En duft af nyfalden regn

Duften af nyfalden regn på den tørstige jord. Petrichor kaldes det, og det er desuden navnet på João Portugal Ramos første og formidabelt vellykkede forsøg udi orangevinens verden. Vi er i det knastørre Alentejo i det sydlige Portugal, hos en af regionens og hele landets førende producenter. João Portugal Ramos har gennem en lang årrække arbejdet som ønolog og rådgiver for adskillige vinhuse i hele Portugal, før han fra 1989 opbyggede sit eget imponerende vinhus med hovedsæde på Vila Santa i Estremoz; og fra basen i Alentejo har det siden forgrenet sig videre til Beiras, Douro og Vinho Verde. Den røde tråd er et fokus på de regionale terroirs og lokale traditioner og ikke mindst et afsæt i Portugals stolte arv af indfødte druesorter.

Petrichor er en enkeltmarksvin fra karakteristisk skiferjord med en nu 20 år gammel og økologisk dyrket beplantning af Arinto og Verdelho. Første årgang er 2022, og druerne er håndhøstet tidligt om morgenen først i september for at sikre friskheden i vinen. Ved ankomsten til vineriet selekterede man derefter de sundeste druer, som derefter blev afstilket, nænsomt knust og overført til gæring i 3.000 liters ovale cementtanke. Syv måneders skindkontakt og efterfølgende seks måneders modning på gærresterne. Syren er havnet på 5,6 gram per liter, balanceret af godt 3 gram restsukker efter en alkoholprocent på 12.

Det er regn under sydens sol, og ikke duften af milde Danmark og den lyse nat, der rammer næseborene— den er faldet under varmere himmelstrøg, over støvet sand og tør skifer, mellem træer med sydfrugter og vilde sydlandske vækster. Fra glasset hæver sig en forførende dyb duft af jasmin, kaprifolium, mandariner, abrikoser, dugvådt græs, nyslået hø, safran, støv… og i munden følger de trop, med overraskende læskende flow, en mild syre og blide oolong te-agtige tanniner. God balance, koncentration og kompleksitet. Det dufter og smager af sommer og lever flot op til vinhusets motto, at “vin afspejler jorden, den er født af, og den, der fremstiller den".

Anden generations João Maria Portugal Ramos følger i faderens fodspor som vinmager på Vila Santa i Alentejo

Alentejo er et særdeles stort og særligt solbeskinnet område i det sydøstlige Portugal, som af gode grunde især er kendt for sine kraftige rødvine; men området er takket sin store vidde og bredde ret forskelligartet, og der fremstilles derfor også lettere og frugtigere rødvine og hvidvine af fin kvalitet. Orangevine er heller ikke noget særsyn, særligt som følge af en genoptagelse af områdets gamle tradition for vinifikation på talhas, amforaer. En kærkommen variation til den store industriproduktion, som i alt for mange år har defineret området. Det forholdsvist flade landskab var nemlig let at anlægge store marker til maskinel høst på, og store vinerier med produktion af store mængder. Men at kvantitet udelukket kvalitet, udelukkes af Ramos. Proportionerne skal blot være i orden, og håndværket holdes i hævd.

Alentejo er som DOC inddelt i otte mindre regioner (Ramos i det centrale Évora), der tegner en finere mosaik ud fra terrænets beskaffenhed, de lokale geologiske forhold (ler, sand, skifer, granit og kalksten) og mikroklimaet, som varierer en del. Generelt er foråret grønt og frodigt, mens sommeren byder på rigeligt med sol og varme og stadigt længere tørkeperioder. Det tilsmiler især de blå druer Aragonez, Trincadeira, Alfrovheiro, Castelão og Alicante Bouschet, som historisk ofte er strikket sammen i blends; mens det for de grønne druers vedkommende først og fremmest drejer sig om Arinto, Antão Vaz, Fernão Pires og Roupeiro — og et mangefold af andre, sjældnere sorter, som vi i disse år får mere syn for.

Den variation, såvel i naturen som i kulturlandskabet, søger João Portugal Ramos og mange andre gode kræfter at beskytte og fremme. Vinhuset har gennem en længere årrække satset på såkaldt ‘integreret produktion’ med mindre benyttelse af pesticider, pløjning er opgivet til fordel for særlige typer af grønne bunddækker, og kvas fra vinproduktionen genbruges i kompost. Den i Alentejo ellers så udbredte kunstvanding søges stærkt begrænset, udelukkende til overvåget drypvanding; og i dag er godt en tredjedel af deres vinmarker i certificeret økologisk produktion. Desuden spiller bæredygtighed, især i forhold til biodiversitet, en stadig større rolle, således har de siden 2012 deltaget i det europæiske netværk for Business & Biodiversity, der understøtter virksomheder i at beskytte biodiversitet på regionalt og lokalt plan.

Vil man smage andre frugter af det arbejde end Petrichor, kan den flotte hvide Marquês de Borba Vinhas Velhas Branco anbefales, en citrusduftende og citrusfrisk hvidvin med frisk stenfrugtsmag, mineralsk krydring og flot kompleksitet. Det er et blend af Arinto, Alvarinho, Antão Vaz og Roupeiro, gæret på stål og delvist modnet på franske og ungarske egetræsfade. Dens røde genpart Vinhas Velhas Tinto er heller ikke at kimse ad, et blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Castelão og Syrah, med tæt smag af alskens røde bær, jordbær, hindbær, kirsebær, saftspændt og med fine tanniner, rigtigt flot balanceret.

Petrichor

Vi kender og elsker den, den karakteristiske "duft af regn", når de første regndråber falder på jorden efter en lang tørkeperiode. Herhjemme er den en umiskendelig del af højsommeren, når en ‘sky over marken velsignelsen sender’, eller når en pludselig tordenbyge skyller landskabet godt igennem. Vinkendere slynger ofte også om sig med mere eller mindre blomstrende beskrivelser af rislende vandløb, fugtig skovbund og våde sten. Men hvordan opstår den særlige duft egentlig?

Regndråber består af vand, der bevæger sig gennem luft, to stoffer, som begge i sig selv er duftløste, så det er oplagt at søge forklaringen i mødet med jorden og i den dis, der af og til kan ses svæve over den efter sommerregn. Det forbindelse fik en videnskabeligt vinkling i 1964, hvor to australske forskere, I.J. Bear og R.G. Thomas, publicerede en artikel i det velkendte videnskabelige tidsskrift Nature, hvor de gav den umiskendelige lugt navnet "petrichor" — et teknisk begreb dannet af græsk πέτρος, sten, og ἰχώρ, den mytiske, æteriske væske, der løber i gudernes årer. Gennem deres undersøgelser havde de to identificeret en særlig bestanddel i ‘lugten af våd sten’, som længe havde forundret forskere, da langt de fleste sten selv i de fineste vandige opløsninger ikke indeholder aromatiske stoffer. Men Bear og Thomas havde bemærket et organisk stof på sten, klipper, veje og andre jordoverflader, som de mente var ansvarlig for lugten— en æterisk olie, som udskiltes af en lang række planter og siden lagde sig som et fint lag oven på jorden. Senere undersøgelser viste dog, at det var en anden forbindelse, som var den afgørende for duften, et stof dannet af visse jordbakterier, især steptomyces, når de udsættes for varme og tørke; men som frigives, så snart det kommer i kontakt med vand. Navnet blev geosmin, af græsk γῆ, jord, og ὀσμή, duft; og sammen med visse æteriske olier fra svampe og planter (oktanol, linalool, geraniol m.fl.) skaber det den velkendte ‘våde duft’, der via aerosoler, bittesmå luftbårne dråber, som fra den varme jord løftes op i luften; af græsk ἀήρ, luft, og latin solutio, opløsning. Geosmin er også hovedkomponenten i den karakteristiske jordagtige duft af rødbede.

Petrichor kan antage forskellige former, alt afhængigt af jordens fysiske beskaffenhed, hvor regnen falder, hvilket først og fremmest afgør intensiteten af geosmin-duften. Dertil kommer de andre aromatiske komponenter, som selvfølgelig vil variere efter jordens indhold af organisk materiale; og de æteriske olier vil selvfølgelig variere fra en dansk pløjemark eller nåleskov til sydeuropæisk maki og garrigue. Interessant nok kan geosmin også forefindes i vin. Det kan være på spil, når vinen dufter af våde sten, fugtig muld, skovbund, champignon, kartoffel eller rødbede; mens duft af fugtigt græs, nyslået hø, våde blade og lignende oftest tilskrives stoffer som linalool eller forskellige svovlforbindelser. Små brikker i det store puslespil, som vin kan lægge i vores bevidsthed — som et kaleidoskop af naturens underfulde mangfoldighed.

Flaske: Petrichor 2022
Vinhus: João Portugal Ramos
Oprindelse: Alentejo, Portugal  
Druer: Arinto, Verdelho  
Jordbund: Ler, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke,
syv måneders skindkontakt  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Hans Just A/S
Pris: cirka 250,-  

Den hvide Barolo?

“Jeg har altid været fascineret af Riesling. Dens elegance, dens egenart, dens kompleksitet. Jeg vil ligefrem vove at kalde den en hvid Barolo, for jeg mener, at det er muligt at opnå samme tilfredsstillelse fra stor Riesling som man kan få fra stor rød Nebbiolo.”

Ordene er Sergio Germanos, og havde han ikke tilhørt toppen af producenter i Barolo-kommunen Serralunga d’Alba, ville de fleste nok have fundet sammenligningen en smule overdrevet og måske affeje den som en overmodig germanofils agitation. Men det germanske ligger alene i efternavnet, og manden ved, hvad han taler om— ikke mindst fordi han selv laver en af Italiens bedste Riesling-vine Hérzu i Alta Langa sydvest for Serralunga d’Alba.

Det er en Riesling, som i duft, smag og struktur måske slægter sine østrigske snarere end sine tyske versioner på, med moden frugt, fornem fylde og stor længde. Farven er helt lyst sølvgrå. I næsen er der først en frisk og flintet note, med kølig bjergbrise, jasmin, bivoks, kold fersken og lime, dybere nede lette petrolske og røgede noter. I munden er den sprød og frisk, med velintegreret syre, rig fylde og fløjlet blødhed; smag af sødmefulde kerne- og stenfrugter, pære, fersken og et svirp moden limesaft. Mildt urtet med tørt, salt finish, og frugten bliver hængende længe. Lækker tekstur, flot fokuseret og med brillant balance.

Årgangsvariationer byder på den ene side på mere svirpende syre og mere mineralsk kant, på den anden side mere fylde, eksotisk frugt og pikant krydring. Smager man årgange med flere år på bagen, forsikres man om et fint udviklingspotentiale, og ad åre udvikles spændende noter af kandiseret citrus, basmatiris, safran og røgelse. Så alt efter årgang og personlig smag skulle der være vin til såvel fisk og skaldyr som og ikke mindst risotto.

“Alta Langa Riesling er helt åbenlyst noget andet end en klassisk tysk Riesling,” fastslår Sergio Germano, “men heldigvis bibeholder druen sine typiske karaktertræk her. Den er umiddelbart genkendelig, selvom den har helt andre vækstforhold her. Selvfølgelig er den anderledes end en tysk Riesling, for jordbunden her er rigere og giver vine med en rigere struktur og mere volumen.” Han uddyber:

“Alta Langas karakteristiske kalksten giver vinen sin mineralitet, sin salinitet og sin store længde. Luften her har en næsten maritim karakter grundet fugten fra Tanaro-floden, som flyder 100-300 under vinmarken. Det mikroklima sikrer friskhed og syre, men skaber også gode betingelser for botrytis. Mange vinbønder ville prise sig lykkelige for det, men jeg var faktisk en smule ængstelig i begyndelsen. Nu håber jeg bare, at den fortsætter med at trives der, for en smule botrytis giver aromatisk kompleksitet og karakter, som klæder Riesling.”

Om vinens særprægede navn beretter han følgende: “Den lokale dialekt omkring Ciglié er anderledes end Serralungas, og da jeg første gang stødte på ordet ‘hérzu’ her blev jeg taget på sengen; men samtidigt nysgerrig. Jeg fandt ud af, at det betød ‘stejl’ eller ‘skråning’, og så besluttede jeg at kalde vinen det.” Vinmarkerne befinder sig nemlig i 500-570 meters højde, på stejle sydvendte skråninger. Skråningerne, den kalkholdige jordbund og det kølige vejrlig i Alta Langa er desuden velkendt som grobund for Piemontes bedste mousserende vine. Men Riesling opnår altså også nobel karakter her… en smule som en Barolo. “Det er en vin, der deler vandene. Enten elsker du den eller omvendt har du det stramt med den. Den fordrer noget af dig.”

Ettore Germano, tradition og evolution

Vinhuset Ettore Germano er grundlagt i 1856 og har været i familiens besiddelse lige siden. I begyndelsen solgte man sine druer til andre producenter, men siden 1993 har Sergio Germano udelukkende beskæftiget sig med egenproduktion. Sergio laver klassiske Serralunga-vine med stor indlevelse— fint strukturerede og subtilt komplekse Baroloer fra Prapò, Cerretta og Vigna Rionda; men det lader han ikke stå i vejen for samtidigt at lave hvide og mousserende vine på Chardonnay og Riesling. En forpligtelse på tradition tvinger ham heller ikke til blindt at acceptere konventionel skik og brug: Han flasker skamløst alle sine hvidvine med skruelåg og har i en årrække aftappet en lille del af sine Baroloer med samme lukkemekanisme for at se, hvordan de udvikler sig over årene med skruelåg i stedet for kork— og de foreløbige resultater skuffer ham ikke. Som i de hvide bevarer skruelåget bedre vinens fine aromatik, men modsat konventionel visdom stopper den ifølge Germano ikke modningen; den sker blot i et anderledes adstadigt tempo. Så med tiden ser vi måske en Cerretta eller en Vignarionda på markedet med skruelåg…

Sergio har endvidere en særlig interesse i den lokale grønne sort Nascetta, som han han blandt andet vinificerer på amforaer. Den giver vine med en ret frisk og frugtig karakter, masser af æble og kvæde, og når den er bedst giver den delikate noter af akacie, citron, rosmarin og salvie. Hvis Riesling er hvidvinens svar på Nebbiolo, må Nascetta være dens charmerende Barbera.

Det er ikke kun i sit vinsortiment, Sergio Germano stræber efter mangfoldighed. Biodiversitet i og imellem markerne ligger ham på sinde, og siden 2016 har han dyrket i overensstemmelse med det bæredygtige piemontesiske omlægningsprogram VITA – VITicoltura Armoniosa, som lægger særlig vægt på manuelt arbejde i vinmarken; naturligt grønt bunddække mellem rækkerne; jordberigelse via bælgplanter og korsblomstrende planter for at opbygge naturlige kvælstofbeholdninger i jorden; biologisk bekæmpelse af skadedyr ved brug af feromoner; og forsøg på reduktion af brugen af kobbersulfat; samt reduktion i vand- og energiforbrug i kældrene. Små skridt men i den rigtige retning.

Druerne til Hérzu er høstet ved håndkraft i småkasser; med langsom pneumatisk presning og kølig gæring på ståltanke. Ingen malolaktisk gæring, men vinen mildnes af små fem gram restsødme. Resultatet er en righoldig Riesling i flot balance og ifølge Ian d’Agata “måske Italiens bedste Riesling.”

Flaske: Hérzu 2020  
Vinhus: Ettore Germano  
Oprindelse: Piemonte, Italien  
Drue: Riesling  
Jordbund: Kalkholdig silt og kalksten
Dyrkning: Bæredygtig  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Sydhavnens Vinbar
Pris: 275,-

Pastorale med indbygget katastrofe

Ahr er et på mange måder næsten Tolkiensk landskab à la Herredet eller Kløvedal. Et afsondret, landligt og yderst naturskønt område, hvor alt ånder fordragelighed, og folk lever i fred og harmoni med deres daglige sysler, som i tilfældet Ahr indebærer frembringelse af nogle af Tysklands bedste rødvine. Ahr er en dyb dal med bølgende sider beklædt med svimlende vinmarker, som side om side skråner ned mod Ahrfloden, der sagte flyder gennem landskabet for senere at munde ud i Rhinen i nærheden af Bonn. Dalen skærmes mod nord af den vulkanske bjergkæde Eifel, som sammen med dalens ekstremt soleksponerede skråninger og sorte skifer skaber et særligt lunt mikroklima. Det er grunden til, at Ahr til trods for sin meget nordlige placering er et sandt smørhul for druesorter, der normalt er mere sol- og varmekrævende end Tysklands vanlige hvidvinssorter. Især Ahrs superstjerne Spätburgunder a.k.a. Pinot Noir, som i de senere år har nydt godt af et stigende antal solskinstimer og et generelt lunere klima.

Men i dag er Ahr et anderledes arret landskab, og de lokale lider svære men. De behagelige scener ved bækken og bøndernes muntre samvær blev pludseligt standset af uvejr og stormflod den 14. juli sidste år, da sommerens store skybrud og oversvømmelser ramte Tyskland. Særligt slemt gik det ud over det ellers så rolige Ahr, en skæbnesvanger følge af floddalens smalle udforming og bebyggelsernes beliggenhed langs bredderne; og fra de stejle, stenede skråninger havde vandet frit løb ned i floddalen. Et memento om, at konsekvenserne af klimaforandringer ikke hører en fjern fremtid til men foregår her og nu— og i stor hast.

Syndfloden

Sidste sommer bød på meget ekstreme vejrforhold i det nordlige og centrale Europa. Fra onsdag den 14. til torsdag den 15. juli 2021 faldt der flere steder i det vestlige Tyskland mere end 150 millimeter regn per kvadratmeter— på mindre end ét døgn næsten det dobbelte af, hvad der normalt falder hele måneden. Værst gik det ud over delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, og det førte til oversvømmelser i velkendte vinområder som Mosel og i særligt slem grad Ahr, hvor vandet begyndte at rejse sig ved seks-tiden og nåede et højdepunkt omkring midnat.

I en ellers meget varm og solrig sommer sendte et stort lavtrykssystem pludseligt enorme mængder nedbør ned over landet. Først steg flodvandet i Ahrfloden kun ganske stille, men ud på aftenen begyndte vandet at strømme ind fra alle sider i dalen, og vandstanden steg faretruende hurtigt. Små bække og åer forvandledes til floder, og den normalt så rolige Ahr blev selv til en brusende flodbølge. På få timer steg vandstanden visse steder op til otte meter og oversvømmede adskillige landsbyer langs floden. Den utroligt stærke strøm rev træer, biler, bygninger og broer med sig; forårsagede store jordskred og uforudset svære skader på både menneskeskabte og naturlige strukturer. Det sendte chokbølger gennem lokalbefolkningen; og selv de myndigheder, hvis opgave det var at overvåge og varsle om sådanne situationer.

Da vandet endelig trak sig tilbage, var områdets infrastruktur totalt kollapset: Varme- og strømforsyningerne afbrudt, drikkevand ditto, og der var ingen forbindelse til telefon- og internet. Gader og stræder var dækket af mudder, og blandt ruiner og murbrokker kunne man bl.a. finde vintønder og flasker, der var skyllet ud af kældrene på vinhuse længere oppe ad floden. Omvendt slap de fleste af områdets vinmarker så godt som uskadte gennem misèren, da de mestendels er beliggende højere oppe ad floddalens stejle skråninger. Tabt var dog trygheden, og tragedien var en realitet: En katastrofe af næsten bibelsk karakter. Alene i Ahr mistede 134 mennesker livet under oversvømmelserne, i Tyskland totalt 184. Over 24.000 skadesanmeldelser indløb i de følgende dage og uger, og opgørelser over de materielle skader gøres i dag op til omkring 30 milliarder euro. Det er uden sammenligning den største naturkatastrofe i historisk tid i Tyskland, og den gik allerede i dagene efter over i historiebøgerne som ikke en Jahrhundertflut men en Jahrtausendflut. Nyere tiders store oversvømmelser, som Oder-flodens i 1997 og Elbens i 2002 var, undskyld ordspillet, vand ved siden af.

Uddrivelsen af Paradis

Blandt de hårdt ramte af oversvømmelsen var Weingut Meyer-Näkel i Dernau med søstrene Dörte og Meike Näkel i spidsen. “Vores vigtigste aktiv, vinmarkerne, er stort set ubeskadigede,” berettede Meike kort efter katastrofen, “men oversvømmelserne ødelagde næsten fuldstændigt vores vingård: Kontoret, vinoteket og den gamle vinkælder med vores skatkammer var fuldstændig oversvømmet og begravet under mudder. Oversvømmelsen tog også stort set alt det, vi skal bruge både til markarbejdet og i kælderen, med sig. Vi stod virkelig uden noget— uden presse, uden tanke og tønder, og uden traktorer, og der var ikke engang sakse eller spande tilbage.”

Endnu værre var det gået Weingut Bertram-Baltes med det unge par Benedikt og Julia i front. Benedikt kommer oprindeligt fra Mayschoss, mens Julia er fra Dernau, hvor deres fælles vinhus også ligger; eller rettere lå, for begges barndomshjem og også parrets privatbolig gik tabt i vandmasserne.

“Vi betragter det her som et rent lykketræf, for overlevelse den nat var ikke en selvfølgelighed,” fortalte en rørt Julia få dage senere. “Uden nogen form for kommunikation, og uden broer og veje, tog det os 42 timer at finde tilbage til hinanden igen. Den første dag søgte vi efter Benedikt på de indsamlingssteder, hvor reddede personer og ofre blev bragt hen. Uden at have fundet ham var det en lang nat i uvished, før vi dagen efter med en kikkert kunne få øje på ham på den anden side af floden. Selv så Benedikt først sin far efter fire dages forsøg.”

“Men vi slap igennem, uden at nogen af os kom alvorligt til skade. Desværre blev både vores vinkælder og flaskelager fuldstændigt ødelagt.” Hele årgang 2020 røg ud med flodvandet, sammen med næsten halvdelen af årgang 2019, som endnu ikke var skibet videre til aftagerne. Dog kunne de som et lille held i uheldet redde deres skatkammer med gamle flasker. Etiketterne er præget af oversvømmelsen, men indholdet er heldigvis intakt.”

Mange oversvømmede og vildfarne flasker er siden solgt som ‘Flutwein’ i en crowdfunding-kampagne på initiativ af den lokale reklamemand Daniel Koller og formanden for Ahrwein, Peter Kriechel fra Weingut Peter Kriechel. Fortjenesten fra disse Flutweine er så gået til det velgørende formål at genopbygge Ahrdalens vinhuse.

Peter Kriechel: “Det her var ikke en vandstigning eller en flodbølge, det var en ren tsunami, en kæmpestor bølge, som ødelagde alt her i dalen.” Familien mistede et par marker med Pinot Noir-stokke, mens hele 40.000 liter vin gik tabt fra fade og flasker i kælderen. Peters bror Michael Kriechel supplerer: “Vi blev slemt tilredt af oversvømmelseskatastrofen. Det lykkedes os, med hjælp fra mange frivillige medhjælpere og vores daglige medarbejdere, at bjerge vores forliste vinflasker; og vi har gjort hvad vi kunne for at få dem gjort rene og få dem på markedet” — og med hashtagget #solidAHRität som slogan stod resten af den tyske vinbranche tæt sammen og har støttet sine kriseramte kolleger i at komme på fode igen.

Efter den akutte indsats med at yde nødhjælp, skaffe rent drikkevand, lokalisere savnede og genhuse de pludseligt hjemløse, stod den større opgave så foran lokalbefolkningen: At komme videre og genoptage hverdagen. Det har været, og er fortsat, et langt, sejt træk. I bagklogskabens altid ulideligt klare lys står det klart, at myndighederne ikke var forberedt på en katastrofe i det omfang; og at især Tysklands sociale infrastruktur ikke er gearet til at stille om i sådan en fart. Det kan synes mærkeligt i det, der angiveligt er et af verdens rigeste lande. Ser man alene på bruttonationalproduktet, er Tyskland nemlig Europas langt rigeste land, og stadig et af de rigeste, hvis man tæller efter BNP pr. indbygger beregnet efter købekraftsparitet.

Men heldigvis gik livet hurtigt videre sidste sommer. Hastigt kom man på benene igen, i kapløb med tiden for at blive færdige med den fornødne genopbygning, før høsten skulle i hus. Meike Näkel opsummerer strabadserne: “Det her var den mest udfordrende, udmattende og følelsesladede høst, vi nogensinde har haft. I juli måned var det utænkeligt, men med hjælp og støtte fra så mange mennesker, er alle druer høstet og vinene kommet på fad.”

Global hedetur, lokale skybrud

Adskilligere forskere slår fast, at den globale opvarmning har haft mere end en enkelt finger med i spillet på sidste sommers ekstreme vejr. Der er ikke kun videnskabeligt belæg for men også bred videnskabelig konsensus om, at de verserende klimaforandringer i videste udstrækning er menneskeskabte; og at den dokumenterede globale opvarmning fører mere ekstremt vejr med sig, såsom hedebølger og tørker men også haglbyger, skybrud og oversvømmelser.

De stigende temperaturer som følge af den globale opvarmning øger nemlig fordampningen fra havene, og selvom en varmere atmosfære faktisk kan holde på mere vanddamp, vil vandet uvægerligt falde som nedbør før eller siden. At det pludseligt skulle ske så voldsomt over Tyskland er måske et varsel om, at vi allerede nu ser nogle af de konkrete konsekvenser af opvarmningerne på længere sigt. Men deri ligger det djævelske også, at det er vanvittigt svært at forudsige, præcist hvordan klimaet vil ændre sig på lokalt plan.

Normalt er naturkatastrofer noget, vi forbinder med fjerne egne og udviklingslande— men: "Disse oversvømmelser har vist os, at selv udviklede lande ikke er sikrede mod de alvorlige konsekvenser af ekstreme vejrforhold, som vi har set, og som vi ved bliver værre med klimaforandringerne. Dette er en presserende global udfordring, og vi er nødt til at tage den op. Videnskaben er klar, og det har den været i årevis,” ifølge tyskfødte Dr. Friederike Otto, dengang tilknyttet Environmental Change Institute ved universitetet i Oxford og i dag docent ved Grantham Institute for Climate Change and the Environment på Imperial College London. Hun var sidste sommer medforfatter til en videnskabelig hasterapport om hændelserne; som konkluderede, at de nuværende klimaændringer har gjort sådanne stærke skybrud meget sandsynligere i Tyskland— op til 10% sandsynligere og 20% kraftigere. Stof til eftertanke for alle udledere af drivhusgasser, ikke mindst i Tyskland, som ligger i højt på den globale liste.

Det var dog ikke kun Ahr, som fik den kolde klimakærlighed at føle. I Tyskland gik det generelt også grimt for sig i Mosel; mens man på den anden side af grænsen i Luxembourg og Belgien også led slemme skader. Tidligere havde regnen raseret længere mod nord i det sydlige England; og senere skabte den store problemer over Østrig, Schweiz, Italien og Kroatien.

Ørkenvandring

Ahr har ellers, som en af verdens nordligste forposter for Pinot Noir, generelt nydt godt af de seneste årtiers opvarmning. Årgang efter årgang har Ahr på det seneste markeret sig som stabil grobund for mange af Tysklands bedste Spätburgundere med struttende moden frugt og en for nordtysk vin fornem fylde— fra veletablerede producenter som Jean Stodden, J.J. Adenauer og Maibachhof samt den seneste tids gazellevinerier som Bertram-Baltes og Meyer-Näkel.

Succesen er imponerende, områdets størrelse taget i betragtning. Ahr tæller blot 560 hektarer vinmarker, hvoraf hele 85% er beplantet med rødvinsdruer, så området dermed har den højeste andel rødvinsdruer i hele Tyskland. Spätburgunder står for 62%, mens Frühburgunder, Dornfelder og Portugieser er de øvrige røde sorter. De hvide udgøres især af 11% Riesling og små mængder Müller-Thurgau og de hvide Burgundersorter. Den samlede Burgunder-familie har åbenbart glemt, at de foretrækker kalkholdige jorde, som man må spejde forgæves efter her. Mens de nedre dele af dalen er præget af mineralholdig løss, præger sort skifer og vulkanske stenarter nemlig de højere dele af skråningerne.

Skæbnens ironi er det dog, at Tysklands fordel fra den globale opvarmning tillige viser sig at være medaljens bagside, fordi de højere temperaturer generelt fører til tørke; og tørke har været et stort tema i tysk vin- og landbrug i årevis. For grundet den globale opvarmning øges fordampningen også fra landjorden. Det påvirker vinmarkernes væskebalance— forskellen mellem fordampningen fra jorden, plus planternes transpiration af vand, versus den samlede nedbør. Det solrigere, varmere vejrlig udtørrer ganske enkelt jorden, og den gennemsnitlige nedbør er ikke nok til at opveje udtørringen. Forholdene varierer selvfølgelig meget fra år til år; men de sidste ti år er den gennemsnitlige fordampning kun gået én vej, og det er støt opad.

Så selvom der midlertidigt måske kan se ganske grønt ud i mange vinmarkerne, så tæres der stille og roligt på vandreserverne; hvilket ses tydeligt i megen vild vegetation og på landets skove. Tyskland er altså ved at få en flig af samme sygdom som Sydeuropa, hvor hedebølger, tørke og skovbrande satte standarden i Spanien, Grækenland og Tyrkiet i 2021; sammen med en europæisk varmerekord på 48,8 grader målt på Sicilien i starten af august.

I vinmarker kunne kunstvanding være en udvej, men den er ikke i tråd med terroir-tænkning og heller ikke en langtidsholdbar løsning, hverken økologisk eller økonomisk. En mulig hjælp kunne være lavere beplantningstæthed, som det traditionelt praktiseres i middelhavslandene, så vinstokkene skal konkurrere mindre om vandet. Men vil man ikke omorganisere eller opgive vinmarkerne, kan et andet alternativ være at plante langt mere tørkeresistente sorter. Således har Kloster Eberbach taget springet og erstattet en parcel Riesling på Berg Rottland med Cabernet Sauvignon, som faktisk modner fint de fleste år. Lige så lovende, men mindre radikalt og endnu på forsøgsstadiet, er Schloss Vollrads’ beplantninger med en række Riesling-kloner fra Australien, som måske vil vise sig bedre egnede i et varmere og tørrere Tyskland.

Vinstokke er følsommere over for de klimatiske forhold end de fleste andre afgrøder, og det går igen i vinens kvalitet. Egnede dyrkningsområder for druer af høj kvalitet er derfor begrænset af klimatiske kriterier: Meget groft sagt kan en årlig gennemsnitstemperatur på mellem 10 og 20 grader betegnes som den nedre henholdsvist øvre grænse for vinbrug overhovedet. I vækstperiodens begyndelse er en længere periode med temperaturer over 10 grader afgørende for knopdannelsen. I blomstringensperioden bør dagtemperaturen helst ikke falde til under 15 grader eller stige til over 35, da det kan beskadige blomsterne. I modningsperioden er forholdsvist høje temperaturer også begunstigende for sukkerakkumulationen; og desuden spiller forholdet mellem dag- og nattemperatur-udsvingene en særlig rolle for syre- og fenol-indholdet og dermed for farve, smag og balance.

Et meget anvendt mål for forholdet mellem druesorterne og de termiske forhold er Huglin-indekset. Det beregner gennemsnittet af de daglige både gennemsnits- og maksimums- lufttemperaturer og summerer dem fra april til september. Ved at kortlægge et givet områdes Huglin-index, kan man så matche området med de påkrævede “grænseværdier” for specifikke druesorter; og fremskrivelserne er opsigtsvækkende for Tyskland. Således vil hele landet i løbet af få år ligge med et Huglin-indeks på over 1.500 og store dele af landet nå 2.000 i de næste årtier.

Huglins varmesumsindeks benyttes til at beregne, hvilke druesorter, der kan dyrkes hvor. De enkelte druesorter stammer fra specifikke mikroklimaer og kræver hver især en vis “varmesum” for at kunne dyrkes i et område på længere sigt. Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Risikerer Riesling så ikke at miste sin syrestyrede friskhed og delikate aromatik? De stadigt spændstige Spätburgundere at blive for fuldmodne og bombastiske? Vil det på lang sigt overhovedet være muligt at opretholde et nogenlunde naturnært vinbrug i Tysklands klassiske vinregioner? Skæbnesvangre spørgsmål, og der arbejdes intenst på at afdække konsekvenserne og udarbejde langtidsholdbare løsninger på de tyske universiteter og faghøjskoler for vinbrug. Det synes dog allerede klart, at det på sigt kommer til at kræve noget af en omkalftring af de tyske traditioner.

“Ekstremerne tager til, men i det store hele er de tyske vinbønder stadig vindere i den globale opvarmning, i og med at modningen samlet set skrider bedre frem end for 30 år siden,” fastslår Ernst Büscher forsigtigt som talsmand for Deutsches Weininstitut, om det nuværende stade i klimaforandringerne.”

Rød alarm, grønne tiltag

“Klimaforandringerne er et enormt problem, som vi må og skal beskytte os imod,” fastslår Peter Kriechel; og de tyske vinbønder står, som de fleste af deres europæiske og oversøiske kolleger, altså kort og godt over for to udfordringer: For det første at reducere deres eget og branchens bidrag til den globale opvarmning. Det kan ske ved at skære ned på deres eget energiforbrug og udledning af drivhusgasser; men det forbliver er en dråbe i havet, hvis ikke resten af verdens landbrug og industri følger med. For det andet skal vinbønderne løbende tilpasse deres vinbrug de forandringer, der allerede er ved at ske, hvis der fortsat skal sættes god vin på bordene; og det er en langt mere lavpraktisk, omend krævende opgave.

Mange af de lavpraktiske løsninger er at finde i økologisk og biodynamisk vinbrug, hvor man allerede arbejder ‘på naturens nåde’ i forhold til udsving i temperaturer og nedbør. Naturligt grønt bunddække er en selvfølgelighed hos de fleste økologer; og ikke nok med, at disse dækplanter hjælper med at holde på vandet i jorden, de kan desuden bidrage med en øget binding af kvælstof og kulstof. De holder også bedre sammen på jorden, så man i tilfælde af f.eks. ekstrem regn undgår erosion— en særdeles vigtig egenskab, især på skrånende marker.

Brugen af kompost, som er biodynamikernes særlige kæphest, synes at skabe et rigere mikrobielt liv i vinmarken, som er med til at skabe en bedre balance i økosystemet. Fortalerne fremhæver det som forklaringen på mange biodynamiske vines bedre balance og større friskhed, selv i meget kolde, våde, varme og tørre år. Samtidigt gavner naturligt bunddække og kompost biodiversiteten, som i forvejen er truet af klimaforandringerne.

Forsmag på fremtiden: Her sammenlignes, hvor der kan dyrkes vin i Tyskland, og hvilke sorter, der kan modnes der. Vinområderne rykker ud i hele landet og langt mod nord; og Merlot, Cabernet og Grenache vil snart kunne modne tilfredsstillende. Drøm eller mareridt? Kilde: Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung

Andre ændringsforslag kommer fra forskning i alternative dyrkningsmetoder og nye druesorter. Franske og andre mere sydlandske sorter er allerede med en vis succes introduceret i det tyske, tag blot Ahrs succes med Pinot Noir og Badens nylige succeser med Bordeaux-sorterne og Syrah. Omvendt har øko- og bio-pionererne på Weingut Schönhals i Rheinhessen f.eks. satset stort på nye tyske druer, de såkalte PIWI-sorter (pilzwiderstandsfähige = svampe-modstandsdygtige), som er krydsninger med gode resistensegenskaber over for skimmel og meldug. De er dermed velegnede til både varmere, fugtigere forhold og især til økologisk dyrkning, da de klarer sig fortrinligt uden fungicider. De fleste PIWI'er tåler desuden også tørkestress glimrende. Bonus på begge parametre. Hanneke Schönhals bedyrer ligefrem, at hun med sorter som rivaner, regent, saphira og cabernet blanc laver Zukunftsweine, fremtidssikrede vine.

Håndarbejde og letvægt

Atter andre forbedringer kan komme fra gentænkning af ekstremt lavpraktiske forhold: “Tunge flasker er en forbrydelse!” udbryder Dr. Keith Ulrich, da jeg taler med ham om grøn omstilling i vinbranchen. Ulrich er formand for det bæredygtige konsulent- og certificeringsfirma Fair’n Green. Han er specialist i energieffektivitet og logistik og har tidligere ledet innovationsafdelingen hos DHL, hvor han stod for udviklingen af GoGreen, en løsning til klimaneutral transport. “En vinflaske bør veje mindre end sit indhold,” siger han, “og den kan sagtens veje meget mindre. Vi arbejder med gode flasker på under 600 og helt ned til under 300 gram. Man er nødt til at opgive den gamle idé om, at ‘en god vin har brug for en tung flaske’. Dermed vil meget allerede være gjort.”

Kernen i de bæredygtige bedrifter er generelt at stræbe efter at optimere hele bedriftsledelsen— fra markdriften over kælderforvaltningen til markedsføringen— som del af en samlet helhed med målet langtidsholdbar og bæredygtig drift. Hvert trin i processen forsøges fortløbende forbedret, under vejledning og opsyn fra forskellige instanser. I Tyskland er det eksempelvis organisationerne EcoStep-Wein, FairChoice og førnævnte Fair’n Green.

Hvad indebærer et mere bæredygtigt vinbrug så i praksis? Jo, man bestræber sig på at arbejde grønnere og mindre indgribende på flere måder. I markerne benytter man kun gødning og sprøjtemidler, hvis et behov rejser sig og ellers ikke. Generelt søges anvendelsen nedbragt, og en lang række sprøjtegifte, f.eks. glyfosat (Roundup) er bandlyst. Andre indsatsområder er reduktion af vandforbrug, både til vanding og i kælderarbejdet. Desuden er der bestræbelser på at øge biodiversitet gennem forskellige tiltag som eks. grønt bunddække mellem rækkerne, vilde hegn ved vinmarkerne samt insekthoteller.

Stor biodiversitet i bunddækket i en økologisk dyrket vinmark.

Det største indsatsområde i denne sammenhæng er dog CO2-aftrykket: Man kan forsøge at køre mindre traktor eller skifte til mere energirigtige el-traktorer. Man kan søge at skære ned på sit samlede energiforbrug og kan desuden skifte til “grøn elektricitet” eller selv installere solpaneler eller jordvarmeanlæg. Som nævnt udgør emballage og transport en særlig stor del af vinindustriens CO2-aftryk og kan effektivt lettes ved f.eks. at bruge bemeldte letvægtsflasker, som både er mindre ressourcekrævende at producere og siden at transportere. Efterfølgende kan man søge at benytte transportfirmaer, som arbejder på en lignende bæredygtig måde, gerne med så korte transportkæder som muligt.

Fair’n Green er Tysklands største sammenslutning af bæredygtigt orienterede vinproducenter, for indeværende med 55 medlemmer i Tyskland, herunder store og velkendte navne som von Hövel, Heymann-Löwenstein, Clemens Busch, Georg Breuer og Helmuth Dönnhoff, samt et mindre men voksende antal i det øvrige Europa. Foruden det med flaskerne, så er effektivitet i energiforbruget, f.eks. i forbindelse med nedkøling i kælderen, et andet oplagt indsatsområde. Mindre maskinelt og mere manuelt arbejde i vinmarken et tredje. “Vi beregner vores vinhuses klimaaftryk og regner især på, hvordan de konkret kan reducere deres CO2-udledning,” forklarer Ulrich, “og ofte er det nemt op til 50%, hvilket overhovedet ikke er ubetydelige tal.” Der er altså også grunde til optimisme.

Men økologi og letvægtsflasker gør det langt fra alene. I det store hele kan økologi, forkert implementeret, faktisk gøre det værre. For i en verden med stigende befolkningstilvækst synes mere fritlagt natur og et landbrug med lavere udbytter nemlig ikke at være den åbenlyse vej frem. En ubekvem sandhed, som kræver en praktisk løsning— men der er desværre ingen nemme løsninger på så svære problemer, som klimakrisen stiller os overfor.

Tyskland ser rødt

“Vi har ganske enkelt ikke problemer med at få druerne til at modne længere,” opsummerer vinbonden Dirk Würtz situationen. Han har sit daglige virke på St. Antony i Rheinhessen, hvor han bl.a. laver Blaufränkisch og Spätburgunder; og han bedyrer, at de tyske vinbønder “indtil videre er vinderne af klimaforandringerne. Jeg ved, det er noget modbydeligt noget at sige, men det er sandt.”

Sandt er det i hvert fald, at især tysk rødvin aldrig har stået stærkere internationalt end nu. Arealet med blå druesorter er således udvidet med hele 13.600 hektarer siden 1995. I de sidste ti år har tyskerne da også høstet international anerkendelse og nye kunder, især på Pinot Noir-fronten; og vi kan for indeværende glæde os over godheden i vinene fra f.eks. Baden, Württemberg og Ahr. Så længe det ikke står i vejen for videre tiltag på den grønne front. Med en formaning fra Keith Ulrich: “Det er dejligt at drikke god vin, men det er også nemt at glemme, at klimatiltag er vigtige— det er noget, vi ganske enkelt bliver nødt til at gøre. Bare tænk på, hvad der skete i Ahr!”

Wir schaffen das?

Tyskerne har mange regnskaber at gøre op efter katastrofen: Endnu pågår et enormt genopbygningsarbejde, og arbejdet med at fremtidssikre floddalen og ikke mindst modvirke kraftigere klimaforandringer tårner sig op. Gåpåmodet hos især den yngre generation er dog ikke til at tage fejl af; og i mellemtiden er det en trøst, at selv sidste års vinhøst i Ahr kom sikkert i hus, og at den trods de svære genvordigheder over sommeren tegner til at blive af fornem kvalitet. Vinbønderne øjner et håb forude, og det samme kan vi andre gøre. Selvom man måske ikke fik erholdt sig en af de nu eksklusive Flutweine, så findes der stadig adskillige gode flasker af forgangne årgange rundt omkring, og trods alt vil der fremover komme nye til.

Bertram-Baltes Mayschosser Mönchberg 2018 er det gamle Ahr med et ungdommeligt udtryk fra den imposante sydskråning Mönchberg ved Mayschoss; og Bennis økologiske markarbejde og Julias puristiske og minimalistiske kælderarbejde har her givet terroirudtrykket et tydeligt naturligt twist. Reduktiv næse, røget, ristet, flintet og krydret med en frugt så mørk som ved nymåne i november. Men som saft er den svævende og svirrende, omend fast struktureret, og så lyser den langsomt op med ribs, solbær og kirsebær og små strejf af læder, skovbund, tobak, røg, sort kardemomme og kanel. Som genopbygningen i Ahr kræver den tid. Det er ganske enkelt kompleks og kompliceret Pinot Noir til den lange bane.

Perfect pairing: Friederike Ottos bog ‘Angry Weather: Heat Waves, Floods, Storms, and the New Science of Climate Change’ (Greystone Books, 2020).

Flaske: Mönchberg 2018  
Vinhus: Bertram-Baltes  
Oprindelse: Ahr, Tyskland  
Drue: Spätburgunder  
Jordbund: Skifer, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Extra Brut Vinimport
Pris: 575,-
(dog for længst udsolgt)

Artiklen er en udvidet udgave af min “Når naturen går amok – Rød alarm og grøn omstilling i tysk vinbrug” fra DinVinGuide #31 udgivet februar i år. Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Deutsches Weininstitut og vinhusene; mens titlen er tyvstjålet fra vor store billedkunstner Arne Haugen Sørensens værk.

Riesling MMXX

Efter en række solrige, varme årgange med ret så rige vine samt en kanonisering af 2019-årgangen som endnu en af “Østrigs store 9’ere” — med tanke tilbage på de vellykkede og anmelderroste årgange 1989, 1999 og 2009 — ventede der anderledes varieret og vanskeligt vejr i Østrig i 2020. Kvaliteten af årgangens vine blev derfor afventet med spænding. De første bedømmelser kom for dagen de første dage i september 2021, hvor vinpresse, sommelierer og indkøbere samledes på Schloss Grafenegg i Wagram for at smage sig gennem Erste Lage-vinene fra de traditions- og kvalitetsbevidste producenter i sammenslutningen ÖTW, orkestreret af Wine&Partners. Lad det være sagt med det samme: Som sædvanligt var kvaliteten konsistent og topniveauet tårnhøjt. Den gode nyhed er endvidere, at vinene fra 2020 virker ret klassiske og velbalancerede. Vi skal i det følgende se nærmere på Riesling fra områdets førende producenter og bedste marker.

Schloss Grafenegg er hvert år i september rammen om Österreichische Traditionsweingüters årlige Erste Lagen smagning.

Klassiske kontraster

Skal man sætte 2020 på formel, vil det variable nok være eneste konstant: Efter en mild og tør vinter satte foråret ganske langsomt ind. April var solrig men meget tør, mens maj var mild og meget våd. Så broget kom året fra start, og solrige og regnfulde perioder fulgte hinanden hen over sommeren og efteråret. Heldigvis med moderate mængder nedbør, der bidrog til planternes vækst og fornuftig druesætning; men desværre også til en del fugt, som nødvendiggjorde mange arbejdstimer i markerne for at afværge svampesygdomme. Sæsonens sidste del blev dog til den tørrere side, så der sikredes god modenhed og koncentration. Høsten fandt sted fra først i september til sidst i oktober, og regn begyndt først for alvor at spille ind i oktober. Mængden af sent høstede druer er derfor begrænset, så vine i Reserve- og Prädikats-klasserne blev det ikke til mange af; men hovednummeret hos ÖTW er og bliver også de tørre og ranke Erste Lage-vine. De er i 2020 blevet særdeles strukturbetonede, især for Rieslings vedkommende, men samtidigt balancerede og ret elegante.

Som bekendt er det kontrasten, som gør et billede skarpt, og såvel en fint modnet frugt som en stringent syre trækker konturererne op i 2020. Den aromatiske modning gavnes som bekendt af udsving i temperaturerne og ikke for svidende sol, så der er masser af klassisk kølig og krydret duft at finde i årgangens fine Riesling-vine. De fremstår samlet set friske og frugtige, syren står knivskarpt, og alkoholen er mere moderat i modsætning til forgangne årgange som 2017, 2018 og 2019. Udbytterne blev til gengæld en smule mindre end disse mere bugnende år, men for den enkelte vins vedkommende er det som bekendt kvalitet og ikke kvantitet, det drejer sig om.

Resultaterne optræder altså anderledes ensartede end de vejrforhold, der skabte dem. Der er høj kvalitet over hele linjen, barren er høj, men omvendt synes de rekordsættende højdespringere at udeblive. Endnu i hvert fald, for mange at vinene er endnu unge og vil først vise deres fulde værd flere år ude i fremtiden. Skal man spå om en enkelt højdespringer, skiller ét navn sig ikke overraskende ud fra mængden: Marken Heiligenstein i Kamptal.

Tilstandsrapport: Riesling 2020

Lad mig give et hurtigt overblik over mine vurderinger af de smagte Riesling-vine, som for størstedelens vedkommende var fra årgang 2020. Enkelte producenter præsenterede 2019, og det er en tiltagende tendens at lade vinene modne længere før frigivelse.

WIEN. Her er der to producenter og to marker, som markerer sig med Riesling, og de er begge to sider af samme sag. Det er markerne Rosengartl og Preussen fra Fritz Wieninger og hans Nebengeschäft Hajszan-Neumann. Wieningers Preussen tager teten udi det syrede med strålende solgul citron og fyrig frisk lime i snuden; mens munden får mere hvid fersken, moden lime og litchi og et behageligt tørt stof. Syretrippet er aftaget en smule i Rosengartl, som med mere moden stenfrugt og et let humlet touch er mindre markant nu men sikkert lagringsværdig, som det er set fra tidligere årgange. Hajszan-Neumanns Steinberg har en let lakridskrydret duft og saftspændt ferskensmag med noter af æbler, hyldeblomst og limeskal.

TRAISENTAL. Gode takter fra Markus Huber men kollegerne Ludwig Neumayer og Tom Dockner kommer også langt, især med markerne Berg og Rothenbart. Hubers er frisk og flintet, med en klassisk østrigsk krydring og noget voksagtigt i duften; særdeles struktureret i munden, rustik syre og masser af stenfrugt, som hos Neumayer er meget krydret og nærmest urtet i eftersmagen.

WAGRAM. Martin Diwalds vine gør stadigt større indtryk på mig. Hans Goldberg er forførende friskfrugtig med en opkvikkende duft og smag af syrlige gule blommer, umeboshi, levende syre og et lille salt svirp. Eisenhut 2020 venter endnu på sig, men man må forvente noget fantastisk friskt efter den svirrende syre i årgang 2019 med dens liflige gule æbler og kvæder, modne mango og grønne urter. Karl Fritsch formår desuden en overraskende udtryksfuld Riesling fra Mordthal, fuld af syrlige gule mirabeller og blommer, med sprød syrlighed, flot fylde og modenhed og et citrisk, salt, tørt greb i finishen.

KREMSTAL. Er der én producent, der hæver sig over hoben her, så er det Franz Proidl. Det er sønnen Patrick, der nu står i front for produktionen, som p.t. også omlægges til økologi, men ellers er alt ved det gamle. Få formår at få så finesserige, balancerede vine med så stor rigdom som hos Proidl; og det er hen over hele linjen med deres Riesling fra markerne Ehrenfels, Hochäcker og Pfeningberg. Ehrenfels med sin mørke mineralitet og kompakte frugt af æbler, citron, lime og mango og en syre så svirpende, at den kan give gåsehud. Hochäcker med sit ligeledes syrestyrede, mineralske kondensat af hvid fersken, litchi og stenmel; og Pfeningberg som charmerer med sin liflige duft af paradisæbler, æblekvæder og ananas, sin saftighed og samtidigt stringente greb, og en sælsom vægtløs vægtighed, flyvende flydende sten. Nigl nærmer sig noget lignende kvalitativt, omend med en anderledes stil, med deres Hochäcker, og Geyerhof gør det særdeles godt med deres Kirchensteig.

KAMPTAL. Her føler jeg for alvor, jeg er hjemme, når det kommer til østrigsk Riesling; og hjemstavnsfølelsen er stærk også i 2020. Generelt er Gaisberg glimrende, og 2020 falder heller ikke igennem, hos Johannes Hirsch har den en højstemt men afstemt syrlig duft, gule mirabeller og blommer på syre, som går igen i smagen— ren, rund, stemningsfuld og forfriskende. Vi venter i spænding på Schloss Gobelsburgs aftapninger af 2020-årgangen fra disse marker; og mens vi venter, kan vi nyde den rene, ranke og superfriske stenfrugt i Birgit Eichingers Gaisberg: Glasklar duft, frisk lys stenfrugt; mere moden og eksotisk frugt i smagen, abrikos, og godt med tørstof; velintegreret syre, godt greb, rigtig fint; og så er Steinmassl skøn hos såvel Loimer som Bründlmayer, begge fulde af flydende sten, frisk hvid ferskenfrugt og ferskenkerne. Loiserberg bør også nævnes, først og fremmest fra Jurtschitsch, som har syrerank duft af spinkel gul stenfrugt. Slank, saftig og stram, med sirlig syrenerve og fint tørstof og fyldigere frugt i dybden; og så bliver det for alvor sjovt, når vi med Jurtschitsch nærmer os Heiligenstein.

Helgenkåring: Heiligenstein

Heiligenstein, hvor der udøves mirakler, Heiligensteins vine, som giver sig helt hen til det guddommelige. Det er god grund til at helgenkåre denne mark, der må være selvskrevet til kategorien Grosse Lage (Grand Cru), når ÖTWs klassifikationsproces en skønne dag når så langt. For Heiligensteins vine har ikke alene en særlig klasse, de har også en særlig karakter. Man mærker ganske enkelt, at her er en oplevelse i særklasse. Om det er den særlige ørkensandsten i undergrunden eller bakkens højde og vinkel eller den særlige stemning på stedet skal lades usagt her (læs nærmere om Heiligenstein her).

Gobelsburg og Loimer lader os vente på deres seneste årgange og ‘nøjes’ med at begejstre med årgang 2019. Men i 2020 er der allerede fuld plade hos Hirsch og Bründlmayer: Hirschs har en blid, hvid æbleduft med mild æblekernebitterhed og luftig brise. Blød i munden, først syrligt frisk, så frugtigt sødmefuld og mineralsk krydret. Flot stof, utroligt ren og salt finish. Bründlmayer kommer i år kun med en enkelt aftapning (ellers differentieres den med Alte Reben og Lyra), men den bedårer med en mild, sprød duft af intens hvid stenfrugt, den er frisk, rund og forholdsvist let i munden, med svirpende syre og et fint fenolisk greb, moden stenfrugtsmag og et fint hint af tropefrugt. Jurtschitsch sender både en almen og en Alte Reben-udgave på markedet i 2020; den saftige, smidigt stoflige og syrerige Heiligenstein med en lækker, sødmefuld hvid frugt; og den mere kompakte og komplekse Alte Reben med endnu mere raffinerede takter. Fornem vin nu, uden tvivl fantastisk vin ad åre.

Kontrolgruppe: Kogelberg

Nu er det selvfølgelig nemt at hylde en årgang ud fra de mest velkendte marker og klassiske vine. Så lad os kort kaste blikket på en af de andre gode men ofte oversete marker — og det i selskab med en lille række stadig bedre men endnu ofte forbigåede vinbønder.

Marken Kogelberg gav mig bemærkelsesværdigt gode oplevelser med 2020-årgangen fra Brandl, Hiedler, Leindl og Steininger. Den ligger lige nord for Zöbing, med terrasser på sin solbeskinnede, sydvendte skråning, som får kølige vinde direkte ind fra Waldviertel lige nord for om natten. Undergrunden byder på gnejs, glimmerskifer og amfibolit. Det forvaltes hos Brandl til en vin med frugtig snude, liflig stenfrugt og hvide og gule vingummibamser, et godt greb i munden, munter syre og moden frugt. Hos Hiedler igen den stringente stenfrugt i duften, mere moden gul frugt i munden, flot fylde og en vild syre. Hos Leindl dukker der skovjordbær, jordbærkerner og let ristede nødder frem i duften. Saftig og frugtig i smagen, med let frugtsødme og mild bitterhed.

Vinene er måske mere kantede og hænger knapt så godt sammen som ‘de store’ fra Heiligenstein, Gaisberg, Ehrensfels og Goldberg. Men de viser som disse, at årgangen spiller på både flot modnet frugt og frisk syre. Så også her er der klassiske dyder og stof nok til mange års udvikling. Som Jurtschitschs Riesling Ried Heiligenstein Alte Reben 2020 — med sakral struktur, saftig syre og stenet mineralitet løftet af en luftig lethed og en mild, moden frugt à la hvid fersken, moden lime, litchi og guava og let røgede anslag. Ansatser fra 2020 til 20 års udvikling.

Flaske: Ried Heiligenstein 2020  
Vinhus: Jurtschitsch  
Oprindelse: Kamptal, Østrig  
Drue: Riesling  
Jordbund: Konglomerat, sandsten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træsfade  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 12,5%  
Importør: Østjysk Vinforsyning  
Pris: 299,-