives af den unge Sylvère Trichard. Han tog vin til sig professionelt i 1998, da han deltog i fremstillingen af sin første vin hos sin onkel, som samme år indledte omlægning til økologisk dyrkning. Siden lod hans sig yderligere oplære gennem arbejdet for onklen, for Jean-Claude Lapalu i Brouilly og en tid for Domaine Belluard i Savoie. Familiedomænets seks hektarer overtog han i 2012. Stokkene er for de flestes vedkommende over 60 år gamle, og beplantningstætheden er høj, næsten 8.000 planter pr. hektar.

Hans formelle uddannelse i feltet begrænser sig til et landbrugskursus i Dieppe, hvor han imidlertid mødte Elodie Bouvard, der senere skulle blive hans kompagnon. Bouvard dyrker en lang række forskellige grøntsager, mens Trichard står for vinen. I modsætning til vinen afsættes grøntsagerne mestendels lokalt, og gården indgår således på traditionel vis i lokalsamfundet og den omgivende natur gennem de blandede beplantninger af afgrøder — en model, der gav sig selv i gamle dage.

Sélénés “voksne” sortiment består sædvanligvis af “topvinen” Gisou, opkaldt efter Sylvères bedstemor og bestående af selekterede druer fra en enkelt parcel, lagret på ældre egetræsfade og gerne flasket i magnum; en “almindelig” Beaujolais og en Villages, begge gæret på cementkar og lagret i ståltanke. Desuden fremstilles mindre mængder af rosé og hvidvin, begge tillige på Gamay.

Men tilbage til den nye vin og dens korte vej fra jord til bord: Landskabet i Beaujolais er bakket, og jordbunden består mestendels af kalkholdig mergel. Sylvères stokke har opnået en vis alder og dyrkes som nævnt efter biodynamiske principper. Der foretages en selektion af sunde, fuldmodne klaser, som gæres hele med godt to ugers maceration. Gæringen foregår med vildgær, og vinen kommer på flasken uklaret og ufiltreret og uden tilsætning af sulfitter. Det er ren natur, friskt og skrøbeligt, så det skal naturligvis drikkes inden længe — og så hurtigt som muligt, når flasken først er åben. Nouveauen har en fin note af vildgæren Brettanomyces, men hvad værre er: I løbet af få timer efter åbning afslører den tydelige spor af vinfejlen mus. Ikke store rotter, bare små mus, og de kan skræmme visse af os langt væk. Det uhyggeligste er dog tanken om en flaske, som af mystiske årsager IKKE er drukket inden for et par timer.

Post festum

Sélénés Nouveau 2018 er negationen af novembers mørke med sin lyse røde bærsaft, forfriskende syre og lette, fløjlsbløde stoflighed. I duften modner kirsebærrene, og violen blomstrer. I munden er den saftig, næsten vandig, med masser af sommerjordbær, syltekirsebær, sultanas og krydrede noter af lakrids, læder, hvid peber, endda løvstikke og kørvel; men ganske let og flygtigt, så man nemt griber efter glasset til en slurk mere — og en mere og en mere.

Skænk vinen op, for november er over os
og regnen har gjort jorden villig og blød!
Men vinen er stærk og sød.
Lad flasken drikke dig ud af mørke og død.

Flaske: Beaujolais Nouveau 2018  
Vinhus: Domaine Séléné  
Oprindelse: Beaujolais, Frankrig  
Druesort: Gamay  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Et par uger på flaske  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Melin Vin
Pris: cirka 100,- mens tid var  

Tilbage til rødderne

Allerede i Maule får man øje for det sydlige Chiles fortræffeligheder: Vi er langt ude på landet, og mellem skovklædte bakker, floddale og enge ligger små, familieejede vingårde spredt, begavet med bedagede vinmarker, hvor upodede stokke af gamle sorter står stærkt. Viña González Bastías er et af områdets gamle vinhuse, som absolut fortjener udbredelse i den vide verden og nærmeste fremtid.

José Luis Gómez Bastías er femte generation på familiegården, som han driver sammen med sin hustru, ønologen Daniela Lorenzo, og i stadigt samarbejde med sin far. Daniela kommer oprindeligt fra Santiago, hvor hun var med til at stifte den velrenommerede vinbar Bocanáriz; men lod sig forføre af José og hans vine samt det stille landliv langt fra storbyens jag.

Vingården ligger på en stejl bakke på sydsiden af Maulefloden, lige over for en gammel jernbanestation på Talca-banen, og som barn roede José dagligt over floden for at komme i skole. Vi er virkeligt langt ude på landet. Denne “kystnære” del af Maule er kendt som “secano costero” og befinder sig godt 50 km inde i landet fra Stillehavet. Området er yderst tyndt befolket, og omgivelserne er præget af vild natur, som de fem hektarer vinmarker næsten går i ét med. Jordbunden er præget af flodsedimenter fra Andesbjergene og har et højt indhold af granit. Trods tørt vejrlig holder floden vinmarkerne naturligt forsynet med vand.

Familietraditionerne og fortidens dyder sættes i højsædet. På vidtstrakte arealer vokser País, Moscatel og Torontel frit som små træer, upodede og uopbundne. Mange har rundet de 200 år. Vinstokkene lever på naturens nåde, da José hverken vander eller sprøjter markerne. Et grønt bunddække hjælper til med at holde på fugten i jorden. Kælderen er ligeledes næsten naturvokset: Bygget op af ler fra floden (adobe) og uden udstyr, man ikke ville genkende for århundreder siden.

Vinen bliver til ved 100% håndarbejde. Håndplukning (andet er ikke engang muligt mellem de knudrede stokke), manuel afstilkning på gammeldags sukkerrørsmåtter (zaranda), gæring udelukkende med den naturligt forekommende gær, og der gæres i store cementkar (lagares), gamle træfade og amforaer. De laver ingen klaring eller filtrering og tilsætter kun få eller ingen sulfitter. Vinene er karakteristiske, livlige og rene i udtrykket— blandt de røde er især País in tinajas, vinificeret på gammeldags spanske amforaer (tinajas), at anbefale.

Vino naranjo er González Bastías’ bud på en særligt sydchilensk orangevin. Den er en samgæring af 40% Moscatel, 40% Torontel og 20% País — tre så godt som indfødte chilenske sorter, såkalte cepas patrimoniales, arvegods fra de spanske conquistadorer, missionærer og nybyggere, der befolkede landet fra begyndelsen af 1500-tallet. Landdruen País er identisk med den canariske Listán Prieto og gjorde sandsynligvis sørejsen ad den vej. Det samme er sandsynligt med Moscatel, der er identisk med den nok ældste klon af Muscat-druen: Muscat d’Alexandrie. Torontel står ofte plantet sammen med Moscatel og er nok en krydsning af Listán Prieto og Muscat d’Alexandrie, og man finder den i Argentina under navnet Torrontés. Alt i alt et lokalpatriotisk blend.

Druerne høstes og afstilkes ved rulning af klaserne hen over sukkerrørsmåtter (zaranda de coligüe), og pulpen spontangæres. Mosten drænes først fra skallerne efter seks måneder, hvorefter vinen lagrer et halvt år på store, gamle træfade af det lokalt udbredte rødtræ (rauli). Her sker en naturlig sedimentering, og vinen klares eller filtreres da heller ikke. Siden 2015 er der heller ikke tilsat sulfitter.

Ravfarvet med et næsten rødligt skær. Duften er dyb med blomster og skovjordbær og smagen fyldig af tørrede abrikoser, orangeskal og marcipan med krydderurter og peber i eftersmagen. Undervejs er der spændende strejf af læder, vilde urter og noget jodagtigt. Rustik men ret balanceret. Frisk syre, en fin bitterhed og støvede tanniner. Første årgang kom i 2012, men det smager allerede, som om José og Daniela aldrig har lavet andet.

Flaske: Naranjo 2015  
Vinhus: Gonzales Bastias  
Oprindelse: Maule, Chile  
Druesorter: Moscatel, Torontel, País  
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret, seks måneders maceration  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop, lakforseglet  
Alkohol: 12,8%  
Pris: cirka 175,-  

Sol, sand og salt

Antonino Barraco trækker på traditionerne og lader lokaliteten komme direkte til udtryk i sine vine: Kondenseret middelhavsklima, sydens sol, den friske vin og havets salt kommer alle i front i hans minimalistisk vinificerede vine på lokale sorter, dyrket i de sorte sandjorde på det vestligste Sicilien.

Hans Grillo 2014 dufter mildt af citrus, abrikos og mango, og den smager af det samme: Først i tørrede, så i de friske udgaver. Saftig, frugtig og moden men alligevel rank, med et godt greb og en fin syre. Let salt og røget eftersmag, noter af bergamot og lakrids. En umiddelbar og underholdende vin, der forfrisker kølig men viser komplekse sider ved 12-15 grader.

Grillo er den indfødte sicilianske hvidvinsdrue par excellence, og verdens kendskab til druen har hidintil mest været formidlet gennem Siciliens historisk mest berømte vin, Marsala, fra øens vestkyst. Grillo gør sig da også godt til hedvin og lang lagring på grund af sin forholdsvist høje syre, viskøse tekstur og subtile aromatiske kompleksitet; men den egner sig faktisk også til tørre hvidvine, hvilket indtil for nyligt har været en velbevaret hemmelighed blandt indfødte sicilianere. Men faktisk trækker denne stilart tråde tilbage til Marsala, før de alkoholglade briter fik den forstærket.

I de seneste år har en renere, ikke-fadlagret og mere mineralsk stil vundet frem, foruden udgaver med kortere eller længere skindkontakt. At man også kan lave glimrende orangevin på Grillo er f.eks. Valdibellas Grillo sulle Bucce (dansk importør: Winewise) et godt eksempel på. Nino Barracos vine leger også med kort skindkontakt, men falder smagsmæssigt mere ud til den hvide og mineralske side - men i det hele taget er de bare noget for sig. Livlige og komplekse, og så er det vine, der som det naturligste i verden hamler op med klassiske råvarer fra det sicilianske forrådskammer: Ansjoser, sardiner, oliven, saltede kapers, mandler, pistacier, safran osv.

Grillo er hjørnestenen i Barracos produktion, men lad os alligevel kaste et kort blik på højdepunkterne i det øvrige sortiment:

Catarratto: En fornem fortolkning af en endnu én af Siciliens indfødte sorter, den friske men ofte neutrale Catarratto, her strammet op af tre dages skindkontakt. Blomstret duft og citrus i alle afskygninger, syrerig og med en dejligt krydret dybde, grønne urter, bergamot, kanel og nellike.

Zibibbo: Det lokale sicilianske navn for den gamle Moscato d’Alexandria. Skæv og skæg, her står naturvin med tydeligere skrift: Flint og krudt i næsen og masser af citrus, tropisk frugt og blomster. Ikke ulig den fremragende Zibibbo fra Gabrio Bini (dansk import ved lieu-dit).

Vignammare: Gensyn med Grillo, her fra ældre stokke på de kystnæreste marker, der forlener en særlig salt fornemmelse i vinene: En vin fra havet og tiltænkt at servere til alt godt fra havet. Især østers og de ærefrygtindgydende søpindsvin, hvis intense salt og jernsmag kræver sin vin. Vignammare kan klare skærene.

Perricone, Pignatello og Nero d’Avola laver han også, hvis man går over til den mørke side; men så længe solen skinner så strålende som i Grilloen… De fleste af Barracos vine kan købes fra italienske webshops som Italvinus og Tannico - og foruden importerer og serverer Il Buco her i Danmark.

Flaske: Grillo 2014  
Vinhus: Barraco  
Oprindelse: Sicilien, Italien  
Druesort: Grillo  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret på stål, fire dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €20  

Creutz

Det kræver stærke overtalelsesevner at overbevise danskere om, at Silvaner ikke bare kan være værd at drikke men faktisk også være stor vin. Nogle gange er det bedste kneb nok at lade vinen tale for sig selv. Især hvis det drejer sig om vin med så meget at fortælle som fra enkeltmarken Creutz, hvor næsten 150 år gamle, upodede Silvaner-stokke vokser i den lyse kalkjord, økologisk dyrket og vinificeret efter den gamle skole af Zehnthof Luckert.

Silvaner kommer til sit fulde udtryk her. Både dens stringente og mineralske side og den mere frugtige og fyldige; og det er den sidstnævnte, der er i forgrunden i Creutz. En seriøs sensommervin, der flyder lige så ubekymret som Mainfloden, men undervejs bundfælder de fineste indtryk: Moden gul frugt og en kompleks dybde af grønne urter og jasminthe, nyslået hø, friske hasselnødder og voks. Silkeglat, fløjlsblød, cremet, saftig - og tør, støvet, mineralsk, kalket, næsten som flydende talkum. En måske overraskende men ikke uberettiget sammenligning kunne være med Chablis fra Raveneau. Den bør da også nydes af Bourgogneglas - og ikke alt for kølig. Nuancerne kommer frem med luft og opvarmning i glasset.

Creutz er en parcel på stejle Sonnenberg i Sulzfeld, sandsynligvis Tysklands ældste stadigt ydende Silvaner beplantning. Ulrich Luckert tilkøbte den i 2011. Den massale selektion er plantet på egne rødder helt tilbage til 1870 og tæller kloner som Grüner, Gelber, Roter og Blauer Silvaner. Alle regnbuens farver, og det giver nok yderligere kompleksitet til den komptakthed og dybde, der i forvejen kommer af de dybt forankrede rødder og næsten absurd lave udbytter: Vi er helt nede på 10 hektoliter pr. hektar; og med kun godt 600 stokke bliver det kun til et enkelt fad og ikke meget mere end 400 flasker. Druerne er høstet manuelt i september, og efter en kort kold udblødning med drueskallerne, gæres mosten spontant. Så følger lagring på gærresterne i et gammelt frankisk Viertelstückfass og først flaskning et år senere.

Zehnthof Luckert er en førsteklasses producent, og jeg har tidligere fremhævet deres fremragende Maustal - og fremhævet lagringspotentialet i samme. Det samme gør sig gældende for Creutz, endda i endnu højere grad. Især i de køligere årgange, hvor tyngden ikke kondenserer til kritisk masse, men syren holder den svævende. Det er tilfældet i 2014 (og noget lignende gør sig gældende i 2016). Frugten vil formentlig træde yderligere i baggrunden og gøre plads for flere af de urtede og mineralske noter, der allerede nu betager.

Silvaner - før og nu

Skal vi satse på en strålende fremtid for Silvaner? I en periode var den den vigtigste sort i Tyskland. Et ældre navn er Österreicher, der peger på en oprindelse i Østrig, hvor den er opstået som en naturlig krydsning mellem en Traminer-sort og den nu nærmest uddøde Österreichisch Weiss. Silvaner havde en vis udbredelse i Østrig men udvandrede mod vest, og i sin storhedstid var den udbredt vidt og bredt i Tyskland og langt ind i Frankrig. Det er en drue, det er let at dyrke og som let glider ned men samtidigt let glider i baggrunden; som en spinkel og noget neutral druesort, som derfor dyrkes mindre og mindre mange steder, hvor den tidligere var vidt udbredt. Den fandt sig dog for alvor hjemme i Franken, hvor den stortrives og har sin højborg i dag. De solrige somre og den kalkholdige jordbund gør den saftigere, frodigere og mere finesserig her end noget andet sted. Silvaner er den arketypiske Frankenvin. Mild, venlig og afslappet som frankerne selv. Den er territorial men ikke en alfa-han som Riesling. Til gengæld kan den være en diva på samme måde: Den kræver særlige kår for at yde sit yderste; og når det er tilfældet...

Creutz er kunst. Pæn ved første bekendskab, smuk ved det næste, og siden betagende, spændende, afhængighedsskabende. En sjældenhed, der er fortættet masse i vægtløs tilstand, gnidningsløst flydende, vin i plasmatilstand. En oplevelse af en anden verden.

Flaske: Creutz Sylvaner 2014  
Vinhus: Zehnthof Luckert  
Oprindelse: Franken, Tyskland  
Druesort: Silvaner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinpusheren  
Pris: 499,-