En duft af nyfalden regn

Duften af nyfalden regn på den tørstige jord. Petrichor kaldes det, og det er desuden navnet på João Portugal Ramos første og formidabelt vellykkede forsøg udi orangevinens verden. Vi er i det knastørre Alentejo i det sydlige Portugal, hos en af regionens og hele landets førende producenter. João Portugal Ramos har gennem en lang årrække arbejdet som ønolog og rådgiver for adskillige vinhuse i hele Portugal, før han fra 1989 opbyggede sit eget imponerende vinhus med hovedsæde på Vila Santa i Estremoz; og fra basen i Alentejo har det siden forgrenet sig videre til Beiras, Douro og Vinho Verde. Den røde tråd er et fokus på de regionale terroirs og lokale traditioner og ikke mindst et afsæt i Portugals stolte arv af indfødte druesorter.

Petrichor er en enkeltmarksvin fra karakteristisk skiferjord med en nu 20 år gammel og økologisk dyrket beplantning af Arinto og Verdelho. Første årgang er 2022, og druerne er håndhøstet tidligt om morgenen først i september for at sikre friskheden i vinen. Ved ankomsten til vineriet selekterede man derefter de sundeste druer, som derefter blev afstilket, nænsomt knust og overført til gæring i 3.000 liters ovale cementtanke. Syv måneders skindkontakt og efterfølgende seks måneders modning på gærresterne. Syren er havnet på 5,6 gram per liter, balanceret af godt 3 gram restsukker efter en alkoholprocent på 12.

Det er regn under sydens sol, og ikke duften af milde Danmark og den lyse nat, der rammer næseborene— den er faldet under varmere himmelstrøg, over støvet sand og tør skifer, mellem træer med sydfrugter og vilde sydlandske vækster. Fra glasset hæver sig en forførende dyb duft af jasmin, kaprifolium, mandariner, abrikoser, dugvådt græs, nyslået hø, safran, støv… og i munden følger de trop, med overraskende læskende flow, en mild syre og blide oolong te-agtige tanniner. God balance, koncentration og kompleksitet. Det dufter og smager af sommer og lever flot op til vinhusets motto, at “vin afspejler jorden, den er født af, og den, der fremstiller den".

Anden generations João Maria Portugal Ramos følger i faderens fodspor som vinmager på Vila Santa i Alentejo

Alentejo er et særdeles stort og særligt solbeskinnet område i det sydøstlige Portugal, som af gode grunde især er kendt for sine kraftige rødvine; men området er takket sin store vidde og bredde ret forskelligartet, og der fremstilles derfor også lettere og frugtigere rødvine og hvidvine af fin kvalitet. Orangevine er heller ikke noget særsyn, særligt som følge af en genoptagelse af områdets gamle tradition for vinifikation på talhas, amforaer. En kærkommen variation til den store industriproduktion, som i alt for mange år har defineret området. Det forholdsvist flade landskab var nemlig let at anlægge store marker til maskinel høst på, og store vinerier med produktion af store mængder. Men at kvantitet udelukket kvalitet, udelukkes af Ramos. Proportionerne skal blot være i orden, og håndværket holdes i hævd.

Alentejo er som DOC inddelt i otte mindre regioner (Ramos i det centrale Évora), der tegner en finere mosaik ud fra terrænets beskaffenhed, de lokale geologiske forhold (ler, sand, skifer, granit og kalksten) og mikroklimaet, som varierer en del. Generelt er foråret grønt og frodigt, mens sommeren byder på rigeligt med sol og varme og stadigt længere tørkeperioder. Det tilsmiler især de blå druer Aragonez, Trincadeira, Alfrovheiro, Castelão og Alicante Bouschet, som historisk ofte er strikket sammen i blends; mens det for de grønne druers vedkommende først og fremmest drejer sig om Arinto, Antão Vaz, Fernão Pires og Roupeiro — og et mangefold af andre, sjældnere sorter, som vi i disse år får mere syn for.

Den variation, såvel i naturen som i kulturlandskabet, søger João Portugal Ramos og mange andre gode kræfter at beskytte og fremme. Vinhuset har gennem en længere årrække satset på såkaldt ‘integreret produktion’ med mindre benyttelse af pesticider, pløjning er opgivet til fordel for særlige typer af grønne bunddækker, og kvas fra vinproduktionen genbruges i kompost. Den i Alentejo ellers så udbredte kunstvanding søges stærkt begrænset, udelukkende til overvåget drypvanding; og i dag er godt en tredjedel af deres vinmarker i certificeret økologisk produktion. Desuden spiller bæredygtighed, især i forhold til biodiversitet, en stadig større rolle, således har de siden 2012 deltaget i det europæiske netværk for Business & Biodiversity, der understøtter virksomheder i at beskytte biodiversitet på regionalt og lokalt plan.

Vil man smage andre frugter af det arbejde end Petrichor, kan den flotte hvide Marquês de Borba Vinhas Velhas Branco anbefales, en citrusduftende og citrusfrisk hvidvin med frisk stenfrugtsmag, mineralsk krydring og flot kompleksitet. Det er et blend af Arinto, Alvarinho, Antão Vaz og Roupeiro, gæret på stål og delvist modnet på franske og ungarske egetræsfade. Dens røde genpart Vinhas Velhas Tinto er heller ikke at kimse ad, et blend af Alicante Bouschet, Aragonez, Castelão og Syrah, med tæt smag af alskens røde bær, jordbær, hindbær, kirsebær, saftspændt og med fine tanniner, rigtigt flot balanceret.

Petrichor

Vi kender og elsker den, den karakteristiske "duft af regn", når de første regndråber falder på jorden efter en lang tørkeperiode. Herhjemme er den en umiskendelig del af højsommeren, når en ‘sky over marken velsignelsen sender’, eller når en pludselig tordenbyge skyller landskabet godt igennem. Vinkendere slynger ofte også om sig med mere eller mindre blomstrende beskrivelser af rislende vandløb, fugtig skovbund og våde sten. Men hvordan opstår den særlige duft egentlig?

Regndråber består af vand, der bevæger sig gennem luft, to stoffer, som begge i sig selv er duftløste, så det er oplagt at søge forklaringen i mødet med jorden og i den dis, der af og til kan ses svæve over den efter sommerregn. Det forbindelse fik en videnskabeligt vinkling i 1964, hvor to australske forskere, I.J. Bear og R.G. Thomas, publicerede en artikel i det velkendte videnskabelige tidsskrift Nature, hvor de gav den umiskendelige lugt navnet "petrichor" — et teknisk begreb dannet af græsk πέτρος, sten, og ἰχώρ, den mytiske, æteriske væske, der løber i gudernes årer. Gennem deres undersøgelser havde de to identificeret en særlig bestanddel i ‘lugten af våd sten’, som længe havde forundret forskere, da langt de fleste sten selv i de fineste vandige opløsninger ikke indeholder aromatiske stoffer. Men Bear og Thomas havde bemærket et organisk stof på sten, klipper, veje og andre jordoverflader, som de mente var ansvarlig for lugten— en æterisk olie, som udskiltes af en lang række planter og siden lagde sig som et fint lag oven på jorden. Senere undersøgelser viste dog, at det var en anden forbindelse, som var den afgørende for duften, et stof dannet af visse jordbakterier, især steptomyces, når de udsættes for varme og tørke; men som frigives, så snart det kommer i kontakt med vand. Navnet blev geosmin, af græsk γῆ, jord, og ὀσμή, duft; og sammen med visse æteriske olier fra svampe og planter (oktanol, linalool, geraniol m.fl.) skaber det den velkendte ‘våde duft’, der via aerosoler, bittesmå luftbårne dråber, som fra den varme jord løftes op i luften; af græsk ἀήρ, luft, og latin solutio, opløsning. Geosmin er også hovedkomponenten i den karakteristiske jordagtige duft af rødbede.

Petrichor kan antage forskellige former, alt afhængigt af jordens fysiske beskaffenhed, hvor regnen falder, hvilket først og fremmest afgør intensiteten af geosmin-duften. Dertil kommer de andre aromatiske komponenter, som selvfølgelig vil variere efter jordens indhold af organisk materiale; og de æteriske olier vil selvfølgelig variere fra en dansk pløjemark eller nåleskov til sydeuropæisk maki og garrigue. Interessant nok kan geosmin også forefindes i vin. Det kan være på spil, når vinen dufter af våde sten, fugtig muld, skovbund, champignon, kartoffel eller rødbede; mens duft af fugtigt græs, nyslået hø, våde blade og lignende oftest tilskrives stoffer som linalool eller forskellige svovlforbindelser. Små brikker i det store puslespil, som vin kan lægge i vores bevidsthed — som et kaleidoskop af naturens underfulde mangfoldighed.

Flaske: Petrichor 2022
Vinhus: João Portugal Ramos
Oprindelse: Alentejo, Portugal  
Druer: Arinto, Verdelho  
Jordbund: Ler, skifer
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Gæret på ståltanke,
syv måneders skindkontakt  
Lagring: Ståltanke  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 12%  
Importør: Hans Just A/S
Pris: cirka 250,-  

Himmelske hedeture

I mere end 500 år har Madeira forundret med sit landskab og sine særegne vine: Sjældne, ravgyldne dråber fra den vulkanske ø i Atlanterhavet, nogle af de mest markante, komplekse og sejlivede vine, verden kender til. Shakespeares Falstaff og mesterdetektiven Sherlock Holmes er blandt fiktionens store fans af Madeira— men man behøver ikke ty til litteratur for at finde feinschmeckere med smag for den alsidige hedvin. I virkelighedens verden var Winston Churchill og før ham Thomas Jefferson og Christoffer Columbus noget nær afhængige af drikken; og selveste den amerikanske uafhængighed blev i 1776 skålet ind med Madeira.

Madeiras egenart skyldes et samspil mellem usædvanlige naturlige forhold og kulturelt mindst lige så bemærkelsesværdige— traditioner, der skiller sig ud fra de fleste andre vinregioners. Vi taler tropisk men oceanisk klima; vulkanske skråninger med terrasserede vinmarker med særligt udvalgte druesorter; og laaaaang lagring og mildest talt besynderlige praksisser som at opvarme vinen undervejs. Efter hedeturen har vinene mørk sødme som port, en stram syre som sherry og så en særlig tredje faktor, den ‘harske’ rancio-aroma, som måske Marsala og Maury nærmer sig, men så alligevel ikke. Madeira har en aromatisk komposition, man ikke finder andre steder.

Danmark var længe en af Madeiras vigtigste kunder, en status vi holdt til hen omkring midten af 1900-tallet. Måske det netop er dens usædvanlige karakter, der for nuværende holder folk flest fra Madeira, måske det slet og ret er manglende kendskab eller et modelune. For det er faktisk et mysterium, noget nærmest naturstridigt, at en så spændende vin som Madeira ikke skulle have magnetisk kraft nok til at holde flere vindrikkere tryllebundne. Smager man eksempelvis Justino’s store årgangsvine og gamle reservaer, virker det noget nær majestætsfornærmende eller ligefrem gudsbespottende… en genopdagelse er på sin plads!

En ø i havet

950 kilometer sydvest for Lissabon og det portugisiske fastland finder vi den majestætiske ø Madeira. Vi er kun 750 kilometer nordvest for Marokko og dermed noget tættere på den afrikanske kyst end den europæiske. Kun vinmarkerne på den ligeledes portugisiske øgruppe Azorerne ligger længere væk fra det europæiske fastland.

Madeira ligger på randen af den afrikanske kontinentalplade og er opstået gennem vulkansk aktivitet. Vulkanen er ikke længere aktiv men for længst udslukt; men den vulkanske jordbund er stadig kemisk aktiv og en af hemmelighederne bag øens enorme frugtbarhed. Den mere eller mindre forvitrede basalt er rig på titanium, magnesium og jern.

Øen blev opdaget af kaptajn João Gonçalves Zarco i 1420, og sammen med andre kolonister slog han sig hurtigt ned på øen nær dens nuværende hovedstad Funchal. De tidlige bosættere var driftige folk. “Madeira” betyder træ på portugisisk, træ som i tømmer, som tidligt var en vigtig vare fra de store skove på øen. De første kolonister forsøgte sig foruden skovhugst med en kontrolleret afbrænding af nogle af skovområderne; men brandene bredte sig og satte store dele af øen i flammer, og efter sigende skulle den have brændt i syv år. Men askerne fra brandene kan meget vel være en yderligere hemmelighed bag øens fertile landbrugsjord, hvor der dyrkes rigelige mængder bananer, sukkerrør og vinstokke.

Vinen kom til med kolonisatorerne. De bragte forskellige stokke med fra nær og fjern, f.eks. siges Malvasia at være kommet dertil fra Kreta; men den moderne Malvasia Fina er nu først indført i 1970’erne. Sercial og Verdelho berettes at være indført fra Tyskland og Frankrig, men mere sandsynligt er nok forskellige lokaliteter på det portugisiske fastland, eller at de er naturlige krydsninger opstået på Madeira.

Øen er præget af en lang bjergryg gennem midten (højeste punkt er Pico Ruivos 1.862 meter), og vinen dyrkes fortrinsvist på øens nordlige og især sydlige kystområder. De fleste vinmarker er anlagt på plateauer (poios) eller terrasser (socalcos) i 200-700 meters højde. Der er store terroirforskelle, f.eks. falder temperaturen med 1 grad per 100 meters stigning, og vindforholdene er vidt forskellige på hver sin side af øen; ligesom jordbundens komposition og markernes vinkling mod solen varierer.

Da 75% af den årlige nedbør falder i løbet af efteråret, bliver det nødvendigt med sommerlig kunstvanding på den ikke så vandlagrende vulkanske klippejord. Regnvandet samler sig højt i bjergregionerne og ledes derefter gennem små render, såkaldte levadas, ned til landbrugsområderne. Til sammen danner de et netværk af over 2.150 km kanaler rundt på øen. Langs kanalerne har de fastboende så mulighed for land- og vinbrug, mens turisterne nyder godt af dem til vandreture op og ned og ud og omkring hele øen.

Madeira inddeles i seks vinområder: Porto Moniz, São Vicente, Santana, Câmara de Lobos, Ribeira Brava og Calheta. Der er i dag blot otte selvstændige vinhuse på Madeira (velkendte er Barbeito, Henriques & Henriques og Justino’s), men de viderebringer vin fra godt 2.000 vinbønder, der opdyrker de omtrent 470 hektarer vinmarker på øen— hvilket giver den gennemsnitlige vinbonde 0,3 hektar at holde øje med. Der er en god håndfuld druesorter — Sercial, Vedelho, Boal, Malvasia, Terrantez og Tinta Negra; og tre traditionelle opbindingsformer, som pergola (latada), som guyot (spalier) eller som buskvine (vinha no chão).

Hænder, fødder og hedeture

På grund af de små og stejle vinmarker og ikke mindst terrasserne må al høst foregå manuelt. De enkelte druesorters modningstidspunkt afgør, hvornår høsten finder sted, og perioden strækker sig over to måneder, fra midten af august til midten af oktober. Traditionelt har man presset druerne ved fodkraft i store kar, fremgangsmåden er meget som den, der kendes fra portvin i Douro. Undervejs i gæringen stoppes den med en neutral druesprit på 96%, så vinen forstærkes til en alkoholstyrke mellem 17% og 22% og bevarer et sted mellem 50 og 100 gram restsukker. Derefter kommer Madeiras unikke lagringssproces, der involverer opvarmning af vinen og oxidering gennem lang fadlagring.

I løbet af 1600-tallet skibede portugisere og hollændere vin fra Madeira mod Indien i små træfade. I kolonierne bemærkede man, at den vin, der nåede frem, smagte anderledes end den derhjemme. Den havde ændret karakter men heldigvis i positiv retning— noget, man ved selvsmag kunne konstatere på hjemegnen, når et fad kom retur.

Man fandt hurtigt ud af, at det var den langvarige opvarmning under sejladsen gennem troperne, der var skyld i forvandlingen. Så allerede i midten af 1700-tallet begyndte man i større stil at efterligne processen med en såkaldt varm lagring i en slags drivhuse, estufas, som resulterede i samme stil som vin fra sørejsen, vinho da roda. Denne “madeirisering” af basisvinen fortsætter den dag i dag, enten ved at vinen i mindst tre måneder varmes op til 45-50 grader i rustfrie ståltanke eller forede betonkar, den simple metode. Varmen fra denne “estufa de calor” forlener vinen en mørkere farve og den typiske smag af tørrede frugter.

Finere forhold får de bedste vine med den såkaldte “metodo canteiro”. Canteiro er oprindeligt navnet på de træstativer, hvor man opbevarede træfade (caneiro); og i sådanne modner man stadig de bedste vine på vinhusenes lofter ved 20-35 graders varme i mindst to år. Det har samme overordnede virkning som en kortere kunstig opvarmning, men den langsommelige proces og den forsigtige iltning i træfadene resulterer i en langt mere intens og kompleks karakter. En Madeiras alder angives efter endt estufagem (varmelagring).

Madeiras hovedtyper

Alene farverne afslører dem, Madeira svinger fra lyst gulligtgrøn og grønligt gul over strålende gylden til dybt ravfarvet og mørkebrun; og vinene har et ligeledes vidtspændende aromaspektrum. Der er altid en dybde af tørrede frugter og en frisk og spændstig syre på spil — og læg dertil alt fra citrus, tørrede blomster, kaffe og karamel til honning, læder og ædeltræ, alt afhængigt af type.

Fem-seks druer, fire-fem sødmegrader og tre-fire lagringsbetegnelser giver også god mulighed for forvirring; men med lidt god vilje lader Madeira-vinenes mangfoldighed sig imidlertid let koge ned til en forståelig menu:

Hver af de hvide druesorter vinificeres i sin egen stil med en dertil hørende smagskategori: Den syrerige Sercial bliver til de lyseste, friskeste, tørreste vine, extra dry og dry (muito seco og seco). Verdelho har en fyldigere frugt, som forfines til de elegante og mildere medium dry (meio seco). Boal giver rigere, ravgyldne vine, som sælges som medium sweet (meio doce); mens Malvasia giver de mørkeste og mægtigste vine i stilen sweet (doce).

En femte drue regnes blandt de ædle, den nu yderst sjældne Terrantez, der stilistisk svinger i den gyldne midte— aldrig helt så tør som Sercial men heller ikke helt så sød som Malvasia. Dens sjældenhed skyldes først og fremmest phylloxeraen, som var hård ved sorten, og grundet dens lave udbytter blev den aldrig rigtig genplantet og er nu nede på ganske få hektarer. Men dens øvrige kvaliteter og ikke mindst dens sjældenhed er ved at gøre den populær igen og give den en lille renæssance, som profeteret i ordsproget: As uvas Terrantez, não as comas nem as dês, para vinho Deus as fez— Terrantez-druer, spis dem ikke, giv dem ikke væk, for Gud har givet dem til vin. Mere om den om lidt.

Endeligt er der den hyppigt plantede røde sort Tinta Negra, som oftest benyttes til de enkleste vine, som til gengæld kan spænde hele registeret fra dry til sweet. Desuden laves der ikke-forstærkede, tørre bordvine under denominationen Terras Madeirenses, som man skal til selve øen for at smage; og det er sikkert også der, de smager bedst.

Tiden står stille

En god Madeira er så godt som udødelig. Vinene kan næppe heller oxidere yderligere, de er så at sige mættede med ilt efter mange års fadlagring og dermed immune mod yderligere iltning. Uåbnede flasker er som vin fanget i små tidslommer, og opbevaret forsvarligt kan selv åbne flasker holde humøret højt i måneds- og måske årevis. Den største hindring i at bevise disse påstande er, at det kan være svært at holde sig fra flaskerne, når man først har fået smag for den fantastiske nektar.

Justino’s Madeira Wines blev stiftet i 1953, men siden 1870 havde familien Justino Henriques drevet vinhus. Det er dermed et af de ældste nulevende vinhuse på Madeira, og de eksporterer til det meste af verden. En modernisering med nybygget kælder og det nye brand Colombo Madeira kom til i 1993, men firmaet holder stadig et fast greb om traditionen. Justino’s råder i dag over en af øens største lagre af gamle vine; og det er nu, vi vender tilbage til Terrantez:

Justino’s Madeira Terrantez Old Reserve er et fund fra fortiden og en Madeira uden for nummer. Den er modnet, eller skulle man måske sige ældet, i gamle egetræsfade i godt 60 år under det traditionelle canteiro-system. Det sikrer en smag af svundne tider, med stor koncentration, mangfoldige og raffinerede smage og en stadig frisk og elegant syre.

Den dufter af frisk havluft, af lyse hasselnødder, hvid sommertrøffel, rå pibetobak, vildblomsthonning og lys karamel, og så er der en sært forførende dybde, noget gammeldags, støvet og røget over den. Så rammes man af syren og en intens smag af lysristet kaffe, fransk nougat, brunet smør, svampeconsommé, sort te og tørrede frugter som gule rosiner, figner og kandiseret orangeskal. Fine noter af citrus og frisk kokos smelter sammen med dem, det er cremet og dybt og samtidigt underligt let; og trods den fine sødme runder den ranke syre den tørt af. Det er kompleks verdensklasse og ypperlig umami-vin… Wow!

Laudrup Vin forhandler Justino’s og fører i begrænset mængde de sjældne Terrantez-vine, ikke mindst “verdens bedste vin” — Justino’s Terrantez 1978. Har man, som de fleste, ikke så godt råd til hverken den eller den lidt billigere Old Reserve, så kan man tage på opdagelsesrejse i Justino’s fornemme Veldelho- og Boal-vine— himmelske dråber til menneskelige priser.

Flaske: Terrantez Old Reserve
Vinhus: Justino’s  
Oprindelse: Madeira, Portugal  
Drue: Terrantez  
Jordbund: Vulkansk
Dyrkning: Konventionel  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 19%  
Importør: Laudrup Vin
Pris: 1.398,-  
(men p.t. ikke på lager)

Granit og gamle stokke

Det er Dão, der er hjemme for António— selvom hans efternavn er Madeira, og selvom han er født, opvokset og uddannet i Frankrig med bopæl i Paris. Forældrenes portugisiske aner har nemlig altid fyldt meget for António Madeira. Hans bedsteforældre kom fra det bjergrige Serra da Estrela i det indre Dão, og det er der, han er vendt tilbage til år efter år, først i familiens sommerhus, som så blev til midlertidigt vinhus, da han i 2010 begyndte at lave sine egne vine fra nogle af områdets glemte, gamle marker.

Den uddannede ingeniør har nu forladt Frankrig for at være vinbonde i forfædrenes Portugal, hvor han sammen med hustruen Marina og deres to døtre skaber en ny tilværelse på gamle traditioner. Han har ønsket at genoplive den gamle tradition med vine fra blandede beplantninger; en slags beplantninger, som har lang tradition i Portugal, og som stadig findes i mange områder, omend de lidt efter lidt er blevet fordrevet for mere produktive produktionsformer og moderigtige sorter. Sin første vin lavede han i 2010 fra en forladt mark, der ikke havde været bearbejdet i tre år. De første vine blev til i legenden Alvaro Castros kælder. I mellemtiden er Madeiras produktion vokset fra små 1.000 flasker i 2010 til imponerende 30.000 i den frodige årgang 2017. Han finder frem til de bedste marker, lægger dem om til økologisk dyrkning; og i mellemtiden er også et nyt vinhus bygget op og indviet i 2018. I dag dyrker han vin på seks hektarer fordelt på 23 lodder ved seks forskellige landsbyer. Oprindelighed og oprindelse er i fokus.

António Madeira skænker sorter som Alfrochiero, Arinto, Baga, Bical, Cerceal, Encruzado, Ferñao Pires, Jaen, Siria og Trincadeira i glasset.

Gode, gamle Dão

Dão vil være mange danskere bekendt, især hvis de har har rundet de 50, for vinene fra området har været en favorit hos danskerne, især før det europæiske fællesmarked gav os mere smag for det finere franske. Dão stod for mørke, krydrede, syresvage rødvine til en yderst overkommelig pris, og den slags har altid været gangbar valuta i Danmark. Vi var i flere årtier de ivrigste kunder, så Dãos primære eksportmarked var faktisk det danske.

Dão ligger i det nordlige Portugal, lidt syd for den berømte Douro-dal, hvorfra portvinen strømmer. Dão er et af Portugals ældste vinområder (med DOC fra 1990), og ‘nationaldruen’ Touriga Nacional, der lægger druer til de fleste portvine og en del tørre bordvine, menes med stor sikkerhed at stamme herfra. Dão har historisk været berømt for sine røde bordvine, en landvin med karakter og charme. De bedste rødvine fra området— historisk og igen i dag— har frisk, mørk bærfrugt med god syre, en rig og krydret fylde samt stramme tanniner, der giver struktur og stort lagringpotentiale. Det er vine, der— drikkes de på rette tid— har stor kompleksitet og lang eftersmag. Historisk var det blandede beplantninger, hoveddruerne er Touriga Nacional, Tinta Roriz (Tempranillo) og Jaen (Mencia) foruden Alfrocheiro og Trincadeira.

Portugal har en glorværdig fortid, som international stormagt såvel som international vineksportør, men tidernes ugunst har ladet imperiet falde og drevet det i retningen af stadigt simplere vine. Det skete også i Dão, hvor de gamle, blandede landbrug og vinmarker med blandede beplantninger måtte vige for kooperativer og ‘rationaliserede’ dyrkningsmetoder. Det gjorde ikke noget godt for kvaliteten og eksporten, men portugiserne holdt stadig af deres egen vin. Portvinen har beholdt sin status internationalt, men mange kender ikke til de store rigdomme, det portugisiske vinland ellers rummer— en rig arv, der er blevet løftet til nye højder, også kvalitativt, i de seneste årtier. Læs eksempelvis løs af Bjarne Mouridsens blog, Mit andet hjemland, hvis du vil have en dansk vinkel på opdagelsen af de skjulte skatte.

Der er i dag 26 områder med oprindelsesgaranti for kvalitetsvin, denominação de origem controlada eller kort og godt DOC. Især ti af områderne på fastlandet gør sig bemærket: Algarve, Alentejo, Bairrada, Bucelas, Colares, Dão, Douro, Setúbal, Tejo og Vinho Verde— og hertil kommer øerne Madeira og Azorerne, sidstnævnte dog uden DOC.

Dão har syv subregioner— Alva, Besteiros, Castendo, Serra da Estrela, Silgueiros, Terras de Azurara og Terras de Senhorim— og det er især i de indre dele af området, vi finder de overvintrede traditioner; og hvidvinen, som har det rart i de kølige højder inde mod bjergene. Her ligger der smukke vinmarker for foden af Serra da Estrela, Portugals højeste bjergkæde, granit hævet mod himlen; og her findes de spændende sorter Arinto, Bical, Cerceal, Ferñao Pires og Siria, som udgør nerven i António Madeiras smukke hvidvine Branco, Vinhas Velhas og A Centenária, tre terroirtro vine med stort kompleksitet fra de oprindelige sorter, kompakt frugt fra de gamle, ofte upodede stokke og mineralitet fra den underliggende granit.

Saft af granit

Granit er en såkaldt dybbjergart (eller plutonisk bjergart), en magmatisk sten, dannet af magma fra jordens kerne, som langsomt er nedkølet og størknet under passagen op gennem jordens kappe. Da denne proces foregår ganske langsommeligt, er der tid til, at de indeholdte mineraler kan danne krystaller, krystaller som er synlige som grove korn i den endelige sten; men ikke i nogen synderlig orden, granit er i denne henseende relativt amorf. Kvarts udgør godt halvdelen eller mere, feldspat er en anden vigtig bestanddel, glimmer en tredje.

Granit er en ofte forekommende bjergart i jordskorpen. Vi kender den som klippe, der bryder gennem det øverste jordlag, såvel som sten, som er at finde overalt i Europa. Løft en sten, og du finder den: I Alsace, i Beaujolais, i Rhône, i Wachau, i Dão, i Vinho Verde og Rías Baixas, på Bornholm herhjemme. Granitten stammer fra en grundlæggende bjergdannelse, der tog sin begyndelse i Devontiden og rindede ud i Karbontiden for mellem 400 og 300 millioner år siden. Store dele af Europa er hugget i granit.

Granit forvirtrer langsommere end de fleste andre bjergarter, og derfor har granit gennem historien også været et populært byggemateriale. Som fundament, som brosten, i stensætninger, som byggesten i huse, især slotte og kirker; og dens varierende farver og funklende skin har gjort den populær i kunsthåndværk, eksempelvis til blokke og skulpturer.

Mange af António Madeiras vinstokke har passeret de 100 år; og granitten de 300 millioner.

Ren granit er for hård til at dyrke andet end mos og lav, så en vis grad af forvitring må til, før landbrug er muligt; men granitiske jordbunde med sand, grus, ral og skærver findes mange steder oven på grundfjeldet og kan være glimrende til jordbrug. Det er ret sure jorde med et ofte ringe vandindhold. Omvendt er de rige på siliciumdioxid og jernoxid, ofte rige på fosfor men fattige på magnesium.

Vinstokke kan trives i tørre og sure jorde. Druerne, de bærer, bliver ofte lidt mindre og får et højere indhold af syre, flere fenoler men færre thioler. Det er ideelt til rødvine, tænk Gamay og Syrah, men også karakterfaste hvidvine, tænk Riesling og Viognier. Kan man sige noget generelt om granits indflydelse på vinen, så fremmer den syrerige vine med en ren frugt, glasklare i udtrykket og ofte med en krydret note.

Det er i hvert fald det indtryk, man får fra António Madeiras Vinhas Velhas 2017. Den er rank, slank og kølig i stilen, med et pirrende syre og saftig citrus- og tropefrugt. Smagen er kompleks med syrlig abrikoskerne, friske fennikelfrø, pinjekerner, ananas, gule æbler, solmodne citroner. Krydret og mineralsk efterspil, fugtig muld, våde sten, sydesalt. En virkeligt vellavet vin med mineralsk nerve, livlig frugt og et let fadpræg. Håndværket består i selekteret høst, nænsom presning, spontangæring og lagring på ståltanke og store træfade, ingen filtrering og minimal tilsætning af sulfit.

Summa summarum: En fokuseret, detaljeret og raffineret hvidvin med burgundisk elegance og en overraskende friskhed for et så solrigt land som Portugal— men også en påmindelse om den dybde og kompleksitet, man kan forvente fra de kanter.

Flaske: Vinhas Velhas 2017  
Vinhus: António Madeira  
Oprindelse: Dão, Portugal  
Druesorter: Blandet beplantning  
Jordbund: Granit
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Spontangæret  
Lagring: Ståltanke og store træfade  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13,5%  
Importør: Bichel Vine
Pris: 225,-  

Veltliner på springtur

Grüner Veltliner fra Portugal? Ja, og med bobler, og uden så mange andre krumspring; men allerede den treenighed burde være nok til at vække interesse. Bobler fra Douro og så på en østrigsk druesort? Absolut i det kuriøse hjørne, men heldigvis mere end det: En ren og skær fornøjelse. Det er det økologiske vinhus Conceito, der står bag vinen, og bag huset står to kvinder i hver sin generation, moderen Carla Costa Ferreira og datteren Rita Ferreira Marques. Sidstnævnte er vinmageren. Huset har været i familiens eje siden 1940'erne og består i dag af 79 hektar fordelt på tre ejendomme, Quinta da Veiga, Quinta do Chão-do-Pereiro og Quinta do Cabido, alle tre i Teja-dalen, der er en kende køligere end den øvrige Douro-dal.

Den 35-årige Rita Marques ønsker med Conceito at fremhæve Douros potentiale for andet og mere end portvin, et ønske hun deler med mange andre af områdets progressive producenter. De flere forskelligeartede terroirs i Dourodalen åbner mange muligheder for at lade sig afspejle i tørre bordvine, røde såvel som hvide. Før relanceringen som Conceito leverede familiehuset da også deres druer videre til portvinsproduktion; men tidernes - og ikke mindst generationernes - skiften bragte nye tanker og højere ambitioner med sig. I dag laver Conceito rød, hvid og bobler af fornem kvalitet. Økologisk dyrkning, manuel høst, nøje selektion både ved selve høsten og før presningen er udgangspunktet. Gammeldags presser og nymodens gæringstanke sætter fortid i forbindelse med nutid, og det lokale fletter sammen med det internationale: Der arbejdes med mangfoldige sorter, herunder blandede beplantninger og enkelte parceller med gamle, upodede vinstokke. Sorterne er mestendels lokale kendinge som Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz, Gouveio, Rabigato og Viosinho, foruden Bastardo som mange nok kender bedre som Trousseau i Frankrig; men også den østrigske nationaldrue Grüner Veltliner har fået plads i rækkerne. Denne mark er plantet for ti år siden og ligger i 600 meters højde på et lille, køligt plateau med granitholdig jordbund uden for Freixo de Numão. Hvorfor plante Grüner Veltliner i Douro? "Fordi det kunne være sjovt!"

Brut Nature 2012 er en lettilgængelig lækkerbisken. Heftigt skummende og flot gylden i glasset. Der breder sig hurtigt en umiskendelig duft af bobler: Krudtrøg, gær, frisk frugt, kølig brise. Der er blomster, masser af moden gul frugt og en let pebret note i duften. Smagen fortsætter i samme spor, og her dukker især knust stenfrugt og en smule marcipan op - samt nogle let ristede og vanille-agtige noter fra fadlagring. Aromatisk, livlig, fine bobler, jævn syre, meget rundet. 

Druerne høstes, afkøles og presses i en pneumatisk presse. Førstegæring på store træfade og efterfølgende lagring på brugte franske barriques i otte måneder med regelmæssig bâttonage. Derefter andengæring på flaske og lagring med gærresterne i op til tredive måneder før degorgering. Det mærkes på vinens runde krop. Strukturen giver fornemmelse af, at brut nature næsten er en nødvendighed med Grüner Veltliner dyrket under disse himmelstrøg: Der tilsættes ingen dosage, den er helt overflødig, da druerne har været absolut fuldmodne. Nok er vinen tør, men den knaser ikke.
 

Fra Donau til Douro

Sortskarakteren lader sig dog ikke fornægte - de urtede og krydrede noter er direkte gengangere fra Østrig, og den store modenhed til trods er der ikke noget uventet i frugten. Interessant at få smagen af, hvordan en transplantation kan overføre sortskarakteren.

Conceitos første årgang Grüner Veltliner blev vinificeret i 2011, og den oprindelige tanke var at benytte vinen som del i husets andre hvide blends. Vinificeringen som mousserende enkeltdruevin er gået over al forventning, og indtil videre er flere årgange kommet på markedet.

Det er dog langt fra første gang, nogen får idéen at plante Grüner Veltliner uden for Østrig. Sorten har i nyere tid oplevet stigende international interesse, og den så godt som monopoliserede specialitet er så småt begyndt at bevæge sig ud i den store verden. Østrig og gammelt østrigsk land var indtil for et par årtier siden dens naturlige hjemstavn. Traditionelt har Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn små arealer, og enkelte vinbønder i Tyskland har forsøgt at tage druen til sig. I dag ser man dog væsentlige beplantninger især i New Zealand, og tendensen er stigende flere forskellige steder i verden: Australien, Canada, USA.
 

Azulejo hedder den traditionelle portugisiske kakkelkunst, som i moderne fortolkning pryder etiketten til Brut Nature. Kunstneren er João Nuatel fra Oporto, som også har arbejdet sammen med bl.a. Dirk Niepoort.
 

Historietimen

Douro producerede i århundreder udelukkende portvin. Kimen til bordvinens genopstandelse blev sået allerede under Anden Verdenskrig, da Fernando Nicolau de Almeida fra huset Ferreira rejste til Bordeaux og gjorde studier i dette områdes vinproduktion. Det førte til skabelsen af vinen Barca Velha, der blev lavet første gang i 1952, og siden kun er lavet 18 gange; en vin, der har opnået kultstatus.

Portugals medlemsskab i EF fra 1986 var en yderligere årsag til afviklingen af portvinens monopol i Douro, og udviklingen begyndte at tage fart fra 1990’erne, og nu står ikke kun de etablerede portvinshuse på spring med tørre bordvine, det samme gør en entusiastisk og energisk yngre generation af vinmagere. I dag udgør halvdelen af produktionen tør vin, og det er på dette område, der virkelig sker noget. Der er mange gode vine at hente og et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet. Fronten rykker også på hvidvine, hvor især Dirk Niepoorts indsats er værd at fremhæve.

Rita Marques Ferreira fra Conceito er fjerde generation i en familie med eget vinhus, men første generation til at lave sin egen vin. Hun er oplært hjemmefra og arbejder stadig tæt sammen med sin mor. Hun læste oprindeligt til ingeniør men skiftede studiet ud med ønologi under Denis Dubourdieu på universitetet i Bordeaux. Siden har hun arbejdet hos førnævnte Niepoort og hos Villa Maria i New Zealand, hvor hun i øvrigt laver en Marlborough Sauvignon Blanc. Et andet sidespring er i Minho, hvor hun dyrker Alvarinho til Vinho Verde. Hendes mål er generelt at lave tørre vine med renhed, balance, fokus og kompleksitet. Desuden nærer hun en særlig forkærlighed for hvidvine, hvor hun forstår og formår syrens afgørende vigtighed for helheden.

Portugal har flere unge, kvindelige vinmagere, der med rette nyder international anerkendelse i disse år. Filipa Pato og Julia Kemper nævnes ofte. Man kan roligt tilføje Rita Marques.

Flaske: Brut Nature 2012  
Vinhus: Conceito  
Oprindelse: Douro, Portugal  
Druesorter: Grüner Veltliner  
Dyrkning: Økologisk  
Vinificering: Andengæring på flaske, ingen dosage  
Lagring: Små egetræsfade, flaskelagring  
Lukning: Korkprop  
Alkohol: 13%  
Importør: Nordentoft Wine  
Pris: 189,-