Anstændig Riesling

Kein Nacktarsch, "Ingen bar røv", er en varedeklaration uden omsvøb. I stedet er der opdateret kulturarv fra Kröv i Mosel. Ikke underlødigt sukkervand men superfrisk druesaft.

Referencen skyldes etiketten på den “klassiske” sødsuppe Kröver Nacktarsch, hvor én eller flere tørstige drenge efter et togt i vinkælderen får en endefuld af en arrig kældermester. I årtier prydede den berygtede røvfuld etiketterne på den berømte Moselvin, der i stigende grad blev solgt på historien, mens indholdet blev stadigt dårligere. Det skal nu have ende.

Alternativet er altmodisch Moselsmag i en syrerig og tør nyfortolkning. Foranledningen er dansk: Journalisten Morten Brink Iwersen (Frederiksdal Kirsebærvin) og hans slæng af 40 danske Riesling liebhavere er gået sammen om at investere i at redde Mosels gamle vinmarker fra forfald. Mange af de stejleste, terrasserede skråninger har været truet, da de er svære at vedligeholde og opdyrke, især for aldrende vinbønder. Værdifuld kulturarv og dyrebare dråber risikerer at gå til spilde. En ny generation af lokale foregangsmænd er derfor gået sammen med internationale investorer for at genrejse fortidens storhed.

Det danske samvirke har siden 2010 udmyntet sig i vinen Kein Nacktarsch, "Ingen bar røv". Her er det senest flaskede årgang fra den unge, talentfulde Christian Kleins besiddelser på det stejle Kröver Steffensberg. Steffensberg er en mindre enkeltmark end det omfattende markkompleks Nacktarsch, små 35 hektar mod 320. Jordbunden er tæt af den grå Devonskifer. Christian vinificerer danskernes idealer ud i virkeligheden: Økologisk dyrkning, sen høst, penibel selektion, spontangæring og nøjsomt håndværk. Resultatet er fokuseret Riesling vin med tydeligt terroirpræg og til den tørrere side. Christian Kleins øvrige vine er i øvrigt studier i syre-sødme-balance, lette men dybe, når de får tid til at samle sig. BWI Vin er dansk importør.

Kein Nacktarsch 2016: Næsen er kølig og mild, der er pust af nedfaldsæbler, citrusskal og lette gærnoter. I munden er der spinkel, saftspændt ferskenfrugt, citrus, isblomster, en skifret mineralitet og en pirkende syre, der sniger sig ind over alt. Lidelig lethed, filigran struktur og stor chillfaktor, kold som en brøndgravers røv. Den er endnu purung men knuselskelig. Det her er noget helt andet end sødmefuldt skyllemiddel med korporlig afstraffelse af mindreårige som trækplaster.

Men hvordan fik Nacktarsch overhovedet det infame navn? Historien om kældermesteren, der smækker drengen bagi, er med al sandsynligvis spundet sidst, som en forklaring på navnet, ikke omvendt. En folkelig etymologi påpeger, at de store, stejle, sydøstvendte skråninger efter løvfald står afklædte og bare mod byen. Der skulle altså være en vis lighed med et afklædt menneskeligt bagparti. Mere sandsynligt er Nacktarsch en forvanskning af det latinske navn Nectarius, et helgennavn med betydningen “af nektar", eller også er det afledt af det keltiske Nackas, et stednavn med betydningen “høj mark”. Men et djærvt ordspil sælger nok flere flasker.

Christian Klein er uddannet på vinuniversitetet i Geisenheim, og før han blev selvstændig med eget Weingut, var han i en årrække kældermester hos Daniel Vollenweider i nabobyen Traben-Trarbach. Schweizeren Vollenweider slog sig ned i Mosel i 1999 og søsatte i 2006 projektet Bergrettung: Et fællesskab om at dyrke og lave Riesling fra de forfaldstruede skråninger. Det blev desuden inspirationen for den danske forbindelse. Naturbeskyttelse er desuden en naturlig del af arbejdet, og dyrkningen er med grønt bunddække og foregår økologisk, certificeret fra og med årgang 2016.

Hatten af for disse projekter.

Flaske: Kein Nacktarsch 2016  
Vinhus: Christian Klein  
Oprindelse: Mosel, Tyskland  
Druesorter: Riesling  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
  

Civiliseret ulydighed

Hvis ikke farven allerede havde afsløret det, ville duften og ikke mindst smagen tale sit tydelige sprog. Mythopias Disobedience skriger af skindfermentering. Den nærmest inkarnerer orangevins egenartede karakteristika i forhold til hvidvin. Den så hyppige smag af tørrede abrikoser er til stede, kandiseret orangeskal stemmer i, og samtalen fuldendes af bergamot og tørrede blomster. Bløde tanniner, opkvikkende syre og et rundt og fyldigt udtryk, tør uden at være det pågående.

Det rendyrkede orangeudtryk skyldes ikke mindst, at druen bag vinen ikke er verdens mest højtråbende. Chasselas taler med sagte stemme og giver normalt lette, saftige vine med diskret fravær af aroma. Vinifikationen sætter derfor tydeligt præg på vinen, den smager af metode. Vil man smage, hvad det er, drueskallerne i sig selv bidrager med ved skindfermentering, er Chasselas derfor et godt udgangspunkt. Den store drue med ret tynde skaller sikrer tillige, at fenoler og tanniner ikke tager overhånd. Tekstur og struktur er markant anderledes end den vanlige, hvide Chasselas, men dens umiddelbare, læskende karakter er bevaret.

Der er en fin spænding i vinen: Den bløde fylde, mandarin og abrikos, strammes op af et godt greb fra syre og tannin - røde stikkelsbær, rød grapefrugt, Earl Grey, men det bliver ved en mild bitterhed og dybere noter af urter og moskus. Det er uden tvivl naturvin: Foruden det saftige udtryk fornemmer man noter af vildgær, og en smule volatil syre stikker frem. Det til trods er det en meget ren og vellavet vin. Et interessant oxidativt præg skyldes fadlagringen: Efter endt gæring, 35 dage med skallerne på ståltanke, hældes vinen i brugte barriques, hvor den tilbringer de næste to år. Et lille twist er, at fadene ikke fyldes helt op, og dermed udsættes vinen for ilt under lagringen. Samme metode som man benytter i det nærliggende Jura. 

Schweizisk neutralitet

Chasselas, som i Valais oftest lyder navnet Fendant, er med sine i alt 4.000 hektar rimeligvis at betragte som den schweiziske nationaldrue. Den er at finde i hele landet, i de tysktalende dele ofte under navnet Gutedel, og man finder den ikke så mange andre steder, typisk tilstødende Schweiz, i lande som Frankrig, Tyskland og Østrig.

En bedaget, vandet vittighed er, at det kun er schweizerne selv, der kan smage forskel på Chasselas og vand. Sandt er det dog, at den traditionelt overtager vandets rolle, når der er ostefondue på bordet. Men ud over sin lethed og saftighed, har druen andre kvaliteter og kan meget mere end danne makkerpar med den flydende ost.

Terroir udtrykker den nemlig eminent. Jordbunden får lov at tale ucensureret gennem mosten, og vinene besidder oftest en udpræget mineralitet. Som en kameleon skifter Chasselas farve afhængigt af jordbundsforholdene, smag og struktur veksler subtilt med sand, ler, mergel, kalksten, skifter og granit. Forudsætningen er, at udbytterne holdes nede, og at man først høster ved fuld modenhed. Vinhuse som Domaine Louis Bovard og Blaise Duboux er her eksemplariske. Deres bedste vine egner sig foruden fortrinligt til lagring. Moden Chasselas er alt andet end karakterløs, med årene kan den udvikle dybde og få spændende aromaer af voks, nødder, hø og urter.
 

Bæredygtigt landbrug

Mythopia er grundlagt i 2004 af Hans-Peter Schmidt. Efter at have studeret og undervist i filosofi og kommunikation, kastede han sig over vinbrug i Valais. Han omlagde øjeblikkeligt markerne til økologisk dyrkning og søgte desuden at erstatte den daværende monokultur med en polykultur, hvor adskillige afgrøder dyrkes mellem vinmarkerne, og vinmarkerne selv tilskyndes til at have en rig flora og fauna. Biodiversitet er i højsædet, og adskillige bistader er også opsat i markerne for at styrke den. Vingården fungerer endvidere som forsøgsstation for bæredygtige strategier i forbindelse med CO2-udledning. Et landbrug, der beskytter miljøet og bekæmper klimaforandringer i stedet for at bidrage til dem. Økologien er altså blot én del af en større dagsorden hos Mythopia.

En interesse for oldtidskulturer og historisk landbrug førte Hans Peter til terra preta, den sorte jord, en landbrugsmetode udviklet for årtusinder siden af indianere i Amazonområdet. De opdyrkede fattige jorde ved at blande dem op med afbrændt træ. Hans-Peter har forsket i emnet som frontmand for Delinat og medlem af forskningsinstituttet Ithaka, og han fremstiller i dag Biochar. Denne biokul tilføjer næringsstoffer til jorden samtidigt med, at den hjælper jorden med at holde på fugtighed. Man har flere steder kunnet dokumentere forbedret biodiversitet i jorde behandlet med biokul. Sidst men ikke mindst er metoden med at binde kulstof i jorden og dermed at reducere mængden i atmosfæren. Biokul fremstilles af træ og andet plantemateriale ved forbrænding i iltfattigt miljø og ved temperaturer omkring 500 grader, en metode kendt som pyrolyse, hvorfra udledningen af drivhusgasser som CO2 og metan også er minimal.

Navnet Disobedience, direkte oversat Ulydighed, er strategisk valgt med henvisning til Henry David Thoreau, der som bekendt skrev om både livet i skovene og retten og pligten til civil ulydighed. Vinen er nemlig bevidst vinificeret i modstrid med den konventionelle visdom om, hvordan god hvidvin bliver til. Hans Peter Schmidt har med andre ord taget de forbudte trin og har kun trådt nænsomt i kælderen. Spontangæring, skindkontakt og oxidation; og et fravær af filtrering, sulfitter og andre indgreb. "Vin alene af sunde druer tilsat biernes summen og nok vanvid til at gøre tingene på en anden måde."

Drik den derhjemme, når du læser Rousseau eller Thoreau; når du laver ostefondue; eller sving forbi vinbaren Pasteur på Østerbro, og smag på varen der.

Flaske: Disobedience 2012  
Vinhus: Mythopia  
Oprindelse: Valais, Schweiz  
Druesorter: Chasselas  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, en måneds maceration  
Lagring: Små træfade, to år  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Krone Vin  
Pris: 395,-  

Ribolla på toppen

Når man kører rundt i Collio, ser man skovene, bjergene og den snørklede vej for sig og så byskiltet: Twin Peaks ligger i virkeligheden ikke i det nordvestligste USA tæt på grænsen til Canada, men i det nordøstligste Italien tæt på grænsen til Slovenien; og så hedder den Oslavia. Det er en stille, lille by, hvor man gør tingene på sin egen måde, og så er der foregået mærkelige sager siden 1990’erne.

Giorgio og Nicolò Bensa fra Oslavia hører til blandt de bedste fortolkere af druesorten Ribolla Gialla. Familiens vingård blev stiftet af faderen Giuseppe i 1954, og siden sidst i 1970'erne lavede og solgte de to brødre familiens vin i bulk, blandt andet i faderens restaurant, men i 1985 begyndte de selv at flaske deres vine under navnet La Castellada efter den bakketop, deres gård ligger på. Den lokale anerkendelse spredte sig videre, og siden har husets stjerne været stadigt stigende. Brødrene blev i løbet af 1990’erne tæt knyttet til gruppen af producenter omkring Josko Gravner og Stanko Radikon og produktionen af skindfermenterede hvidvine. Bensabrødrene gik dog generelt mere stilfærdigt til værks end de to, og muligvis derfor har de aldrig rigtigt fået samme opmærksomhed, som de fortjener.

Brødrene udvidede husets oprindelige produktion, én hvid og én rød, med indtil flere sortsrene hvidvine, og de indførte tidstypisk vinifikation på ståltanke og i barriques. Men inden længe mistede de tålmodigheden med den moderne hvidvinsproduktions krav og idealer og besluttede sig for at gå mere gammeldags til værks. Traditionen, som de tidligere helt havde overset, kaldte dem tilbage. Store og små gamle træfade af slavonsk eg, spontangæring, lang skindkontakt og lang fadlagring blev vejen, der bragte dem videre. Siden 2009 har Nicolò og Valentinas sønner, brødrene Stefano og Matteo, begge været involveret i produktionen.

Gravner, Radikon, Kante og slæng, et innovativt netværk som relancerede de skindfermenterede hvidvine i løbet af 1990'erne. Bensabrødrene er Nicolò til venstre i ternet skjorte og Giorgio til højre i hvid
 

Den naturnære og traditionstro tilgang løber som rød tråd fra toppen af markerne til bunden af kælderen. Det afspejler sig også i et medlemsskab af naturvinsnetværket ViniVeri. Familien forsager kunstgødning og sprøjtegifte, og så behersket som muligt anvendes kobbersulfat og sulfitter i kampen mod de værste svampesygdomme; men de er desværre tæt på uundværlige i det fugtige friulanske klima, hvor man konstant må kæmpe mod meldug og botrytis. Ellers arbejdes med grønt bunddække, tæt beplantning og lav beskæring. Alt arbejdet udføres manuelt.

I kælderen arbejder man ligeledes kun med naturlig gær og nænsomt med sulfitter, selvom man aldrig helt har forsaget dem, som skik er hos Radikon, og som skik var hos Gravner. Den valgte tilgang i vinifikationen gør dog langt hen ad vejen arbejdet for dem: Gæringen med skallerne udtrækker konserverende stoffer, og da vinene gæres helt tørre og naturligt gennemgår komplet malolaktisk gæring, indeholder de hverken restsukker eller æblesyre og er dermed meget stabile. Desuden omstikkes og flaskes vinene kun hen imod nymåne, hvor man igennem generationer har lagt mærke til, at vinene virker mest robuste. Alt sammen medvirkende til at kun små mængder sulfit kan tilsættes efter endt gæring og ved flaskning. Oftest ligger vinenes samlede sulfitindhold pænt under 50 mg pr. liter. Sortimentet inkluderer det hvide blend Bianco di Castellada foruden sortsrene Ribolla Gialla, Friulano, Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon samt Merlot. 

"Den vin, der er tættest knyttet til vores område og vores tradition, er Ribolla Gialla" fortæller Stefano Bensa, der i dag står i front for La Castellada. Huset er derfor også et af de seks medlemmer af Associazione Produttori Ribolla di Oslavia, en sammenslutning af producenter, som har sat sig for at fremme den særlige skindfermenterede udgave af druen, som de nu har gjort området kendt for. “Ribolla har brug for skalkontakt for at komme til sig selv. Kun sådan kan den udtrykke sin natur" forklarer han.

Den ofte luftede anklage om, at orangevinsmetoden overdøver sortskarakteristika og ikke mindst tilslører eller ligefrem udsletter terroir, forholder Stefano Bensa sig uforstående overfor: "Det er for langt ude! Hvis det forholdt sig sådan, så ville ingen rødvin kunne udtrykke sortskarakter eller terroir. Rødvine har jo også gæret med skallerne og har ofte markante tanniner.”

Ribollaen får før, under og efter gæringen i alt to måneders skindkontakt. “Det ekstraherer rigdom og giver moden smag” forklarer Stefano. Målet er komplekse og længelevende vine, og netop det opnås med kombinationen af lang skindkontakt og lang fadlagring. Husets vine veksler fra hvide til egentligt orange. Længden af skindkontakt varierer med sorten: Friulano får for eksempel kun få dage, Pinot Grigio to uger, mens Ribolla som nævnt får hele to måneder. Familien giver på den måde præcist den tid, de har erfaring med, den enkelte sort har brug for for at blive det bedste eksemplar af sin slags, som Stefano forklarer: “Vi ønsker at få den fulde karakter ud af hver drue.”

Ribollaen rejser sig igen

Ribolla Gialla er en udbredt, indfødt sort langs Adriaterhavets nordlige kyster, hvor den kan spores længe tilbage. Muligvis var den kendt helt tilbage i romersk tid under navnet Evola. De tidligst dokumenterede omtaler af druen kan nu dateres til 1289, hvor den nævnes i en landlejekontrakt, og i 1296, hvor Pave Bonafacius afgjorde en strid mellem biskoppen af Trieste og et kloster i Venezia om en række fødevarer, herunder nogle fade med ‘Rabiola’. I de efterfølgende århundreder kendes reference til “Rabola’ rundt om i Friuli og Istrien. En ældre oprindelseshistorie pegede i øvrigt på en græsk oprindelse, et slægtskab eller ligefrem identitet med druen Robola, men den forbindelse er nu afvist. Ribolla er egnens egen.

Før Første Verdenskrig var Friuli frugthave for det østrig-ungarske imperium, og den solrige, varme region producerede ferskner, kirsebær og ikke mindst vin, særligt rødvinen var eftertragtet. Østrigerne kendte Ribolla som Reinval eller Rainfald, og dens vine var skattede. Phylloxera sendte dog Ribolla til tælling i slutningen af 1800-tallet, og i løbet af det 20. århundrede plantedes i stedet ofte internationale sorter. Den ofte neutrale stil, som moderne vinifikationsmetoder skænkede druen, hjalp den heller ikke vinde nogle popularitetskonkurrencer. I 1990’erne var det samlede areal nede på få hundreder hektar, men den fornyede interesse i den skindfermenterede udgave fra især Oslavia førte en række nye beplantninger med sig.

Ribollaen vokser bedst på toppen af bakkerne, hvor lyset er stærkest og jorden fattigst men rig på mineraler. Her modner druerne langsommere, udbytterne bliver naturligt en smule lavere her og druerne følgeligt mere koncentrerede. Oslavia er derfor top terroir for druen: Stejle bakkeskråninger på vejen mod Monte Sabotino, den særlige ponca jordbund (stratificeret mergel og kalksten) og kølige faldvinde fra de juliske Alper passer den perfekt.

Den italienske Ribolla Gialla er genetisk identisk med den slovenske Rumena Rebula, dog forekommer der - som så ofte med gamle sorter - betydelig genetisk variation klonerne imellem såvel i Italien, Slovenien og Kroatien. 

Årgang 2009 var en god med meget modne druer, og høsten fandt sted den 5. oktober. Druerne blev afstilket, presset og hældt i koniske trækar, hvor gæringen foregik spontant og uden temperaturkontrol. Daglig pigéage under den alkoholiske gæring og i alt to måneders maceration, hvorunder den malolaktiske gæring også satte ind. Herefter fik den to års lagring på store fade af slavonsk eg og et år på rustfri ståltanke, hvor en naturlig sedimentering fandt sted. Derfor heller ingen filtrering nødvendig. 

Ribolla Gialla 2009 er en karakterfuld og raffineret Ribolla. Farven taler for sig selv, og duften er af mangel på bedre ord vinøs og karakteriseret af fine, modne noter af ristede kastanjer, mørk karamel, pibetobak og enghø. Smagen byder først på en smule frisk frugt, modne ferskner og abrikoser, som så igen slår over i det mere udviklede- svampe, valnød, marcipan, kamille og bivoks. Intet trænger sig på men afslører sig stille og roligt hen ad vejen. Vinen har en flot syre og meget fine, bløde tanniner, der giver en nøddeagtig mundfornemmelse. Det er en vin, der åbner sig med noget luft og tid i glasset. Ikke for små eller for store glas, gerne af Bordeaux typen, og en serveringstemperatur mellem 12 og 16 grader er anbefalingen; og så er det selvfølgelig en vin, der er mere end madvenlig.

Flaske: Ribolla Gialla 2009  
Vinhus: La Castellada  
Oprindelse: Friuli-Venezia Giulia, Italien  
Druesort: Ribolla Gialla  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, to måneders maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Pris: Cirka €25  

Orange urværk

Keltiske stammer var blandt de første til at drive vinbrug i store dele af Europa. Mange steder i nutidens Østrig lavede kelterne således vin århundreder før romerne indfandt sig og bragte deres egen vinkultur med sig. Denne oldtidsvin er bevidnet ved arkæologiske fund af lerkrukker med rester af druer og vin; men meget om fremstillingsmetoderne og de keltiske vine vides ikke.
 

En fortælling om to Triebaumere

Mere end et par årtusinder senere forsøgte vinbonden Paul Triebaumer fra byen Rust ved søen Neusiedlersee i Burgenland at gøre kelterne kunsten efter. I årene 1985, 1986 og 1987, lige i kølvandet på den østrigske vinskandale, lavede han sine såkaldte Keltervine: Den regionale sort Welschriesling dyrket og fremstillet som man formoder, kelterne må have gjort i hine tider: Vinstokkene fik lov at vokse ubeskåret og give deres naturlige høje udbytter, og de blev dyrket på naturens nåde uden sprøjtemidler eller gødning. Høsten foregik sent, når druerne var mere end modne, og klaserne blev presset hele. Vinen blev skindfermenteret, udelukkende med den naturligt forekommende gær; og den gennemgik naturligt malolaktisk gæring, før den blev fyldt på flaske - uklaret, ufiltreret og uden tilsatte sulfitter.

Paul Triebaumer var mildest talt forud for sin tid, og hans søgen efter rødderne ville vi i dag titulere med nutidige begreber som naturvin og orangevin. Oprindelse, oprindelighed, naturlighed og renhed er begreber, som har spillet en stadigt større rolle i diskussionen af kvalitetsvin i de seneste årtier: Hvordan smager en vin, som er lavet efter antikke metoder? Kan det overhovedet lade sig gøre at lave en efter nutidens smag stabil og drikkelig vin sådan? Eksperimentet lykkedes for så vidt for Triebaumer: Welschriesling gav syre og den lange skindkontakt tanniner, og begge dele bidrog til at gøre vinen naturligt livskraftig og modstandsdygtig. Skæbnens ironi ville dog, at de fleste af disse vine ikke skulle leve længe på grund af dårlig korkkvalitet. Paul Triebaumers søn Günter Triebaumer fortæller, at familien i årenes løb fik smagt på de resterende vine, der trods deres anderledeshed ikke blot var drikkelige men også nydelige men nok mest af alt: interessante.

Der skulle heldigvis ikke gå et par årtusinder, før idéen blev taget op igen. Den vidtforgrenede vinmagerfamilie Triebaumer tog selv skridtet, denne gang var det hos Ernst Triebaumer, hvor man gav nyt liv til den afholdte onkels værk kun to årtier senere. Ernst Triebaumer og hans sønners indsats i kælderen har gennem årene i stadigt stigende grad sigtet mod minimalisme og purisme, ligesom deres arbejde i marken har været kendetegnet af det naturnære og bæredygtige. En årelang eksperimenteren med lavere og lavere tilsætning af sulfitter kulminerede i 2005 med frigivelsen af vinen Minimal, som senere skulle blive til en serie af vine under navnet Urwerk. Anledningen var en vellykket smagning af en 25 år gammel Keltervin, som indgød modet til at dele vinene med resten af verden. Serien er i dag et supplement til husets "normale" vine. I øvrigt inspireret af keltisk urtidsvinbrug og ikke ulig Urwerk er Magna Mater vinene fra biodynamikeren Birgit Braunstein i det nærliggende Purbach: Naturnært forarbejdede, skindfermenterede vine i nedgravede amforaer, henholdsvis en Chardonnay og en Blaufränkisch.

Urwerk har omfattet vine på Welschriesling foruden Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc og Blaufränkisch. Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner vokser viden om i Burgenland, men den skænkes sjældent samme omtale som dens pendanter i Donauområdet, ligesom den umiddelbare opmærksomhed i Burgenland ofte er rettet mod Blaufränkisch. Men druen kan gøre sig ganske fortræffeligt her, og i denne skindfermenterede fortolkning kan den vække særlig interesse.

Høsten til Grüner Veltliner Urwerk 2014 fulgte først efter afslutningen af høsten til de øvrige tørre hvide og røde vine sidst i september. Klaserne blev valgt med møje og omhu, før druerne blev afstilkede, knust og fyldt på fad. Gæringen satte sig selv i gang, og efter 14 dage med skallerne kunne mæsken presses. Vinen tilbragte derefter 18 måneder på brugte 500 liters træfade. Endelig blev vinen uden filtrering eller tilsætning af sulfitter hældt på flaske ved håndkraft.

Tre år senere fremstår vinen klar og orangegylden. Ret urtet og krydret duft, moden frugt underneden og med vildgærsnoter. Smagen er præget af pære, kvæde, grønne urter, gran og et eksotisk indslag af safran og tobak i eftersmagen. Saftspændt og med en vis cremethed, strammet op af fine tanniner, der sammen med syren holder vinen helt tør. Volatile noter af pærecidereddike og grapefrugtskal, men de tager ikke overhånd. Urwerk er genkendelig Grüner i uvante gevandter, selvhævdende på den fede måde.

Efter to ugers gæring med skallerne tømmes gæringskarret i pressen. Gerningsmanden er Gerhard Triebaumer, og vinen får navnet Grüner Veltliner Urwerk. Herefter lagres den halvandet år på store fade, før den usvovlet finder vej til flasken
 

Ukonventionelt landbrug

Ernst Triebaumer har været en af hovedmændene bag den østrigske rødvins nuværende status og succes samt en af de helt store vinmagere i Burgenland. Af disse grunde hædrede vinbladet Vinaria ham også med deres Lebenswerk Trophy i 2017. Ikke blot hans rødvine har vundet anerkendelse, også hans hvide er afholdte, tørre såvel som søde. En af de lokale specialiteter er netop den ædelsøde Ruster Ausbruch lavet på overmodne druer høstet efter angreb af skimmelsvampen botrytis. En vid variation af vine.

Sammen med sønnerne Gerhard og Herbert og deres familier driver Ernst Triebaumer og frue det store, blandede landbrug. I 1980 helligede Ernst sig vinbruget helt, men i 2010 vendte familien tilbage til et mere integreret, holistisk landbrug. Grønt bunddække og sorte får holdt indtog i vinmarkerne, og i dag dyrkes også frilandsgrønsager, ligesom der holdes bier og fritgående grise. "Vores mål er ikke bare at lave god vin men også at skabe samvirke mellem mennesker, dyr og planter", forklarer Herbert Triebaumer. 

Familien ser med en vis skepsis på moderne vinifikationsmetoder og ikke mindst moderne vinlovgivning. Det er især tilladeligheden og hyppigheden af teknologiske bearbejdninger og tilsætningsstoffer, som man end ikke behøver deklarere på flasken, der falder dem for brystet. En tilsvarende ambivalens findes i deres forhold til certificeret økologi. De ser økologi som andet og mere end blot at forsage gift og gødning.

Triebaumers alternative økologisering af landet tager udgangspunkt i en fuldstænding grønning, først og fremmest med alskens planter i bunden af vinmarkerne, men også med enge, marker, læbælter, hegn og hække mellem dem. Videre skridt er fritgående får, som græsser i og omkring markerne, og bier, som er med til at bestøve blomsterne og sikre liv og biodiversitet. Det sigter alt sammen på at opnå ligevægt i det sammenhængende kredsløb, et stykke natur er; og altafgørende er livskraften i jorden. Humus må holdes sund, da den ikke blot er vinstokkenes forankring men også indeholder vand, næringsstoffer og andre levende væsner, ligesom den holder på kuldioxid - og hemmeligheder. I sidste ende er det også jorden, der giver druerne liv og vinen karakter. Agtelsen for jordens kraft, og bevidstheden om vores ufuldendte forståelse af den, er vigtig. Det fordrer indlevelse, tålmodighed, ydmyghed, hårdt arbejde og god tid. Kun sådan kan alle elementer komme til udfoldelse i vinen. Således Ernst Triebaumer: “At bekende sig til langsommelighed er en ganske vigtig del af vores arbejde.”

Til trods for Ernst Triebaumers store anerkendelse i Østrig og omegn er vinene ikke vidt berømte i resten af verden. Urwerk udkommer heller ikke i imponerende oplagsstørrelser men kan opdrives hos østrigske forhandlere som Pub Klemo og Wagners Weinshop eller tyske Weinfurore, som alle leverer til Danmark.

Flaske: Grüner Veltliner Urwerk 2014  
Vinhus: Ernst Triebaumer  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Druesort: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, to ugers maceration  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Pris: Cirka €35