En iværksætter krydser sit spor

Det var vinens skyld! Martin Lenikus er en succesrig østrigsk boligudvikler og bygherre med en kandidatgrad i erhvervsøkonomi fra Handelsuniversitetet i Wien. Så det stod umiddelbart ikke lige for, at han som en listig form for byfornyelse skulle starte sit eget vinhus op - og dog! Selvom der kan synes at være stor forskel på luksusboliger, designhoteller, atalierer og vinmarker, så er fællesnævneren Wien. En by med en lang kulturhistorie og indgroet vinkultur, der kan præge bysbørnene umærkeligt men umiskendeligt. Således også i tilfældet Martin Lenikus: Han fik smag for byens kulturliv og ikke mindst den lokale vin, og den personlige interesse blev transformeret til et professionelt engagement. "Intet er mere risikabelt end intet at risikere" er mottoet.

Efter at have erhvervet sig vineri i Grinzing i det nordvestlige Wien og marker rundt omkring i byen, kom de første vine på flaske fra 2008 med Erich Franz og senere også Philippe Ricoux som ønologer. I dag dyrkes hele 25 hektar, der bliver til godt 15 forskellige vine. "Individualitet gør livet værd at leve" er blevet en slags leveregel for Lenikus, der søger af afspejle Wiens og wienernes mangfoldighed i sine vine. Lenikus er fascineret af forskelligheden i den traditionelle wienervin (det store udvalg af sorter og ikke mindst de blandede beplantninger) og byens kludetæppe af vinmarker med mange forskellige jordbundstyper (løss, lehm, flysch, kalksten, sandsten, flodaflejringer, gammel havbund) - og det søges udtrykt i vinene. Etiketterne er også udtryksfulde med deres sort-hvide portrætter af forhistoriske æresborgere - huleløver, uldnæsehorn, kvasthalede hulepindsvin m.fl. Sortimentet består af en række vine på Grüner Veltliner og Riesling samt den traditionelle Wiener Gemischter Satz fra blandede beplantninger. Et eminent eksempel er den særdeles mindeværdige enkeltmarksvin Erinnerungsgarten fra ganske gamle vinstokke - en dyb, subtil, kompleks og anderledes vin, men et glimrende eksempel på genrens formåen. Den afgørende prøve står dog ikke med topvinen men med basisvinen. Kan man kringle en sådan til tilfredshed, er man nået meget langt.

Lenikus består med udmærkelse med sin Wiener Gemischter Satz 2016. Duften er let blomstret og ret urtet. Sprød og med en frisk syre på tungen, næsten indbegrebet af forestillingen om østrigsk hvidvin; hvor saftig og eksotisk frugt spiller op mod mineralske noter. Overskriften er pære og fersken, grapefrugt og lime står tillige med stort. Det med småt: Lindeblomster, valnødder, timian, løvstikke, salt, klor og kinin. Umiddelbart er den ligefrem og enkel, i længden er der dog dybde og kompleksitet at afdække. Druerne kommer fra flere parceller rundt omkring i særligt den nordvestlige del af byen, sorter som Grüner Veltliner og Weissburgunder står forrest med opbakning fra Welschriesling, Neuburger, Chardonnay - plus det løse. 15.000 flasker og en fornuftig prissætning. Bæredygtighed.

Martin Lenikus har en fornemmelse for både byens rige kulturliv og dens særlige naturressourcer. Wien har ikke blot en bevaringsværdig kulturarv i sit vinbrug, den har også en naturskat, der skal bevares. Det nære forhold frem og tilbage mellem natur og kultur respekteres med bevaring af gamle marker og økologisk dyrkning. Fortsæt på den måde!

Flaske: Wiener Gemischter Satz 2016  
Vinhus: Bioweingut Lenikus  
Oprindelse: Wien, Østrig  
Druesorter: Gemischter Satz  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Pris: Cirka €16  

Chiusa di Pannone

Filippo Antonelli er søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat, der var søn af en advokat. Advokatfamilien fra Spoleto slog sig dog siden ned i San Marco, der ligeledes ligger i Montefalco området nær Perugia i Umbrien. Familiegården, som oldefaren Francesco overtog i 1881, var et arvestykke, man desuden tog til sig. Som den første formåede Filippo dog at bryde den sociale arv, da han valgte agronomi som sit studie og fuldgyldigt helligede sig familiegården og selv tog ansvaret for vinproduktionen. "Færre penge, flere fornøjelser" som han selv vælger at formulere det. Arbejdet koncentrerer sig om de lokale sorter som Grechetto og Trebbiano Spoletino og ikke mindst Montefalcos stolthed, den ærefrygtindgydende Sagrantino, der giver sorte, intense og yderst tanninrige vine. Antonelli San Marco har flasket deres egne vine siden 1979, og under Filippos ledelse er alle vinene certificeret økologiske siden 2012.

En særlig fornøjelse er enkeltmarksvinen Chiusa di Pannone, der kommer fra en indhegnet parcel af samme navn i mere end 400 meters højde. Her vokser 2,7 hektar Sagrantino stokke af husets egen massale selektion, plantet i 1995, på en sydvendt skråning med særligt kalkholdig lerjord. Det forlener den ellers så karske og strenge Sagrantino med en finesse og balance, som man sjældent ser. Den første vin kom på flaske i 2003, og år for år viser den mere og mere potentiale.

Chiusa di Pannone 2010 er smukt sortrød i glasset, duften er æterisk og dyb af sursøde kirsebær og et lille pust cigarrøg. Saftige kirsebær går igen i smagen i selskab med skovbær og sortebær, en smule sveske og lakrids. Det saftspændte toner dog hurtigt over i det ørkentørre, for de fineste tanniner står i kø for at stramme op, og vinen bevæger sig ud i krummelurer af krydderurter, hø, tobak, tjære og diesel. Intensitet, stringens og kompleksitet er nøgleordene, og balancen holder virkelig flot. Den smager eminent for sig selv, men de fleste vil grundet tanninstrukturen nok foretrække at spise noget til.

"Sagrantino må man vente på, den har brug for tid. Der går som regel ti år, før den for alvor begynder at blive sjov at drikke" slår Filippo Antonelli fast; og sandt er det, at denne vin sikkert kun vil blive bedre af ti år mere på flaske. Årgange som 2009 og 2006 er allerede en smule mere tilgængelige og mere åbne.

Vinen er spontangæret på store træfade, tre til fire ugers maceration, malolaktisk gæring følger. Den lagres først på letristede 500 liters egetræsfade et halvt år, så to år på 25 hektoliters egetræskar, sidst et halvt år i glasbelagte cementtanke. Flasket ufiltreret, en naturlig sedimentering foregår undervejs. To års flaskelagring før frigivelse.

Det er den mere udprægede kølighed og den særdeles kalkholdige ler, grus og konglomerat, der mildner udtrykket og giver den særligt ranke og raffinerede karakter i Chiusa di Pannone. Dens beliggenhed en halvt hundrede meter højere end husets øvrige - og i øvrigt højt beliggende - vinmarker sørger for lidt lavere temperaturer. Jordbunden stammer tilbage fra den pleistocæne epoke, der med sine høje vandstande efter istiden skabte de såkaldte syndflodsaflejringer. Rækkerne på Chiusa di Pannone følger markens eksposition mod sydsydøst, og beplantningstætheden er høj: 2,5 meter mellem rækkerne, og 0,8 meter mellem hver plante - samlet set cirka 5.000 planter pr. hektar. Udbyttet holdes nede omkring 30 hektoliter pr. hektar. Deraf også den flotte koncentration i frugten. En udfordrende, spændende og delikat vin.

Flaske: Chiusa di Pannone 2010  
Vinhus: Antonelli San Marco  
Oprindelse: Umbrien, Italien  
Druesort: Sagrantino  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på træfade, fire ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade, cementtanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 15%  
Importør: Vinolo  
Pris: 420,-  

Vinden i Vipavadalen

Vipavadalen (Vipavska dolina) er et af det europæiske vinlands mest storslående syn. Den smalle dal i det vestlige Slovenien er med sine omringende bjerge, små vandløb, frodige vinmarker, gammeldags landsbyer og pastorale landskab en lille overvintret flig af verden af i går. Den traditionelle vin fra Vipava er også noget for sig - friske, frugtige, blomstrende - på grund af gamle traditioner, sjældne sorter og dygtige producenter som Batic, Burja, Guerila, Mlecnik, Sutor, Stokelj og Tilia.

Som Slovenien ligger - ud til det nordlige Adriaterhav, flankeret af Italien, Østrig og Kroatien - er det centralt placeret i det gamle europæiske vinland. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse for nogen, at slovenerne såvel drikker som fremstiller betragtelige mængder af udmærket vin. Når det alligevel kan overraske, er det sandsynligvis, fordi landet først blev selvstændigt i 1991 efter løsrivelsen fra det tidligere Jugoslavien; og fordi dets isolation i østblokken hverken gjorde godt for vinproduktionen endsige eksporten til vesten. Tiderne er heldigvis skiftet, og ikke mindst tiden siden indlemmelsen i EU i 2004 har præsenteret en opadgående kurve for den slovenske vin. Østrigere og italienere har investeret i landet, og indflydelsen er også gået i modsat retning: Den slovenske tradition med lang skindkontakt til grønne druer har været af afgørende betydning for orangevinens renæssance. En lang række af de førende producenter er desuden økologer eller biodynamikere, og de fleste vinbrug er stadigt små og familieejede.

Vipava udgør noget af det mest uspolerede vinland i Slovenien. Den smalle dal breder sig som en tragt mellem Trnovo plateauet i nord og Kras plateauet i syd og åbner sig fra den italienske grænse i vest mod det slovenske indland mod øst. Jordbunden består af flysch, mergel og ler samt kalksten og gips. Dalen er præget af middelhavsklima med alpin indflydelse, først og fremmest faldvinden fra Alperne, burjaen, der frisker op og køler ned i det ellers yderst solrige og lune klima. Et stort temperaturspænd er karakteristisk. Vinavl har således gode forudsætninger foruden en meget lang historie i området, og Vipava var længe velkendt for sine vine langt uden for dalen. Faktisk ligger den på samme breddegrad som Bordeaux men er dels mere solrig på grund af den adriatiske indflydelse og dels mere køligt på grund af den alpine indflydelse.

Tønder med vin transporteret til hests - trods alt et særsyn selv i Vipava, omend den lille dal er lidt af en tidslomme
 

Burjaen, som italienerne kalder boraen, en fra nordvest blæsende faldvind fra Alperne, fejer køligt gennem dalen. Luften står aldrig stille, derfor er Vipava også et yndet udflugtssted for drageflyvere og paraglidere. Især i vinterhalvåret viser vinden sig dog fra sin mindre hyggelige side. Burjaen er en både generativ og destruktiv kraft, som former områdets liv, natur og kultur. Den positive indflydelse er først og fremmest frisk luft i bevægelse, der modvirker meldug og råd, og en nedkølende virkning, der får frugt til at trække tykkere overtøj på og holde højere syreniveauer. Det gør godt for den udbredte lokale produktion af kirsebær, kakifrugt, ferskner, abrikoser - og vindruer. Den negative indflydelse er kulde på de forkerte tidspunkter, og af og til isnende kold blæst, med høje vindstyrker og stærke stød - helt op til 240 km/t. På både godt og ondt sætter burjaen sit præg på Vipavadalen.

Dalen huser en række sjældne, lokale sorter, flere af dem indfødte, mange af dem kun at finde her. Blandt disse kan nævnes Zelèn, Pinela og Klarnica, hvoraf især den første er udbredt og populær. Blandt dalens mest udbredte sorter findes desuden Rebula, Malvazija, Laskirizling og Tokaj. Den mest udbredte vintype er den traditionelle Vipavec (af østrigerne kendt som Wein von Wippach), en hvidvin på flere forskellige af førnævnte sorter, ofte fra blandet beplantning (gemischter Satz).

Vipava og dens vine stod en lokale præsts hjerte nært, og denne Matija Vertovec (1784-1851) er årsagen til, at så mange af områdets traditioner er dokumenteret og videreført, grundet hans grundige skriverier. Vertovec gik i skole ude på landet, senere på gymnasiet i Görz, siden studerede han teologi i Graz og Ljubljana, før han vendte tilbage som pater og huserede omkring Ajdovscina og Podnanos. Vertovec var en sand polyglot og polyhistor. Hans sproglige færdigheder og interesser i alt fra lokalhistorie over geologi til astronomi resulterede i mange skrifter, men det er hans nedslag i den lokale vinkultur, som har sikret hans navn for eftertiden, gennem bogen Vindyrkning for slovenere fra 1844. Heri kortlægger han de lokale druesorter, særlige dyrkningsforhold og traditionelle vinifikationsformer, herunder den senere så berømte og berygtede “slovenske metode” med at lade de grønne druer gære med skallerne.

I dag er mere moderne og internationale sorter er også at finde i Vipava, blandt andre Sauvignon, Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Omend moderne har flere af sorterne - særligt de burgundiske - huseret i området i længere tid, da de indfandt sig allerede i tiden under det østrigske overherredømme. Der dyrkes også rødvinssorter som Refosk og Barbera. Sin liden størrelse og stærke traditioner til trods er Vipava vinmæssigt mangfoldigt.

Titelbladet på præsten Matija Vertovecs afhandling om den slovenske vintradition fra 1844. Forstår man gammel slovensk dialekt, kan man her læse om vinbønder i Vipava, landets særlige druesorter og traditioner som lang skindkontakt til hvide vine
 

Aristoteles og Spinoza, Vertovec og Lavrenčič

Primoz Lavrencic er en af Vipavas mest bemærkelsesværdige vinmagere, og han har om nogen gødet jorden for den genoptagelse af gamle dyrknings- og vinifikationsformer, som i dag sætter sit præg på Vipavadalen. Familien Lavrencic kan spore sin historie i dalen tilbage til 1499, og familien står da også bag et af områdets mest veletablerede vinhuse, Sutor. Vinhuset blev stiftet i 1904 af Anton Lavrencic og føres i dag videre af Mitja Lavrencic, mens Primoz er rykket videre og har stiftet sit eget vinhus under navnet Posestvo Burja - eller Burja Estate.

Det er Lavrencics mål at lave oprigtige vine med tydelig oprindelseskarakter. Rene vine, hvor Vipavadalen og Burjavinden går igen i glasset. "De små, familieejede vingårde er bedst til at skabe det udtryk" erklærer han. Den erkendelse efterlever han nu med eget vinhus, en nyligt indviet kælder og godt ti hektar vinmarker, der dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. Han ønsker endvidere at minimere den menneskelige indflydelse i kælderen, da han mener, det er vejen til bedre forankrede og mere velsmagende vine. Jorden er således udgangspunktet, de lokale druesorter er mellemledet, og traditionerne for vinifikation respekteres så vidt muligt. Det udelukker ikke stor teknisk snilde; så længde det er rettet mod at bevare og fremhæve den i markerne opnåede kvalitet og karakter. 

Primoz er nemlig uddannet agronom fra universitetet i Ljubljana, og han arbejder videre på en Ph.d. i vitikultur og ønologi ved universitetet i Udine; og en livslang interesse i filosofi er ikke kun en fritidsbeskæftigelse. Lavrencic lader sig inspirere af Aristoteles og Spinoza og lever sine indsigter derfra ud i arbejdet i vinmarkerne. I den levende natur og menneskets forsøg på at forstå og indordne sig i den, kører en aristotelisk naturalisme parløb en spinozistisk panteisme.

"Der findes ingen platonisk idé om den gode vin, en perfekt vin, der er uafhængig af tid og sted, lokale forhold og traditioner. Enhver konkret vin vil have sin egen karakter afhængigt af tid og sted. Dens sande udtryk afhænger af terroir og tradition. Derfor må vi også lave vores egen vin: En, der kun kan komme til verden under disse forhold."

Bela 2016 er den moderne version af den traditionelle Vipava hvidvin. Grundlaget er fra to marker (Ravno brdo og Stranice) med blandet beplantning (af Rebula, Malvazija og Lazkirizling - og måske en smule Zelen og Pinela). Mosten spontangæres ved relativt lav temperatur, skindkontakt i otte dage. Vinen udgør altså et grænsetilfælde til orangevin, men det overordnede indtryk hælder mere til den hvide side. Et års lagring på store træfade. Beskeden anvendelse af sulfitter.

Duften er ren og kølig, mildt blomsterduftende, let æterisk. I munden er vinen saftig og rund, med masser af syrlige æbler i smagen og spor af blomsterhonning, bivoks, friske hasselnødder og flødekaramel samt en salt, mineralsk nerve. En forfriskende og interessant hvidvin, der giver et lille vink om Vipavas potentiale.

Flaske: Bela 2016  
Vinhus: Burja Estate  
Oprindelse: Vipavska Dolina, Slovenien  
Druesorter: Rebula, Malvazija, Laski Rizling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, otte dages maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Winewise  
Pris: 185,-  

"Kun druer, most og Gud!"

Manuel Moraga Gutiérrez er stolt vinbonde i 7. generation. Familiegården, Cacique Maravilla, ligger uden for landsbyen Santa Lucía de Yumbel i det sydlige Chiles kølige men frodige Bío Bío region; og her finder man et helt anderledes Chile end det, den brede vinverden kender.
 

Dybe rødder

Familien Gutiérrez kom oprindeligt fra Spanien som conquistadorer på jagt efter guld; men de slog sig ned og sluttede fred med den oprindelige lokalbefolkning, som gav stamfaderen Francisco Gutiérrez titlen “cacique maravilla”, vidunderlige høvding. Generation efter generation gik besiddelserne i arv. Manuel overtog fra sin far i 2010, og i dag tæller gården 16 opdyrkede hektar midt i en ellers ganske uberørt chilensk natur. I vinmarkerne spiller den gamle landdrue País hovedrollen, mens Moscatel, Torontel, Corinto, Cabernet Sauvignon og Malbec udgør den øvrige besætning. Dertil kommer hest, får, frilandsgrise, fritgående høns og gæs, frugter og grøntsager i alle afskygninger, linser, bønner og korn. Gården er selvforsynende med stort set alt fra de frodige jorde omkring den - ikke mindst vin.

Allerede i 1776 blev vingårdens første beplantning af País indregistreret som Viña 33; og i 2018 lever Chiles vinmark nummer 33 i bedste velgående, og den er dermed en af landets (og faktisk hele verdens) allerældste vinmarker. Gamle, knudrede buskvine står som små træer, så langt øjet rækker i det let bakkede landskab. Upodede, fordi de kom til verden før vinrodlusens hærgen; som alligevel aldrig er nået Chile, så vinstokkene kan have deres rødder i fred her. Vanding, kunstgødning og sprøjtegifte er fuldkomment utænkelige; og som regel unødvendige, da den rigelige regn falder næsten udelukkende i vinterhalvåret, og faldvinden fra Andesbjergene renser ud. Det naturligt grønne får frit spil. “Vi har ingen frygt for græs,” erkender Manuel midt i sine vildtvoksende marker. Græsset mellem vinstokkene holdes i ave af får, og i det omfang der skal pløjes, gøres det med husets hest, Cacique. De frodige marker er præget af sort vulkansk jord, der stammer fra Antuco og Sierra Nevada vulkanerne. Alt i alt et ganske særligt terroir.

“Der findes ingen ønologi, kun mennesker, naturen og Gud," erklærer Manuel: "Mennesket er kun mellemmand for vinen, så det er ikke mig, min far eller min bedstefar, det drejer sig om, men jorden og planterne.” Naturen bliver i hans direkte oversættelse til prægtig Pipeño, den traditionelle landvin, som her stadig laves som i fordums tid: "Jeg har ikke lavet om på noget som helst." Svovl benyttes kun sjældent og nødtørftigt i markerne, da meldug og råd er yderst sjældne gæster - og det tilsættes heller ikke til den færdige vin i form af sulfitter. Druerne afstilkes, presses og spontangæres i store, åbne cementkar (lagares) under åben himmel, med daglige punch-downs. Efter et par ugers maceration drænes mosten og gærer færdig på store tanke. Godt syv måneder senere flaskes vinen uklaret og ufiltreret på flaske. Vinen fremkommer altså helt på naturens nåde, eller som Manuel selv udtrykker det, mens han under en dybblå himmel presser toppen af drueskaller ned i den blodrøde most:

“Det her er ægte vin: Kun druer, most og Gud!”

Gutiflower og vino naranja - en pet nat og en orangevin - kommer på bordet, mens Manuels italienskfødte hustru Paola står for madlavningen. Små lapper af en gennemført hjemmelavet pizza med løg og chili langes ud. Løgene er bløde og søde og bunden så sprød, at Guderne sig må forbarme - hvilken appetitvækker! Men mere substantiel kost må der til, og husets humitas vækker også lykke: Denne lokale ret, hvor majskorn er moset sammen med løg og smør, pakket ind i majsblade og kogt, er smovset og mættende, serveret med skiver af frisk, fuldmoden og vidunderligt sursød tomat på toppen. Så kommer der oste og lidt løst og fast at nappe i, og der går sport i at gumle de hjemmesyltede grønne chilier til. Den styrke, som brød, smør og ost ikke kan dulme, kan Pipeño drukne, og Manuel har en særlig evne til at spotte tomme glas, som han ikke efterlader i den tilstand længe.

Pipeño er en vin til selskabelige lejligheder og en vin, der både smører ganen til mad og kan få tungen på gled. Under måltidet i det lille hus ved vinmark 33 fortæller Manuel om rystelserne i 2010 - dels om overtagelsen af ansvaret fra faderen, dels om det store jordskælv, der bl.a. ødelagde det oprindelige vineri, som han nu forsøger at bygge op i sin oprindelige form igen. Der er minder, gode og dårlige, og håb. Imens spiller musikken, og Pipeñoen flyder.
 

Ung vin fra gamle stokke

Vin kan beruse på flere måder. Dens dufte og smage kan forføre. Den direkte påvirkning fra alkoholen kan sætte ind. Endelig er der eftertanken, der kan få det til at svimle. Eksempelvis når man drikker gammel vin og slås af tanker om tidens gang. Eller når man drikker ung vin fra meget gamle vinmarker.

250 år gamle vinstokke på den anden side af kloden. De stod der, da jeg blev født. Da mine forældre blev. Og da deres forældre blev født. Og da deres forældre blev født, var dem, der havde plantet stokkene, for længst døde, og deres børn og børnebørn allerede arvet og passet jorden og plejet vinstokkene længe. I mellemtiden er Chiles uafhængighed, Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Allende og Pinochet alle kommet og gået. Imens er solen stået op, solen er gået ned, solen har skabt sukker i druerne, og der er intet nyt under solen.

Pipeño er smaget af livet på landet og verden af i går. Ren rød bærsaft med urter og krydderier. Jordbær, hindbær, tyttebær, og der er skiftevis lidt anis og kandiserede fennikelfrø, Kongen af Danmark bolcher, cola, kanel og nellike at spore. Godt bid og god syre, fine og let støvede tanniner. Landlig og ligefrem i mælet, en seriøs tørstslukker, der nemt hamler op med mangfoldige spiser og samtidigt glider ubesværet ned alene og retfærdiggør flaskestørrelsen på en hel liter.

Flaske: Pipeño 2016  
Vinhus: Cacique Maravilla  
Oprindelse: Bío Bío, Chile  
Druesorter: País  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret i cementkar  
Lagring: Store tanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Vinimperiet  
Pris: 145,-