8000 årgange

Der er grøde i georgisk vin. Vestlige vinmagere og vinsmagere og ikke mindst georgierne selv har i de seneste årtier genopdaget og genoptaget landets meget gamle og særdeles særegne vinøse arv. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden kan hjælpe georgierne med at finde fodfæste i en fremtid for landet, som længe har stået i Sovjets og Ruslands skygge — for ud af den træder hundredevis af unikke druesorter, talrige stolte traditioner og den nok væsentligste genremæssige tilføjelse til den vestlige vinverden i nyere tid, nemlig orangevinen.

Georgien mellem fortid og fremtid

“Den nye gamle verden” er blevet brugt som betegnelse for de central- og østeuropæiske vinlande, som længe lå utilgængelige bag jerntæppet, og hvis gamle vinkulturer længe led under kommunismens åg; men som nu så småt er kommet til sig selv igen og er ved at vågne til dåd. Ungarn er allerede kendt som klassisk vinland, og omkring årtusindeskiftet var der store forventninger til f.eks. Rumænien og Bulgarien; som dog i det store hele stadig lader vente på sig. I mellemtiden er de blevet overhalet indenom af et lille land som Slovenien; og så af et land endnu længere mod øst, som med sin historie og kultur burde have været selvskrevet på listen over stærke genkomster, hvis blot kendskabet havde været til det.

Georgien (på georgisk საქართველო, Sakartvelo) ligger i spændingsfeltet mellem øst og vest, mellem det antikke og det moderne, det velkendte og det ukendte. Georgien er beliggende på grænsen mellem Europa og Asien, i området der kaldes Kaukasien, et landområde mellem Det Sorte Hav i vest og Det Kaspiske Hav i øst, delt i to af den lange bjergkæde Kaukasus. Foruden Georgien tæller regionen lande som Armenien, Aserbajdsjan og dele af Rusland, f.eks. Tjetjenien og Dagestan.

Med et areal på cirka 43.100 km2 er Georgien godt 60% større end Danmark, mens befolkningen kun tæller knapt fire millioner mennesker, først og fremmest georgiere men også andre etniske grupper. Hovedstaden hedder Tbilisi og er samtidigt landets største by, hvor godt en tredjedel af landets befolkning bor. Sin beskedne størrelse og forholdsvist lille befolkning til trods rummer Georgien alligevel en enorm diversitet af mikroklimaer, landskaber og landbrugstraditioner— der dyrkes f.eks. korn, majs, ris, citrusfrugter og te— og for vinens vedkommende kan traditionen spores omkring 8.000 år tilbage.

Georgiens vinøse geografi: Landets vinområder og de vigtigste druer. Kilde: GWines

Mellem bjerge og have

Georgien er som vinland først og fremmest præget af de omkringliggende bjerge og vandmasser. De store Kaukasus-bjerge i nord skærmer landets vinmarker fra den kontinentale russiske kulde; mens De mindre Kaukasus-bjerge i syd modererer den tørre og varme luft sydfra. Fugtig luft fra Sortehavet i vest blokeres til dels af Likhi-bjergene, som deler Georgien i en vestlig og en østlig del. Den østlige del påvirkes til gengæld af varme vinde fra Det Kaspiske Hav og de kasakhiske stepper; og det er da også i den mindre regnvåde og mere solrige østlige del af landet, at størstedelen af landets historiske vinavl befinder sig. I dag deles landet op i 20 appellationer for vin, hvoraf de fleste forefindes i regionerne Imereti, Kartli og Kakheti, sidstnævnte med de vigtige subregioner Kvareli og Telavi; og det er netop i Kakheti, vi skal stifte bekendskab med Georgiens nok mest ikoniske bidrag til vinverden— vinfremstilling i nedgravede lerkrukker kendt som ქვევრი, kvevri eller qvevri, en praksis, som FN i 2013 satte på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv.

Det anslås, at der engang har været måske mere end 1.000 georgiske druesorter; men mange af vinstokkene blev rykket op med rode under de arabiske erobringer i landet omkring år 750; og langt senere gjorde Sovjetstyret sit for at undertrykke landets enestående kulturarv ved at omlægge vinavlen til masseproduktion og satse på højtydende sorter. Efter Sovjetunionens sammenbrud og Georgiens genvundne selvstændighed i 1991 fulgte en periode, hvor moderne, internationale druesorter gjorde deres indtog. Men siden er interessen for at bevare og fokusere på egne sorter genvundet, og summa summarum er, at der i dag er identificeret i hvert fald 525 overlevende indfødte sorter, hvoraf omkring de 50 er i egentlig kommerciel produktion. Den vigtigste røde sort er Saperavi og den vigtigste hvide Rkatsiteli — og dertil kommer vigtige sorter som de røde Aleksandrouli, Chkhaveri, Dzelshavi, Mujuretuli, Ojaleshi, Otskhanuri, Shavkapito, Takveri og Usakhelouri, og de hvide Aladasturi, Chinuri, Khikhvi, Kisi, Krakhuna, Mtsvane, Tsolikouri og Tsitska.

Vinens vugge

Ifølge en myte fik georgierne deres land i hænde, da Vor Herre i hine tider fordelte Jorden mellem alverdens folkeslag; og under den himmelske seance sang, dansede, spiste og drak de glade georgiere så meget, at de dagen derpå vågnede op til en verden, hvor samtlige lande allerede var fordelt, og de stod tomhændede og slukørede tilbage. Men da Gud så deres livsglæde og godmodighed, forbarmedes han og gav dem i stedet det lille stykke land, han ellers havde udset til sig selv: Paradis på jord, Georgien. Samtidigt gav han dem vinens gave, som siden har været så tæt forbundet med kristendommen og dens ritualer.

Mere faktuelt kan de fleste af de ældste arkæologiske fund, som med sikkerhed bevidner vinavl og vinfremstilling, lokaliseres i nutidens Georgien og omegn. Det er f.eks. fund af lerkrukker med rester af druekerner og deslige. Genetisk profilering af indfødte georgiske druesorter har ligeledes bevidnet deres særskilte identitet og lange aner. Væsentligt nok menes de indoeuropæiske sprogs navne for vin desuden at have en fælles rod i det georgiske ord for vin, ღვინო, ghvino. Det georgiske skriftsprog har sit eget unikke alfabet, hvis snurrede og krogede bogstaver af nogen siges at stamme fra vinrankens slyngtråde og deres vilde krummelurer. En fin fortællinger er det i hvert fald, og dem er georgierne gode til.

Det ortodokse Alaverdi kloster i Kakheti står vagt om de gamle traditioner — især mod udefrakommende forstyrrelser som moderne teknologier og internationale druesorter

Den georgiske vinkultur er altså ældgammel og dermed også dybt rodfæstet i den georgiske folkesjæl. Landet ganske enkelt emmer af vin og er tæskfyldt med traditioner, hvor vin enten indgår som den mest naturlige ledsager eller simpelthen indtager scenen som hovedrolleindehaver. Således er et fast ritual festmåltidet supra, hvor mad, vin og sang smelter sammen, forestået af en ceremoniel toastmaster, tamada, og med hyppig brug af den traditionelle skål, “Gaumarjos!”, bogstaveligt talt ‘for vor sejr!’. På bordet vil findes en buffet af retter fra landets ligeledes righoldige kulinariske arv og oftest rigelige mængder vin. Ofte overraskende saftige og af og til sødmefulde rødvine; og ofte de tørre og overraskende tanninholdige vine, vi i vesten for nyligt har lært at kalde ‘orangevine’, men som sædvanligvis kaldes ‘ravvine’ på georgisk, ქარვისფერი ღვინო, ‘hvidvine’ fremstillet med lang skindkontakt; men som gennem århundreder, årtusinder har været en del af den georgiske vintradition.

Det skal ikke forstås sådan, at Georgien har en identificerbar og kontinuerlig vintradition fra oldtiden og frem til vore dage, eller at landets vinkultur har nogen enhedsmæssig beskaffenhed. Georgien har gennem hele sin historie været et ombejlet og bekriget område— persere, grækere, romere, arabere, mongoler, tyrkere og senest russere har alle gjort indtog i og sat deres præg på landet gennem tiderne. Det til trods er dele af dets årtusinder lange vintradition overlevet i en nogenlunde uspoleret form, og det giver os ikke blot et indblik i en fjern fortid. Det åbner også for nye og anderledes vinoplevelser. Der er rigeligt med rustikke vine— på godt og ondt— men de fleste besidder både autenticitet og usædvanlig kompleksitet, og de bedste kan berede store vinoplevelser. Men man må være klar på at lade sig udfordre!

En gammeldags georgisk marani med de karakteristiske qvevri gravet ned i gulvet

Georgiens største claim to fame og vigtigste aktie i fremtiden er uden tvivl dets skatkammer af gamle, indfødte druesorter; samt dets overleverede kulturarv med unikke fremstillingsmetoder og vinstile. En arv, som for få årtier siden var snublende nær at gå tabt; og som kun er overlevet takket være traditionsbevidste klostre, genstridige bønder og ikke mindst en håndsrækning fra en håndfuld visionære fremmede, som lod sig fascinere af landets oprindelige vinkultur og hjalp med at genoplive den.

Vise mænd fra Vesterland

John Wurdeman er en amerikansk maler, der for alvor lod sig fascinere af georgisk kultur under rejser til landet i 1990’erne. Siden flyttede han dertil og arbejdede med maleri og indsamling af folkesange. Den interesse fik den lokale vinbonde Gela Patalishvili til at “tvinge ham” til også at hjælpe med at redde den dengang uddøende georgiske vinarv med vinifikation på qvevrier. Modvilligt lod Wurdeman sig ad åre overbevise, og i 2007 fødtes i Sighnaghi endelig hans vinhus Pheasant’s Tears, ‘fasantårer’, navngivet efter et folkesagn om, at landets bedste vine er gode nok til at få selv fasaner til at græde! Og Wurdeman har om nogen gjort sit for at skabe opmærksomhed om og sikre landets vinøse kulturarv og udbrede kendskabet til den internationalt. Ikke mindst takket være investeringer, import og markedsføring fra skandinavisk side, her kan vi hejse flaget for danske Sune Rosforth og følge. Vil man smage fasantårer, er deres Mtsvane og Kisi gode steder at starte.

Af lokalpatriotisk interesse bør også nævnes en anden tilflytter, den danske eventyrer og erhvervsmand Olaf Malver, som sammen med sin georgiske hustru Eka og nogle af landets førende vinmagere har skabt vinhuset Danieli Winery ved landsbyen Argokhy i Kakheti; og siden 2012 har de kastet sig over de lokale druesorter med vinificering på både moderne og mere gammeldags façon. Danieli byder bl.a. på ganske glimrende Saperavi for både begyndere og lettere øvede, prøv f.eks. deres Budeshuri eller Napareuli.

Vestlige ganer blev måske vakt gennem sådanne mellemkomster, men selvfølgelig var der allerede stærke kræfter i gang i det georgiske. Trofaste vinbønder med stærke viljer har trukket Georgien op nedefra, særlig nævnelse skyldes (i alfabetisk rækkefølge) folk som Nikoloz Antadze, Kakha Bereshvili, Iago Bitarishvili, Ramaz Nikoladze og ikke mindst det afdøde ikon Soliko Tsaishvili. Takket være dem er der stadig liv og nu fornyet liv i traditonen.

Vinens livmoder

Den traditionelle georgiske tilgang til vinfremstilling er nærmest poetisk eller mytologisk af natur. Vinen gæres, som regel af hele druer med både skind og kerner, ofte endda som hele klaser, i moder naturs skød, vinens livmoder, qvevrien. En qvevri (mere korrekt transkriberet som kvevri, men stavemåden med q har nu vundet internationalt indpas) er det traditionelle ægge- eller dråbeformede lerkar, man har fremstillet og opbevaret vin i, gravet ned i jorden i eller uden for vinkælderen, på georgisk მარანი, marani.

Fremstillingen af qvevrier er et hæderkronet håndværk, som i dag kun beherskes af en aftagende skare, og råmaterialet er typisk fint flodler. Den færdigtformede qvevri brændes, og traditionelt beklæder man siden indersiden med bivoks. Denne foring kan holde gennem adskillige mange år, hvis qvevrien rengøres og behandles korrekt ved brug af traditionelle redskaber og metoder.

Mens moderne vinifikation og modning mestendels foregår på ståltanke og i træfade, er amforaer og qvevrier alternative beholdere med andre egenskaber og fordele. Qvevriens koniske form sikrer en konstant cirkulær bevægelse under gæringen, en slags indbygget bâttonage, som giver god kontakt mellem most, skaldele og gærrester. Nedgravning i jorden sikrer en konstant temperatur, typisk mellem 10 og 12 grader, samt en kun meget langsom indtrængning af ilt, som giver en let mikrooxidering. Det sikrer alt sammen stabilitet— og så var vinen i gamle dage også behændigt begravet under jorden og dermed til dels sikret mod invaderende styrker.

Marani med redskaber til brug undervejs i vinens vej fra jord til bord

Siden har vinmagere som Josko Gravner, Paolo Vodopivec, Tomislav Tomac, Thierry Puzelat og Bertrand Gautherot taget qvevrien til sig på vestligere længdegradder og gjort deres for yderligere at udbrede kendskabet til og værdsættelsen af den særlige tradition uden for Georgien.

Orangevinen er nok det mest karakteristiske af Georgiens bidrag til den moderne vinkultur. I duft og smag finder man ofte noter af tørrede frugter, f.eks. tørret abrikos og rosiner, og af citrusskal, f.eks. pomerans og bergamotte. Anslag af nødder, krydderier og røg er heller ikke ualmindelige. Strukturen kan vække mindelser om sort the, og der er ofte en del bitternoter. Man kan sige, det er en slags hvidvin, der opfører sig som rødvin; og det giver især mening til det georgiske køkkens udbredte brug af valnødder, granatæbler, auberginer, tomater, oliven og urter. En anden god grund til at smage sig nærmere ind på det fascinerende og mangefacetterede Georgien.

Danmark er som sædvanligt med på noderne og står som importørland forrest i køen hos en række af de bedste vinproducenter. Gå på udkig hos Rosforth & Rosforth og de oplagt navngivne Georgisk Vin og Georgien Vin. Kig eventuelt også forbi hos Korsholm Vin eller Otto Suenson, som også har en ting eller to. For hvis du ikke har fordybet dig i georgisk vin før, er det på høje tide.

Skal du føres direkte i løvens hule og til hestens mund og samtidigt i den syvende himmel, så bliver det ikke meget mere arketypisk georgisk end Rkatsiteli Tsarapi fra Soliko Tsaishvilis vinhus Our Wine. Det er essensen af Georgien på glas: En spændstig mundfuld kvædete, tørrede abrikoser, valnødder, vildblomsthonning og røgelse. Struktur og tekstur frem for alt, med fine men almægtige tanniner, der langsomt men sikkert hænger mundhulen til tørre! I eftersmagen umami og lette tawny-noter samt spor af en svunden tid…

Til dig, der tørster efter mere viden og flere fortællinger: Der er rundt omkring skrevet mangt og meget om Georgien og dets vinkultur. De bedste samlede fremstillinger er efter min mening begået af to begavede amerikanerinder med internationalt udsyn: Carla Capalbos Tasting Georgia, A Food and Wine Journey in the Caucasus (Interlink Books, 2017) samt Alice Feirings For the Love of Wine, My Odyssey through the World’s Most Ancient Wine Culture (Potomac Books, 2016).

Lille land, hvad nu?

Til sidst dog en dråbe malurt i bægeret: De i udlandet så hypede qvevri-vine udgør under 10% af den samlede produktion; og selv i Georgien er der plantet masser af Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Vestlige planteskoler, biotekselskaber og vinkonsulenter har haft travlt med at få en fod ind på det ‘gryende vinmarked’. Så selvom landets unikke kulturarv for tiden er reddet, så er landets videre fremtid, og ikke mindst den kommercielle vinbranches, endnu usikker.

Hvad værre er, den generelle politiske situation er anspændt, og fortidens spøgelser hjemsøger georgierne, hvis historiske landsmænd som bekendt også tæller en tvivlsom karakter som Josef Stalin. Før Rusland invaderede Ukraine, hvad enten vi sætter datoen til 2022 eller 2014, invaderede det Georgien i 2008; og russiske tropper besætter dags dato stadig godt 20% af landet. Det drejer sig om de to nordlige regioner Sydossetien og Abkhasien, hvor pro-russiske kræfter har erklæret områderne som selvstændige republikker, og Moder Rusland er ‘kommet til undsætning’. I dag er det svært ikke at se det som et uskønt forspil til Putins invasion af Ukraine.

Det har selvfølgelig rusket op i anti-russiske følelser og holdninger bredt i den georgiske befolkning og haft en overordnet negativt indflydelse på landets økonomiske situation. Dertil har det også (som i Ukraine) styrket nationalfølelsen og de pro-vestlige kræfter, som ønsker Georgien som medlem af NATO og EU. Mange tager forskud på glæderne, man kan for eksempel allerede se EU-flag vejre i Tbilisi. Alt er dog ikke sort-hvidt. Nok søger Georgien medlemsskab af EU, men udviklingen halter, og samtidigt er der stadig pro-russiske kræfter i såvel regeringen som den offentlige administration; og mange georgiere fortsætter med at byde russiske virksomheder og investorer velkommen. Billedet er broget, og man forstår nemt årsagerne til splittelsen, landets komplekse historie taget i betragtning. Men hvordan slutspillet kan se ud, er endnu svært at ane. Vi almindelige dødelige kan kun krydse fingre og støtte de gode kræfter, hvor mulighederne byder sig. En ganske vist lille håndsrækning kunne være købet af en god flaske autentisk georgisk vin samt en skål for endnu tusinder af årgange. გაუმარჯოს!

Flaske: Rkatsiteli Tsarapi 2019
Vinhus: Our Wine  
Oprindelse: Kakheti, Georgien  
Drue: Rkatsiteli  
Jordbund: Kalkholdig ler
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret,
seks måneders skindkontakt  
Lagring: Qvevri  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Rosforth & Rosforth  
Pris: 204,- 

Artiklen er en uforkortet udgave af den generelle introduktion til georgisk vin, jeg under samme titel publicerede i DinVinGuide #39 i august 2023. Fotos er venligst stillet til rådighed af Valeria Tenison, Katerina Russu, Wines of Georgia, Ministry of Culture and Monument Protection of Georgia samt omtalte vinhuse

Pionerer på gammel grund

Komarna er Kroatiens yngste vinområde; og med yngste vinområde menes ikke alene ‘senest anerkendte appellation’ om et område, hvor man endelig har fået officiel anerkendelse efter i århundreder at have dyrket vin. Komarna er ganske enkelt et nyt område som i ‘et nyligt opdyrket område’, hvor der ikke tidligere har været kommerciel vinproduktion. Det ligger lidt nord for Dubrovnik og direkte ud til Adriaterhavet lige nord for Neretva-flodens udmunding. Vi taler stejle, stenede skråninger, sparsom vegetation og en helt vild havudsigt. Endelig er det også noget så nymodens som et 100% økologisk vinområde, hvor samtlige vinhuse arbejder med økologisk certificering. Det er pionerånd på højt plan, og den bedste nyhed er, at vinene er gode, røde som hvide. Faktisk holder de et imponerende højt niveau med friskhed og elegance som adelsmærker, ikke mindst hos foregangsmændene hos Rizman.

Damir Štimac fra Vinarija Rizman foran familiens vinmarker og med Pelješac-broen i baggrunden

Komarna kommer til verden

“Min familie gjorde de første spadestik til appellationen Komarna i 2005,” fortæller Damir Štimac fra Vinarija Rizman. Opstarten opsummerer han kort og koncist: “I 2006 plantede vi de første oliventræer, og de første vinstokke blev sat i 2008, 2009 og 2010. Så fik vi følgeskab af andre vinhuse; og i dag er vi oppe på syv huse og 90 hektarer vinmarker.”

Ordene falder nær den navngivende landsby Komarna, 250 meter over havoverfladen ved toppen af familiens 22 hektarer vinmarker. Fra de 250 meter skråner markerne med vertikale rækker ned mod havet til 50 meters højde med en gennemsnitlig hældning på 30%. Det er pænt stejlt, og den stenede jordbund taget i betragtning beløber indsatsen sig rimeligtvis til betegnelsen ‘heroisk vitikultur’ — men hvorfor lige her?

“Vi ligger kun få kilometer fra den berømte Neretva-floddal, men her i Komarna har vi en anden jordbundssammensætning og andre mikroklimatiske forhold på grund af havets nærhed. Jorden består mest af mere eller mindre forvitret kalksten med en meget lille mængde organisk materiale ovenpå. Markerne er eksponeret mod syd og sydvest og nyder godt af over 2.600 solskinstimer om året og en årlig nedbør på omkring 700 mm. Havbrisen hjælper med at regulere fugtigheden og gør det dermed lettere at følge den økologiske tilgang. Nærheden til havet forhindrer også pludselige ændringer i vejret,” forklarer Damir Štimac. I forhold til det sydlige Dalmatiens to store klassiske appellationer, Dingač og Postup på Pelješac-halvøen, karakteriseres Komarna altså af en kende køligere mikroklima med især køligere nætter, som gør druerne spændstigere og mosten mere syrefrisk.

Vinarija Rizman troner på toppen over vinmarker og olivenlunde med udsigt ud over Mali Ston bugten

Familien Štimac har dybe rødder i det sydlige Dalmatien, og familiens engagement i vinavl går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Vingården gav de navn efter deres gamle oldefar, Mijo Popić, som i hine tider havde dyrket vin i Neretva-dalen og i siden USA, hvor han var blevet kendt under kælenavnet Rizman. Damir uddyber: “Vi er et familieforetagende, og vores fokus er på de indfødte druesorter og olivensorter. Vi dyrker økologisk, og den kærlighed og omsorg vi giver vores oliventræer og vinstokke er sammen med de høje standarter, som styrer hele processen, fra beskæring, håndhøst, vinifikation og flaskning, garanten for en høj kvalitet i vores produkter.”

Det er Dalmatiens to vigtigste sorter, den røde Plavac Mali og den hvide Pošip, som med 73% og 12% står på størstedelen af markerne; men der er også blevet plads til Tribidrag, bedre kendt som Primitivo eller Zinfandel, en sort, der som bekendt stammer fra Dalmatien og først i løbet af de sidste århundreder har måttet vige pladsen for sin efterkommer Plavac Mali. Desuden er der plantet en smule Malvazija, Babić, Bogdanuša, Dobričić, Maraština, Vugava, Bratkovina og Cetinka, og der gøres også forsøg med Grk. Endelig er der en lille smule af internationale sorter som Chardonnay, Viognier, Cabernet Sauvignon, Syrah og Tempranillo. Før vinavlen var spredte olivenlunde eneste egentlige afgrøde i lokalområdet. De olivensorter, der dyrkes, er lokale kendinge som Drobnica, Oblica, Levantinka og Lastovka og italienske slægtninge som Coratina, Frantoio, Leccino og Pendolino.

Syv små kæmper

“Vi fik hurtigt kolleger,” konstaterer Damir med et tilfreds smil. Som professionel assistance har Rizman ansat agronomen Ivan Govorko og kældermesteren Luka Kalajžić; og så kom der flere til omkring dem. Foruden Rizman har Saints Hills, som ellers begår sig i Dingač, også slået rødder i området. Med Ernest og Ivana Tolj i spidsen, massive investeringer fra amerikansk side og ingen ringere end den franske ønolog Michel Roland som chefkonsulent skaber det endnu en kvalitativt stærk basis for Komarna. Tre lokale familier med fælles baggrund i landbrug og salg af landbrugsmaskiner via firmaet Poljopromet har slået tøjlerne sammen om vinhuset Terra Madre. Med direkte adgang til maskiner til at tynde ud i buskads og maki og mejsle sig gennem den hårde kalkstensundergrund var de veludrustede til at tage opgaven op. Også de har hyret en dygtig ønolog som Marko Šuman og fremstiller flotte vine. Familien Volarević har drevet planteskole i årtier men har nu også slået sig fuldtids på vinproduktion. Sønnen Josip er kandidat i ønologi og vitikultur og har for nyligt færdiggjort sin PhD om Plavac Mali; og han forklarer motivationen bag Komarna appellationen med følgende skudsmål: “Vi har alle de rigtige forudsætninger her, men vi må arbejde hårdt på at højne kvaliteten og samtidigt missionere for vores mange indfødte sorter.” Desuden er der det lille Vina Deak, der drives af familien Deak, som ellers har ernæret sig gennem udlejning af feriehuse og lejligheder. Far og søn Damir og Dino Deak står for produktionen, og Dinos lillesøster Maša er ved at uddanne sig i vitikultur og ønologi. Endelig har to dalmatiske kooperativer også slået flag i Komarna, nemlig Modrozelena zadruga og Neretvanski branitjelj.

Så selvom området og vinhusene er nye, ligger der mange års erfaring hos personalet, der hentes kyndig vejledning ind udefra, og man bygger videre på århundreders dalmatiske traditioner. Komarna er de facto verdens første og endnu eneste certificeret økologiske vinområde, og i øjeblikket arbejder man med at gøre det de jure gennem et lovkrav i oprindelsesgarantien. Komarnas syv vinhuse har desuden etableret deres egen forbund, K7, som har til formål at kontrollere kvaliteten af områdets vine og fremme vinhusenes fælles interesser samt udvide kendskabet til regionen og dens vine. “Det giver os individualitet og en særlig dynamik, at vi er Kroatiens yngste appellation, og at vi alle arbejder økologisk,” fastslår Štimac.

Prisværdigt er det i hvert fald, at man, når man vælger at opdyrke ellers vildt landskab, gør det med biotopens beskyttelse for øje (økologisk og bæredygtig dyrkning) og tager aktive skridt for at øge biodiversiteten (dyrkning af både oliven og druer sammen med vild vegetation). Deres fortrinsvise valg af de nærliggende områders gamle sorter tjener samme bevaringsetik.

Et par eksempler på Komarnas foreløbige formåen:

Vina Deak Veritas 2020: Plavac Mali med intens frugt og fint fadpræg. Bål og brand i næsen, heldigvis uden at den soder helt til: Bålrøg, røgelse, tørv og tørrede urter, frisk salvie og mynte, mørkerød frugt. I munden masser af morbær, brombær og hindbær, spændstig saft med fin fylde, stringent syre og masser af fine tanniner, fint balanceret og delikat salt i eftersmagen. Alk.: 15%

Volarević Platinum 2018. Mørk frugt, fast struktur og fyrig alkohol. Ekspressiv næse med liflige mørke bær, brombær, blåbær, solbær og let urtede noter. Blød fylde i spil faste tanniner fra første færd, masser af mørke bær, blommer, lakrids og urtesalt og en smule krydret røg fra fadet. Meget moden stil men med tanninkorset til at holde det hele sammen. Alk.: 16,5%

Terra Madre Premium 2017. Dyb duft af brønd, våd skovbund og sursøde brombær. En lind strøm af skiftevis rød og sort frugt og friske krydderurter, ret saftig og samtidigt spændstigt tør. Fine, fine tanniner i hobetal holder den sødmefulde frugt i skak. Alk.: 14,5%

Sommerligt vue ud over Vinarija Volarevićs marker ned mod Adriaterhavet

Førstevinen

Rizmans portefølje rummer først og fremmest Plavac Mali, Tribidrag og Pošip. De tre sorter dækker tilsammen 90% af familiens marker og giver uden tvivl det mest autentiske udtryk i vinene. Den vin, de har fremstillet længst, som samtidigt er vinen fra de første marker fra 2008-2010, hedder passende Primus; og den giver et godt indtryk af stilen og potentialet i Komarna. Druerne høstes alle i hånden og gennemgår en yderligere selektion, når de når frem til kælderen. De afstilkes og presses pneumatisk, før de gennemgår naturlig alkoholisk og malolaktisk gæring på temperaturstyrede ståltanke. Derefter modnes vinen 12 måneder på brugte barriques af 70% fransk og 30% amerikansk eg, flaskes ufiltreret og flaskelagrer yderligere 6 måneder før frigivelse.

Primus har høstet ros fra anmeldere gennem flere år, og med et par af de senest frigivne årgange i glasset forstår man hvorfor. 2018 var en rigtigt god vækstsæson med sol og en del regn over sommeren men ikke i september. 2017 var gennemgående varmere og tørrere og høsten kun halvdelen af gennemsnittet, til gengæld af rigtig god kvalitet.

Rizman Primus 2017. Dyb duft, tæt af blå blommer, røde bær, blomster og pollen. Stor fylde og et fast greb i munden, mange og meget fine tanniner og en flot syre, fornemmes meget tør; men har samtidig en moden sødme, en mørk essens af skovbær, lakrids, espresso og fint støv, som havbrisen blæser af de solvarme kalksten. En mægtig vin med rigtigt meget at byde på. Alk.: 14%

Rizman Primus 2018. Diskret men dyb duft, der stille åbner op for mørke bær, lakrids, maki, krydderier og en smule røg. Delikat i munden med en blød fylde, fyldig frisk frugt og et let sursødt spil, og langsomt men sikkert sætter faste men fine tanniner ind; og når de slipper, efterlader de saftige blå blommer, brombær og sortebær og friske krydderurter. Fornemt struktureret vin, stadig en smule sky men med meget på hjerte. Alk.: 14,5%

Flaske: Primus 2018
Vinhus: Rizman  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14,5%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-  

Make Gutedel great again

Manden er lidt af en legende på den tyske rødvinsscene; men bag enhver stor mand står der som bekendt ofte en stærk kvinde, der har været med til at udstikke kursen. Således også i tilfældet Hanspeter Ziereisen fra sydtyske Baden, som sammen med hustruen Edeltraut udgør et stærkt team i familiens vinhus i Efringen-Kirchen. Connoisseurs vil kende og lovprise deres karakterfulde Pinot Noirs, men de skiller sig samtidigt ud som stærke fortalere for og fortolkere af den i dagens Tyskland sjældne hvide sort Gutedel — en ofte grå mus, som i deres hænder dog i sandhed bliver både god og ædel.

Grænseoverskridende

Vi skal sydpå i det vesttyske, helt ned til Baden, og netop lige så langt sydpå i Baden, at længere ville føre os til Basel i Schweiz. Markgräflerland hedder delregionen, som er beliggende mellem Breisgau i nord og Schwarzwald i øst og dermed grænser op til Frankrig mod vest og Schweiz mod syd. Dreiländereck kaldes trelandshjørnet tillige, eller ‘Dreyeckland’ på den allemaniske dialekt af tysk, som er særegen for området og med nordtyske ører får de lokale til at lyde som schweizere. Markgräflerland tager navn efter ‘markgrevskabet’ i Baden, som styrede området fra 1100-tallet, mens man stadig var del af Det hellige tysk-romerske Rige (hvorom vittigheden er, at det hverken var tysk eller romersk og slet ikke helligt). Området er udpræget katolsk, og store dele hørte under bispedømmet i Basel frem til 1501; indtil markgreven i 1556 lod sig omvende til munken Martin Luthers reformerte lære. Efter kejserrigets opløsning i 1806 blev grevskabet ophøjet til del af storhertugdømmet Baden. Lang historie kort: Allemanerne er noget for sig, og der hersker en særskilt lokalhistorie og stolt, særegen kultur i området, som grundet sit milde klima også er kendt som ‘Tysklands Toscana’ — ikke mindst grundet sin vinkultur og de gode røde vine.

‘Tømrer, bliv ved din læst’ ville være et særdeles dumt diktum at kaste efter Hanspeter Ziereisen. Han har altid gået sine egne veje og aldrig danset efter nogens pibe. Hans oprindelige profession som tømrer og snedker blev i 1991 lagt på hylden til fordel for en fuldtids helligelse af det landbrug, han overtog fra sine forældre med asparges, kartofler og en halv hektar vinmark. Familien har holdt til i landsbyen Efringen-Kirchen med Rhinen lige rundt om hjørnet siden 1734. I 1993 flaskede han sine første vine, og allerede dengang var det efter devicen “selvgjort er velgjort” — godt gjort er det i hvert fald, at markarealet i mellemtiden har vokset sig til 21 hektarer, og Ziereisen i en årrække har været Badens mest eksporterede producent: Hele 65% af de årligt godt 12.000 flasker sælges til det store udland; og til så høje priser, at nogle af naboerne må løfte øjenbrynene en smule.

Det var med Spätburgunder, Hanspeter skabte sit navn — og siden skabte furore. Hans stil blev både forbillede og delte vandene; men hvad er det, han gør, som sprænger grænserne for Badens i øvrigt ellers udmærkede udbud af kvalitetsvine og gør familien fortjent til tilnavne som rebeller, ikonoklaster og tryllekunstnere?

Svaret kan i dag synes næsten banalt, men da Hanspeter først valgte at fokusere på håndhøst, gammeldags kurvepresning, spontangæring, lang lagring og ingen filtrering var den slags stadig hård kost i det konservative Tyskland. Ziereisen udviklede en individuel stil imod den moderne ensretning, og det kom til at koste. I 2004 levede hans vine ikke længere op til bedømmernes krav til kategorien Qualitätswein, og han måtte derfor deklassificere dem til den lavere og lavere agtede Landwein. Et hårdt slag og en besynderlig situation for en særdeles kvalitetsbevidst og arbejdsom vinbonde. Siden har Ziereisen vendt det til en sejr og valgt bevidst at markedsføre alle sine vine som Landwein uden om Qualitätsweinsystemet— og flere har gjort ham følge.

Få forventede nok en egentlig revolte fra det landlige og ellers så konforme Baden, men det skete i 2015 til et besoffent træf efter den lokale vinmesse Müllheimer Weinmarkt, som havde slået hovedet på sømmet. Ziereisen og en håndfuld andre af Badens mest engagerede vinbønder var samlet på Hotel Alte Post efter dagens dont for at skylle deres oplevelser ned. Som producenter af Landwein var de udenforstående og havde ikke haft deres vine repræsenteret på messen, som udelukkende promoverede kategorien Qualitätswein. Samtalen gik frit, og konklusionen kom til at stå klart. “Der havde været mere end 100 vine med på messen,” fortæller Ziereisen i tilbageblik, “og de smagte alle sammen ens. Det var ren og skær mainstream. Alle vinene var uden undtagelse slanke, klare, koldfermenterede frugtbomber.”

“Nutidens smagenoter fortæller om friske bær og frugter og citrus i ét væk. I gamle dage handlede de mere om blomster, urter, jord og røg. Vinen var helt anderledes dengang. I de dage lavede man vin, i dag laver man juice!”

— Hanspeter Ziereisen

Ziereisen og ligesindede som Dirk Brenneisen og Max Geitlinger har i stedet valgt at gå egne veje. Uden skelen til konventionerne får de lov at stå uforfalskede frem og at tale for sig selv— og det gør de, og det gør de godt! Som primus motor bag modbevægelsen har Ziereisen med sine meningers mod og en bramfrie tone kunnet skære igennem, ikke mindst fordi de altid krydrer budskabet med en god portion humor og et aldrig svigtende humør. Gerne garneret med t-shirts med slagsfærdige slogans som ‘Sex, Gutedel and rock’n’roll’ eller ‘Make Gutedel great again’.

Terroir og god tid

Stille og roligt har Hanspeter og Edeltraut taget sig tid til at lære vinmarkerne at kende, som de har udvidet arealet. De tager sig god tid til opmærksomt arbejde i markerne og holder et stærkt fokus på de enkelte parceller. Blandt deres kæpheste er massale selektioner af vinstokkene og en høj beplantningstæthed, og man finder på flere marker op mod 20.000 vinstokke per hektar! Samtidigt har de beholdt en høj andel ældre vinstokke på markerne, og på disse måder mener Hanspeter, at han får et mere håndfast aftryk af terroiret. Brugen af kunstgødning skrottede de omkring årtusindeskiftet og lagde ved samme lejlighed så godt som alle sprøjtegifte fra sig. Økologisk certificering er der dog ikke tale om og bliver det heller næppe. Nogen fan af hverken regelsæt eller papirarbejde er ingen på stedet, og det skal igen ikke glemmes, at Hanspeter er selvlærd vinbonde og vinmager og gerne selv tager det fulde ansvar for sine meninger og sine handlinger.

Kælderarbejde følger samme forkærlighed for håndarbejde og ikke mindst opmærksom afventen. Ting tager tid, og you can’t hurry love. Efter en selektiv håndhøst kommer klaserne ind og presses hele på familiens gamle kurvepresse. Forholdsvist langsomt og op til et tryk på seks bar. Visse af hvidvinene får så et døgs kølig udblødning med skallerne, andre gæres direkte fra den friskpressede most; mens rødvinene selvfølgelig gæres med skallerne og en mindre andel stilke. Gæringen foregår spontant på træfade— Ziereisen er ikke tømrer for ingenting— fra det gamle, familieejede Büttnerei Assmann i Franken— endnu en form for sydtysk lokalpatriotisme og påskønnelse af grundigt håndværk. Efter endt gæring gør Ziereisen brug af regelmæssig bâttonage og ellers får vinene lov at hvile på gærresterne i de kølige kældre, helst to vintre og to somre før flaskning. Selvfølgelig ufiltreret og med deres første og meget moderate tilsætning af sulfitter.

De mikroklimatiske forhold omkring Efringen-Kirchen er, i kombination med den karakteristiske kalkstensjord, et ekko af det nærliggende Bourgogne. Det er kun 150 kilometer til Beaune, så det er intet under, at Pinot-sorterne stortrives på disse kanter; og Ziereisens eksemplarer er alle saftige, stoflige og samtidigt fast strukturerede, med dybrød bærfrugt og masser af blomster, urter, skovbund, blade og pibetobak. Ziereisen er med rette stolt af sine Spätburgundere, hvor især Schulen, Bürgin og Jaspis når imponerende højder.

Ens hustru har altid ret, så en mand gør godt i at følge hendes råd. Således også i familien Ziereisen, så da Edel i sin tid rådede Hanspeter til at gøre et større nummer ud af den gamle og næsten glemte sort Gutedel, rettede han selvfølgelig ind. Takket være Edel står der derfor stadig stokke fra 1960’erne og 1970’erne. “Jeg havde ellers haft lyst at rive dem op og skifte dem ud med Pinot, men Edel sagde nej. ‘Det er vores rødder og vores arv, vi er nødt til at arbejde med dem,’” refererer Hanspeter og kapitulerer: “Så det gjorde jeg. Undervejs er jeg skiftet til cordon-beskæring, og det giver pote. Normalt har Gutedel meget store druer, cordon giver den mindre druer og løsere klaser; så sundere druer med mere smag.”

Dermed har han været med til at skabe fornyet interesse for den gamle og fortrinsvist schweiziske druesort, som i mange år led under et dårligt ry og vigende engagement.

Schweizisk neutralitet

Gutedel er en meget gammel druesort, som sædvanligvis går under navnet Chasselas. Således især i Schweiz, hvor den med 4.000 hektarer er den mest dyrkede drue og noget nært et nationalklenodie. Dens højborg er i kantonerne Vaud og Valais, ofte under navnet Fendant. Den spænder over alt fra overmåde ordinære hverdagsvine uden synderlig karakter til ret karismatiske terroir-vine med overraskende godt lagringspotentiale. Den skal blot dyrkedes de rigtige steder og kældres på forstandig vis for at udfolde sit fulde potentiale, som gør den fortjent til tilnavnet ‘den god-ædle’. Stilistisk kan den i karakter og spænd vække mindelser om druer som Aligoté, Graševina, Melon og Silvaner.

Det er ingenlunde en aromatisk druesort, der til gengæld kan glimre gennem sit subtile væsen. En gennemsnitlig Chasselas er som regel let, saftig og læskende med mild syre og en vis mineralitet, aldrig højtråbende men af og til kedsommelig. Malolaktisk gæring og sur lie lagring gør den blødere og rundere og giver en dybere smag, så stilistisk er der store variationer; men netop fordi dens egenart er så stilfærdig, smager jordbundsforhold, mikroklimaet, årgansvariationer og vinmagerens håndskrift så meget desto tydeligere igennem. Især selvfølgelig i vine fra ældre stokke med lave udbytter, da planten er ret frodig af vækst og har tendens til at give store udbytter. Den trives på en lang række forskellige jorde, så længe den har god vandforsyning; og fra de rette marker og i de rette hænder får man fornemmelsen for dens storhed, milde smage, en forfinet stoflighed med umådeligt mange nuancer og en betagende dybde. Ellers smager den bare som syreforstærket vand og som let ledsager til den fede ostefondue.

Druen stammer sandsynligvis fra Schweiz eller et eller andet sted i Alpernes omegn. Således finder man den særligt i de alpine egne af Tyskland og Frankrig, f.eks. Baden, Alsace, Jura og Savoie; men i historisk perspektiv har den haft langt større udbredelse, og man finder den stadig i små mængder og under forskellige synonymer rundt om i hele det centrale Europa. Som Junker og Moster i Østrig, som Plemenka i Kroatien, Shasla Belya i Ukraine, Mornen i Frankrig eller Elba Toro, Franceset og Temprana i de bjergrigere egne af Spanien; og det er sandsynligvis fra Spanien, den i hine tider har gjort rejsen over Atlanten og i dag kan findes som Corinto i gamle beplantninger i det sydlige Chile.

Toppen i bunden

Gutedel er gammel i gårde i det sydtyske, som druen bag mangt en bondevin og simpel hverdagsvin, og den er da også gået under en lang række navne, f.eks. Frauentraube, Schönedel, Silberling, Süssling og Viviser. “Vi ved, den i hvert fald har været her siden 1780, hvor den blev bragt hertil fra Leman-søen i Schweiz,” beretter Hanspeter, som i dag er én af dem, der med høj kvalitet og masser af karakter har hjulpet druen frem fra gemmerne og vist den en lysere fremtid.

“Det smarte er, at den passer godt ind i et varmere klima,” fastslår Hanspeter. “Jeg ved godt, man kalder den tidligt modnende, men dér er jeg uenig. Vi venter længe med at høste den, for sukkeret bliver ikke ved at stige. Normalt ender vinen på 10-11% alkohol og er totalt tør med ned mod 0 gram restsukker.”

Gutedel er gået hen og blevet lidt en besættelse for manden, og i dag fylder den godt en fjerdedel af hans vinmarker; herunder husets ældste vinstokke. Desuden gør han sig umagen med at vinificere den separat fra flere parceller og give vinene godt med tid til at udvikle sig i kælderen. Foruden den friske Heugumber bør nævnes den fornemme enkeltmark Steingrüble foruden den særlige selektion Jaspis; og helt uden for nummer har Hanspeter også kastet sig over orangevinen Unterirdisch— med lang maceration og 12 måneder en amfora nedgravet i vinmarken og siden fyldt på keramisk flaske.

Hanspeter og Edel med deres datter Ida og et line-up af det meste, som kælderen kan byde på.

Heugumber 2020 er husets indgangsvin på Gutedel og en fremragende tørstslukker. Smidig, elegant og delikat, mere mineralsk end frugtig og mere stoflig end smagende— den flyder som fløjl over tungen med meget fine noter af hvide blomster, nyslået hø og kølig stenfrugt vævet ind. Mild men syngende syre og let kalket, salt stof. Heugumber betyder græshopper, med henvisning til en af de naturlige beboere i familiens vinmarker. Modnet i 2500-3000 liters fade i to år. Et par af fadene ikke toppet helt op for at tilføre en smule oxidative noter, som giver yderligere karakter. 10,5% alkohol. “Min lille hyldest til Jura.”

Gutedel Steinkrügle 2020 er Enkeltmarksvin fra Steingrüble, en stejl skråning på Jura-kalksten med et tyndt lag løss. Her kommer der mere kant og dybde på drengen. Gylden i farven og forførende i duften: Her svajer kornmarkerne i sensommerbrisen, der er nyslået hø og fugtig underskov at spore, og solmodne gule blommer, som går igen i smagen sammen med gule æbler, pærer og kvæder og en smule syrnet smør. Tæt og rig tekstur, med lækker syre og grundigt mineralsk træk. “Min hyldest til Mâcon, i varmere år bliver den en hyldest til Meursault.” Klaserne blev nænsomt knust og macererede køligt natten over før en rolig 12 timers presning og igen to års modning på store træfade. Knapt 0,5 gram restsukker og 11% alkohol.

“Min næste t-shirt skal sige ‘schweizisk præcision og fransk laissez-faire udført med tysk effektivitet’”

— Hanspeter Ziereisen

Gutedel Jaspis Alte Reben 2019 er indbegrebet af en stor terroir vin, selekteret af druer fra stokke plantet tilbage i 1967-1968 på Efringer Ölberg. Tilnavnet 10 i 4 hentyder til den høje beplantningstæthed på mindst 10.000 stokke per hektar. Han ytrer ikke selv sammenligningen, men i tråd med de tidligere må der her være tale om Le Montrachet. En sammenligning med Silex fra Dageneau kommer dog for dagen, for druerne til begge vine er høstet fra gamle stokke på parceller med samme sten, kalksten med forvitret flint og kvarts. Meget mere raffineret bliver det nok næppe. Næsen er frisk, fin og underfundig, delikat stenet, urtet og jordet, med noter af græs, nyskåret hø, tørv, tørrede blomster og flintede, røgede undertoner. I munden er den umådeligt saftspændt og stimulerende mineralsk, med en svævende syre og godt greb af fint tørstof, som efterlader spor af alt fra saftige pærer og grynede kvæder, nyopgravede gulerødder, friskbundet suppevisk og hvid te. Intet i overmål, alt i balance og næsten uoverskuelig længde i lige linjer. God grund til at slå fast, at Gutedel allerede er great again!

Flaske: Gutedel Jaspis 2019
Vinhus: Ziereisen  
Oprindelse: Baden, Tyskland  
Drue: Gutedel  
Jordbund: Kalksten, ler og løss
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Vinvärket / Supervin
Pris: cirka 1.000,-  

Svimlende terroir

Langs Kroatiens sydkyst, ikke langt nord for den smukke by Dubrovnik, ‘Adriaterhavets perle’, ligger landets måske mest markante terroir: Ekstremt stejle skråninger, der dykker direkte ned ad bjergsiden til Adriaterhavet, og smalle veje med hårnålesving, som slanger sig gennem de karrige vinmarker, der nærmest i trods slænger sig op ad stenede skråninger. Det er et smukt syn set fra havet, og aldeles svimlende set oppe fra markerne selv. Angstens sved springer frem alene ved tanken om at skulle beskære vinstokke eller høste druer med så dårligt fodfæste og afgrunden som nabo. Men det må være besværet værd, for den lokale vin har gennem århundreder været eftertragtet og blev sågar Kroatiens første officielle appellation. Navnet er Dingač, og områdets største vinhus er Skaramuča, et familiejet foretagende, som siden 1992 har flasket vine i eget navn fra det svimlende terroir: Et koncentrat af solens stråler, varme sten, havets genskær og de vilde urter, som gør vinstokkene selskab.

Sommersol over Skaramučas Villa Dingač midt i vinmarkerne på Pelješacs seriøst stejle, stenede sydvestskråning

Trækæsler og tunnelsyn

Halvøen Pelješac flækker som en flig af fra den dalmatiske kyst godt 25 kilometer nord for Dubrovnik, og den fortsætter knapt 70 kilometer ud i havet mod øen Korčula. En højderyg strækker sig gennem halvøen og skiller dens kyster fra hinanden. Det bjergrige højland er del af den typiske Karst-topografi, som præger store dele af den dalmatiske kyststrækning, og skråningerne består af mere eller mindre forvitret dolomitisk kalksten.

Dingač strækker sig godt otte kilometer langs den centrale sydvestkyst af Pelješac-halvøen og dækker et samlet areal på 7,58 km2. Vinmarkerne løber op i hele 450 meters højde over havet, med en hældning mellem 40 og 70 grader. Det bredeste sted er 1.386 meter, mens det smalleste kun er 552 meter; og med lidt mere end 80 hektarer vinmarker løber den årlige vinproduktion op på knapt 3.000 hektoliter. Lidt længere oppe ad kysten ligger det knapt så stejle Postup, som ligeledes er et historisk vinområde og tillige en af Kroatiens første appellationer. Druen, der dyrkes er i begge områder den indfødte Plavac Mali, som stortrives i det stenede, tørre, solrige terroir, og man må som i Mosel ty til reb og taljer i markarbejdet, ikke mindst under høsten; og i gamle dage blev druerne så på æselryg transporteret over et bjergpas til landsbyen Potomje på den anden siden af bjergryggen. Hård arbejde, ikke mindst i sensommervarmen, og hverken de vejrbidte vinbønder eller de fuldmodne druer kan have haft godt af det Herkulesarbejde.

Heldigvis lod den jugoslaviske stat en tunnel gennem bjerget opføre i 1973, som gjorde adgangen fra skråningerne på havsiden til kooperativet i Potomje mindre arbejdskrævende og meget hurtigere. Det gjorde selvsalgt meget for produktionen, såvel kvalitativt som kvantitativt; og tunnelen er den dag i dag bindeledet mellem øens to sider. Den er asfalteret men kun sparsomt oplyst, og kommer man kørende fra Potomje-siden i indlandet, mødes man efter de 400 mørke meter ude på Trstenik-siden af et bjergtagende syn: Høj sol og fri udsigt over det blå hav lige under de stejle men grønne skråninger og videre udsyn mod øerne Mljet og Korčula. Vejen forsætter videre ned af bjergsiden, og på begge sider kan man undervejs bese de knudrede knortekæppe af gamle vinstokke, som springer fra af de lyse sten.

Dingač byder altså på arketypisk middelhavsklima på en særdeles solrig beliggenhed. De lokale taler om en tredobbelt solindstråling: Først fra oven, så skråt ind fra havoverfladen, og så nedefra, fra de lyse sten. Vinstokkene nærmest går i ét med den hvide sten, havets blå og den kakigrønne vegetation. Det siger næsten sig selv, at det er grobund for en vin med stor koncentration, nerve og masser af karakter. Solmoden frugt, friskhed fra havbrisen og en særegen fornemmelse af alting på én gang.

Lille blå

Plavac Mali er med mere end 1.400 hektarer Kroatiens førende rødvinsdrue og den tredjemest plantede sort i landet. Den hører hjemme i Dalmatien, dens nuværende hjem og sandsynligste fødested. Slår man op i ældre vinbøger, vil man fra Jugoslavien som regel især få anbefalet de “kraftige rødvine fra den dalmatiske kyst”, som gøres på netop Plavac. De er især at finde på den sydlige kyststrækning, på Pelješac-halvøen, en lang række af øerne og kun i mindre grad i det dalmatiske indland. Der hersker en udbredt klonal diversitet, og druen kendes under flere forskellige lokale synomymer— alt sammen tegn på, at vi har med en gammel sort at gøre; og den blev længe også mistænkt for at være den oprindelige Primitivo og dermed den gamle kroatiske genpart til Zinfandel. Genetisk profilering skød dog den tese ned for tyve år siden men viste samtidigt, at vi bliver i familien: For Plavac Mali er nemlig en efter alt at dømme naturlig krydsning af Crljenak Kaštelanski og Dobričić, det vil sige den oprindelige Primitivo/Zinfandel og en anden gammel dalmatisk sort. Siden har afkommet så som en lille tronrager tiltaget sig rollen som førende røde sort, efter vinrodlusen gav forælderen baghjul.

Druens navn betyder ganske enkelt "den lille blå", en reference til selve druen, som er forholdsvist lille, meget mørkeblå og ganske tykskindet. Den har en høj modstandsdygtighed over for svampesygdomme, selvom den modner sent og har en tendens til ujævn modning, grundet forskudt blomstring og bestøvning. Derfor kan ellers modne klaser godt gemme på mindre druer, der stadig er under- eller decideret umodne. Det fordrer årvågenhed i marken og ikke mindst ved vinificeringen; men godt kringlet giver det vinen kompleksitet og et flot spil mellem tørret frugt og friske urter. De bedste resultater opnås på ufrugtbar, stenet jord nær havet, hvor vinens frodighed og fylde får modspil fra frisk syre og fine tanniner. 
Plavac har en tendens til at producere storladne vine, mørke og rige på ekstrakt, med høj alkohol og strenge tanniner, af og til en smule restsødme; men altid med masser af moden frugt, og når den er bedst en betagende potpourri af mørke kirsebær, blommer og brombær, med rosiner, figner og svesker, friske og tørrede urter, krydderier, læder, lakrids, tobak, chokolade og kaffe. Det lykkedes dog ikke altid at ramme balancen, og der laves masser af ret rustikke vine, som i bedste fald smager som en blanding af old school Rioja og Madeira og måske et skvæt Taurasi; mens de dårligste er massive bomber af tørrede frugter med masser af aggressive tanniner. Heldigvis er der røre i den dalmatiske vinbranche, og der begås efterhånden flere og flere flotte og håndværksmæssigt vellavede, velsmagende og lagringsværdige vine; men vil man smage den i dens mest klassiske udtryk, går turen til Dingač.

Den ægte vare

Dingač vandt ry som en fremragende vin så tidligt som i 1400-tallet, hvor den hurtigt blev Dalmatiens mest eftertragtede vin, handlet med i hele Adriaterhavsområdet, og den opnåede ofte en pris, som var op til tre til fire gange så høj som andre vine fra nærliggende områder— måske fordi man vurderede vinkvalitet ud af fra alkoholstyrke, en af Dingačs traditionelle styrker! Nærmere nutiden gjorde Dingač sig bemærket for sine smagsmæssige kvaliteter på nogle af de første store vinmesser i 1800-tallet og blev bl.a. tildelt prestigefyldte priser som den store guldmedalje til familien Miličić fra Trstenik på den internationale vinmesse i Paris i 1930.

Dengang var der dog ingen definerede regler for marker, dyrkning, lagring og markedsføring af vinen; og det havde i Dalmatien som så mange andre steder ført til en udnyttelse af navnet, så selv vine dyrket væk fra de traditionelle skråninger forsøgte at snylte på det gode navn. Så for at beskytte sig mod misbrug bad vinbønderne i Potomje i 1957 den jugoslaviske stat om en beskyttelse af betegnelsen Dingač. Den fik de så den 19. september 1961, og appellationen var officielt født med bekendtgørelse nr. 1252/2. Samtidigt søgte man om en international beskyttelse af betegnelsen hos immaterial-rettigheds-organisationen WIPO i Genève. Derfra fik man officiel anerkendelse den 13. maj 1964 med certifikat nr. 283600; og fra da af var Dingač udelukkende fra kommunerne Pijavičino, Podobuče, Potomje og Trstenik.

Den kooperative tilgang til vinfremstilling i Jugoslavien satsede først og fremmest på forsyningssikkerhed, så kvaliteten til en vis grad blev ofret for kvantiteten. Systemet belønnede heller ikke det private initiativ, så særlige ildsjæle og krøllede hjerner kom ikke for alvor til udtryk. Det til trods etablerede en række familier sig hurtigt som selvstændige vinhuse efter Jugoslaviens sammenbrud og vinlovens liberalisering. Huse som Benmosché, Bura, Kiridžija, Matuško, Miličić og Saints Hills er sammen med Skaramuča de fremmeste producenter i dag, hver med sine egne stilistiske træk og styrker.

Plavac Mali vokser som små buskvine på Dingačs stejle skråninger, som hos Skaramuča hælder 40-60 grader

Ifølge oprindelsesgarantien skal Dingač være klar og mørkt rubinrød i farven, afhængigt af metode, lagring og alder alt fra det mere purporfarvede og over til det teglstensrøde. Duften skal være rig og karakteristisk, præget af mørk frugt, mere eller mindre frisk eller tørret frugt, og alt afhængigt af høsttidspunkt og lagringen kan den have milde krydderkomponenter. Smagen er kompakt og kompleks af mørke bær, blommer og svesker, tørrede figner og ofte noter af friskbagt brød og krydderier, en smule bitterhed og en let restsødme. Der skal være tale om fyldige vine med stor rigdom, som med modning og alder bliver smidigere og mere afrundede. Vinene har ofte en salt mineralsk nerve, som kan tilskrives enten havets nærhed eller kalkstenen, de dyrkes i.

Kvalifikationer som klasiko og reserva kan benyttes. Klasiko er standarden og ses sjældent nævnt på etiketten, kræver mindst 12 måneders modning af vinen, hvoraf ni skal være på træfade og tre på flaske. Reserva benyttes til stærkere selekterede vine og vine fra særlige årgange og forudsætter mindst 24 måneders modning, hvoraf 18 skal være på træfade og seks på flaske. Vinene bliver hvert år blindsmagt af en faglig komite i Zagreb, der skal godkende vinene, før de kan frigives.

Skaramuča

Skaramuča-familien er lige så rodfæstet på Pelješac som Plavac Mali; men vinhusets historie kommer først fra start i 1992, da stifteren Iva Skaramuča endelig fik mulighed for som privat producent at markedsføre sin egen vin. Ivo var ikke alene pioner på Pelješac men i hele Kroatien; og hans engagement og hårde arbejde har tjent som forbillede for mange på den dalmatiske vinscene. Ivo gik bort i 2023, men hans børn havde allerede overtaget de fleste af hans forpligtelser i vineriet. I dag er det Ivos søn Igor Skaramuča og datteren Ivana Anđelić, som stolt viderefører familieforetagnet sammen med Ivanas mand Branimir. Trioen står tilsammen for vedligehold af vinmarkerne, dyrkning af druerne og vinificering, samtidigt med at de har investeret i nyt teknisk udstyr, som det hør og bør sig for en moderne vingård. Ingen oxidative eller volatile noter her! Dyrkningen er konventionel, men det tørre, solrige og luftige terroir og den sygdomsresistente Plavac Mali kræver ikke mange behandlinger.

Skaramuča ejer nu lige over 20 hektarer vinmarker i Dingač og dermed mere end en fjerdjedel af det samlede areal, og produktionen når op på næsten 300.000 flasker årligt, heraf 80.000 flasker klassificeret Dingač. Det gør samtidigt vinhuset til det største familieejede i Dalmatien. Alle rødvinene laves udelukkende af familiens egen frugt fra Pelješacs, mens hvidvinene på Pošip fremstilles af tilkøbte druer fra naboøen Korčula. Vinene markedsføres i forskellige niveauer, basisvinene som Pošip og Plavac Mali, dernæst Plavac Premium, og så Dingač og Dingač Reserva. I forbindelse med husets 25-års jubilæum i 2017 søsatte de desuden topserien Elegance for Pošip og Dingač; og de er kræs for kendere!

Dingač Reserva 2018 er fra særligt selekterede druer og er modnet et år på små kroatiske egetræsfade. Den har liflig rød og sort bærfrugt i duften, fugtig skovbund og solvarme krydderurter. Sødmefuld fylde i munden, saftig med mild syre, og så der der et godt greb af små men tørre tanniner ind, mægtig spændstighed som modspil til den frodige frugt. Tæt af syrligsøde brombær, blåblær, sortebær og noter af søde krydderier, kandiseret orangeskal, krydderurter og hø, tobak og tjære. En intens men meget flot struktureret og balanceret mundfuld med stor længde og kompleksitet.

Dingač Elegance 2018 har endnu blødere tekstur, endnu finere struktur og stor kompleksitet, og samtidigt er den mere subtil— og overraskende saftig med meget fine tanniner! Den er selekteret fra de ældste stokke på de højeste parceller og er modnet to år på små, kroatiske egetræsfade. Dyb og liflig duft af blå blommer, skovbær og violer. I smagen brombær fra den syrlige til den søde ende af modningsskalaen, blå blommer, friske figner og en smule sveske, Cherry Coke og Bassett’s vingummi, friske grønne urter og skovbundsnoter, som næsten kan sende tankerne i retningen af god Nebbiolo og Pinot!

Flaske: Dingač Reserva 2018
Vinhus: Skaramuča  
Oprindelse: Dalmatien, Kroatien  
Drue: Plavac Mali  
Jordbund: Kalksten
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Små træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 14%  
Forhandler: f.eks. Wine&More
Pris: cirka 225,-