View Original

Richard Östreicher Silvaner Augustbaum 2021

Silvaner er en god ven af sensommeren, så i august skal man drikke Augustbaum fra en af druens senere års mestre, Richard Östreicher fra Sommerach på den svært svungne Mainschleife i Franken. Augustbaum er en parcel på den historiske mark Sommeracher Katzenkopf, hvor Richard og fru Kerstin også fordyber sig i deres helt store passion, Spätburgunder. Jordbunden er Muschelkalk, dyrkningsformen økologisk-biodynamisk og inspirationen dels klassisk Franken, dels klassisk fransk— nok langs Mainfloden men alt andet end mainstream, mere fokus på terroir, tekstur og struktur end ligefrem friskfrugtighed. Køligt gæret og langsomt modnet i store, gamle træfade med naturlig sedimentering. Apropos sensommer, Augustbaum breder sig ud med en mild duft af nyslået hø og halm og en saftig mundfuld modne gule blommer med let nøddeagtige noter i eftersmagen. Spændstig, fint stoflig, finesserig og formidabelt flot flydende, en spændende Silvaner med burgundiske vibes.

Flaske: Augustbaum 2021
Vinhus: Richard Östreicher
Område: Franken
Land: Tyskland
Druesort: Silvaner
Jordbund: Sand og kalksten
Dyrkningsform: Økologisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 12,5%
Importør: Anduma Vini
Pris: cirka 300,-