Veltæmmet vildskab

Har vi efterhånden ikke fået nok pet nat? Er den sparsomme skum ikke snart gået helt af det forplumrede fænomen, som ellers har frydet ungdommen og gjort naturvinsnørder vidtløftige de seneste ti års tid?

Smag på en flaske Why taille? fra det østrigske Winzerpar Else Zuschmann og Peter Schöfmann, før du beslutter dig for svaret. De to er på sin vis kommet sent til festen, nu hvor de her i 2022-2024 har sendt deres første pétillants naturels på markedet. Endda først efter at de i et godt tiår forinden er gået grundigt til værks med produktion af klassisk østrigsk Sekt efter den traditionelle metode med andengæring på flaske. Nuvel, hver genre har særskilte karakteristika og kvaliteter; og netop deri ligger deres grund til at give sig i kast med begge på parrets driftige vingård i Weinviertel, en region, som foruden Wiens baggård og Grüner Veltliners hovedland også er råstofcentralen for vin til den østrigske Sektmanufaktur.

Taille betegner i Champagne de pres, der kommer efter første dræn af most fra druerne, den såkaldte tête de cuvée— altså et andet pres af knapt så udsøgt kvalitet, såkaldt vin de presse i modsætning til vin de goutte. En taille vil typisk indeholde flere aromastoffer og fenoler, begge dele noget man normalt søger begrænset i basevinen til ‘fine’ mousserende vine på den klassiske metode. Omvendt vil taille ofte savne saftighed og syre nok til at begå sig som en hvidvin af høj klasse på egne ben. Hvad finder man så på at gøre med sin sekundasaft fra fremstillingen af klassisk Sekt? Et kækt påfund kunne være pet nat med både klasse og karakter— og således kom Zuschmann Schöfmanns Why taille? til verden. Veltæmmet vildskab, en sommerlig udgave af den østrigske efterårsklassiker Sturm foreviget på flaske— livlig skum med sprøde bobler, masser af frisk frugt og en drikkelighed, der tangerer det letsindige. Helt klart tåget men kun tilpas sløret til at virke mere forførende og fræk end funky eller fejlbehæftet. Så er der dog god grund til at drikke pet nat!

Hr. og Fru Vin

Zuschmann Schöfmann, navnet er næppe elegant, men det kompenserer de for i deres vine. Som det måske fremgår, er det et fælles foretagende ægtefæller imellem. Vingården er i sin nuværende form grundlagt i 2000, hvor Else og Peter med efternavnene Zuschmann og Schöfmann slog kludene sammen og besluttede at føre hendes fædrende vingård videre i partnerskab.

Else er vokset op på gården i Martinsdorf, en klassisk østrigsk bondegård med blandet land- og vinbrug, som den mellemste af tre søstre, og det stod af uvisse grunde skrevet i stjernerne, at hun en dag skulle føre foretagendet videre. Derfor studerede hun vitikultur og ønologi på vinskolen i Klosterneuburg ved Wien, hvorfra hun dimmiterede i 1997; og mens hun så småt var ved at overtage styringen, mødte hun Peter, en ung mand fra Gnadendorf, en landsby lidt længere nordpå i Weinviertel. Han var nærmest vokset op i en klassisk Kellergasse, da hans familie gennem generationer havde ernæret sig i restaurationsbranchen; og selv var han gået i lære som kok og havde stået i køkkenet på indtil flere finere restaurationer landet rundt.

De besluttede at gøre brug af begges evner og lyster og genskabte gården med en nybygget Heuriger, den i Østrig traditionelle beværtning, hvor vinbonden serverer egen vin og små spiser dertil; og i dag driver de desuden et traditionelt Greisslerei, en slags landlig kolonial med lokale råvarer, og lejer værelser ud til vinturister og andet godtfolk. De oprindelige 7 hektarer vinmarker er i mellemtiden blevet til 17, og siden 2012 har de dyrket økologisk, alle vine er certificeret fra og med årgang 2015.

Sortimentet har hele tiden udviklet sig, og parret har ad flere omgange defineret stilretningen for deres vine i progressiv retning, såvel indhold som indpakning. Vinene markedsføres i tre trin: Erste Freude er frisk og frejdig Jungwein, let drikkelige og ukomplicerede hvidvine og roséer; mens Mitten im Leben betegner de mere modne og komplekse vine, de fyldigere hvidvine og lette rødvine; og Lauf der Zeit er reserveret de mest seriøse og lagringsværdige vine, de mest karakterstærke hvidvine og fyldige rødvine. Grüner Veltliner udgør grundstammen, som det hør og bør sig i Weinviertel, men burgundersorter som Weissburgunder, Chardonnay og Pinot Noir spiller også en vigtig rolle, og de dyrker desuden en smule Riesling, Sauvignon, Muskateller og Zweigelt, Sankt Laurent, Cabernet Sauvignon og Merlot. Men selvom hvidvinene traditionelt har stået i centrum, blev parret hurtigt hooked på at prøve kræfter med mousserende vine.

Sagkyndige i Sekt

Selvom Weinviertel lægger druer til store dele af den østrigske Sekt, angives oprindelsen langt fra på alle flasker, faktisk de færreste. Det var først med introduktionen af ‘den nye Sektpyramide’ i 2016, at der kom skik på kvalitetsniveauerne inden for østrigsk Sekt— Klassisk, Reserve og Grosse Reserve— og man introducerede ‘geschützter Ursprug’, beskyttet oprindelsesgaranti for vinene. Winzersekt er stadig en nogenlunde nyligt fænomen, men kvaliteten er hastigt stærkt stigende.

Med sit kølige klima, kalkholdige løssjorde og store mængder egnede druesorter (Welschriesling, Weissburgunder, Grüner Veltliner m.fl.) har man grundlaget for den bedste basevin til mousserende; men der var stadig langt mellem snapsene for blot et årti siden. Et paradoks, der også i dén grad slog Zuschmann Schöfmann; som heldigvis heller aldrig går af vejen for en god udfordring.

Inspiration og hjælp udefra samt store mængder hjemmearbejde skulle indfri ambitionen. I 2007 gjorde de deres første forsøg med Versektung, og den første årgang, der blev frigivet som færdig Sekt, blev 2012. 2015 viste sig at være en drømmesæson i vinmarkerne i Weinviertel, ikke mindst ud fra et Sekt-synspunkt, og deres korte erfaring til trods kunne guiden Gault-Millau i 2020 kåre deres Grosse Reserve 2015 som Sekt des Jahres, årets bedste Sekt, vel at mærke i konkurrence med veletablerede navne som Bründlmayer, Loimer og Steininger. Zuschmann Schöfmann er i dag leveringsdygtige i nogle af Østrigs bedste, klassiske håndværksbobler. ‘Hemmeligheden’ er deres sans for detaljer som langsommelig vinifikation, skånsom helklasepresning og selektiv håndhøst, men nok så meget deres kompromisløse økologiske dyrkning, høje beplantningstæthed og brugen af massale selektioner med mange gamle kloner. De gamle kloner har en tendens til ikke at opbygge så meget sukker, snarere holder de på syren, og det er fordelagtige træk til Sektproduktion, selv i det ellers kølige Weinviertel, ikke mindst i lyset af global opvarmning.

Why taille?

Verden har set sin fair share af pet nats i det forgangne årti, og Østrig har langt fra ligget på den lade side. Flere af ‘de unge vilde’ var tidligt ude (læs mere om Christoph Hoch her og Rennersistas her), og nogle af landets toneangivende økologer og biodynamikere har ligefrem slået sig op som egentlig petnaturalister, f.eks. Fuchs und Hase, et joint venture mellem Arndorfer og Jurtschitsch. Så vidt, så godt, men som så mange andre steder svinger kvaliteten, og pet nat har hos mange ofte været en let undskyldning for at lire noget nem og ligegyldig drueskum af til en for vinbonden fordelagtig pris. Pet nat er i sagens natur sjældent noget særligt raffineret, men alt for ofte har man desværre måttet lægge mundhule til præcist det modsatte— slørede, slappe, dovne og dorske dråber af noget, der minder mere om hjemmelavet cider, et fejlslagent ølbrygningsprojekt eller Sauerkraut-lage, end det ligner mousserende vin. Så hvorfor i alverden hoppe med på den galej?

Jo, netop for at finde en fornuftig måde at benytte andet pres af de gode druer; og at tage den tilsyneladende tåbelige opgave op, at skabe en pet nat med klasse.

“Kun den første halvdel af mosten, som indeholder den reneste druesaft, bruger vi til fremstilling af vores Sekt,” forklarer Else. “Den anden del af mosten, ‘taille’, har lavere syreindhold men er særligt udtryksfuld, viser sortstypicitet og markante frugtsmage. De strukturerede smagselementer virker mere kantede og rå, men de giver os samtidigt mulighed for at skabe et godt basisprodukt til en stor naturvin."

“Samtidigt pakker gærresterne tanninerne og fenolerne godt ind,” supplerer Peter, “så vi får en mere stabil og harmonisk vin på den måde.”

Why Taille? består altså af de selvsamme sorter, som benyttes til den klassiske Sekt— Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay, Pinot Noir, Sankt Laurent og Zweigelt— som en slags et rustikt spejlbillede af vinene til de bonede gulve. Med i stedet for Black Tie inviterer Why Taille? mere til smart casual og afslappet etikette. De sprudler livligt, har udpræget frugtig duft og smag, med liflige gæringsaromaer og en forfriskende syrlighed; og de har struktur og mineralitet nok til at ikke blot at være øjeblikkets nydelse. Så der er stof til både at slukke tørsten, tirre sanserne og ledsage sommerlige spiser. Jeg tror, de egner sig fortrinligt til at drikke under åben himmel!

Zuschmann Schöfmanns stilige etiketter er designet af bureauet Plutonika i Wien

Why taille? Pet Nat Weiss 2023. Den dufter og smager af sprøde, saftige grønne æbler og pærer, en smule stikkelsbær og grapefrugt og med små strejf af grønne urter. Livlig skum, legesyg syre, helt igennem let på tå uden at være letbenet. En ærkeøstrigsk elegantier i grønne sommergevandter.

Why taille? Pet Nat Rosé 2023. Subtil snude med modne røde æbler, hindbær og sommernat. Svævende og luftig med livlige bobler og en sprød syrlighed, som trods de sødmefulde hindbær, ribs og rabarber fremstår rensende og tør. God længde og ganske æggende.

Grüner Veltliner Sekt Brut 2022 er klassisk Winzersekt fra Weinviertel og kan tjene som ‘overgangsvin’ til husets mere seriøse Sekt. Sprøde grønne æbler og pærer, lige så sprød syre og fine, knitrende bobler. Forfriskende, frugtig og balanceret, med salt mineralitet og appetitvækkende noter friskkværnet peber, friske og tørrede krydderurter og nybagt brød. Sortstypicitet og solidt håndværk står ikke i vejen for hinanden, og det bliver kun bedre, desto højere man bestiger pyramiden. Men den bedste tørstslukker for foden af bjerget forbliver nok en pet nat.

Flaske: Why taille? Pet Nat Weiss 2023
Vinhus: Zuschmann Schöfmann
Oprindelse: Weinviertel, Østrig  
Druer: Grüner Veltliner,
Riesling, Chardonnay  
Jordbund: Løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke og flaske
Lagring: Flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11%  
Importør: Propperiet
Pris: 159,-  

Sprudlende natur

“Det var faktisk min far, der foreslog, at vi skulle lave mousserende af vinen fra amforaen,” bekender kroatiske Tomislav Tomac om sit mest særegne bidrag til vinens verden, en mousserende orangevin efter den traditionelle metode. “Selv var jeg egentlig ikke så vild med idéen, da jeg var bange for, at garvesyren ikke ville gå godt i spænd med boblerne.” Det viste den sig dog at gøre, og dermed tilfalder æren i sidste ende hans nyligt afdøde far Zvonko, som i forvejen var en pioner i kroatisk vinbrug og altså også blev det inden for genren ‘moderne mousserende vin på den klassiske metode på base af orangevin fra amfora’.

Høsten var fra 2010 og havde hygget sig en seks måneders tid i familiens i 2006 erholdte georgiske qvevri, som lå nedgravet i baghaven; og små seks år senere skulle vinen vække stor begejstring selv hos kritikere fra det velkendte britiske vinmagasin Decanter. Så eftertrykkeligt, at de valgte at inkluderede den på deres liste over ‘75 stellar buys’ i 2016, hvoraf for øvrigt kun seks var mousserende. Så i selskab med tre britiske bobler og to top Champagner kom altså en opkomling fra kroatiske Plešivica, ukendt land for de fleste, og det kom ikke mindst som en overraskelse for familien Tomac. De vidste ifølge Tomislav ikke engang, at de var med i opløbet. “Nogen fra Decanters team havde smagt vinen på en messe i Kroatien og havde gennem egne forbindelser skaffet sig flere til efterprøvning.” Set i en større sammenhæng er det dog slet ikke så overraskende— for Plešivica har gennem de seneste par årtier markeret sig som såvel et af Kroatiens mest dynamiske vinområder og i særdeleshed som en særligt egnet oprindelse for fine mousserende vine— en udvikling, som ikke mindst familien Tomac har stået i front for.

Ophav og omgivelse

Plešivica har været epicentrum for kroatisk mousserende vin siden 1990’erne, og sidenhed for nogle af landets bedste orangevine, og senest for den sjældne men spændende kombination af de to; og Tomislav Tomac har lært at mestre alle tre typer.

Vi skal en halv times kørsel vest fra Kroatiens hovedstad Zagreb, til det lille landsted Donja Reka (‘neden for åen’) uden for den hyggelige gamle by Jastrebarsko, hvor alt ånder fred og ro, og man er helt væk fra storbyens støj og jag. Jastrebarsko er hovedbyen i det lille vinområde Plešivica, som ligger i ly af Samobor-bakkerne, Samoborsko gorje, som udgør den nordøstlige del af Žumberak-bjergene, Žumberačka gora, som strækker sig videre ind i Štajerska i Slovenien. Landskabet er præget af bølgende bakkedrag, er skiftevist skovklædt og udlagt til små familieejede land- og vinbrug; og såvel Samobor by som Jastrebarsko er gamle kulturbyer med smuk arkitektur og masser af historiske vartegn.

Familien Tomac har haft hjemme her gennem generationer og har på traditionel vis ernæret sig gennem husdyrhold, agerbrug og vinavl. Vinhuset drives i dag af Tomislav og hans hustru Martina, som over årene stille og roligt har overtaget efter Tomislavs forældre Zvonimir og Pavica. Til den daglige drift får de stadig hjælp af Tomislavs mor samt af deres to børn, Martin og Petra; og dertil kommer et professionelt deltidsteam på en håndfuld arbejdere. Så størstedelen af arbejdet i mark såvel som kælder tilkommer stadig Tomislav og Martina i fællesskab. ‘Familiedrevet vinhus’ forbliver en passende betegnelse; og det dækker i dag over 14 hektarer fordelt på 16 vinmarker og en årligt produktion på et sted mellem 50.000 og 75.000 flasker, hvoraf godt 80% er mousserende.

“Mousserende vin er vores vigtigste aktiv — resten er kun for sjov!” Sådan opsummerede gamle Zvonimir Tomac (1950-2023) gerne familieforetagendet, som han havde gjort til en selvstændig forretning, endda en god en af slagsen, allerede i løbet af 1980’erne. Dengang var Kroatien stadig del af den socialistiske forbundsstat Jugoslavien, hvor private vinbrug nok eksisterede, men vinifikation og markedsføring foregik gennem kooperativer. “Vi har været på markedet i omtrent 30 år,” fortæller Tomislav, “og vi var nok det første familievinhus til at markedsføre kvalitetsvine i eget navn.”

Han føler sig hjemme i Donja Reka og hjemme i rollen som vinbonde. Tomislav Tomac (48) er en mand med masser af energi og entusiasme, et altid levende kropssprog, flagrende fagter og ikke mindst lysende øjne og et intenst blik. Man mærker en ild i ham, og den blusser op, når samtalen falder på naturen, på familien, på vinen.

“Jeg kom med fra barns ben, min far vækkede mig tidligt om morgenen og tog mig med ud at arbejde i vinmarken. Han førte mig ind i vinens verden, også dens kommercielle side. Han tog mig med til møder og på messer og den slags, så jeg kunne få en fornemmelse for den verden. Engang omkring 1991 var vi med på den slovenske vinfestival i Ljubljana. Den havde en for dén tid ret spektakulær opsætning, hvor hvert vinhus havde sin egen stand, og alle konkurrerede med alle. Der var en særlig atmosfære, som var spændende og fangede min interesse. Jeg kan huske, at Aleš Kristančič fra Movia var der, og han var som en rockstjerne. Selvtillid, store armbevægelser, store glas til rødvin, hele pivetøjet,” erindrer Tomislav med et smil.

“Dengang destillerede vi også rakija, fem forskellige slags. Vores første egne flasker vin kom på markedet i 1987, det var en Crveni Veltlinac (Roter Veltliner), og i 1990 kom vores første flasker Rajnski Rizling (Riesling). Mousserende vin begyndte vi at fremstille i 1989 og med stigende fokus på Chardonnay og Pinot Noir.”

Historisk lineup fra familien Tomac, nogle af de første flasker frigivet i eget navn: Veltlinac Crveni 1989, Rajnski Rizling 1997 og 1998 samt mousserende fra de første årgange midt i 1990’erne

Begunstiget for bobler

Plešivica er med sit særdeles kølige klima, meget kalkholdige jordbund og mange stejle skråninger velegnet til vinavl for så vidt angår syrefriske hvidvine. Områdets traditionelle druesorter omfatter da også først og fremmest grønne druesorter, hvoraf mange vil være velkendte fra de nærtliggende områder Štajerska i Slovenien og Steiermark i Østrig. Gammel tradition tro har en del vinmarker bevaret den gamle praksis med at dyrke flere sorter sammen (såkaldte field blends). Skråningerne er traditionelt tilplantet vertikalt, dvs. at rækkerne løber ned ad skråningerne, og mange stokke står stadig ofte plantet op ad en pæl og ikke bundet op i espalier (såkaldt single-pole training). Det traditionelle Plešivica-terroir har foruden lyse, lette rødvine bestået af særdeles syrefriske, tørre hvidvine, den slags, som også gør sig godt som base til mousserende vine eller pjenušac, som kroaterne kalder den (pjena = skum).

Den lokale ønolog Franjo Jambrović (1926-2006) var den første til for alvor at pejle Plešivica ind på en sprudlende fremtid. “Jambrović slog et slag for produktion af mousserende vin efter den klassiske metode, en tilgang, som indtil flere vinproducenter heromkring tilegnede sig,” forklarer Tomislav Tomac. “Min far var gode venner med Jambrović og tog imod hans råd, og det blev begyndelsen på professionel produktion af mousserende vine i Plešivica.”

Jambrović var oprindeligt fra Međimurje og til dels uddannet i Ungarn, og i sin tid på planteskolen og kooperativet Jaskovino, senere Mladina, ydede han stor indflydelse på især Plešivicas yngre generation af vinmagere. Således tog såvel den ældre som den yngre Tomac udfordringen op sidst i 1980’erne, og sammen med dem, eller snart efter, fulgte siden anerkendte kolleger som Šember, Ivančić, Jagunić og Kurtalj. Med forbillede i det mousserende ikon Champagne, men også i anerkendelse af Plešivicas geologiske og klimatiske ligheder med det berømte område, plantede man i stigende grad Chardonnay og Pinot Noir; men man indså også tidligt potentialet i lokale syrestærke sorter som Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og i de seneste år er det netop især de gamle sorter, som har fået særlig opmærksomhed, ikke kun hos Tomac, men også hos ligesindede som Šember, Korak og Kolarić. Anerkendelsen kom for alvor i de første år af det nye årtusinde, og det var ikke mindst grundet deres mousserende vine, at Tomac far og søn i 2005 blev udnævnt til ‘årets vinmagere’ af brancheforeningen.

De første qvevri fik familien i 2006, inspireret af Joško Gravner, som i en årrække havde gjort sig gode erfaringer med det georgiske håndværk. Qvevrierne importeres af Tomislavs fætter Antonio Ivančić, som siden også har leveret talrige qvevri til Gravner og andre fremtrædende vinbønder i både Italien og Kroatien. I dag har Tomac ni qvevri, nedgravet i vingårdens baghave; og direkte under åben himmel, indtil de forrige år installerede en åben træpavillon omkring dem i forbindelse med færdiggørelsen af de nye kælderfaciliteter.

Hvorfor amforaer? “Fordi vores vine skal smage af Plešivica og ikke af en fransk egeskov,” forklarer Tomislav og tilføjer: “Ret skal være ret, alle vores vine modner på store slavonske træfade, men det er fordi, de ånder godt i dem; men det gør de også i lertøj, som også sætter vinen i forbindelse med jorden igen.”

Tomacs nyopførte vinhus udelukkende i naturlige, bæredygtige materialer, designet af Dva Arhitekta

“Den højeste naturforståelse”

Det lokale landskab og natur står familien Tomacs hjerter nært, og respekt for naturen samt naturnært vinbrug ligger dem særligt på sinde. Således er det dem en æressag, at familiens marker aldrig har været dyrket efter konventionelle, industrielle metoder med maskinel bearbejdning, kunstgødning og sprøjtegifte. Tomislavs far fortsatte ufortrødent i sine forældres spor med naturgødning og manuelt arbejde som de stærkeste kort på hånden; og den praksis har Tomislav ingen grund set til at ændre, snarere har han skærpet og forædlet den. Først med egentlig økologisk drift og certificering, siden med biodynamisk brug og ditto certificering undervejs. Her er han igen hurtig på aftrækkeren i det kroatiske, hvor ellers kun Branko Čegec og Tomislav Bolfan for alvor har begivet sig ud i det biodynamiske.

Tomislav Tomac: “Siden jeg første gang læste om biodynamik, vidste jeg, at det var noget, jeg ville forfølge. Biodynamikken er for mig den højeste naturforståelse. Den stimulerer jordens mikrobielle aktivitet, produktionen af humus og planternes styrke og modstandskraft. Især præparat 500 har givet os en fuldstændig forvandling under jorden i vintermånederne. Over jorden har vi med såning af forskellige frø styrket diversiteten og fremmet den naturlige cyklus i vinmarken om sommeren. Det virker simpelthen.”

Nogen dans på roser er det dog ikke, og det lægger Tomislav heller ikke skjul på. Det er hårdt arbejde hele året. “At være vinbonde er en profession, der er helt afhængig af vejrets luner. Du kæmper med naturen, ikke mindst med klimaforandringerne. Vi får en del regn her, og sommeren kan være en dramatisk periode på grund af kombinationen regn og sol. Vi forsøger som gale at bekæmpe peronospora [falsk meldug]. Det er meget nemmere, når man sprøjter med systemiske behandlinger; men kemiske behandlinger er ikke en løsning. Jeg har arbejdet i vinmarker hele mit liv, og jeg ved, hvad det betyder for mig og mine medarbejdere at bruge hele dagen mellem planterne. Min moral rækker ikke til at gå og forgifte folk og mine omgivelser.” Det handler med andre ord om et samvittighedsfuldt samarbejde mellem mennesker og natur, om balance mellem levende organismer og om at acceptere de vilkår, naturen byder.

Økologisk certificering er allerede opnået, og trods genvordigheder med biodynamisk certificering— der er endnu ingen virksomme certificeringsorganer i Kroatien— er Tomac fast overbevist, om at det er vejen frem, og han går for nuværende efter Demeter-certificering fra udlandet. I forbindelse med omlægningen til biodynamisk drift har de hyret konsulenten Michele Lorenzetti, som de har mødt gennem Joško Gravner, til at vejlede dem i deres arbejde.

Lorenzetti er en afholdt italiensk vinbrugskonsulent, som kombinerer sin biodynamiske praksis med konventionelle forskningsmetoder og traditionel videnskabelighed. Han har foruden for selveste Gravner i Friuli f.eks. også været konsulent for Weingut In der Eben i Alto Adige, ligesom han til stadighed er det for f.eks. Guerila i slovenske Vipavska Dolina.

“Min tilgang er praktisk og rationel,” forklarer Lorenzetti om sin omgang med biodynamikken. “Jeg fokuserer på konkret erfaring og videnskabelig forskning snarere end teoretiske og filosofiske spekulationer. Som biolog har den store mængde kemi, man i almindelighed benytter sig af i vinmarker, gjort et stærkt indtryk på mig. Men biodynamikken åbner en stor mulighed i vinmarken: Det gør det muligt at eliminere kemisk indgriben og styrke jordens og vinstokkenes sundhed. Ved at forlade sig på organisk materiale og de processer, som de biodynamiske præparater frembringer, kan man rehabilitere jordens humus og skabe stærkere og mere udtryksfulde planter og druer, der af egen kraft kan gære uden yderligere ønologiske interventioner. Tilbage til det naturlige udtryk.”

Lorenzetti er født i 1971 og opvokset i Frascati i Lazio-regionen. Han blev bachelor i biolog fra Tor Vergata universitetet i Rom og videreuddannet med en kandidatgrad i vitikultur og ønologi fra Tuscia di Viterbo universitetet i Lazio— med særlig interesse for og speciale i vinmarkers mikrobiologiske forhold. Nogenlunde sammenfaldende med sin specialisering stiftede han gennem Carlo Noro nærmere bekendtskab med biodynamisk landbrug og kom efterfølgende til at arbejde for flere biodynamiske landbrug og rådgivere i Lazio og Toscana, før han stiftede sin egen lille Demeter-certificerede vingård Terre di Giotto ved Vicchio del Mugello i Lazio og gik solo som biodynamisk konsulent.

Lorenzettis akademiske meritter omfatter studier i og artikler om de biodynamiske præparater 500 og 501 og deres dokumenterbare virkninger, såsom det for bakteriekulturerne gavnlige samspil mellem kogødning og koens horn, som den modnes i under jorden; og siden 2010 har han fra sit eget laboratorium fordybet sig i studier i biokrystallisering.

Joško Gravner på markvandring med Tomislav Tomac

Farverigt sortiment

Familien Tomac blev som nævnt først kendt og anerkendt for deres sur lies-lagrede Chardonnay- og Roter Veltliner-vine. Siden kom deres tørre méthode traditionelle mousserende vine i vælten, senere deres orange fortolkninger af Riesling, Pinot Gris, Sauvignon og Traminer; og på det seneste har deres saftige Pinot Noir tiltrukket særlig opmærksomhed. Der er det lille areal til trods en stor variation i det vinøse farvespektrum, der tæller vine både til hverdag og fest; og selvom der i videste udstrækning er tale om naturvin, er det vigtigt for Tomac, at vinene ikke kun er levende men også rene og stabile. Som Martina udtrykker det: “Vi elsker naturvin for dens renhed. Vi vil have uspolerede, rene vine; vine vi kan være bekendt at sende ud på de bedste vinbarer og restauranter i hele verden.”

Anbefales kan den hvide, tørre og friske Riesling Rockstar, den saftige, bløde og frugtige Marany Sivi på Pinot Gris, en hverdagsvin vinificeret efter georgisk forbillede, ligeledes dens røde pendant Marany Crni på Pinot Noir; og i det mousserende univers Blanc de Noirs Brut Nature, hvis altså ikke ligefrem flagskibet Amfora Brut Nature. Dertil kommer de orange Amfora-vine, hvor især Rajnski Rizling og Traminac fortjener fremhævelse.

Gamle Starjak

Starjak kan oversættes til ‘den gamle mand’ eller ‘oldingen’ og er en gammel mark ved lokaliteten Bresnica. Den blev beplantet i 1932 af Zvonimirs mor Aleksa, kun fire år efter at hans far i 1928 var vendt hjem fra arbejde i Amerika (og allerede dengang lod familien sig bemærke for sine vine, se blot diplomerne nedenfor). Beplantningen var typisk for tiden, en blanding af sorter så forskellige som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Graševina, Kraljevina, Lipovina, Zeleni Silvanac, Veltlinac Crveni, Neuburger, Traminac og Muškat med flere. Syrerige, mineralske og til dels aromatiske druer, som til sammen har dannet grundlag for den daglige vin til det daglige brød; men som ingen i nyere tid havde tænkt kunne blive til noget særligt. Altså før drømmere som Tomac og Šember tog dem til sig og forsøgte at løfte dem til nye højder.

Sorterne er dels særegne for Plešivica som Žuti Plavec og Šipelj Bijeli, dels typiske for det kroatiske og slovenske indland som Štajerska Belina (i Slovenien bekendt som Ranfol) og Kraljevina; eller udbredt i Kroatien og videre omegn, det gamle østrigske kejserrige, såsom Graševina (velkendt som Welschriesling), Silvanac Zeleni (Silvaner), Veltlinac Crveni (Roter Veltliner) og Neuburger, en naturlig krydsning af de to sidstnævnte; og aromatiske sorter som Traminac (Traminer) og Muškat (Muscat) er fælleseje i det meste af det gamle Europa.

Mousserende vin på den traditionelle metode tager sin tid, og fremstillingen af en sådan vin fra amfora er særligt kompleks og langvarig. Amfora Brut Nature er baseret dels på Chardonnay, som giver frugtig fylde, og dels på det gamle field blend, som giver syre, mineralitet og aromatisk krydring. De vinificeres hver for sig, og først efter modning stikkes de sammen og gøres mousserende: Efter mosten er gæret seks måneder med skallerne, omstikkes vinen til store, gamle træfade og lagres i halvandet år. Derefter blandes og “trækkes den op” med gær og sukker og tappes på flasker, hvor den gærer og lagrer med gærresterne i et år eller to før degorgering à la volée, det nøjagtige tidspunkt afhængigt af årgangens beskaffenhed. Den toppes så op med samme vin og tilsættes ingen dosage, så det er ren vin og ren vintage.

Tomac Amfora Brut Nature 2019 er klar med en smuk kobberglød i glasset, sætter en fast skum og byder på fine, sprøde bobler og en opkvikkende syrlighed; som siden træder til side for moden frugt, mørk mineralitet og finmaskede tanniner. Fra frisk citrus til saftige ferskner og tørrede abrikoser, til kandiseret orangeskal, rugsurdej, ristede valnødder, saltkaramel, malt og kanel, underfundig kompleksitet og underjordisk dybde. Det minder om moden vintage Champagne, og det minder om klassisk orangevin fra Friuli eller Kakheti. Modsætninger mødes men går sammen op i en højere enhed. Nyd den som en gammel Krug; eller lad boblerne bruse af, og nyd den som et mildt glas Gravner. Giv den under alle omstændigheder god tid; og gerne i et større glas af Bourgogne-typen — Tomislav og Martina foretrækker selv at servere den i Mark Thomas Double Bend Red Expression.

Salig Zvonimir Tomac med det første kuld qvevri i Plešivica

Kong Tomislav og tronfølgen

Kroatiens første konge hed Tomislav og kronedes i 925; og her knapt 1100 år senere kan vi kåre Tomislav Tomac som den ukronede konge af kroatisk mousserende vin. Det virker oplagt efter hans sejrsgang med vine som Millenium og Diplomat og ikke mindst Amfora, den vel nok mest radikale fornyelse af genren, siden Dom Pérignon “opfandt” Champagne i 1697. Orangevinens adel tilhører han tillige, takket være Amfora, og stadig gør kun få andre ham følge i den vanskelige men potentielt vidunderlige hybrid mellem de to. Der findes mangt en orange pet nat, men méthode traditionelle skal man endnu spejde langt efter— sågar næsten helt til Champagne!

Tomac er husven hos sine biodynamiske fæller Anselme Selosse og hele hans slæng; og efter at have skænket sin vin og vakt deres interesse for amfora-vinificering, finder man i dag amforaer hos såvel Selosse som Larmandier-Bernier, Henri Giraud og Bertrand Gautherot. Især Gautherot gør på Vouette et Sorbée gerne Tomac kunsten efter med den fine Textures, en skindfermenteret Pinot Blanc fra en georgisk qvevri, han har erholdt netop ved kroatisk mellemkomst. Inspirationen fra Champagne til Plešivica virker altså også den anden vej rundt.

Marin Markežić fra Kabola i Istrien var hvad angår qvevri synkron first mover med Tomac, mens ligeledes istriske Giorgio Clai kom med i klubben få år senere; men modsat Kabola laver Clai nu med sin Pjenušac Brut Nature milde orangebobler smeltet sammen af Chardonnay og den lokale Malvazija Istarska. Så indtil videre synes Tomac at sidde sikkert på tronen inden for genren. Men hvordan med fremtidige projekter og vinhusets fjernere fremtid?

“Vi har altid lavet vine efter vore egne overbevisninger og derefter bevist, at der er et publikum til dem. Så vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden,” forsikrer Tomislav, og dertil tør man nok sige, at han er en mand, som tør gå mod moden: Han er mere en trendsetter end en dedicated follower of fashion. Derfor lader han det også være op til næste generation, om og hvordan de vil fortsætte familieforetagenet; men børnene bliver dog motiveret.

“Vores søn går på gymnasiet og bliver snart 18,” fortæller Tomislav. “Han hjælper til herhjemme og holder også af vin, så jeg forsøger at lære ham om markarbejde, markedsføring, salg og den slags. Vi forsøger at give ham fornemmelse for forretningen også. F.eks. havde vi ham med på RAW i København i sommer.”

Familien Tomac har alle varme følelser for Danmark og København og har da også kontakt med en dansk importør, så deres vine i en ikke så fjern fremtid måske kan være at finde på førende danske vinbarer og restauranter.

“RAW var en virkeligt god oplevelse. Det var vores tredje besøg i København, og vi kan næsten ikke vente med at komme forbi igen. Det er en herlig by, især om sommeren. Ikke for stor, med god energi og afslappede folk, alle cykler, og aftnerne varer længe… og overalt ser du folk sidde ude og spise og drikke naturvin. Noget af det første, som jeg lagde mærke til i gadebilledet, var en tom flaske Iago’s Wine, der stod oven på en skraldespand. Det er god stil,” griner Tomislav og slukker tørsten med et glas af sin røde Marany, som er hans seneste ‘satsning’, saftig Pinot Noir, som synes at være endnu en genre, som Plešivica kan udmærke sig med. Sikkert er det, at naturlig vin er familien Tomacs fremtid, og at de tænksomt tager ét skridt ad gangen for at være sikre på, at alt spiller som det skal.

“Vi har ikke travlt,” slår han stille og roligt fast; før han tilføjer, med noget, der ligner et fast mantra, “gode ting tager tid.”

Flaske: Amfora Brut Nature 2019
Vinhus: Tomac  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Chardonnay og gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 350,-  

Baba Draga

En hilsen fra fortiden, der glimter og knitrer som en stumfilm fra glasset. Man fornemmer kølig luft strømme ned fra bjergene, bagende sol på lange sommerdage, en smuk spænding mellem frisk syre og moden frugt i en luftig skum af livlige bobler. Sprøde æbler, pærer og kvæder og små strejf af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. Eftertænksom og kompleks. Langt hen ad vejen smager det som mousserende vin af den mest klassiske slags, og alligevel er vi milevidt fra Champagne.

Det er debut-årgangen af den mousserende vin Baba Draga, der er i glasset. 96 hedder den, men henvisning til vinmarkens alder; for den er såvel en årgangsvin fra 2018 som en enkeltmarksvin fra skråningen Bresnica, som kom den kroatiske familie Šember i hænde som medgift fra oldemoderens forældre, da hun sidenhen giftede sig ind i familien. Marken blev plantet tilbage i 1922 med en blanding af de dengang gængse sorter i den del af det kroatiske bakkeland, som i dag går under navnet Plešivica. Den oprindelse og historie giver familien nu videre i deres seneste skud på stammen af svært gode mousserende vine, som de har spillet en hovedrolle i at gøre området anerkendt for.

Levende landskab. En af Kroatiens bedst tilrettelagte vinrouter strækker sig gennem Plešivicas bølgende bakker

Det perlende Plešivica

Kun små 30 kilometer og ikke meget mere end en halv times kørsel fra Zagreb ligger den lille, hyggelige by Jastrebarsko, af indbyggerne selv oftest blot omtalt som Jaska. Det er en gammel, traditionsrig og ret velstående by, som på behagelig vis forbinder det urbane med det rurale: Der hersker landlig ro, og stemningen er afslappet, men samtidigt er der noget cool og chikt over stedet; som muligvis skyldes, at Jastrebarsko er hovedbyen i den lille vinregion Plešivica, som af kendere ofte omtales som ‘Kroatiens Champagne’, da det er landets epicenter for fremstilling af mousserende vine af høj kvalitet. Rundt om ligger bittesmå landsbyer og en perlerække af små familieejede vinhuse på toppen af de lange bakkedrag.

Plešivica er del vestligste del af den større vinregion Bregovita Hrvatska, bakkelandet i det kroatiske indland omkring hovedstaden Zagreb. Plešivicas 2.300 hektarer vinmarker ligger på de rullende bakker op mod Samobor- og Žumberak-bjergene i et landskab formet under de seneste istider og på en undergrund af gammel havbund. De lange bakkedrag danner de berømte Plešivica amfiteatre, en række buede bakkedale med stejle skråninger. Disse naturlige amfiteatre er god grobund for vinmarker: De beskytter vinstokke mod de kølige vinde fra bjergene mod nord, og samtidigt skaber de veldrænede flader med forskellige hældninger og orientering mod solen. Jordbunden består mestendel af kalkholdig mergel med alluviale og diluviale aflejringer af især kalksten.

Klimaet ligger i overgangsfasen fra kystklima til fastlandsklima. Milde somre, ret hårde vintre og en hel del nedbør; men da de kølige faldvinde fra højlandet konstant føles, forbliver luften frisk og druerne fri af fugt. Det rimeligt kølige klima med store sæsonmæssige og daglige temperatursvingninger er befordrende for lette, friske og syrerige vine, den slags, som gør sig godt som udgangspunkt for at lave mousserende vin. Når det tilgængelige kalkindhold i jorden samtidigt er højt, er det samtidigt velegnet til vinavl og fremmende for de færdige vines struktur. En række træk, som området deler med det noget nordligere Champagne.

Fire generationer af familien Šember samlet: Mor Ivanka, sønnen Nikola, hans hustru Martina med datteren Pavla, bedsteforældrene Ružica og Stjepan samt far Zdenko flankeret af døtrene Lucija og Klara. Foto: Vina Šember

Familien Šember

Familien Šember er femte og sjette generations vinbønder og dyrker i dag godt seks hektarer vinmarker på 13 forskellige parceller, beliggende imellem 190 og 250 meters højde rundt omkring den lille landsby Donji Pavlovčani lige nord for Jastrebarsko i det centrale Plešivica. Til deres højest værdsatte vinmarker hører Bresnica, Mladina, Starjak, Vučjak og ikke mindst Pavel, som tager navn efter landsbyen og den lokale kirke, som er helliget Sankt Paul.

Vinhuset ejes af Zdenko Šember og hans hustru Ivanka, og de driver det i dén grad som et familieforetagende. Således står deres søn Nikola i dag i front for produktionen, i selskab med sin hustru Martina og i ledtog med sine søstre Lucija og Klara. Nikola er uddannet agronom og står først og fremmest for arbejdet i vinmarkerne, og han har siden barns ben arbejdet tæt sammen med sin far i kælderen. Den økonomi-uddannede Lucija og lillesøsteren Klara assisterer og står for vinsmagninger, markedsføring og sociale medier; mens bedsteforældrene Stjepan og Ružica stadig hjælper til med løst og fast.

Første årgang i eget navn var 1991, før den tid gik familiens druehøst til det lokale kooperativ. Familien Šember havde fra første færd som selvstændige allerede indset, at Plešivica er særligt egnet til mousserende vin, og de frigav deres første flasker bobler i 1997, fremstillet efter den klassiske metode med andengæring på flaske; og siden har de stille og roligt udvidet produktionen og samtidigt forfinet håndværket.

Familien dyrker, i dag økologisk, velkendte sorter som Pinot Noir, Chardonnay og Riesling og dertil nogle sjældne druesorter, som har flere generationer bag sig end de fleste vinbønder, som i dag bebor bakketoppene i Plešivica. Det er ældgamle og for fleres vedkommende formodentligt indfødte sorter som Plavec Žuti, Sipelj Bijeli, Kraljevina og Graševina m.fl.

Familiens bestseller og alles all time favourite er dog den lyserøde Pinot Noir-baserede mousserende Rosé Brut. En sand lækkerbidsken med delikate blomsterdufte, saftig jordbær- og hindbærsmag, smidig krop, god syre, mineralsk nerve og en betagende dybde med fine gær- og nøddenoter. Supercharmerende på den seriøse måde!

Pinot Noir er også råstoffet i Šembers eneste rødvine: En generisk Pinot Crni og en finere enkeltmarksudgave fra Vučjak. Plešivica egner sig til Pinot af den intenst frugtige slags, og Šember lykkes med at få en flot balance mellem frisk frugt og fadlagring, mellem let drikkelighed og større seriøsitet. Delikat duft og smag af røde bær, jordbær, hindbær og kirsebær, tilsat små strejf af fugtig muldjord, våd pind, kanel og vanille. 

I 2011 debuterede deres første amfora-vine på markedet. I samarbejde med naboen Tomac har familien Šember erholdt sig georgiske qvevri, som de har gravet ned i baggården, og som de benytter til to spændende orangevine, én på Rajnski Rizling under navnet Qvevri og én på de gamle Plešivica-sorter, den fabelagtige 5; og endvidere fremstiller de den hvide på cementæg gærede Riesling Ab Ovo.

Toppen af poppen er endnu en mousserende vin, som kun fremstilles i særligt gode årgange, en selektion af Chardonnay og en smule af den lokale sort Žuti Plavec fra ældre stokke på netop marken Pavel; og den forener med sine sprøde bobler, syrefriske frugt, modne citrussmag og delikate nøddenoter det bedste i de to sorter. Vægtig og dyb og alligevel let og forfriskende tør, som en god blanc de blancs vintage champagne.

I Plešivica stryger vinstokke sig som i Steiermark ned ad bakkerne i vertikale rækker. Foto: Vina Šember

Kære lille farmor

Men det bliver endnu mere spændende med familiens seneste søsatte projekt fra marken Bresnica, Baba Draga. Navnet betyder ‘bedstemor Draga’ og samtidigt ‘kære bedstemor’, og vinstokkene er som nævnt sat i 1992 og har dermed for længst nået skelsår og alder og sætter kun moderat med frugt men af så fornem karakter, at Zdenko og Nikola kom til den konklusion, at den fortjente sin egen vin, og den gamle dame en hyldest. Første årgang fra 2018 kom med 2.137 flasker på gaden forrige år, og senest frigivne er med blot 1.974 flasker årgang 2019. Navnets fremadskridende nummerering, 96 og 97, tænkes at fortsætte, så længe den nu over 100 år gamle vinmark selv tillader det.

Den byder på i hvert fald syv-otte forskellige sorter, Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Silvanac Zeleni, Dišeća Ranina, Kraljevina, Graševina og Crveni Veltlinac, sidstnævnte to mere velkendte under navnene Welschriesling og Roter Veltliner. Druerne håndhøstes, spontangæres og modnes kort på store fade af slavonsk eg, før de fyldes på flaske til andengæring og modning gode to år før manuel dégorgering, som forestås af mester Zdenko selv. 2018’eren er høstet i starten af september, fyldt på flaske den 2. maj 2019, håndvendt undervejs og degorgeret 17. november 2021. Dosage er på 1,5 gram (extra brut).

1996 Baba Draga er som berettet indledningsvist en og luftig skum med livlige bobler, en sprød syre og mild bitterhed. Masser af friske frugter, alle faste i kødet og spændstige i syren, æbler, pærer og kvæder; og den runder af med fine noter af estragon, fennikel, lakrids og pinjekerner. En forfriskende lækkerbidsken af sjældneste slags!

Flaske: 1996 Baba Draga 2018
Vinhus: Šember  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
andengæring på flaske  
Lagring: Træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandler: f.eks. Miva
(men ikke p.t. i sortiment)
Pris: cirka 250,-  

Dons — dansk terroir

Det er rødt, det er hvid, og det er da også dansk, det der er i glassene. Sven Moesgaard skænker af sine tørre og søde vine, stille og skummende, og især de sidste får ham til at sprudle af entusiasme. Dansk mousserende vin er Svens speciale; og drejer det sig om dansk vin, er det svært at komme uden om hans vingård Skærsøgaard og vinområdet Dons. Ikke som en helle, man skal dreje udenom, men mere som i Michelin-terminologien— noget, der er en omvej eller ligefrem en rejse værd.

Skærsøgaard Vin er beliggende lidt nord for Kolding, lige uden for landsbyen Dons ved den lille Skærsø og de såkaldte Donssøer. Landskabet ligger i en gammel smeltevandsdal med masser af sand og grus i undergrunden, og i samspil med de smidige skråninger og søens vande skaber det gunstige forhold for vinavl. Sven Moesgaard startede allerede op i slutningen af 1990’erne, før Danmark var anerkendt som vinland, så han kan med rette betegnes som en af dansk vins pionerer; og han har spillet en afgørende rolle i de seneste årtiers opblomstring af en professionel dansk vitikultur. Dengang som nu er målet at lave vin, som “bærer præg af dansk sommer med lyse nætter, langsom aromatisk modning af druerne og en klassisk håndværksmæssig kvalitet.”

Skærsø, Skærsøgaard og Skærsøgaard Vin set fra oven. Sven Moesgaard købte gården i 1995 og etablerede vinbrug i 1998. Foto: Skærsøgaard

Klimaforandringer

Sven Moesgaards professionelle baggrund er i medicinalindustrien, som medstifter af og teknisk direktør i Pharma Nord, der har specialiseret sig i fremstilling af forskellige kosttilskud og naturlægemidler. En i løbet af livet voksende vininteresse begyndte dog ad åre at rumstere i baggrunden:

“Lægemidler skal hele tiden laves på samme måde. Det er et felt med nogle meget faste rammer, og det hele skal være ens om fredagen og om mandagen. Så jeg trængte måske til at få løsnet den spændetrøje lidt og lave noget andet,” fortæller Sven Moesgaard.

“I løbet af 90’erne gik jeg så og blev jeg mere og mere varm på tanken om en aktiv pensionisttilværelse, hvor jeg kunne gå og hygge mig med vin. Vi kender det jo fra ferier i Frankrig, det ser hyggeligt ud, når man kommer forbi alle vinmarkerne. Så måske skulle jeg købe mig en fransk vingård.”

Sådan skulle det dog ikke gå, for nærmere overvejelser om vinavl fik ham på bedre tanker og vækket hans iværksættertrang: “I Frankrig kan stor set enhver jo lave vin; mens det i Danmark er meget, meget sværere. Det er en langt større udfordring; og det gør det også så meget mere spændende. Så hvorfor ikke prøve at gå den svære vej?”

Den svære vej var allerede dengang gjort lettere farbar af den globale opvarmning, som i de seneste 50 år har gjort det danske klima egnet til afgrøder, som man hidtil ikke har kunnet dyrke på vore breddegrader. Majs er et eksempel, og vin kunne blive det næste. Sven Moesgaard: ”Jeg er ikke tilhænger af klimaændringer, vi har dem på godt og ondt. Jeg forsøger bare at studere, hvad der nu er og bliver muligt; og idéen om dansk vin har været båret frem af, at fremskrivninger af de klimatiske ændringer tilsiger, at grænsen for vinavl flytter mod nord på den nordlige halvkugle” — og med målet at få det bedste ud af vore givne forudsætninger gik han så i gang.

I dag dyrker han op mod ti hektarer vinmarker med næsten 30.000 vinstokke. De tæller grønne sorter som Solaris, Orion, Zalas Perle, Madeleine Angevine og Souvignier Gris og blå som Rondo, Regent, Léon Millot, Cabernet Cortis og endda Pinot Noir Précoce— og de bliver til bred palette af vine. Hvordan kom det så vidt?

Den spæde start

“Jeg købte stedet her i 1995. Dengang havde jeg ikke tankerne på at lave vin, for jeg havde alt for travlt erhvervsmæssigt,” beretter Sven Moesgaard, “men i løbet af 1996-1997 stod det klart, at stedet var mere end velegnet til vinavl. Vi har sandede jorde og skrænter, så vinstokkene søber ikke i vand men får maksimal lysindstråling, det er som en solfanger. Så har vi også Skærsø, som akkumulerer varme om sommeren, og jeg kunne se, at træerne dernede beholder deres blade langt længere tid om efteråret. Det føles, som om der er varmere.”

Så væk fra hverdagen i de lukkede rum og ude i naturen fik Sven Moesgaard i 1998 plantet sin første vinmark nede ved Skærsø, og året efter slog han så dørene op til vineriet. I august 2000 fik Danmark EUs anerkendelse som vinproducerende land, og det blev tilladt at fremstille vin i kommercielt øjemed og ikke kun til eget forbrug. Fra den første årgang 2001 kom knapt 1.000 flasker i handelen i sommeren 2002, og anmeldere kunne kvittere med både overraskende ros og forsigtige forbehold. Men det var dermed afklaret, at der de facto og de jure kunne laves vin i Danmark.

Som Sven Moesgaard slog fast over for Søren Frank i Berlingske Tidende den 9. juni 2002: “Vi har gjort det, man sagde ikke var muligt: Nemlig at fremstille professionel, dansk kvalitetsvin, som kan sælges på det åbne marked.”

Lidenskab og videnskab

En pertentligt vedligeholdt og nærmest klinisk ren kælder danner rammerne om vinifikationen på Skærsøgaard. Det er alt andet end et garagevineri! At starte en professionel vinproduktion op kræver store investeringer, ikke mindst i kælderen; men de er blevet gjort, og Moesgaard har i bedste farmaceutiske stil indrettet sig med alskens teknisk udstyr, fra afstilker, pneumatisk presse, rustfrie ståltanke og trætønder, til gyropalette, kolonnedestillator og ikke mindst avanceret analyseapparatur — hans WineScan fra Foss er et af hans vigtige redskaber til at analysere sine vine og evaluere deres kvalitet, og den bliver brugt flittigt.

Vinene har fra start været lavet efter alle kunstens regler. Uden et erfaringsgrundlag var det dog uklart, hvilke vine vi i Danmark ville være bedst til at lave; men med både blå og grønne druer på markerne var der mulighed for at få afklaret spørgsmålet. Sven Moesgaard:

“Jeg forsøgte at nærme mig det som et videnskabeligt eksperiment: Hvad kan vi lave godt heroppe? Så jeg startede op med at lave alle typer, både rødvin, hvidvin, rosévin, mousserende vin og dessertvin. Så forsøgte jeg mig frem og førte statistik over, hvad der faldt bedst ud.”

Generelt gæres vinene ganske køligt, ved 10-12 grader, så gæringen kan overvåges nøjagtigt, og så så mange som muligt af de fine frugtaromaer bevares. Men selvom der er koldt i kælderen og et stærkt teknisk aspekt ved Sven Moesgaards håndværk, brænder ildsjælen alligevel igennem i hans virke: “For mig er det en passion at lave vin. Der er en glæde i at få en sommer på flaske, en hukommelse af, hvordan netop det år var.”

Målrettet har Moesgaard arbejdet med at forfine sine vine og skabe opmærksomhed om dansk kvalitetsvin, rigere på erfaring for hver årgang og hjulpet godt på vej af et glimrende vinår som 2006. Men med de forholdsvist små mængder og omtale mest ud fra nyhedens interesse forblev dansk vin i en årrække et kuriosum. Selektionen måtte nødvendigvis også være hård, og i begyndelsen kom de vine, han kun vurderede som knapt så gode, direkte ud i kloaken. Senere er han så begyndt at destillere dem til brændevin på det mikrodestilleri, han fik indrettet i kælderen i 2006.

“Omkring 2007-2008 begyndte der at ske noget,” fastslår Sven om det næste vendepunkt i sin vinkarriere. “Vi var begyndt at vinde i store, internationale konkurrencer, og det syntes især dagspressen var spændende. Der var en god historie i det med tosserne, der lavede vin i Danmark, som faktisk lykkedes med det og endda opnåede international anerkendelse.”

Gyldne efterårsfarver og høst af blå druer på nordbredden af Skærsø. Foto: Skærsøgaard

Fra kuriøsitet til topkvalitet

Dansk vin var altså andet end fabulerende fantasterier og enorme egotrips. Års anstrengelser i mark og kælder samt bag skrivebordene bar frugt— oven i købet af den velsmagende slags. De overbærende smil og hovedrysten blev erstattet af anerkendende nik og kenderminer. Udviklingen er ikke ulig den, som dansk gastronomi gik gennem i samme periode.

“Vi blev jo understøttet af nogle megatrends i samfundet,” funderer Sven Moesgaard, “tænk bare på det nye nordiske køkken. Vi har også set et stigende fokus på det mere naturnære og det mindre industrielle, og på lokal produktion med mindre transport frem til kunden. Folk er i det hele taget blevet mere optaget af, hver der sker rundt om deres by, og hvad der er i deres baghave.”

Her er der også noget særligt dansk at byde ind med på vinsiden. “Heroppe nordpå får vi en friskhed og syre i vinene, som de ikke får sydpå, og vi kan derfor lave noget lokalt og unikt, der kan konkurrere med vine fra de kolde områder i traditionelle vinlande,” fastslår Moesgaard med reference til et klassisk køligklimaområde som Champagne og ikke mindst engelske nyklassikere fra f.eks. Nyetimber, som hans vine flere gange har været i konkurrence med.

“Dansk vin skal ikke kun agtes, fordi det er rørende, at den i det hele taget kan produceres i Danmark. Den skal kunne måle sig med de bedste i verden ved blindsmagninger,” erklærede Moesgaard således til fagbladet Sommelier’en i 2008; og han har heller aldrig været sky med at skilte med sine anerkendelser: Antallet af medaljer runder snart de 250, heraf knapt halvdelen fra internationale konkurrencer som bl.a. International Wine Challenge, Mundus Vini og L’Effervescents du Monde. I 2009 ærede Vinbladet ham med titlen Årets Vinbonde, og Moesgaard er ved Dansk Vinskue løbet med titlen Årets Danske Vinmager hele syv gange, i 2005, 2008, 2009, 2013, 2015, 2016 og 2020.

Den største bedrift er uden tvivl hans gode mousserende vine og etableringen af appellationen Dons, en beskyttet oprindelsesbetegnelse for netop bobler fra det område. Efter Sven Moesgaard og en håndfuld andre danske vinbønder havde haft succes med først at få Danmark anerkendt som vinland og siden, i 2006, at få tilkendt os geografisk beskyttet betegnelse (BGB med de fire regioner Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm), kløede det i fingrene for at tage næste skridt. Danske vinbønder havde nu vist deres værd, men vil man for alvor frem i verden, må der ifølge Moesgaard finere distinktioner til: “Medmindre vi kan lave kvalitet i en appellation, som modsvarer f.eks. de franske og italienske, så kan vi lige så godt glemme det,” fastslår han. “Man kan lige så godt benytte sig af de systemer, der er; og jeg var vant til at lave ansøgninger for lægemidler, så hvorfor ikke også en for vin? Og det gik jo så også godt.”

Det lykkedes ham nemlig i 2018 at opnå EUs godkendelse af den ansøgning om en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) for mousserende vin fra området omkring Dons, som han havde indsendt til Fødevarestyrelsen i 2011. Det tog sin tid og holdt i øvrigt hårdt, for alle 27 EU-lande skulle ratificere, og i den mellemliggende mægling gjorde især Italien indvendinger mod den nye danske oprindelsesgaranti; men i sidste ende gik den igennem, og EUs nordligste vin-appellation var en realitet, da forordning nr. 1308/2013 med Jean-Claude Junckers signatur landede den 19. april 2018.

Om sin indsats siger Sven Moesgaard selv opsummerende: “Mit fokus har gennemgående været kvalitet, kvalitet og troværdighed, troværdighed. Årgang for årgang at få vinene vurderet eksternt og sikret sig, at vi har et så højt niveau, at vi også kan tage de priser for det, som vi bliver nødt til at tage, når vi også vil have en virksomhed ud af det. Men mit egentlige sigte har hele tiden været at få afklaret spørgsmålet: Kan Danmark gøres til et vinland, eller kan det ikke? Min agenda er simpelthen at opnå en troværdighed for dansk vin. For hvis man ikke kan lave noget i topkvalitet, skal man lade være. Dårlig vin ødelægger fremtidsmulighederne.”

De synes sikret nu. Det skal for en god ordens skyld slås fast, at Sven Moesgaard ikke er alene om sit foretagende. Han har arbejdet tæt sammen med Foreningen af Danske Vinavlere, og på hjemmebanen har han et fastansat hold, Hans og Mads, tyske Katharina og Benjamin, og så får han hjælp fra sin hustru Inga og diverse Donsingboer og andet godtfolk, når der skal høstes.

Boblestudier

Den ‘særligt danske’ vin blev altså Dons BOB(ler), ‘lette og elegante, domineret af sprøde syrer, præg af citrus/lime/hyld og en karakteristisk ristethed, med god smagslængde, der ender syrefast’, som det officielt hedder om Dons’ organoleptiske karakteristika.

“Mousserende vine er båret af syren,” fastslår Sven Moesgaard, “og den er vi gode til i Danmark. Syren, som gør vin til vin, er vinsyre; men den syre, som gør vinen sjov, det er æblesyren, og den får vi masser af i Danmark. Et godt spil i vinen får du kun, hvis du har nok æblesyre, som med malolaktisk konvertering kan laves om til den blidere mælkesyre.”

Netop det særlige syrespil er noget af det, Sven Moesgaard har arbejdet på at indfange, udvikle og forfine gennem sit mangeårige arbejde med Dons. Hjørnestenene i produktspecifikationen (som kan læses i sin helhed her) er:

• Alle druer skal stamme fra området Dons

• Høst foretages udelukkende ved håndplukning

• Maksimalt udbytte er 5.000 kg druer per hektar
  og maksimalt 30 hektoliter per hektar af det færdige produkt

• Nænsom presning af hele drueklaser ved maksimalt pres på 1,6 bar

• Basisvinen skal gennemgå malolaktisk gæring
  og efter førstegæringen have et alkoholindhold på mindst 9%

• Andengæring og efterfølgende lagring på flaske skal vare mindst 180 dage

• Vinen skal degorgeres

Dons udgøres af smeltevandsdalen omkring Almind Å, og mousserende vine fremstillet inden for det 500 hektarer store område, efter den traditionelle metode med andengæring på flaske, kan nu bære betegnelsen DONS (BOB) som garanti for den oprindelse og kvalitet.

“Jeg har ingen lerjord overhovedet, det er sand og grus det hele”, forklarer Sven Moesgaard om det lokale terroir. “Det er en gammel smeltevandsdal, vi befinder os på, en tunneldal, som er afsmeltet og har aflejret grus og sand undervejs. Man skal forestille sig, at Kolding Fjord startede her. En boring i 2000 midt i området viste et sandlag til en dybde af over 15 meter. Det gør det lidt ‘ørkenagtigt’ for vinplanten. Den bliver nødt til at arbejde for føden og grave sig dybt ned for at finde vand og de fornødne næringsstoffer.”

“Hvis planten får det for godt, går den hen og bliver doven. Vinplanten skal sendes på jagt efter guldet, det er det, der gør vinen spændende. En vinstok skal vel bruge omkring 18 mineraler, og det er efter min tro væsentligt, at stokken må arbejde for at få dem. Derfor planter vi i relativt ringe forhold; og det giver så et produkt af høj klasse. Det lyder lidt sært at sige, men man bliver sgu nødt til at være lidt ond ved sine planter, for at de kan give noget godt igen. Når deres ydeevne er presset, producerer planterne mange af de særlige stoffer, som giver vinen karakter og nerve.”

Druerne dyrkes uden sprøjtegifte og kunstgødning, mens der arbejdes med naturlig gødning. Skærsøgaard fremstiller foruden druevine også økologisk certificeret cider og æblevine. Foto: Skærsøgaard

Smagen af Skærsøgaard

“Vi laver stadig fem forskellige typer vin: Mousserende har vi lavet hvert eneste år og hvidvin stort set hvert år. Så er der rosé og rødvin, og sød vin laver vi også, enten med ædelråd eller som isvin. Ja, og så laver vi faktisk også hedvin og brandy.” Det ville føre for vidt at gennemgå dem alle, så vi nøjes med et udsøgt udpluk. Vi lægger ud med de hvide, hvor Sven sædvanligvis laver to slags med de, uden sammeligning i øvrigt, ølklingende navne Classic og Top. “Solaris Classic har jeg lavet i mange år, og den bliver stort set ens hvert år. White Top er en cuvée af ‘hvad der ellers var af gode druer det år’”.

Solaris Classic. “Solaris kan være ganske dominant. Den er nem at kende i en blindsmagning, for den har de her gennemtrængende hyldearomaer som i Sauvignon. Man skal passe på, for modner den for meget, bliver den overparfumeret. Så det gælder om at høste den tidligere for at få de finere noter. Nogle år minder den mig endda om Riesling,” erklærer Moesgaard og tilføjer “men ikke i 2019,” som er den, vi har i glasset.

Den dufter mildt af hyld og nyslåede nælder, og smagen går i retning af moden lime, syltede pærer, hyldeblomstsaft og syrlige drops. Den er frisk og fyldig med en rank syre, som rundes fint af med fem gram restsukker. Det er på mange måder indbegrebet af dansk sommer. “Jeg kan godt lide at køre den op i syren og så balancere den med en smule restsødme,” siger Moesgaard. “Det er en meget karakteristisk vin, så man skal være forsigtig, når man sætter den til mad. Den er for eksempel for voldsom til asparges, den overdøver dem fuldstændigt. Men til friske salater, krydrede grøntsagsretter eller til lam, der giver den et godt modspil.” Pris: 230,-

White Top. Skærsøgaards hvide topvin varierer som nævnt i sammensætning år efter år, men kernen udgøres ofte, som i 2019, af Orion, Souvignier Gris og en lille smule Solaris som krydderi. “Der er en verden til forskel på duften,” konstaterer Moesgaard, “den er mere tilbagetrukket og har mere dybde. I munden kan du mærke, at den er noget mere syrerank men også noget mere afdæmpet, den nærmest forsvinder i en tåge, og så renser syren op til sidst. Den forsøger ikke på at overdøve det, du serverer den sammen med. Så det er den, du skal skænke til hvide asparges.” Det tænker jeg også, dens fine syre og milde æble-, pære- og citrussmage vil svinge fint med. Pris: 210,-

Så kommer turen til de røde, hvor der sædvanen tro igen er to slags, en sortsren og en cuvée. Den danske darling Rondo må støtte sig op ad Regent og andre druer for at finde balancen, mens Leon Millot sagtens kan stå på egne ben. “Dén vil jeg begynde at lave fortællingen om som druen, der skal sikre den danske rødvin,” siger Sven Moesgaard med begejstret overbevisning. “Jeg kan næsten lave den hvert år; men jeg kan ikke lave Gold Top hvert år. Den indeholder også Regent og Rondo, og de kan altså ikke altid modne. Så jeg kan ikke se nogen bedre rødvinsdrue for fremtiden end Leon Millot.”

Leon Millot. “For 20 år siden var jeg ikke klar over, at den her skulle blive min favorit til rødvin. Dengang var det Rondo, jeg satte min lid til. Den er også fin til rosé eller i cuvéer, og jeg har altid brugt den i Gold Top; men Leon Millot er min bedste rødvinsdrue. Den kommer fra Nordfrankrig, men den smager bare bedre, når den vokser i Danmark. Jeg tror, det har noget at gøre med vores lange sommerdage [dagslængden i Dons er ved midsommer 17 timer og 32 minutter, hvor den tilsvarende i Paris er 16 timer og 10 minutter]. Den er som fløjl at få i munden. Syren er meget mild, men så kan du mærke tanninerne i kinderne.”

“Den er også en meget hårdfør drue, så den passer godt ind i vores klima. Den vokser målbevist og nærmest efter kalenderen. Den er helt ligeglad med klimaet, den kører sit eget løb og modner samtidigt hvert år. Forskellen er bare, hvor store druerne bliver. Den har et tykt skind og kun få kerner. Saftmæssigt er udbyttet lille, til gengæld farver skallen den næsten helt sort. Den er tæt i antocyaniner og tanniner.”

Det ses i glasset, den er dybt lilla og hænger godt ved. Den har en mild syre og fine tanniner, og i duft og smag er den generøs, liflig af solbær og hyldebær med pikante noter af friske krydderurter og et strejf vanille fra fadet, den er lagret et år på barriques. En crème af mørkt stof, som med sin friske frugt og pikante krydring vil være en oplagt vin til lam og til krydrede grøntsagsretter med f.eks. peberfrugt og rodfrugter. “Jeg holder meget af den,” smiler Sven og tilføjer “og min kone elsker den!” Pris: 280,-

Gold Top. Så når vi frem til den røde topcuvée, som er stukket sammen af tre forskellige druer, Rondo, Regent og Leon Millot. Druerne er høstet ved hver deres optimale modenhed, og alle druerne afstilkes og macereres forholdvist kort og køligt.

“Jeg har kun oplevet, at stilkene var modne ét år, og det var i 2006. Så jeg kører altid afstilkning. Det er ikke som i Bourgogne, hvor de hvert år diskuterer, hvor mange der skal med. Jeg vil også gerne undgå for mange grønne noter, og det gør jeg gennem reduktion af macerationstiden. Jeg vil hellere have en mildere vin end en grøn vin.”

Rondo er Danmarks mest tilplantede blå druesort, og den har været hoveddruen i de fleste danske rødvine i mange år. Dens oprindelse er tysk, Helmut Becker frembragte den på Geisenheim i 1964 som en krydsning af Sankt Laurent og Zarya Severa, som er en hybridsort med vild asiatisk vitis amurensis i sig. Rondo har haft en vis udbredelse i Tyskland men er i dag især fortrukket til England, Benelux og Skandinavien. Regent er kendt for sin kongeblå farve og sin store fylde. Den er krydset frem fra Chambourcin, Silvaner og Müller-Thurgau og har dermed også vildvinsgener fra bl.a. vitis labrusca og vitis rupestris i stamtræet. Som Orion er den også frembragt på Geilweilerhof af Gerhardt Alleweldt. I samspil med Leon Millot og en afstemt lagring på franske, ungarske og amerikanske fade får vi en mørk og cremet vin, med moden bærfrugt og røgede kryddernoter, knapt så ‘højlydt’ som ren Leon Millot men med mere bredde og dybde. Fin vin og en ‘finessenreiche Speisenbegleiter’, som man ville skrive i Falstaff. Pris: 280,-

Skærsø i forgrunden og Nørresø i baggrunden. Foto: Skærsøgaard

Vi runder af med Svens magnum opus, de mousserende vine, som hans hjerte banker særligt for. “Jeg har forsøgt at skrue helt op for alt det der lir, der skal være på sådan en flaske. For mig er det en helhedsoplevelse,” bedyrer Moesgaard, mens hans afmonterer den tykke folie og en muselet med fin kapsel og afdækker en klassisk Champagneprop. Proppen springer med et fint pop, og det skummer livligt op i glasset.

“Metoden har været den samme alle tyve årgange. Jeg var meget ambitiøs lige fra starten, jeg ville lave det så perfekt, som jeg kunne,“ fortæller Moesgaard og fortsætter med næsten barnlig begejstring: “Jeg kører mine flasker op i et tryk i det meget høje område, op over 6 bar. Det har jeg det lidt sjovt med. Det giver et længere liv i flasken og endnu finere bobler.”

Dons Brut er i 2017 stukket sammen af Solaris, Orion og Madeleine Angevine. “Orion er en perfekt drue til mousserende vin. Det er den mest neutrale drue, du kan tænke dig, mens Solaris kan være et problem, fordi den er så dominerende,” fastslår Moesgaard. “Madeleine Angevine er en fransk drue, som de bruger både som spisedrue og til rosiner, da den bliver meget sød. Den tiltrækker hvepse og bliver nemt syg og er i det hele taget besværlig at arbejde med; men til mousserende vine plukker man den bare tidligt.”

Her er der mild blomsterduft og en livlig, lys knitren, flot skum. Ren frugtsmag, modne æbler, lys stenfrugt, citrus, en sprød, rank syre og fine og langvarige bobler. Ganske stilrent, et glimrende eksempel på Dons og Skærsøgaard.

“Den kan bruges ikke kun som aperitif og festvin men også til mange slags mad,” mener Moesgaard, “og efter min mening må den ikke serveres for kold. Allerhelst ved en otte grader og gerne op til tolv, ellers kommer kompleksiteten ikke frem.” Pris: 450,-

Dons Rosé Brut. Roséboblerne fra 2017 er stukket sammen af Rondo og Cabernet Cortis, og når skummen har lagt sig, afslører den en flot orangeglødende rosafarve i glasset. Duften forekommer let bolcheagtig, men i munden er den behageligt rank og tør med en rødfrugtet fylde af jordbær, hindbær og tyttebær. Seriøse rosébobler, særdeles velegnet til mad men også som fordybelsesværdig forfriskning. Pris: 430,-

Dons Blanc de Noir Brut. Den mest spændende er måske den rene, hvide fortolkning af Cabernet Cortis fra 2017. Cabernet Cortis er en yngre blå sort, frembragt i 1982 af Norbert Becker på Freiburgs forsøgsstation som en krydsning af Cabernet Sauvignon og Solaris. Den kan give en aromatisk, mørk og tanninrig rødvin, men i Danmark egner den sig ifølge Moesgaard mindre godt til det og langt bedre til bobler. Quod esset demonstrandum: Det her en mesterlig mousserende vin med lyst knitrende skum, nærmest krystallinsk sprødhed og en kølig syreåre, lys og mørke smelter sammen. Den har duft af hvide forårsblomster, en fyldig, frisk frugt, blide bobler og dybere noter af nybagt brød, parmesan og flagesalt. Pirrende, alle sanser lysvågne, og Holger Danske kan trygt sove videre. Det her er Danish dynamite!

Skærsøgaards Vine kan i udvalg købes via deres webshop. Hele sortimentet er tilgængeligt i vingårdens gårdbutik, der normalt er åben mandag og onsdag 9-16 eller efter forudgående aftale. Madmors Vinbix i Aarhus fungerer som en slags satelit-gårdbutik og er normalt åben fredag 15-22 — og ellers må man gå på jagt hos andre ‘førende forhandlere’.

Flaske: Blanc de Noir Brut 2017
Vinhus: Skærsøgaard Vin
Oprindelse: Jylland, Danmark  
Drue: Cabernet Cortis  
Jordbund: Lehm, sand, grus
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Gæret på ståltank,
andengæret på flaske
Lagring: Ni måneders flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Pris: 490,-