Smuglergods

Blot tre melodier beherskede bedstefar Wenzel på træblæseren tárogató, et traditionelt ungarsk instrument. Hans forsøg med folkemusikken rakte dog til at aflede grænsevagternes opmærksomhed, da han kørte tilbage over grænsen til Østrig med sin søn Robert, efter de to havde været på hugst i Ungarn. På laddet var vognen lastet med udvalgte stiklinger af sorten Furmint, som familien ønskede at genetablere ved deres hjemby Rust i Burgenland.

Året var 1984, og Jerntæppet var stadig trukket tæt ned mellem Østrig og Ungarn. Muligvis hjalp det de to, at de valgte folkesange ikke var salonfähige under det kommunistiske styre; som nok i øvrigt ikke ville mistænke almindelige østrigske bønder for at smugle noget ud af landet. Så det lykkedes, og Burgenlands første nye Furmint-mark i lange tider så dagens lys i 1985.

Furmint er en velrenommeret centraleuropæisk sort, som havde sin storhedstid for et par århundreder siden. Den var vidt udbredt i størstedelen af Østrig-Ungarn, som også dækkede de lande, vi i dag kender som Slovenien og Kroatien, og hvor Furmint til stadighed dyrkes. Dens lokale synonymer alene vidner om dens vide udbredelse: Formint, Krhkopetec, Luttenberger, Mainak, Maljak, Malnik, Mosler, Moslavec, Moslawine, Posipon, Sipo, Sipon, Siponski, Szala, Szegszöllö, Szigeti, Tokayer, Ungarische, Weisslabler og Zapfner!

Sidenhen led Furmint samme skæbne som så mange andre af de gode, gamle sorter: Nye sygdomme og skadedyr (som oidium, peronospora og phylloxera) trængte den tilbage i løbet af 1800-tallet; og to verdenskrige sendte den til tælling i 1900-tallet, hvor den efter Østrig-Ungarns opløsning overgik til status som Ungarns hvide hovedsort. Særligt berømmelse har de ædelsøde vine fra Tokaj, men i dag er den også blandt de mest populære sorter til tørre hvidvine i resten af Ungarn; mens den i Østrig stort set har mistet sin betydning.

Videre lever begejstringen dog hos Wenzels barnebarn Michael, der i dag står i spidsen for familiens vinhus, som dermed er i tolvte generation (i familiens besiddelse siden 1647). Michael har adopteret Furmint som sit særlige hjertebarn, og han fremstiller nogle af de mest spændende tørre vine på sorten. Ikke mindst en særlig udgave udelukkende til det danske marked, The Revival.

Michael Wenzel i sine vinmarker ved Rust i Burgenland. Foto: Sonja Priller Photography

Gamle dyder

“Furmint kan tale jordbundens sprog, og det gør vinmageren glad,” siger Michael Wenzel med et smil og betegner sin fuldt genoplivede Furmint som “en drøm, der er blevet til virkelighed.”

Furmint forlanger sol og varme kalkholdige jordbunde; men når dens grundlæggende behov er stillet, giver den fine udbytter, og den afspejler sine dyrkningsforhold, herunder jordbund og mikroklima, særdeles detaljeret. Man kan således smage tydelig forskel på Wenzels to enkeltmarker, Vogelsang og Garten Eden, på henholdsvis tæt jord med blå kvarts og en løsere jord med rød kvarts. Som sådan minder Furmint om Riesling, som den da også har en frisk syre og muligheden for stor sukkermodenhed til fælles med.

Det relativt høje syre- og fenolindhold gør også Furmint velegnet til mere minimalistisk vinifikation. Selvom mosten som oftest er meget, meget sød, holder syren og fenolerne den frisk og beskytter mod de værste vinfejl— såfremt man formår at holde god hygiejne omkring gæringen. Det gjorde Wenzel med et fad Vogelsang i 2018, som han lod gære og lagre uden nogen tilsætning af sulfitter overhovedet; og det lykkedes, for vinen er overraskende ren, levende og ekspressiv med masser af Furmints fyrige citrusfrugt og krydrede noter.

Så fremtidens vine kan meget vel komme fra fortidens sorter. Hvad Wenzel har fat i er, ud over Furmints tilsyneladende egnethed til naturnær vinifikation, dens evne til at udtrykke dens oprindelse i området; og netop være tilpasset til tørre og varme betingelser, en egenskab som kan gå hen at blive et yderst værdifuldt aktiv i et klima med stadigt flere hedebølger og tørkeperioder.

“Vi ser oftere og oftere disse ekstreme vejrforhold,” fortæller Wenzel, “og her kan Furmint klare sig, med sin sene sukkerakkumulation og sin gode syre selv i varme år. Det er faktisk det samme som med Blaufränkisch.”

Furmint finder fodfæste

Allerede i 1987 fik man Furmint godkendt til kvalitetsvin i Østrig, men i mange år fortsatte sorten med et leve lidt af en skyggetilværelse: Enkelte entusiaster i Burgenland, en afstikker i Steiermark og her og der en gæsteoptræden i Gemischter Satz. Det har imidlertid ændret sig siden årtusindeskiftet, særligt med epicenter i Burgenland, hvorfra familien Wenzels smuglergods har båret frugt og fået overbevist en efterhånden betragtelig fanskare. Fra planteskolen i Rust sælges således både gamle østrigske kloner, som man gennem generationer har benyttet til den ædelsøde Ruster Ausbruch, samt stiklinger fra de gamle ungarske kloner, som Wenzels i sin tid indførte. Det går stille og roligt fremad, fra et par enkelte hektarer er der i dag registreret 12 i Østrig. Ud over Wenzel fremstiller f.eks. Günter og Regina Triebaumer og styriske Gottfried Lamprecht gode eksemplarer.

Men selvom Furmint har en fortid i Burgenland, har man med tiden mistet erfaringerne med sorten, især når det drejer sig om tør vin. “Det er en stejl læringskurve, vi er på, det tager mange år,” erkender Michael, men han tøver ikke med at kalde læringsprocessen for “en eventyrlig rejse” — og også “en farefuld færd.” Foruden forskning i lokalhistorie og historiske opbindingsmetoder har det først og fremmest kostet tid til at høste praktiske erfaringer.

Furmint har en stærk stok med tyk bark, store blade og lange klaser med ret store druer. Druerne har tykke skaller og modner først sent, men de er til gengæld yderst modtagelige for botrytis, hvilket sammen med sukkerindholdet forklarer forkærligheden for at vinificere den til søde vine som Ruster Ausbruch og Tokaji Aszú. Til gengæld er den også ømtålelig over for meldug og råd, så man skal sørge for god ventilation omkring klaserne; og en del af familiens Wenzels arbejde har da også bestået i at udvælge kloner med mere åbne og løse klaser, som minimerer risikoen for svampesygdomme og dermed også egner sig bedst til økologisk dyrkning.

Let spættede, gulligtgrønne Furmintdruer klar til høst. Foto: Sonja Priller Photography

Michael Wenzel fremstiller en tre-fire forskellige vine på druen: Basisvinen er Furmint aus dem Quarz, hertil kommer de mere koncentrerede enkeltmarksvine fra Vogelsang og Garten Eden— og ikke mindst det fornemme forsøg Furmint The Revival, som det lykkedes Wenzels danske importør Nicolai Høtoft at få fingrene i.

“Furmint The Revival er et enkelt fad (brugt barrique), som gennemgik sin gæring, selvfølgelig spontant, over hele 14 måneder! I løbet af denne superlangsomme gæring er der opstået fine, udtryksfulde og meget sortstypiske aromaer. Og heldigvis har vi undgået volatilsyre, som er den største risiko ved langsomme gæringer. Fra hvile på de fine gærrester blev vinen så nænsomt fyldt på flaske, helt og aldeles uden filtration og uden tilsætning af sulfitter: Den reneste Furmint!” erklærer en stolt Michael Wenzel— og Nicolai Høtoft stemmer i!

Motivationen til at lave vin uden tilsatte sulfitter er dels et spørgsmål om sundhed: “Hvorfor skulle jeg tilsætte sulfitter, hvis jeg kan undgå det? Sulfitter er lidt som antibiotika: Hvis du er sund og rask, så kan du sagtens klare dig uden medicin. Jeg er selv sensitiv i forhold til højt sulfitindhold, og derfor er jeg også interesseret i at lave vin med mindre eller helt uden,” forklarer Wenzel.

Det er dog først og fremmest et spørgsmål om smag: “Sulfitter holder også vinen i en spændetrøje. Det er med sulfitfrie vine som med råmælksoste: Man risikerer at få nogle sære bismage, men generelt bliver de bare bedre. Der er mere smag og liv, og når det lykkes, er det de mest ekspressive vine, og de er enormt drikkelige.”

Quod esset demonstrandum: Furmint The Revival 2018 er en livlig forfriskning, fine hvide blomster og friske æbler i duften, æblemost, æblekerner, kvæde, grapefrugt og grøn te i smagen, en afstemt syre og mild bitterhed, masser af mineralitet, flot balance og en vedvarende friskhed. Den udvikler sig over tid i glasset, fra stilfærdig til for fuld musik. Det er en ret rig vin men med en overraskende kølighed, især dens mikroklima og årgang taget i betragtning. Men netop der ligger Furmints særlige styrke.

Læs nærmere om vinene fra det østrig-ungarske grænseland her.

Flaske: Furmint The Revival 2018  
Vinhus: Weinbau Wenzel  
Oprindelse: Burgenland, Østrig  
Drue: Furmint  
Jordbund: Kalksten, kvarts
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Høtoft Vin
Pris: 275,-  

Fynsk forår

Det er ikke kun H. C. Andersen, der fra det fynske har fundet på usandsynlige, overraskende, eventyrlige ting. Ved den fynske østkyst, mellem Nyborg og Kerteminde, har Jacob Stokkebye nemlig virkeliggjort sin store drengedrøm, at lave sin egen vin. Det sker på Stokkebye Vingård sammen med hustruen Helle og deres børn Liva, Victor og Stella. Og trods de udfordringer og prøvelser, som det kolde nord byder en vinbonde, står der i dag både bobler, hvidvin og hedvin af høj kvalitet på bordet. “Vi kalder det vores vineventyr,” fortæller Helle, “for det er det, vi synes, det er.”

Det er indtil videre lykkedes familien ikke kun at få flotte vine på den i dansk sammenhæng så vellidte sort Solaris; men nok så imponerende også på en af de mest ærefrygtindgydende franske— Pinot Noir! Gode forudsætninger giver Fyns milde kystklima og en overraskende kalkholdig jordbund. Foruden en stor portion livsglæde handler resten om kvalitetssans, arbejdsomhed og ambitioner. Som Jacob Stokkebye med et selvsikkert smil siger det, mens proppen springer på en flaske skummende Stella Mary: “Vi vil ikke bare lave vin— vi vil lave noget af det allerbedste!”

Jacob og Helle Stokkebye i deres vinmark ved Bovense på Fyn — i følge med familiens labrador Frank. Fotos: Jesper Rais

Den grimme ælling

“Kan man godt dyrke vin i Danmark?”… eller “Dansk vin, kan det overhovedet drikkes?”

Ja og ja; men man bliver ofte mødt med skepsis og kritik, når talen falder på fænomenet dansk vin— men heldigvis også med overraskelse og begejstring. Forudindtagne opfattelser til trods fremstilles der i dag ikke blot kvalitetsvin i Danmark; der fremstilles også vin af ganske god kvalitet— og det i stadigt stigende grad. Selvfølgelig skal man gå til dansk vin med et åbent sind: Vinene må nødvendigvis smage anderledes end dem fra varmere himmelstrøg i Italien, Frankrig eller Spanien; og så består danernes bedrifter udi vinavl langt hen ad vejen stadig af indledende øvelser. Erfaring, stilsikkerhed og velsmag er langt fra selvskrevet hos alle, men det går den rigtige vej.

Går vi imidlertid en rum tid tilbage, så har der været vinavl i Danmark adskillige århundreder tilbage, ikke mindst på Fyn. I Sønder Nærå Kirke på Midtfyn findes kalkmalerier af såkaldte månedsarbejder, høst af hø i juli, høst af korn i august og høst af druer i september. Malerierne stammer fra 1200-tallet og kan meget vel afspejle den lokale hverdag. Veldokumenteret er det i al fald, at Skt. Knuds Kloster i Odense har haft tilhørende vingård i midten af 1200-tallet. Klimaet var en smule varmere dengang, og egentlig vinavl har i praksis været mulig. Datidens danskere var i hvert fald bekendte med vin, og de kunne sandsynligvis også selv fremstille den— sikkert i begrænset omfang og i videste udstrækning i tilknytning til klostervæsnet, så altså før reformationen i 1536. I de efterfølgende århundreder forsøgte adelige af flere omgange at etablere vinbrug i Danmark; og vi ved, at Christian den 3.s livlæge, Cornelius Hamsfort, ejede et “vingods” på Fyn. Har han monstro dyrket druer til spisning, til rosiner… eller til vin? Vi ved det ikke med sikkerhed.

Sikkert er det dog, at Danmarks første professionelle vingård etableredes på Furesødal i Nordsjælland i 1932 og var i drift frem til 1956, tilmed med produktion af anmelderroste mousserende vine. Vinavl havde igen vist sig muligt i Danmark; men uden en egentlig folkelig forankring. I løbet af 80’erne og 90’erne begyndte en voksende skare af hobbyavlere dog at dyrke vin på friland— begunstiget af klimaforandringer og et udbud af nye hybrider med særlig egnethed til det danske vejrlig. Så med stiftelsen af Foreningen af Danske Vinavlere i 1993 og Danmarks anerkendelse som vinproducerende land i 2000 var vejen brolagt med lutter gode undskyldninger for at gå videre.

Al begyndelse er svær. Det er vanskeligt at dyrke druer til god vin i vores nuværende klima; og det at etablere vinbrug, en egentlig vinbrugskultur og egen vinstil tager tid. Man forstår kun alt for godt de skuffede miner hos mange, når de i forgangne år har smagt dansk vin for første gang. Det har ofte været en mildest talt “anderledes” og i øvrigt ganske dyr “fornøjelse”. Men alligevel har uopslidelige ildsjæle taget livtag med vinbruget, og efterhånden finder flere og flere fodfæste og får knækket koden. Så det er på tide at rette blikket seriøst mod dansk vin. Som det nye nordiske køkken pludseligt fik vind i sejlene, er noget lignende ved at ske for dansk vinavl; og en af producenterne i udbryderfeltet er netop fynske familien Stokkebye.

Tågen letter

“Vi fik ikke lavet nogen jordbundsanalyser, inden vi plantede. Fordi vi tænkte, det måske ville tage modet fra os… og så kommer vi aldrig videre,” fortæller Jacob om den spæde start i 2009, hvor han plantede de første 1.000 stokke på en mark bag familiens hus.

Han fik hjælp fra en bekendt, der “har gået og gravet det meste af livet”, men da de nåede ned under det øverste lag muld, meldte han forbløffet ud, at han aldrig havde set noget lignende. “Det var helt hvidt! Vi stod med nærmest ren kalk mellem hænderne.” Undergrunden viste sig altså heldigt righoldig på kalk og andre mineraler, der kan bidrage positivt til vinstokkenes vækst og vinenes karakter og kvalitet. Han kunne ikke have valgt et meget bedre sted at starte et vinbrug. “Så det var virkeligt en gave.”

Nu var det dog ikke en helt forudsætningsløs, der kastede sig ud på det dybe vand. Jacob Stokkebye (56) har et langt arbejdsliv med mad og vin bag sig. Han er udlært tjener fra Kong Hans i København og har siden haft sit virke bl.a. på Restaurant Babette i Vordingborg, Rudolf Mathis i Kerteminde og på Falsled Kro. En gryende vininteresse blev især næret et par år hos Erik Sørensens Vinhandel i Hellerup. I mellemtiden var der også afstikkere til udlandet— til det legendariske hotel og gourmetrestauranten Vier Jahreszeiten i Hamborg og forskellige franske 2- og 3-stjernede Michelin-restauranter plus en tur omkring salig prinsegemalens Château de Cayx i Cahors. Undervejs fik han et indgående kendskab til de to råvarer, der blev hans helt store passion, og som han siden har gjort til sit levebrød: caviar og vin.

Caviarens kvaliteter opdagede han i køkkenet på Vier Jahreszeiten, og senere begyndte han selv at importere delikatessen fra verdens ældste caviarhus, fra 1869, der er beliggende i Hamborg; og siden 1997 har han drevet firmaet Butler’s Choice, der importerer diverse delikatesser. Opholdene i Frankrig fik et andet fokus: “Jeg gik efter vinen,” slår han fast og fortæller om sine ture omkring alle grand cruerne i Bordeaux og de bedste huse i Bourgogne: “Om dagen cyklede jeg ud og smagte vin, og om aftenen slingrede jeg hjem.” Han fik også arbejde på Domaine du Chevalier i Pessac-Léognan i Bordeaux, hvor han bl.a. hjalp til med høsten i 1988. Noget, der især har sat sig i erindringen, er stemningen i vinmarkerne: “Det at gå gennem en vinmark en stille morgen og se duggen på druerne, der hænger bag bladene, det var meget betagende,” erindrer Jacob Stokkebye. Her fostredes første gang drømmen om at lave sin egen vin; og de franske erfaringer skulle senere bringe klarhed over, hvad hans kræfter skulle lægges i. Mange år senere stod han så i egen vinmark.

“I starten prøvede vi meget frem og tilbage; men vi endte med at hælde det meste af det i håndvasken.” De første årgange levede altså ikke op til forventningerne; men man var tålmodig— og modig nok til at indrømme, at man ikke kan klare alting helt på egen hånd. Derfor blev den tyske vinkonsulent Jens Heinemeyer også antaget til at bistå med ekspertise i druedyrkning og vinfremstilling, og han hjalp med at rette kursen til. I det hele taget har Heinemeyer været en vigtig mand for dansk vin: Som kandidat i vitikultur og ønologi fra vinuniversitetet i Geisenheim og mangeårig medarbejder hos den danske gærproducent, fødevareteknologifirmaet Chr. Hansen, har Heinemeyer haft en hånd med i udviklingen af dansk kvalitetsvin og været konsulterende vinmager for f.eks. Frederiksdal, Ørnberg Vin og Vejrhøj Vingård, hvor vinificeringen af Stokkebyes vine også til en begyndelse fandt sted (læs mere om Vejrhøj her).

Hustruen Helle har heller ikke en helt ubetydelig baggrund, omend hun ikke før har arbejdet med vin. Hun står i dag for den daglige drift af familievirksomheden og dens ansigt udadtil; men oprindeligt er hun uddannet cand.merc. i international business og har igennem mange år arbejdet med CSR (corporate social responsibility — virksomheders sociale og miljømæssige ansvarlighed) for både Udenrigsministeriet, FN og som selvstændig konsulent. Og netop forpligtelsen på bæredygtighed har spillet en vigtig rolle i familiens virksomheder, både Butler’s Choice og By Stokkebye; og den miljømæssige side af sagen er konkret, at familiens vinmarker dyrkes uden sprøjtegifte, ukrudt fjernes manuelt og maskinelt, og en økologisk certificering er lige på trapperne. God smag og god samvittighed, kvalitet og bæredygtighed går hånd i hånd.

Et familieforetagende

Stokkebye Vingård udviklede sig altså fra Jacobs hobby til et fælles projekt, et egentligt familieforetagende og en forretning. Den historie får man også fortalt, når man står med en flaske vin fra Stokkebye i hånden. Hver af vinene har fået navn efter deres børn, og da der ikke var flere børnenavne at trække op af tasken, fik familiehunden Frank sin egen vin; og Helle under dække af kælenavnet Coco. Familien er også vævet ind i det visuelle design: Stokkebye-logoet (designet af grafiker Morten Agergaard) forestiller en vinmark med et træ, en falk og en stjerne. De tre symboliserer den ældste datter Liva som livstræet, sønnen Victor (latin: sejrherre) er den spejdende falk, og ledestjernen er den yngste datter Stella (latin: stjerne). Frank har forresten fået sit eget logo, hvor han letter ben op ad en vinstok. Alt trykt på præget papir og med en udstråling af livsglæde og luksus.

I 2015, 2017 og 2019 plantedes yderligere til, og vingården har nu godt 10.000 stokke fordelt på en håndfuld sorter med Solaris og Pinot Noir som de vigtigste. I dag er der samlet set 4,5 hektarer vinmark fordelt på to placeringer på hver sin side af Kertemindevej. Den ‘oprindelige’ bag huset og ‘den nye’ bag den tilkøbte nabogård, som familien erhvervede sig i 2018. Her har de omdannet den gamle kornlade til et egentligt vineri, indrettet med tilhørende gårdbutik og smagelokale; og den gamle kvægstald er under udarbejdning til lager til modning af de mousserende vine, som Stokkebye satser på i de kommende år. Det sker stille og roligt og med respekt for den smukke, gamle bygning fra 1931. Bygningerne flankeres fint af vinmarkerne, og det er her, vi finder den familie af druer, Jacob Stokkebye har fundet frem til trives i den fynske muld.

Den grønne Solaris er endnu ikke just folkeeje, men den har på kort tid markeret sig som noget nær dansk vinbrugs signatursort. Solaris er en tysk krydsning, der modner tidligt og i det hele taget trives i køligt klima; og kan forvandles til vine med hyldeblomstduft, frisk syre og fin fylde. Solaris er udgangspunktet for hvidvinene Frank og Liva. Pinot Noir, den ædle franske sort bag de røde Bourgogner, men også en vigtig sort i Champagne, kræver nok næppe nærmere introduktion, selvom den stadig er et særsyn i Danmark. Det kniber generelt med modningen, men— som vi snart skal se— kan der laves glimrende bobler på den, Stella Mary, samt en fadgæret hvidvin, Coco. Noget mere eksotiske er sorterne Golubok og L’acadie blanc: Golubok er en blå druesort af ukrainsk oprindelse, en flerfoldig krydsning af den russiske Severny og andre hybridsorter med den vilde asiatiske amurensis-vinstok. Den har stærke skaller og farvet frugtkød og giver derfor meget mørke og tanninrige vine med tæt bærsmag og sursød balance; men sorten levede slet ikke op til de kvalitetskrav, som Jacob Stokkebye havde sat, men et forsøg med vinificering efter portvinsmetoden viste sig at være en vinder: Så Golubok bliver i dag til de to røde hedvine Victor og Georg, begge gjort på portvinsmetoden og begge lagret på små oloroso sherryfade, Georg i fire måneder og Victor i 16 måneder. L’acadie er endnu en særdeles kompleks hybridsort, hjemhørende i Canada, hvor den er frembragt i Ontario i 1950’erne med henblik på at opnå en særligt froststærk og sygdomsresistent sort— med hjælp fra sorter af såvel vitis vinifera som de vilde amerikanske labrusca og rupestris-stokke. Vinen er kendt for sin citrusfriske frugtduft. Den dyrkes især i Nova Scotia men har altså også fundet vej til Fyn. For tiden bliver L’acadien til en vin til Restaurant Moment på Mols. Desuden dyrkes en smule Johanniter, endnu en tysk krydsning.

Hip hip hurra anno 2020: Liva, Helle, Jacob, Victor og Stella Stokkebye til bords med caviar og egen vin…

En smuk svane

Der er stil over foretagendet, det springer i øjnene med det samme: Husene, markerne, menneskene, flaskerne, alt er i fineste stand, og det visuelle udtryk, ikke mindst på Stokkebyes etiketter, virker velvalgt og gennemtænkt. Det har da også været en bevidst strategi at fortælle familiehistorien og vælge at gå egne veje med vinene, nemlig direkte ind på landets bedste restauranter, hvor Jacob mener, de hører til— og det med rette, for Stokkebye står nu for nogle af de mest stilsikre og velsmagende vine fra Danmark, og deres friskhed og renhed går generelt godt med det nye nordiske køkken— som endnu et lokalt raffinement.

Vinene fra Stokkebye har således fundet vej til fynske fæller på Falsled Kro, Kok & Vin i Odense, Lieffroy i Nyborg, Pasfall og Rudolf Mathis i Kerteminde men er også at finde på Alchemist, d’Angleterre, Geranium, Jordnær, Kokkeriet og Kong Hans Kælder i København, Moment i Rønde og på Henne Kirkeby Kro.

En smule stjernestøv er også allerede strøet ned over Stokkebye fra vinkritikere, endda fra det store udland: Robert Parkers Wine Advocate har honoreret hvidvinen Liva 2018 med 87 point og den mousserende Stella Mary med 85, “og det er vi meget glade for,” fortæller Helle. Det er en flot anerkendelse fra professionel front. I den kommende udgave af DinVinGuide deles der også 86 point ud til Liva og 89 til favoritterne Frank og Stella Mary. Flottest er måske René Langdahl Jørgensens kåring af Stella Mary som “en mousserende milepæl for dansk vin” i det seneste nummer af Gastro.

Men placeringer og point gør det ikke alene, vinsmagning er også sanselig, med fornemmelse for tid og sted og ikke mindst det lyriske, som flaskens ånd kan kaste over smageren. Så lad os slutte af med resultatet af Jacob og Helles arbejde, vinene i glasset:

Frank 2019. Nyeste skud på stammen, 100% Solaris fra vinstokke plantet i 2017, gæret på ståltanke med kulturgær, og opkaldt efter familiens hund— og det har givet pote. Frank er en hyggelig hverdagsvin og den kølige snude, der pludseligt liver en op. Duften er frisk, hylden strækker sine hvide hænder mod månen, der lyser op i sommernatten, en liflig hvid blomsterduft og kølig dug, der lægger sig i munden. Fin fylde, rank syre og saftig frugt, et hint mynte, mentol og lakrids. Måske en kende kort men fint balanceret. Anbefalingen kan selvfølgelig ikke være anderledes, Frank bør drikkes hundekold. Prisen er 155,-.

Liva 2018. Spontangæret Solaris fra de ældre stokke, lagret ni måneder på gærresterne på aflagte fade fra Domaine du Chevalier. Den livlige Liva er mere end bare frisk. Faktisk overraskende frisk, sommersolen næsten blænder en her, hyldeblomster og alt, hvad der er hvidt i denne verden. Foruden hyld fornemmes flint, friskplukkede æbler, hyldetræ, hvide asparges og solbærblade i duften, en stringent syre og syrnet smørfedme i munden, med limesaft, syltede stikkelsbær, en smule rønnebærgelé, tørrede hyldebær og saltkaramel. Er man til frisk syre, kan man kun frydes over kompleksiteten og et udmærket udviklingspotentiale. Spændende! Prisen er 255,-.

…og Stokkebye-familien i flaskeform: Liva, Georg, Victor, Stella Mary og Coco.

Den største bedrift— med en håndsrækning fra den usædvanligt solrige årgang 2018— er uden tvivl den flotte mousserende vin. Her har vi at gøre med kun anden årgang, ren Pinot Noir med andengæring på flaske. Forbilledet er Champagne, og den er lagret godt 10 måneder på gærresterne før degorgering, ingen efterfølgende dosage, altså brut nature. Kun omkring 1.500 flasker, og 15% er taget fra til længere lagring.

Stella Mary 2018. Blinke blinke, stjerne klar. Fine kæder af små bobler bruser op af glasset, vinen har en gylden glød og sart rødmende farve. Frisk og liflig duft af sommer i Danmark, solmodne jordbær og kaprifolium. Flot skum, stram syre, røde kirsebær og let blomstret karakter, lidt lakrids og fennikel i finishen, pæn balance og dybde. En sjælden fornøjelse! Prisen er 395,-.

Fyn er altså andet og mere end 200 kilometer, man kan spare på motorvejen. Husk at dreje af og se på det egentlige Fyn, de mange herregårde og ikke mindst vingårde, hvor den milde dag er lys og lang. Læg vejen forbi Stokkebye og oplev de smukke omgivelser, de spændende personer og vinene. Der er åbent for besøg og salg torsdage 13-17 og lørdage 11-15.

Flaske: Stella Mary 2018  
Vinhus: Stokkebye Vingård  
Oprindelse: Fyn, Danmark  
Drue: Pinot Noir  
Jordbund: Kalkholdig ler, sand
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: 10 måneder på flasken  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12,5%  
Pris: 395,-  

Den ungarske vulkan

Selvom Somló er det mindste af Ungarns 22 vinområder, fremstilles her vine med stor personlighed, i hine tider anset som på samme niveau som vinene fra Tokaj. Grundlaget er vulkansk jordbund, og der dyrkes så godt som udelukkende grønne druer, og det især af gamle, indfødte sorter som Juhfark, Furmint, Hárslevelú og Olaszrizling. Efter mange års stilstand, er der igen udbrud undervejs i Ungarns og Somlós vine, og Kreinbacher er en af de mange gode producenter, hvis vine er værd at stifte nærmere bekendskab med.

Vulkansk jord og sjældne sorter

Somló ligger i den vestlige del af Ungarn, vest for Donau og et stykke nord for Balatonsøen. Centrum er den vulkanske bjergryg af samme navn, et lille basaltisk bjerg på 431 meter, der skyder op i det ellers ret flade landskab. Godt 450 hektarer vinmarker smyger sig rundt om selve kuplen, der brød op gennem det pannoniske hav for omkring 400 millioner år siden. Det omkringliggende landskab er gammel havbund, hvis sandsten og kalksten i de mellemliggende millioner af år er eroderet væk; mens den barske basalt har modstået tidens tand og stadig troner som et minde om den fjerne fortid.

I en knap så fjern fortid var Somlós skråninger beklædt med kornelkirsebærtræer, på ungarsk húsos som, som bjerget og området skylder sit navn. I dag er selve bjerget et beskyttet naturområde. De omkringliggende jorde er præget af erosionsmateriale fra bjerget, sort og rødlig basalt som sten og sand samt tuf og senere deponeret materiale som løss; og de er særdeles velegnede til vinmarker.

Såvel som kildevandet fra vulkanske områder, har man tilskrevet vinene helbredende virkninger. Et grundigt indtag af områdets signaturdrue Juhfark skulle ikke kun klare fordøjelsen og holde blodmangel fra døren men havde også ry for at sikre mandligt afkom, og af den grund var vinen hos Habsburgerne hyppigt brugt som bryllupsvin, særligt Maria Theresia skulle have drukket den flittigt, ligeledes den engelske dronning Victoria. Deraf også dens gamle tilnavn a nászéjszakák bora, bryllupsnattens vin; men vinene var også til dagligdags brug og nød generel popularitet i Østrig-Ungarns storhedstid.

Intet varer evigt, og to verdenskrige og en kold krig tog næsten livet af vinbruget i Somló, som først er kommet til sig selv igen efter jerntæppets fald og Ungarns indtræden i EU. Omkring årtusindendeskiftet udvidedes området med de to omkringliggende vulkanske kupler Kissomló (‘den lille Somló’) og Ság, så i dag tæller hele området samlet 832 hektarer vinmarker. Hen imod 3.000 vinbønder virker i området, så især i det centrale område er markerne meget parcellerede.

Klimaet er kontinentalt med ret solrige og varme somre; men de lokale sorter er vokset op under disse forhold og bibeholder en frisk syre til trods for det varme vejrlig. Olaszrizling, også kendt som Welschriesling, er den vigtigste sort i Somló. Furmint og Hárslevelü, som vi kender fra Tokaj og kan finde i det meste af Ungarn, udgør også en vigtig andel. Juhfark er stort set kun at finde i Somló, sandsynligvis dens hjemstavn, men indtil midten af 1800-tallet blev den dyrket i store dele af Ungarn. I dag er der ikke meget mere end 150 hektarer tilbage, og langt de fleste er i Somló.

Ungarn tåler ubetinget at blive taget mere seriøst som vinland igen. De har ikke kun fortiden med sig, ganske mange vinområder og vinbønder er tilbage i topform. Er man ikke lige på langs i Ungarn, kan de endnu være svære at opdrive; men gå på udkig efter rødvinene fra Sopron, Villány og Eger og hvidvinene fra Balaton, Somló og Tokaj. Som supplement til sine traditionelt ædelsøde vine fremstiller man i dag fremragende tørre hvide i Tokaj. Men det var Somló, vi kom fra, og her bør vinene fra Jószef Kreinbacher, Imre Györgykovács, Támas Tornai, István Inhauser, Somlói Vándor og Royal Somló Vineyards være med på to-do-listen.

Kreinbacher og lammehalerne

Jószef Kreinbacher var vild med vin og ville gerne fremstille sin egen. Så enkelt var det, og det har han så gjort på professionelt plan siden 2002. Planen var oprindeligt et lille vinhus i størrelsesordenen fem-ti hektarer. Det er dog endt med at blive til 48 hektarer, og som om det ikke var nok, indkøber han også druer fra 25 hektarer hos naboerne. Hans egne marker er under økologisk omlægning.

Evnerne følger heldigvis med ambitionerne. Druerne forarbejdes til fine, tørre hvidvine; mousserende vine på den klassiske metode med andengæring på flaske; og rødvin på Syrah. Størstedelen sælges stadig på hjemmemarkedet, men øjnene er rettet mod eksport. Regionalitet og kvalitet er i højsædet: Altså finder vi hos Kreinbacher fine, tørre hvidvine med ren frugt, god syre og en salt mineralitet. Fremragende Furmint men måske af særlig interesse er den lokale specialitet Juhfark, som kan være karsk og syrerig i de forkerte hænder men forfriskende og forfinet i de rette.

Juhfark kendes i Østrig som Lämmerschwanz. Navnet betyder på begge sprog ‘lammehale’ og er en hentydning til klasernes udformning: Som de hænger på planten ligner de lange, smalle klaser, ofte med spidsen på sned, lammerhaler. Der er dog intet uldent over Juhfark, da udbytterne er ret gode og kvaliteten kan være i top. Klaserne er store og tætte men druerne forholdvis små, men samme forhold gør den ømtålelig for meldug og råd, så den kræver megen pleje i marken. Måske derfor er den faldet i unåde i moderne tid, men på vej tilbage er den nu— for som man altid har vidst i Somló, så lagrer og modner Juhfark med ynde.

Kreinbacher Juhfark Selection 2016 åbner langsomt op for duftende hvide blomster, gule æbler, en mild grapefrugtbitterhed og måske et let urtet strejf. I munden er den en lind saft med syrerig nerve, friske æbler, pærer og kvæder, en smule grapefrugt og et hint akaciehonning. Som duften først diskret og så langsomt mere direkte og udfoldet. Den har en blød, sart substans, milde noter af vanille fra fadet, og runder af med en salt mineralitet. En fornem forfriskning.

Druerne er høstet midt i september, og efter afstilkning og en kort, kold maceration gæres mosten spontant, hvorefter den lagres i franske og ungarske egetræsfade i otte måneder.

Flaske: Juhfark Selection 2016  
Vinhus: Kreinbacher  
Oprindelse: Somló, Ungarn  
Drue: Juhfark  
Jordbund: Løss, sand, basalt
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret
Lagring: Store egetræsfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Pris: cirka 100,-  

Pulp Fiction

Erich Machherndl er lige så svær at sætte i bås, som hans navn er at udtale. Som søn af den ældre Erich Machherndl, en respekteret vinbonde i Wachau, stod han som den naturlige arvtager til den fædrende vingård.

“Mine forældre ville gerne have mig optaget på vinskolen i Klosterneuburg. Men da jeg er født i 1972, skulle jeg i så fald være begyndt der i 1986. Uheldigvis var det året efter den store glycolskandale i vinbruget i Østrig, så det gav ikke just de bedste fremtidsudsigter. Desuden var jeg yderst bevidst om, hvad vingårdsarbejdet betød for mine forældre: Masser af hårdt arbejde og ganske lidt fritid. Det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg ikke ville være vinbonde.”

Så den unge Machherndl tog en ingeniøruddannelse med speciale i medicinsk teknologi i Wien. I de følgende år var der rigeligt med jobs og gode penge at tjene; og alligevel finder vi ham i dag på den fædrende gård i Wösendorf på nordsiden af Donau, hvor han fra terrasserne på de stejle skråninger dyrker otte hektarer med økologiske druer af Grüner Veltliner og Riesling og frembringer nytolkninger af de traditionelle dyder i Wachau— og ikke mindst leger han med lang skindkontakt, usædvanlige sorter og sammensætninger i naturvinsserien Pulp Fiction.

Den fortabte søn

I 1998 fyldte Erich Machherndl den ældre 60 år og en snarlig pension stod dermed for døren. Familien stod ved en skillevej: Skulle gården og vinbruget sælges, forpagtes, udlejes? Eller skulle det alligevel gå i arv?

Fuldt beskæftiget valgte den unge Erich Machherndl at træde til for en tid at drive vinhuset videre— samtidigt med, at han stadig bestred sit fuldtidsjob i medicinalindustrien! Hvad motiverede ham til en sådan næsten overmenneskelig arbejdsindsats?

“Måske ville jeg gøre mine forældre gengæld for altid at have støttet mig. Da min far overgav mig vingården, var det med et “Gør med den, hvad du vil. Før den videre, udlej den eller sælg den.”

Forpligtelsen og de frie hænder viste sig at være vejen hjem for Erich Machherndl. Efter fire års dobbeltarbejde besluttede han sig— uden den dag i dag at kunne sige præcist, hvad der afgjorde sagen— endegyldigt at overtage vingården og blive vinmager på fuld tid. I årene efter fulgte en omlægning til økologisk landbrug i 2007 (som en af de første i området) og et øget fokus på friskheden i vinene, afstedkommet gennem tidligere høst og forsagelse af druer med ædelråd— imod strømmen i Wachau, hvis rige vine i 1990’erne nåede nye højder udi det opulente.

Den unge Machherndl var her en tidlig fortaler for ‘den nye vej’ i Wachau: En betoning af syrestrukturen og den særlige mineralitet, der kan tilskrives den tætte granit og gnejs på stenterrasserne langs Donau. “Mine vine er som regel tørrere, sprødere og mindre charmerende, end man er vant til fra min region,” forklarer Machherndl. “Men jeg har egentlig ikke ændret stilen, for jeg har altid elsket vin som min far lavede den. Machherndl-stilen har altid været markant tør. Jeg har blot raffineret den.” Stikord: Spændstighed, struktur, syre, mineralitet, elegance. Ingen flomme eller barok ornamentering her!

Hver parcel vinificeres for sig, og huset fremstiller derfor en lang række vine, herunder de klassiske enkeltmarksvine i kategorierne Federspiel og Smaragd. Alt høstes naturligvis manuelt, og alle vine får, efter en nænsom presning, kortere eller længere tids udblødning med skallerne, op til et par dage, en behandling, som især skænker Grüner Veltliner mere karakter og kant. Alle gæringer foregår spontant, og visse af vinene gæres endda med skallerne, f.eks. Grauburgunderen, som får en god uges skindkontakt. Han sparer på sulfitterne, især i de naturlige vine i Pulp Fiction-serien, som alle kommer uklarede og ufiltrerede i flasken.

Omstilling tager tid, ikke mindst i Wachau. Det er en fortærsket vittighed, at når verden går under, skal man søge mod Wien, for der sker alting med ti års forsinkelse. Det er måske en generel sandhed om østrigsk sendrægtighed, som især gør sig gældende i Wachau, hvor forandring ikke ligefrem fryder de lokale. De læner sig op ad etablerede traditioner, cementeret i det kodeks, som sammenslutningen Vinea Wachau formulerede i 1983, og den ældre Macherndl var medstifter. Stilarterne spænder her fra den lette Steinfeder over den frugtigere Federspiel til den fyldige og koncentrerede Smaragd, som i manges øjne er den kostbareste juvel i smykkeskrinet. Men forøget fokus på koncentration i samspil med bedre vinifikationsmetoder og klimaforandringer har efterhånden ført til enormt intense og kraftige vine. Stuart Pigott har engang karakteriseret Wachau som “The Land of Monster Rieslings”.

Sådanne er ikke at finde hos Erich Machherndl. Han er selv af den opfattelse, at han laver lette, levende og karakterfulde vine, da det er lysten, der driver værket, og ikke den sure pligt, der tvinger ham. Var han gået direkte den slagne vej omkring Klosterneuburg, var han sikkert ikke endt, hvor han er i dag. I stedet nyder han godt af et priviligeret dobbeltperspektiv på vinbruget: Som søn af en vinbonde har han kendt branchen indefra fra barnsben; men som en uudlært udefrakommende føler han sig hverken fanget eller bundet af vanetænkning, tunge traditioner eller særlige forventninger.

Vincent Vega i Wachau?

Erich Machherndl afliver altså på muntreste vis alle de fordomme, man kan have om Wachau, især i hans Pulp Fiction-vine, som er uforudsigelige og sprælske og alligevel svært underholdende og lette at holde af.

Første forsøg med den vilde genre kom med en skindfermenteret Frühroter Veltliner i 2015— men hvordan skulle han markedsføre den? “En dag efter en lang smagning gik jeg på tur med hunden og begyndte at gruble… maceration, skindkontakt, skindfermenteret, skin, pulp… nåja! Pulp Fiction!” — og siden fulgte en hel serie af sådanne vine.

Pulp fiction er oprindeligt betegnelsen for billige blade med triviallitteratur, typisk i den hårdkogte krimi- eller gysergenre, som var populære i især første halvdel af det 20. århundrede. Klassifikationen pulp kommer oprindeligt af det billige materiale (pulp paper), som bladene var trykt på. I nyere tid er termen dog mest kendt fra Quentin Tarantinos banebrydende film Pulp Fiction fra 1994, der med sine særprægede dialoger og sammenvævede handlingsforløb trækker stærkt på genren og på samme tid er udfordrende og stærkt underholdende. Hurtige nedslag og nedtælling:

Pulp Fiction #9 (med rødt label) er et livtag med Syrah, et særsyn i Wachau og Østrig i det hele taget, men mening giver det, når man tager geologien og klimaet i betragtning: Wachau er som det nordlige Rhône rig på granit, som Syrah synes at elske, og med klimaforandringer undervejs er Wachau ikke længere for koldt til at få sorten til at modne. Tænk en kølig årgang Côte Rôtie eller Valais. Der er duft af friskkværnet sort peber, sorte oliven og sort the, laurbærblade og røget bacon. I munden er den saftig og syrerig med masser af skovbær, kærnemælk og krydrede noter.

Pulp Fiction #7 (med gult label) er et blend af Frühroter Veltliner, Gelber Muskateller og Weisser Burgunder med lang skindkontakt. Vild duft af cider, nyslået hø og hest og en fyldig smag af grapefrugt, appelsinskal, pærer og æbler, rustikt roderi holdt sammen af en fin syre og blide tanniner.

I Pulp Fiction #3 (med grønt label) er Riesling og Grüner Veltliner, de to store solister i Wachaus ensemble, samstemt i duet; og det er halvvejs helligbrøde i højborgen for sortsrene af slagsen, men det resulterer i “et pragtstykke af en hvidvin.” Druerne er høstet hver for sig sidst i september og først i oktober, gæret med nogle dages skindkontakt og siden skudt sammen og modnet på ståltank — to tredjedele Riesling og en tredjedel Veltliner. Snarere end at fortynde hinanden, er det som om de to forstærker hinandens karakter. I duften nyslået græsmark og humle, weissbier og frugtyoghurt og overmoden stjernefrugt. Smagen følger op med pære, fersken, mango og litchi og krydrede noter af kardemomme og tørrede blomster. Saftig, svævende, frisk syre og fint bitterstof. Den kan snildt fortæres på egen hånd eller med alskens ædelse fra såvel østrigsk som asiatisk cuisine— “blækspruttefangst i Dirndl”.

Flaske: Pulp Fiction No.3 2019  
Vinhus: Erich Machherndl  
Oprindelse: Wachau, Østrig  
Druer: Riesling, Grüner Veltliner  
Jordbund: Gnejs, amfibolit, løss
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Skruelåg  
Alkohol: 11,5%  
Importør: Vinpusheren
Pris: 175,-