View Original

Tröpfltalhof Le Viogn 2019

Viognier er måske skabt til langt højere bjerge end hjemme i det franske? Her er den i uvante omgivelser i Alperne, hvor sorten synes både at opnå større friskhed og bevare flere af sine charmerende  sider end i nutidig Condrieu. Kølig brise af jasmin, stokrose, kaprifolie, morgenfruer og milde urter, smidig saft af friske ferskner og mirabeller og et dryp akaciehonning men ingen flæsket fedme eller plump parfume. Godt håndværk fra Rosmarie og Andreas Dichristin, som står bag den smukke biodynamiske vingård Tröpfltalhof ved Kaltern i Sydtyrol. Druerne stammer fra tyve år gamle stokke, en massal selektion fra det sydfranske, som vokser på marken Barleiths sydøstvendte terrasser med udsigt til Kalterer See. Dolomitkalk i undergrunden og bjerge i baggrunden giver mineralsk nerve og rank ryg. Spændende fortolkning.

Flaske: Le Viogn 2019
Vinhus: Tröpfltalhof
Område: Alto Adige
Land: Italien
Druesort: Viognier
Jordbund: Kalksten, grus, ler
Dyrkningsform: Biodynamisk
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store træfade
Lukning: Korkprop
Alkohol: 13,5%
Pris: cirka 200,-