Veltliner på springtur

Grüner Veltliner fra Portugal? Ja, og med bobler, og uden så mange andre krumspring; men allerede den treenighed burde være nok til at vække interesse. Bobler fra Douro og så på en østrigsk druesort? Absolut i det kuriøse hjørne, men heldigvis mere end det: En ren og skær fornøjelse. Det er det økologiske vinhus Conceito, der står bag vinen, og bag huset står to kvinder i hver sin generation, moderen Carla Costa Ferreira og datteren Rita Ferreira Marques. Sidstnævnte er vinmageren. Huset har været i familiens eje siden 1940'erne og består i dag af 79 hektar fordelt på tre ejendomme, Quinta da Veiga, Quinta do Chão-do-Pereiro og Quinta do Cabido, alle tre i Teja-dalen, der er en kende køligere end den øvrige Douro-dal.

Den 35-årige Rita Marques ønsker med Conceito at fremhæve Douros potentiale for andet og mere end portvin, et ønske hun deler med mange andre af områdets progressive producenter. De flere forskelligeartede terroirs i Dourodalen åbner mange muligheder for at lade sig afspejle i tørre bordvine, røde såvel som hvide. Før relanceringen som Conceito leverede familiehuset da også deres druer videre til portvinsproduktion; men tidernes - og ikke mindst generationernes - skiften bragte nye tanker og højere ambitioner med sig. I dag laver Conceito rød, hvid og bobler af fornem kvalitet. Økologisk dyrkning, manuel høst, nøje selektion både ved selve høsten og før presningen er udgangspunktet. Gammeldags presser og nymodens gæringstanke sætter fortid i forbindelse med nutid, og det lokale fletter sammen med det internationale: Der arbejdes med mangfoldige sorter, herunder blandede beplantninger og enkelte parceller med gamle, upodede vinstokke. Sorterne er mestendels lokale kendinge som Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz, Gouveio, Rabigato og Viosinho, foruden Bastardo som mange nok kender bedre som Trousseau i Frankrig; men også den østrigske nationaldrue Grüner Veltliner har fået plads i rækkerne. Denne mark er plantet for ti år siden og ligger i 600 meters højde på et lille, køligt plateau med granitholdig jordbund uden for Freixo de Numão. Hvorfor plante Grüner Veltliner i Douro? "Fordi det kunne være sjovt!"

Brut Nature 2012 er en lettilgængelig lækkerbisken. Heftigt skummende og flot gylden i glasset. Der breder sig hurtigt en umiskendelig duft af bobler: Krudtrøg, gær, frisk frugt, kølig brise. Der er blomster, masser af moden gul frugt og en let pebret note i duften. Smagen fortsætter i samme spor, og her dukker især knust stenfrugt og en smule marcipan op - samt nogle let ristede og vanille-agtige noter fra fadlagring. Aromatisk, livlig, fine bobler, jævn syre, meget rundet. 

Druerne høstes, afkøles og presses i en pneumatisk presse. Førstegæring på store træfade og efterfølgende lagring på brugte franske barriques i otte måneder med regelmæssig bâttonage. Derefter andengæring på flaske og lagring med gærresterne i op til tredive måneder før degorgering. Det mærkes på vinens runde krop. Strukturen giver fornemmelse af, at brut nature næsten er en nødvendighed med Grüner Veltliner dyrket under disse himmelstrøg: Der tilsættes ingen dosage, den er helt overflødig, da druerne har været absolut fuldmodne. Nok er vinen tør, men den knaser ikke.
 

Fra Donau til Douro

Sortskarakteren lader sig dog ikke fornægte - de urtede og krydrede noter er direkte gengangere fra Østrig, og den store modenhed til trods er der ikke noget uventet i frugten. Interessant at få smagen af, hvordan en transplantation kan overføre sortskarakteren.

Conceitos første årgang Grüner Veltliner blev vinificeret i 2011, og den oprindelige tanke var at benytte vinen som del i husets andre hvide blends. Vinificeringen som mousserende enkeltdruevin er gået over al forventning, og indtil videre er flere årgange kommet på markedet.

Det er dog langt fra første gang, nogen får idéen at plante Grüner Veltliner uden for Østrig. Sorten har i nyere tid oplevet stigende international interesse, og den så godt som monopoliserede specialitet er så småt begyndt at bevæge sig ud i den store verden. Østrig og gammelt østrigsk land var indtil for et par årtier siden dens naturlige hjemstavn. Traditionelt har Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn små arealer, og enkelte vinbønder i Tyskland har forsøgt at tage druen til sig. I dag ser man dog væsentlige beplantninger især i New Zealand, og tendensen er stigende flere forskellige steder i verden: Australien, Canada, USA.
 

Azulejo hedder den traditionelle portugisiske kakkelkunst, som i moderne fortolkning pryder etiketten til Brut Nature. Kunstneren er João Nuatel fra Oporto, som også har arbejdet sammen med bl.a. Dirk Niepoort.
 

Historietimen

Douro producerede i århundreder udelukkende portvin. Kimen til bordvinens genopstandelse blev sået allerede under Anden Verdenskrig, da Fernando Nicolau de Almeida fra huset Ferreira rejste til Bordeaux og gjorde studier i dette områdes vinproduktion. Det førte til skabelsen af vinen Barca Velha, der blev lavet første gang i 1952, og siden kun er lavet 18 gange; en vin, der har opnået kultstatus.

Portugals medlemsskab i EF fra 1986 var en yderligere årsag til afviklingen af portvinens monopol i Douro, og udviklingen begyndte at tage fart fra 1990’erne, og nu står ikke kun de etablerede portvinshuse på spring med tørre bordvine, det samme gør en entusiastisk og energisk yngre generation af vinmagere. I dag udgør halvdelen af produktionen tør vin, og det er på dette område, der virkelig sker noget. Der er mange gode vine at hente og et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet. Fronten rykker også på hvidvine, hvor især Dirk Niepoorts indsats er værd at fremhæve.

Rita Marques Ferreira fra Conceito er fjerde generation i en familie med eget vinhus, men første generation til at lave sin egen vin. Hun er oplært hjemmefra og arbejder stadig tæt sammen med sin mor. Hun læste oprindeligt til ingeniør men skiftede studiet ud med ønologi under Denis Dubourdieu på universitetet i Bordeaux. Siden har hun arbejdet hos førnævnte Niepoort og hos Villa Maria i New Zealand, hvor hun i øvrigt laver en Marlborough Sauvignon Blanc. Et andet sidespring er i Minho, hvor hun dyrker Alvarinho til Vinho Verde. Hendes mål er generelt at lave tørre vine med renhed, balance, fokus og kompleksitet. Desuden nærer hun en særlig forkærlighed for hvidvine, hvor hun forstår og formår syrens afgørende vigtighed for helheden.

Portugal har flere unge, kvindelige vinmagere, der med rette nyder international anerkendelse i disse år. Filipa Pato og Julia Kemper nævnes ofte. Man kan roligt tilføje Rita Marques.

Flaske: Brut Nature 2012  
Vinhus: Conceito  
Oprindelse: Douro, Portugal  
Druesorter: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Andengæring på flaske, ingen dosage  
Lagring: Små egetræsfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Nordentoft Wine  
Pris: 189,-  

Tbilisi Transfer

Ikke langt fra Tbilisi, Georgiens hovedstad, ligger byen Gamargveba. Her holder tre yngre mænd hus, Gabriel Gabrielashvili, Giorgi Tsirgvava og Mamuka Tsiklauri. Eller rettere, de holder marani, som et vinhus kaldes på georgisk, og det har de gjort siden 2013. Her stiftede de i samklang Doremi Wine for at dyrke lokale, georgiske druer økologisk og lave dem til vin efter gamle, georgiske traditioner. Målet var at lave autentisk kaukasisk vin af meget høj kvalitet. En kvalitet, der skulle række langt ud over Georgien.

Der er grøde i Georgien i disse år. Vestlige forbrugere og ikke mindst mange georgere selv har opdaget eller genoptaget landets gamle og særegne vinkulturelle arv. Ukendte druesorter og anderledes produktionsformer vækker nysgerrighed og skaber nyt også uden for landets grænser. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden også er i gang med at forme fremtiden. Da orangevinen blev genopdaget og genopfundet i italienske Friuli i 1990'erne var det ikke uden en vis inspiration fra Georgien. Soviets fald, nye samhandspartnere og en international efterspørgsel af det unikke, det oprindelige, det uforfalskede har hjulpet Georgien godt på vej. D'herrer fra Doremi er blot et af de nye skud på stammen.

Doremi Wine har besiddelser flere forskellige steder i landet, hvor de dyrker indfødte georgiske sorter med eksotiske navne som Rkatsiteli, Mtsvane, Chinuri og Aladasturi. Der høstes med hånden, og den efterfølgende vinifikation foregår på de nu viden om berømte qvevrier - traditionelle, georgiske amforaer, omvendt dråbeformede lerkrukker, der behandles med bivoks og graves ned i jorden for derefter at være vinens gærings- og lagringskar. Man har dateret fund af qvevrier med kerner fra Rkatsiteli-druer til at være over 3.000 år gamle. Sandsynligvis har man allerede dengang ladet de grønne druer gære og lagre med drueskallerne. UNESCO tog sig sammen og anerkendte qvevrien som verdenskulturarv i 2013: Den georgiske vinkultur er nu officielt - på moderne dansk -  intangible cultural heritage of humanity.

Orange Rkatsiteli er også et af hovednumrene hos Doremi Wine. Den gamle og vidt udbredte druesort dyrkes hos dem ved landsbyen Gurjaani i området Kakheti i landets østligste del. Druerne høstes i september, kvases og smides på qvevri, hvor de får lov at ligge med skallerne frem til marts. Gæringen foregår med drueskallernes naturlige gærsvampe, og der benyttes ingen vinbehandlingsmidler, ligesom der hverken klares, filtreres eller tilsættes sulfitter. Den behandling giver en knastør vin med højt ekstrakt og oxidative noter.

Rkatsiteli 2015: Farven efterlader ikke megen tvivl: I glasset er orangevin, lysende og gylden som en kæmpe klump rav. Duften er vild og vidtfavnenede- blomstret, krydret, røget. Der er strejf af syrener og tørrede roser, sort kardemomme og bålrøg. Smagen er eksotisk frugtig, fersken, abrikos, carambole, egentlig ret letflydende, holdt i form af en fin syre og nogle fine, men massive, tanniner. Både oase og ørken. Eftersmagen vandrer videre ad samme spor, der er aftryk af tørrede rosenknopper, kastanjehonning, brunkagedej. Struktureret, aromatisk, anderledes, spændende.

Sandelig siger jeg jer: Dette er ikke en vin for enhver. Men den er meget georgisk og ikke utilgængelig, hverken smags- eller prismæssigt, for dem, der gerne vil udforske vinverdens ud- og forkanter eller blot udfordre sig selv og den vanlige vinsmag. Den er let erholdelig gennem gladvin.dk. Der er som skrevet atter grøde i Georgien, og det her kan være et godt sted at starte, hvis man endnu ikke har prøvet kræfter med georgisk orangevin.

Flaske: Rkatsiteli 2015  
Vinhus: Doremi Wine  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Druesorter: Rkatsiteli  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, seks måneders maceration  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 138,-  

I lavalampens skær

Etna er et paradoksalt sted: Terrænet virker ufremkommeligt, skråningerne er stenede og støvede, og var det ikke fordi en frodig vegetation faktisk trodser den sorte sten, bryder igennem, grønnes og trives, kunne man forledes til at tro, at intet kunne gro her. Jo højere man stiger op, og jo tættere man kommer på hovedkrateret, desto bedre forstår man de enormt formative og destruktive kræfter, der fra tid til anden bryder løs her. Ind mellem opdyrket land, skove og sletter strækker forstenede lavaspor fra tidligere udbrudt sig som ørkner. Forskellige grader af død og genopstandelse. Et udbrud på det gale sted kan betyde abrupt afsked eller den visse død. Lavaen opsluger sultent alt levende og efterlader en gold, sort stenørken. En stenørken, der dog med tiden rejser sig som Fugl Føniks af asken og bliver endnu mere frodig og frugtbar, end det landskab den erstattede. Det, der ikke slår én ihjel, kan gøre én stærkere. Etna gør det klart, at liv og død er hinandens forudsætninger, og håbet og frygten går hånd i hånd her. De fastboende kender de kræfter, der er på spil.

Etna Rosso er også en paradoksal vin: Denne lokale specialitet, der i de sidste par årtier påny rør på sig, er stik modsat moderne forventninger til siciliansk vin: lysere, lettere, raffineret og elegant. Etna Rosso er kendetegnet ved en saftig, nærmest læskende, glødende rød bærfrugt og en tør, næsten asket, støvet tannin, der holder den frodige frugt i jerngreb. Sammenligninger med både Bourgogne og Barolo er hyppige, forståelige og forsvarlige; så længe man ikke lader det skygge over, at Etna Rosso er sin egen og ikke altid bør holdes op mod så store navne. Nok har hoveddruen Nerello Mascalese mange af de samme kvaliteter som Pinot Noir og Nebbiolo, men den har også egne karaktertræk; og ikke mindst er dyrkningsforholdene på Etna ganske særegne. Etna Rosso er en enspænder.

Hver vin og årgang fra Romeo del Castello bærer sin egen etiket med motiv fra et tapet i den gamle gård. I dette tilfælde efeu fra forkøkkenet gengivet af Luca Vitone

Et fint og tilgængeligt eksempel på stilen er Allegracore 2015 fra familievinhuset Fattorie Romeo del Castello, som med sin saftige og bløde kirsebær- og skovbær-frugt fylder munden med ren fornøjelse - samt en spændstig syre og en langsomt men støt tiltagende tørhed, superfine men massive tanniner. Den runder helt tørt af, men ikke uden at have sat spor med lakridsede krydderurter, søde, støvede krydderier og en smule røg.

Druerne kommer fra forskellige, forholdsvist yngre, stokke fra en lille område ved navn Allegracore. Dyrkningen er økologisk og den traditionelle og naturnære tankegang forfølges også i kælderen. Spontan gæring på stål, to ugers maceration, tolv måneders lagring tillige på ståltanke, ingen klaring, ingen filtrering, karrighed med sulfitterne, samt seks måneder på flaske.
 

Vin på randen af et vulkansk sammenbrud

Familien på Romeo del Castello kan ikke bare lave rigtig Etna-vin, de kender om nogen også til den risiko, der er forbundet med at leve og dyrke vin på siden af en aktiv vulkan. Vinhuset befinder sig i rå natur godt 700 meter oppe ad Etnas nordlige side, få kilometer uden for den middelalderlige landsby Randazzo, på contradaen Allegracore, det glade hjerte. Her banker to kvindehjerter for familietraditionen og en fremtid med vine af stadig større klasse. Fortiden har dog sat sig sine spor: Et større udbrud i 1981 sendte en strøm af lava i denne retning ned ad skråningerne, og lavaen nåede så langt ned som Romeo del Castellos besiddelser, hvor marker med hasselnødder og oliven samt en hektar vinplanter blev løbet over ende. Lavastrømmen ændrede dog retning, og størstedelen af de gamle vinmarker samt selve gården fra 1700-tallet blev skånet.

Huset drives i dag af Chiara Vigo og hendes mand Gianluca Torrisi samt hendes mor Rosanna Romeo del Castello. Det er et blandet landbrug, der med vin som hovedafgrøde også dyrker oliven, nødder og pærer. Godt 30 hektar i alt, 14 med vinmarker, dedikeret til de lokale sorter Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio. Der fremstilles tre vine, foruden Allegracore også den kraftigere Vigo og den lyserøde Vigorosa, samt olivenolie og pærebrændevin.

Længere kom lavaen ikke i 1981, og derfor står huset stadig hos familien Romeo del Castello, og de gamle Nerello Mascalese stokke overlevede og takker i dag med vin

Moderen Rosanna er af Vagliasindi slægten, hvorfra andre slægtninge laver vine i nærheden. Hun voksede op på gården og giftede sig med Vigo. I de år lavede de ikke selv vin, druerne blev dyrket med videresalg for øje.

Chiara Vigo havde egentlig heller ikke tænkt sig, at hun skulle være vinmager. Hun var fra barns ben fascineret af området på Etna, og kun 7 år gammel så hun vulkanens virkninger på ejendommen i 1981, som næsten halverede familiens besiddelser og sendte dem ud i en økonomisk krise. Men Chiara valgte en anden vej på det italienske fastland, hvor hun studerede i Bologna, Venedig og Milano. Hun opnåede en kandidat i kunsthistorie. Emnet for hendes endelige afhandling er interessant: Vinetiketters æstetik, og spørgsmålet hvorvidt kunstnere og grafikere overvejer en vins karakter, før de designer etiketten. Et studie, der senere skulle vise sig praktisk.

Kort tid efter mødte hun ved et tilfælde den sicilianske vinmager og ønologiske konsulent Salvo Foti fra I Vigneri, og han overbeviste hende om, at hun med familiegården besad en skjult skat hjemme på Etna. En ny idé opstod og slog rod: at lave traditionel vin fra den gamle familiegård under Salvo Fotis kyndige vejledning. Herefter tog det fart. I 2007 kom første årgang på markedet. Allerede de første årgange fik gode skudsmål, samtidigt vækkedes den internationale offentligheds opmærksomhed omkring Etna, og siden er det gået slag i slag. Økologien kom som en selvfølge. Der blev aldrig drevet konventionelt landbrug på gården, og Salvo Foti er selv overbevist økolog.

En anden overlever: Et næsten tusind år gammelt oliventræ med et egetræ, der vokser ud af stammen

Siden den første Vigo blev flasket i 2007 er siden Allegracore kommet til og senest roséen Vigorosa. Familien er opsat på at kunne hæve kvaliteten yderligere og håber og tror på en øget værdsættelse af de ægte Etna-vine.

Flaske: Allegracore 2015  
Vinhus: Fattorie Romeo del Castello  
Oprindelse: Etna, Italien  
Druesorter: Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret, ufiltreret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel  
Pris: 160,-  

Læskende kalk

Silvaner er saftig som ingen anden sort, når den fremstilles rigtigt. Som sådan egner den sig eminent som sommervin til at nedsvælge i store slurke. Blandt de fremmeste fortolkere findes brødrene Wolfgang og Ulrich Luckert fra frankiske Zehnthof Luckert, der kan levere både bællevin og vin til mere forfinet fordybelse. Sidstnævnte eksempelvis fra enkeltmarken Maustal.

Maustal 2014 bringer lyst gylden saft i glasset og mild duft i næsen: Næsten hviskende fortæller den om frisk luft og gule mirabeller, om abrikoser og jasminris. Smagen er også sagte, præget af moden stenfrugt af forskellig slags, gule mirabeller, abrikoser, mango. Køligheden og letheden taget i betragtning er den faktisk overraskende eksotisk. Det er en stilfærdigt smagfuld vin, men det, der nok mest gør sig bemærket ved den, er mundfornemmelsen: Den er let som gåsedun og har en blødhed og rundhed, som man sjældent oplever i andet end kildevand af høj kvalitet. Næsten mælket, så blød som kun hårdt vand kan være. Og så kan den et trylletrick: Den forsvinder ud i det blå helt af sig selv, men efterlader en forbløffet gane renset og løftet. Dens frugtighed ophæver sig selv under sit eget fravær af vægt; og den demonstrerer næsten superfluiditet, som helium-4 glider den af egen kraft ud af glasset, hen over ganen og ned i svælget. Saftigt og rent og med en god syre for den ellers moderat syrlige Silvaner, en behagelig bivirkning af den køligere årgang 2014.

Brødrene Luckert formår altså at vise begge sider af Silvaner, den stringente, mineralske, og den mere opulente, frugtige; men førstnævnte aspekt må fremhæves. Maustal er indbegrebet af stedet, jordbunden og undergrunden. Der er noget røget, stenet, gruset, jordet, støvet, kridtet dybt nede i smagen - noget, vi af mangel af bedre kan kalde mineralitet. Vinen kommer fra en 4 hektar stor vinmark lige syd for Sulzfeld, stejlt hældende direkte ned mod Mainfloden, syd- og sydøstvendt. Ret fattig jord men rig på kalk, først og fremmest bestående af kalksten og den såkaldte Keuper, som Silvaner elsker. Den primære beplantning er da også med Silvaner, desuden er der Riesling og Spätburgunder; og mange ældre stokke, gennemsnitligt 55 år for Silvaner. Status af Grosses Gewächs, første klasses mark til store, tørre vine. Økologisk dyrket siden starten af årtusindet, certificeret siden 2009. 

Den særlige form for forvitret kalksten, Muschelkalk, som det mellemst Main-flodløb er så righoldig på.

Luckert brødrene bygger videre på gamle frankiske traditioner, og det viser sig også i vinen. Selekteret håndhøst i september, derefter en ganske kort kold udblødning med drueskallerne og gæring udelukkende med druernes egen gær. Efterfølgende lagring på frankiske Doppelstückfässer, store, traditionelle egetræsfade. Langsom gæring, lagring med gærresterne, sen flaskning - gode ting tager tid.

Man kan uden bekymring drikke Maustal nu. Men faktisk kan Silvaner sagtens, især i fornemme tilfælde som dette, med fordel lagres på flaske i nogle år. Konventionel vinviden vil ellers have vinen drukket inden for de første få leveår, hvorefter den efter sigende skulle miste sin spændstighed og udvikle en kedelig, sjasket tomatsmag. Må jeg foreslå at arkivere den slags foreslag lodret? Ikke kun fordi jeg bryder mig om tomater, men også fordi personlig og overleveret erfaring faktisk modsiger påstanden. Den kølige 2014 er under alle omstændigheder udstyret med en syrestruktur, der kan holde den stærkt stående i lang tid.

Maustal er seriøs sommervin. Den drikker nærmest sig selv, men undervejs giver dens stoflige lethed og underfundige noter stof til eftertanke. Man kan kun undre sig over, at Silvaner ikke har større prestige, når man smager det her.

Flaske: Maustal Silvaner 2014  
Vinhus: Zehnthof Luckert  
Oprindelse: Franken, Tyskland  
Druesort: Silvaner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13%  
Importør: Vinpusheren  
Pris: 349,-