En duft af nyfalden regn

Duften af nyfalden regn på den tørstige jord. Petrichor kaldes det, og det er desuden navnet på João Portugal Ramos første og formidabelt vellykkede forsøg udi orangevinens verden. Vi er i det knastørre Alentejo i det sydlige Portugal, hos en af regionens og hele landets førende producenter. João Portugal Ramos har gennem en lang årrække arbejdet som ønolog og rådgiver for adskillige vinhuse i hele Portugal, før han fra 1989 opbyggede sit eget imponerende vinhus med hovedsæde på Vila Santa i Estremoz; og fra basen i Alentejo har det siden forgrenet sig videre til Beiras, Douro og Vinho Verde. Den røde tråd er et fokus på de regionale terroirs og lokale traditioner og ikke mindst et afsæt i Portugals stolte arv af indfødte druesorter.

Petrichor er en enkeltmarksvin fra karakteristisk skiferjord med en nu 20 år gammel og økologisk dyrket beplantning af Arinto og Verdelho. Første årgang er 2022, og druerne er håndhøstet tidligt om morgenen først i september for at sikre friskheden i vinen. Ved ankomsten til vineriet selekterede man derefter de sundeste druer, som derefter blev afstilket, nænsomt knust og overført til gæring i 3.000 liters ovale cementtanke. Syv måneders skindkontakt og efterfølgende seks måneders modning på gærresterne. Syren er havnet på 5,6 gram per liter, balanceret af godt 3 gram restsukker efter en alkoholprocent på 12.

Det er regn under sydens sol, og ikke duften af milde Danmark og den lyse nat, der rammer næseborene— den er faldet under varmere himmelstrøg, over støvet sand og tør skifer, mellem træer med sydfrugter og vilde sydlandske vækster. Fra glasset hæver sig en forførende dyb duft af jasmin, kaprifolium, mandariner, abrikoser, dugvådt græs, nyslået hø, safran, støv… og i munden følger de trop, med overraskende læskende flow, en mild syre og blide oolong te-agtige tanniner. God balance, koncentration og kompleksitet. Det dufter og smager af sommer og lever flot op til vinhusets motto, at “vin afspejler jorden, den er født af, og den, der fremstiller den".

Anden generations João Maria Portugal Ramos følger i faderens fodspor som vinmager på Vila Santa i Alentejo

Alentejo er et særdeles stort og særligt solbeskinnet område i det sydøstlige Portugal, som af gode grunde især er kendt for sine kraftige rødvine; men området er takket sin store vidde og bredde ret forskelligartet, og der fremstilles derfor også lettere og frugtigere rødvine og hvidvine af fin kvalitet. Orangevine er heller ikke noget særsyn, særligt som følge af en genoptagelse af områdets gamle tradition for vinifikation på talhas, amforaer. En kærkommen variation til den store industriproduktion, som i alt for mange år har defineret området. Det forholdsvist flade landskab var nemlig let at anlægge store marker til maskinel høst på, og store vinerier med produktion af store mængder. Men at kvantitet udelukket kvalitet, udelukkes af Ramos. Proportionerne skal blot være i orden, og håndværket holdes i hævd.

Alentejo er som DOC inddelt i otte mindre regioner (Ramos i det centrale Évora), der tegner en finere mosaik ud fra terrænets beskaffenhed, de lokale geologiske forhold (ler, sand, skifer, granit og kalksten) og mikroklimaet, som varierer en del. Generelt er foråret grønt og frodigt, mens sommeren byder på rigeligt med sol og varme og stadigt længere tørkeperioder. Det tilsmiler især de blå druer Aragonez, Trincadeira, Alfrovheiro, Castelão og Alicante Bouschet, som historisk ofte er strikket sammen i blends; mens det for de grønne druers vedkommende først og fremmest drejer sig om Arinto, Antão Vaz, Fernão Pires og Roupeiro — og et mangefold af andre, sjældnere sorter, som vi i disse år får mere syn for.

Den variation, såvel i naturen som i kulturlandskabet, søger João Portugal Ramos og mange andre gode kræfter at beskytte og fremme. Vinhuset har gennem en længere årrække satset på såkaldt ‘integreret produktion’ med mindre benyttelse af pesticider, pløjning er opgivet til fordel for særlige typer af grønne bunddækker, og kvas fra vinproduktionen genbruges i kompost. Den i Alentejo ellers så udbredte kunstvanding søges stærkt begrænset, udelukkende til overvåget drypvanding; og i dag er godt en tredjedel af deres vinmarker i certificeret økologisk produktion. Desuden spiller bæredygtighed, især i forhold til biodiversitet, en stadig større rolle, således har de siden 2012 deltaget i det europæiske netværk for Business & Biodiversity, der understøtter virksomheder i at beskytte biodiversitet på regionalt og lokalt plan.

Vil man smage andre frugter af det arbejde end Petrichor, kan den flotte hvide Marquês de Borba Vinhas Velhas Branco anbefales, en citrusduftende og citrusfrisk hvidvin med frisk stenfrugtsmag, mineralsk krydring og flot kompleksitet. Det er et blend af Arinto, Alvarinho, Antão Vaz og Roupeiro, gæret på stål og delvist modnet på franske og ungarske egetræsfade. Dens røde genpart Vinhas Velhas Tinto er heller ikke at kimse ad, et blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Castelão og Syrah, med tæt smag af alskens røde bær, jordbær, hindbær, kirsebær, saftspændt og med fine tanniner, rigtigt flot balanceret.

Petrichor

Vi kender og elsker den, den karakteristiske "duft af regn", når de første regndråber falder på jorden efter en lang tørkeperiode. Herhjemme er den en umiskendelig del af højsommeren, når en ‘sky over marken velsignelsen sender’, eller når en pludselig tordenbyge skyller landskabet godt igennem. Vinkendere slynger ofte også om sig med mere eller mindre blomstrende beskrivelser af rislende vandløb, fugtig skovbund og våde sten. Men hvordan opstår den særlige duft egentlig?

Regndråber består af vand, der bevæger sig gennem luft, to stoffer, som begge i sig selv er duftløste, så det er oplagt at søge forklaringen i mødet med jorden og i den dis, der af og til kan ses svæve over den efter sommerregn. Det forbindelse fik en videnskabeligt vinkling i 1964, hvor to australske forskere, I.J. Bear og R.G. Thomas, publicerede en artikel i det velkendte videnskabelige tidsskrift Nature, hvor de gav den umiskendelige lugt navnet "petrichor" — et teknisk begreb dannet af græsk πέτρος, sten, og ἰχώρ, den mytiske, æteriske væske, der løber i gudernes årer. Gennem deres undersøgelser havde de to identificeret en særlig bestanddel i ‘lugten af våd sten’, som længe havde forundret forskere, da langt de fleste sten selv i de fineste vandige opløsninger ikke indeholder aromatiske stoffer. Men Bear og Thomas havde bemærket et organisk stof på sten, klipper, veje og andre jordoverflader, som de mente var ansvarlig for lugten— en æterisk olie, som udskiltes af en lang række planter og siden lagde sig som et fint lag oven på jorden. Senere undersøgelser viste dog, at det var en anden forbindelse, som var den afgørende for duften, et stof dannet af visse jordbakterier, især steptomyces, når de udsættes for varme og tørke; men som frigives, så snart det kommer i kontakt med vand. Navnet blev geosmin, af græsk γῆ, jord, og ὀσμή, duft; og sammen med visse æteriske olier fra svampe og planter (oktanol, linalool, geraniol m.fl.) skaber det den velkendte ‘våde duft’, der via aerosoler, bittesmå luftbårne dråber, som fra den varme jord løftes op i luften; af græsk ἀήρ, luft, og latin solutio, opløsning. Geosmin er også hovedkomponenten i den karakteristiske jordagtige duft af rødbede.

Petrichor kan antage forskellige former, alt afhængigt af jordens fysiske beskaffenhed, hvor regnen falder, hvilket først og fremmest afgør intensiteten af geosmin-duften. Dertil kommer de andre aromatiske komponenter, som selvfølgelig vil variere efter jordens indhold af organisk materiale; og de æteriske olier vil selvfølgelig variere fra en dansk pløjemark eller nåleskov til sydeuropæisk maki og garrigue. Interessant nok kan geosmin også forefindes i vin. Det kan være på spil, når vinen dufter af våde sten, fugtig muld, skovbund, champignon, kartoffel eller rødbede; mens duft af fugtigt græs, nyslået hø, våde blade og lignende oftest tilskrives stoffer som linalool eller forskellige svovlforbindelser. Små brikker i det store puslespil, som vin kan lægge i vores bevidsthed — som et kaleidoskop af naturens underfulde mangfoldighed.

Flaske: Petrichor 2022
Vinhus: João Portugal Ramos
Oprindelse: Alentejo, Portugal  
Druer: Arinto, Verdelho  
Jordbund: Ler, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke,
syv måneders skindkontakt  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Hans Just A/S
Pris: cirka 250,-  

KAST

Slavonien kan virke søvndyssende. Et smukt gammelt landbrugsområde, hvor tiden ikke blot går langsomt men måske helt er gået i stå; indtil ungdommelige kræfter kommer til og vækker det slumrende vinområde til dåd igen og skaber ny tro på fremtiden.

Vi befinder os i den østligste del af det kroatiske indland: Den lille by Ilok, beliggende i det historiske område Srijem i det østlige Slavonien, langs floden Donau og lige på grænsen til nabolandet Serbien. I vinsammenhæng har Ilok længe været kendt for sit store vinhus, Iločki Podrumi, de historiske kældre i Ilok. Hvis Slavonien ellers er kendt i vinverdenen, er det nok for sine vidtstrakte egeskove, som lægger tømmer til egetræsfade af første klasse— når det da ikke lige forveksles med Slovenien— men områdets egen vin er forbeholdt de lokale samt snævrere vinkenderkredse. Synd og skam, for mellem middelmådig hverdagsvin og massefremstillet bulkvin finder man faktisk flotte håndværksvine af høj kvalitet, hvis man ved, hvor man skal lede.

Det kommer til at ændre sig, især hvis det står til KAST, et nyligt indviet vinhus i Ilok med søskendeparret Katarina og Stjepan Kovčalija som navngivende frontfigurer. De to ikke bare viderefører forældrenes vinhus i nye klæder. De har også påtaget sig at løfte den tunge opgave at føre slavonske traditioner ind i fremtiden i fornyet form— med formålet at genrejse den stagnerende vinregion til rette storhed og skabe international opmærksomhed om området og dets vine. Det gør de gevaldigt godt med deres debut Graševina, som ikke bare er usædvanligt god hvidvin til en overraskende god pris. Det er også moderne terroir-vin og tegn på nye tider i et glemt område af Europa, som trods gode forudsætninger alt for længe har hængt fast i en dyster fortids dynd.

Fra grå hverdag til farverig første klasse

Det slavonske landskab er smukt, store vidder med landlig charme, men når det kommer til byer, bygninger og infrastruktur mærker man trætheden, tidens tand og ikke mindst menneskelig svig og svigt. Forladte huse, forfaldne bygninger, facader med tredive år gamle skudhuller og en stadig aftagende befolkning. Slavonien har i skyggen af den kroatiske uafhængighedskrig i 1990’erne desværre udviklet sig til en skygge af sig selv, et ‘Udkants-Kroatien’ uden særlige fremtidsudsigter og et område, som især de unge forlader.

Ilok er Kroatiens østligste by, beliggende på Donaus vestlige bred langs Fruška Gora højderyggen og med udsigt direkte mod Serbien. Byen har knapt 5.000 indbyggere men modtager årligt tusindevis af turister, som først og fremmest kommer for at se byens befæstning, Sankt Ivan Kapistran kirken og det franciskanske kloster. De fleste lægger også turen forbi Ilocki Podrumis historiske vinkælder og måske endda den fyrstelige Principovac ejendom og de tilstødende vinmarker og golfbaner.

Lokal virkelyst er nu ikke en mangelvare. Den enterprenante familie Kovčalija, som står bag hotellet og restauranten Dunav, har gennem årene gjort sit for at skabe opmærsomhed om og tiltrække turister til regionen, f.eks. med løfter om landlig ro og gourmetmad med udgangspunkt i frisk fisk fra Donau og andre specialiteter fra det gamle kulturområde Srijem. Søskendeparret Stjepan og Katarina Kovčalija er ikke kun vokset op med driftige forretningsfolk som forældre, de har også vinbønder og vinmagere i slægten på både mødrende og fædrende side. Så en fremtid i vinens verden var dem ikke ligefrem fremmed.

Familien Kovčalija, forældrene flankerer søskendeparret Stjepan og Katarina

Vinhuset er nyligt indviet, har ungt blod som drivkraft men har alligevel været længe undervejs. En række europæiske fonde har spyttet penge i projektet, og man har ikke holdt sig tilbage for at bygge noget helt nyt op fra bunden— også bogstaveligt talt, da det nyopførte vinhus med lethed ville kunne begå sig som finere vinhus i Piemonte eller Ribera del Duero. Det ser ud af noget, men heldigvis er det ikke kun det visuelle, der er investeret i. KAST står frem som et symbol på en ny tid i Slavonien: Funklende nyt, med inventar af første klasse i kælderen og samtidigt med elegant arkitektur og design. Huset skiller sig fra første øjekast ud fra det ellers så søvnige område, hvor huse og infrastruktur som nævnt stadig bærer et præg af den for længst overståede krig i 1990’erne og den deraf følgende regression og affolkning, som er forsat ind i 2020’erne; men den udvikling håber KAST på at kunne være med til at vende nu— og med lidt held og den rette håndtering kan de kaste glans ikke kun på Ilok men også Srijem og Slavonien som helhed.

Iloks nye ansigt

Familien Kovčalijas vinmarker er dedikeret til Graševina, Frankovka og Traminac, typisk slavonske sorter, som samtidigt kan vække genkendelsens glæde under deres internationalt mere kendte navne Welschriesling, Blaufränkisch og Gewürztraminer. Fokus er at forfine de lokale traditioner, og dertil har de hyret ønologen Mladen Dragojlović fra Novi Sad i Vojvodina, Serbien. Han er kendt for sit samarbejde med Matalj i Negotin siden vinhusets grundlæggelse, og derefter med andre succesfulde serbiske vinhuse som Đoković og Matijašević.

For det ydre udtryk står istriske Goran Perić, som har tegnet bygningen og desuden står bag indretningen. Perić er en respekteret arkitekt og teknologisk designer med masser af erfaring fra det kommercielt fremmelige Istrien; og i overensstemmelse med Stjepans og Katarinas idéer har han formået at udforme og udstyre kælderen til det formål, familien har sat sig: At producere lokal vin med international format, at forene det lokale med det globale, fortiden med fremtiden. Vin som kunsthåndværk, vještina vina.

Kælderens design er dedikeret dels til Slavoniens særegne traditioner, dels til nøgleperioder i vinhistorien generelt. Den falder i fire dele: Den første står for nutiden, og her står rustfri ståltanke linet op. Den anden trækker på den østrigsk-ungarske tradition, hvor man modnede vin i cementtanke. Den tredje del rækker tilbage til førmoderne tid og middelalderen, og her står træfadene stablet op; og den fjerde og sidste sektion er dedikeret til den klassiske oldtid og romernes udstyr, så her står der talrige terrakotta amforaer på rad og række. I praksis giver det mulighed for at gære, modne og lagre vin i flere forskellige farver og af mange forskellige typer, lige som man vil have det. Ambitiøst, og det bliver spændende at se, hvilken retning og hvor langt, de vil tage det.

Slavonsk vinhistorie 101

Lad os på den foranledning kort kaste et blik på Slavoniens fortid for også at sætte dets mulige fremtid i perspektiv. Keltiske og andre stammefolk dyrkede sikkert vinstokke på disse kanter længe før romerne lagde vejen forbi og satte system i vinavlen. Romerrigets forfaldstid blev dermed også vinavlens forfaldstid, for vi skal næsten helt frem til 1200-tallet, før vi støder på seriøs vinfremstilling på egnen igen. Som så mange andre steder var det driftige munke, som satte sving i vinavlen, i Slavonien især cisterciensermunke fra klosteret i Kutjevo, som blev et vigtigt centrum for vinavl og landbrugsvirksomhed i det hele taget. Så kom der et kort intermezzo under osmannisk styre fra 1500- til 1600-tallet, som heller ikke her gjorde noget godt for vinfremstillingen; men den vendte gelinde tilbage og genvandt fordums styrke, ikke mindst grundet stiftet i Ðakovo men også adelige slægter som Odeschalchi, Eltz, Chech samt Janković fra Daruvar. Allerede dengang skabtes grundlaget for Graševina som vigtigste drue sammen med de aromatiske sorter, vi i dag kender som Traminer og Muskateller. Mørke tider lurede dog igen forude, for vinrodlusen skulle gøre et ondt indhug i vinavlen i slutningen af 1800-tallet. Den decimerede på kort tid markarealet; men heldigvis vandt vinavlen igen hastigt terræn, nu på amerikanske rødder og med flere sorter af østrigsk-tysk herkomst, især Silvaner og Riesling, og i løbet af 1900-tallet skulle de få følgeskab af flere franske som eksempelvis Pinot-sorterne og Bordeaux-druer som Cabernet og Merlot. Men Graševina var, er og forbliver formentlig dronningen blandt de slavonske sorter, ubetinget kvalitativt men så sandelig også kvantitativt. Ikke mindst i anden halvdel af 1900-tallet, hvor Slavonien som en del af den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien virkede både som en af statens brødkurve men også dens vintønder. Kooperativer stod for fælles produktionsanlæg, og anlægning af større, sammenhængende vinmarker gav mening i det forholdsvist flade og mesoklimatisk ensformige Slavonien. Derfor ser man den dag i dag stadig de største sammenhængende vinmarksarealer i Kroatien netop i Slavonien, selvom produktionen i mellemtiden er privatiseret og diversificeret; men i mellemtiden fra jugoslavisk fælleseje til kroatisk selvstændighed kom desværre den såkaldte ‘Hjemlandskrig’, som ramte Slavonien særligt hårdt. Nærheden til nabolandet Serbien og en broget befolkningssammensætning i grænseområdet gjorde især det østlige Slavonien til en særlig kampplads i begyndelsen af 1990’erne— med beskydningen og belejringen af byen Vukovar som en af krigens ikoniske begivenheder men også krigshandlinger omkring vigtige vinbyer som Erdut, Ilok og Slavonski Brod. Freden har for længst indfundet sig igen; men desværre er de gode, gamle dage ikke vendt tilbage med den. I stedet er økonomisk stagnation og deraf følgende arbejdsløshed og affolkning blevet en del af hverdagen.

Men den udvikling er altså muligvis ved at vende. Den kroatiske stat og EUs strukturfonde har sat masser af midler af til at modvirke den negative spiral, som har sat området skak så længe; og på vinfronten har flere vinhuse som f.eks. Galić i Kutjevo lidt længer imod vest forsøgt sig med massive investeringer i både moderne kælder, veludrustet vinhus og andre kommercielle tiltag. Der leges med moderne såvel som traditionelle vintyper, stilarter og druesorter (såsom Riesling, Sauvignon, Cabernet og Merlot) men Graševina er og bliver det særligt slavonske trumfkort. Graševina har med tiden tilpasset sig den rige slavonske jord og de særlige kontinentale klimaforhold. Druens sendrægtige natur passer perfekt sammen med det korte, kølige forår og det lange, lune efterår; og får den lov at vokse på særligt solvendte skråninger reduceres ikke kun risikoen for skimmel og råd, samtidigt maksimeres både sukkermodning og fenolisk modning.

Vještina Graševina

Ilok er som Erdut kendt for Graševina af god kvalitet, mens Kutjevo nok løber med æren, hvis vi taler Graševina med særlig karakter. Som hverdagsvin er Graševina let og læskende uden de store krummelurer, men mere seriøse vine formår at balancere frugtighed og mineralitet, intensitet og kompleksitet på ret raffineret vis. Det kendes fra f.eks. Kutjevos klassiker, Krauthakers Mitrovac, alternativt Antunovićs Premium fra Erdut, og ikke mindst den senthøstede, sødmefulde Principovac fra lokale Iločki Podrumi. Kan KAST kaste et æble ind i den samling og skabe usikkerhed om den skønneste i flokken?

Svaret er: med tiden ja. Lige nu gør de det allerede glimrende med deres unge og løfterige Graševina, som det skal blive spændende at følge årgang for årgang, ikke mindst med lagring og eftertidens ulidelige vished. Lige nu er KAST Graševina 2022 en usædvanligt frisk vin med et raffineret udtryk, fin aromatik, tekstur og fenolik. Grønne æbler og pis. Skal man drage populære paralleller, går der lige linjer til klassisk Chablis eller Chasselas af fineste skuffe.

Druerne er høstet ved håndkraft af fire omgange fra godt 20 år gamle stokke. Grundig selektion, afstikning og kølig maceration i seks til otte timer; derefter gæres mosten på ståltanke og siden modnes vinen seks måneder på gærresterne i et miks af familiens fire forskellige lagringsmuligheder: Små og store fade, cementæg og amforaer. En fin ny begyndelse.

Flaske: Graševina 2022
Vinhus: KAST  
Oprindelse: Slavonien, Kroatien  
Drue: Graševina  
Jordbund: Sand, ler
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Forhandler: f.eks. Miva
Pris: cirka 100,-  

Original Zin

Findes der nogen mere amerikansk drik end Zinfandel? Det skulle da lige være Coca-Cola! Californiens særlige bidrag til vinens verdensarv er 4. juli på flaske, varmer hjertet og glæder ganen hos enhver amerikansk patriot og mangt en moden dansk vindrikker. Zin er simpelthen smagen af USA og ligesom landet elsket og hadet men umuligt at komme uden om. Zinfandel er så lige californisk som Hollywood, Yosemite, Silicon Valley og Golden Gate Bridge. En indfødt som John Steinbeck, Clint Eastwood, Lars Ulrich eller Arnold Schwarzenegger. Nuvel, sidstnævnte to er velsagtens ikke indfødte californiere… men nå nej, det er Zinfandel jo heller ikke!

Som de fleste vil vide er Zinfandel identisk med den syditalienske sort Primitivo, som ligeledes er blevet en populær sjælevarmer verden over, ganske sikkert især som følge af opdagelsen af sammenhængen. Men som de fleste til gengæld ikke ved, så stopper historien ikke der— for Primitivo er nemlig en nylig tilføjelse til de italienske vinmarker, en indvandrer ligesom Zinfandel er det i Californien. Hvorfra? Kroatien såmænd, fra Dalmatien lige på den anden side af Adriaterhavet. Det er en efterhånden 20 år gammel opdagelse, men den er langsom til at sive ind på lystavlen i den brede befolkning. Formentligt også fordi dens kroatiske navn er Crljenak Kaštelanski eller Tribidrag; og fordi der for tiden ikke fremstilles store mængder vin på sorten i det kroatiske; og fordi kroatisk vin i det hele taget ligger i den blinde vinkel for danske forbrugere. Det er synd og skam, for der er spændende nye og meget velsmagende vine i vente, til Zin-fans og til alle andre med nysgerrige snuder og tunger. Men først tilbage til Californien, hvor den langvarige afdækning af Zinfandels europæiske aner tog sin begyndelse— og det er en snørklet men svært fascinerende fortælling om hårdt arbejde, ualmindeligt held og tilfældige sammentræf, skabt i samspil mellem folklore, kulturhistorie, naturhistorie og moderne teknologier.

Hvor’ du fra?

Da Zinfandel ikke deler navn med nogen velkendt europæisk rødvinsdrue, har den forårsaget ikke så få grublerier om sit sande ophav og skabt grundlag for en hel del spekulationer om sine mulige forbindelser til den ene eller anden velkendte druesort— nogle vildere end andre. Et fællestræk ved alle disse oprindelsesteorier og slægtskabspostulater er, at de i det store hele har været ubegrundede og ofte er mere eller mindre grebet ud af den blå luft.

At druen skulle være indfødt amerikansk er af såvel historiske som botaniske og ikke mindst genetiske grunde helt hen i vejret; og der har heller aldrig været meget mere jordforbindelse i tanken om, at den skulle være en krydsning mellem vilde amerikanske og indførte europæiske vinstokke. Amerika har indfødte, vilde vinstokke (husk blot Leif den Lykkeliges beretning om Vinland) af slægterne vitis labrusca, riparia og rupestris, men de er alle markant anderledes i udseende, duft og smag end de europæiske vitis vinifera-sorter. Godt forsøgt, men alene en overfladisk inspektion af Zinfandel gør det klart, at der er tale om en god, gammeldags europæisk vinifera-sort. The million dollar question er blot hvilken.

Længe hang mange ved Haraszthy-hypotesen: Ifølge den skulle Zinfandel være af centraleuropæisk oprindelse og indført i Californien engang i 1850’erne. Gerningsmanden var ungareren Ágoston Haraszthy, som siden sin ankomst i USA i 1837 efter sigende plantede mere end 300 forskellige sorter i flere forskellige stater. En driftig mand må man sige, men historien melder ikke meget klarere ud om hverken navnet, druens eksakte oprindelse og mulige familieforhold. Det endelige dødsstød til den fortærskede fortælling kom, da historikeren Charles Sullivan stødte på skriftlige kilder til, at Zinfandel med stor sandsynlighed forefandtes i USA, længe før Haraszthy satte sine ben dér: En drue ved navn Black Zinfardel dukkede op i et katalog fra en planteskole på Long Island, New York i 1829; og fra 1830’erne fandtes der flere optegnelser af henholdsvis Zinfendal, Zinfindal og Zinfendel bl.a. fra en planteskole i Boston, og de navne klinger jo allesammen bekendt; og allerede så tidligt som 1820 skulle gartneren George Gibbs have dyrket den samme drue på sin gård på Long Island.

Allerede i 1800-tallets tidlige årtier var det dog begyndt at gå op for befolkningen i New England, at mulighederne for at etablere egentligt vinbrug i større skala var en umulighed ved den amerikanske østkyst, først og fremmest på grund af de klimatiske forhold. I stedet dyrkede man i vid udstrækning druer i drivhuse, mestendels til brug som spisedruer— og der viste den højt ydende og tidligt modnende Black Saint Peter’s a.k.a. Zinfandel sig populær, og for en tid gik der konkurrence i at kunne sende modne klaser på markedet allerede i juni måned.

Første gang navnet Zinfandel som sådant kan dokumenteres er i 1847 i vinavleren og forfatteren John Fisk Allens Practical Treatise in the Culture and Treament of the Grape Vine samt i et brev fra samme til redaktøren af fagbladet The Horticulturist i 1852; og allerede fra 1860’erne er der generel enighed om den stavemåde. Zin er dermed stadfæstet i USA, omend ‘kun’ som spisedrue og så på den ‘forkerte’ kyst; men dens fjernere oprindelse var stadig tabt i historiens tåger. Bevist blev det dog, at den ikke er indfødt men indført i Californien. Næste mysterium er så, hvordan druen kom fra østkysten til vestkysten.

Guldfeber og Zinsyge

Fra 1848 blev Californien grebet af guldfeber. Den 24. januar fandt arbejderen James Wilson Marshall et guldstykke under udgravning til grundlaget for savværket Sutter’s Mill i Sierra Nevada nær Sacramento. Ejeren Johann August Sutter forsøgte selv at holde guldfundene hemmelige men forgæves. Snart efter åbnede erhvervsmanden Samuel Brannan fra San Francisco en række butikker med udstyr til håbefulde guldgravere. Brennan var også bladsmører, og en avisartikel om fundene bragte hurtigt nyheden videre og udløste en flodbølge af tilstrømmende lykkejægere. Håbet om hurtig rigdom gennem guldgravning tiltrak de følgende år flere end 300.000 mænd fra nær og fjern. Befolkningstilvæksten medførte et økonomisk boom i området, som samtidigt oplevede en hastig industrialisering og merkantilisering— og ikke mindst tiltagende lovløse tilstande, et nyt vilde vesten. Det førte til, at Californien den 3. september 1850 blev officielt indlemmet i USA som dets 31. stat med kælenavnet ‘the Golden State’.

Guldfeberen varede fra 1848 til 1855. Undervejs udvikledes det californiske samfund hastigt, og i de samme år ses ikke overraskende en vild opblomstring i den californiske vinavl. Der var brug for vin til de tørstige minearbejdere; vin til at fejre nyvunden rigdom eller til at forsøde sin fiasko— og så var der altid muligheden for at slå sig på landbrug for at forsørge sig selv oven på en kuldsejlet guldgraverkarriere. Det oprindelige californiske vinbrug var for langt størstedelens vedkommende grundlagt af spanske indvandrere: Jesuitter og andre missionærer indførte i løbet af 1600- og 1700-tallet druer til dyrkning af vin, især til ceremoniel brug. Det var for det meste Mission-druen, den, der i Sydamerika også kendes som Criolla og País, landdruen, som er en aflægger af den spanske sort Listan; og den var næsten eneherskende frem til 1850’erne, hvor nye sorter slog rod og spredte sig som en steppebrand.

Var Zinfandel-stiklinge i mellemtiden kommet med karavanevogne tværs over prærien? Eller blev den bragt med som gods østfra af nybyggere og lykkejægere? Det eksakte øjeblik, hvor Zin først slog rod i californisk jord fortaber sig i fortidens mørke; men vi ved dog, at druen i 1850’erne så småt havde etableret sig i det nordlige Californien, og derfra gik det hurtigt. Frederic William Macondray var en af de mænd, der vides at have bragt Zin-stokke med sig til Californien. Den Massachusetts-fødte Macondray gjorde som ung karriere som kaptajn og handelsmand og slog sig i sine senere år ned i det nordlige Californien og drev landbrug. Macondray var en mester i at dyrke druer i drivhuse, og han havde vundet talrige priser for dyrkning af fremmede druesorter, han indførte; og en af dem, han tog med sig til Californien, var med sikkerhed sorten Zinfandel. Ydermere stiftede han California Agricultural Society.

Zin viste sig på de vestligere himmelstrøg at være mere end velegnet til at dyrke under åben himmel og til at forarbejde til ædlere stof end spisedruer. Snart skulle druen ikke kun gå fra ingenting til at være guldgravernes tørstslukker men tillige til at være conoisseurernes foretrukne. En Joseph Osborne fra Oak Knoll, nu i det nordlige Napa Valley, plantede på Macondrays anbefaling Zinfandel på sin vingård og lavede måske Californiens første egentlige vin på sorten. Den modtog anerkendelse og ros i 1857, og i de følgende år plantede flere og flere Zinfandel. Vi ved ikke med sikkerhed, hvilken stil, der var tale om, men meget tyder på en meget frugtig vin, der både var let drikkelig og ganske berusende, groft sagt en slags Golden State Beaujolais. Tørsten tilsagde flere vinstokke, og allerede i 1888 var Zinfandel statens suverænt mest dyrkede drue; og mange af stokkene fra den tid er mirakuløst overlevet fra dengang til i dag. Men i mellemtiden kom vinavlen for en tid i stærk modvind.

Forbudstid og forfaldstid

Væk med vin! Væk med whisky! Mådehold eller slet og ret afholdenhed var tilbagevendende temaer i den amerikanske offentligthed i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, og fra januar 1920 til december 1933 gik det fra slagord til lovens ord: Forbudstiden, the Prohibition Era, var en realitet.

Gennem årtier havde en aktiv afholdsbevægelse lavet lobby-arbejde for et egentligt forbud mod alkoholiske drikke. Anført af pietistiske kristne, radikalt progressive og med rygdækning fra en række læger rottede man sig sammen som bl.a. The Drys og The Anti-Saloon League og fik magt, som man havde agt; og med vedtagelsen af et tillæg til forfatningen (the 18th amendment) gjorde man det forbudt at fremstille, sælge og viderebringe berusende drikkevarer i hele unionen. Den nationale forbudslov af november 1919 specificerede, at der med ‘berusende drikkevarer’ mentes alle drikke med 0,5% alkoholindhold eller derover. Undtaget var dog, på frommeste amerikanske vis, vin til altergang og andre religiøse ceremonier; og desuden kunne vin og anden alkohol bruges til medicinske formål eller i særlige former for madlavning, det krævede blot en recept eller en særtilladelse.

Sådanne undtagelser kunne selvfølgelig udnyttes som smuthuller— og blev det flittigt! I samme periode erhvervede mange mænd sig desuden den hobby at fremstille frugtsaft til egen konsum. Det var op til de føderale myndigheder at bevise, at man i smug lod processen fortsætte til frugtvin, en ikke enkel opgave med den grundige amerikanske beskyttelse af privatlivets fred. Begreberne moonshine og bootlegging hører samme periode til. Det sorte marked stortrivedes i perioden, og den kriminelle underverden havde kronede dage, ikke mindst i efterdønningerne fra Børskrakket i 1929.

Det sendte den californiske vinindustri til tælling. Det var ellers lykkes at redde masser af vinmarker under phylloxera-epidemien, men nu fik man påbud om at rykke dem op med rode og at lukke sine kældre. Det betød dog ikke enden på vinavl i Californien, for mange lagde om til dyrkning af spisedruer eller produktion af druesaft og rosiner, og Zinfandels fortid som spisedrue kan her have været den en hjælpende hånd i nødens stund. Men druens pludselige opblomstring var lige så hastigt bragt til afblomstring. Efter forbudstidens afslutning i 1933 kom den californiske vinindustri kun langsomt til selv, først med billige bulkvine på Carignan og sultanas-sorten Thompson Seedless; og da det endelig kom til kvalitetsvine, dikterede en ny mode klassiske franske sorter som Cabernet Sauvignon og Merlot. Zinfandels glorværdige historie sank derefter i glemsel, og druen blev for en tid degraderet til anonym blandingsdrue.

Gennembruddet

Den 24. maj 1974 foranstaltede den anerkendte britiske vinhandler Steven Spurrier og hans amerikanske kollega Patricia Gallagher en blindsmagning af topvine fra Frankrig og Californien, for de hvides vedkommende fokuseret på Chardonnay og for de rødes på Bordeaux-blends. Dommerne var, foruden de to arrangører, ni fremtrædende franske vinkritikere og sommelierer, hvis stemmer var de eneste, der talte i den endelige opgørelse. Alle vine blev smagt blindt, vurderet individuelt og bedømt med op til 20 point. Panelets samlede score talte sit eget tydelige sprog: I begge kategorier indtog californiske vine førstepladsen, og de californiske vine faldt generelt ikke igennem i forhold til de franske. Nu var Napa pludselig på niveau med Pauillac og Beaune— franskmændene besejret på hjemmebanen! Smagningen er med amerikansk sans for drama og masser af pathos siden blevet kanoniseret som ‘The Judgment of Paris’ med passende reference til Prins Paris’ skæbnessvangre valg af den skønneste gudinde i den græske mytologi, et valg, der som bekendt førte til den trojanske krig og omkalfatring i den græske verden. I vinens verden førte smagningen til en international anerkendelse af californisk vins meritter; og måske ikke en ydmygelse af franskmændene, men de fik i hvert fald efterfølgende en seriøs konkurrent på markedet, som de var tvunget til at tage stilling til.

Manden bag den vindende hvidvin var Chateau Montelenas vinmager Mike Grgich med fødenavnet Miljenko Grgić (1923-2023). Han var født og opvokset i det sydlige Dalmatien i det daværende Jugoslavien, og efter endte studier i agronomi og ønologi begav han sig videre ud i verden, først til Tyskland, siden til Canada og sidst til Californien, hvor han kom til at arbejde tæt sammen med to af de definerende skikkelser i moderne californisk fine wine, Robert Mondavi og André Tchelistcheff. I 1972 blev han partner og winemaker på Chateau Montelena i Napa Valley, hvor han arbejdede utrætteligt med at forfine f.eks. Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Zinfandel. Ikke mindst ved at indarbejde ‘gammeldags’ europæiske teknikker som sur lies lagring med bâttonage og længere lagring på store træfade i det teknologisk topmoderne californiske vinbrug. Men Mike Grgich gør sig først og fremmest interessant i vores sammenhæng ved at være kroat af fødsel, opvokset langs Adriaterhavskysten og med fødderne plantet i et fad druer allerede fra barns ben; og i sit nye hjem Californien lagde han hurtigt mærke til, at den lovpriste lokale drue og dens vine havde slående ligheder med dem fra hans oprindelige hjemegn på den anden side af Atlanten. Han blev derfor af den overbevisning, at de var identiske, Zinfandel måtte simpelthen være den dalmatiske rødvinsdrue Plavac Mali. Hvordan druen så skulle være havnet i Californien, havde han ikke noget nærmere bud på, så det blev for en tid ved formodningen; og i mellemtiden var en anden hypotese også kommet på bordet.

Fuldmodne Primitivo-druer i Manduria på Apuliens vestlige side. Foto: Consorzio Tutela di Primitivo di Manduria

First thing first: Primitivo

Da den californiske plantepatolog Austin Goheen fra UC Davis i 1967 deltog i en videnskabelig konference i Bari i det sydlige Italien, tog han efter fyraften ‘på druk’ med kollegaen Giovanni Martelli, en italiensk specialist i vinsygdomme; og undervejs smagte de en lokal vin, som vakte Goheens interesse, da den gav ham mindelser om noget meget hjemligt. Dagen efter viste Martelli ham så en vinmark med vinstokkene bag vinen, en lokal sort fra Puglia med navnet Primitivo; og Goheen genkendte igen træk hjemmefra og fik derfor stiklinge sendt tilbage til Davis, hvor han lod dem plante ved siden af Zinfandel til sammenlignende nærstudier. I 1972 kunne Goheen så rapportere, at vinstokkenes træk var slående ens; men datidens eneste måder at fastslå slægtskab og ligefrem identitet var på det tidspunkt morfologisk, ud fra plantens udformning og udseende, og fysiologisk, ud fra vækstmønstre som knopskydning, blomstring, frugtsætning og modning. Men i det mindste kunne man mere end tilfredsstillende sandsynliggøre, at Zinfandel havde en europæisk genpart i Primitivo. Så i løbet af 1970’erne indfandt sig langsomt en erkendelse af, at Zinfandel måtte være kommet til USA fra Syditalien.

Italiens ældste skriftlige vidnesbyrd om Primitivo-druen kan dog kun dateres tilbage til 1799, hvor præsten Francesco Filippo Indellicati (1767-1831) fra Gioia del Colle i Apulien gjorde en optegnelse om den i Gioias stadsarkiver. Indellicati var foruden præst ved byens kirke tillige amatøragronom og botaniker; og han berettede, at han i sin vinmark havde bemærket en særligt tidligt modnende druesort, som han derfor kaldte ‘Primativo’ efter det latinske ‘primativus’ = den første, altså den først modnende. Indellicati plantede sin Primativo ved landsbyen Liponti, og gennem naboer og andre lokale vinbønder blev den sandsynligvis spredt derfra og videre omkring i Apulien. Omkring 1820 fandtes den allerede omkring Cassano delle Murge, Castellana Grotte, Noci, San Michele og Turi.

Den velkendte stavemåde Primitivo ses siden cirka 1860; men meget tyder dog på, at druen allerede tidligere var kendt i området under navnet Zagarese— i bagklogskabens lys muligvis afledt af den kroatiske hovedstad Zagreb— selvom et lignende navn, Zagarolese, samtidigt var i brug for en helt anden sort, Castiglione i Calabien, uden nogen kendte forbindelser i kroatisk retning. Hvorom alt er, så har det længe stået fast, at Primitivo ikke synes at være nogen nær slægtning af sine syditalienske medborgere; så jagten kunne under alle omstændigheder ikke ende der. Måske man skulle have fisket i oplagte vande ved Adriaterhavets andre kyster? Et hurtigt kig på kortet kunne have peget på de mest oplagte alternativer; men uden krøller på historien kommer man ingen vegne, så endnu engang tilbage til Californien.

Brix og blockbustere

Californisk vins opstigning i efterkrigstiden blev først og fremmest forbundet med King Cab og Bordeaux-druerne. Desuden ændrede man i løbet af 1970’erne markedsføringen af californisk vin, så etiketten snarere end at angive en generisk og tillempet oprindelse eller vintype (‘California Claret’) i stedet blot angav druesorten (Cabernet Sauvignon), og med det tiltag kom den almindelige forbruger på fornavn med de klassiske druer. Det solrige californiske klima sørgede for solmoden frugt, og de californiske vinmagere kunne med deres udogmatiske tilgang og moderne teknikker sende vine på markedet, som dels kunne konkurrere med nogle af de bedste, klassiske europæere; og dels tilfredsstille en stadig større vindrikkende middelklasse med hang til behagelige vinoplevelser.

Alt var nemlig ikke fine wine, for californierne skulle i stigende grad igen forsyne resten af landet og verden med vin, ikke kun til fest men efterhånden som velstanden steg, og livsstilen ændrede sig, også til hverdag. Den brede befolkning, som ikke havde lært at drikke Bordeaux eller Barolo, og nok alligevel ikke ville bryde sig om det, foretrak unge, frugtige vine uden for påfaldende syre og garvesyre, teknisk set tørre men gerne med en smule restsødme.

Mangt en chauvinistisk sviner er sendt i retningen af den folkelige amerikanske smag— it’s all ketchup and cherry coke— men med en fremtrædende californisk vinmagers egne ord, så lærte efterspørgslen dem at lave ‘wines that were dumbed-down for the average American palate’. At dømme efter amerikanske fast-food produkters fremfærd kloden rundt er der i øvrigt ingen grund til at tro, at det er en smag, der er særegen for amerikanerne. De fleste mennesker vil frem for vin med modhager hellere have vin med feel good faktor, og den kunne Californien levere, og verden elskede dem for det.

Gamle Zinfandel buskvine på Lot 13 i Lodi i Central Valley. Foto: Lodi Winegrape Commission

Frodig, fuldmoden frugt, det er Zinfandel god til— druer med høje Brix-tal, det amerikanske mål for mostens sukkervægt og dermed potentielle alkohol. Snart skulle der endda gå sport i at få det så højt op som muligt— mere end 25 og gerne 30— med mastodontiske frugtbomber med tårnhøje procenter og stadig et efterslæb af restsødme til følge. Big flavor, Robert Parker 7th Heaven, 101 points! Det satte standarden for den stereotype californiske Zinfandel, som Niels Lillelund drillende men ikke helt ved siden af har kaldt ‘vin for folk, der ikke kan lide vin’. De må drikke det alligevel, og der må være mange af dem, for sådan Zinfandel sælger til stadighed big time. Mange vinglade danskere vil nikke genkendende til (i øvrigt helt hæderlige) mærker som Ravenswood, Gnarly Head og Ironstone — og et væld af mere eller mindre underlødige boksvine med platte puns i stedet for meningsfulde navne: Big Zin, Cardinal Sin, Earth Zin and Fire, Seven Deady Zins, Legal Zin, Wanted Zin, Zinfatuation, Zin of Zins, og bedst som man troede, at kilden burde være tørret ud…

Det er overkill at skyde skylden på Zinfandel som sort snarere end på distributørerne, vinmagerne og deres industrielle teknikker— ting som mostkoncentration, lynpasteurisering, syrejustering, tanninudfældning og tilsætning af træflis og tåbelige mængder sulfitter. Det er den slags, som har givet Zinfandel og californiske vin et dårligt navn; og som nu i en årrække har belemret os med vamle vederstyggeligheder, der har meget, meget lidt med vin i klassisk forstand at gøre.

Heldigvis er der lys i mørket: Solen stod nemlig påny op over seriøs Zinfandel i løbet af 1970’erne, og enhver vininteresseret skylder sig selv at smage vinene fra fyrtårnet Ridge Vineyards, f.eks. Geyserville og Lytton Springs. Deres legendariske vinmager Paul Draper, the King of Zin, kandidat i filosofi fra Stanford og selvlærd i vinens verden, vandt med sin Monte Bello Vineyard den røde del af smagningen i Paris, men husets helt særegne succes består i at have knækket nøden med perfekt modning og vinificering af Zinfandel. Få formår som Draper at skabe så overdådige, fornemt balancerede og ekstremt lagringsværdige vine af Zinfandel. Draper tør lade druerne hænge til fuld modenhed, men stokkenes alder, den selektive høst og stilfærdige vinifikation holder excesser som ekstrem alkohol og klistret sødme fra døren, og Draper drypper altid en smule Petite Sirah i til at give det sidste skud balance. Der er intensitet, kompleksitet og frem for alt afstemt alting i en god flaske fra Ridge Vineyards. Carlisle Winery er heller ikke ringe, og andre eminente og renfærdige zin-mestre er Eric Sussmans spændende Radio-Coteau og det særdeles veletablerede Turley Wine Cellars, hvor vinmager Tegan Passalacqua tryller med tudsegamle stokke og rendyrket frugt, og så tager han det endda et skridt videre med sit soloprojekt Sandlands, der balancerer på kanten af klassisk europæisk naturvin. Der er anderledes forfriskende Zinfandel, der absolut er værd at stifte bekendskab med— og derfor fortjener druen en Ehrenrettung og et nærmere studie.

“Zinfandel er en gammel og ædel europæisk druesort, der fortjener anerkendelse som sådan”

— Carole Meredith

Slægtsforskeren slår til

Den stilfærdige erkændelse, at Zinfandel var identisk med Primitivo var ikke nogen fuser men heller ikke noget festfyrværkeri. Etableringen af en europæisk oprindelse var nok en succes men samtidigt en skuffelse; for med sig bragte den ingen store vine at spejle sig i, hverken i nutiden eller fortiden. Nok havde italienerne andre kloner og en anderledes stil, men alt i alt var Primitivo en uanseelig syditaliener, og identifikationen virkede snarere til deres fordel end til amerikanernes. Primitivo kunne nu sole sig en smule i Zinfandels berømmelse, nogle ville sige smykke sig med lånte fjer. For det meste er vinene fra Apulien ad åre blevet bedre, men snarere end at udvikle en mere distinkt stil er mange stille og roligt blot blevet mere amerikanske. Så intet nyt fra østfronten— var man havnet i en historisk blindgyde?

Sporet var dog ikke koldt, og snart skulle en ny jagt gå i gang. Denne gang generelt på en række velkendte druers eksakte identitet, relationer og oprindelse; og hen ad vejen skulle det samle alle trådene omkring Zinfandel. Anledningen var den nye bioteknologiske mulighed for at studere planters genetik og sammenligne forskellige arters og sorters genetiske markører.

Siden afdækningen af DNA-molekylets struktur og funktioner fra begyndelsen af 1950’erne, erkendte man efterhånden, at de nye opdagelser om identitet og arvelighed kunne bringes i brug også uden for snævert videnskabelige sammenhænge. Den britiske genetiker Alec Jeffreys udviklede midt i 1980’erne en metode til at sammenligne mønstre i separate DNA-prøver, de såkaldte ‘genetiske fingeraftryk’. Selvom størstedelen af alle menneskers DNA er identisk, er det muligt at identificere de dele, der har variation, og ved hjælp af bestemte genetiske markører kaldet ‘mikrosatellitter’ at fastslå identitet eller ikke-identitet mellem to prøver— og ved videre analyse af genomet fastslå, om ikke-identiske prøver f.eks. har overlappende ligheder som i slægtskabsrelationer. Sidst i 80’erne blev det derfor muligt at etablere streng identitet mellem mennesker ud fra DNA-prøver, og det fandt hurtigt anvendelse inden for retsmedicin og retsvæsenet— f.eks. til at etablere streng identitet mellem en mistænkt gerningsmand og biologiske spor efterladt på et gerningsstedet; og nær identitet i f.eks. fadderskabssager. Samtidigt begyndte den slags teknologier så småt at blive overført til og videreudviklet inden for andre videnskaber og interesseområder, f.eks. botanikken; og det blev et lille hold forskere fra University of California at Davis forundt at blive berømt for deres opdagelser med disse teknikker inden for vinverdenen.

Dalmatiens dramatiske kyst, hvor Tribidrag trådte sine barnesko, her omkring Omiš

Få har betydet så meget for kortlægningen af vindruers DNA og familieforhold, og ingen har betydet mere for forståelsen af Zinfandels end Carole Meredith; og hendes vej til berømmelse er lige så snørklet som Zinfandels vej til Californien. Hun tog oprindeligt en bachelorgrad i biologi på UC Davis, hvorefter hun nogle år arbejdede med blomster på en planteskole og blev fascineret af deres mangfoldige egenskaber. Hun vendte derfor tilbage til universitetet for færdiggøre sine studier med henblik på at blive ‘blomsterforædler’ men endte i stedet med at gøre Ph.D.-studier i plantegenetik og arbejdede siden med tomater; men da der blev slået en ny forskerstilling i vitikultur og ønologi op på Davis i 1980, søgte hun den og fik den. Hendes område blev implementeringen af de nylige DNA-sekventerings-teknikker inden for vitikultur; og siden skulle hun blive berømt og berygtet for sine opdagelser inden for ‘slægtsforskning’ blandt druesorter.

Californierne, de skånselsløse ikonoklaster og nådesløse myth busters. Professor Meredith og hendes team styrkede i løbet af 90’erne det image ved igen og igen at chokere en ellers så selvsikker vinverden med ny, naturvidenskabeligt funderet viden, velfunderet og svært afviselig. Ikke helt overraskende viste det sig, at diverse sorter plantet rundt omkring i amerikanske vinmarker var blevet forvekslet i farten og i virkeligheden ofte var noget andet, end de udgav sig for; f.eks. viste en del Pinot Blanc sig at være Melon de Bourgogne, ligesom det meste chilenske Merlot i virkeligheden var Carmenère. Selvfølgelig kom Zinfandel og Primitivo under lup som noget af det første, og i 1996 publicerede teamet det detaljerede bevis for de to sorters identitet helt ned på genetisk niveau. Ansporet af Mike Grgich gik turen videre til Zinfandel og Plavac Mali; men her måtte Meredith skuffe ham, for de to sorter viste sig, trods mange åbenlyse ligheder mellem planterne og vinene, ikke at være identiske. Den ellers oplagte dalmatiske tese kunne umiddelbart ikke underbygges.

De teknikker, de i første omgang anvendte, var kun tilstrækkelige til at afgøre, om to sorter var strengt identiske. Således svarede resultaterne enten ‘ja’ eller ‘nej’ men sagde ikke noget om ‘en smule’ og dermed ikke om slægtsforhold. Det stødte til, og farverigt og farligt blev det for alvor, da teamet bevægede sig ind i fransk farvand, som da de i 1996 kundgjorde, at Cabernet Sauvignon var en relativt nylig omend nok naturlig krydsning af Cabernet Franc og Sauvignon Blanc; og i 1998 at selveste Syrah var en krydsning af Mondeuse Blanche og Dureza, to relativt ukendte lokale sorter. Så Syrah syntes undfanget i den nordlige Rhônedal og med al sandsynlighed ikke i en fjern fortid indført fra Persien, som romantiske fortællinger ellers ville have det. Så vidt skrøner, nu kom der fakta på bordet; og med den udvidede analysemetode, der statistisk kunne godtgøre slægtsforhold, vendte teamet igen blikket på Plavac Mali. Det gav nyt perspektiv, for nok var den ikke identisk med Zinfandel, men de to viste sig tydeligvis genetisk beslægtede, faktisk så nært, at der måtte være tale om kernefamilie, den ene måtte være ophav til den anden.

Lav sol over vinmarker ved Kaštela lige nord for Split

Dermed gav det mening at genoptage jagten i Dalmatien. Landet lå dog sådant, at Kroatien på det tidspunkt kun var få år gammelt som selvstændig stat og stadig slikkede sårene oven på krigen i forbindelse med Jugoslaviens sammenbrud; og beklageligvis havde hverken Grgich eller Meredith akademiske forbindelser i landet, så feltstudier havde lange udsigter.

The Zinquest

Indtil Meredith i december 1997 fik en uventet e-mail. Henvendelsen kom fra en professor Ivan Pejić på universitetet i Zagreb, som gennem videnskabelige tidsskrifter havde fået nys om arbejdet med genetisk profilering af druesorter på UC Davis. Hans ærinde? At forhøre sig om Meredith og hendes team ville være behjælpelige med at kortlægge Kroatiens druesorter— der var på den tid udbredt bekymring over, at internationale sorter ville gøre indhug i markerne og fordrive landets arv af egne, indfødte sorter; men for at kunne bevare måtte man først være sikker på, hvad man havde. Perfekt timing. Meredith indvilligede med det samme i et samarbejde på den betingelse, at kroaterne ville hjælpe hende med at opspore Zinfandels dalmatiske rødder.

Jagten gik officielt ind fra foråret 1998, hvor Meredith første gang gæstede Kroatien og sammen med professor Pejić og hans kolleger Edi Maletić og Jasminka Karoglan Kontić tog på feltstudier langs Adriaterhavets kyst; og hvor man tidligere groft sagt var gået på klapjagt og havde skudt om sig med spredehagl, tog de nu på safari med avancerede sigter og præcisionvåben. Man vidste, hvad man ledte efter, og man havde en god idé om, hvor man skulle lede. Søg, og du skal finde.

Det skulle dog tage sin tid. Der var massevis af Plavac Mali, men ingen af de i første omgang indsamlede prøver af uvisse og ukendte druesorter gav pote. Prøve efter prøve blev siden sendt tilbage til laboratorierne i Davis, og gang på gang måtte Meredith sende skuffede svar tilbage til Zagreb. Not a match. Indtil en tilfældig prøve, IP-130, i december 2001 pludseligt viste et perfekt match— Zinfandel var identificeret på kroatisk grund! Prøven var indsamlet i en mark i udkanten af byen Kaštela lige nord for Split, som en Ivica Radunić dyrkede til privat vinfremstilling. Størstedelen af stokkene på hans knapt to hektarer var Plavac Mali, men ind imellem havde Pejić og Maletić bemærket ni anderledes udseende stokke, som antydede en sortsforskel. De lokale kunne siden oplyse dem om, at det var vist en gammel og efterhånden glemt drue, man kaldte Crljenak, ‘den sorte’, og den blev derefter døbt Crljenak Kaštelanski, ‘den sorte fra Kaštela’. I 2000 afdækkede man endelig den egentlige relation mellem Crljenak og Plavac Mali, da man opdagede, at Plavac Mali var en krydsning mellem Crljenak og den gamle og næsten uddøde sort Dobričić, som nu er genfundet på øen Šolta.

Siden skulle forskerholdet finde flere eksemplarer godt 40 kilometer længere nede ad kysten, i 2003 i landsbyen Svinišće ved Omiš, hvor sølle tre stokke voksede i en pergola over en ældre dames veranda. Hun kunne oplyse, at de lokale deromkring kaldte den Pribidrag; og i 2004 kun tre kilometer derfra ved Marušici identificerede de så yderligere 13 stokke af samme. Enkelte andre menes at være fundet på andre lokaliteter, men de er de 25 fra de første tre fund, som har dannet det lokale grundlag for den nuværende genopdyrkning i Dalmatien.

Navnet Pribidrag skulle vise sig at være et vigtigt spor. Etymologisk gav det mening som en slags kroatisk pendant til Primitivo, ‘tidligt modnende’; men nok vigtigere var, at den kroatiske kunsthistoriker Ambroz Tudor var stødt på referencer til de nærliggende navne Zibidrag og Tribidrag i flere kilder tilbage i Renaissancen, med sikkerhed tilbage til 1518 og måske så langt tilbage som 1200-tallet. Fra 1500-1600-tallet var druen Tribidrag efter alt at dømme Dalmatiens vigtigste og en afholdt handelsvare, som den kroatiske adel bl.a. solgte til Venedig. Den skulle være dyrket, drukket, besunget og solgt af kendte kroatiske kulturpersonligheder som Marko Marulić, Petar Hektorović, Hanibal Lucić og Matija Ivanić i hvis paper trail, Tudor trackede den. Var Pribidrag mon ikke den samme som Tribidrag?

Hjælpen var snublende nær og alligevel fjern. Det naturhistoriske museum i Split husede nemlig et omfattende herbarium med bladsamling og udførlige beskrivelser af omtrent 90 traditionelle druesorter fra hele lokalområdet, indsamlet i årene op til 1900 af den berømte botaniker Stjepan Bulić; og som en sand velsignelse indholdt samlingen et velbevaret blad af sorten Tribidrag, der ved umiddelbar inspektion også lignede Pribidrag og Crljenak. Desværre var det kun muligt for Merediths team og andre plantegenetikere at benytte deres metoder på intakt, levende DNA, og det var derfor ikke muligt med sikkerhed at etablere forbindelsen.

Indtil der igen dukkede nye metoder op. I 2011 kom Pejić og Maletić i kontakt med et kroatisk hold af arkæologer, som havde specialiseret sig i at ekstrahere DNA fra dødt materiale, f.eks. træ og korn, som derefter kunne forsøges identificeret. Det var næsten for godt til at være sandt, så de kontaktede museet i Split og spurgte pænt, om de kunne låne nogle lunser af bladet. Emnets betydning var ikke gået museumsdirektørens næse forbi, så svaret blev bekræftende. Med megen møje og besvær lykkedes det efterfølgende endeligt at etablere, at den historisk omtalte Tribidrag sandelig var identisk med de få overleverede stokke af Crljenak og Pribidrag; og dermed også med Primitivo og Zinfandel.

Crljenak vinstok i en mark hos Ivica Radunić ved Kaštel Novi, hvor sorten først blev identificeret af Ivan Pejić og Edi Maletić. Den lille metalplade er et ID-kort fra det agronomiske fakultet i Zagreb. Foto: Axl Matulić

Stod Zinfandels vugge så ved den dalmatiske kyst? Er druen oprindeligt indfødt kroat? Med forbehold for forenkling af historien er svarene cirka ja. Vi ved ikke, præcist hvor og hvornår druen kom til verden, men Dalmatien forbliver det bedste bud. I 2007 fastslog man dog, at Tribidrag var identisk med druerne i en del gamle marker i nabolandet Montenegro, hvor den går under navnet Kratošija; og netop det navn har ligesom Tribidrag adskillige århundreders historie bag sig— den ældste dokumenterede nævnelse er Budva-statutten fra 1431— så muligvis har druen sine aner dér. For en oprindelse i Montenegro taler dels dens vide udbredelse dér, dels tætte relationer til den indfødte Krstač og den mestendels montenegrinske sort Vranac, der dog også kan findes i det sydlige Dalmatien. For en oprindelse i nutidens Kroatien taler derimod en særdeles tæt relation til lokale kroatiske druesorter som den dalmatiske Plavina og ø-druer som den sjældne Grk fra Korčula og den endnu sjældnere Crljenak Viški fra Vis. Vished får vi nok aldrig, så ‘Balkanhalvøens vestkyst’ bliver det skudsikre bud.

Men hvorfor finder vi ikke længere Tribidrag overalt i Dalmatien i dag? En god, gammel sort går vel ikke bare i sig selv? Den mest sandsynlige forklaring er, at den efterhånden kom under eksistentielt pres som følge af de nytilkomne typer meldug i anden halvdel af 1800-tallet og vinrodlusen i begyndelsen af 1900-tallet; og efterhånden lod den sig lidt efter lidt erstatte af sit eget afkom, Plavac Mali, som havde arvet de fleste af dens smagsmæssige egenskaber og samtidigt viste sig såvel stærkere som mere produktiv. I begyndelsen har man nok knapt ænset, at de raske planter i markerne, man tog nye stiklinger fra, faktisk ikke var helt som de gode gamle, man havde dyrket gennem generationer. Vi kan kalde det et glidende generationsskifte; men var druen ikke i mellemtiden taget på sold i det store udland, havde Tribidrag sikkert været gone for good i dag— og uden Meredith, Pejić og Maletić og deres ukuelige nysgerrighed og utrættelige trang til at komme til bunds i mysteriet havde vi aldrig kendt historien.

Meredith har i mellemtiden ladet sig pensionere og har i de sidste par årtier arbejdet sammen med sin mand, vinmageren Stephen Lagier, på deres vingård på Mount Veeder i det nordlige Napa. Her dyrker de foruden Malbec og Syrah to druer, der har spillet en særlig rolle i Merediths professionelle liv, nemlig Zinfandel og Mondeuse. Mondeuse idet den overraskende viste sig at være del af Syrahs stamtræ; og for Zinfandels vedkommende giver grundene nærmest sig selv— og navnet på etiketten er selvfølgelig ‘Tribidrag’. Cirklen er sluttet.

Selvom Syrah er deres særligt udvalgte sort, har Carole Meredith ikke helt kunnet give slip på Zinfandel. Modne druer hos Lagier Meredith på Mount Veeder i det nordvestlige Napa. Foto: Lagier Meredith

Omveje og hjemkomst

Det sidste mysterium, som stadig omgiver Zinfandel, er hvordan den fik det navn. Det var navnet, der slørede druens oprindelse, da man ikke kendte til nogen rødvinsdrue, der hed bare noget i nærheden andre steder i verden. Det tætteste på, man kunne komme, var den sjældne hvide østrigske sort Zierfandler, men hvordan skulle den have noget som helst med sagen at gøre?

Nu var Kroatien jo frem til Første verdenskrigs afslutning en del af Østrig-Ungarn; og selvom Dalmatiens status som del af Kroatien var omtumlet i århundrederes løb, blev det efter Republikken Venedigs fald i 1797 som Kronlandet Dalmatien ‘genforenet med moderlandet’ under Kejserriget Østrig. Groft forenklet kan man sige, at dalmatisk vin fra 1797 til 1918 officielt var østrigsk vin; og Østrig var på den tid et af Europas toneangivende vinlande, hvor man ikke kun flittigt fremstillede vin i store mængder men også forskede i rigets mangfoldige druesorter. Således samlede man i den kejserlige naturhistoriske samling, det såkaldte ‘Pflanzenkabinett’ i Wien, eksemplarer ind af alskens sorter fra alle rigets kroge, Kroatiens kyst inklusiv, og opbevarede og opformerede dem derfra. Formålet var ikke kun fredning og forskning men også videre distribution. Den oprindelige Zinfandel var sandsynligvis i cirkulation internt i det østrigske kejserrige, som også vides at have videresolgt vinstokke til aftagere i den nye verden— så denne umiddelbart usandsynlige omvej synes i bagklogskabens lys faktisk ganske sandsynlig. Det kan bakkes op med dokumenter fra arkiver på arnestedet: Et velbevaret kort over vinbrugsskolen Klosterneuburgs såkaldte ‘Versuchsweingarten’ i 1863 viser sorterne (e) Cerljenak og (f) Plavaz Piccola plantet side om side i hver sin sektion, og det ligger lige for at antage, at der her har været tale om Crljenak Kaštelanski og Plavac Mali. I samme samling forefandtes også en sort som den gamle østrigske Zierfandler, også kaldet Roter Zierfandel, en sjælden hvidvinsdrue med rødmende drueskaller, som i dag stort set kun findes i Thermenregion syd for Wien og spredt visse steder i Ungarn og Kroatien. Kunne en forveksling mellem Zierfandler og Cerljenak på et håndskrevet dokument eller skilt være forklaringen på det navn, sidstnævnte skulle antage som sin nye identitet i USA? Det virker ikke usandsynligt og i mangel på bedre alt andet lige som den mest oplagte forklaring i sammenhængen. Druen menes så at have gjort turen fra Wien over Atlanterhavet til New York omkring 1820, hvorfra den hurtigt kom i hænderne på gartneren George Gibbs; og så er vi tilbage ved historiens begyndelse.

Turen til Italien har druen haft rig mulighed for at tage i løbet af den århundreder lange samhandel i Adriaterhavet. Ikke mindst mens osmannerne pressede sig på og indtog indtil flere dalmatiske øer, og en del kroatiske bønder søgte tilflugt på den italiske halvø— den dag i dag lever der eksempelvis stadig en etnisk kroatisk minoritet i Molise lige nord for Apulien. Dog ser migrationen for Primitivos vedkommende ud til at være sket så sent som sidst i 1700-tallet, og det forklarer måske også den aparte klonale variation dér i forhold til Californien og Dalmatien.

Zin synes altid at have været on the go, og dens seneste store rejse er tilbage til rødderne. Nok har Zinfandels og Primitivos internationale popularitet ført til nye beplantninger i bl.a. Australien, Sydafrika og Chile, men særlig betydningsfuld bliver dog genopdyrkningen i Kroatien.

Repatriering i Kroatien

Det har taget sin tid, men de 25 stokke er med årene blev til 250 og 2.500, og flere kommer til, godt hjulpet på vej af supplerende stiklinger fra gamle stokke i det syditalienske og californiske. Den megen medieomtale har været med til at vække international interesse for kroatiske vine og især kaste lys på Plavac Mali og dens traditionelle rødvine fra Dalmatien som Dingač og Postup; og ikke mindst skabe forventninger om fremtidige muligheder.

I det nye årtusindes første år etablerede man eksperimentelle nyplantninger ved Kaštela samt hos den fremtrædende vinmager Zlatan Planković på øen Hvar. Fra 2004 til 2007 kom de første nye beplantninger med Tribidrag så ved Makarska, Omiš og Dubrovnik, knapt 20 hektarer med godt 100.000 planter i alt; men mestendels fra stiklinger indkøbt i Italien og Californien, da der endnu ikke var nok kroatisk materiale tilgængeligt. Stille og roligt er der kommet flere og flere til, f.eks. i Komarna og på mange af de dalmatiske øer. Vi nærmer os et par hundrede hektarer, og tallet er stadigt stigende.

En række vinhuse har kastet sig over dyrkning af Tribidrag, og der er gode takter at spore hos flere af dem. Zlatan Otok er nævnt, omkring Kaštela har Bedalov, Kastel Sikuli, Krolo, Matela og Vuina kastet sig over den. Længere nordpå fås den fra MasVin og Kraljevski Vinogradi ved Zadar og Testament ved Šibenik; og særlig ros fortjener også vinhuse sydpå som Stina på Brač, Benmosche og Korta Katarina på Pelješac og Rizman i Komarna. Stilistisk varierer de fra californisk opulente, over italiensk tørre til mere, tør man sige, ‘kroatisk delikate’.

Dalmatien har selvfølgelig været interessens epicenter, men med sin tidlige modning og ikke mindst som følge af klimaforandringer burde den også være af interesse i andre dele af landet som f.eks. Istrien. En af kroatisk vins pionerer, Vlado Krauthaker, har sågar plantet den så langt mod nord som i hans hjemlige Slavonien; og han får indtil videre helt fine resultater ud af sine anstrengelser på nordligere himmelstrøg.

Der er to tendenser, som seriøse vinmagere må modarbejde, når de arbejder med druen, hvad enten vi kalder den Zinfandel, Primitivo eller Tribidrag: Dels dens naturlige tendens til righoldige udbytter; og dels drueklasernes tendens til ujævn modning, som frister til at vente med høst, til alt har nået optimal modning. De foreløbige erfaringer fra Dalmatien slår desuden fast: Tribidrag modner gennemsnitligt en-to-tre uger tidligere end Plavac Mali, hvilket gør den velegnet til køligere og knapt så soleksponerede placeringer; men druens potentielle kvantitet og kvalitet er efter alle parametre så godt som den samme; men— og der er altid et men— Tribidrag viser sig mere udsat for botrytis og klaseråd samt for problemer med stærk vind. Derfor kræver den mere arbejde i vinmarken, først og fremmest med opbinding og beskæring, for at få sund og moden frugt. Men den nød kan knækkes, hvis man vil opleve druen i dens oprindelige omgivelser og fra Dalmatiens ganske særegne terroirs med strålende sol, karrig karst og bølgen blå.

The original Zinfandel

Er Tribidrag så the choice of a new generation?

Kroatien og Tribidrag kan tilbyde hinanden en frisk start uden at være på bar bund, og der kan i disse år godt være brug for nye boller på Zinfandel-suppen. Kroaterne har hårde erfaringer med Plavac, og de har haft tid god tid til at komme godt fra start med Tribidrag, og til deres fordel tæller et forhåndskendskab til californiernes og italienernes fejltrin. Farerne er de samme, som plager mangt en Primitivo eller Zinfandel: Overdreven frugtsødme, alt for lav syre og alt for høj alkohol. Styrer man uden om dem, og formår man at lade terroir tale frem for træfade, kan man være heldig at møde det funklende spil af rig rød og sort frugt, grønne urter og krydderier, som er Zinfandels sjæl, og som ret beset rimer rimeligt godt på Middelhavets dufte og smage.

Testament Winery er et ret nyt foretagende med hovedsæde i Jadrtovac ved Šibenik, stiftet i 2017 med penge fra svenske Zhoda Investments, med formålet at bringe Dalmatiens årtusinder lange vinhistorie ind i det nye årtusinde ved at kombinere økologisk dyrkning af indfødte sorter (Pošip, Babić, Plavac Mali og Tribidrag) med moderne vinifikation og international markedsføring. Vinmager Juraj Sladić står i front for vinhuset, og han er valgt med omhu. Familien Sladić har generationer af vinmagere i slægtsbogen, og unge Juraj har desuden en moderne uddannelse på CV’et, en kandidatgrad i vitikultur og økologi fra det agronomiske fakultet ved universitetet i Zagreb. I øvrigt er hans lillebror Ante Sladić, som i eget navn laver levende naturvine på en række lokale sorter helt uden hokus pokus. Jurajs filosofi er at omfavne det lokale terroir og de indfødte sorter, at respektere veletablerede traditioner og samtidigt føle sig fri til at eksperimentere på det grundlag; og det går godt.

Sans for storhed: Juraj Sladić med en forsmag på Tribidrag 2019. Foto: Testament

Testament har først og fremmest udmærket sig ved deres arbejde med Babić fra Šibenik, og fremhæves må både deres Testament Babić, The Dalmatian Dog Babić og de to særudgaver, den eksperimentelt havbundslagrede Babić Coral og den traditionelt senthøstede og søde Prošek. Testament dyrker to hektarer Tribidrag, og druen er føjet til porteføljen fra årgang 2019, og i kælderen ligger desuden en spændende ‘superdalmatiner’ og venter på blive klar, et blend på Babić, Plavac og Tribidrag.

Tribidrag is the original Zinfandel er Testaments kække take på Zin på moderne kroatisk, “stilistisk det omvendte af den californiske” med vinmagerens egne ord. Den er anderledes elegant, med den røde frugt i fokus og vægten lagt på forfinet struktur frem for tungt ekstrakt. En lettere stil med overraskende frisk syre og fine tanniner. Frisk duft af liflige kirsebær og krydderurter, et pust af vermouth. I munden saftig og fint fyldig, fuld af sursøde kirsebær, saftige brombær og spændstige blommer, med noter af hyben og svesker, lidt lakrids og let urtete undertoner, laurbærblade, marokkansk mynte og søde krydderier. Perfekt modnet frugt og velafstemt fadpræg. Sådan skal Zinfandel sgu skæres! Den har druens DNA og dyder men ikke dens laster. Nydes lettere afkølet af store glas og gerne i selskab med Zinfandel-skeptikere.

Druerne er dyrket økologisk og høstet ved håndkraft, og gæringen er foregået med en selekteret gærkultur på rustfri ståltanke, blot syv dages skindkontakt og siden 18 måneders modning på brugte barriques af kroatisk, fransk og amerikansk eg. Den lander på de for sorten så moderate 14% alkohol, færre end 5 gram restsukker og en ganske fornuftig syrlighed, 6,6 gram og en pH på 3,2. Desværre endnu kun 800 flasker per årgang, så den kan være svær at skaffe; men den er besværet værd!

Flaske: Tribidrag 2019
Vinhus: Testament  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Tribidrag  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop, voksforseglet  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 350,-  

Sprudlende natur

“Det var faktisk min far, der foreslog, at vi skulle lave mousserende af vinen fra amforaen,” bekender kroatiske Tomislav Tomac om sit mest særegne bidrag til vinens verden, en mousserende orangevin efter den traditionelle metode. “Selv var jeg egentlig ikke så vild med idéen, da jeg var bange for, at garvesyren ikke ville gå godt i spænd med boblerne.” Det viste den sig dog at gøre, og dermed tilfalder æren i sidste ende hans nyligt afdøde far Zvonko, som i forvejen var en pioner i kroatisk vinbrug og altså også blev det inden for genren ‘moderne mousserende vin på den klassiske metode på base af orangevin fra amfora’.

Høsten var fra 2010 og havde hygget sig en seks måneders tid i familiens i 2006 erholdte georgiske qvevri, som lå nedgravet i baghaven; og små seks år senere skulle vinen vække stor begejstring selv hos kritikere fra det velkendte britiske vinmagasin Decanter. Så eftertrykkeligt, at de valgte at inkluderede den på deres liste over ‘75 stellar buys’ i 2016, hvoraf for øvrigt kun seks var mousserende. Så i selskab med tre britiske bobler og to top Champagner kom altså en opkomling fra kroatiske Plešivica, ukendt land for de fleste, og det kom ikke mindst som en overraskelse for familien Tomac. De vidste ifølge Tomislav ikke engang, at de var med i opløbet. “Nogen fra Decanters team havde smagt vinen på en messe i Kroatien og havde gennem egne forbindelser skaffet sig flere til efterprøvning.” Set i en større sammenhæng er det dog slet ikke så overraskende— for Plešivica har gennem de seneste par årtier markeret sig som såvel et af Kroatiens mest dynamiske vinområder og i særdeleshed som en særligt egnet oprindelse for fine mousserende vine— en udvikling, som ikke mindst familien Tomac har stået i front for.

Ophav og omgivelse

Plešivica har været epicentrum for kroatisk mousserende vin siden 1990’erne, og sidenhed for nogle af landets bedste orangevine, og senest for den sjældne men spændende kombination af de to; og Tomislav Tomac har lært at mestre alle tre typer.

Vi skal en halv times kørsel vest fra Kroatiens hovedstad Zagreb, til det lille landsted Donja Reka (‘neden for åen’) uden for den hyggelige gamle by Jastrebarsko, hvor alt ånder fred og ro, og man er helt væk fra storbyens støj og jag. Jastrebarsko er hovedbyen i det lille vinområde Plešivica, som ligger i ly af Samobor-bakkerne, Samoborsko gorje, som udgør den nordøstlige del af Žumberak-bjergene, Žumberačka gora, som strækker sig videre ind i Štajerska i Slovenien. Landskabet er præget af bølgende bakkedrag, er skiftevist skovklædt og udlagt til små familieejede land- og vinbrug; og såvel Samobor by som Jastrebarsko er gamle kulturbyer med smuk arkitektur og masser af historiske vartegn.

Familien Tomac har haft hjemme her gennem generationer og har på traditionel vis ernæret sig gennem husdyrhold, agerbrug og vinavl. Vinhuset drives i dag af Tomislav og hans hustru Martina, som over årene stille og roligt har overtaget efter Tomislavs forældre Zvonimir og Pavica. Til den daglige drift får de stadig hjælp af Tomislavs mor samt af deres to børn, Martin og Petra; og dertil kommer et professionelt deltidsteam på en håndfuld arbejdere. Så størstedelen af arbejdet i mark såvel som kælder tilkommer stadig Tomislav og Martina i fællesskab. ‘Familiedrevet vinhus’ forbliver en passende betegnelse; og det dækker i dag over 14 hektarer fordelt på 16 vinmarker og en årligt produktion på et sted mellem 50.000 og 75.000 flasker, hvoraf godt 80% er mousserende.

“Mousserende vin er vores vigtigste aktiv — resten er kun for sjov!” Sådan opsummerede gamle Zvonimir Tomac (1950-2023) gerne familieforetagendet, som han havde gjort til en selvstændig forretning, endda en god en af slagsen, allerede i løbet af 1980’erne. Dengang var Kroatien stadig del af den socialistiske forbundsstat Jugoslavien, hvor private vinbrug nok eksisterede, men vinifikation og markedsføring foregik gennem kooperativer. “Vi har været på markedet i omtrent 30 år,” fortæller Tomislav, “og vi var nok det første familievinhus til at markedsføre kvalitetsvine i eget navn.”

Han føler sig hjemme i Donja Reka og hjemme i rollen som vinbonde. Tomislav Tomac (48) er en mand med masser af energi og entusiasme, et altid levende kropssprog, flagrende fagter og ikke mindst lysende øjne og et intenst blik. Man mærker en ild i ham, og den blusser op, når samtalen falder på naturen, på familien, på vinen.

“Jeg kom med fra barns ben, min far vækkede mig tidligt om morgenen og tog mig med ud at arbejde i vinmarken. Han førte mig ind i vinens verden, også dens kommercielle side. Han tog mig med til møder og på messer og den slags, så jeg kunne få en fornemmelse for den verden. Engang omkring 1991 var vi med på den slovenske vinfestival i Ljubljana. Den havde en for dén tid ret spektakulær opsætning, hvor hvert vinhus havde sin egen stand, og alle konkurrerede med alle. Der var en særlig atmosfære, som var spændende og fangede min interesse. Jeg kan huske, at Aleš Kristančič fra Movia var der, og han var som en rockstjerne. Selvtillid, store armbevægelser, store glas til rødvin, hele pivetøjet,” erindrer Tomislav med et smil.

“Dengang destillerede vi også rakija, fem forskellige slags. Vores første egne flasker vin kom på markedet i 1987, det var en Crveni Veltlinac (Roter Veltliner), og i 1990 kom vores første flasker Rajnski Rizling (Riesling). Mousserende vin begyndte vi at fremstille i 1989 og med stigende fokus på Chardonnay og Pinot Noir.”

Historisk lineup fra familien Tomac, nogle af de første flasker frigivet i eget navn: Veltlinac Crveni 1989, Rajnski Rizling 1997 og 1998 samt mousserende fra de første årgange midt i 1990’erne

Begunstiget for bobler

Plešivica er med sit særdeles kølige klima, meget kalkholdige jordbund og mange stejle skråninger velegnet til vinavl for så vidt angår syrefriske hvidvine. Områdets traditionelle druesorter omfatter da også først og fremmest grønne druesorter, hvoraf mange vil være velkendte fra de nærtliggende områder Štajerska i Slovenien og Steiermark i Østrig. Gammel tradition tro har en del vinmarker bevaret den gamle praksis med at dyrke flere sorter sammen (såkaldte field blends). Skråningerne er traditionelt tilplantet vertikalt, dvs. at rækkerne løber ned ad skråningerne, og mange stokke står stadig ofte plantet op ad en pæl og ikke bundet op i espalier (såkaldt single-pole training). Det traditionelle Plešivica-terroir har foruden lyse, lette rødvine bestået af særdeles syrefriske, tørre hvidvine, den slags, som også gør sig godt som base til mousserende vine eller pjenušac, som kroaterne kalder den (pjena = skum).

Den lokale ønolog Franjo Jambrović (1926-2006) var den første til for alvor at pejle Plešivica ind på en sprudlende fremtid. “Jambrović slog et slag for produktion af mousserende vin efter den klassiske metode, en tilgang, som indtil flere vinproducenter heromkring tilegnede sig,” forklarer Tomislav Tomac. “Min far var gode venner med Jambrović og tog imod hans råd, og det blev begyndelsen på professionel produktion af mousserende vine i Plešivica.”

Jambrović var oprindeligt fra Međimurje og til dels uddannet i Ungarn, og i sin tid på planteskolen og kooperativet Jaskovino, senere Mladina, ydede han stor indflydelse på især Plešivicas yngre generation af vinmagere. Således tog såvel den ældre som den yngre Tomac udfordringen op sidst i 1980’erne, og sammen med dem, eller snart efter, fulgte siden anerkendte kolleger som Šember, Ivančić, Jagunić og Kurtalj. Med forbillede i det mousserende ikon Champagne, men også i anerkendelse af Plešivicas geologiske og klimatiske ligheder med det berømte område, plantede man i stigende grad Chardonnay og Pinot Noir; men man indså også tidligt potentialet i lokale syrestærke sorter som Plavec Žuti og Šipelj Bijeli, og i de seneste år er det netop især de gamle sorter, som har fået særlig opmærksomhed, ikke kun hos Tomac, men også hos ligesindede som Šember, Korak og Kolarić. Anerkendelsen kom for alvor i de første år af det nye årtusinde, og det var ikke mindst grundet deres mousserende vine, at Tomac far og søn i 2005 blev udnævnt til ‘årets vinmagere’ af brancheforeningen.

De første qvevri fik familien i 2006, inspireret af Joško Gravner, som i en årrække havde gjort sig gode erfaringer med det georgiske håndværk. Qvevrierne importeres af Tomislavs fætter Antonio Ivančić, som siden også har leveret talrige qvevri til Gravner og andre fremtrædende vinbønder i både Italien og Kroatien. I dag har Tomac ni qvevri, nedgravet i vingårdens baghave; og direkte under åben himmel, indtil de forrige år installerede en åben træpavillon omkring dem i forbindelse med færdiggørelsen af de nye kælderfaciliteter.

Hvorfor amforaer? “Fordi vores vine skal smage af Plešivica og ikke af en fransk egeskov,” forklarer Tomislav og tilføjer: “Ret skal være ret, alle vores vine modner på store slavonske træfade, men det er fordi, de ånder godt i dem; men det gør de også i lertøj, som også sætter vinen i forbindelse med jorden igen.”

Tomacs nyopførte vinhus udelukkende i naturlige, bæredygtige materialer, designet af Dva Arhitekta

“Den højeste naturforståelse”

Det lokale landskab og natur står familien Tomacs hjerter nært, og respekt for naturen samt naturnært vinbrug ligger dem særligt på sinde. Således er det dem en æressag, at familiens marker aldrig har været dyrket efter konventionelle, industrielle metoder med maskinel bearbejdning, kunstgødning og sprøjtegifte. Tomislavs far fortsatte ufortrødent i sine forældres spor med naturgødning og manuelt arbejde som de stærkeste kort på hånden; og den praksis har Tomislav ingen grund set til at ændre, snarere har han skærpet og forædlet den. Først med egentlig økologisk drift og certificering, siden med biodynamisk brug og ditto certificering undervejs. Her er han igen hurtig på aftrækkeren i det kroatiske, hvor ellers kun Branko Čegec og Tomislav Bolfan for alvor har begivet sig ud i det biodynamiske.

Tomislav Tomac: “Siden jeg første gang læste om biodynamik, vidste jeg, at det var noget, jeg ville forfølge. Biodynamikken er for mig den højeste naturforståelse. Den stimulerer jordens mikrobielle aktivitet, produktionen af humus og planternes styrke og modstandskraft. Især præparat 500 har givet os en fuldstændig forvandling under jorden i vintermånederne. Over jorden har vi med såning af forskellige frø styrket diversiteten og fremmet den naturlige cyklus i vinmarken om sommeren. Det virker simpelthen.”

Nogen dans på roser er det dog ikke, og det lægger Tomislav heller ikke skjul på. Det er hårdt arbejde hele året. “At være vinbonde er en profession, der er helt afhængig af vejrets luner. Du kæmper med naturen, ikke mindst med klimaforandringerne. Vi får en del regn her, og sommeren kan være en dramatisk periode på grund af kombinationen regn og sol. Vi forsøger som gale at bekæmpe peronospora [falsk meldug]. Det er meget nemmere, når man sprøjter med systemiske behandlinger; men kemiske behandlinger er ikke en løsning. Jeg har arbejdet i vinmarker hele mit liv, og jeg ved, hvad det betyder for mig og mine medarbejdere at bruge hele dagen mellem planterne. Min moral rækker ikke til at gå og forgifte folk og mine omgivelser.” Det handler med andre ord om et samvittighedsfuldt samarbejde mellem mennesker og natur, om balance mellem levende organismer og om at acceptere de vilkår, naturen byder.

Økologisk certificering er allerede opnået, og trods genvordigheder med biodynamisk certificering— der er endnu ingen virksomme certificeringsorganer i Kroatien— er Tomac fast overbevist, om at det er vejen frem, og han går for nuværende efter Demeter-certificering fra udlandet. I forbindelse med omlægningen til biodynamisk drift har de hyret konsulenten Michele Lorenzetti, som de har mødt gennem Joško Gravner, til at vejlede dem i deres arbejde.

Lorenzetti er en afholdt italiensk vinbrugskonsulent, som kombinerer sin biodynamiske praksis med konventionelle forskningsmetoder og traditionel videnskabelighed. Han har foruden for selveste Gravner i Friuli f.eks. også været konsulent for Weingut In der Eben i Alto Adige, ligesom han til stadighed er det for f.eks. Guerila i slovenske Vipavska Dolina.

“Min tilgang er praktisk og rationel,” forklarer Lorenzetti om sin omgang med biodynamikken. “Jeg fokuserer på konkret erfaring og videnskabelig forskning snarere end teoretiske og filosofiske spekulationer. Som biolog har den store mængde kemi, man i almindelighed benytter sig af i vinmarker, gjort et stærkt indtryk på mig. Men biodynamikken åbner en stor mulighed i vinmarken: Det gør det muligt at eliminere kemisk indgriben og styrke jordens og vinstokkenes sundhed. Ved at forlade sig på organisk materiale og de processer, som de biodynamiske præparater frembringer, kan man rehabilitere jordens humus og skabe stærkere og mere udtryksfulde planter og druer, der af egen kraft kan gære uden yderligere ønologiske interventioner. Tilbage til det naturlige udtryk.”

Lorenzetti er født i 1971 og opvokset i Frascati i Lazio-regionen. Han blev bachelor i biolog fra Tor Vergata universitetet i Rom og videreuddannet med en kandidatgrad i vitikultur og ønologi fra Tuscia di Viterbo universitetet i Lazio— med særlig interesse for og speciale i vinmarkers mikrobiologiske forhold. Nogenlunde sammenfaldende med sin specialisering stiftede han gennem Carlo Noro nærmere bekendtskab med biodynamisk landbrug og kom efterfølgende til at arbejde for flere biodynamiske landbrug og rådgivere i Lazio og Toscana, før han stiftede sin egen lille Demeter-certificerede vingård Terre di Giotto ved Vicchio del Mugello i Lazio og gik solo som biodynamisk konsulent.

Lorenzettis akademiske meritter omfatter studier i og artikler om de biodynamiske præparater 500 og 501 og deres dokumenterbare virkninger, såsom det for bakteriekulturerne gavnlige samspil mellem kogødning og koens horn, som den modnes i under jorden; og siden 2010 har han fra sit eget laboratorium fordybet sig i studier i biokrystallisering.

Joško Gravner på markvandring med Tomislav Tomac

Farverigt sortiment

Familien Tomac blev som nævnt først kendt og anerkendt for deres sur lies-lagrede Chardonnay- og Roter Veltliner-vine. Siden kom deres tørre méthode traditionelle mousserende vine i vælten, senere deres orange fortolkninger af Riesling, Pinot Gris, Sauvignon og Traminer; og på det seneste har deres saftige Pinot Noir tiltrukket særlig opmærksomhed. Der er det lille areal til trods en stor variation i det vinøse farvespektrum, der tæller vine både til hverdag og fest; og selvom der i videste udstrækning er tale om naturvin, er det vigtigt for Tomac, at vinene ikke kun er levende men også rene og stabile. Som Martina udtrykker det: “Vi elsker naturvin for dens renhed. Vi vil have uspolerede, rene vine; vine vi kan være bekendt at sende ud på de bedste vinbarer og restauranter i hele verden.”

Anbefales kan den hvide, tørre og friske Riesling Rockstar, den saftige, bløde og frugtige Marany Sivi på Pinot Gris, en hverdagsvin vinificeret efter georgisk forbillede, ligeledes dens røde pendant Marany Crni på Pinot Noir; og i det mousserende univers Blanc de Noirs Brut Nature, hvis altså ikke ligefrem flagskibet Amfora Brut Nature. Dertil kommer de orange Amfora-vine, hvor især Rajnski Rizling og Traminac fortjener fremhævelse.

Gamle Starjak

Starjak kan oversættes til ‘den gamle mand’ eller ‘oldingen’ og er en gammel mark ved lokaliteten Bresnica. Den blev beplantet i 1932 af Zvonimirs mor Aleksa, kun fire år efter at hans far i 1928 var vendt hjem fra arbejde i Amerika (og allerede dengang lod familien sig bemærke for sine vine, se blot diplomerne nedenfor). Beplantningen var typisk for tiden, en blanding af sorter så forskellige som Žuti Plavec, Šipelj Bijeli, Štajerska Belina, Graševina, Kraljevina, Lipovina, Zeleni Silvanac, Veltlinac Crveni, Neuburger, Traminac og Muškat med flere. Syrerige, mineralske og til dels aromatiske druer, som til sammen har dannet grundlag for den daglige vin til det daglige brød; men som ingen i nyere tid havde tænkt kunne blive til noget særligt. Altså før drømmere som Tomac og Šember tog dem til sig og forsøgte at løfte dem til nye højder.

Sorterne er dels særegne for Plešivica som Žuti Plavec og Šipelj Bijeli, dels typiske for det kroatiske og slovenske indland som Štajerska Belina (i Slovenien bekendt som Ranfol) og Kraljevina; eller udbredt i Kroatien og videre omegn, det gamle østrigske kejserrige, såsom Graševina (velkendt som Welschriesling), Silvanac Zeleni (Silvaner), Veltlinac Crveni (Roter Veltliner) og Neuburger, en naturlig krydsning af de to sidstnævnte; og aromatiske sorter som Traminac (Traminer) og Muškat (Muscat) er fælleseje i det meste af det gamle Europa.

Mousserende vin på den traditionelle metode tager sin tid, og fremstillingen af en sådan vin fra amfora er særligt kompleks og langvarig. Amfora Brut Nature er baseret dels på Chardonnay, som giver frugtig fylde, og dels på det gamle field blend, som giver syre, mineralitet og aromatisk krydring. De vinificeres hver for sig, og først efter modning stikkes de sammen og gøres mousserende: Efter mosten er gæret seks måneder med skallerne, omstikkes vinen til store, gamle træfade og lagres i halvandet år. Derefter blandes og “trækkes den op” med gær og sukker og tappes på flasker, hvor den gærer og lagrer med gærresterne i et år eller to før degorgering à la volée, det nøjagtige tidspunkt afhængigt af årgangens beskaffenhed. Den toppes så op med samme vin og tilsættes ingen dosage, så det er ren vin og ren vintage.

Tomac Amfora Brut Nature 2019 er klar med en smuk kobberglød i glasset, sætter en fast skum og byder på fine, sprøde bobler og en opkvikkende syrlighed; som siden træder til side for moden frugt, mørk mineralitet og finmaskede tanniner. Fra frisk citrus til saftige ferskner og tørrede abrikoser, til kandiseret orangeskal, rugsurdej, ristede valnødder, saltkaramel, malt og kanel, underfundig kompleksitet og underjordisk dybde. Det minder om moden vintage Champagne, og det minder om klassisk orangevin fra Friuli eller Kakheti. Modsætninger mødes men går sammen op i en højere enhed. Nyd den som en gammel Krug; eller lad boblerne bruse af, og nyd den som et mildt glas Gravner. Giv den under alle omstændigheder god tid; og gerne i et større glas af Bourgogne-typen — Tomislav og Martina foretrækker selv at servere den i Mark Thomas Double Bend Red Expression.

Salig Zvonimir Tomac med det første kuld qvevri i Plešivica

Kong Tomislav og tronfølgen

Kroatiens første konge hed Tomislav og kronedes i 925; og her knapt 1100 år senere kan vi kåre Tomislav Tomac som den ukronede konge af kroatisk mousserende vin. Det virker oplagt efter hans sejrsgang med vine som Millenium og Diplomat og ikke mindst Amfora, den vel nok mest radikale fornyelse af genren, siden Dom Pérignon “opfandt” Champagne i 1697. Orangevinens adel tilhører han tillige, takket være Amfora, og stadig gør kun få andre ham følge i den vanskelige men potentielt vidunderlige hybrid mellem de to. Der findes mangt en orange pet nat, men méthode traditionelle skal man endnu spejde langt efter— sågar næsten helt til Champagne!

Tomac er husven hos sine biodynamiske fæller Anselme Selosse og hele hans slæng; og efter at have skænket sin vin og vakt deres interesse for amfora-vinificering, finder man i dag amforaer hos såvel Selosse som Larmandier-Bernier, Henri Giraud og Bertrand Gautherot. Især Gautherot gør på Vouette et Sorbée gerne Tomac kunsten efter med den fine Textures, en skindfermenteret Pinot Blanc fra en georgisk qvevri, han har erholdt netop ved kroatisk mellemkomst. Inspirationen fra Champagne til Plešivica virker altså også den anden vej rundt.

Marin Markežić fra Kabola i Istrien var hvad angår qvevri synkron first mover med Tomac, mens ligeledes istriske Giorgio Clai kom med i klubben få år senere; men modsat Kabola laver Clai nu med sin Pjenušac Brut Nature milde orangebobler smeltet sammen af Chardonnay og den lokale Malvazija Istarska. Så indtil videre synes Tomac at sidde sikkert på tronen inden for genren. Men hvordan med fremtidige projekter og vinhusets fjernere fremtid?

“Vi har altid lavet vine efter vore egne overbevisninger og derefter bevist, at der er et publikum til dem. Så vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden,” forsikrer Tomislav, og dertil tør man nok sige, at han er en mand, som tør gå mod moden: Han er mere en trendsetter end en dedicated follower of fashion. Derfor lader han det også være op til næste generation, om og hvordan de vil fortsætte familieforetagenet; men børnene bliver dog motiveret.

“Vores søn går på gymnasiet og bliver snart 18,” fortæller Tomislav. “Han hjælper til herhjemme og holder også af vin, så jeg forsøger at lære ham om markarbejde, markedsføring, salg og den slags. Vi forsøger at give ham fornemmelse for forretningen også. F.eks. havde vi ham med på RAW i København i sommer.”

Familien Tomac har alle varme følelser for Danmark og København og har da også kontakt med en dansk importør, så deres vine i en ikke så fjern fremtid måske kan være at finde på førende danske vinbarer og restauranter.

“RAW var en virkeligt god oplevelse. Det var vores tredje besøg i København, og vi kan næsten ikke vente med at komme forbi igen. Det er en herlig by, især om sommeren. Ikke for stor, med god energi og afslappede folk, alle cykler, og aftnerne varer længe… og overalt ser du folk sidde ude og spise og drikke naturvin. Noget af det første, som jeg lagde mærke til i gadebilledet, var en tom flaske Iago’s Wine, der stod oven på en skraldespand. Det er god stil,” griner Tomislav og slukker tørsten med et glas af sin røde Marany, som er hans seneste ‘satsning’, saftig Pinot Noir, som synes at være endnu en genre, som Plešivica kan udmærke sig med. Sikkert er det, at naturlig vin er familien Tomacs fremtid, og at de tænksomt tager ét skridt ad gangen for at være sikre på, at alt spiller som det skal.

“Vi har ikke travlt,” slår han stille og roligt fast; før han tilføjer, med noget, der ligner et fast mantra, “gode ting tager tid.”

Flaske: Amfora Brut Nature 2019
Vinhus: Tomac  
Oprindelse: Plešivica, Kroatien  
Druer: Chardonnay og gamle sorter  
Jordbund: Kalkmergel
Dyrkning: Biodynamisk  
Vinificering: Spontangæret på qvevri,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Store træfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Forhandlere: f.eks. Miva
Pris: cirka 350,-