En drømmeårgang for østrigsk Riesling, det var dommen. Der blev slynget, slurpet, spyttet og skriblet løs, og efter en tre dage i september stod det klart for de fleste, at senest frigivne årgang af enkeltmarksvinene fra Österreichische Traditionsweingüter og Vinea Wachau var noget ud over det sædvanlige. De østrigske traditionsvinhuses årlige smagning på Schloss Grafenegg fik sidste efterår følge af en smagning på Schloss Dürnstein, hvor den ikke mindre traditionelle sammenslutning i Wachau gjorde dem kunsten efter, samlet under overskriften Austrian Single Vineyard Summit, og som altid lydefrit orkestreret af Wine+Partners. Riesling viste sig at være årgangens stjerne, som kunne overstråle de fleste for øvrigt glimrende Grüner Veltlinere, som den i sidste ende særdeles gode vækstsæson i 2021 kulminerede i. Kort og godt: Det er et fantastisk line-up, der nu rammer vinhandlernes hylder.


Drømmeåret 2021

Østrig har i de seneste år oplevet en lang række udmærkede årgange bedømt både ud fra udbytterne og det kvalitative udfald; og modsat det meste af resten af Europa oplevede landet med 2021 en noget nær perfekt vækstsæson, som landets bedste vinbønder har forvaltet til UG med kryds og slange. Det følger i slipstrømmen af en stadigt stigende international anerkendelse og stigende eksport, som CEO for den østrigske vinmarketing, Chris Yorke, tidligere på året italesatte med følgende ord: “Et stigende antal vinelskere rundt omkring i verden er ved at indse, at der næppe er noget andet land, der tilbyder så stabil en kvalitet på tværs af et helt spektrum af stilarter.”

Professionelle smagere fra nær og fjern koncentrerer sig om deres bedømmelser. De seneste års stigende interesse for østrigsk vin har betydet en udvidelse af de årlige smagningers størrelse. ÖTWs var således rykket fra selve slottet Grafeneggs barokke rammer og ind i den tilstødende Reitschules rummeligere lokaler. Foto: Anna Stöcher

Hvordan forløb sæsonen 2021 så? Vinteren var mild og fattedes sne; og så opstår der sædvanligvis en vis bekymring omkring vandreservernes tilstrækkelighed i tilfælde af en meget tør vækstsæson; men det blev heldigvis ikke aktuelt på grund af et køligt forår og pæne mængder regn i maj. Forårsvarmen lod vente på sig, så knopskydningen indtraf forholdsvist sent. Det betød til gengæld, at de nye skud gik fri af forårsfrost og de spæde blade af de haglbyger, som hærgede i landene syd og vest for Alperne. Temperaturerne lå i løbet af sommeren lavere end de seneste mange års gennemsnit, men solen skinnede, som den plejer, især i løbet af september måned, så man sikrede en god modenhed og stadig en god syrenerve grundet de større temperaturudsving. Eneste bet var en række lokale haglbyger, som forvoldte en vis skade i visse områder. Vindforholdene i efteråret var gode, og nedbøren forblev generelt moderat, så risikoen for skimmel, meldug og råd var tilsvarende lav. Så den samlede melding, da høsten nærmede sig, var om rigelige, sunde og modne druer. Årets samlede høstudbytte blev beregnet til 2,4 millioner hektoliter, hvilket ligger på linje med det mangeårige gennemsnit. Kvaliteten bedømmes derimod til at være i top, på niveau med årgange som 2015, 2010, 2006 og 1999.

“Sjældent har høsten været en sådan fornøjelse fra start til slut,” fortæller en tydeligt tilfreds Johannes Hirsch fra Kamptal, “med kølige morgener, druer af den bedste kvalitet og ingen stress på grund af vejret i ugevis.” Resultatet er ifølge Hirsch “en årgang, som kombinerer den store saftighed og elegance fra 2019 med den fine syrestruktur fra 2020— og en årgang, der helt sikkert vil vække glæde i årtier fremover!”

Den langsommelige modning gjorde det muligt for vinbønderne at høste hver sort, mark og parcel på det helt rigtige tidspunkt— uden at skulle gå på kompromis med druekvaliteten og dermed kunne udløse vinmarkernes fulde potentiale. Det forstås af nogle stadig som ‘ved meget høj modenhed’, og det gode vejr fristede således en række vinbønder til en senere høst med alt hvad deraf følger af sødere frugt, større fylde og højere alkoholprocenter. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om stil; men når det er sagt, så besidder langt de fleste af selv de kraftigere vine en utrolig friskhed og god balance. En anden og mindre anke er igen i år, at vinene alle er så gensidigt afstemt og aldeles vellavede, at der indfinder sig en vis ensformighed. Man kan alt efter temperament kalde det konsistent højt niveau eller kedelig konformitet, men summa summarum er stadig, at vinene smager uforskammet godt.

De mikroklimatiske forskelle er for små til at være relevante de enkelte vinregioner imellem, dertil overskygges de trods alt af de individuelle vinmageres valg og faktorer som jordbundsforskelle markerne imellem samt vinstokkenes alder. Derfor springer vi direkte til en række bedømmelser af udvalgte vine. Der var, desværre eller heldigvis, ingen store overraskelser i feltet, hverken når det galt enkeltmarker eller enkelte producenter. Heiligenstein er og bliver et enestående terroir for stor Riesling; og vinbønder som Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch bliver ved med at høste højeste point hos undertegnede. Wachau skuffer heller aldrig med Singerriedel, og her er Alzinger, Domäne Wachau, Hirtzberger og Nikolaihof fortsat blandt favoritterne.



Resultater fra superligaen

Wachau: Hirtzberger kan henrykke med Hochrain, Setzberg og ikke mindst Singerriedel. Sidstnævnte er en svært klassisk oprindelse for stringent og mineralsk Riesling i Wachau, og heller ikke Hofstätter eller Domäne Wachau formår at formindske formatet på deres vine derfra, de er fremragende. Domäne Wachau, der rejste sig som Fugl Fønix fra kooperativet Freie Weingärtner Wachau, kan i det hele taget bryste sig af betydeligt gode vine, især fra Achleiten, Kellerberg og Steinriegl. Achleiten går også op i en højere enhed hos f.eks. traditionalister som Jäger og Prager. En personlig favorit uden for alfarvej er Nikolaihof, som i særdeleshed ikke skuffede med deres Vom Stein.

Kremstal: Nigls Goldberg var glimrende, men lod sig overgå af deres guddommelige Hochäcker. Proidl griber tingene anderledes til værks men laver særdeles glimrende vin fra samme oprindelse; og overgår sig selv og alle andre med Ehrenfels og Pfeningberg. Genkendeligt anderledes er desuden Sepp Mosers rustikke Riesling fra Gebling, som var særligt god i år. Geyerhof gjorde det glimrende med deres Goldberg og Kirchensteig men her dog fra 2020.

Kamptal: Hirsch gjorde lykke med Gaisberg; Jurtschitsch, Loimer og Weszeli med Loiserberg, sidstnævnte to tillige med Steinmassl, mens Kogelberg især var god hos Brandl. Men det var som ventet og varslet Heiligenstein, som tog fulde huse— glimrende hos Allram, Ehn, Eichinger, Hiedler, Leindl og Topf, og genial hos Bründlmayer, Hirsch og Jurtschitsch. Gobelsburg og Loimer præsenterede deres 2020, som også står særdeles glimrende.

Traisental: Rothenbart fra Neumayer og Huber bør fremhæves, ligesom Hubers Berg igen var ganske glimrende. De to marker og producenter præsenterer det bedste, den lille dal kan frembringe i dette selskab; men også Dockner overraskede positivt med sin Pletzengraben.

Wagram: Karl Fritsch trumfer med sin Mordthal, og det samme gør Diwald med sin Eisenhut, omend i årgang 2020. Leth stod for en udmærket 2021 fra Brunnthal.

Wien: Wieninger er bykongen og overgår sig selv med den altid dejlige Rosengartl og den i år henrivende Preussen.

Schloss Grafenegg by night. Barokslotten udgjorde igen i år kulissen for ÖTWs årgangspræsentation og enkeltmarkssmagning. Det var tiende gang, den nu over 30 år gamle forening inviterede til dette arrangement; og heldigvis skuffede seneste sending vine ikke. Foto: Anna Stöcher

Årets topscorere

Lad os slutte med at slå ned i nogle særligt repræsentative plus nogle særdeles højdespringende præstationer, før vi runder af hos årgangens helt store mester, Johannes Hirsch.

Wieninger Riesling Ried Preussen 2021. Flot og meget frisk duft med røde æbler, sydfrugtlige anklage og frisk luft fra toppen af Nussberg. Glat og rund, med flot fylde og moden frugt i munden, visse gærnoter, og samtidigt en næsten luftig lethed og en fint skærende syre— og det hele hænger fornemt sammen. Rigtigt godt gjort!

Domäne Wachau Riesling Smaragd Ried Singerriedel 2021. Klar, kølig og frisk duft; og man fornemmer stringent syre fra første færd. Frisk i munden med masser af moden citrus, en smule fersken og sprød cantaloupe melon. Mineralsk efterspil med knuste og våde sten, har såvel fin fenolik som modent ekstrakt. Wachau terroir og stilistik sat på spidsen!

Nigl Riesling Ried Hochäcker Privat 2021. Det er robust Riesling, familien Nigl frembringer her, men med saftig frugt, en syrlig spænding og en mineralsk efterklang, som summer i munden længe efter hver tår. Fuldmoden abrikos, nyopgravet gulerod og nyplukket citronmelisse i duften; og en smag af moden lime, frisk fersken og abrikos, med frodig fylde, spændstig syre og let krydret eftersmag. Klassisk Kremstal Riesling, som ville være en eminent madvin, hvis man ikke har tømt flasken før måltidet! Deres hidtil bedste.

Proidl Riesling Ried Ehrenfels 2021. Kølig i duften, med syrlig ferskenfrugt og en mørkere mineralsk tone af dyb undergrund og grundfjeld. Slank, lineær og stringent men med en sært saftig frugt. Ferskner, lime, citroner, gule æbler, alt hvad der er gult og godt; og går man den på klingen, kan man mærke de mange lag, der bare venter på at blive afdækket med nogle år på langs i flasken.

Hirsch Riesling Ried Gaisberg 2021. Fornem men sagte næse først, så kommer der en åbning med noget fint flintet, mildt røget og meget urter i nuancerne— hints af sød lakrids og sød tobak, underspillet og meget behageligt. I munden rund saft, som glider ud i alle hjørner, kæler for gummerne og strækker sig så sammen, en jernnæve i fløjlshandske. Stenet mineralitet, mild frugtsødme, vingårdsferskner på en bund af gnejs. Glimrende!

Nu vil har fat i Hirsch, så er han selvfølgelig en mester i Heiligenstein, ikke mindst i 2021, som samtidigt markerer et mindre nybrud. Foruden den sædvanlige Heiligenstein er der nemlig en nyhed i sortimentet, den første separate aftapning fra familiens besiddelser på den østlige side af Heiligenstein, den såkaldte Rotfels, som er særligt rig på netop den røde sandsten, som er hemmeligheden bag Heiligensteins for Kamptal så særegne terroir. Det var Johannes’ far Josef, som erhvervede sig terrasserne her for 40 år siden; men indtil 2021 er de blot indgået i den vanlige Erste Lage aftapning; men nu var tiden inde til en lille differentiering.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein-Rotfels 2021. Ifølge Hirsch giver druerne fra Rotfels en særligt spændstig og substantiel vin, Heiligenstein i anden, og sandt nok, samme indtryk efterlades man med efter endt smagning og sammenligning med den til stadighed glimrende ‘generiske’ Zöbinger Heiligenstein: Rotfels er omend ikke så elegant og forfinet som ‘resten af Heiligenstein’, men den er saftspændt, stoflig og righoldig på en måde, som kun Heiligenstein kan være, og fuld af hvid fersken, litchi og lime, med en fyrig syre dæmpet af en dulmende frugtsødme, mango, akaciehonning og hvid te. Det er sjældne men også kostbare dråber, der står til 650,- pr. flaske hos den danske forhandler Atomwine.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein 2021. Den gode gamle Heiligenstein fra Hirsch er heldigvis ikke gået hen og havnet som et sekunda-produkt uden sit skud Rotfels. Sært nok er det som om den ikke engang savner noget, alt spiller præcist som det plejer. Det er stringent saft med fokus, elegance og balance, ikke at forglemme nuance. Fuld af friske, faste ferskner, liflig lime og modne citroner, nærmest fløjlsagtig i sin stoflighed, med en rank syrenerve som rød tråd og bedårende blonder af akaciehonning, bivoks, våde sten og salt. Det er tæt foret stof, som nok først ad åre vil folde sig helt ud og afsløre alle sine indvævede hemmeligheder; men stiltiende fryd bereder den allerede. Tillykke til familien Hirsch, denne årgang Riesling er er helgener og en særlig hyldest værdig!


Flaske: Riesling Heiligenstein 2021  
Vinhus: Johannes Hirsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Druesort: Riesling  
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke, store egetræsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 13%  
Importør: Atomwine  
Pris: 350,-  




Comment